BIBEL STUDIUM
ISSN 1398-2826 ISBN 978 87 7532 581 8
Evangeliet i Galaterbrevet Juli · August · September 2017
3. KVARTAL 2017
BIBELSTUDIUM FOR SABBATSSKOLEN
3. kvartal
Evangeliet i Galaterbrevet
Forfatter
Carl P. Cosaert
SYVENDE DAGS ADVENTISTKIRKEN, DANMARK © 2017 Dansk Bogforlag, Nærum ISBN 978 87 7532 581 8 • ISSN 1398-2826
BIBELSTUDIUM FOR SABBATSSKOLEN Udgiver: Adventistkirken, sabbatsskoleafdelingen Hovedforfatter: Carl P. Cosaert Oversættelse: Marit Birch Petersen Aktiviteter og dialog: Paul Birch Petersen Korrektur: Elsebeth Daugaard Grafisk opsætning: Bente Skov Schledermann Tryk: TopTryk Grafisk
© 2017 General Conference of Seventh-day Adventists®. Alle rettigheder forbeholdes. Ingen del af Bibelstudium for sabbatsskolen må redigeres, ændres, omformes, tilpasses, oversættes, gengives eller udgives af nogen enkeltperson eller organisation uden forudgående skriftlig godkendelse fra The General Conference of Seventh-day Adventists®. Divisionskontorerne under The General Conference of Seventh-day Adventists® har ret til at sørge for oversættelse af Bibelstudium for sabbatsskolen efter særlige retningslinjer. Ophavsretten til sådanne oversættelser og deres udgivelse forbliver hos Generalkonferensen. Seventh-day Adventist, Adventist og flammelogoet er registrerede varemærker tilhørende The General Conference of Seventh-day Adventists® og må ikke benyttes uden forudgående godkendelse af Generalkonferensen.
INDHOLDSFORTEGNELSE Solnedgangstider ....................................................................
4
Andagtsvers ............................................................................
5
INDLEDNING TIL 3. KVARTAL ................................................
6
1. juli
1.
Paulus, hedningernes apostel ......................................
8
8. juli
2.
Paulus’ myndighed og evangeliet ................................
18
15. juli
3.
Evangeliets enhed .......................................................
28
22. juli
4.
Retfærdiggørelse af tro alene ......................................
38
29. juli
5.
Tro i Det Gamle Testamente ........................................
48
5. august
6.
Løftets prioritet ............................................................
58
12. august
7.
Vejen til tro ..................................................................
68
19. august
8.
Fra slave til arving ........................................................
78
26. august
9.
Paulus’ pastorale appel ................................................
88
2. september
10. De to pagter ................................................................
98
9. september
11. Frihed i Kristus ............................................................ 108
16. september
12. At leve i Ånden ............................................................ 118
23. september
13. Evangeliet og kirken ..................................................... 128
30. september
14. Jeg er stolt af Kristi kors .............................................. 138
3
SOLNEDGANGSTIDER Tejn København Ringsted
Odense
Vejle
Århus
Herning Hjørring Tórshavn
JUNI/JULI 30. 21.44
21.56
21.58
22.03
22.08
22.09
22.14
22.21
23.17
7. 21.39
21.52
21.53
21.59
22.04
22.04
22.09
22.15
23.09
14. 21.32
21.44
21.46
21.51
21.57
21.57
22.02
22.07
22.56
21. 21.23
21.35
21.36
21.42
21.47
21.47
21.52
21.56
22.40
28. 21.11
21.23
21.24
21.30
21.35
21.35
21.39
21.43
22.22
4. 20.58
21.09
21.11
21.16
21.21
21.20
21.25
21.28
22.02
11. 20.43
20.54
20.56
21.01
21.06
21.05
21.10
21.11
21.42
18. 20.27
20.38
20.40
20.45
20.50
20.48
20.53
20.54
21.20
25. 20.10
20.20
20.23
20.28
20.33
20.31
20.36
20.36
20.58
1. 19.53
20.03
20.05
20.11
20.15
20.13
20.18
20.17
20.35
8. 19.35
19.45
19.47
19.53
19.57
19.55
20.00
19.58
20.12
AUGUST
SEPTEMBER
15. 19.17
19.26
19.29
19.35
19.39
19.36
19.41
19.38
19.49
22. 18.59
19.08
19.11
19.17
19.20
19.17
19.22
19.19
19.26
29. 18.41
18.50
18.53
18.58
19.02
18.59
19.04
18.59
19.04
6. 18.24
18.32
18.35
18.41
18.40
18.45
18.40
18.41 18.19
OKTOBER 18.44
13. 18.06
18.14
18.17
18.23
18.26
18.22
18.27
18.21
20. 17.50
17.57
18.00
18.06
18.09
18.05
18.10
18.03
17.57
27. 17.34
17.40
17.44
17.50
17.53
17.48
17.54
17.45
17.35
3. 16.19
16.25
16.29
16.35
16.37
16.33
16.38
16.29
16.15
NOVEMBER 10. 16.05
16.11
16.16
16.21
16.23
16.19
16.24
16.14
15.56
17. 15.54
15.59
16.04
16.09
16.11
16.06
16.11
16.01
15.38
24. 15.44
15.49
15.54
16.00
16.01
15.56
16.01
15.50
15.23
DECEMBER
4
1. 15.37
15.42
15.46
15.52
15.54
15.48
15.54
15.41
15.11
8. 15.33
15.38
15.42
15.48
15.49
15.44
15.49
15.36
15.02
15. 15.32
15.36
15.41
15.47
15.48
15.43
15.48
15.34
14.58
22. 15.34
15.39
15.43
15.49
15.50
15.45
15.50
15.36
15.00
29. 15.39
15.44
15.49
15.55
15.56
15.50
15.55
15.42
15.06
ANDAGTSVERS
JULI
Gal 3,28
Joh 15,4
Joh 1,12
Kol 3,1
Tit 2,11
Es 45,22 Sl 139,14
Joh 6,51
Sl 34,8
ApG 10,38
Sl 121,3-4
Sl 34,15-16
Joh 14,16-17
Ordsp 22,29
Ordsp 14,15
Hebr 11,3
ApG 1,8
Sl 4,9
Sl 46,2
Sl 6 8,36
1 Kor 1,30
Es 8 ,20-21
Sl 1 1,17
2 Kor 9,8
Zak 10,1
Joh 3,16
Jer 10,6
Åb 3 ,18
Joh 14,3
Matt 5 ,8
Es 55,1
2 Tim 1,7
Sl 90,12
1 Kor 3,10
Præd 12,14
Jak 2,12
Hebr 12,9
Ordsp 25,11
1 Tim 5,8
Jer 6,16
Jak 5,20
Sl 16,11
Sl 34,16
Luk 10,20
Joh 3,5
Joh 14,23
Rom 8,14-15
Fil 2,13
Kol 1,9
Kol 2,6
Præd 5,4
Nah 1,7
2 Tim 2,19
5 Mos 31,8
Jak 3,17
2 Kor 2,14
1 Kor 10,31
5 Mos 7,6
1 Joh 3,2
Joh 17,3
AUGUST
1 Pet 2,21-22
OKTOBER
SEPTEMBER
Sl 16,8 Fil 3,13-14
1 Kor 9,24
1 Tim 6,17
1 Kor 10,13
Ordsp 6,6
Fil 1,29
Joh 12,24
Præd 12,1
Luk 12,30-31
Kol 3,2
Es 64,7
Am 5,14
Sl 91,2
Sl 102,18
Sl 146,5-6
1 Pet 5,10
Jak 1,12
Hebr 10,35-36
Rom 12,21
Rom 6,11
Ef 6 ,10-11
1 Pet 2,5
Sl 130,7-8
Sl 27,14
Luk 9,23
Hebr 3,12
Sl 103,2-3
Hebr 12,3-4
Fil 2,14-15
Rom 12,1
1 Pet 4,11
1 Pet 4,10
Es 58,7
Præd 11,6
Luk 6,38
Es 61,1
1 Pet 2,9
Dan 12,3
Matt 28,19
Matt 10,42
Es 52,7
Matt 5,14
Es 58,10
Matt 6 ,22
ApG 3,6
2 Kor 1,10
Rom 15,13
Rom 9,28
Matt 24,44
5 Mos 30,19
Es 13,12
Hag 2,4
Ordsp 6,32
Fil 2,12
1 Tim 4,16
2 Krøn 7,14
Hebr 4,13
Joh 13,35
Mal 3,16
Matt 5,9
Jos 24,15
2 Pet 3,18
Matt 10,28
Luk 16,10
2 Kor 6,2
Joh 8,32 1 Kor 2,2
DECEMBER
NOVEMBER
Fil 4,13
1 Pet 5,8
Ordsp 14,12
Luk 13,24
Præd 9,10
Mark 2,5
Mark 14,38
Gal 5,22-23
Ordsp 23,36
2 Tim 2,3
Jos 1,9
Fil 4,6
Luk 1,53
Ef 5,8-9
Hebr 11,5
2 Kor 7,10
Sl 32,5
Es 1,18
Matt 5,4
Gal 3,13
Rom 5,8-9
Rom 4,7-8
Præd 12,13
Ef 2,10
Åb 3,20
2 Kor 5,17
Fil 4,19
Es 26,3-4
Matt 7,21
Åb 22,17
1 Joh 1,9
Mika 7,19
Ordsp 4,18
Rom 14,17
Matt 6,20-21
1 Pet 1,18-19
Matt 5,48
Kol 3,15
ApG 20,35
Mika 6,8
Hab 2,14
Jud 24-25
Ef 3,20-21
Hebr 9,28
Dan 7,27
Matt 1,23
Matt 1,21
Luk 2,10-11
Es 9,6
Joh 1,14
1 Joh 5,5
1 Joh 4,15
1 Joh 3,24
1 Joh 3,6
1 Joh 2,28
5
3. KVARTAL 2017
Martin Luther og Galaterbrevet Den protestantiske verden er ved at gøre sig klar til at fejre den protestantiske reformations 500 års jubilæum, da Martin Luther vejledt af Helligånden bragte millioner af mennesker afgørende bibelske sandheder, der havde været gemt under århundreders overtro og traditioner. Man kan godt sige, at protestantismen blev født for 500 år siden ud fra Galaterbrevets (og Romerbrevets) blade. Det var, mens Martin Luther læste Galaterbrevet, at han første gang blev rørt af de fantastiske, gode nyheder om retfærdiggørelse af tro. Den store sandhed førte til den protestantiske reformation og befriede millioner af mennesker fra mange generationers teologiske og gejstlige fejltagelser. Hvad Luther læste i denne bibelske bog, forandrede ham, og verden har aldrig været den samme siden. Mange århundreder efter Luther står syvendedags adventisterne også i gæld til Galaterbrevet. Gennem et grundigt studium af Galaterbrevet hjalp E.J. Waggoner og A.T. Jones Adventistkirken i 1880’erne og 1890’erne til at genopdage sandheden om retfærdiggørelse af tro. Hvad gør Galaterbrevet til et så vigtigt fundament i Reformationen? Hvorfor har det været i stand til at berøre så mange menneskers hjerter, som fx Martin Luthers? Som ingen anden bog i Bibelen omhandler Galaterbrevet en række temaer af afgørende betydning for den kristnes sjæl. Det er i Galaterbrevet, at Paulus tager spørgsmålet op om den kristnes frihed, lovens rolle i frelsen, vores tilstand i Kristus, samt hvad et liv fyldt af ånden vil sige og det ældgamle spørgsmål om, hvordan syndige mennesker kan blive gjort retfærdige over for en hellig og retfærdig Gud? Måske var det frem for noget andet dette spørgsmål, der fik Martin Luther til at gå ind på den vej, han begyndte på, og fra hvilken han aldrig så sig tilbage. Selvfølgelig omtaler andre bøger, som fx Romerbrevet, de samme spørgsmål; men Galaterbrevet er anderledes. Det er ikke alene mere kortfattet; men dets righoldige temaer er skrevet på en meget personlig og dybfølt pastoral måde, som selv i dag ikke kan undgå at få os til at åbne vores hjerter for Guds Ånd.
6
INDLEDNING
Selv om Paulus’ brev taler til os personligt, kan vores forståelse blive styrket, hvis vi er klar over den oprindelige historiske situation, som Paulus under Helligåndens vejledning skrev om. Mange forskere mener, at Galaterbrevet er det tidligste af Paulus’ breve. Det blev skrevet i år 49 e.Kr. kort efter det kendte kirkemøde i Jerusalem (ApG 15). Brevet er derfor det ældste kendte kristne dokument. Som det tydeligt fremgår både af Apostlenes Gerninger og Galaterbrevet, befandt den tidlige kristne kirke sig midt i en alvorlig strid om frelsens natur, især mht. hedningernes rolle. Ifølge en gruppe jødiske troende, som var kendt som judaisterne, var tro på Jesus alene ikke nok for hedningerne. De skulle også omskæres og følge Moseloven (ApG 15,1). Det er derfor ingen overraskelse, at nogle af judaisterne rejste til Galatien for at belære brødrene, da Paulus havde oprettet en menighed for hedningerne der. Da Paulus hørte om problemet, reagerede han med det samme. Idet han så, at dette falske evangelium om frelse ved tro og gerninger truede med at underminere Kristi gerning, skrev Paulus et glødende forsvar for evangeliet til galaterne. I meget stærkt sprogbrug gjorde han klart, hvad denne falske lære i virkeligheden var, nemlig ren og skær lovtrældom. I dette kvartals bibelstudium inviteres vi til at rejse med apostlen Paulus, mens han bønfalder galaterne om at forblive tro imod Jesus. Samtidigt giver det os også en mulighed for at overveje vores egen forståelse af de sandheder, der banede vejen for Martin Luthers endelige brud med Rom og genoprettelsen af det bibelske evangelium.
Carl Cosaert, Ph.d., er professor i bibelske studier ved Walla Walla Universitet i College Place, Washington, USA.
7
1
TIL SABBATTEN | 1. JULI 2017
Paulus, hedningernes apostel
Ugens vers
”Da de hørte det, blev de rolige og priste Gud og sagde: ‘Så har Gud da også givet hedningerne omvendelsen til livet’“ (ApG 11,18).
Introduktion
Det er ikke vanskeligt at forstå Saulus fra Tarsus (også kendt som apostlen Paulus) og hvorfor han gjorde det, han gjorde. Som oprigtig jøde, der hele sit liv havde lært om betydningen af loven og om Israels snarlige politiske forløsning, var det simpelthen for meget for ham at acceptere tanken om, at den længe ventede Messias skulle være blevet henrettet på den mest vanærende måde som den værste forbryder. Det var derfor ikke så mærkeligt, at han var overbevist om, at Jesu efterfølgere var illoyale over for Toraen og dermed forhindrede Guds plan for Israel. Han troede, at deres påstand om, at den korsfæstede Jesus var Messias, og at han var opstået fra de døde, var direkte vranglære. Der kunne ikke være nogen form for tolerance over for den slags vrøvl eller over for nogen, der nægtede at opgive sådanne tanker. Saulus var fast besluttet på at være Guds redskab til at fjerne disse ideer fra Israel. Dette er grunden til, at han, da vi første gang møder ham i Bibelen, voldsomt forfulgte andre jøder, der troede, at Jesus var Messias. Men Gud havde helt andre planer for Saulus, planer, som han aldrig selv kunne have forestillet sig. Ikke alene var denne jøde udset til at forkynde Jesus som Messias, han skulle også gøre det blandt hedningerne!
Ugens tekster
8
· · · ·
ApG 6,9-15; 9,1-9 1 Sam 16,7 Matt 7,1 ApG 11,19-21; 15,1-5
SØNDAG
25. JUNI 2017
Kristenforfølger Første gang, vi møder Saulus fra Tarsus i Apostlenes Gerninger, var han involveret i steningen af Stefanus (ApG 7,58) og dernæst i den mere omfattende forfølgelse, der brød ud i Jerusalem (ApG 8,1-5). Peter, Stefanus, Filip og Paulus spiller en stor rolle i Apostlenes Gerninger; for de deltog i begivenheder, der førte til den kristne tros udbredelse uden for den jødiske verden. Stefanus har stor betydning, for hans forkyndelse og martyrdød synes at have haft en dyb indflydelse på Saulus. Stefanus var selv en græsktalende jøde og en af de syv oprindelige fattigforstandere (ApG 6,3-6). Ifølge Apostlenes Gerninger var en gruppe græsktalende jøder, der havde bosat sig i Jerusalem (ApG 6,9), kommet op at skændes med Stefanus om det, han forkyndte om Jesus. Det er muligt og til og med sandsynligt, at Saulus fra Tarsus var involveret i disse debatter. ApG 6,9-15
Hvilke anklager blev fremført imod Stefanus? Hvad minder disse anklager dig om? (Se også Matt 26,59-61). Den voldsomme fjendtlighed over for Stefanus’ tale synes at skyldes to ting. Stefanus fremkaldte sine modstanderes vrede ved ikke at lægge størst vægt på de jødiske love og templet, der fremstod som skattede symboler på deres religion og nationale identitet. Men Stefanus gjorde mere end kun at nedtone disse to elskede symboler; han forkyndte ivrigt, at Jesus, den korsfæstede og opstandne Messias, var det sande centrum i den jødiske tro. Det er derfor ikke så overraskende, at han gjorde farisæeren Saulus vred (Fil 3,3-6). Farisæerne var en religiøs gruppe, der meget nøje fulgte de jødiske love. Saulus indså, at de store profetiske løfter om Guds rige endnu ikke var gået i opfyldelse (Dan 2; Zak 8,23; Es 40-55), og han troede sandsynligvis, at det var hans opgave at hjælpe Gud med at fremskynde den dag – hvad der kun kunne ske ved at rense Israel for religiøs korruption. Dette indbefattede ideen om, at Jesus var Messias.
Til at tænke over
I sin overbevisning om, at han havde ret, var Saulus villig til at henrette dem, han mente tog fejl. Hvordan kan vi lære at styre vores iver, selv om iver og glød for det, vi står for, er vigtig, og indse, at vi af og til kan tage fejl?
9
MANDAG
26. JUNI 2017
Saulus’ omvendelse ”Han svarede: ’Hvem er du, herre?‘ Han sagde: ’Jeg er Jesus, som du forfølger’“ (ApG 9,5). Selv om Saulus’ forfølgelse af de første kristne begynder forholdsvis uskyldigt (han passede kun på Stefanus’ bødlers kapper), blev den hurtigt mere intens (se ApG 8,1-3; 9,1.2.13-14.21; 22,3-5). Adskillige af de ord, Lukas benytter til at beskrive Saulus, maler et billede af et vildt, blodtørstigt rovdyr eller en rå soldat, der er opsat på at ødelægge sin modstander. Det ord, der oversættes med ’tilintetgøre’ i ApG 8,3, bruges fx i den græske oversættelse af Det Gamle Testamente til at beskrive et vildsvins ukontrollerede og ødelæggende handling (Sl 80,14). Saulus’ korstog mod de kristne var ikke en halvhjertet bekvemmelighedshandling, men en meget bevidst og vedvarende plan om at udrydde den kristne tro. ApG 9,1-18; 22,6-21; 26,12-19
Læs de tre beskrivelser af Saulus’ omvendelse. Hvilken rolle spillede Guds nåde i denne erfaring? Hvor meget fortjente Saulus med andre ord den godhed, Gud viste ham? Fra et menneskeligt synspunkt må Saulus’ omvendelse have virket helt umulig. Derfor møder vi også en stor skepsis, som mange gav udtryk for, da de første gang hørte om den. Det eneste, Saulus fortjente, var straf; men i stedet viste Gud nåde mod denne ivrige jøde. Men det er vigtigt at bemærke, at Saulus’ omvendelse ikke skete i et vakuum, og den var heller ikke påtvunget. Saulus var ikke en ateist. Han var en meget religiøs mand, men tog alvorligt fejl i sin forståelse af Gud. Jesu ord til ham: ”Det bliver hårdt for dig at stampe mod brodden“ (ApG 26,14) antyder, at Helligånden i nogen tid havde arbejdet med og overbevist Saulus. I datidens verden henviser ’brodden’ til et kæp med en skarp brod, der blev brugt til at stikke en okse hver gang den standsede, når man pløjede. Saulus havde i nogen tid modsat sig Guds tilskyndelser; men efter et mirakuløst møde med den opstandne Jesus på vejen til Damaskus valgte Saulus endelig at opgive at kæmpe imod.
Til at tænke over
10
Tænk tilbage på din egen omvendelseserfaring. Måske var den som de flestes ikke så dramatisk som Saulus’, men hvordan udtrykker den Guds nåde? Hvorfor er det vigtigt ikke at glemme alt det, vi har fået gennem Kristus?
TIRSDAG
27. JUNI 2017
Saulus i Damaskus Under sit møde med Jesus blev Saulus blind og fik påbud om at gå hen til et hus ejet af en mand ved navn Judas og vente på en anden mand, Ananias. Der er ingen tvivl om, at Saulus’ fysiske blindhed var en påmindelse om den endnu større åndelige blindhed, der havde fået ham til at forfølge Jesu tilhængere. Da Jesus viste sig for ham på vejen til Damaskus, blev alt forandret. Hvor Saulus tidligere havde ment, at han havde ret, havde han taget helt fejl. I stedet for at arbejde for Gud havde han arbejdet mod ham. Saulus kom ind i Damaskus som en helt anden person end den stolte og nidkære farisæer, der havde forladt Jerusalem. I stedet for at spise og drikke tilbragte Saulus de første tre dage i Damaskus med at faste og bede, mens han tænkte over alt det, der var sket. ApG 9,10-14 ApG 26,16-18
Forestil dig, hvad der må være gået gennem Ananias’ tanker. Ikke alene troede Saulus, forfølgeren, nu på Jesus; han var nu også Guds udvalgte apostel, som skulle bringe evangeliet til hedningerne. Det er ikke så mærkeligt, at Ananias var en smule forvirret. Hvis menigheden i Jerusalem tøvede med at acceptere Paulus tre år efter hans omvendelse (ApG 9,26-30), kan vi kun forestille os de spørgsmål og bekymringer, der har fyldt de troendes hjerter i Damaskus nogle få dage efter, at det skete. Læg også mærke til, at Ananias fik et syn fra Herren, der fortalte ham den uventede nyhed om Saulus fra Tarsus; måske kun et syn kunne overbevise ham om, at det, han blev fortalt om Saulus, var sandt – at de jødiske troendes fjende nu var blevet en af dem. Saulus havde forladt Jerusalem med fuldmagt og opgave fra ypperstepræsterne til at udrydde den kristne tro (ApG 26,12); men Gud havde en helt anden opgave for Saulus, en, der var baseret på en langt højere myndighed. Saulus skulle bringe evangeliet til hedningerne. Denne tanke må have chokeret Ananias og de andre jødekristne måske endnu mere end selve Saulus’ omvendelse. Saulus havde forsøgt at sætte en stopper for spredningen af den kristne tro; men nu ville Gud bruge ham til at udbrede den langt videre, end de jødekristne nogen sinde havde forestillet sig.
1 Sam 16,7 Matt 7,1 1 Kor 4,5
Hvad fortæller disse tekster os om, hvor forsigtige vi bør være i vores vurdering af andre menneskers åndelige erfaringer? Hvilke fejl har du begået i din bedømmelse af andre, og hvad har du lært af disse fejl? 11
ONSDAG
28. JUNI 2017
Evangeliet bringes til hedningerne ApG 11, 19-21.26
Hvor blev den første hedningekristne menighed oprettet? Hvilke begivenheder fik de troende til at tage dertil? Den forfølgelse, der udbrød i Jerusalem efter Stefanus’ død, fik en del af de jødekristne til at flygte næsten 500 kilometer nordpå til Antiokia. Antiokia var hovedstad i den romerske provins Syrien, og kun overgået af Rom og Aleksandria i betydning. Dens befolkning, som skønnes at have været ca. en halv million, var uhyre international, og byen var derfor et ideelt sted ikke alene for en kirke bestående af en stor gruppe både jødekristne og hedningekristne, men også som udgangspunkt for den tidlige kirkes verdensmission.
ApG 11,20-26
Hvad skete i Antiokia, der fik Barnabas til at besøge byen og beslutte sig for at invitere Paulus til at slutte sig til ham der? Hvilket billede tegnes der af menigheden i byen? Det er vanskeligt at opstille en kronologisk rækkefølge af Paulus’ liv; men det ser ud til, at der er gået fem år mellem hans besøg i Jerusalem efter sin omvendelse (ApG 9,26-30) og indbydelsen fra Barnabas til at slutte sig til ham i Antiokia. Hvad foretog Paulus sig i alle de år? Vi ved det ikke med sikkerhed. Men baseret på hans kommentarer i Gal 1,21 kan han have forkyndt evangeliet i Syrien og Kilikien. Nogle mener, at det måske var i denne periode, at han blev udstødt af sin familie (Fil 3,8) og led nogle af de mange vanskeligheder, han beskriver i 2 Kor 11,23-28. Menigheden i Antiokia blomstrede under Helligåndens ledelse. Beskrivelsen i ApG 13,1 antyder, at byens kosmopolitiske situation snart også viste sig i menighedens etniske og kulturelle forskelligheder. Barnabas kom fra Cypern, Lukius fra Kyrene, Paulus fra Kilikien, Simeon sandsynligvis fra Afrika, og mange omvendte hedninger kom fra Romerrigets forskellige egne. Nu ønskede Helligånden at bringe evangeliet til endnu flere hedninger ved at benytte Antiokia som base for mere langtrækkende missionsaktiviteter, der rakte ud over Syrien og Judæa.
Til at tænke over
12
Læs ApG 11,19-26 igen. Hvad kan vi lære af menigheden i Antiokia, som var en meget forskelligartet menighed både etnisk og kulturelt, og hvordan kan det hjælpe os i dag til at efterligne de positive sider, som fandtes der?
TORSDAG
29. JUNI 2017
Konflikter inden for menigheden Selvfølgelig er der ikke menneskelig fuldkommenhed, og inden længe opstod der problemer blandt de første troende. Til at begynde med var ikke alle tilfredse med, at hedninger fik lov til at tilslutte sig menigheden. Man var ikke uenig mht. tanken om mission blandt hedningerne, men om, hvad der skulle til, for at hedningerne fik lov til at tilslutte sig. Nogle mente, at tro på Jesus ikke var nok til at definere en kristen; de mente, at troen måtte suppleres med omskærelse og lydighed mod Moseloven. For at være en sand kristen, hævdede de, måtte en hedning omskæres. Peters oplevelse med Kornelius og den reaktion der fulgte viser os, hvor omfattende skellet mellem jøder og hedninger var (læs beretningen i ApG 10). De officielle besøg fra Jerusalem, som skulle undersøge Filips arbejde blandt samaritanerne (ApG 8,14) og arbejdet blandt hedningerne i Antiokia (ApG 11,22), kan antyde en vis bekymring for at indbefatte ikke-jøder i den kristne forsamling. Men reaktionen på Peters dåb af Kornelius, en uomskåret romersk soldat, illustrerer tydeligt uenigheden mht. til spørgsmålet om hedningerne blandt de første kristne. Lejlighedsvis at inkludere en hedning som Kornelius kan have fået nogle til at føle sig ilde til mode; men Paulus’ bevidste indsats for at åbne menighedens dør på vid gab for hedningerne var baseret på tro på Jesus alene, og det resulterede i nøje tilsigtede forsøg fra andre på at underminere Paulus’ arbejde. ApG 15,1-5
Hvordan forsøgte visse troende fra Judæa at modvirke Paulus’ arbejde blandt de hedningekristne i Antiokia? Selv om kirkemødet i Jerusalem (i ApG 15) til sidst stod på Paulus’ side, når det gjaldt omskærelse, fortsatte modstanden mod Paulus’ arbejde. Under Paulus’ sidste besøg i Jerusalem omkring syv år senere var mange stadigvæk mistænksomme mht. Paulus’ evangelium. Paulus mistede faktisk næsten livet, da han besøgte templet, og nogle jøder fra provinsen Asien råbte: ”Israelitter, kom og hjælp! Her er den mand, som med sin lære alle vegne og over for alle er imod folket og loven og dette sted“ (ApG 21,28; se også 21,20-21).
Til at tænke over
Sæt dig selv i disse jødiske troendes sted. Hvorfor giver deres modstand mod Paulus og deres bekymring mht. hans lære en vis mening? Hvad viser det om, hvordan vores egne forudfattede meninger og kulturelle og religiøse opfattelser kan føre os på afveje? 13
FREDAG
30. JUNI 2017
Til videre studium · Læs om forholdet mellem personlig omvendelse og menigheden i Ellen White, Testimonies for the Church, 3. bind, ”Individual Independence“, s. 430-434. ”Paulus havde tidligere været kendt som en ivrig forsvarer af den jødiske religion og en utrættelig forfølger af Jesu efterfølgere. Modig, uafhængig, udholdende – disse talenter ville have gjort ham i stand til at gøre tjeneste i næsten enhver stilling. Han kunne argumentere med usædvanlig klarhed, og med sin knusende sarkasme kunne han stille en modstander i et ikke særligt godt lys. Og nu så jøderne denne utroligt lovende unge mand slutte sig til dem, han tidligere havde forfulgt, og uden frygt forkynde i Jesu navn. En general, der falder under kamp, er tabt for hæren; men hans død giver ikke fjenden ekstra styrke. Men når en fremtrædende person tilslutter sig modstanderen, mister man ikke alene hans tjeneste; men dem, han tilslutter sig, vinder en betydelig fordel. Saulus fra Tarsus kunne med lethed være blevet slået ihjel af Gud på vejen til Damaskus, og meget af forfølgelsens kraft ville være blevet svækket. Men i sit forsyn sparede Gud ikke alene Saulus’ liv, han omvendte ham og overførte dermed en forkæmper fra fjendens side til Kristi side. Paulus, som var en veltalende taler og skarp kritiker, havde med sin urokkelige viljestyrke og uforfærdede mod netop de egenskaber, der var nødvendige for den første kirke.“ (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 124). Spørgsmål til drøftelse
1. Hvad kan vi lære af den kendsgerning, at nogle af Paulus’ værste modstandere var andre jøder, der troede på Jesus? 2. Hvordan kan vi stå fast på religiøse principper og samtidig sikre os, at vi ikke kæmper mod Gud?
Resume
14
Saulus’ møde med den opstandne Jesus på vejen til Damaskus var det afgørende vendepunkt i hans liv og i den tidlige kristne kirkes historie. Gud forvandlede ham, som engang forfulgte kirken, og gjorde ham til sin udvalgte apostel, der skulle bringe evangeliet til hedningerne. Men det var vanskeligt for mange at acceptere, at Paulus godtog hedningerne som medlemmer af kirken ved tro alene. Dette er et stærkt eksempel på, hvordan forudfattede meninger og fordomme kan være en hindring for missionen.
DIALOG
TIL SABBATTEN | 1. JULI 2017
Aktiviteter og dialog Guds Ord og klassens aktiviteter
Et nyt studie begynder. Vi skal læse Galaterbrevet sammen. Den første uge har givet os en baggrund til forfatteren af brevet, apostlen Paulus. Men prøv allerede nu at forberede både studier og aktiviteter for kvartalet: Bibelstudiet • Find nogle gode kort, som klassen kan printe ud og have hængende, som illustrerer Paulus’ mission til Galatien, dets beliggenhed etc. Der findes mange anvendelige kort på Google. • Læs Galaterbrevet hurtigt igennem som en første gennemlæsning. Noter evt. spørgsmål, som dukker op ved den første læsning. - Bed nogle af medlemmerne af klassen om at undersøge og forberede svar på nogle af spørgsmålene. - Inviter evt. en gæst med ekspertise på besøg en bestemt sabbat. • Lav sammenligninger mellem Galaterbrevet og andre breve, som fx - Hvordan beder Paulus for dem, han skriver til – i Galaterbrevet og i de andre breve? • Lad en eller flere af klassens medlemmer samle centrale tekster fra Ellen White, hvor hun har anvendt Galaterbrevet. - Husk at gøre det bredt, så der ikke gives et ensidigt billede. - Vær opmærksom på forskellig type anvendelse, som fx · Exegetisk, dvs. for at fremhæve Paulus’ oprindelige hensigt. · Pastoral, for at hjælpe mennesker på hendes tid med specifikke problemer. · Af og til anvendte Ellen White ord og vendinger fra Bibelen uden dermed at ville fortolke den enkelte bibeltekst og gengive dens oprindelige mening, simpelthen fordi Bibelens ord og udtryk var så stor en del af hendes bevidsthed og sprog.
15
DIALOG
TIL SABBATTEN | 1. JULI 2017
Aktiviteter og fællesskab • Find en god anledning i løbet af kvartalet til at have et sammenskudsgilde for klassen. • Vær opmærksom på de personlige udfordringer, som I hver især kæmper med. - Tag tid til at høre personlige rapporter, når klassen mødes. - Husk at bede for hinanden og for mennesker, der står jer nær. · Lad ikke klassen samles uden forbøn for andre mennesker. - Bed om hjælp til at forstå Galaterbrevet bedre og dets betydning for dagligt kristenliv. Uddybende spørgsmål
• Paulus var ivrig og religiøs – er det bedre end at være irreligiøs og/ eller ateistisk? - Hvordan er de mennesker, du møder? • Lektien fremhæver, hvorledes den kristne menighed i fx Antiokia var multietnisk. - Find data, der kan illustrere, i hvor høj grad jeres menighed/by eller område/Danmark er multietnisk. · Hvilke fordele og evt. ulemper havde og har sådanne forhold for kirkens mission?
Baggrund
Stefanus’ tale og efterfølgende martyrdød spiller en afgørende rolle i opbygningen af Apostlenes Gerninger. Indtil da fokuserer forkyndelsen på jøder i Jerusalem. Efter denne begivenheden spredes de kristne, og opmærksomheden vendes mod hele verden, og hedningemissionen tager sin begyndelse. Kirken bevæger sig, som ApG 1,8 indikerer, fra Jerusalem til Judæa, til Samaria (jf. ApG 8,5-25) og videre mod verdens ende. Paulus er afgørende for denne forkyndelse. Datidens rejsemuligheder var meget forskellige fra vores. Faremomenterne var mange, søfart afskrækkede alle, selv om fragt til vands var økonomisk givende. At blive syg på rejser i datiden var endnu værre end i dag. Samtidig havde det romerske rige skabt en sikkerhed mht. rejse og fragt, som aldrig tidligere var set. Der var bedre veje end nogensinde før, og der var generelt ro og orden og kontrol med kriminalitet. Der er ingen tvivl om, at denne situation – ofte kaldt pax romana, den romerske fred – hjalp den tidlige kristne kirke med at sprede evangeliet.
16
NOTER
TIL SABBATTEN | 1. JULI 2017
17
2
TIL SABBATTEN | 8. JULI 2017
Paulus myndighed og evangelium
Ugens vers
”Er det nu mennesker, jeg vil have på min side, eller Gud? Eller søger jeg at være mennesker til behag? Var det stadig mennesker, jeg ville være til behag, var jeg ikke Kristi tjener“ (Gal 1,10).
Introduktion
En gruppe universitetsstuderende byggede et center tilknyttet universitetet, hvor alle – uanset race, køn, social status eller religiøs overbevisning – var velkomne. Forestil dig, at disse studerende mange år senere kom tilbage og opdagede, at andre studerende havde lavet helt om på centret. I stedet for det store rum med plads til sociale sammenkomster, som var indrettet for at fremme en fornemmelse af enhed for alle, var rummet blevet delt op i mange mindre rum med adgangsbegrænsninger i forhold til race, køn, osv. De studerende, der havde foretaget ændringerne, kunne have påstået, at de havde myndighed til at foretage disse forandringer på baggrund af århundreders vedtagne praksis. Dette svarer lidt til den situation, Paulus stod over for, da han skrev sit brev til menighederne i Galatien. Hans plan om, at hedningerne kunne tilslutte sig menigheden på basis af tro alene, var blevet anfægtet af falske lærere, der påstod, at hedningerne også skulle omskæres, før de kunne blive medlemmer af kirken. Paulus opfattede dette som et angreb på selve kernen i evangeliet; derfor var han nødt til at reagere. Brevet til galaterne er hans svar.
Ugens tekster
18
· · · ·
2 Pet 3,15-16 Gal 1 Fil 1,1 Gal 5,12
SØNDAG
2. JULI 2017
Paulus, brevets forfatter 2 Pet 3,15-16
Hvad fortæller disse vers om, hvordan den tidlige kirke betragtede Paulus’ skrifter? Hvad lærer det os om, hvordan inspiration fungerer? Da Paulus skrev til galaterne, forsøgte han ikke at skabe et litterært mesterværk. I stedet tog han under Helligåndens ledelse fat på en helt bestemt situation, der angik ham og de troende i Galatien. Sådanne breve spillede en stor rolle i Paulus’ apostolske arbejde. Som missionær for hedningerne grundlagde Paulus en række menigheder, der var spredt rundt om Middelhavet. Selv om han besøgte disse menigheder, når han kunne, var det ikke muligt at blive på et sted i lang tid. For at kompensere for sit fravær skrev han breve til menighederne for at give dem vejledning. Med tiden blev kopier af Paulus’ breve delt med de andre menigheder (Kol 4,16). Selv om nogle af hans breve er gået tabt, bærer mindst 13 af bøgerne i Det Nye Testamente hans navn. Som vi ser af Peters udtalelse i teksten ovenover, blev Paulus’ skrifter også betragtet som en del af Skriften. Dette viser, hvilken stor myndighed hans arbejde fik tidligt i kirkens historie. På et tidspunkt mente nogle kristne, at den form, Paulus’ breve havde, var helt enestående – en særlig form, skabt at Helligånden for at kunne indeholde Guds inspirerede ord. Dette synspunkt ændrede sig, da to unge forskere fra Oxford, Bernard Grenfell og Arthur Hunt, i Egypten opdagede omkring fem hundrede tusind fragmenter af gamle papyrusdokumenter. I tillæg til nogle af de ældste kopier af Det Nye Testamente fandt de regninger, skatteopgørelser, kvitteringer og personlige breve. Til alles overraskelse viste det sig, at grundformatet af Paulus’ breve var almindelig for alle brevskrivere på hans tid. Formatet indbefattede (1) en åbningshenvendelse, som fortalte, hvem afsenderen og modtageren var, samt en hilsen; (2) en tak; (3) brevets hovedindhold; og til sidst (4) en afsluttende bemærkning. Paulus fulgte ganske enkelt det almindelige brevformat for sin tid og talte til sine samtidige gennem et kommunikationsmiddel og en stil, de alle kendte til.
Til at tænke over
Hvilken kommunikationsform, format og stil tror du, Gud ville benytte for at nå os, hvis Bibelen skulle skrives i dag?
19
MANDAG
3. JULI 2017
Paulus’ kald Selv om Paulus’ breve generelt følger datidens grundlæggende form, indeholder Galaterbrevet en række enestående træk, som ikke findes i Paulus’ øvrige breve. Når man bliver opmærksom på dem, kan disse forskelle hjælpe os til bedre at forstå den situation, Paulus taler om.
20
Gal 1,1-2 Ef 1,1 Fil 1,1 2 Thess 1,1
Sammenlign Paulus’ åbningshilsener. Hvori ligner hans hilsen til Galaterne de andre, og hvori adskiller den sig?
Til at tænke over
På hvilke måder bliver Skriftens autoritet draget i tvivl i dag, måske til og med inden for kirken? Hvordan kan vi genkende sådanne angreb? Har de haft indflydelse på din egen opfattelse af Bibelens autoritet?
Paulus’ åbningshilsen i Galaterbrevet er ikke alene noget længere end de andre; men han gør sig umage for at beskrive grundlaget for sin apostolske myndighed. Ordet apostel betyder ’en, der er sendt’ eller ’en budbærer’. I Det Nye Testamente henviser det helt nøjagtigt til de oprindelige tolv af Jesu efterfølgere og andre, som Kristus sendte ud for at fortælle mennesker om ham (Gal 1,19; 1 Kor 15,7). Paulus siger, at han tilhører denne udvalgte gruppe. Det faktum, at Paulus så stærkt afviser, at hans stilling som apostel bygger på noget menneske, antyder, at nogle i Galatien forsøgte at underminere hans apostolske myndighed. Hvorfor? Det var ikke alle i kirken, der brød sig om Paulus’ budskab om, at frelsen alene var baseret på tro på Kristus, ikke på lovgerninger. De følte, at Paulus’ evangelium underminerede lydighed. Disse urostiftere var udspekulerede. De vidste, at fundamentet for Paulus’ evangelium var knyttet direkte til kilden for hans apostolske myndighed (Joh 3,34), og de besluttede sig for at komme med et kraftigt angreb på denne myndighed. Alligevel fornægtede de ikke direkte Paulus’ apostelskab; de påstod kun, at det i virkeligheden ikke havde nogen betydning. Sandsynligvis har de påstået, at Paulus ikke var en af Jesu oprindelige efterfølgere. Hans myndighed var derfor ikke fra Gud, men fra mennesker – måske fra menighedslederne i Antiokia, som havde udsendt Paulus og Barnabas som missionærer (ApG 13,1-3). Eller måske kom den fra Ananias, som døbte Paulus (ApG 9,10-18.). I deres opfattelse var Paulus kun en budbringer fra Antiokia eller Damaskus og intet mere! Derfor påstod de, at hans budskab kun var hans egen mening, ikke Guds Ord. Paulus var klar over den fare, disse beskyldninger indebar. Derfor forsvarer han med det samme sin Gudgivne stilling som apostel.
TIRSDAG
4. JULI 2017
Paulus’ evangelium Gal 1,3-5
Udover at forsvare sit apostelembede, hvad lægger Paulus så vægt på i sin åbningshilsen til galaterne? Sammenlign med Ef 1,2; Fil 1,2 og Kol 1,2. Et af de særlige træk ved Paulus’ breve er den måde, han sammenkæder ordene nåde og fred i sine hilsner. Kombinationen af disse to ord er en modifikation af de mest karakteristiske hilsner i den græske og jødiske verden. Når en græsk brevskriver skrev ”Hilsner“ (chairein), skriver Paulus ”Nåde“, som er et ord, der på græsk udtales næsten på samme måde (charis). Til dette tilføjer Paulus den typiske jødiske hilsen ”Fred“. Kombinationen af disse to ord er ikke kun en høflighed. Tvært imod; ordene beskriver grundlæggende evangeliets budskab. Paulus benytter faktisk disse to ord mere end nogen anden nytestamentlig forfatter. Nåde og fred kommer ikke fra Paulus, men fra Gud Fader og Herren Jesus Kristus.
Gal 1,1-6
Hvilke sider af evangeliet inkluderer Paulus i denne tekst? Selv om Paulus ikke har meget plads i sin åbningshilsen til at udvikle evangeliets indhold, beskriver han mesterligt evangeliets kerne i ganske få vers. Hvad er hovedsandheden, som evangeliet bygger på? Ifølge Paulus er det ikke vores overensstemmelse med loven – noget, Paulus’ modstandere udbasunerede. Evangeliet hviler tvært imod helt og alene på, hvad Kristus gjorde for os gennem sin død på korset og opstandelsen fra de døde. Kristi død og opstandelse gjorde noget, som vi aldrig kunne gøre for os selv. Den brød syndens og dødens magt og befriede Jesu efterfølgere fra det ondes magt, som holder så mange i frygt og slaveri. Mens Paulus reflekterer over den fantastiske nyhed om nåde og fred, som Gud skabte for os i Kristus, bryder han ud i en spontan lovprisning, som vi finder i vers 5.
Til at tænke over
Nedskriv med ca. ligeså mange ord, som Paulus bruger i Gal 1,1-5, din egen forståelse af, hvad evangeliet handler om. Del dine ord med klassen på sabbatten.
21
ONSDAG
5. JULI 2017
Intet andet evangelium Gal 1,6
Hvad følger normalt efter åbningshilsnen i Paulus’ breve? Hvordan adskiller Galaterbrevet sig på dette punkt? Sammenlign med Rom 1,8; 1 Kor 1,4; Fil 1,3 og 1 Thess 1,2. Selv om Paulus skriver om alle mulige former for lokale udfordringer og problemer i sine breve til menighederne, gjorde han det alligevel efter sin åbningshilsen til en vane at fortsætte med tak og bøn til Gud for sine læseres tro. Det gør han til og med i sit brev til korintherne, som kæmpede med alle mulige slags tvivlsom opførsel (sml. 1 Kor 1,4 og 5,1). Situationen i Galatien er derimod så alvorlig, at Paulus fuldstændigt udelader sin tak og i stedet går direkte til sagen.
Gal 1,6-9; 5,12
Hvilke stærke ord bruger Paulus for at vise, hvor stor hans bekymring er over det, der sker i Galatien? Paulus holder sig ikke tilbage i sin anklage mod galaterne. Kort sagt anklager han dem for at svigte deres kristne kald. Udtrykket ”vende bort fra“, som vi finder i vers 6, blev ofte brugt til at beskrive soldater, der opgav deres loyalitet mod deres land ved at desertere fra hæren. I åndelig forstand siger Paulus, at galaterne var desertører, som vendte Gud ryggen. På hvilken måde deserterede galaterne fra Gud? Ved at vende sig til et andet evangelium. Paulus siger ikke, at der er mere end et evangelium, men at nogle i menigheden opførte sig, som om der var. Det gjorde de ved at lære, at tro på Kristus ikke var nok (ApG 15,15). Paulus er så oprørt over denne forvrængning af evangeliet, at han ønsker, at enhver, der forkynder et andet evangelium, må blive forbandet af Gud (Gal 1,8)! Paulus ønsker at lægge så stor vægt på dette punkt, at han faktisk siger det samme to gange (Gal 1,9).
Til at tænke over
22
Der er i vore dage en tendens, selv i vores egen kirke, til at lægge vægt på erfaringer og oplevelser frem for læresætninger. Vi får at vide, at det, der betyder noget, er vores egen erfaring, vores forhold til Gud. Hvad siger Paulus i dette brev om, hvor vigtig den sande lære er, uanset hvor stor betydning erfaring har?
TORSDAG
6. JULI 2017
Oprindelsen til Paulus’ evangelium Gal 1,6-9.11-24
Urostifterne i Galatien påstod, at Paulus’ evangelium i virkeligheden skyldtes hans ønske om at opnå andres godkendelse. Overvej hvad Paulus ville have sagt anderledes i sit brev, hvis han kun ønskede at opnå menneskelig anerkendelse? Hvorfor krævede Paulus ikke, at hedninger, der omvendte sig, skulle omskæres? Paulus’ modstandere hævdede, at det skyldtes, at Paulus ønskede omvendelse for enhver pris. Måske mente de, at fordi Paulus vidste, at hedningerne havde betænkeligheder mht. omskærelse, krævede han det ikke. Han ønskede simpelthen at være mennesker til behag. Som svar på disse anklager henviser Paulus sine modstandere til de kraftige ord, han netop havde skrevet i vers 8 og 9. Hvis det eneste, han ønskede, var andres anerkendelse, ville han helt sikkert have skrevet noget andet. Hvorfor siger Paulus, at det er umuligt at være en Kristi tjener, hvis man ønsker at være mennesker til behag? I vers 11 og 12 hævder Paulus, at han modtog evangeliet og sin myndighed direkte fra Gud. Hvordan understreges det af hans ord i versene 13-24? Vers 13-24 giver os en selvbiografisk beskrivelse af Paulus’ situation før hans omvendelse (vers 13-14), hans omvendelse (vers 15-16), og tiden efter hans omvendelse (vers 16-24). Paulus påstår, at de omstændigheder, der omgav hver af disse begivenheder, gjorde det helt umuligt for nogen at påstå, at han modtog evangeliet fra nogen anden end Gud. Paulus vil ikke finde sig i, at nogen nedgør hans budskab ved at så tvivl om hans kald. Han ved, hvad der skete for ham, han ved, hvad han blev kaldt til at forkynde, og det vil han blive ved med at gøre, uanset hvad det vil koste ham.
Til at tænke over
Hvor overbevist er du om dit kald i Kristus? Hvordan kan du være sikker på, hvad Gud har kaldt dig til at udrette? Hvorfor er det samtidigt vigtigt at være villig til at lytte til råd fra andre, selv om man er overbevist om sit kald?
23
FREDAG
7. JULI 2017
Til videre studium ”I næsten hver eneste menighed fandtes der medlemmer af jødisk herkomst. De jødiske lærere havde let adgang til disse medlemmer, og gennem dem fandt de fodfæste i menighederne. Det var umuligt ved hjælp af argumenter fra Skriften at vælte de læresætninger, som Paulus forkyndte; derfor greb de til de mest skrupelløse metoder for at modarbejde hans indflydelse og svække hans myndighed. De påstod, at han ikke havde været en af Jesu disciple, og at han havde ikke modtaget nogen befaling fra ham; alligevel havde han påtaget sig at forkynde læresætninger, der var direkte i modstrid med det, Peter, Jakob og de andre apostle lærte … Paulus var oprørt i sin sjæl, da han så det onde, der truede med hurtigt at ødelægge disse menigheder. Han skrev øjeblikkeligt til menigheden i Galatien og afslørede deres falske teorier, og med stor alvor irettesatte han dem, der havde vendt sig bort fra troen.“ (Ellen White, Sketches From the Life of Paul, s. 188-189). Spørgsmål til drøftelse
1. Læs sammen i klassen jeres forklaring på, hvad I mener, at evangeliet betyder. Hvad kan vi lære af hinandens udtalelser? 2. I Paulus’ hilsen til galaterne påstår han, at Jesu død havde en helt bestemt hensigt. Hvad var denne hensigt, og hvad betyder det for os i dag? 3. I Gal 1,14 siger Paulus, at han brændte af iver for fædrenes overleveringer. Med ’overleveringer’ mente han sandsynligvis farisærenes mundtlige overleveringer. Er der plads til overleveringer og traditioner i vores tro, og i så fald, hvilke? 4. Hvorfor var Paulus så tilsyneladende intolerant over for dem, der troede noget andet end det, han sagde og gjorde? Læs igen nogle af de ting, han skrev om dem, der havde en anden opfattelse af evangeliet. Hvordan ville vi mon betragte nogen, der havde en så stærk og kompromisløs holdning i vores kirke i dag?
Resume
24
De falske lærere i Galatien forsøgte at underminere Paulus’ gerning ved at påstå, at hans apostelskab og evangelium ikke kom fra Gud. Paulus imødegår begge disse beskyldninger i Galaterbrevets åbningsvers. Modigt påstår han, at der kun findes en vej til frelse, og beskriver dernæst, hvordan de begivenheder, der omgav hans omvendelse viser, at hans kald og evangelium kun kunne komme fra Gud.
DIALOG
TIL SABBATTEN | 8. JULI 2017
Aktiviteter og dialog Guds Ord
Uddybende spørgsmål
Husk i din læsning af Galaterbrevet at skrive ord og udtryk ned, som du synes behøver en dybere forklaring. Tag dem med til klassen – og ved afslutningen af kvartalet kan du tjekke efter, om du har fundet svar på nogle af dine spørgsmål til Bibelen. Paulus stod over for mennesker, der angreb evangeliets og Skriftens autoritet. De gjorde det inden for kirkens rammer – med andre ord, de var ikke hedninger, af hvem man naturligt kunne forvente det. • Møder vi sådanne mennesker eller grupper i dag? - Hvordan skal vi afgøre, om vi gør det? - Hvordan skal vi reagere på dem? • Er der lærepunkter, hvor vi som adventister kan være uenige – og stadig have kirkefællesskab? - På hvilke områder er enighed om læren afgørende for os? • Tænk over områder, hvor vi rent faktisk udtrykker uenighed! - Er de vigtige? - Er det altid godt eller altid dårligt at være enige? Begrund dit svar.
Mødet med dagligdagen
• Del jeres ”brevskriver-erfaring“ med hinanden: - Hvor ofte skriver du i dag et brev? I hvilke situationer gør du det? - Hvor ofte modtager du et brev? I hvilke anledninger? Hvilken virkning har det på dig at modtage det? • Tænk over tonen i breve og sammenlign med tonen på andre, mere moderne sociale medier. - Er den venligere, grovere, mere eller mindre formel etc.?
Personligt kristenliv
To kristne diskuterede, hvordan gudstjenesten skulle foregå. Efter lang drøftelse sagde den ene: ”Vi må simpelthen erkende, at vi har to forskellige måder at gøre tingene på,“ hvortil den anden svarede: ”Okay, så kan du tilbede Gud på din måde – jeg vil gøre det på Guds!“
25
DIALOG
TIL SABBATTEN | 8. JULI 2017
• Tænk over, hvordan du kan bevare en fast overbevisning og samtidig forblive ydmyg, ikke tro, at du alene har svarene, og dermed respektere dine medkristne. • Bed konkret for mennesker, med hvem du ved, at du er uenig på nogle områder. Til at tænke over
Teologisk uenighed mellem kristne har ofte i historien haft voldsomme konsekvenser. Som mennesker har vi en tendens til at føle stærk uvilje mod dem, der udtrykker uenighed med vores synspunkter. Hvis fællesskabet i kirken skal bevares og styrkes, er det vigtigt, at vi lærer at udtrykke vores uenigheder i kærlighed, med venlighed, og med et oprigtigt ønske om at undersøge, hvad andre mener, og forstå, hvorfor de gør det. Et sådant fællesskab overlever kun, hvis vi hver især beder for de mennesker, der evt. er uenige med os.
NOTER
26
NOTER
TIL SABBATTEN | 8. JULI 2017
27
3
TIL SABBATTEN | 15. JULI 2017
Evangeliets enhed
Ugens vers
”Så gør min glæde fuldstændig ved at have det samme sind, ved at have den samme kærlighed, med én sjæl og ét sind“ (Fil 2,2).
Introduktion
Den protestantiske reformator John Calvin troede, at splid og splittelse var djævelens vigtigste våben mod kirken, og han advarede de kristne om at afsky splittelse som pesten. Men skal enhed bevares på bekostning af sandheden? Forestil dig, hvis Martin Luther, reformationens fader, i enhedens navn havde valgt at opgive sit synspunkt mht. frelse af tro alene, da han blev stillet for retten i Worms? ”Hvis Luther havde givet efter på ét eneste punkt, ville Satan og hans hær have sejret. Det var hans urokkelige fasthed, der var midlet til at frigøre kirken og indlede en ny og bedre tid.” (Ellen White, Mod en bedre fremtid, s. 134). I Gal 2,1-14 finder vi apostlen gøre alt det, der står i hans magt for at bevare enheden i den apostolske kreds midt i nogle troendes forsøg på at ødelægge den. Men hvor vigtig enhed end var for Paulus, nægtede han at tillade, at man gik på kompromis med evangeliets sandhed for at bevare enhed. Der er plads til forskellighed i enighed; men man må aldrig i forløbet gå på kompromis med evangeliets sandhed.
Ugens tekster
28
· · · · ·
Gal 2,1-14 1 Kor 1,10-13 1 Mos 17,1-21 Joh 8,31-36 Kol 3,11
SØNDAG
9. JULI 2017
Betydningen af enhed 1 Kor 10,10-13
Hvad fortæller dette afsnit os om, hvor meget vægt Paulus lagde på enhed i kirken? Hvor betydningsfuldt synes han, det er? Efter at have tilbagevist anklagerne om, at hans evangelium ikke var Gudgivet, retter Paulus i Gal 2,1-2 sin opmærksomhed mod en anden anklage, der var rejst imod ham. De falske lærere i Galatien påstod, at Paulus’ evangelium ikke svarede til det, Peter og de andre apostle lærte. De sagde, at Paulus var frafalden. Som svar på denne anklage fortæller Paulus om et besøg, han havde foretaget til Jerusalem mindst 14 år efter sin omvendelse. Selv om vi ikke helt nøjagtigt ved, hvornår dette besøg fandt sted, var ingen rejse let på den tid. Hvis han rejste over land fra Antiokia til Jerusalem, ville den næsten 500 km lange rejse have taget mindst tre uger og ville have involveret alle mulige besværligheder og farer. Men på trods af disse vanskeligheder foretog Paulus rejsen, ikke fordi apostlene havde indkaldt ham, men fordi Helligånden havde. Og mens han var der, præsenterede han sit evangelium for apostlene. Hvorfor gjorde han det? Bestemt ikke, fordi han selv var i tvivl om, hvad han lærte. Han havde slet ikke brug for nogen form for bekræftelse fra dem. Han havde trods alt allerede forkyndt det samme evangelium i fjorten år. Og selv om han heller ikke havde brug for deres anerkendelse, satte han de andre apostles støtte og opmuntring højt. Anklagen om, at hans budskab var forskelligt fra de andres, var altså ikke alene et angreb på Paulus, men også på apostlenes enhed og på kirken selv. Det var altafgørende at bevare den apostolske enhed; for splittelse mellem Paulus’ hedningemission og moderkirken i Jerusalem ville have haft katastrofale følger. Uden samkvem mellem hedningekristne og jødekristne, ville ”Kristus være splittet, og al den energi, som Paulus havde brugt, og håbede at bruge på at bringe evangeliet til hedningernes verden, ville være uden effekt.“ (F.F. Bruce, The Epistle to the Galatians (Grand Rapids, Mich.: William B. Eerdmans Publishing Company, 1982). s. 111).
Til at tænke over
Hvilke problemstillinger kan true kirkens enhed i dag? Et vigtigere spørgsmål er, hvordan vi løser disse problemer, når vi har defineret dem. Hvad har større betydning end enhed?
29
MANDAG
10. JULI 2017
Omskærelse og de falske brødre 1 Mos 17,1-22 Gal 2,3-5 Gal 5,2.6 ApG 15,1. 5
Hvorfor var omskærelse et så vigtigt punkt i debatten mellem Paulus og nogle af de jødekristne? Hvorfor er det ikke svært at forstå, hvordan nogen kunne tro, at selv hedningerne skulle omskæres? Omskærelse var tegnet på det pagtsforhold, som Gud havde oprettet med Abraham, den jødiske nations fader. Selv om omskærelse kun gjaldt for Abrahams mandlige efterkommere, var alle indbudt til pagtsforholdet med Gud. Omskærelsens tegn blev givet til Abraham i 1 Mos 17. Dette skete efter Abrahams katastrofale forsøg på at hjælpe Gud med at opfylde sit løfte om en søn, ved at Abraham fik sig en søn med sin kones egyptiske slavepige. Omskærelse var et meget passende tegn på pagten. Det var en påmindelse om, at selv menneskers bedste planer ikke kan virkeliggøre Guds løfter. Den ydre omskærelse skulle være et symbol på hjertets omskærelse (5 Mos 10,16; 30,6; Jer 4,4; Rom 2,29). Den repræsenterer en udskiftning af åndelig selvsikkerhed med tillidsfuld afhængighed af Gud. Men på Paulus’ tid var omskærelse blevet et stolt tegn på national og religiøs identitet, langt fra den oprindelige hensigt. Omkring 150 år før Jesu fødsel tvang nogle ivrige patrioter ikke alene alle uomskårne jøder i Palæstina til at blive omskåret, de forlangte det også af alle mænd, der boede i de omkringliggende lande, der hørte under deres myndighedsområde. Nogle mente endda, at omskærelse var garantien for frelse. Dette kan ses i gamle epigrammer, der med overbevisning hævder, at ”omskårne mænd havner ikke i Gehenna (helvede).“ (C.E.B. Cranfield, A Critical and Exegetical Commentary on the Epistle to the Romans (Edinburgh: T. & T. Clark Ltd,, 1975) s. 172). Det ville være en stor fejl at antage, at Paulus var modstander af omskærelsen som sådan. Det, han protesterede mod, var påstanden om, at hedningerne skulle underlægges omskærelse. De falske lærere sagde: ”Hvis I ikke omskæres efter Moses’ skik, kan I ikke blive frelst“ (ApG 15,1). Hvad det i virkeligheden handlede om, var ikke omskærelse, men frelse. Enten opnås frelse ved tro på Kristus alene, eller den fortjenes gennem menneskelig lydighed.
Til at tænke over
30
Måske er omskærelse ikke et stridspunkt i dag. Men kæmper vi som en kirke med noget, der svarer til denne problemstilling?
TIRSDAG
11. JULI 2017
Enhed i forskellighed Gal 2,1-10
Joh 8,31-36 Rom 6,6-7 Rom 8,2-3 Gal 3,23-25 Gal 4,7-8 Hebr 2,14-15
Paulus siger, at indsnegne falske lærere ”havde listet sig ind for at udspejde den frihed, vi har i Kristus Jesus, og for at trælbinde os“ (Gal 2,4). Hvad er vi som kristne befriet fra? Hvordan oplever vi selv denne friheds virkelighed?
Frihed som en beskrivelse af den kristne erfaring er en vigtig tanke for Paulus. Han benyttede ordet frihed mere end nogen anden forfatter i Det Nye Testamente, og i Galaterbrevet forekommer ordet frihed eller fri adskillige gange. Men frihed for den kristne betyder frihed i Kristus. Det er anledningen til at leve et liv i uhæmmet overgivelse til Gud. Det indbefatter frihed fra at være slavebundet af vores syndige naturs ønsker (Rom 6), frihed fra lovens fordømmelse (Rom 8,1-2), og frihed fra dødens magt (1 Kor 15,55). Apostlene anerkendte, at Paulus af Gud var blevet betroet ”evangeliet for de uomskårne, ligesom Peter for de omskårne“ (Gal 2,7). Hvad fortæller dette om kirkens enhed og forskellighed? Apostlene indså, at Gud havde kaldt Paulus til at forkynde evangeliet for hedningerne, ligesom han havde kaldt Peter til at forkynde det for jøderne. I begge tilfælde var evangeliet det samme; men den måde, det blev præsenteret på, var afhængig af de mennesker, apostlene forsøgte at nå. Evangeliet ville føre til ”denne enhed, der er grundlaget for kristen enhed, nemlig enhed i forskellighed.“ (James D. G. Dunn, The Epistle to the Galatians (Peabody, Mass.: Hendrickson Publishers, Inc., 1993), s. 106.) Til at tænke over
Hvor åbne bør vi være over for forskellige metoder til at forkynde evangeliet, som tager os ud af vores tryghedszone? Findes der evangeliske metoder, der generer dig? Hvilke metoder er det i så fald, hvorfor generer de dig, og hvordan ved vi, om en ny metode er god? Kan det være, at du har brug for at være mere fordomsfri med hensyn til disse ting? 31
ONSDAG
12. JULI 2017
Sammenstød i Antiokia Gal 2,11-13
Nogen tid efter Paulus’ møde med brødrene i Jerusalem besøgte Peter den første hedningekristne menighed i Antiokia i Syrien. Byen var også base for Paulus’ missionsaktiviteter, som vi finder beskrevet i Apostlenes Gerninger. Mens Peter var der, spiste han ofte sammen med de hedningekristne; men da en gruppe jødekristne ankom fra Jakob, ændrede Peter fuldstændigt sin opførsel af frygt for, hvad de ville sige.
Gal 2,11-13 ApG 10,28
Hvorfor burde Peter have vidst bedre? Sammenlign de to tekster. Hvad fortæller hans opførsel om, hvor stor påvirkning indgroet kultur og tradition kan have i vores liv? Nogle har den forkerte opfattelse, at Peter og de andre jøder, der var sammen med ham, var ophørt med at følge Det Gamle Testamentes love om ren og uren føde. Men det lader ikke til, at dette var situationen. Hvis Peter og alle de jødekristne havde opgivet de jødiske spiseregler, ville det med sikkerhed have ført til stort postyr i kirken. Og hvis det var tilfældet, ville det helt sikkert have været omtalt; men det er det ikke. Det er mere sandsynligt, at sagen i stedet drejede sig om at sidde til bords sammen med hedninger. Mange jøder betragtede hedninger som urene, og det var derfor skik blandt nogle så vidt muligt at undgå enhver form for social kontakt med hedninger. Peter havde selv kæmpet med dette problem, og det var kun et syn fra Gud, der fik ham til at se sagen tydeligt. Efter at Peter var kommet ind i den romerske hærfører Kornelius’ hus, sagde han til ham: ”I ved, at det ikke er tilladt for en jøde at omgås eller besøge nogen fra et fremmed folk. Men Gud har vist mig, at jeg ikke skal kalde noget menneske vanhelligt eller urent“ (ApG 10,28). Selv om han vidste bedre, var han så bange for at såre sine egne landsmænd, at han vendte tilbage til sine gamle skikke. Så stærk var kultur og tradition tilsyneladende i Peters liv. Men Paulus kaldte Peters handling for præcist, hvad den var. Det græske ord, han bruger i Gal 2,13 er hypocrisy, som betyder at hykle. Selv Barnabas, skriver han, ”blev revet med af deres hykleri.“ Dette er en stærk udtalelse fra en Guds mand om en anden.
Til at tænke over
32
Hvorfor er det så let at være en hykler? Kan det være, fordi vi er blinde over for vores egne fejl, mens vi ivrigt leder efter fejl hos andre? Hvilken form for hykleri finder du i dit eget liv? Hvordan kan du blive klar over det og dernæst fjerne det fra dit liv?
TORSDAG
13. JULI 2017
Paulus’ bekymring Gal 2,14
Situationen i Antiokia var meget anspændt. Paulus og Peter, to af kirkens ledere, var i åbenlys konflikt med hinanden. Og Paulus lægger ikke fingrene imellem, når han irettesætter Peter for hans opførsel.
Gal 2,11-14
Hvilke begrundelser giver Paulus for offentligt at irettesætte Peter? I Paulus’ øjne var problemet ikke, at Peter havde besluttet sig for at spise sammen med gæsterne fra Jerusalem. Gamle traditioner for gæstfrihed ville absolut have krævet det. Problemet var ”evangeliets sandhed“. Det vil sige, det handlede ikke kun om samvær eller spisevaner. I virkeligheden gik Peters opførsel på kompromis med hele evangeliets budskab.
Gal 3,28 Kol 3,11
Hvordan hjælper sandheden i disse tekster os til at forstå Paulus’ kraftige reaktion? Under Paulus’ møde med Peter og de andre apostle i Jerusalem var de kommet frem til, at hedningerne kunne nyde godt af alle de kristne velsignelser uden først at blive omskåret. Peters opførsel i Antiokia bragte denne enighed i fare. De jødekristne og de hedningekristne havde været sammen i et åbent og nært fællesskab; men nu var menigheden splittet med alvorlige konsekvenser for kirkens fremtid. Fra Paulus’ synsvinkel betød Peters opførsel, at de hedningekristne i bedste fald var andenrangs troende, og han mente, at Peters handlinger ville lægge et stort pres på hedningerne for at få dem til at indordne sig, hvis de ønskede at opnå og erfare fuldt medlemskab. Derfor siger Paulus: ”Når du, der er jøde, lever som hedning og ikke som jøde, hvordan kan du så tvinge hedningerne til at leve som jøder“ (Gal 2,14)? Udtrykket ”at leve som jøder“ kan mere direkte oversættes med ”gøre til jøder“. Dette var et almindeligt udtryk, som betød at tillægge sig en jødisk måde at leve på. Det blev brugt om hedninger, som kom i synagogen og deltog i andre jødiske skikke. Det var også begrundelsen for, at Paulus’ modstandere i Galatien, som han omtaler som falske brødre, ofte betegnes som ”judaister“.
Til at tænke over
Som om Peters handlinger ikke var slemme nok i sig selv, blev også Barnabas fanget af denne opførsel, og han burde have vidst bedre. Her ser vi et tydeligt eksempel på gruppepres. Hvordan kan vi lære at beskytte os mod at blive ført i forkert retning af dem, vi er sammen med? 33
FREDAG
14. JULI 2017
Til videre studium Læs hvad Ellen White skriver om enhed og forskellighed i kirken: · Counsels to Writers and Editors, ”Investigation of New Light“, s. 45.47 · Selected Messages, 1. bd, ”An Explanation of Early Statements“, s. 75 · Gospel Workers, ”Tactfulness“, s. 117-119 · 1888 Materials, 3. bd, ”Manuscript Release 898“, s. 1092-1093 ”Selv de bedste personer vil, når de efterlades på egen hånd, begå alvorlige fejl. Jo større ansvar, der lægges på et menneske, jo større hans stilling tillader ham at bestemme og kontrollere, jo mere sikkert er det, at han vil forvolde åndelig skade på andres sind og hjerte, hvis han ikke omhyggeligt følger Herrens veje. I Antiokia snublede Peter med hensyn til principper for ubestikkelighed. Paulus var nødt til ansigt til ansigt at gå i rette med hans ødelæggende indflydelse. Dette er skrevet, for at andre kan lære af det, og for at denne lektie kan være en alvorlig advarsel for dem, der har høje stillinger, så de ikke svigter, når det gælder hæderlighed, men holder sig tæt til principperne.“ (Ellen White kommentar i The SDA Bible Commentary, 6. bd, s. 1108). Spørgsmål til drøftelse
1. Ikke mange mennesker bryder sig om konfrontation, men af og til er det nødvendigt. I hvilke situationer bør en menighed fordømme fejl og disciplinere dem, som nægter at godtage rettelser? 2. Syvende Dags Adventistkirken vokser på verdensplan og bliver derfor også samtidigt mere og mere forskellig. Hvad kan kirken gøre for at sikre, at enheden ikke går tabt midt i al denne forskellighed? Hvordan kan vi lære at acceptere og til og med glæde os over forskellighed i kultur og tradition samtidigt med, at vi bevarer enheden? 3. Hvilke elementer bør aldrig forandres, når vi forkynder evangeliet i en anden kultur end vores egen, og hvilke kan ændres? Hvordan lærer vi at skelne mellem det, der må forblive, og det, der kan opgives, hvis det er nødvendigt?
Resume
34
Nogle jødekristnes påstand om, at hedningerne skulle omskæres for at blive sande Kristi efterfølgere, udgjorde en stor trussel for den tidlige kristne kirkes enhed. I stedet for at lade dette spørgsmål splitte kirken i to forskellige bevægelser, arbejdede apostlene sammen på trods af de uenigheder, der var iblandt dem, for at sikre, at Kristi legeme forblev forenet og tro mod evangeliets sandhed.
DIALOG
TIL SABBATTEN | 15. JULI 2017
Aktiviteter og dialog Uddybende spørgsmål
• Hvad er egentlig Adventistkirkens troslære? - Drøft, hvad der er officielle udtryk for vores tro, og hvad der er tradition, måske kun i nogle dele af verden. • Findes der sider ved Danmarks kultur, som vi kan værdsætte og følge i Danmark, men som vi ikke behøver at pålægge adventister andre steder i verden? - Giv eksempler og drøft dem i klassen! - Findes der eksempler, hvor vores (din/min) kulturelle baggrund skaber unødige fordomme, når vi møder ikke kristne eller ikke adventister i dagens Danmark? • Som kristen er du frigjort! - Hvad er du frigjort fra? . Konstant forsøg på at være god nok til Gud? · Fra altid at skulle forsvare sig selv, se godt nok ud, være en succes, have ret? · …? • Det er almindeligt for kristne tænkere at tale om frihed fra synd på tre forskellige områder: frihed fra syndens fordømmelse, frihed fra syndens magt, og frihed fra syndens tilstedeværelse! - Overvej og drøft, hvad der sker hvornår i den kristnes liv! · Hvornår er jeg fri for syndens fordømmelse? Dens magt? Dens tilstedeværelse?
Til at tænke over
• Hvis du som kristen nu er fri til at gøre alt det, du gerne vil, betyder det, at du som en kristen vil alt det, alle andre mennesker vil? • Som kristen er du frigjort til at elske andre for deres egen skyld – du behøver ikke at gøre det for at vinde Gud!
Forstå det bedre
Adventistkirken har valgt ikke at skabe en officiel ”trosbekendelse“; men vi udtrykker vores troslære i paragraffer, som kan forandres, og hvor vi kan tilføje eller fjerne noget af indholdet. I øjeblikket har vi 28 sådanne fundamentale trospunkter. De er vedtaget på Generalkonferensen med det forord, at de kan forandres, når menigheden som et hele beslutter sig for det. I 2005 blev et enkelt sådant punkt tilføjet, og i 2015 blev der foretaget den del redaktionelle ændringer. Dette foregik efter årelange drøftelser verden over. 35
DIALOG
TIL SABBATTEN | 15. JULI 2017
Ud over disse 28 lærepunkter vedtager Generalforsamlingen på verdensplan vores dåbsløfte, der altså også er et meget repræsentativt udtryk for kirkens tro. Der er i øjeblikket to versioner, en længere udgave og en forkortet version. - Af mindre repræsentativ betydning, men dog vigtige for at forstå kirken, er de officielle udtalelser (”statements“), som generalkonferensens bestyrelse vedtager om en række aktuelle spørgsmål. De kan alle findes på kirkens hjemmeside. Men lige så vigtigt er det at være opmærksom på de mange områder, hvor kirken ikke har et officielt synspunkt. - Kirkens medlemmer diskuterer, skriver artikler med forskelligt indhold osv. Det betyder ikke, at hver mening, jeg offentliggør, repræsenterer kirkens synspunkt som sådan. Det er en del af en sund meningsudveksling.
NOTER
36
NOTER
TIL SABBATTEN | 15. JULI 2017
37
4 Ugens vers
Introduktion
TIL SABBATTEN | 22. JULI 2017
Retfærdiggørelse af tro alene ”Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig“ (Gal 2,20). Som vi så i sidste uge, gik Paulus offentligt i rette med Peter i Antiokia på grund af den manglende overensstemmelse mellem hans opførsel og den tro, han forkyndte. Peters beslutning om ikke længere at spise sammen med tidligere hedninger gav det indtryk, at de i bedste fald var andenrangs kristne. Hans handlinger antydede, at de var nødt til først at underkaste sig omskærelsens ritual, hvis de virkelig ønskede at være en del af Guds familie og nyde fuldt fællesskab og medlemskab. Hvad sagde Paulus egentlig til Peter i denne spændte situation? I denne uge vil vi studere, hvad der mest sandsynligt er et resume af det, der foregik. Dette afsnit indeholder en af de mest koncentrerede udtalelser i Det Nye Testamente. Den er også af allerstørste betydning, fordi den for første gang i brevet introducerer os for adskillige ord og udtryk, der er grundlæggende både for forståelsen af evangeliet og for resten af Paulus’ brev til galaterne. Disse nøgleudtryk indbefatter retfærdiggørelse, retfærdighed, lovgerninger, tro, og ikke alene tro, men tro på Jesus. Hvad mener Paulus med disse udtryk, og hvad lærer de os om frelsesplanen?
Ugens tekster
38
· · · · · ·
Gal 2,15-21 Ef 2,12 Fil 3,9 Rom 3,10-20 1 Mos 15,5-6 Rom 3,8
SØNDAG
16. JULI 2017
Spørgsmålet om ”retfærdiggørelse” Gal 2,15
I Gal 2,15 skriver Paulus: ”Vi er jøder af fødsel, ikke syndere af hedensk herkomst.“ Hvad tror du, han ønsker at sige her? Paulus’ ord må forstås i deres sammenhæng. I et forsøg på at overbevise sine jødekristne brødre om sit synspunkt starter Paulus med noget, de kunne være enige om - den traditionelle forskel mellem jøder og hedninger. Jøderne var Guds udvalgte folk, som var blevet betroet hans lov, og de nød fordelene ved et pagtsforhold med ham. Hedningerne derimod var syndere. De havde ikke Guds lov som en slags stopklods for deres opførsel, og de stod uden for pagtens løfter (Ef 2,12; Rom 2,14). Selv om hedningerne åbenbart var ”syndere“, advarer Paulus i vers 16 de jødekristne om, at deres åndelige privilegier ikke gør dem mere acceptable over for Gud; for ingen bliver gjort retfærdig af ”lovgerninger“.
Gal 2,16-17
Paulus bruger udtrykket blive/gøres retfærdig fire gange i disse vers. Hvad mener han med at blive/gøres retfærdig (retfærdiggørelse)? Tænk over 2 Mos 23,7 og 5 Mos 25,1. Udsagnsordet at retfærdiggøre eller gøre retfærdig er et nøgleudtryk hos Paulus. Ud af de niogtredive gange det findes i Det Nye Testamente, er de syvogtyve i Paulus’ breve. Han bruger det otte gange i Galaterbrevet, deriblandt fire henvisninger i Gal 2,16-17. Retfærdiggørelse er et juridisk udtryk, der bruges i retssammenhæng. Det har at gøre med den dom, en dommer afsiger, når en person kendes uskyldig for de anklager, der er blevet bragt imod ham eller hende. Det er det modsatte af fordømmelse. Og fordi ordene ret og retfærdig kommer fra det samme græske ord, betyder det, at hvis en person skal ”gøres retfærdig“, bliver han også regnet som ”retfærdig“. Retfærdiggørelse indebærer derfor mere end kun benådning eller tilgivelse; det er den positive kendelse om, at en person er retfærdig. For nogle af de jødekristne angik retfærdiggørelse også deres personforhold. Det drejede sig om deres forhold til Gud og hans pagt. At blive ”retfærdiggjort“ betød også, at en person blev regnet som et trofast medlem af Guds pagtssamfund, Abrahams familie.
Til at tænke over
Læs Gal 2,15-17. Hvad siger Paulus til dig i disse vers, og hvordan kan du anvende disse ord på din egen kristne erfaring? 39
MANDAG
17. JULI 2017
Lovgerninger Gal 2,16-17 Gal 3,2.5.10 Rom 3,20.28
I Gal 2,16 siger Paulus tre gange, at et menneske ikke bliver gjort retfærdigt af ”lovgerninger“. Hvad mener han med ”lovgerninger“? Hvordan kan de følgende tekster hjælpe os til at forstå, hvad han mener? For at forstå udtrykket ”lovgerninger“ må vi først forstå, hvad Paulus mente med ordet lov. Ordet lov (nomos på græsk) findes 121 gange i Paulus’ breve. Det kan anvendes på forskellige måder, deriblandt om Guds vilje for sit folk, de fem Mosebøger, hele Det Gamle Testamente, eller som et generelt princip. Men Paulus bruger det først og fremmest som en henvisning til hele samlingen af Guds bud, der blev givet til hans folk gennem Moses. Udtrykket ”lovgerninger“ henviser derfor sandsynligvis til alle de krav, der findes i de bud, Gud gav gennem Moses, enten det drejer sig om morallove eller ceremonilove. Paulus pointe er, at uanset hvor hårdt et menneske forsøger at følge og adlyde Guds lov, vil vores lydighed aldrig være god nok til, at Gud vil retfærdiggøre os eller erklære os retfærdige. Det skyldes, at hans lov kræver absolut lydighed både i tanke og handling – ikke kun af og til, men altid, ikke kun mht. nogle af hans love, men for dem alle. Selv om udtrykket ”lovgerninger“ ikke findes i Det Gamle Testamente eller i Det Nye Testamente bortset fra i Paulus’ skrifter, fremkom der i 1947 en overraskende bekræftelse af dets betydning, da man opdagede Dødehavsrullerne, som er en samling skrifter kopieret af en gruppe jøder, der kaldtes essenerne, og som levede på Jesu tid. Selv om de er skrevet på hebraisk, indeholder en af skriftrullerne netop dette udtryk. Skriftrullens titel er Miqsat Ma’as Ha-Torah, som kan oversættes: ”Vigtige lovgerninger“. Rullen beskriver en række temaer, der baseres på bibelsk lov, og som har at gøre med, hvordan man forhindrer, at hellige ting bliver gjort urene. Det indbefatter adskillige love, der markerer jøderne som adskilt fra hedningerne. Til sidst skriver forfatteren, at hvis disse ”lovgerninger“ følges, ”vil man blive regnet som retfærdig“ over for Gud. I modsætning til Paulus tilbyder denne forfatter ikke sine læsere retfærdighed baseret på tro, men på opførsel.
Til at tænke over
40
Hvor god mener du, at du er til at holde Guds lov? Synes du virkelig, at du holder den så godt, at du kan blive retfærdiggjort over for Gud på grund af din lovlydighed? (Se Rom 3,10-20.) Hvis ikke – hvorfor – og hvordan hjælper dit svar dig til at forstå Paulus’ pointe her?
TIRSDAG
18. JULI 2017
Grundlaget for vores retfærdiggørelse Fil 3,9
Til at tænke over
Vi bør ikke antage, at jødekristne mente, at tro på Kristus ikke var vigtig; de troede alle på Jesus. De havde alle tillid til ham. Men de mente, at tro ikke var nok i sig selv; den skulle suppleres med lydighed. De ville have påstået, at retfærdiggørelse skete ved både tro og gerninger. Den måde, Paulus gentagne gange opstiller tro på Kristus som en kontrast til lovgerninger, viser, hvor stor hans modstand mod denne form for ”både/og“ holdning var. Tro, og tro alene, er grundlaget for retfærdiggørelse. For Paulus er troen ikke kun en abstrakt ide; den er uadskilleligt forbundet med Jesus. Det udtryk, der to gange oversættes med ”tro på Jesus Kristus“ i Gal 2,16, er langt rigere, end nogen oversættelse i virkeligheden kan omfatte. På græsk betyder dette udtryk ”Jesu tro“ eller ”Jesu trofasthed“. Den bogstavelige oversættelse viser den store kontrast, som Paulus opstiller mellem lovgerninger, som vi gør, og Kristi gerning, som han udrettede for os, de gerninger, han gennem sin trofasthed (derfor ”Jesu trofasthed“) har gjort for os. Det er vigtigt at huske, at tro ikke i sig selv lægger noget til retfærdiggørelse, som om tro i sig selv har nogen fortjeneste. I stedet er tro det middel, hvorved vi griber fat i Kristus og hans gerning for os. Vi bliver ikke gjort retfærdige på grundlag af vores tro, men på grundlag af Kristi trofasthed på vores vegne, som vi gennem tro kan tilegne os. Kristus gjorde det, alle andre ikke har gjort. Han alene var trofast mod Gud i alt, hvad han gjorde. Vores håb bygger på Kristi trofasthed, ikke på vores egen. Dette er den store og vigtige sandhed, som blandt andre var med til at begynde den store protestantiske reformation. Denne sandhed er lige så vigtig i dag, som den var for Martin Luther, da han begyndte at forkynde den for fem hundrede år siden. En tidlig syrisk oversættelse af Gal 2,16 udtrykker Paulus mening meget klart: ”Derfor ved vi, at et menneske ikke bliver gjort retfærdig ved lovgerninger, men ved Jesu, Messias’ tro, og vi tror på ham, på Jesus, Messias, og at vi ved hans tro, Messias’ tro, kan blive gjort retfærdige, ikke ved vores egne lovgerninger.“ Læs Rom 3,22. 26; Gal 3,22; Ef 3,12; Fil 3,9. Hvordan kan disse tekster og det, vi har læst ovenover, hjælpe os til at forstå den fantastiske sandhed, at Kristi trofasthed mod os, hans fuldkomne lydighed mod Gud, er grundlaget for vores frelse? 41
ONSDAG
19. JULI 2017
Troslydighed Paulus gør det klart, at tro er absolut grundlæggende for den kristnes liv. Det er ved tro, at vi griber fat i de løfter, vi har i Kristus. Men hvad er egentlig tro? Hvad indebærer den? 1 Mos 15,5-6 Joh 3,14-16 2 Kor 5,14-15 Gal 5,6
Hvad lærer disse tekster os om troens ophav?
Sand bibelsk tro er altid en respons på Gud. Tro er ikke en slags følelse eller holdning, som mennesker en dag beslutter at have, fordi Gud kræver det. Tvært imod, sand tro opstår i et menneskes hjerte, når det er rørt af taknemlighed og kærlighed over Guds godhed. Når Bibelen taler om tro, er tro derfor altid en følge af de initiativer, som Gud har taget. I Abrahams tilfælde fx er tro hans svar på de fantastiske løfter, Gud giver ham (1 Mos 15,5-6). I Det Nye Testamente siger Paulus, at tro til syvende og sidst er grundfæstet i vores erkendelse af, hvad Kristus gjorde for os på korset. Joh 8,32.36 ApG 10,43 Rom 1,5.8 Rom 6,17 Hebr 11,6 Jak 2,19
Hvis tro er et svar på Guds initiativ, hvad bør dette svar så indebære? Tænk over, hvad disse tekster siger om tro.
Et nøje studium af Skriften viser, at tro indbefatter ikke alene kundskab om Gud, men også en mental accept eller et samtykke til den kundskab. Dette er en af årsagerne til, at det er så vigtigt at have et korrekt billede af Gud. Forkerte opfattelser af Guds karakter kan faktisk gøre det vanskeligere at have tro. Men en intellektuel anerkendelse af evangeliet er ikke nok; for i den forstand ”tror de onde ånder også“. Sand tro har også indflydelse på, hvordan en person lever. I Rom 1,5 skriver Paulus om ”troslydighed“. Paulus siger ikke, at lydighed er det samme som tro. Han mener, at sand tro har indflydelse på hele en persons liv, ikke kun sindet. Det indebærer en overgivelse til vores Herre og frelser Jesus Kristus i modsætning til kun en liste af regler. Tro er ligeså meget, hvad vi gør, og hvordan vi lever og hvem vi har tillid til, som det er, hvad vi tror.
42
TORSDAG
20. JULI 2017
Fremmer tro synd? Et af hovedargumenterne imod Paulus var, at hans evangelium om retfærdiggørelse af tro alene opfordrede mennesker til at synde (se Rom 3,8; 6,1). Hans anklagere har uden tvivl argumenteret, at hvis mennesker ikke er nødt til at holde loven for at blive accepteret af Gud, hvorfor skal de så bekymre sig om, hvordan de lever? Luther mødte de samme anklager. Gal 2,17-18
Hvordan svarer Paulus på anklagerne om, at læren om retfærdiggørelse af tro alene opmuntrer til et syndigt liv? Paulus svarer sine anklagere på den kraftigste måde: ”Aldeles ikke!“ Selv om det er muligt, at en person kan falde i synd efter at være kommet til Kristus, ville ansvaret derfor bestemt ikke ligge hos Kristus. Hvis vi bryder loven, er det os selv, der er lovbrydere.
Gal 2,19-21
Hvordan beskriver Paulus sin forening med Jesus Kristus? På hvilken måde tilbageviser dette svar de indvendinger, hans modstandere kom med? Paulus synes, at hans modstanderes argumenter er totalt meningsløse. At tage imod Kristus i tro er ikke noget, man gør med ligegyldighed; det er ikke en leg eller et himmelsk komediespil, hvor Gud regner en person for retfærdig, mens der ikke er nogen virkelig forandring i personens liv. Tvært imod; at modtage Kristus i tro har omfattende konsekvenser. Det indbefatter en fuldstændig forening med Kristus – en forening både i hans død og opstandelse. Åndelig talt siger Paulus, at vi er korsfæstet med Kristus, og vores gamle syndige liv, som var rodfæstet i selviskhed, er overstået (Rom 6,5-14). Vi har foretaget et altomfattende brud med fortiden. Vi er blevet nye (2 Kor 5,17). Vi er også blevet opvakt til at nyt liv i Kristus. Den opstandne Kristus lever i os og gør os hver dag mere og mere lig ham. Tro på Jesus er derfor ikke en undskyldning for synd, men et kald til et meget dybere og rigere forhold med Kristus, end vi nogen sinde kunne få i en lovbaseret religion.
Til at tænke over
Hvordan forholder du dig til ideen om frelse ved tro alene uden lovgerninger? Kan det være, at det skræmmer dig en lille smule og får dig til at tro, at det kan blive en undskyldning for synd, eller glæder du dig over det? Hvad siger dit svar om din forståelse af frelsen? 43
FREDAG
21. JULI 2017
Til videre studium ”Jeg er gang på gang blevet vist faren ved, at vi som et folk nærer forkerte opfattelser af retfærdiggørelse af tro. Jeg er i årevis blevet vist, at Satan ville arbejde på en særlig måde for at forvirre vores sind på dette punkt … Der findes ikke noget, der trænger til at blive studeret mere ivrigt, gentaget oftere eller grundfæstet mere solidt i alles sind, end hvor umuligt det er for den faldne menneskehed at fortjene noget som helst ved sine egne gode gerninger. Frelse findes kun ved tro på Jesus Kristus alene.“ (Ellen White, Faith and Works, s. 18-19). ”Loven kræver retfærdighed, og dette er, hvad synderen skylder loven; men han er ikke i stand til at yde det. Den eneste måde, hvorved han kan opnå retfærdighed, er ved tro. Ved tro kan han bringe Kristi fortjenester til Gud, og Herren skriver sin søns lydighed på synderens konto. Kristi retfærdighed godtages i stedet for menneskets nederlag, og Gud modtager, tilgiver, retfærdiggør den angrende, troende sjæl, behandler ham, som om han var retfærdig, og elsker ham, som han elsker sin søn.“ (Ellen White, Selected Messages, 1. bind, s. 367). Spørgsmål til drøftelse
1. I det første citat ovenover siger Ellen White, at intet andet emne bør fremhæves mere end retfærdiggørelse ved tro. Drøft i klassen, hvorvidt hendes kommentar er ligeså anvendelig for os i dag, som de var, da hun skrev dem for over hundrede år siden, og hvis den er det, hvorfor? 2. Tænk over reformationen og Martin Luther. Selv om den foregik på et helt andet tidspunkt og sted og under helt andre forhold, hvorfor var den sandhed, som Paulus præsenterede i Galaterbrevet, en så afgørende faktor i at befri millioner af kristne fra Roms åndelige slaveri?
Resume
44
Peters opførsel i Antiokia antyder, at tidligere hedninger ikke kunne blive sande kristne, med mindre de først blev omskåret. Paulus påpegede misforståelsen i denne tankegang. Gud kan ikke erklære nogen retfærdig på grundlag af vedkommendes opførsel; for selv de bedste mennesker er ikke fuldkomne. Det er kun ved at acceptere, hvad Gud har gjort for os i Kristus, at en synder kan blive retfærdiggjort for Gud.
DIALOG
TIL SABBATTEN | 22. JULI 2017
Aktiviteter og dialog Guds Ord
Uddybende spørgsmål
• Find eksempler fra Det Gamle Testamente, som jo var den bibel, Paulus og Peter havde, hvoraf det fremgår, at mennesker frelses alene af Guds nåde og barmhjertighed, ikke på grund af deres egen fortjeneste. - Del dine eksempler og drøft dem evt. med klassen. • Hvis den tidlige kristne kirke havde fastholdt skellet mellem omskårne kristne og ikke-omskårne kristne, ville kirken have været klasseinddelt! - Kan du finde eksempler fra historien eller nutiden, hvor kristne kommer til at rangdele kirkens medlemmer i en bedre og en mindre god gruppe? • Hvad skal der til for at frikendes på dommens dag? Hvis det er af tro og nåde alene, hvilken rolle spiller da min lydighed mod Gud? • Hvilken betydning har vores gudsbillede for vores mulighed for at have tillid til Gud? - Kan du finde eksempler, hvor det, mennesker lærer om Gud, har indflydelse på deres mulighed for at tro og finde frelse af nåde? • Drøft betydningen af begrebet ”tro“! - Er tro en psykologisk tilstand? Hvis den er, er det da lettere for nogle mennesker at tro, fordi deres psyke passer bedre til troen? - Er tro det samme som trosvished? Hvis det er, hvordan undgår jeg, at troen simpelthen bliver en følelse? - Hvad bygger min tro på? Hvordan bliver den til? · Begrund dit svar – ud fra Bibelen!
Personligt kristenliv
Hykleri opstår, når ord og handling ikke stemmer overens. Det er let at se, hvordan Peters handlemåde i Antiokia var et udtryk for hykleri. Han bekendte et fællesskab af nåde, hvor alle skulle være lige for Gud, men efterlevede en klassedeling af de kristne. • Tænk over dit eget liv: er der områder, hvor dine ord og dine handlinger er ude af trit med hinanden?
45
DIALOG
Forstå det bedre
Ord og udtryk
Til at tænke over
NOTER
46
TIL SABBATTEN | 22. JULI 2017
Måltidet spillede en langt større rolle i datidens jødiske kultur, end det gør for os i dag. Måltidsfællesskab var et udtryk for gudsrigefællesskab (jf. Luk 14,15). Når en rettroende jøde i datiden spiste med et andet menneske, var det et udtryk for, at han ville acceptere dette menneske i Guds rige. Det danske ord ”retfærdiggøre“ kan deles op i to dele, retfærdig og gøre. Det er imidlertid ikke tilfældet for det græske ord, som vores bibeludtryk er oversat fra. Dette faktum giver let anledning til en misforståelse. Med baggrund i middelalderlig, katolsk tankegang tror mange let, at ”retfærdiggøre“ betyder ”at gøre retfærdig“ i betydningen forandre min grundlæggende natur. Det er ikke meningen med ordet i Bibelen, hvor det betyder ”frikende“. (Se hertil kapitel 4 i bogen Så stor en frelse af Paul Birch; Dansk Bogforlag, 1995). ”… lad Daniel tale, lad Åbenbaringen tale, og fortæl, hvad der er sandt: Men ligegyldigt hvilket emne, der fremstilles, skal Jesus fremhæves som målet for alt håb, som Davids rodskud og ætling, den strålende morgenstjerne.“ (Ellen White, Testimonies to Ministers, s. 118).
NOTER
TIL SABBATTEN | 22. JULI 2017
47
5 Ugens vers
Introduktion
TIL SABBATTEN | 29. JULI 2017
Tro i Det Gamle Testamente ”Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld – der står jo skrevet: ’Forbandet er enhver, der hænger på et træ’” (Gal 3,13). ”En lille dreng havde lavet sig en lille båd, malet og flot udrigget. En dag blev hans båd stjålet, og han var meget ulykkelig. Da han en dag gik forbi en pantelåner, så han sin båd i vinduet. Han løb lykkeligt ind i forretningen og sagde: ”Det der er min lille båd!” ”Nej,” sagde pantelåneren, ”det er min båd, for jeg har købt den.” ”Ja,” svarede drengen, ”men den er min, for jeg byggede den.” ”Vel,” sagde pantelåneren, ”hvis du vil give mig tyve kroner, må du få den.” Det var mange penge for den lille dreng, som ikke engang havde en øre. Men han besluttede sig for, at han ville have den, så han slog græs, udførte alle mulige slags opgaver, og snart havde han tjent nok til at købe båden tilbage. Han løb hen til forretningen og sagde: ”Jeg vil have min båd.” Han betalte og fik sin båd. Han tog den i sine arme, omfavnede og kyssede den og sagde: ”Kære lille båd, jeg elsker dig. Du er min. Du er dobbelt min. For jeg byggede dig, og nu har jeg også købt dig.“ Sådan er det også med os. På en måde tilhører vi Kristus dobbelt. Han skabte os, og vi endte op i Djævlens panteforretning. Men så kom Jesus og købte os for en meget høj pris – ikke med sølv eller guld, men med sit eget dyrebare blod. Vi er Guds ejendom både gennem skabelsen og frelsen.” (William Moses Tidwell, Pointed Illustrations (Kansas City, Mo.: Beacon Hill Press, 1951) s. 97).
Ugens tekster
48
· · · · ·
Gal 3,1-14 Rom 1,2; 4,3 1 Mos 15,6; 12,1-3 3 Mos 17,11 2 Kor 5,21
SØNDAG
23. JULI 2017
De uforstandige galatere Gal 3,1-5
Lav et resume over, hvad Paulus siger til dem. Står vi i fare for at falde i den samme åndelige grøft, hvor vi begynder rigtigt, men ender i lovtrældom? Mange moderne oversættelser har forsøgt at fange meningen i Paulus’ ord i vers 1 om de ”uforstandige“ galatere. Det ord, Paulus bruger på græsk er faktisk meget stærkere. Ordet er anoetoi, og det kommer fra ordet for sind (nous). Paulus standser ikke der; han siger, at fordi de opfører sig så uforstandigt, undrer han sig over, om nogen har forhekset dem. ”Hvem har forhekset jer?“ Hans ordvalg her antyder måske endda, at den egentlige kilde bag deres tilstand er djævlen (2 Kor 4,4). Hvad der bringer Paulus i så stor vildrede med hensyn til galaternes frafald fra evangeliet er, at de vidste, at frelsen var rodfæstet i Kristi kors. Det var ikke noget, de kunne undgå at vide. Den bogstavelige mening af det ord, der oversættes med ”aftegnet“ i Gal 3,1, er tegnet eller malet. Det blev brugt til at beskrive alle offentlige bekendtgørelser. Paulus siger, at korset var en så central del af hans forkyndelse, at galaterne på en måde havde set Kristus korsfæstet for deres øjne (1 Kor 1,23; 2,2). I virkeligheden siger han, at de ved deres handlinger har vendt sig bort fra korset. Paulus går dernæst videre og opstiller en kontrast mellem galaternes nuværende erfaring og den måde, hvorpå de først kom til at tro på Kristus. Det gør han ved at rejse nogle retoriske spørgsmål. Hvordan havde de fået Ånden, det vil sige, hvordan var de til at begynde med blevet kristne? Og ud fra et lidt anderledes synspunkt, hvorfor havde Gud givet dem Ånden? Havde de gjort sig fortjent til den? Absolut ikke! I stedet var det, fordi de troede de gode nyheder om, hvad Kristus allerede havde gjort for dem. De var begyndt så godt; hvad fik dem til at tro, at de nu skulle stole på deres egen opførsel?
Til at tænke over
Griber du dig selv i at tænke: ”Jeg gør det jo egentlig meget godt. Jeg er en god kristen, og jeg gør dette og hint…“ Og næsten umærkeligt begynder du at tro, at du på en eller anden måde er god nok til at blive frelst. Hvad er der forkert ved denne tankegang?
49
MANDAG
24. JULI 2017
Grundfæstet i Skriften Indtil nu har Paulus i sit brev til galaterne forsvaret sit evangelium om retfærdiggørelse af tro ved at appellere til den enighed, apostlene kom til i Jerusalem (Gal 2,1-10), og til galaternes egen personlige erfaring (Gal 3,1-5). Men fra Gal 3,6 begynder Paulus at anvende Skriftens vidnesbyrd som den endelige og afgørende bekræftelse af sit evangelium. Gal 3,6-4,31 består af en serie sammenhængende argumenter, der bygger på Skriften. Gal 3,6-8
Hvad mener Paulus, når han skriver om ”Skriften“? Læs også Rom 1,2; 4,3; 9,17. Det er vigtigt at huske, at da Paulus skrev sit brev til galaterne, var Det Nye Testamente endnu ikke blevet til. Når han citerer fra ”Skriften“, citerer han fra Det Gamle Testamente. Det Gamle Testamentes skrifter spiller en stor rolle i Paulus’ undervisning. Han betragter dem ikke som døde tekster, men som det autoritative og levende Guds Ord. I 2 Tim 3,16 skriver han: ”Ethvert skrift er indblæst af Gud.“ Det græske ord, der oversættes med ”indblæst“ er theopneustos. Den første del af ordet (theo) betyder Gud, mens den anden del betyder indblæst. Skriften er ”indblæst af Gud.“ Paulus bruger Skriften til at vise, at Jesus er den lovede Messias (Rom 1,2), hvordan man skal leve som kristen (Rom 13,8-10), og til at bevise sin forkyndelses gyldighed (Gal 3,8-9). Det er svært at afgøre nøjagtigt, hvor mange hundrede gange Paulus citerer fra Det Gamle Testamente; men der findes citater overalt i hans breve, bortset fra i de allerkorteste, brevene til Titus og Filemon.
50
Gal 3,6-14
Læs teksten grundigt. Find de afsnit, hvor Paulus citerer fra Det Gamle Testamente i disse vers. Hvad siger det om Det Gamle Testamentes myndighed?
Til at tænke over
Sker det af og til, at du tænker, at en del af Biblen er mere ”inspireret“ end andre dele? Hvori består faren i at følge den tankegang, når vi tænker på, hvad Paulus skrev i 2 Tim 3,16?
TIRSDAG
25. JULI 2017
Regnet som retfærdig Gal 3,6
Hvorfor tror du, at Paulus begynder med at appellere til Abraham, når han vender sig til Skriften for at bekræfte sit evangeliebudskab? Abraham var en central person i jødedommen. Ikke alene var han jødernes stamfader; men jøder på Paulus’ tid betragtede ham også som forbillede på, hvordan en sand jøde skulle være. Mange troede ikke alene, at hans største egenskab var lydighed, men også at Gud havde regnet ham som retfærdig på grund af hans lydighed. Abraham opgav sit hjemland og sin familie, han godtog omskærelse, og han var på Guds befaling villig til at ofre sin egen søn. Det er lydighed! Og med deres krav om omskærelse argumenterede Paulus’ modstander helt klart for den samme opfattelse. Men Paulus svarer igen med at bruge Abraham – ni gange i Galaterbrevet – som et eksempel på tro i stedet for lovgerninger.
1 Mos 15,6 Rom 4,3-6. 8-11.22-24
Tænk over Paulus’ citat fra Første Mosebog. Hvad betyder det, når han siger, at Abrahams tro ”blev regnet ham til retfærdighed“? Ligesom retfærdiggørelse var et udtryk taget fra den juridiske verden, er ordet ’regnet’ et billede fra forretningsverdenen. Det kan betyde at kreditere eller indsætte noget på en konto. Det bruges ikke kun om Abraham i Gal 3,6; men det forekommer yderligere 11 gange i forbindelse med patriarken. Nogle bibeloversættelser benytter ordet regnet, andre tilregnet eller tilskrevet. Ifølge Paulus’ billedsprog er det retfærdighed, der indsættes på vores konto. Det store spørgsmål er, på hvilket grundlag Gud regner os som retfærdige? Det kan ikke være på grundlag af lydighed, lige meget hvad Paulus’ modstandere påstod. Uanset, hvad de sagde om Abrahams lydighed, siger Skriften, at det skyldtes Abrahams tro, at Gud regnede ham for retfærdig. Bibelen er helt tydelig: Abrahams lydighed var ikke begrundelsen for hans retfærdiggørelse; i stedet var den resultatet. Han gjorde ikke, hvad han gjorde, for at blive retfærdiggjort; han gjorde det, fordi han allerede var retfærdiggjort. Retfærdiggørelse fører til lydighed, ikke omvendt.
Til at tænke over
Hvad betyder det, at du er retfærdiggjort alene ved det, Kristus har gjort for dig? Hvordan kan du lære at tilegne dig denne sandhed, at det gælder for dig personligt, uanset hvilke kampe, du udkæmper? 51
ONSDAG
26. JULI 2017
Evangeliet i Det Gamle Testamente ”Og da Skriften forudså, at det er af tro, Gud erklærer folkeslagene retfærdige, fik Abraham på forhånd det evangelium forkyndt: ’I dig skal alle folkeslagene velsignes’“ (Gal 3,8). Paulus skriver, at ikke alene blev evangeliet forkyndt for Abraham; men at det var Gud selv, der forkyndte det; altså må det have været det sande evangelium. Men hvornår forkyndte Gud evangeliet for Abraham? Paulus’ citat fra 1 Mos 12,3 viser, at han tænker på den pagt, Gud indgik med Abraham, da han kaldte ham i 1 Mos 12,1-3. 1 Mos 12,1-3
Hvad fortæller det os om Guds pagt med Abraham? Grundlaget for Guds pagt med Abraham var Guds løfte til ham. Fire gange siger Gud til Abraham: ”Jeg vil.“ Guds løfter til Abraham er helt enestående; for de er fuldstændig ensidige. Gud er den, der giver alle løfterne; Abraham lover ingenting. Dette er det modsatte af den måde, de fleste mennesker forsøger at forholde sig til Gud. I reglen lover vi, at vi vil tjene ham, men kun hvis han til gengæld vil gøre noget for os. Men det er lovtrældom. Gud bad ikke Abraham om at love noget som helst, men at tage imod Guds løfter i tro. Det var selvfølgelig ikke let; for Abraham var nødt til at stole helt og fuldt på Gud og ikke på sig selv (se 1 Mos 22). Abrahams kald illustrerer derfor kernen i evangeliet, frelse ved tro. Mange drager den forkerte konklusion, at Bibelen viser to måder, hvorved vi bliver frelst. De hævder, at frelse på Det Gamle Testamentes tid var baseret på at holde loven; men da det ikke gik så godt, afskaffede Gud loven og gjorde frelse mulig ved tro. Men dette er slet ikke rigtigt. Som Paulus skriver i Gal 1,7, er der kun et evangelium. Hvilke andre eksempler finder vi i Det Gamle Testamente på frelse ved tro alene? Se fx 3 Mos 17,11; Sl 32,1-5; 2 Sam 12,1-13; Zak 3,1-4.
Til at tænke over
52
Vi hører ofte udtrykket ”billig nåde“. Betegnelse stemmer naturligvis ikke; nåden er slet ikke billig – den er gratis (i hvert fald for os). Men vi ødelægger den, hvis vi tror, at vi kan lægge noget til den ved vores egne gerninger, eller hvis vi tror, at vi kan bruge den som en undskyldning for at synde. Hvilken af disse to yderpunkter hælder du mest til i din liv. Hvordan kan du undgå den?
TORSDAG
27. JULI 2017
Løskøbt fra en forbandelse Gal 3,9-14
Paulus’ modstandere var uden tvivl lamslået over hans kraftige ord i Gal 3,10. De mente bestemt ikke, at de var under en forbandelse; tværtimod forventede de at blive belønnet for deres lydighed. Men Paulus er utvetydig: ”For alle de, som har lovgerninger, er under forbandelse, for der står skrevet: ’Forbandet være enhver, som ikke bliver ved alt det, som står skrevet i lovbogen, og følger det.’“ Paulus opstiller to helt modsatte alternativer: frelse ved tro og frelse ved gerninger. Pagtens velsignelser og forbandelser, der beskrives i 5 Mos 27 og 28 er temmelig tydelige. De, som adlød, blev velsignet; de, som ikke adlød, blev forbandet. Det betyder, at hvis en person ønsker at stole på lydighed mod loven for at blive accepteret af Gud, er det nødvendigt at holde hele loven. Vi har ikke frihed til at vælge, hvilke dele af loven vi ønsker at følge; vi kan heller ikke gå ud fra, at Gud er villig til at overse nogle få fejl her og der. Det handler om alt eller intet. Dette er selvfølgelig dårlige nyheder ikke alene for hedningerne, men også for Paulus’ legalistiske modstandere, ”for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud“ (Rom 3,23). Uanset, hvor meget vi forsøger at være gode, kan loven fordømme os som lovovertrædere.
Gal 3,13 2 Kor 5,21
Hvordan befriede Kristus os fra lovens forbandelser? Paulus introducerer endnu et sprogbillede for at forklare, hvad Gud har gjort for os i Kristus. Ordet løskøbe blev brugt om at betale en pris for at befri gidsler eller slaver. Fordi syndens løn er døden, var forbandelsen for ikke at holde loven ofte dødsstraf. Den løsesum, der blev betalt for vores frelse, var stor; den kostede Gud hans egen søns liv (se Joh 3,16). Jesus løskøbte os fra forbandelsen ved selv at bære vores synd (1 Kor 6,20; 7,23). Frivilligt påtog han sig vores forbandelse og led syndens straf i vores sted (2 Kor 5,21). Paulus citerer 5 Mos 21,23 som bevis fra Skriften. Ifølge jødisk skik var en person under Guds forbandelse, hvis vedkommendes krop efter henrettelsen blev hængt på et træ. Jesu død på korset blev set på som et eksempel på denne forbandelse (ApG 5,30; 1 Pet 2,24). Det er derfor ikke så mærkeligt, at korset var en snublesten for nogle jøder, som ikke kunne fatte den tanke, at Messias var forbandet af Gud. Men dette var netop Guds plan. Messias bar en forbandelse; men det var ikke hans egen. Det var vores! 53
FREDAG
28. JULI 2017
Til videre studium ”Al vor synd blev lagt på Kristus, der var stedfortræder og garant for os. Han blev regnet for en synder, for at han kunne frelse os fra lovens fordømmelse. Skylden fra alle Adams efterkommere hvilede på ham. Guds vrede over synden og den frygtelige tilkendegivelse af hans mishag på grund af synden fyldte hans Søn med forfærdelse. Hele sit liv havde Kristus forkyndt det gode budskab om Faderens barmhjertighed og tilgivende kærlighed for den faldne verden. Han havde forkyndt frelse for selv de største syndere. Men nu, hvor han bærer den frygtelige byrde af skyld, kan han ikke se Faderens tilgivende ansigt. At det guddommelige åsyn trak sig tilbage fra Frelseren netop på det tidspunkt, hvor hans smerte var størst, gennemborede hans hjerte med en sorg, som et menneske aldrig vil være i stand til helt at forstå. Så stor var denne smerte, at den næsten overdøvede hans legemlige lidelser.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 548-549). ”Nu begyndte Luther frimodigt sin gerning som sandhedens forsvarer. Hans stemme lød fra prædikestolen med alvorlige, højtidelige advarsler. Han fremholdt syndens modbydelighed for folket og lærte dem, at mennesket ikke ved sin egen kraft kan formindske skylden eller undgå straffen. Kun anger og omvendelse til Gud og tro på Kristus kan frelse synderen. Kristi nåde kan ikke købes; den er en gave. Han rådede folk til ikke at købe afladsbreve, men til i tro at se hen til den korsfæstede.“ (Ellen White, Mod en bedre fremtid, s. 104). Spørgsmål til drøftelse
1. Der findes stadig mennesker i vores kirke, der har svært ved at acceptere frelse ved tro alene – at vi frelses af Guds nåde gennem Kristus, ikke på grund af vores gerninger. Hvad kan der ligge bag denne tøven med at acceptere en så afgørende sandhed? 2. Paulus talte meget stærkt om den teologiske fejltagelse, at man bliver frelst ved gerninger. Hvad fortæller det om, hvor vigtig god teologi er? Hvorfor bør vi som en kirke forsvare os, til og med kraftigt, om nødvendigt, hvis der læres vranglære iblandt os?
Resume
54
Fra kristenlivets begyndelse og til enden er grundlaget for vores frelse helt og alene tro på Kristus. Det var på grund af Abrahams tro på Guds løfter, at han blev regnet for retfærdig, og den samme retfærdiggørelsens gave er tilgængelig for alle, som i dag deler Abrahams tro. Den eneste grund til, at vi ikke bliver fordømt for vore fejl er, at Jesus har betalt prisen for vores synd ved at dø i vores sted.
DIALOG
TIL SABBATTEN | 29. JULI 2017
Aktiviteter og dialog Guds Ord
• Prøv at lave en tidslinje over Abrahams erfaring! - Indsæt begivenheder som, hvornår han forlod Ur, hvornår han troede Guds løfte og blev retfærdiggjort, hvornår han blev omskåret, hvornår han fik Ismael, hvornår han fik Isak, hvornår han fik løftet om, at ”i ham skulle alle folkeslagene velsignes“ etc. - Tænk da over Paulus’ argument om forholdet mellem retfærdiggørelse og omskærelse! · Hvilke velsignelser planlagde Gud at give os gennem Abraham? • Hvor i Skriften bliver Jesus malet eller aftegnet for vores øjne som korsfæstet? • Hvilke sprogbilleder bruger Skriften, når den beskriver formålet med Jesu død? - Prøv at samle nogle af dem fra de bibelske tekster.
Uddybende spørgsmål
• Hvordan modtog/modtager du og jeg Ånden? - Modtager vi lettere Ånden, hvis vi tænker meget på Ånden? - Modtager jeg lettere Ånden, hvis vi udtænker en procedure for, hvordan jeg kan få den? • Hvorfor tror du, at mange mennesker foretrækker, at de kan/skal gøre noget for at blive frelst?
Personligt kristenliv
Sæt tid af i dit andagtsliv til at se Jesus aftegnet for dine øjne som korsfæstet!
Til at tænke over
Helligåndens opgave i frelsesplanen er at vise hen til en anden, nemlig Jesus (se Joh 16,12-15). Hvis du og jeg ønsker at modtage Ånden, må vi derfor glemme os selv og se hen til en anden nemlig Jesus den korsfæstede!
Ord og udtryk
Bibelen bruger en række sprogbilleder og metaforer for at beskrive Jesu gerning på korset. De er alle illustrationer, der sammen bidrager til et større billede af Guds hensigt. De kan grundlæggende inddeles i tre grupper, og ofte er mere end en af disse sproggrupper brugt i den samme bibelske tekst: 55
DIALOG
TIL SABBATTEN | 29. JULI 2017
• Handel: ord som løskøbelse, forløsning og pris er hentet fra handelsverdenen, ikke mindst fra datidens frikøb af slaver (se fx Gal 3,13-14; Åb 1,5; 5,9). • Jura: retfærdiggørelse, retfærdighed, ”lovens forbandelse“ (Gal 3,13) og dom hører til de udtryk, der er hentet fra retssproget for at forklare meningen med Jesu forsoning og frelsen. • Offersystemet: vendinger hentet fra helligdomstjenesten er udtryk som offerlam, det slagtede lam m.m. (se fx 1 Kor 5,7; Åb 5,9).
NOTER
56
NOTER
TIL SABBATTEN | 29. JULI 2017
57
6
TIL SABBATTEN | 5. AUGUST 2017
Løftets prioritet
Ugens vers
”Hvis arven fås på grund af loven, fås den ikke mere på grund af løftet. Men det var ved et løfte, Gud gav Abraham arven” (Gal 3,18).
Introduktion
En præsidents ledende rådgiver blev en gang spurgt: ”Har præsidenten holdt alle de løfter, han gav under valgkampen?” Han svarede: ”Ja, præsidenten har holdt alle de løfter, han havde i sinde at holde.” Hvem har ikke på et eller andet tidspunkt været udsat for et brudt løfte? Og hvem har ikke selv på et eller andet tidspunkt brudt et løfte? Mange mennesker afgiver et løfte i den hensigt helt sikkert at holde det, men senere gør de det ikke; andre giver et løfte vel vidende, at fra det øjeblik, ordene kommer ud af deres mund eller bogstaverne fra deres fingre, er det hele en løgn. Heldigvis for os er Guds løfter af en helt anden art. Guds Ord er sikkert og uforanderligt. ”Min beslutning står fast, alt det, jeg vil, gør jeg,” siger Herren (Es 46,10). I denne uges bibelstudium leder Paulus vores opmærksomhed hen på forholdet mellem Guds løfte til Abraham og loven, der blev givet til Israel 430 år senere. Hvordan skulle forholdet mellem de to forstås, og hvilke følger har det for forkyndelsen af evangeliet?
Ugens tekster
58
· · · · ·
Gal 3,15-20 1 Mos 9,11-17 Matt 5,17-20 2 Mos 16,22-26 1 Mos 15,1-6
SØNDAG
30. JULI 2017
Lov og tro Gal 3,15-18
Selv om Paulus’ modstandere gik med til, at Abrahams liv først og fremmest var kendetegnet af tro, vidste han, at de stadigvæk ville have spørgsmål om, hvorfor Gud gav loven til Israel ca. fire hundrede år efter Abraham. Gjorde lovgivningen ikke alle tidligere aftaler ugyldige?
Gal 3,15-18
Hvad er Paulus’ pointe i sammenligningen mellem et menneskes testamente og Guds pagt med Abraham? En pagt og et testamente er i reglen forskellige. En pagt er typisk en gensidig aftale mellem to eller flere personer og kaldes typisk en kontrakt eller en aftale; et testamente derimod er en enkeltpersons tilkendegivelse. Den græske oversættelse af Det Gamle Testamente, Septuaginta, oversætter aldrig Guds pagt med Abraham med det græske ord, der bruges om gensidige aftaler eller kontrakter (syntheke). I stedet bruger det ordet for testamente (diatheke). Hvorfor? Sandsynligvis fordi oversætterne var klar over, at Guds pagt med Abraham ikke var en kontrakt mellem to individer, hvor gensidigt bindende løfter blev givet. Tvært imod var Guds pagt baseret udelukkende på hans egen vilje. Der var ingen ”hvis, og eller men“ knyttet til pagten. Abraham skulle ganske enkelt tage Gud på ordet. Paulus bruger den dobbelte betydning af testamente og pagt for at fremhæve særlige egenskaber ved Guds pagt med Abraham. Ligesom med et menneskeligt testamente handler Guds løfte om en bestemt modtager, nemlig Abraham og hans afkom (1 Mos 12,1-5; Gal 3,16); det indebærer også en arv (1 Mos 13,15; 17,8; Rom 4,13; Gal 3,29). Og for Paulus er Guds løftes uforanderlighed det vigtigste. På samme måde som et menneskes testamente ikke kan forandres, når det først er blevet underskrevet, kan Guds lov givet gennem Moses ikke annullere Guds tidligere pagt med Abraham. Guds pagt er et løfte (Gal 3,16), og Gud er ikke en, der bryder sine løfter (Es 46,11; Hebr 6,18).
1 Mos 9,11-17; 15,18; 17,1-21
Udskift ordet pagt med løfte i disse bibeltekster. Hvori består ”pagten“ i hver tekst? Hvordan bliver meningen i hver tekst lettere at forstå, hvis vi opfatter det som et løfte, og hvordan hjælper det os til bedre at forstå, hvad en pagt er? Hvad lærer disse tekster os om Guds karakter, og hvordan vi kan stole på ham? 59
MANDAG
31. JULI 2017
Tro og lov Rom 3,31
Rom 3,31 Rom 7,7.12 Rom 8,3 Matt 5,17-20
Til at tænke over
60
Paulus har argumenteret stærkt for den overordnede plads, tro har i et menneskes forhold til Gud. Han har gentagne gange sagt, at hverken omskærelse eller nogen anden ”lovgerning“ er en forudsætning for frelse, ”for af lovgerninger vil intet menneske blive retfærdigt“ (Gal 2,16). Desuden er det ikke lovens gerninger, men tro, der er det afgørende kendetegn på dem, der følger Jesus (Gal 3,7). Denne gentagne benægtelse af lovgerninger rejser følgende spørgsmål: ”Har loven da absolut ingen værdi? Afskaffede Gud loven?“ Sammenlign teksterne. Mener Paulus, at tro afskaffer loven, fordi frelse kommer ved tro og ikke ved lovgerninger? Paulus’ argumentation i Rom 3 svarer til hans drøftelse om tro og lov i Galaterbrevet. Idet han forventer, at hans udtalelser kan få nogle til at drage den konklusion, at han fremhæver troen på bekostning af loven, stiller han det retoriske spørgsmål: ”Sætter vi så loven ud af kraft ved troen?“ (Rom 3,31). Det ord, der oversættes med ”sætte ud af kraft“ er katargeo. Paulus bruger ofte dette ord, og det kan oversættes med ”ophæve“ (Rom 3,3), ”sætte ud af kraft“ (Ef 2,15), ”tilintetgøres“ (Rom 6,6) eller til og med ”forgå“ (1 Kor 6,13). I dag hævder nogle, at Paulus lærte, at loven på en eller anden måde blev afskaffet på korset. Hvis det var Paulus’ hensigt at støtte en sådan tanke, ville denne tekst have været en oplagt anledning til at sige det. Men ikke alene benægter Paulus det med et kraftigt nej, han siger faktisk, at hans evangelium gør loven gældende! ”Planen om retfærdiggørelse af tro åbenbarer Guds respekt for sin lov ved at forlange og tilvejebringe det sonende offer. Hvis retfærdiggørelse af tro afskaffer loven, var der intet behov for Kristi sonende død for at befri en synder fra synden og derved genoprette hans fred med Gud. Desuden indebærer sand tro i sig selv villigheden til at opfylde Guds vilje i et liv levet i lydighed mod loven … Ægte tro, baseret på helhjertet kærlighed til Frelseren, kan kun føre til lydighed.“ (The SDA Bible Commentary, 6. bind, s. 510). Tænk over følgerne, hvis Paulus virkelig mente, at tro afskaffer nødvendigheden af at overholde loven. Ville det dermed ikke længere være en synd at begå ægteskabsbrud, stjæle eller slå ihjel? Tænk over den sorg og lidelse, du kunne spare dig selv for, hvis du var lydig mod Guds lov. Hvilke lidelser har du eller andre været udsat for som en følge af ulydighed mod Guds lov?
TIRSDAG
1. AUGUST 2017
Lovens hensigt Gal 3,19-29
Paulus foretager adskillige henvisninger til ”loven“ i disse vers. Hvilken lov taler han i første række om i dette afsnit af Galaterbrevet? Der er nogle, der mener, at ordet ”indtil“ i vers 19 betyder, at denne lov kun var midlertidig, og de mener at dette afsnit henviser til ceremoniloven; for denne lovs hensigt blev opfyldt på korset og blev dermed afsluttet. Selv om dette i sig selv giver mening, lader det ikke til at være Paulus’ pointe i Galaterbrevet. Både ceremoniloven og moralloven blev ”føjet til“ på Sinaj på grund af overtrædelse; men ved at se på de efterfølgende spørgsmål, som Paulus stiller, vil vi opdage, at han først og fremmest ser ud til at have moralloven i tanke.
Gal 3,19 Rom 5,13.20
Hvorfor siger Paulus, at loven blev føjet til? Hvad blev den føjet til? Sammenlign de to tekster. Paulus siger ikke, at loven blev føjet til Guds pagt med Abraham, som om det var en slags tilføjelse til et testamente, der ændrede de oprindelige bestemmelser. Loven havde eksisteret, længe før Sinaj (se vores studium i morgen). I stedet mener Paulus, at loven blev givet til Israel med en helt anden hensigt. Det var for at dirigere folket tilbage til Gud og den nåde, han tilbyder alle, som kommer til ham i tro. Loven åbenbarer vores syndige tilstand og vores behov for Guds nåde. Det var ikke lovens formål at være et slags program for, hvordan vi kan gøre os fortjent til frelse. Tvært imod; Paulus siger, at den blev givet ”for at faldet skulle blive større“ (Rom 5,20); det vil sige, for mere tydeligt at vise os synden i vores liv (Rom 7,13). Ceremoniloven pegede hen på Messias og lagde vægt på hellighed og behovet for en frelser, men det er moralloven med dens ”Du må ikke“, der åbenbarer synd og viser os, at synd ikke kun er en del af vores naturlige tilstand, men faktisk er en overtrædelse af Guds lov (Rom 3,20; 5,13.20; 7,7-8,13). Derfor siger Paulus: ”Hvor der ingen lov er, er der heller ingen overtrædelse“ (Rom 4,15). ”Loven fungerer som et forstørrelsesglas. En sådan indretning forøger i virkeligheden ikke antallet af mørke pletter, der gør en klædning snavset; men den får dem til at blive mere tydelige og viser mange flere, end man kun kan se med det blotte øje.“ (William Hendriksen, New Testament Commentary, Exposition om Galatians (Grand Rapids, Mich.: Baker Book Hous, 1968), s. 141). 61
ONSDAG
2. AUGUST 2017
Guds lovs varighed 1 Mos 9,5-6; 18,19; 26,5; 39,7-10 2 Mos 16, 22-26
Betyder Paulus’ udtalelse om, at loven blev føjet til på Sinaj, at den ikke fandtes tidligere? Hvis ikke, hvad var forskellen før og efter Sinaj?
Det var ikke nødvendigt for Gud at åbenbare sin lov for Abraham med torden, lyn og dødsstraf (2 Mos 19,10-23). Hvorfor gjorde han det på den måde over for Israels børn? Det var fordi israelitterne i deres fangenskab i Egypten havde tabt Guds storhed og hans høje moralske standard af syne. Som et resultat af det havde de brug for at blive gjort opmærksom på omfanget af deres egen syndighed og Guds lovs hellighed. Åbenbaringen på Sinaj gjorde netop det. Gal 3,16-19
Hvad mener Paulus, når han siger, at loven blev føjet til ”indtil det afkom, som havde fået løftet, var kommet“? Mange har den opfattelse, at denne tekst betyder, at loven, der blev givet på Sinaj, kun var midlertidig. Den havde sin begyndelse 430 år efter Abraham og endte, da Kristus kom. Men denne fortolkning er i modstrid med det, Paulus siger om loven i Romerbrevet, samt andre afsnit i Bibelen, fx Matt 5,17-19. Den fejl, læsere af dette afsnit ofte begår, er, at de tager for givet, at ordet indtil altid angiver en begrænset tidsperiode. Men det er ikke tilfældet. I Åb 2,25 siger Jesus: ”Men hold fast ved det, I har, indtil jeg kommer.“ Mener Jesus, at vi ikke længere behøver at væres trofaste, når han er kommet? Lovens rolle ophørte ikke med Kristi komme. Den vil blive ved med at vise os vores synd, så længe den eksisterer. Det, Paulus siger, er, at Kristi komme markerer et afgørende skel i menneskehedens historie. Kristus kan gøre det, loven aldrig kunne – tilbyde et sandt middel mod synd, det vil sige retfærdiggøre syndere og ved hans Ånd opfylde loven i dem (Rom 8,3-4).
Til at tænke over
62
Har du nogen sinde tænkt: ”Hvis bare Jesus gjorde dette eller hint for mig, ville jeg aldrig mere tvivle eller stille ham spørgsmål“? Tænk over, hvad der skete på Sinaj, hvordan Gud på en så mægtig måde viste sin kraft over for israelitterne – og alligevel handlede, som de gjorde. Hvad siger det os om, hvad sand tro er, og om hvordan vi får den og vedligeholder den? (Se Kol 2,6).
TORSDAG
3. AUGUST 2017
Løftets overlegenhed ”Det var også ham, der i menigheden i ørkenen var sammen med englen, der talte til ham på bjerget Sinaj, og med vore fædre, og han modtog livgivende ord at give os“ (ApG 7,38). I Gal 3,19-20 fortsætter Paulus sin tankerække om, at loven ikke annullerer nådens pagt. Dette er vigtigt, for hvis hans modstanderes teologi var rigtig, ville loven gøre præcist det. Tænk over, hvordan vores situation som syndere ville være, hvis vi kun skulle stole på vores egen lydighed mod loven i modsætning til Guds nåde for at blive frelst. Vi ville til sidst stå helt uden noget håb. Selv om detaljerne i Paulus’ udtalelser i Gal 3,19-20 er vanskelige, er hans grundlæggende pointe tydelig: loven er underordnet løftet; for den blev givet ved engle, gennem en formidler, nemlig Moses. Forbindelsen med engle og lovgivningen er ikke nævnt i 2 Mosebog, men det findes mange andre steder i Skriften (5 Mos 33,2; ApG 7,53; Hebr 2,2). Paulus bruger udtrykket ”en formidler“ i 1 Tim 2,5 som en henvisning til Kristus; men hans brug i Galaterbrevet antyder kraftigt, at han har 5 Mos 5,5 i tanke, hvor Moses siger: ”Dengang stod jeg mellem Herren og jer for at forkynde jer Herrens ord, for I var bange for ilden og gik ikke med op på bjerget.“ Lovgivningen på Sinaj var majestætisk; utallige engle var til stede. Og Moses var vigtig som den, der på det tidspunkt præsenterede loven. Men alligevel var lovgivningen kun indirekte. I stærk modsætning hertil blev Guds løfte givet direkte til Abraham og derfor til alle troende; for der var ikke brug for en formidler. Uanset, hvor betydningsfuld loven er, er den til syvende og sidst ikke en erstatning for løftet om frelse af nåde ved tro. Tvært imod, loven hjælper os til bedre at forstå, hvor fantastisk dette løfte i virkeligheden er. 1 Mos 15,1-6; 18,1-33; 22,1-18
Læs teksterne og beskriv Abrahams direkte møde med Gud. Hvilke fordele var der ved en sådan direkte kontakt med Gud?
Til at tænke over
Tænk over nogle af de andre direkte møder med Gud, som bibelske personer havde – Adam og Eva i Edens have (1 Mos 3); Jakobstigen (1 Mos 28); Paulus på vejen til Damaskus (ApG 9). Måske har du ikke oplevet noget så dramatisk, men hvordan har Gud åbenbaret sig for dig? Spørg også dig selv om, hvorvidt noget i dit personlige liv kan forhindre dig i at have et så nært og direkte forhold til Gud, som Abraham havde. Hvad kan du i så fald gøre for at ændre på det? 63
FREDAG
4. AUGUST 2017
Til videre studium ”Folket havde i deres trældom for en stor del mistet kundskaben om Gud og principperne i pagten med Abraham. Da Gud udfriede dem af Egypten, søgte han at åbenbare sin magt og nåde for dem for at få dem til at elske og stole på ham. Han førte dem frem til Det røde hav, hvor det syntes umuligt at undslippe de forfølgende egyptere. Formålet hermed var, at de skulle indse deres fuldstændige hjælpeløshed og deres trang til Guds hjælp. Derpå udfriede han dem. Derved fyldtes de med kærlighed og taknemmelighed til Gud og med tillid til, at han havde magt til at hjælpe dem. Han havde knyttet dem til sig som deres befrier fra timelig trældom. Men en endnu større sandhed måtte indprentes i deres sind. De levede midt i afguderi og fordærvelse og havde derfor ikke den rette opfattelse af Guds hellighed, deres eget hjertes overmåde store syndighed, deres manglende evne til ved egen hjælp at vise lydighed mod Guds lov og deres behov for en frelser. Alt dette måtte de lære.“ (Ellen White, Patriarker og profeter, s. 186). ”Guds lov, talt i frygtindgydende storhed fra Sinaj, er erklæringen om synderens fordømmelse. Det er lovens opgave at fordømme; men den har ingen kraft til at tilgive eller frelse.“ (Ellen White kommentar, The SDA Bible Commentary, 6. bind, s. 1094). Spørgsmål til drøftelse
1. Tænk over hele ideen med løfter – især brudte løfter. Hvordan har du det med mennesker, der har brudt et løfte til dig? Hvilken forskel gør det, hvis en person har til hensigt at holde sit løfte, men ikke er i stand til det, eller hvis du finder ud af, at vedkommende aldrig havde tænkt sig at holde løftet? Hvad sker der med din tillid, efter et løfte er brudt, uanset af hvilken årsag? Hvad betyder det for dig, at du kan stole på Guds løfter? Måske skulle spørgsmålet være: Hvordan kan du lære at have tillid til Guds løfter? 2. På hvilke måder står vi i fare for at blive fordærvet af vores omgivelser, så vi mister de vigtige sandheder af syne, som Gud har givet os? Hvordan kan vi finde ud af, hvad disse indflydelser består af, og hvordan kan vi modvirke dem?
Resume
64
Lovgivningen på Sinaj annullerede ikke det løfte, Gud havde givet Abraham og det ændrede ikke løftets betingelser. Loven blev givet, for at folk kunne blive klar over omfanget af deres egen syndighed og indse deres behov for Guds løfte til Abraham og hans afkom.
DIALOG
TIL SABBATTEN | 5. AUGUST 2017
Aktiviteter og dialog Guds Ord
Uddybende spørgsmål
• Mind jer selv om den tidsplan over Abrahams liv, som I opstillede ved en af de tidligere lektier. - Hvorfor er det af betydning, hvornår Gud sluttede omskærelsespagten med Abraham? - Man kan være ”søn“ eller ”arving“ til pagten/testamentet med Abraham på en af to måder, enten ved at tro på Guds løfte, som opretter pagten, eller ved at blive omskåret, som israelitterne blev det! · Hvordan er du blevet ”arving“ til Guds løfter til Abraham? - Hvori består disse løfter ifølge 1 Mos 12,1-3? Tænk over det: Når du ser på Jesus, ser du loven på mange forskellige måder. • På hvilken måde er Kristus et udtryk for loven eller en virkeliggørelse af den? - Som eksempel: etisk, moralsk? - I sin barmhjertighed? · Som offer for vores overtrædelse af loven? - Underbyg dit svar med bibelske tekster eller eksempler.
Mødet med dagligdagen
Prøv at finde nutidige eksempler på aftaler/pagter, fx i den politiske verden eller ægteskabet. • Hvad er ligheder og forskelle mellem disse aftaler og Guds pagt med Abraham og med sit folk? - Hvordan ratificeres eller stadfæstes fx politiske aftaler i dag? - Hvordan blev Guds pagt eller aftale med Abraham stadfæstet? · Eller sagt på anden måde: hvad har Gud gjort for os, som gør det muligt at opfylde hans løfter om frelse og evigt liv? • Verdens statsmænd forhandler og træffer aftaler. De slutter pagter; men de bliver langt fra altid overholdt. - Hvorfor ikke? Hvad er de afgørende grunde til, at fredsslutninger i Mellemøsten fx ikke gennemføres eller overholdes? - Hvorfor er Guds pagt anderledes?
Personligt kristenliv
• Hvis du er nedtrykt, mind da dig selv om, at du er arving til livet i Guds rige, medarving med Jesus til Guds ejendom. 65
DIALOG
TIL SABBATTEN | 5. AUGUST 2017
• Hvis du kæmper med tvivl og føler dig svigtet af andre menneskers brudte løfter, se da hen til Jesus som ”aftegnet som korsfæstet“ og husk, at du altid kan have tillid til ham.
NOTER
66
NOTER
TIL SABBATTEN | 5. AUGUST 2017
67
7
TIL SABBATTEN | 12. AUGUST 2017
Vejen til tro
Ugens vers
”Men Skriften har indesluttet alt under synd, for at løftet ved tro på Jesus Kristus kunne gives dem, som tror” (Gal 3,22).
Introduktion
Brevduer har længe været kendt for deres evne til at flyve hundredevis af kilometer per dag og ankomme til deres bestemmelsessted med stor nøjagtighed. Men selv de bedste brevduer kan til tider blive desorienterede og aldrig vende tilbage til deres udgangspunkt. Det værste tilfælde skete i England, da ca. femoghalvtreds tusind fugle til en værdi af over fire millioner kroner aldrig vendte tilbage til deres dueslag. Som de fleste af os på en eller anden måde har oplevet, er det ikke rart at være desorienteret eller faret vild. Det fylder os med frygt og ængstelse, og det kan også føre til øjeblikke med panik. Det samme er tilfældet med hensyn til vores åndelige liv. Selv efter at vi har taget imod Kristus, kan vi fare vild eller blive forvirret i en sådan grad, at vi aldrig vender tilbage til Gud. Den gode nyhed er, at Gud ikke har overladt os til os selv. Han har kortlagt vejen til tro, som vi finder det åbenbaret i evangeliet, og den vej indbefatter loven. Mange forsøger at adskille loven fra evangeliet; nogle ser dem til og med som modsætninger. Det er ikke alene forkert, det kan også få tragiske konsekvenser. Uden loven ville vi ikke have et evangelium. Det er i virkeligheden svært at forstå evangeliet uden loven.
Ugens tekster
68
· · · · ·
Gal 3,21-25 3 Mos 18,5 Rom 3,9-19 1 Kor 9,20 Rom 3,1-2; 8,1-4
SØNDAG
6. AUGUST 2017
Loven og løftet ”Er loven da imod Guds løfter?“ (Gal 3,21). Idet Paulus forudser, at hans udtalelser kan få hans modstandere til at drage den slutning, at han havde et nedsættende syn på loven, eller at hans kommentar om Guds løfter kun var et let skjult angreb på Moses og Toraen, stiller han det spørgsmål, de tænkte: ”Siger du, at loven modsiger Guds løfter?“ Paulus’ svar er et kraftigt ”Nej!“ En sådan slutning er umulig; for Gud er ikke imod sig selv. Gud gav både løftet og loven. Loven er ikke i strid med løftet. De to har blot forskellige roller og funktion i Guds overordnede frelsesplan. Gal 3,21 3 Mos 18,5 5 Mos 6,24
Hvilken forkert opfattelse havde Paulus’ modstandere med hensyn til lovens rolle? Sammenlign de tre tekster. Disse mennesker troede, at loven var i stand til at give dem åndeligt liv. Deres synspunkt opstod sandsynligvis på grund af en forkert fortolkning af gammeltestamentlige afsnit som fx 3 Mos 18,5 og 5 Mos 6,24, hvor loven informerer om, hvordan livet skulle leves af dem, der var en del af Guds pagt. Loven regulerede deres liv inden for pagten; men de drog den slutning, at loven var kilden til en persons forhold til Gud. Bibelen gør det klart, at evnen til at ”gøre levende“ kun er en kraft, Gud og Helligånden har (2 Kong 5,7; Neh 9,6; Joh 5,21; Rom 4,17). Loven kan ikke åndeligt levendegøre nogen. Men det betyder ikke, at loven står i modsætning til Guds løfte. Idet Paulus forsøger at bevise lovens manglende evne til at give liv, skriver han i Gal 3,22: ”Men Skriften har indesluttet alt under synd.“ I Rom 3,9-19 gør Paulus brug af en lang række vers fra Det Gamle Testamente for at vise, hvor slemt det står til med os. De forskellige afsnit er ikke bare kædet sammen på en tilfældig måde. Han begynder med syndsproblemets kerne – den selviske holdning, der plager menneskenes hjerter – og går videre til vers, der beskriver syndens dominans og til sidst dens universelle omfang. Hvad er hans pointe? På grund af syndens omfang og lovens begrænsning kan løftet om evigt liv kun komme til os gennem Kristi trofasthed på vores vegne. Igen ser vi den store sandhed, der satte gang i Reformationen.
Til at tænke over
Hvilke store fordele er der for os i at holde loven, selv om den ikke kan frelse os? Hvilke positive ting har du rent praktisk erfaret i dit eget liv ved at være lydig mod Guds lov? 69
MANDAG
7. AUGUST 2017
”Bevogtet under loven” I Gal 3,23 skriver Paulus, at ”før troen kom, blev vi bevogtet under loven.“ Med ordet ”vi“ henviser Paulus til de jødekristne i menighederne i Galatien. De kendte loven godt, og Paulus har talt specielt til dem siden Gal 2,15. Det kan ses i modsætningen mellem ”vi“ i Gal 3,23 og ”I“ i Gal 3,26. Gal 3,23 siger: ”Før troen kom“. Da Paulus opstiller en kontrast mellem lovens betydning før og efter Kristus (Gal 3,24), er ”troen“ mest sandsynlig en henvisning til vores tro og ikke en omtale af den kristne tro generelt. Gal 3,22-23
Paulus siger, at jøderne ”blev bevogtet under loven“ før Kristus kom. Hvad mener han med udtrykket ”under loven“? Sml. med Rom 6,14-15; 1 Kor 9,20; Gal 4,4-5. 21; 5,18. Tolv gange bruger Paulus udtrykket ”under loven“ i sine breve. 1. ”Under loven“ betyder under lovens magt eller straf (Gal 4,21). Modstanderne i Galatien forsøgte at opnå livgivende retfærdighed ved lydighed. Men som Paulus allerede har gjort det klart, er dette umuligt (Gal 3,21-22), for uden Kristus er vi ikke i stand til at adlyde loven. Paulus vil senere til og med påpege, at galaterne i virkelighed fornægtede Kristus ved at ønske at være under loven (Gal 5,2-4). 2. ”Under loven“ indbefatter, at man er under dens fordømmelse (Rom 6,14-15). Fordi loven ikke kan sone for vores synd, vil overtrædelsen af dens krav til sidst føre til fordømmelse. Det er den tilstand, alle mennesker befinder sig i. Loven fungerer som en fangevogter, som indespærrer alle, der har overtrådt den, og nedkaldt dødsstraf over sig selv. Som vi vil se i bibelstudiet for i morgen, antyder brugen af ordet ”bevogtet“ (Gal 3,23), at det er, hvad Paulus i dette afsnit mener med ”under loven“. Et beslægtet græsk ord, ennomos, som normalt oversættes med ”under loven“, betyder bogstaveligt ”inden for loven“ og henviser til at leve inden for lovens krav gennem en forening med Kristus (1 Kor 9,21). Det er umuligt at blive retfærdiggjort ved ”lovgerninger“, det vil sige at forsøge at holde loven adskilt fra Kristus, for kun de, som er retfærdige af tro, skal leve (Gal 3,11). Denne sandhed fjerner ikke loven; den viser kun, at loven ikke kan give os evigt liv. Det er allerede for sent.
70
TIRSDAG
8. AUGUST 2017
Loven som vores ”vogter” Paulus giver to grundlæggende konklusioner mht. loven: (1) loven annullerer eller afskaffer ikke Guds løfte til Abraham (Gal 3,15-20); (2) loven står ikke i modsætning til løftet (Gal 3,21-22). Hvilken rolle spiller så egentlig loven? Paulus skriver, at den blev tilføjet ”for overtrædelsernes skyld“ (Gal 3,19), og udvider denne tanke ved at benytte tre forskellige ord eller udtryk i forbindelse med loven: ”bevogtet“ (v. 23), ”spærret inde“ (v. 23) og ”opdrager“ (v. 24). Gal 3,19-24
Læs disse vers grundigt og under bøn. Hvad siger Paulus om loven? De fleste moderne oversættelser fortolker Paulus’ udtalelser om loven i Gal 3,19 på en negativ måde. Den originale græske tekst er ikke så ensidig. Det græske ord, der oversættes med ”bevogtet“, har betydningen ”at passe på“. Selv om det kan bruges i en negativ sammenhæng som at ”holde bevogtet“ (2 Kor 11,32), har det generelt i Det Nye Testamente en mere positiv betydning som ”at beskytte“ eller ”bevare“ (Fil 4,7; 1 Pet 1,5). Det samme er tilfældet med det ord, der oversættes med ”spærret inde“. Det kan også oversættes med ”lukket“ (1 Mos 20,18; Jos 6,1; Jer 13,19), ”at indeslutte“ (Rom 11,32). Som disse eksempler viser, kan ordet have både positive og negative betydninger, afhængigt af sammenhængen.
Rom 3,1-2 5 Mos 7,12-24 3 Mos 18,20-30
Hvilke fordele gav loven (både moralloven og ceremoniloven) Israels børn? Paulus kan tale om loven i negative vendinger (Rom 7,6; Gal 2,19); men han har også mange positive ting at sige om den (se Rom 7,12. 14; 8,3-4; 13,8). Loven var ikke en forbandelse, som Gud lagde på Israel; tvært imod var den ment som en velsignelse. Selv om offersystemet ikke kunne fjerne synd, pegede det frem mod den lovede Messias, og dets love var en vejledning for menneskers opførsel og beskyttede Israel mod meget af den ondskab, som plagede andre af oldtidens civilisationer. I lyset af Paulus’ positive udtalelser om loven andre steder, ville det være en fejl at opfatte hans udtalelser her udelukkende på en negativ måde.
Til at tænke over
Gode ting kan til tider blive misbrugt. Fx kan helbredende medicin, misbruges som rusmiddel. Kender du eksempler fra dit eget liv? Hvordan kan vi bruge denne sammenligning til bedre at forstå, hvad Paulus taler om i Galaterbrevet? 71
ONSDAG
9. AUGUST 2017
Loven som opdrager Gal 3,23
Her beskriver Paulus loven som en beskyttende og vogtende kraft. Hvad sammenligner han den med i vers 24, og hvad betyder det? Det ord, der oversættes med ”opdrager“, kommer fra det græske ord paidagogos. Nogle bibeloversættelser bruger ordet ”tugtemester“, ”vejleder“ eller til og med ”vogter“, men intet enkelt ord kan helt indeholde hele betydningen. En paidagogos var i det romersk-hellenistiske samfund en slave, som havde fået en myndighedsstilling over sin herres sønner, fra de fyldte seks eller syv år, og indtil de blev voksne. I tillæg til at sørge for deres fysiske behov, så som at forberede deres bad, sørge for mad og tøj til dem og beskytte dem fra enhver fare, havde paidagogos også ansvar for, at hans herres sønner gik i skole og læste deres lektier. I tillæg forventede man, at han ikke alene kunne undervise i og praktisere moralske dyder, men også at han sørgede for, at drengene lærte og selv praktiserede disse dyder. Selv om nogle af disse pædagoger helt sikkert har været venlige og elsket af deres elever, beskrives de oftest i oldtidens litteratur som strenge tugtemestre. De sørgede for lydighed ikke alene ved barske trusler og irettesættelser, men også ved hjælp af piske- og stokkeslag. Paulus’ beskrivelse af loven som en pædagog gør hans opfattelse af lovens rolle endnu tydeligere. Loven blev føjet til for at udpege synd og give oplæring. Selve denne opgaves natur betyder, at loven også har en negativ side, og det skyldes, at den irettesætter og fordømmer os som syndere. Men Gud bruger selv denne ”negative“ side til vores fordel; for den fordømmelse, som loven bringer, er netop det, der bringer os til Kristus. Loven og evangeliet er derfor ikke i modstrid med hinanden. Gud bestemte dem til at arbejde sammen for vores frelse. ”I dette afsnit af Skriften [Gal 3,24] taler Helligånden gennem apostlen specielt om moralloven. Loven åbenbarer synden for os og får os til at føle vores behov for Kristus og at flygte hen til ham for at finde tilgivelse og få fred ved at udvise anger over for Gud og tro på vores Herre Jesus Kristus.“ (Ellen White, Selected Messages, 1. bind, s. 234).
Til at tænke over
72
Hvornår har du sidst sammenlignet dine handlinger, ord og tanker med loven? Foretag en sammenligning – ikke kun med lovens bogstav, men også med lovens ånd (Matt 5,28; Rom 7,6). Hvad fortæller dit resultat, om Paulus’ pointe i dette brev?
TORSDAG
10. AUGUST 2017
Loven og den troende Gal 3,25
Rom 8,1-3
Mange har fortolket Paulus’ udtalelse i Gal 3,25 som en total afvisning af loven. Men det giver ikke mening i lyset af hans positive udtalelser om loven andre steder i Bibelen. Så hvad mener han egentlig? For det første er vi ikke længere under lovens fordømmelse (Rom 8,3). Som troende tilhører vi Kristus og nyder det privilegium at være under nåde (Rom 6,14-15). Det giver os frihed og giver Kristus mulighed for at arbejde med os. Dette er, hvad sand frihed i evangeliet betyder. Det er noget helt andet end ikke længere at skulle adlyde loven – som er, hvad nogle mener, at ”frihed“ i Kristus betyder. Men ulydighed mod loven er i stedet synd – og synd er alt andet end frihed (Joh 8,34). Hvad betyder det ikke længere at være fordømt af loven? Hvilken indflydelse har denne fantastiske sandhed på, hvordan vi lever? Som en følge af at være tilgivet i Kristus er vores forhold til loven helt anderledes. Vi er nu kaldet til at leve et liv, der er Gud til behag (1 Thess 4,1); Paulus beskriver dette som at drives af Ånden (Gal 5,18). Det betyder ikke, at moralloven ikke længere gælder – det var aldrig problemet. Hvordan kunne det være det, når vi så tydeligt har set, at det er moralloven, der definerer, hvad synd er, og at det er moralloven, der er skrevet i vores hjerter? Fordi loven er et udtryk for Guds karakter, genspejler vi hans karakter ved at adlyde loven. Men vi følger ikke kun et sæt regler, men selve Jesu eksempel. Han gør for os, hvad loven i sig selv aldrig kunne gøre: han skriver loven i vores hjerter (Hebr 8,10) og gør det muligt for lovens retfærdige krav at blive opfyldt i os (Rom 8,4). Gennem vores forhold til Jesus får vi kraft til at adlyde loven som aldrig før.
Til at tænke over
Læs Rom 8,4. Hvad siger Paulus i dette vers? Hvordan har du set dette løfte gå i opfyldelse i dit eget liv? Hvorfor må frelsen altid være baseret på, hvad Kristus har gjort for os og intet andet, selv om vi oplever positive forandringer i vores liv?
73
FREDAG
11. AUGUST 2017
Til videre studium ”Jeg bliver spurgt med hensyn til loven i Galaterbrevet. Hvilken lov er den opdrager, som bringer os til Kristus? Jeg svarer: Både ceremoniloven og morallovens ti bud. Kristus var grundvolden for hele den jødiske husholdning. Abels død var en følge af, at Kain nægtede at godtage Guds plan i lydighedens skole for at blive frelst ved Jesu Kristi blod. Kain nægtede at udgyde blod, som symboliserede Kristi blod, som skulle udgydes for verden. Hele denne ceremoni var indstiftet af Gud, og Kristus blev grundvolden i hele dette system. Dette er begyndelsen på dens opgave som opdrager for at bringe syndige mennesker til en overvejelse af Kristus, som er hele den jødiske husholdnings grundvold. Alle, der gjorde tjeneste i forbindelse med helligdommen, blev konstant undervist om Kristi indgriben på menneskenes vegne. Denne tjeneste var tilrettelagt for at skabe en kærlighed til Guds lov i hvert eneste hjerte, en kærlighed til Guds riges lov ... Tibudsloven skal ikke ses så meget fra dens forbudsside som fra dens nådige side. Dens forbud er den sikre garanti for glæde i lydighed. Når vi modtager den i Kristus, udvirker den i vore liv en renhed i karakter, der vil give os glæde i al evighed. For den, der er lydig, er den en beskyttende mur.“ (Ellen White, Selected Messages, 1. bind, s. 233; 235). Spørgsmål til drøftelse
1. Vi kæmper ofte med spørgsmålet om, hvordan vi kan sejre over synd i vores liv. Hvilke løfter har vi i Bibelen om sejr over synd? Hvad kan vi gøre for, at disse løfter kan blive til virkelighed i vores liv? Hvorfor er det vigtigt, at vi samtidigt sikrer os, at vi sætter vores håb om frelse til Kristi sejr for os, ikke til de sejre, vi vinder? 2. Ofte hører vi kristne påstå, at loven er blevet afskaffet. Disse samme kristne vil samtidigt tale imod synd, hvilket selvfølgelig betyder, at de egentlig ikke mener, at loven er blevet afskaffet. Hvad mener de egentlig med deres påstand? (Et hint: I forbindelse med hvilket bud bliver denne påstand oftest fremsat?)
Resume
74
Loven blev givet for at vise syndere deres behov for Kristus. Som vogter giver den os instruktion om Gud og beskyttelse mod det onde. Men som en opdrager viser den os også vores synd og bringer fordømmelse. Kristus befrier os fra lovens fordømmelse og skriver sin lov i vores hjerter.
DIALOG
TIL SABBATTEN | 12. AUGUST 2017
Aktiviteter og dialog Uddybende spørgsmål
• Tænk over og tal om betydningen af tibudsloven i lyset af, hvad lektien siger om Guds hensigt med loven. - Tag fx det sidste bud om ikke at begære. · Hvad viser det os om, hvad synd er? · Siger det os noget om frelse? Om, at jeg ikke kan frelse mig selv? · Hvordan kan mennesker forsøge at holde dette bud, så det bliver en ”lovgerning“ og evangeliet glemmes? - Tænk dernæst på sabbatsbudet: · Hvordan virker sabbatten som en del af Guds lov? · Hvordan viser den synd? · Hvordan viser den frelse? · Hvordan viser den, at jeg ikke kan frelse mig selv? · Hvordan kan den ”overholdes“, så evangeliet glemmes? Eller huskes? • Opsummer nogle af de gode træk ved tibudsloven. - Hvordan ville et menneskeligt samfund være at leve i, hvis disse bud blev holdt? - Kan et sådant samfund opnås uden de første fire bud om forholdet til Gud? - Hvad kan vi i dag lære af de sociale love? - Skal vi tilstræbe, at Danmarks love følger de ti bud? Også den første del? • De sociale love givet til Israel var underlagt tid og sted og tiltænkt et teokratisk samfund. - Kan du finde principper i disse love for, hvordan vi i dag bør behandle andre? Eller er disse bud så fremmede for vores kultur, og vores uvidenhed om forholdene så stor, at der intet er at hente for os i dag? • Hvorfor blev de mange ceremonier i sin tid givet til Israel? - Hvad kan vi som kristne lære af dem i dag?
Mødet med dagligdagen
• Prøv i ugens løb at finde klip fra medierne, hvor de Ti Bud illustreres, altså, hvor mennesker har fulgt eller brudt dem – der er nok mest omtale af lovovertrædelser!
75
DIALOG
TIL SABBATTEN | 12. AUGUST 2017
• Hvilke positive eksempler kan du evt. finde fra medierne eller fra historien om mennesker, der kan fremhæves for specielt at have respekteret et af budene? Personligt kristenliv
Lovens sidste bud om begær når langt dybere end til handlinger, vi udfører. Brug tid i dit andagtsliv til at betragte Jesus på korset, se den afgrundsdybe forskel mellem hans kærlighed og dine egne holdninger – og bed ham om hjælp til dag for dag at sige nej til selviskhed og begær!
Forstå det bedre
• I sin lille katekismus giver Martin Luther en enkel forklaring for børn på budenes indhold og betydning. Selv om vi som adventister har en anden inddeling af budene, er der stadig meget visdom at hente i Luthers ord. • Bed evt. et af klassens medlemmer om at finde centrale beskrivelser af de Ti Bud fra Ellen Whites skrifter, som kan deles med klassen.
NOTER
76
NOTER
TIL SABBATTEN | 12. AUGUST 2017
77
8 Ugens vers
Introduktion
TIL SABBATTEN | 19. AUGUST 2017
Fra trælle til arvinger ”Så er du da ikke længere træl, men barn. Og er du barn, har Gud også gjort dig til arving” (Gal 4,7). Paulus siger til galaterne, at de ikke bør leve og opføre sig som slaver, men som Guds sønner og døtre med alle de rettigheder og privilegier, det medfører – en sandhed, som den unge Martin Luther havde brug for at høre. Da hans overbevisning om synd blev stadigt dybere, prøvede den unge mand at opnå tilgivelse og fred ved sine egne gerninger. Han levede et meget strengt liv og forsøgte at undertrykke det onde i sin natur gennem faste, vågne nætter og selvplage. Klosterlivet havde ikke formået at bringe ham befrielse. Han holdt sig ikke tilbage fra noget offer, hvormed han kunne opnå hjertets renhed, som kunne gøre ham i stand til at stå godkendt for Gud. Han var, sagde han senere, en from munk, som til punkt og prikke fulgte sin ordens regler, men han fandt alligevel ingen indre fred. ”Hvis en munk nogen sinde kunne opnå himlen ved sine munkegerninger, burde jeg med sikkerhed have opnået det.” Men det fungerede ikke for ham. Kun da han senere begyndte at forstå sandheden om frelsen i Kristus, som den åbenbares i Galaterbrevet, begyndte han at finde åndelig frihed og håb for sin egen sjæl. Og vores verden har ikke været den samme siden.
Ugens tekster
78
· · · ·
Gal 3,26-4,20 Rom 6,1-11 Hebr 2,14-18; 4,14-15 Rom 9,4-5
SØNDAG
13. AUGUST 2017
Vores tilstand i Kristus Gal 3,25-29
Med ordene fra Gal 3,25 i tanke, læs Gal 3,26. Hvordan hjælper dette vers os til at forstå vores forhold til loven, nu da vi er blevet løskøbt af Jesus? Ordet ”for“ i begyndelsen af vers 26 forbinder dette vers og det foregående. På samme måde som en herres søn kun var under en opdrager, mens han var barn, siger Paulus, at de, som er kommet til tro på Kristus ikke længere er børn; deres forhold til loven er forandret, fordi de nu er Guds voksne ”sønner“. Det ord, der i vers 26 oversættes med ”børn“, betyder egentlig ”sønner“; men Paulus indbefatter klart kvinder i denne kategori også (Gal 3,28). Grunden til, at han benyttede ordet ”sønner“ i stedet for ”børn“ er, at han henviste til den familiearv, der blev givet videre til sønnerne samtidigt med, at udtrykket ”Guds sønner“ var en særlig beskrivelse af Israels børn i Det Gamle Testamente (5 Mos 14,1; Hos 11,1). I Kristus kan også hedningerne nu få del i det særlige forhold til Gud, som tidligere havde været forbeholdt Israel.
Gal 3,27-28 Rom 6,1-11 1 Pet 3,21
Hvad gør dåben til en så betydningsfuld begivenhed?
Til at tænke over
Mediter over den tanke, at det, der er sandt om Kristus, også er sandt om os. Hvordan bør denne fantastiske sandhed få indflydelse på hver eneste side af vores tilværelse?
Igen ser vi den logiske udvikling i Paulus’ argumenter. Han ser dåben som en afgørende beslutning om at vie vores liv til Kristus. I Rom 6 beskriver han dåben som en symbolsk forening med Jesus, både i hans død og hans opstandelse. I Galaterbrevet benytter han et andet billede: dåben er den handling, hvormed vi bliver iklædt Kristus. Paulus’ ordvalg minder om smukke afsnit i Det Gamle Testamente, der taler om at blive iklædt retfærdighed og frelse (se Es 61,10; Job 29,14). ”Paulus betragter dåben som det øjeblik, hvor Kristus omslutter den troende som en klædning. Selv om Paulus ikke bruger udtrykket, beskriver han den retfærdighed, der tildeles de troende.“ (Frank J. Matera, Galatians (Collegeville, Minn.: The Liturgical Press, 1992), s. 145). Vores forening med Kristus, som symboliseres gennem dåben, betyder, at det, der er sandt om Kristus, også er sandt om os. Fordi Kristus er Abrahams ”afkom“, er de troende ”Kristi medarvinger“ (Rom 8,17), og dermed arvinger til alle de løfter, der blev givet til Abraham og hans efterkommere.
79
MANDAG
14. AUGUST 2017
Trælle under verdens magter Paulus sammenlignede vores forhold til Gud med børn og arvinger. Paulus går videre med dette billede ved at tale om arv i Gal 4,1-3. Paulus får læseren til at tænke på en situation, hvor en ejer af en stor ejendom er død og har efterladt alt til sin ældste søn. Men hans søn er stadig ikke myndig. Som det ofte også i dag er tilfældet, præciserer faderens testamente, at hans søn skal have en formynder, indtil han bliver myndig. Selv om han af navn er herre over sin fars ejendom, er han som umyndig i virkeligheden ikke meget mere end en slave. Paulus’ billedbrug ligner det, han brugte i Gal 3,24 om en opdrager; men i dette tilfælde er formyndernes og forvalternes magt langt større. De er ikke alene ansvarlige for deres herres søns opdragelse; de leder også alle de finansielle og administrative sider af ejendommen, indtil sønnen er voksen nok til selv at overtage ansvaret. Gal 4,1-3
Hvad siger Paulus, som igen bør hjælpe os til at forstå, hvilken rolle loven bør have i vores liv, nu vi er i Kristus? Der råder uenighed om, hvad Paulus helt nøjagtigt mente med udtrykket ”verdens magter“ i Gal 4,3. Det græske ord, som bruges, er stoicheia, der betyder ”elementer“. Nogle opfatter det som de grundlæggende elementer, der udgør universet (2 Pet 3,10.12); eller som dæmoniske kræfter, der styrer denne onde tidsalder (Kol 2,15); eller som grundlæggende principper i religiøs livsførelse, religionens ABC (Hebr 5,12). At Paulus lægger vægt på menneskehedens status som umyndige, før Kristus kom (Gal 4,1-3), antyder, at han her henviser til de elementære principper i et religiøst liv. Hvis det er tilfældet, siger Paulus, at den gammeltestamentlige tidsperiode, med sine love og ofringer, kun var som et evangeliets ABC, der gav et grundrids af frelsen. Hvor vigtige og informative ceremonilovene end var for Israel, var de kun en skygge af det, der skulle komme. Det var aldrig meningen, at de skulle træde i stedet for Kristus. At indrette sit liv efter disse regler i stedet for omkring Kristus er som at ønske at gå tilbage i tid. For galaterne at vende tilbage til disse basiselementer, efter at Kristus var kommet, ville svare til, at den voksne søn i Paulus’ billede igen ønskede at blive umyndig!
Til at tænke over
80
Det er rigtigt, at en barnlig tro kan være positiv (Matt 18,3); men er det nødvendigvis det samme som åndelig modenhed? Eller kan man sige, at des mere man vokser åndeligt, des mere barnlig vil ens tro være? Hvor barnlig og ”uskyldig“ og tillidsfuld er din tro?
TIRSDAG
15. AUGUST 2017
Gud sendte sin søn ”Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven“ (Gal 4,4). Paulus’ valg af ordet ”fylde“ antyder, hvorledes Gud aktivt iværksatte sin plan i menneskehedens historie. Jesus kom ikke på et tilfældigt tidspunkt; han kom på netop det tidspunkt, som Gud havde forberedt. Fra et historisk synspunkt er den tid kendt som Pax Romana (den romerske fred), en to hundrede år lang periode med forholdsvis stor stabilitet og fred i Romerriget. Roms erobring af Middelhavsområdet havde bragt fred. Fælles handelssprog, gode rejseforhold og en fælles kultur forårsagede en hurtig spredning af evangeliet. Fra et bibelsk synspunkt markerede det også det tidspunkt, Gud havde fastsat for den lovede Messias’ komme (se Dan 9,24-27). Joh 1,14 Gal 4,4-5 Rom 8,3-4 2 Kor 5,21 Fil 2,5-8 Hebr 2,14-18; 4,14-15
Hvorfor var det nødvendigt for Kristus at blive et menneske for at løskøbe os? Gal 4,4-5 indeholder en af Skriftens mest koncise gengivelser af evangeliet. Jesu komme til menneskehedens historie var ikke tilfældig. ”Gud sendte sin søn.“ Gud tog med andre ord initiativet til at frelse os. Underforstået i disse ord er også den grundlæggende kristne tro på Kristi evige guddommelighed (Joh 1,1-3.18; Fil 2,5-9; Kol 1,15-17). Gud sendte ikke en himmelsk budbærer. Han kom selv, for kun Gud kunne frelse os. Selv om Jesus fra evighed var Guds søn, blev han også ”født af en kvinde.“ I dette udtryk er jomfrufødslen muligvis underforstået. Mere specifikt bekræfter det hans sande menneskelighed. Udtrykket ”født under loven“ peger ikke alene på Jesu jødiske arv, men indbefatter også den kendsgerning, at han bar vores fordømmelse og var født til at dø for vores synd. Det var nødvendigt for Kristus at blive menneske, fordi vi ikke kunne frelse os selv. Ved at forene sin guddommelige natur med vores syndige natur blev Kristus lovgyldigt kvalificeret til at være vores stedfortræder, frelser og ypperstepræst. Som den anden Adam kom han for at genetablere alt det, den første Adam havde mistet ved sin ulydighed (Rom 5,12-21). Ved sin lydighed opfyldte han til fuldkommenhed lovens krav og genoprettede dermed Adams tragiske nederlag. Og ved sin død på korset opfyldte han lovens retfærdighed, som krævede synderens død. Dermed fik han ret til at frelse alle, som kommer til ham i sand tro og overgivelse. 81
ONSDAG
16. AUGUST 2017
Adoptionens privilegier Gal 4,5-7
Gal 4,5-7 Ef 1,5 Rom 8,15-16. 23; 9,4-5
I Gal 4,5-7 udvider Paulus sit tema og understreger, at Kristus nu har løskøbt ”dem, der var under loven.“ Ordet ”løskøbe“ betyder at købe tilbage. Det henviser til den pris, der blev betalt for at købe enten en slaves eller et gidsels frihed. Ud fra sammenhængen er her tale om en negativ baggrund: en person har brug for at blive sat i frihed. Men hvad er det, vi har brug for at blive befriet fra? Det Nye Testamente henviser os bl.a. til: (1) befrielse fra Djævlen og hans list (Hebr 2,14-15), (2) befrielse fra død (1 Kor 15,56-57), (3) befrielse fra syndens magt, som af natur slavebinder os (Rom 6,22) og (4) befrielse fra lovens forbandelse (Rom 3,19-24; Gal 3,13; 4,5). Hvilken positiv hensigt har Kristus opnået for os ved den frelse, vi har i ham?
Vi taler tit om det, Kristus har gjort for os, som ”frelse“. Det er rigtigt; men Paulus’ enestående brug af ordet adoption (huiothesia) giver os en levende beskrivelse af, hvad frelsen indebærer. Selv om Paulus er den eneste nytestamentlige forfatter, der bruger dette ord, var adoption en velkendt juridisk procedure i den græsk-romerske verden. Adskillige romerske kejsere på Paulus’ tid benyttede adoption for at udvælge en arvtager, fordi de ikke havde en lovlig arving. Adoption garanterede en række privilegier. ”(1) Den adopterede søn bliver adoptivfaderens … ægte søn. (2) Adoptivfaderen indvilliger i at give barnet en god opdragelse og sørge for det nødvendige mht. mad og klæder. (3) Adoptivfaderen kan ikke undsige sig sin adoptivsøn. (4) Barnet kan ikke reduceres til en slave. (5) Barnets biologiske forældre har ingen ret til at få ham tilbage. (6) Adoptionen giver ret til at arve.“ (Derek R. Moore-Crispin, ”Galatians 4,1-9: The Use and Abuse of Parallels“, The Evangelical Quarterly, vol. LXI/No. 3 (1989), s. 216). Hvis disse rettigheder garanteres på det jordiske plan, forestil dig, hvor meget større privilegierne er for os som Guds adopterede børn! Til at tænke over
82
Læs Gal 4,6 og tænk over, hvad det betyder, at vi kan kalde Gud for vores far. Har du en sådan intim nærhed med Gud i dit eget liv? Hvis ikke, hvad er problemet? Hvad kan du forandre, så du kan opleve denne nærhed?
TORSDAG
17. AUGUST 2017
Hvorfor vende tilbage til slaveriet? Gal 4,8-20
Giv en kort gengivelse af, hvad Paulus siger i disse vers. Hvor alvorligt tager han de falske lærdomme, der findes hos galaterne? Paulus giver ikke en beskrivelse af, hvori galaternes religiøse ritualer nøjagtigt består; men det er tydeligt, at han havde falske tilbedelsessystemer i tankerne, der resulterede i åndelig slaveri. Han betragtede dem som så farlige og ødelæggende, at han skrev sit stærkt følelsesladede brev med advarsler til galaterne om, at det, de gjorde, var det samme som at vende sig fra barnekår til slaveri.
Gal 4,9-11
Hvad siger Paulus, at galaterne gjorde, og som han fandt forkasteligt, selv om han ikke går i detaljer? Mange har fortolket Paulus’ henvisning til ”dage og måneder og tider og år“ som en indvending mod ikke alene ceremoniloven, men også mod sabbatten. Men en sådan fortolkning går ud over beviserne. Hvis Paulus for det første virkelig ønskede at fremhæve sabbatten og andre specifikke jødiske skikke, kunne han med lethed have omtalt dem ved navn. For det andet gør Paulus det klart, at uanset, hvad det er, galaterne gør, har det ført dem fra frihed i Kristus til trældom. ”Hvis fejring af den syvende dag som sabbat bringer mennesker i trældom, må det betyde, at Skaberen selv blev underlagt trældom, da han fejrede verdens første sabbat!“ (The SDA Bible Commentary, 6. bind, s. 967). Og hvorfor ville Jesus ikke alene selv holde sabbatten, men også lære andre at holde den, hvis dens sande fejring på nogen måde berøvede mennesker den frihed, de har i ham? (Se Mark 2,27-28; Luk 13,10-16.)
Til at tænke over
Kan det tænkes, at der findes skikke i Syvende Dags Adventistkirken, der fratager os den frihed, vi har i Kristus? Eller kan det tænkes, at det ikke er skikkene i sig selv, der er problematiske, men i stedet vores holdning til dem? Hvordan kan en forkert holdning føre os ind i den form for trældom, som Paulus advarede galaterne så kraftigt imod?
83
FREDAG
18. AUGUST 2017
Til videre studium ”I himlens rådslagning blev der sørget for, at menneskene på trods af, at de er syndere, ikke skulle fortabes i deres ulydighed. Ved tro på Kristus som deres stedfortræder skulle de blive Guds udvalgte, ifølge hans gode vilje forudbestemt til at blive hans adopterede børn gennem Jesus Kristus. Gud ønsker, at alle mennesker skal blive frelst; det er gjort fuldt ud muligt, fordi han gav sin enbårne søn for at betale menneskenes løsesum. De, som fortabes, gør det, fordi de nægter at blive adopteret som Guds børn gennem Jesus Kristus. Menneskenes stolthed forhindrer dem i at tage imod frelsens tilbud. Men ingen menneskelig fortjeneste kan give nogen sjæl adgang til Guds nærhed. Kun Kristi tilregnede nåde gennem troen på hans navn gør et menneske acceptabelt for Gud. Man kan ikke stole på gerninger eller tilfældige lykkelige følelser som bevis for, at man er udvalgt af Gud; for de udvalgte er udvalgt gennem Kristus.“ (Ellen White, ”Chosen in Christ“, Signs of the Times, 2. januar 1893). Spørgsmål til drøftelse
1. Tænk nøjere over, hvad det vil sige, og hvad det ikke vil sige at være som børn i vores vandring med Gud. Hvad er det hos børn, vi bør efterligne i forbindelse med vores tro og forhold til Gud? Hvordan kan vi komme til at gå for vidt i denne forbindelse? Drøft dette i klassen. 2. Hvad er der ved os mennesker, der gør os så bange for tanken om nåde og frelse ved tro alene? Hvorfor vil mange hellere forsøge at arbejde sig til frelse, hvis det var muligt? 3. Gennemgå sammen i klassen det sidste spørgsmål fra torsdagsafsnittet. Hvordan risikerer vi som syvendedags adventister at blive fanget af den form for slaveri, som vi ideelt set er blevet befriet fra? Hvordan kan det ske for os, hvordan kan vi vide, om det sker, og hvordan kan vi blive befriet?
Resume
84
I Kristus er vi blevet adopteret ind i Guds familie som hans sønner og døtre. Som Guds børn har vi adgang til alle de rettigheder og privilegier, som et sådant familieforhold indebærer. Det ville være tåbeligt at have et forhold til Gud, som kun består af love og regler. Det ville være ligesom en søn, der ønskede at frasige sig sin position og arv for at blive en slave.
DIALOG
TIL SABBATTEN | 19. AUGUST 2017
Aktiviteter og dialog Klassens aktiviteter
Benyt evt. denne sabbat til at have en gæst på besøg, som har haft mulighed for at se på nogle af de spørgsmål, I har rejst til bibelteksten i løbet af klassens studier.
Guds Ord
• Læs stille og roligt bibelteksten igennem fra Gal 3,26-4,20. Prøv for dig selv at: - inddele denne tekst i afsnit og giv dem overskrifter, så du får en klarere fornemmelse af, hvordan Paulus argumenterer - notere spørgsmål, du har til forståelsen af ord eller udtryk. • Sammenlign med andre i din klasse og drøft afsnit og ord og udtryk med hinanden. • Bibelen taler mange steder om at være et barn, et Guds barn etc. - Betyder de altid nøjagtigt det samme? Sml. Matt 18,1-5 med teksten i Galaterbrevet. • Hvordan vil du ud fra Det Nye Testamente argumentere for sabbatten? - Prøv at dele argumenter med din klasse og lav en god liste over argumenter, du kan bruge, når du taler med ikke adventister!
Uddybende spørgsmål
• Hvad skal der til, for at et menneske kan blive medarving med Kristus? • Er noget menneske udelukket? Hvis ikke, bliver alle så frelst?
Mødet med dagligdagen
• Hvordan opfatter vi adoption i vores kultur i dag? Er ”stedmødre“ gode eller dårlige? - Tænk over eksempler fra eventyr, litteratur m.m. • Hvilke forskelle er der mellem den adoption, Paulus omtaler og adoption, som den foregår i dag?
Forstå det bedre
I det romerske samfund blev alle børn i en vis forstand ”adopterede“. Familiefaderen (den juridiske betegnelse var pater familias) vedkendte sig ved en officiel handling et barn født inden for hans husholdning. Det skete ikke ved alle fødsler. Hvis der var økonomisk vanskelige tider, hvis barnet var vanskabt, født af en slavinde, må85
DIALOG
TIL SABBATTEN | 19. AUGUST 2017
ske hvis det var en pige - i alle sådanne situationer var det langt fra unormalt, at familiefaderen ikke vedkendte sig barnet. I sådanne tilfælde blev barnet lagt ud, og i alle romerske byer var der på det offentlige torv et sted, hvor man kunne slippe af med uønskede babyer. Det var imidlertid muligt for barnet at overleve, hvis en person bestemte sig for at adoptere den baby, der var lagt ud. Det skete gennem en juridisk handling, der oversat betyder ”fremmedes venlighed“ (aliene misericordia). Det er denne kærlighed til mennesker, som ingen andre ønsker, Gud viser, når han adopterer den udstødte. Mange forskere opfatter Paulus’ henvisning ”dage, måneder, tider og år“ som en reference til de mange religiøse kalenderdage, som det hellenistiske samfund fulgte. ”Som hedninger havde Galaterne, før de blev kristne, observeret græsk-romerske rituelle kalendere.“ (Peter Oakes, Galatians, Paideia Commentary, Grand Rapids: Baker, 2015, s. 142). Året var overfyldt med dage, hvor man måtte tage hensyn til den ene eller den anden af de mange guddomme for at sikre sig mod uheld eller forbandelser. Som kristne skulle Galaterne have sluppet sådan overtro.
NOTER
86
NOTER
TIL SABBATTEN | 19. AUGUST 2017
87
9 Ugens vers
Introduktion
TIL SABBATTEN | 26. AUGUST 2017
Paulus’ pastorale appel ”Vær som jeg, brødre, for jeg er, som I er – det beder jeg jer om” (Gal 4,12). Som vi har set indtil nu, lagde Paulus ikke fingrene imellem i sin henvendelse til galaterne. Men hans stærke udtalelser afspejler ganske enkelt den inspirerede glød, han besad, når det gjaldt den åndelige velfærd i den menighed, han havde stiftet. Ud over det vigtige teologiske problem, som Paulus behandlede, handler brevet til galaterne i bred forstand også om, hvor vigtigt det er at have de sande læresætninger. Hvorfor skulle Paulus være så brændende og kompromisløs i sit brev, hvis det, vi troede, ikke havde så stor betydning, hvis doktrinær rigtighed ikke var særlig vigtig? Sandheden er selvfølgelig den, at det, vi tror og det, vi gør, har meget stor betydning, især i kernespørgsmålet om evangeliet. I Gal 4,12-20 fortsætter Paulus sin diskussion; men han skifter sin fremgangsmåde en lille smule. Han har gjort et stort nummer ud af detaljerede og teologisk sofistikerede argumenter for at overbevise galaterne om deres fejl, og nu kommer han med en mere personlig og pastoral appel. I modsætning til de falske lærere, som ikke havde nogen ægte interesse for galaterne, viser Paulus en god hyrdes ægte bekymring, ængstelse, håb og kærlighed for sin vildfarne flok. Han ønskede ikke kun at korrigere deres forkerte teologi; han forsøgte at hjælpe dem, han elskede.
Ugens tekster
88
· · · · ·
Gal 4,12-20 1 Kor 11,1 Fil 3,17 1 Kor 9,19-23 2 Kor 4,7-12
SØNDAG
20. AUGUST 2017
Paulus’ hjerte Gal 4,12-20
Hvad er hovedindholdet af Paulus’ budskab i disse vers? Det første tegn på den bekymring, som ligger Paulus meget på sinde, er hans personlige appel i vers 12. Appellen følger umiddelbart efter Paulus’ opfordring til galaterne om at være som ham. Vigtigheden af udtrykket ”det beder jeg jer om“ fremgår ikke altid tydeligt i oversættelserne. Det græske ord er deomai. Selv om det kan oversættes med ”at tilråde“ eller ”at bønfalde“, indeholder dette græske ord en stærk følelse af desperation (se 2 Kor 5,20; 8,4; 10,2). Paulus siger i virkeligheden: ”Jeg trygler jer!“ Paulus’ bekymring havde ikke kun med teologiske ideer og doktriner at gøre. Hans hjerte var bundet til disse menneskers liv; for han havde gennem sit arbejde ført dem til Kristus. Han betragtede sig som mere end kun en ven; han var deres åndelige far, og de var hans børn. Og Paulus sammenligner yderligere sin bekymring for galaterne med den bekymring og smerte, som en mor, der føder, gennemgår (Gal 4,19). Paulus havde troet, at hans tidligere arbejde havde været tilstrækkelig for en vellykket fødsel, da han oprettede menigheden. Men nu, hvor galaterne er gået bort fra sandheden, oplevede Paulus disse fødselsveer om igen for at sikre sig, at alt skulle være i orden.
Gal 4,19
Hvad var Paulus’ mål for galaterne? Hvilket resultat ønskede han at se fra alt sit arbejde med dem? Efter først at have beskrevet galaterne, som om de var formet i en moders liv, går han nu over til at tale om dem, som var de selv gravide mødre. Udtrykket ”fået skikkelse“ blev i medicinsk sammenhæng brugt til at omtale et fosters udvikling. Gennem dette billede beskriver Paulus, hvad det vil sige at være kristen, både individuelt og kollektivt som en kirke. At være en Kristi efterfølger er mere end kun en trosbekendelse; det indbefatter en total forvandling, så man kommer til at ligne Kristus. Paulus ”forventede ikke kun nogle få mindre ændringer hos galaterne, men en forvandling, der var af en sådan karakter, at hvis man så dem, så man Kristus.“ (Leon Morris, Galatians (Downers Grove, Ill.: InterVarsity Press, 1996), s. 142).
Til at tænke over
Hvordan er Kristi karakter kommet til udtryk i dit liv? På hvilke områder har du stadigvæk meget brug for at vokse? 89
MANDAG
21. AUGUST 2017
Udfordringen ved at være! 1 Kor 11,1 Fil 3,17 2 Thess 3,7-9 ApG 26,28-29
Til at tænke over
90
Hvad siger Paulus i disse tekster, som genspejles i Gal 4,12? Hvordan skal hans pointe forstås? Adskillige gange i Paulus’ breve opfordrer han de kristne til at efterligne hans egen opførsel. I hvert enkelt tilfælde fremstiller Paulus sig som et autoritativt eksempel, som de troende skulle følge. I 2 Thess 3,7-9 fremholder Paulus sig selv som et eksempel på, hvordan de kristne i Thessalonika skulle arbejde for at tjene til deres eget underhold og ikke ligge nogen andre til byrde. I 1 Kor 11,1 opfordrer Paulus korintherne til at efterligne ham i at sætte andres ve og vel først. Hans bekymring i Galaterbrevet synes at være af en lidt anden art. I Gal 4,12 beder Paulus ikke galaterne om at efterligne ham; i stedet beder han dem om at ”være som“ ham; han taler om at være, ikke at handle. Hvorfor? Problemet i Galatien var ikke uetisk opførsel eller en verdslig livsstil, som det var i menigheden i Korinth. Problemet i Galatien var forbundet med selve kristendommens kerne. Det handlede mere om ”at være“ end om opførsel. Paulus sagde ikke: opfør jer som jeg gør, men vær som jeg. Nøjagtigt det samme udtryk som i Gal 4,12 forekommer også i Paulus’ appel til kong Agrippa II i ApG 26,69, hvor Paulus siger: ”Jeg [ville] ønske til Gud, at ikke blot du, men alle, som hører mig i dag, fik det som jeg, lige bortset fra disse lænker.“ Paulus taler altså om sin erfaring som kristen, om en grundvold, der alene hviler på Kristus, en tro, der har tillid til, hvad Kristus har gjort for ham, ikke til egne lovgerninger. Galaterne gjorde deres egen opførsel vigtigere end deres identitet i Kristus. Selv om Paulus ikke direkte siger, hvordan han ønsker, at galaterne skal være som ham, antyder sammenhængen med situationen i Galatien, at det ikke var en bred udtalelse, der dækkede hver eneste side af hans liv. Hans bekymring drejede sig om galaternes lovfokuserende religion, og derfor havde Paulus formentlig i tanke den kærlighed, glæde, frihed og helt sikkert også den frelse, han havde fundet i Jesus Kristus. I lyset af Kristi altoverskyggende under havde Paulus lært at opfatte alt andet i sit liv som skarn (Fil 3,5-9), og han længtes efter, at galaterne selv skulle få den samme erfaring. Kender du nogen (ud over Jesus), der er et godt eksempel for dig? Hvilke egenskaber hos denne person finder du eksemplariske? Hvordan kan du bedre efterligne disse egenskaber i dit eget liv?
TIRSDAG
22. AUGUST 2017
Jeg er, som I er 1 Kor 9,19-23
Hvad siger Paulus i disse vers, som kan hjælpe os til bedre at forstå hans pointe i den sidste del af Gal 4,12? (Se også ApG 17,16-34; 1 Kor 8,8-13; Gal 2,11-14). Gal 4,12 kan synes en smule forvirrende. Hvorfor skulle galaterne være som Paulus, hvis han allerede var som dem? Som vi så i gårsdagens studium ønskede Paulus, at de skulle være som ham i hans fuldstændige tro og tillid til tilstrækkeligheden i det, Kristus har gjort for at frelse os. Hans kommentar om, at han var som dem, var en påmindelse om, hvordan han var blevet en hedning ”uden lov“, så han kunne vinde hedningerne blandt dem med evangeliet, selv om han var jøde. Som den store missionær til den hedenske verden havde Paulus lært at forkynde evangeliet både til jøder og hedninger. Ifølge 1 Kor 9,19-23 havde hans metoder faktisk været forskellige afhængigt af, hvem han forsøgte at nå, selv om evangeliet altid var det samme. ”Paulus var en pioner inden for det, vi i dag kalder kontekstualisering, nødvendigheden af at kommunikere evangeliet på en sådan måde, at det taler til mennesker i lyset af hele deres tilværelses sammenhæng.“ (Timothy George, The New American Commentary: Galatians (Nashville, Tenn.: Broadman & Holman Publishers, 1994), s. 321). Paulus’ egen udtalelse i 1 Kor 9,21 antyder, at han mente, der er en grænse for, hvor langt man skal gå i at tilpasse forkyndelsen af evangeliet. Han nævner fx, at selv om man er fri til at vinde jøder og hedninger på forskellige måder, indbefatter denne frihed ikke retten til at leve et lovløst liv; for de kristne er ”under Kristi lov“. Selv om det ikke altid er let at kontekstualisere, ”bør vi efterligne Paulus, så vidt vi er i stand til at adskille evangeliets kerne fra dets kulturelle svøb og kontekstualisere Kristi budskab uden at gå på kompromis med dets indhold.“ (Timothy George, Galatians, s. 321-322).
Til at tænke over
Det er så let at gå på kompromis. Og ofte ser det ud til, at jo længere man har været en kristen, jo lettere er det. Hvorfor mon det er tilfældet? Betragt dig selv ærligt. Hvor meget kompromis har sneget sig ind i dit liv, og hvordan har du forsvaret det over for dig selv? Hvordan kan du rette op på det, og på hvilke områder føler du, at det er nødvendigt? 91
ONSDAG
23. AUGUST 2017
Dengang og nu Paulus’ forhold til de troende i Galatien havde ikke altid været så vanskeligt, som det var blevet. Idet han reflekterer over den tid, hvor han først havde forkyndt evangeliet i Galatien, taler han faktisk med begejstring om, hvor godt de havde modtaget ham. Hvad var der sket? Gal 4,13
Hvilken begivenhed synes at have fået Paulus til at beslutte sig for at forkynde evangeliet i Galatien? Det havde tilsyneladende ikke været Paulus’ oprindelige hensigt at forkynde evangeliet i Galatien. Men han blev på sin rejse ramt af en eller anden sygdom, som tvang ham til enten at blive længere i Galatien end planlagt eller rejse dertil for at komme til kræfter. Der hersker mystik om Paulus’ sygdom. Nogle har hævdet, at han fik malaria; andre mener, at han fik en øjensygdom. Hans sygdom kan også have været den ”torn i kødet“, han omtaler i 2 Kor 12,7-9. Men uanset, hvad Paulus led af, fortæller han os, at det var så ubehageligt, at det blev en prøvelse for galaterne. I en verden, hvor sygdom blev betragtet som et tegn på guddommeligt mishag (Joh 9,1-2; Luk 13,1-4), kunne Paulus’ sygdom let have fået galaterne til at afvise ham og hans budskab. Men de havde taget imod ham med åbne arme. Hvorfor? Deres hjerter var blevet rørt af forkyndelsen om korset (Gal 3,1) og de var blevet overbevist af Helligånden. Hvilke begrundelser kunne de nu give for deres ændrede holdning?
Rom 8,28 2 Kor 4,7-12; 12,7-10
Hvorfor tillod Gud mon, at Paulus skulle lide? Hvordan kunne Paulus hjælpe andre, mens han kæmpede med sine egne problemer? Uanset hvori Paulus’ sygdom bestod, var den meget alvorlig, og det kunne med lethed have givet ham en undskyldning for enten at give Gud skylden for sit problem eller helt at opgive at forkynde evangeliet. Men han gjorde ingen af delene. I stedet for at lade situationen køre ham i sænk, benyttede Paulus den som en anledning til at stole helt og fuldt på Guds nåde. ”Igen og igen har Gud benyttet livets vanskeligheder – sygdom, forfølgelse, fattigdom og til og med naturkatastrofer og uforklarlige tragedier – som anledninger til at åbenbare sin barmhjertighed og nåde og som et redskab til at fremme evangeliets udbredelse.“ (Timothy George, Galatians, s. 323-324).
Til at tænke over 92
Hvordan kan du lære at lade dine prøvelser og lidelser få dig til at blive mere afhængig af Gud? (Hvilke andre alternativer har du?)
TORSDAG
24. AUGUST 2017
At sige sandheden Gal 4,16
Hvilken afgørende pointe kommer Paulus med i dette vers? Har du selv oplevet noget lignende i dit liv? (Se også Joh 3,19; Matt 26,64-65; Jer 36,17-23). Udtrykket ”sige sandheden“ har ofte en negativ klang, især i vore dage, hvor det kan opfattes som en hårdtslående taktik, hvor alle kneb gælder, og ingen undslipper, når det gælder om at informere andre om kendsgerningerne, uanset hvor ubehagelige eller uvelkomne de måtte være. Hvis ikke det var for Paulus’ bemærkninger i Gal 4,12-20 og et par andre steder spredt ud over hans brev (se Gal 6,9-10), kunne man få den fejlagtige opfattelse, at Paulus’ interesse i evangeliets sandhed var vigtigere end at udvise kærlighed. Men selv om Paulus, som vi har set, var optaget af, at galaterne skulle kende ”evangeliets sandhed“ (Gal 2,5.14), skyldtes denne bekymring hans kærlighed til dem. Hvem af os har ikke oplevet, hvor smertefuldt det kan være at skulle irettesætte nogen eller gøre dem tydeligt opmærksomme på sandheder, som de af en eller anden grund ikke ønsker at høre? Vi gør det, fordi vi holder af vedkommende, ikke fordi vi ønsker at volde smerte. Men af og til vil den umiddelbare følge af vores ord gøre ondt eller føre til vrede og bitterhed mod os. Alligevel gør vi det; for vi ved, at det er, hvad den anden har brug for at høre, uanset hvor lidt vedkommende måtte ønske det.
Gal 4,17-20
Hvad siger Paulus her om dem, han kritiserer? Hvilken kritik har han ud over deres teologi? I modsætning til den åbenhjertighed, der var i Paulus’ evangelium, og hvormed han risikerede galaternes eventuelle vrede, søgte hans modstandere med iver galaternes velvilje, ikke på grund af deres kærlighed til galaterne, men ud fra deres egne selviske motiver. Det er uklart, hvad Paulus egentlig mener, når han siger, at hans modstandere ”vil have jer for sig selv“, men det henviser måske til et forsøg på at udelukke dem fra evangeliets privilegier, indtil de har underkastet sig omskærelse.
Til at tænke over
Tænk over en situation, hvor dine ord, uanset deres sandhed og nødvendigheden af at sige dem, gjorde nogen vred på dig. Hvad lærte du af den erfaring, som kunne hjælpe dig næste gang, du har brug for at gøre noget lignende? 93
FREDAG
25. AUGUST 2017
Til videre studium ”I menighederne i Galatien havde åbenlys direkte vranglære erstattet evangeliets budskab. Kristus, vores tros sande grundvold, var så godt som opgivet og erstattet med jødedommens forældede ceremonier. Apostlen var klar over, at hvis de troende i Galatien skulle reddes fra de farlige påvirkninger, der truede dem, måtte han tage de mest virkningsfulde midler i brug og give de kraftigste advarsler. En vigtig lektie at lære for alle Kristi tjenere er at tilpasse arbejdet til forholdene hos dem, man ønsker at hjælpe. Mildhed, tålmodighed, beslutsomhed og fasthed er alle lige nødvendige; men de må alle udvises med sand kritisk sans. At behandle forskellige menneskers holdninger med visdom i forskellige situationer og forhold kræver en visdom og dømmekraft oplyst og helliggjort af Guds Ånd… Paulus appellerede til dem, som engang havde oplevet Guds kraft i deres liv, om at vende tilbage til deres første kærlighed til evangeliets sandhed. Med uigendrivelige argumenter beskrev han det privilegium at blive frie mænd og kvinder i Kristus. Ved sin forsonende nåde iklæder han alle, som helt og fuldt overgiver sig til ham, sin retfærdigheds klædning. Paulus havde det synspunkt, at enhver, som ønsker at blive frelst, må have en ægte og personlig erfaring med Gud og det, der hører ham til. Apostlens indtrængende formaninger var ikke uden frugt. Helligånden arbejdede med stor kraft, og mange hvis fødder havde gået på afveje, vendte tilbage til deres tidligere tro på evangeliet. Fra det tidspunkt var de trofaste i den frihed, Kristus havde frigjort dem til.“ (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 386-386.388). Spørgsmål til drøftelse
1. Tænk mere over spørgsmålet om lidelse, og hvordan Gud kan bruge den. Hvordan forholder vi os til situationer, hvor der ikke ser ud til at komme noget positivt ud af lidelse? 2. Mediter over tanken om, at Kristus ”får skikkelse i os.“ Hvad vil det sige rent praktisk? Hvordan kan vi vide, om det sker med os? Hvordan kan vi undgå at tabe modet, hvis det ikke sker så hurtigt, som vi synes det burde?
Resume
94
Efter en række detaljerede og teologisk spidsfindige argumenter giver Paulus nu en mere personlig og følelsesbetonet appel til galaterne. Han bønfalder dem om at lytte til hans råd og minder dem om det positive forhold, de engang havde, og om den ægte kærlighed og bekymring, han har for dem som deres åndelige far.
DIALOG
TIL SABBATTEN | 26. AUGUST 2017
Aktiviteter og dialog Guds Ord
• Paulus’ breve indeholder som regel først en teologisk del, og dernæst følger de praktiske råd. I Galaterbrevet finder vi apostlens første imperativ i 4,12: - Hvad tror du Paulus mener, når han siger til Galaterne, at ”de skal være som han“? - Hvad mener han mon med at sige, at ”jeg er, som I er“? • Læg mærke til, hvorledes Paulus tidligere har henvist til sin egen rolle og erfaring i 2,19-21: - Hvordan korsfæstes man med Kristus? - Hvad betyder dette udtryk? Og hvad betyder det evt. ikke?
Uddybende spørgsmål
• Tror du, at andre mennesker kan se omvendte kristnes forvandling? - Hvad kan ses? Hvad kan ikke ses? • Tænk over mennesker, du gerne vil være som! - Hvorfor vil du gerne ligne dem? På hvilke områder og på hvilke måder vil du evt. gerne ligne dem?
Mødet med dagligdagen
• Har du i din dagligdag været i situationer, hvor du har følt, at du var korsfæstet med Kristus? - I nogle kristne kulturer bliver påskeoptrin til spektakulære ”shows“, hvor mennesker til og med bogstaveligt lader sig korsfæste for at blive et med Kristus. - Hvordan oplever du fællesskab med Kristus i dagligdagen? • Er du nogensinde blevet irriteret over kritiske eller negative spørgsmål fra ikke-kristne? - Hvordan vil du rådgive et menighedsmedlem, der føler, at det er vanskeligt at elske de mennesker, som vi bringer evangeliet, ikke mindst hvis de ikke synes at ville høre på os?
Personligt kristenliv
• Tænk på mennesker, som du af og til deler din tro med – eller dem som simpelthen ved, at du er kristen – adventist. • Bed i dit andagtsliv for disse mennesker personligt. Bed Ånden om at give dig både kærlighed, tålmodighed og visdom i dit forhold til dem.
95
DIALOG
TIL SABBATTEN | 26. AUGUST 2017
- Bed Gud om hjælp til at forstå deres udfordringer og problemer, til oprigtigt at lytte til dem, til at respektere deres ret til at vælge - og til at elske, før du diskuterer med dem.
NOTER
96
NOTER
TIL SABBATTEN | 26. AUGUST 2017
97
10 Ugens vers
Introduktion
TIL SABBATTEN | 2. SEPTEMBER 2017
De to pagter ”Men det himmelske Jerusalem er frit, og det er vor moder” (Gal 4,26). Kristne, som afviser Det Gamle Testamentes autoritet, betragter ofte lovgivningen på Sinaj som værende i modstrid med evangeliet. De konkluderer, at pagten, der blev indstiftet ved Sinaj, repræsenterer en tidsperiode, en guddommelig orden fra en periode i menneskehedens historie, hvor frelse var baseret på lydighed mod loven. Men da folket ikke var i stand til at leve op til lovens krav, oprettede Gud (siger de) en ny pagt, en nådens pagt ved Jesu Kristi fortjeneste. Deres forståelse af de to pagter er altså, at den gamle pagt er baseret på loven, og den nye pagt på nåde. Men hvor udbredt dette synspunkt end er, er det forkert. Frelse var aldrig et resultat af lydighed mod loven; bibelsk jødedom var lige fra starten en religion baseret på nåde. Den lovtrældom, som Paulus gjorde op med i Galatien, var en forvrængning ikke alene af kristendommen, men af selve Det Gamle Testamente. De to pagter har ikke noget med tid at gøre; de genspejler i stedet menneskenes holdning. De repræsenterer to forskellige måder at forholde sig til Gud på, holdninger, der går helt tilbage til Kain og Abel. Den gamle pagt repræsenterer dem, der ligesom Kain fejlagtigt stoler på deres egen lydighed som et middel til at tilfredsstille Gud; den nye pagt derimod repræsenterer dem, der ligesom Abel stoler helt og fuldt på Guds nåde, og på, at han vil gøre alt det, han har lovet.
Ugens tekster
98
· Gal 4,21-31 · 1 Mos 1,28; 2,2-3; 3,15; 15,1-6 · 2 Mos 6,2-8; 19,3-6
SØNDAG
27. AUGUST 2017
Pagternes grundlag Mange opfatter Paulus’ fortolkning af Israels historie i Gal 4,21-31 som den vanskeligste del af hans brev. Han benytter et meget kompliceret argument, der kræver et grundigt kendskab til gammeltestamentlige personer og begivenheder. Det første skridt til at forstå dette afsnit er, at man har en grundlæggende forståelse af det gammeltestamentlige pagtsbegreb, der står centralt i Paulus’ argument. Det hebraiske ord, der oversættes med pagt, er berit. Det findes næsten tre hundrede gange i Det Gamle Testamente og henviser til en bindende kontrakt, overenskomst eller traktat. I tusindvis af år spillede pagter en væsentlig rolle i at beskrive forhold mellem mennesker og nationer i hele Mellemøsten. Slagtningen af dyr var ofte en del af processen, når en pagt blev oprettet. Det symboliserede, hvad der ville ske med den af parterne, der ikke opfyldte deres del af pagten. ”Fra Adam til Jesus kommunikerede Gud med menneskene ved hjælp af en række pagtsløfter, der drejede sig om en kommende genløser, og som kulminerede i pagten med David (1 Mos 12,2-3; 2 Sam 7,12-17; Es 11). For Israel i fangenskab i Babylon lovede Gud en mere effektiv ”ny pagt“ (Jer 31,31-34) i forbindelse med den kommende Messias af Davids slægt (Ez 36,26-28; 37,22-28).“ (Hans K. LaRondelle, Our Creator Redeemer (Berrien Springs, Mich.: Andrews University Press, 2005), s. 4). 1 Mos 1,28; 2,2-3.15-17
Hvad var grundlaget for Guds oprindelige plan med Adam i Edens have før syndefaldet? Selv om ægteskab, fysisk arbejde og sabbatten var dele af de generelle bestemmelser i pagten ved skabelsen, fokuserede den først og fremmest på Guds befaling om ikke at spise af den forbudte frugt. Pagtens grundlæggende indhold var ”adlyd og lev!“ Med en natur, der var skabt i harmoni med Gud, krævede Herren ikke noget, der var umuligt. Lydighed var menneskehedens naturlige tilbøjelighed; alligevel valgte Adam og Eva at gøre det, der ikke var naturligt, og med den handling brød de ikke alene skabelsespagten, de gjorde dens betingelser umulige for menneskene, der nu var ødelagt af synd. Gud selv ville genoprette det forhold, som Adam og Eva havde mistet. Det gjorde han ved at indføre en nådespagt baseret på det evige løfte om en frelser (1 Mos 3,15).
Til at tænke over
Læs 1 Mos 3,15, det første evangeliske løfte i Bibelen. Hvor i dette vers ser du en antydning af det håb, vi har i Kristus? 99
MANDAG
28. AUGUST 2017
Pagten med Abraham 1 Mos 12,1-5
Hvilke pagtsløfter gav Gud Abram i denne tekst? Hvad var Abrahams reaktion? Guds oprindelige løfte til Abram udgør et vigtigt afsnit af Det Gamle Testamente. Disse vers handler udelukkende om Guds nåde. Det er Gud, der giver løfterne. Abram havde intet gjort, der fortjente Guds gunst, og intet tyder på, at Gud og Abram havde samarbejdet om at komme frem til denne aftale. Gud giver alle løfterne. Abram derimod bliver kaldet til at have fuld tillid til Guds løfter, ikke en flygtig ”tro“, men en tro, der bevirker, at han – trods sine 75 år – forlader sin udvidede familie og begiver sig på vej til det land, Gud havde lovet. ”Med den ”velsignelse“, der blev givet Abraham og gennem ham alle mennesker, bekræftede Skaberen sit ønske om at frelse. Han havde ”velsignet“ Adam og Eva i Paradiset (1 Mos 1,28;5,2) og efter Syndfloden ”velsignede [Gud] Noa og hans sønner“ (1 Mos 9,1). På denne måde uddybede Gud sit tidligere løfte om en frelser, som skulle genløse menneskeheden, ødelægge det onde og genoprette Paradiset (1 Mos 3,15). Gud bekræftede sit løfte om at velsigne ”alle folkeslag“ i sin universelle handling. (Hans K. LaRondelle, Our Creator Redeemer, s. 22-23).
1 Mos 15,1-6
Hvilke spørgsmål havde Abram mht. Guds løfter, efter at have ventet i ti år på, at den lovede søn skulle fødes? Det er let at forherlige Abram som en troens mand, som aldrig havde tvivl eller spørgsmål. Men Skriften tegner et anderledes billede. Abram troede; men han havde også mange spørgsmål hen ad vejen. Hans tro voksede sig stærk. Ligesom faderen i Mark 9,24 sagde Abram i 1 Mos 15,8 i bund og grund til Gud: ”Jeg tror, hjælp min vantro.“ Ved at indgå en formel pagt forsikrede Gud i sin nåde Abram om, at hans løfte ville gå i opfyldelse (1 Mos 15,7-18). Det overraskende er ikke, at Gud indgår en pagt med Abram, men hvor langt Gud er villig til at fornedre sig for at gøre det. Andre herskere i det gamle Mellemøsten ville stejle ved tanken om at give bindende løfter til deres tjenere. Gud gav ikke alene sit ord, i sidste ende gav Jesus sit liv på Golgata for at gøre Guds løfte til virkelighed.
Til at tænke over 100
På hvilke områder er du her og nu nødt til at række ud i tro og have tillid til noget, der synes umuligt? Hvordan kan du lære at holde fast, uanset hvad der sker?
TIRSDAG
29. AUGUST 2017
Abraham, Sara og Hagar Gal 4,21-31 1 Mos 16
Hvorfor ser Paulus så negativt på denne begivenhed? Hvilken vigtig pointe understreger Paulus ved at bruge denne gammeltestamentlige beretning? Hagar var en egyptisk slave i Abrams husholdning. Hendes plads i historien i Første Mosebog er direkte forbundet med Abrams manglende tillid til Guds løfte. Efter at have ventet i ti år på den lovede søn, var Abram og Saraj stadigvæk barnløse. Sara mente, at Gud havde brug for deres hjælp, og hun gav derfor Hagar til Abram som en medhustru. Det kan virke mærkeligt for os i dag; men Sarajs plan var faktisk ret genial. Ifølge oldtidens skikke kunne en kvindelig slave på lovlig vis tjene som en erstatningsmoder for sin ufrugtbare ejerinde. Saraj kunne derfor regne ethvert barn født af sin mand og Hagar, som sit eget. Planen resulterede i et barn; men det var ikke det barn, Gud havde lovet. I denne beretning møder vi et stærkt eksempel på, hvordan selv en stor Guds mands tro svigtede, da han blev overvældet af omstændighederne. I 1 Mos 17,18-19 bønfalder Abraham Gud om at godtage Ismael som sin arving; men Herren afviste selvfølgelig hans tilbud. Det eneste mirakuløse ved Ismaels fødsel var Saras villighed til at dele sin mand med en anden kvinde! Der var ikke noget usædvanligt ved, at denne kvinde fødte et barn, et barn født ”efter naturens orden.“ Hvis Abraham havde stolet på Guds løfte i stedet for at lade omstændighederne svække hans tillid, ville intet af dette være sket, og en stor del sorg og smerte kunne være undgået.
1 Mos 17,15-19; 18,10-13 Hebr 11,11-12
Læs om forskellen mellem Ismaels fødsel og omstændighederne omkring Isaks fødsel. Hvorfor krævede disse omstændigheder så stor tro fra Abraham og Sara?
Til at tænke over
På hvilke måder har din mangel på tillid til Guds løfter forårsaget smerte i dit liv? Hvordan kan du lære af dine fejl og tage Gud på ordet, uanset hvad der sker? Hvilke valg kan du foretage, der kan styrke din evne til at stole på Guds løfter?
101
ONSDAG
Gal 4,21-31 2 Mos 6,2-8; 19,3-6 5 Mos 32,10-12
30. AUGUST 2017
Hagar og bjerget Sinaj Hvilken slags pagtsforhold ønskede Gud at oprette med sit folk på Sinaj? Hvilke ligheder er der mellem den pagt og Guds løfte til Abraham? Gud ønskede det samme pagtsforhold med Israels børn ved Sinaj, som han havde haft med Abraham. Guds ord til Abraham i 1 Mos 12,1-3 og hans ord til Moses i 2 Mos 19 understreger i begge tilfælde, hvad han vil gøre for sit folk. Han beder ikke israelitterne om at fortjene hans velsignelser; som et svar på hans velsignelser skal de være lydige. Det hebraiske ord, der i 2 Mos 19,5 oversættes med ”adlyde“, betyder bogstaveligt ”at høre“. Det, Gud siger, indebærer ikke retfærdiggørelse ved gerninger. Gud ønskede, at Israel skulle have den samme tro, som kendetegnede Abrahams respons på Guds løfter.
2 Mos 19,7-25 Hebr 8,6-7
Hvis det pagtsforhold, som Gud tilbød Israel ved Sinaj, ligner det, han gav til Abraham, hvorfor sammenkæder Paulus så bjerget Sinaj med Hagars negative erfaring? Pagten ved Sinaj skulle vise menneskehedens syndighed og Guds overvældende nåde. Dette kom til udtryk i helligdomstjenesten. Problemet med pagten ved Sinaj var ikke Guds del af den, men snarere folkets falske løfter (Hebr 8,6). I stedet for at svare på Guds løfter i ydmyghed og tro svarede israelitterne med selvsikkerhed. ”Alt, hvad Herren befaler, vil vi gøre“ (2 Mos 19,8). Efter at have levet som slaver i Egypten i over fire hundrede år havde de ingen fornemmelse af Guds ophøjethed eller af, hvor omfattende deres egen syndighed var. På samme måde som Abraham og Sara forsøgte at hjælpe Gud med at opfylde sine løfter, forsøgte Israelitterne at ændre Guds nådespagt til en gerningspagt. Hagar er et symbol på Sinaj ved, at de begge viser menneskers egne forsøg på at opnå frelse ved gerninger. Paulus påstår ikke, at loven, der blev givet på Sinaj, var ond eller er afskaffet. Han er bekymret over galaternes legalistiske vrangforestilling med hensyn til loven. ”I stedet for at overbevise dem om, hvor fuldstændigt umuligt det var at behage Gud ved at holde den, skabte loven en dybt forankret beslutning om at stole på deres personlige indsats for at behage Gud. På den måde opfyldte loven ikke den hensigt at vise dem nåde ved at lede judaisterne til Kristus; i stedet afskar den dem fra Kristus.“ (O. Palmer Robertson, The Christ of the Covenants (Phillipsburg, N.J.: Presbyterian and Reformed Publsishing Co., 1980), s. 181).
102
TORSDAG
31. AUGUST 2017
Ismael og Isak i dag Paulus’ korte gennemgang af Israels historie skulle imødegå de argumenter, som hans modstandere kom med, når de hævdede, at de var Abrahams sande afkom, og at Jerusalem, centrum for både jødisk kristendom og loven, var deres moder. De påstod, at hedningerne var illegitime; hvis de ønskede at blive sande Kristi efterfølgere, måtte de først blive Abrahams sønner ved at blive omskåret. Men, siger Paulus, sandheden er lige det modsatte. Disse lovtrælle er ikke Abrahams sønner, men er illegitime sønner, ligesom Ismael var det. Ved at sætte deres lid til omskærelsen stolede de på ”naturens orden“, ligesom Sara gjorde med Hagar, og som israelitterne gjorde med Guds lov på Sinaj. De hedningekristne derimod var Abrahams sønner, ikke ved naturlig herkomst, men ligesom Isak ved overnaturlig indgriben. ”Ligesom Isak var de opfyldelsen af løftet til Abraham …; ligesom Isak var deres fødsel til frihed følgen af guddommelig nåde; ligesom Isak hører de til i kolonnen om løftets pagt.“ James D. G. Dunn, The Epsitle to the Galatians (London: Hendrickson Publishers, 1993), s. 256). Gal 4,28-31 1 Mos 21,8-12
Hvad bliver Abrahams sande efterkommere udsat for i denne verden? At være løftets barn betød ikke kun velsignelser for Isak, men også modgang og forfølgelse. I sin henvisning til forfølgelse har Paulus ceremonien i 1 Mos 21,8-10 i tanke, hvor Isak blev fejret og æret, men hvor Ismael tilsyneladende gør nar af ham. Det hebraiske ord i 1 Mos 21,9 betyder bogstaveligt ”at le“, men Saras reaktion antyder, at Ismael hånede og gjorde nar af Isak. Ismaels opførsel synes måske ikke særlig alvorlig for os i dag; men den viser det dybereliggende fjendskab, hvor familiens førstefødselsret stod på spil. Mange herskere i oldtiden forsøgte at sikre deres stilling ved at udslette eventuelle rivaler, deriblandt også søskende (Dom 9,1-6). Men selv om Isak mødte modgang, nød han også alle de privilegier, som fulgte med at være sin fars arving, som fx kærlighed, beskyttelse og velvilje. Som åndelige efterkommere af Isak bør vi ikke blive overraskede, hvis vi møder vanskeligheder og modstand, selv inden for menighedsfamilien.
Til at tænke over
Har du været udsat for forfølgelse på grund af din tro – måske fra dem, der står dig nærmest? Eller spørg dig selv, om du er skyldig i at forfølge andre for deres tro? Tænk over det. 103
FREDAG
1. SEPTEMBER 2017
Til videre studium · Ellen White, Patriarker og profeter, ”Loven og pagterne“, s. 182-187 ”Men når pagten med Abraham indeholdt løftet om forløsning, hvorfor blev der så oprettet en anden pagt ved Sinaj? Folket havde i deres trældom for en stor del mistet kundskaben om Gud og principperne i pagten med Abraham … Gud førte dem til Sinaj, åbenbarede sin herlighed og gav dem sin lov med løfte om store velsignelser på betingelse af lydighed: ”Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I … være et kongerige af præster og et helligt folk for mig“ (2 Mos 19,5-6). Folket indså ikke deres eget hjertes syndighed, og at det var dem umuligt at holde Guds lov uden Kristus, og de indgik villigt pagten med Gud … Og dog brød de deres pagt med Gud nogle få uger efter og bøjede sig for et udskåret billede. De kunne ikke gøre sig håb om Guds nåde gennem en pagt, de havde brudt. Idet de nu indså deres syndighed og deres trang til tilgivelse, følte de, at de behøvede den frelser, der åbenbaredes i pagten med Abraham, og hvem ofringerne pegede hen til. Nu blev de ved tro og kærlighed knyttet til Gud som deres befrier fra syndens trældom. Nu var de beredt til at modtage den nye pagts velsignelser.“ (Ellen White, Patriarker og profeter, s. 186). Spørgsmål til drøftelse
1. Er din egen vandring med Gud mere den ”gamle pagt“ end ”den nye pagt“? Hvordan kan man kende forskel? 2. Hvilke problemer skaber gnidninger i din lokale menighed? Hvordan bliver de løst? Hvordan kan du sikre dig, selv om du måske føler dig ”forfulgt“, at det ikke er dig, der forfølger de andre? (Se også Matt 18,15-17). 3. Hvor mange gange har du lovet Gud, at der var bestemte ting, du ikke ville gøre, men hvor du alligevel kom til at gøre det? Hvordan hjælper denne triste kendsgerning dig til at forstå betydningen af nåde?
Resume
104
Beretningerne om Hagar, Ismael og Israels børn ved Sinaj illustrerer, hvor tåbeligt det er at forsøge at stole på vores egen indsats for at opnå det, Gud har lovet. Dette er selvretfærdighedens metode og omtales som den gamle pagt. Den nye pagt er den evige nådespagt, som først blev oprettet med Adam og Eva efter syndefaldet, fornyet med Abraham og afgørende opfyldt i Kristus.
DIALOG
TIL SABBATTEN | 2. SEPTEMBER 2017
Aktiviteter og dialog Guds Ord
• Guds første løfte til menneskene blev givet i Edens have med løftet om en Messias/forløser i 1 Mos 3,15. Læs sammen teksten. - Hvad lovede Gud at gøre? Hvornår og hvordan blev dette løfte opfyldt? - Er slangens hoved blevet knust?
Uddybende spørgsmål
• Tænk over løfter, som du aflægger, eller som andre giver dig. Tænk over løfter, der bandt, og løfter, der svigtede. - Hvilke træk gør et løfte tillidsvækkende? Hvad skal der til, for at du kan føle dig sikker på, at løftet vil blive holdt, og at det er virkeligt bindende? • Hvad gør Guds løfter tillidsvækkende? • Drøft betydningen af, at vi som kristne er borgere i det Jerusalem, som ”er oventil“, altså i det himmelske Jerusalem. - Hvad er nogle af konsekvenserne af dette syn på vores tilhørsforhold til Jerusalem og Israel?
Mødet med dagligdagen Personligt kristenliv
Prøv at samle eksempler fra ugen på løfter, vi afgiver, hvad enten de er hentet fra vores personlige liv, eller fra det offentlige rum. • Bed Gud om hjælp til ikke at love mere, end du kan holde, og at holde det, du lover. • Lav en liste over nogle af de løfter, Gud har givet, og som opmuntrer og støtter dig bedst i dit kristne liv.
Forstå det bedre
Paulus sammenligner de to kvinder, Sara (hvis navn han i øvrigt ikke nævner) og Hagar med henblik på en bestemt pointe: frihed eller slaveri! Han går ikke i detaljer med beretningen fra 1. Mosebog for at analysere de to kvinders handlinger og give en vurdering af deres personlighed. Paulus fremhæver den afgørende forskel mellem Ismael og Isak i lyset af en dyb forståelse af beretningerne om Abraham. Abraham havde forsøgt at få en søn med Hagar (1 Mos 16) og sikre sig Guds velsignelser, fordi Sara var blevet gammel, og Abraham var blevet usikker på, om Gud var i stand til at holde sit løfte fra 1 Mos 12,1-3 og 15,1-6. Men Gud åbenbarede sig atter for Abraham, denne gang 105
DIALOG
TIL SABBATTEN | 2. SEPTEMBER 2017
som ”Gud den Almægtige“ (1 Mos 17,1), og gentog løftet om en søn gennem Sara. Denne søn blev Isak. Han var altså ikke født af en trælkvinde, og han var ikke født, fordi Abraham søgte at hjælpe Gud, men i kraft af Guds løfte. Derfor siger Paulus, at han blev født ”med den frie kvinde ved et løfte“ (Gal 3,23).
NOTER
106
NOTER
TIL SABBATTEN | 2. SEPTEMBER 2017
107
11 Ugens vers
Introduktion
TIL SABBATTEN | 9. SEPTEMBER 2017
Frihed i Kristus ”Brødre, I blev kaldet til frihed. Brug blot ikke friheden som et påskud for kødet, men tjen hinanden i kærlighed” (Gal 5,13). I Gal 2,4 henviste Paulus ganske kort til, hvor vigtigt det er at beskytte den ”frihed”, vi har i Kristus Jesus. Men hvad mener Paulus, når han så ofte taler om ”frihed”? Hvad indbefatter denne frihed? Hvor langt går den? Har den nogen grænser? Og hvilken forbindelse har frihed i Kristus med loven? Paulus behandler disse spørgsmål ved at advare galaterne om to farer. Den første er lovtrældom. Paulus’ modstandere i Galatien var så optaget af at fortjene Guds nåde ved deres egne gerninger, at de havde glemt den frigørelse, Kristi gerning indebar, og den frelse, de allerede havde i Kristus ved tro. Den anden trussel er tendensen til at misbruge den frihed, Kristus har tilvejebragt for os, ved at falde tilbage i tøjlesløshed. De, som har dette synspunkt, går fejlagtigt ud fra, at frihed er uforenelig med loven. Både lovtrældom og tøjlesløshed er i modstrid med loven; for begge holder deres tilhængere i en form for slaveri. Paulus appellerer til galaterne om at holde fast ved den sande frihed, som retmæssigt er deres i Kristus.
Ugens tekster
108
· · · · ·
Gal 5,1-15 1 Kor 6,20 Rom 8,1 Hebr 2,14-15 Rom 8,4; 13,8
SØNDAG
3. SEPTEMBER 2017
Kristus har frigjort os Gal 5,1
Gal 1,3-4; 2,16; 3,13
Som en militærleders kampråb til sine vaklende tropper udfordrer Paulus galaterne til ikke at opgive deres frihed i Kristus. Paulus’ kraftige og intense ordvalg får næsten ordene til at løfte sig fra tekst til handling. Og det ser ud til, at det lige netop er Paulus’ hensigt. Selv om dette vers tematisk hænger sammen med både det, der er gået forud, og det, der følger efter, antyder dets afsnuppethed og mangel på syntaktisk sammenhæng på græsk, at Paulus ønskede, at dette vers skulle fremstå som et kæmpestort reklameskilt. Frihed i Kristus opsummerer hele Paulus’ argument, og galaterne var i fare for totalt at smide den væk. Hvilke billeder bruges i disse vers, og hvordan hjælper de os til at forstå, hvad Kristus har gjort for os? Paulus’ ord: ”Til den frihed har Kristus befriet os“ (Gal 5,1) kan antyde, at han her har et andet billede i tanke. Ordlyden i det første udtryk ligner den formel, der blev brugt i slavers hellige befrielsesritual. Da slaver ikke havde nogle juridiske rettigheder, blev det antaget, at en guddom kunne købe deres frihed, og til gengæld ville en slave, selv om han var blevet befriet, i juridisk forstand tilhøre guden. Rent praktisk var dette selvfølgelig en rent fiktiv proces; det var slaven, der betalte penge til templet for sin frihed. Tænk fx over den formel, der bruges i en af de næsten to tusind år gamle inskriptioner, der findes i templet for Pythian Apollo i Delfi fra år 201 f.Kr. til 100 e.Kr.: ”Til frihed købte Pythian Apollo fra Sosibus fra Amphissa en kvindelig slave, hvis navn er Nicaea … Beløbet for Nicaea er … overgivet til Apollo for hendes frihed.“ (Ben Witherington III, Grace in Galatia (Grand Rapids, Mich.: William B. Eerdmans Publishing Company, 1998), s. 340). Denne formel har en tydelig lighed med Paulus’ ordlyd; men der er en grundlæggende forskel. I Paulus’ billedbrug er der intet fiktivt. Vi tilvejebragte ikke selv købesummen for vores frihed (1 Kor 6,20; 7,23). Prisen var alt for høj for os. Vi var ikke i stand til at frelse os selv; men Jesus greb ind og gjorde det, vi ikke selv kunne gøre. Han betalte prisen for vores synd og befriede os dermed fra fordømmelse.
Til at tænke over
Tænk over dit eget liv. Tror du af og til, at du kan frelse dig selv? Hvad bør dit svar fortælle dig om, hvor taknemlig du bør være for det, vi er blevet givet i Jesus?
109
MANDAG
4. SEPTEMBER 2017
Den kristne friheds væsen Forud for Paulus’ opfordring til at stå fast i frihed kommer han med en meget vigtig udtalelse: ”Til den frihed har Kristus befriet os.“ Hvorfor skal de kristne stå fast i deres frihed? Fordi Kristus allerede har befriet dem. Vores frihed er med andre ord en følge af, hvad Kristus allerede har gjort for os. Dette mønster, hvor en faktuel udtalelse efterfølges af en opfordring, er typisk for Paulus’ breve (1 Kor 6,20; 10,13-14; Kol 2,6). I Rom 6 giver Paulus fx en række faktiske teologiske sandheder om vores tilstand i Kristus, så som ”Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham“ (Rom 6,6). På baggrund af denne kendsgerning kan Paulus dernæst komme med en imperativ opfordring: ”Lad derfor ikke synden herske i jeres dødelige legeme, så I adlyder dets lyster“ (Rom 6,12). Dette er i virkeligheden Paulus’ måde at sige: ”Bliv, hvad I allerede er i Kristus.“ Det etiske indhold af evangeliet betyder ikke, at vi skal slæbe rundt på den byrde det ville være selv at forsøge at gøre noget for at bevise, at vi er Guds børn. I stedet gør vi, hvad vi gør, fordi vi allerede er hans børn. Rom 6,14.18 Rom 8,1 Gal 4,3.8; 5,1 Hebr 2,14-15
Hvad har Kristus befriet os fra? Anvendelsen af ordet frihed til at beskrive det kristne liv er mere fremtrædende i Paulus’ breve end noget andet sted i Det Nye Testamente. Ordet frihed og forskellige bøjninger af det forekommer 28 gange i Paulus’ breve; men kun 13 gange i resten af Det Nye Testamente. Hvad mener Paulus med frihed? For det første er det ikke kun et abstrakt begreb. Det henviser ikke til politisk frihed, økonomisk frihed, eller frihed til at leve, som det passer en. Tvært imod, det er en frihed, der er forankret i vores forhold til Jesus Kristus. Sammenhængen indikerer, at Paulus henviser til frihed fra en lovbaseret kristendoms slaveri og fordømmelse. Men vores frihed indbefatter meget mere end det. Det indbefatter frihed fra synd, evig død og Djævlen. ”Adskilt fra Kristus karakteriseres menneskenes tilværelse som trældom – trældom under loven, trældom under synd, kødet og Djævlen. Gud sendte sin søn til verden for at bryde disse slaveejeres herredømme.“ (Timothy George, Galatians, s. 354).
Til at tænke over 110
Hvad føler du dig slavebundet til i dit liv? Lær Gal 5,1 udenad og bed Gud om at gøre den frihed, du har i Kristus, til en virkelighed i dit liv.
TIRSDAG
5. SEPTEMBER 2017
De farlige følger af lovtrældom Den måde, Paulus introducerer Gal 5,2-12, angiver betydningen af det, han vil sige. ”Se“, ”Lyt“, ”Bemærk mine ord,“ er forskellige oversættelsesmuligheder. ”Jeg, Paulus, siger jer.“ Paulus går lige til sagen. Med sin kraftige brug af ordet ”se“, påkalder han ikke alene sine læseres fulde opmærksomhed, han bruger også sin apostolske myndighed. Han ønsker, at de skal forstå, at hvis hedningerne skal underkastes omskærelse for at blive frelst, må galaterne indse de farlige følger, som deres beslutning medfører. Gal 5,2-12
Hvad advarer Paulus imod med hensyn til hele spørgsmålet vedrørende omskærelse? Paulus’ sprogbrug i vers 2 og 3 indeholder et interessant ordspil. Han siger, at Kristus intet vil gavne dem (ophelesei); de vil i stedet være forpligtede (opheiletes) til at holde loven. Hvis en person ønsker at leve efter loven, kan vedkommende ikke bare tilfældigt udvælge de regler, han ønsker at overholde. Det er enten alt eller intet. For det andet vil de blive ”afskåret fra Kristus“. En beslutning om at blive retfærdiggjort ved gerninger indbefatter samtidigt en afvisning af Guds retfærdiggørelse af os i Kristus. ”I kan ikke få begge dele. Det er umuligt at modtage Kristus og dermed erkende, at du ikke kan frelse dig selv, og derefter acceptere omskærelse, hvormed du påstår, at du kan.“ (John R. W. Stott, The Message of Galatians (Leicester, England: InterVarsity Press, 1968), s. 133). Paulus’ tredje indvending mod omskærelse er, at det forhindrer åndelig vækst. Han sammenligner med en løber, hvis fremdrift mod målstregen bevidst er blevet saboteret. Hans brug af ordet ”hindret“ (vers 7) blev faktisk brugt i militære kredse til at betegne ”ødelæggelsen af en vej eller en bro eller placeringen af forhindringer i vejen for fjenden for at forhindre hans fremgang.“ (The SDA Bible Commentary, 6. bind, s. 978). Til sidst vil omskærelse fjerne korsets forargelse. Hvordan? Budskabet om omskærelse tilkendegiver, at du kan frelse dig selv; og det er derfor flatterende for menneskenes stolthed. Korsets budskab er derimod anstødelig for menneskers stolthed; for vi er nødt til at erkende, at vi helt og fuldt er afhængige af Kristus. Paulus er så vred over disse mennesker, fordi de insisterer på omskærelse, at han siger, han ville ønske, at kniven ville glippe, og de ville kastrere sig selv! Barske ord, men Paulus’ tone genspejler ganske enkelt, hvor alvorligt han ser på denne sag. 111
ONSDAG
6. SEPTEMBER 2017
Frihed, ikke tøjlesløshed Gal 5,13 markerer et vigtigt vendepunkt i Galaterbrevet. Indtil nu har Paulus fokuseret helt og fuldt på det teologiske indhold af sit budskab. Nu går han over til at tale om kristen opførsel. Hvordan bør en person, der ikke frelses ved lovgerninger, leve? Gal 5,13
Hvilket eventuelt misbrug af frihed ønskede Paulus at forhindre? Paulus var godt klar over den mulige misforståelse, der fulgte med hans understregning af den nåde og frihed, de troende har i Kristus (Rom 3,8; 6,1-2). Problemet var ikke Paulus’ evangelium, men den menneskelige tendens til selvisk nydelse. Historiebøgerne er fulde af beretninger om mennesker, byer og nationer, hvis korruption og moralske kaos var direkte knyttet til deres mangel på selvkontrol. Dette er grunden til, at Paulus så tydeligt kalder Jesu efterfølgere til at undgå at give efter for kødets begær. Han ønsker, at de skal gøre det modsatte, nemlig ”tjen[e] hinanden i kærlighed“. Vores frihed i Kristus er altså ikke kun en frihed fra verdens trældom, men et kald til en ny slags tjeneste, nemlig den opgave at tjene andre i kærlighed. Det er ”anledningen til uhindret at elske vores næste, muligheden for at skabe menneskelige samfund, der er baseret på, at man gensidigt giver sig selv frem for at kæmpe for personlig magt og status.“ (Sam K. Williams, Galatians (Nashville, Tenn.: Abingdon Press, 1997), s. 145). I dag kender vi kristendommen og ordlyden i moderne oversættelser af Gal 5,13 godt. Det er derfor let at overse den utrolige effekt, disse ord ville have på galaterne. Først af alt indikerer det græske sprog, at den kærlighed, der motiverer til denne slags tjeneste, ikke er almindelig menneskelig kærlighed. Det ville være umuligt; for menneskelig kærlighed gives i reglen på betingelser. På græsk indsætter Paulus den bestemte artikel før ordet kærlighed, og det indikerer, at han taler til ”den“ guddommelige kærlighed, som ”er udgydt i vore hjerter ved Helligånden“ (Rom 5,5). Den virkelige overraskelse ligger i det faktum, at det ord, der oversættes med ”tjen“, på græsk er ordet for at blive gjort til slave. Gud har ikke givet os frihed, for at vi skal være vores egne herrer, men for at vi gensidigt skal være hinandens tjenere/slaver bygget på Guds kærlighed.
Til at tænke over 112
Vær ærlig: har du nogen sinde ment, at du kunne bruge den frihed, du har i Kristus, til at give efter for lidt synd her og der? Hvad er faren ved en sådan tankegang?
TORSDAG
Gal 5,13-15 Gal 5,3 Gal 5,14
7. SEPTEMBER 2017
Hele lovens opfyldelse Hvad er forholdet mellem Paulus’ negative udtalelse om ”at holde hele loven“ og hans positive bemærkning om, at ”hele loven er opfyldt“? Sammenlign Rom 10,5; Gal 3,10.12; 5,3 med Rom 8,4; 13,8; Gal 5,14. Mange har set kontrasten mellem Paulus’ negative udtalelse om at ”holde hele loven“ og hans positive forsikring om, at ”hele loven er opfyldt“ som et paradoks. Men det er det egentlig ikke. Løsningen ligger i det faktum, at Paulus med vilje bruger hvert udtryk for at markere en vigtig forskel mellem to måder at definere kristen opførsel på i forhold til loven. Det er fx vigtigt at bemærke, at når Paulus positivt omtaler de kristnes lydighed mod loven, beskriver han det aldrig som ”lovgerninger“. Det udtryk bruges udelukkende om den misforståede opførsel hos dem, der lever under loven og forsøger at fortjene Guds nåde ved at ”gøre“ det, loven kræver. Det betyder ikke, at de, som har fundet frelse i Kristus, ikke er lydige. Det kunne ikke være mere forkert. Paulus siger, at de ”opfylder“ loven. Det, han mener, er, at sand kristen opførsel er meget mere end ydre lydighed eller kun at ”gøre“ det, loven siger; den ”opfylder“ loven. Paulus bruger ordet ”opfylder“, fordi det rækker langt videre end kun ”at gøre“. Denne lydighed har sin grundvold i Jesus (se Matt 5,17). Den opgiver ikke loven, den reducerer den ikke bare til ”kærlighed“; men gennem den kan de troende erfare hele lovens sande hensigt og betydning!
3 Mos 19,18 Mark 12,31.33 Matt 19,19 Rom 13,9 Jak 2,8
Til at tænke over
Hvor siger Paulus, at lovens fulde betydning findes? Selv om det er et citat fra 3. Mosebog, er Paulus’ udtalelse i Galaterbrevet egentlig baseret på Jesu brug af 3 Mos 19,18. Jesus var ikke den eneste jødiske lærer, der henviste til 3 Mos 19,18 som en opfyldelse af hele loven. Rabbineren Hillel, som levede ca. et hundrede år før Jesus, sagde: ”Det, der er afskyeligt for dig, skal du ikke gøre mod din næste; dette er hele loven.“ Men Jesu synsvinkel er totalt anderledes (Matt 7,12). Ikke alene er den mere positiv; men den viser også at lov og kærlighed ikke er uforenelige. Uden kærlighed er loven tom og kold; uden lov har kærligheden ingen retning. Hvad er lettest, og hvorfor: at elske andre, eller at adlyde De Ti Bud? Del dit svar med klassen på sabbatten. 113
FREDAG
8. SEPTEMBER 2017
Til videre studium ”Sand tro kommer altid til udtryk i kærlighed. Når du ser hen til Golgata, er det ikke for at berolige din sjæl for ikke at gøre din pligt, ej heller for at få dig selv til at falde i søvn, men for at skabe tro på Jesus, en tro, der vil arbejde og rense sjælen fra selviskhedens urenheder. Når vi i tro griber fat i Kristus, er vores gerning kun lige begyndt. Alle mennesker har forkerte og syndige vaner, som det kræver en stærk kamp at overvinde. Hver eneste sjæl forventes at kæmpe troens strid. Hvis man er en Kristi efterfølger, kan man ikke være kynisk i forhandlinger, hårdhjertet eller uden medfølelse. Man kan ikke bruge grov tale. Man kan ikke være fuld af opblæsthed og selvfølelse. Man kan ikke være overlegen, ej heller kan man bruge hårde ord eller kritisere og fordømme. Kærlighedens gerninger kommer af troens værk. Bibelens religion indebærer konstant arbejde. ”Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.“ ”Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse, for det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje.“ Vi skal være ivrige efter at gøre gode gerninger og sørge for at holde dem ved lige. Og dette siger det troværdige og sanddru vidne: ”Jeg kender dine gerninger.“ Det er rigtigt, at vores travle aktiviteter ikke i sig selv vil sikre os frelse; men det er også rigtigt, at tro, der forener os med Kristus, vil vække sjælen til handling (MS 16, 1890).“ (Ellen White kommentar, The SDA Bible Commentary, 6. bind s. 1111). Spørgsmål til drøftelse
1. Gennemgå sammen i klassen jeres svar fra torsdagens afsnit. Hvilket valg syntes de fleste var det letteste, og hvorfor? Hvilke vigtige sandheder er forbundet med lydighed mod loven? 2. Paulus siger, at tro viser sig i gerning. Hvad betyder det? 3. Tænk over ideen om, at man kan bruge friheden i Kristus til at give efter for synd. Hvorfor er det så let at gøre det? Hvilken fælde falder man i, hvis man mener det? (Se 1 Joh 3,8.)
Resume
114
Frihed er et af Paulus’ yndlingsord, når han definerer evangeliet. Det indbefatter det, Kristus har gjort for os ved at befri os fra denne verdens trældom, men også, at vi er kaldet til at leve et kristent liv. Vi må være varsomme, så vores frihed ikke fører til enten lovtrældom eller til tøjlesløshed. Kristus har ikke sat os fri, for at vi skulle tjene os selv, men for at vi kan give vores liv til tjeneste for vores næste.
DIALOG
TIL SABBATTEN | 9. SEPTEMBER 2017
Aktiviteter og dialog Guds Ord
• Prøv individuelt og/eller sammen at læse nogle af Paulus’ breve igennem, ikke mindst den anden halvdel af dem, hvor han komme med praktiske råd om, hvordan vi bør leve. - Hvad siger Paulus i praksis om, hvordan man bør leve som kristen? Kan du give eksempler på, hvorledes hans råd forudsætter den etik, som moralloven og de Ti Bud fremstiller? • Hvad mener han med vendingen ”tro, virksom i kærlighed“? (Jf. Rom 13,8-10) - Kan vi gøre godt mod andre mennesker uden at elske dem? (Jf. 1 Kor 13,1-3) - Hvad forskel gør det, om vi udfører det gode af kærlighed eller ej? • Hvad mener Paulus mon med vendingen ”det håb, som retfærdigheden giver“ (Gal 5,5)? - Tænker han på din og min retfærdighed - eller på Jesu retfærdighed? - Hvad går håbet ud på? · Håber Paulus på en verden med ægte retfærdighed? Eller er han (og du og jeg) kun interesseret i de positive følger, evigt liv etc.?
Uddybende spørgsmål
• Hvad vil du/I sige til en person, der hævder, at hvis man holder sabbatten hellig, er man ”faldet ud af nåden“? - Hvad vil du sige til en person, der hævder, at hvis man er ophørt med at ”give falsk vidnesbyrd“, er man ”faldet ud af nåden“? • Hvis frihed i Kristus ikke betyder, at man kan leve lige, som man har lyst til, hvori består da denne frihed? - Giv eksempler. • Tænk over og drøft evigheden i Guds rige! - Hvordan tror du, at mennesker lever sammen i Guds rige? · Selvisk, uselvisk? · Holder de loven? Er der retfærdighed, lighed, ærlighed?
Mødet med dagligdagen
• Mange mennesker med høje moralske standarder hjælper andre mennesker, fordi de føler, at de skal. Prøv at sætte dig i de fattige eller undertryktes sted! 115
DIALOG
TIL SABBATTEN | 9. SEPTEMBER 2017
- Hvordan føles det, når andre hjælper dig, fordi de føler, at de skal? - Hvordan tror du, det opleves, når kristne hjælper, fordi de ønsker at stå sig bedre med Gud? Til at tænke over
NOTER
116
For Martin Luther var det en afgørende del af den kristne frihed, at vi som kristne er sat fri til at elske andre for deres egen skyld! Vi gør det ikke for at fortjene os Guds nåde eller tilgivelse - den har vi allerede!
NOTER
TIL SABBATTEN | 9. SEPTEMBER 2017
117
12 Ugens vers
Introduktion
TIL SABBATTEN | 16. SEPTEMBER 2017
At leve i Ånden ”Hvad jeg mener, er: I skal leve i Ånden og ikke følge kødets lyst” (Gal 5,16). En af de mest elskede salmer i den engelsktalende verden er Robert Robinsons ”Come, Thou Fount of Every Blessing.” Robinson var ikke altid en troende. Hans far døde, da Robert var meget ung, og det fyldte ham med vrede. Han begyndte at leve i udsvævelser og druk. Men en dag hørte han den berømte prædikant George Whitefield, og han overgav sit liv til Gud og blev senere metodistpræst. Han skrev sin kendte salme, som oprindeligt indeholdt linjerne: Lad mit skyldbetyngte hjerte finde nåderum hos dig Bundet af din godheds lænker ikke gå sin egen vej. Alt for villigt til at flakke og forlade frelsens Gud Beder jeg dig: tag mit hjerte, bind det fast med dine bud. Men en eller anden redaktør, der ikke brød sig om linjen om den kristnes hjerte, der går på afveje, ændrede ordlyden af den næstsidste linje til: ”Altid villig til at takke og at tjene dig, min Gud.” På trods af redaktørens gode hensigt beskriver den originale tekst temmelig nøjagtigt den kristnes kamp. I troende kristnes liv kæmper kødet og Ånden med hinanden. Selv om vores syndige natur altid vil være tilbøjelig til at komme på afveje fra Gud, behøver vi ikke at være slavebundet af kødet, hvis vi er villige til at overgive os til Guds Ånd. Dette er hovedtemaet i Paulus’ budskab i teksterne for denne uge.
Ugens tekster
118
· · · · · ·
Gal 5,16-25 5 Mos 13,4-5 Rom 7,14-24 Jer 7,9 Hos 4,2 Matt 22,35-40
SØNDAG
10. SEPTEMBER 2017
At vandre i Ånden Gal 5,16 5 Mos 13,4-5 Rom 13,13 Ef 4,1. 17 Kol 1,10
Nogle bibeloversættelser, bl.a. den danske fra 1948, siger: ”I skal vandre i Ånden.“ Hvad er forbindelsen mellem ideen at ”vandre“ og et liv i tro? ”At vandre“ er et billede, der er hentet fra Det Gamle Testamente og henviser til, hvordan et menneske bør leve. Paulus, som selv var jøde, benytter ofte dette billede i sine breve til at beskrive den opførsel, der bør kendetegne det kristne liv. Hans brug af dette billede hænger sandsynligvis også sammen med det første navn, der blev brugt om den tidlige kirke. Før Jesu efterfølgere blev kaldt kristne (ApG 11,26), var de ganske enkelt kendt som dem, der fulgte ”Vejen“ (Joh 14,6; ApG 22,4; 24,14). Dette indikerer, at meget tidligt var kristendommen ikke kun et sæt teologiske trospunkter, der havde Jesus som deres centrum; men det var også en livets ”vej“, der skulle ”vandres“. Hvordan adskiller Paulus’ brug af billedet med at vandre sig med det, vi finder i Det Gamle Testamente? Sammenlign 2 Mos 16,4; 3 Mos 18,4; Jer 44,23 med Gal 5,16. 25; Rom 8,4. I Det Gamle Testamente blev opførsel ikke defineret kun som ”at vandre“, men mere bestemt ”at vandre i loven“. Halakhah er det juridiske udtryk, som jøderne brugte, når de henviste til de love og regler, der fandtes både i loven og i forfædrenes rabbinske traditioner. Halakhah bliver oftest oversat med ”den jødiske lov“, men ordet stammer egentlig fra det hebraiske ord, der betyder ”at vandre eller gå“, og henviser til ”den vej, man skal gå.“ Paulus’ opfordring til at ”vandre i Ånden“ er ikke en modsætning til lydighed mod loven. Han fremsætter ikke den tanke, at de kristne bør leve på en måde, der overtræder loven. Paulus er ikke em modstander af loven eller af lydighed mod loven. Han er en modstander af den legalistiske måde, loven blev misbrugt på. Den sande lydighed, som Gud ønsker, kan aldrig opnås gennem ydre tvang, men kun gennem en indre motivation, der skabes af Helligånden (Gal 5,18).
Til at tænke over
Hvordan har din erfaring med at ”vandre i Ånden“ været? Hvordan gør man det? Hvilke ting i dit liv kan gøre denne vandring vanskeligere?
119
MANDAG
11. SEPTEMBER 2017
Den kristnes strid ”For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil“ (Gal 5,17). Hvordan har du i dit eget liv som kristen oplevet den barske og smertefulde virkelighed i disse ord? Se også Rom 7,14-24 Den strid, som Paulus beskriver, er ikke ethvert menneskes strid; det handler specifikt om den indre kamp, der foregår i den kristne. Fordi mennesker er født med kødets lyst (Rom 8,7), er det kun, når vi fødes igen ved Ånden, at den virkelige åndelige strid begynder at vise sig (Joh 3,6). Det betyder ikke, at ikke-kristne aldrig oplever moralske konflikter; det gør de. Men selv en sådan konflikt er en følge af Åndens påvirkning. Den kristnes strid derimod, er af en helt anden dimension; for den troende har to naturer, kødet og Ånden, der kæmper mod hinanden. Ned igennem historien har de kristne længtes efter at slippe for denne kamp. Nogle har forsøgt at gøre en ende på denne strid ved at isolere sig fra verden, mens andre har hævdet, at den syndige natur kan udslettes ved en eller anden guddommelig nådeshandling. Begge forsøg er en misforståelse. Helligåndens kraft kan virkelig undertrykke kødets lyster; men striden vil fortsætte på forskellige måder, indtil vi får et nyt legeme, når Jesus kommer igen. At flygte fra verden hjælper ikke; for uanset hvor vi tager hen, tager vi kampen med os, indtil vi dør, eller Jesus kommer igen. Fordi vi har to naturer, er vi bogstaveligt talt på begge sider af striden samtidigt. Den åndelige del af os ønsker det, der er åndeligt, og afskyr kødet. Men den kødelige del af os længes efter de ting, der er kødelige og i modstrid med Ånden. Siden den omvendtes sind i sig selv er for svag til at modstå kødet, er vores eneste håb for at undertrykke kødet, at vi dagligt beslutter os for at stå på Åndens side imod vores syndige jeg. Dette er grunden til, at Paulus kommer med en så stærk opfordring til at vandre i Ånden. Til at tænke over
120
Hvilket råd kan du, ud fra din egen erfaring med kampen mellem disse to sider, give til en kristen, der forsøger at forstå den vedvarende kamp mod selvet?
TIRSDAG
12. SEPTEMBER 2017
Kødets gerninger Efter at have introduceret den strid, der foregår mellem kødet og Ånden, uddyber Paulus i Gal 5,18-26, hvad denne kontrast betyder, ved at give en liste over moralske laster og dyder. Sådanne lister over dyder og laster var almindelige i både jødisk og græsk-romersk litteratur. Disse lister beskrev visse former for opførsel, man skulle holde sig fra, og dyder, der skulle efterlignes. Undersøg grundigt de lister over laster og dyder, der gengives i følgende tekster: Jer 7,9; Hos 4,2; Mark 7,21-22; 1 Tim 3,2-3; 1 Pet 4,3; Åb 21,8. På hvilke måder ligner Paulus’ liste i Gal 5,19-24 disse andre lister, og hvordan adskiller den sig? Selv om Paulus var godt kendt med sådanne lister over laster og dyder, er der en stor forskel i hans måde at bruge de to lister i Galaterbrevet på. For det første henviser han ikke til dem på samme måde, selv om han opstiller kontrasten mellem dem. Han betegner listen over laster som ”kødets gerninger“, men listen over dyder som ”Åndens frugt“. Dette er en meget vigtig forskel. James D. G. Dunn skriver: ”Kødet kræver, men Ånden producerer. Den ene liste udstråler nervøs selvsikkerhed og hektisk selvtilfredsstillelse; men den anden liste taler mere om omsorg for andre, renhed, udholdenhed, pålidelighed. Den ene beskriver menneskelig manipulation, den anden guddommelig muliggørelse eller nådestildeling og underbygger den pointe, at indre forvandling er en kilde til ansvarlig opførsel. (The Epistle to the Galatians, s. 308). Den anden interessante forskel mellem Paulus’ to lister er, at listen over laster bevidst omtales i flertal: ”Kødets gerninger“. ”Åndens frugt“ derimod er ental. Denne forskel antyder måske, at et liv levet i kødet kun kan føre til splittelse, uro, splid og uenighed. Et liv levet i Ånden derimod fører til en Åndens frugt, som viser sig i ni egenskaber, der fører til enhed. I denne sammenhæng påstår nogle, at det ikke betyder noget, hvad et menneske tror om Gud, så længe man er oprigtig. Intet kunne være mere forkert. Paulus’ liste over laster antyder det modsatte. Forkert opfattelse af Gud fører til fordrejede ideer om seksuel opførsel og religion og etik og fører til opløsningen af medmenneskelige forhold. Endvidere kan det resultere i, at man mister det evige liv (Gal 5,21). Til at tænke over
Se igen på listen over ”Kødets gerninger“. Hvordan er hvert punkt på listen en overtrædelse af et eller flere af De Ti Bud? 121
ONSDAG
13. SEPTEMBER 2017
Åndens frugt ”Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. Alt dette er loven ikke imod!“ (Gal 5,22-23). Hvordan genspejler lydighed mod De Ti Bud Åndens frugt, som den beskrives i disse vers? (Se også Matt 5,21-22. 27-28; 22,35-40). De Ti Bud er ikke et alternativ til kærlighed; de hjælper os til at finde ud af, hvordan vi skal vise kærlighed, både over for Gud og vores medmennesker. Uanset, hvor meget kærlighed går ud over lovens bogstav, er kærlighed ikke i strid med loven. Tanken om, at kærlighed til Gud og kærlighed til vores næste afskaffer De Ti Bud giver lige så meget mening som at sige, at kærlighed til naturen afskaffer loven om tyngdekraft. I modsætning til de femten et-ords beskrivelser af kødets gerninger, beskrives Åndens frugt i ni elegante dyder. Forskere mener, at disse ni dyder er opstillet i tre grupper af tre; men der er meget lidt enighed om betydningen af deres rækkefølge. Nogle ser en underforstået henvisning til treenigheden i tallet tre; andre mener, at disse tre grupper af tre er en henvisning til, hvordan vi skal forholde os til Gud, til vores næste og til os selv; og andre ser listen dybest set som en beskrivelse af Jesus. Selv om hvert af disse synspunkter har noget i sig, bør den afgørende pointe ikke overses, nemlig at Paulus lægger meget stor vægt på kærlighed i den kristnes liv. Den kendsgerning, at Paulus nævner kærlighed først af de ni dyder er ikke tilfældig. Han har allerede i Gal 5,6 og 13 understreget den centrale rolle, kærlighed spiller i det kristne liv, og han indbefatter det i sine andre lister over dyder (2 Kor 6,6; 1 Tim 4,12; 6,11 og 2 Tim 2,22). Alle de andre dyder findes også i ikke-kristne lister; men kærlighed er enestående for kristne lister. Alt dette viser, at kærlighed ikke kun bør ses som en af mange dyder, men som den afgørende kristne dyd, der er nøglen til alle de andre dyder. Kærlighed er Åndens ypperste frugt (1 Kor 13,13; Rom 5,5), og den bør definere enhver kristens liv og holdninger (Joh 13,34-35), uanset hvor svært det til tider kan være at vise kærlighed. Til at tænke over
122
Hvor meget selvfornægtelse kræver kærligheden? Kan man elske uden at fornægte sig selv? Hvad lærer Jesus os om kærlighed og selvfornægtelse?
TORSDAG
14. SEPTEMBER 2017
Vejen til sejr Selv om der hele tiden vil finde en indre kamp sted mellem kødet og Ånden i hver eneste troendes hjerte, behøver kristenlivet ikke at domineres af nederlag, fejl og synd. Gal 5,16-26
Hvad er ifølge disse vers nøglen til at leve et liv, hvor Ånden sejrer over kødet? Gal 5,16-26 indeholder fem væsentlige udsagnsord, der beskriver det liv, hvor Ånden hersker. For det første må den troende ”vandre“ i Ånden (vers 16). Det græske ord peripateo, som bruges, betyder at ”gå omkring eller følge efter“. Den berømte græske filosof Aristoteles’ efterfølgere blev kendt som hans ”peripatetere“, fordi de fulgte Aristoteles over alt, hvor han gik. Det faktum, at udsagnsordet i Gal 5,16 er i nutid, indikerer, at Paulus ikke taler om en lejlighedsvis gåtur, men en daglig erfaring. Siden det er en formaning om ”at vandre“ i Ånden, er det desuden indforstået, at vi hver dag må foretage et valg om at vandre i Ånden. Det næste udsagnsord er ”at drives“ (vers 18). Dette antyder, at vi også må lade Ånden lede os der, hvor vi skal gå (sml. Rom 8,14; 1 Kor 12,2). Det er ikke vores opgave at lede, men at følge. De næste to udsagnsord finder vi i Gal 5,25. Det første er at ”leve“ (zao på græsk). Med dette ord henviser Paulus til den nye fødsel, som må kendetegne enhver troendes liv. Paulus benytter nutidsformen og peger dermed på, at den nye fødsels erfaring må fornyes hver dag. Paulus fortsætter med at sige, at fordi vi lever i Ånden, må vi også ”vandre“ i Ånden. Det ord, der her oversættes med vandre er et andet ord end det, der findes i vers 16. Ordet her er stoicheo. Det er et militærudtryk, der bogstaveligt betyder at opstille på række, at holde takten eller at indordne sig. Tanken her er , at Ånden ikke alene giver os liv, men også dagligt bør styre vores liv. Det udsagnsord, som Paulus bruger i vers 24, er at ”korsfæste“. Dette er en smule chokerende. Hvis vi skal følge Ånden, må vi tage en fast beslutning om at korsfæste kødets lyster. Paulus taler selvfølgelig i overført betydning. Vi korsfæster kødet ved at give næring til vores åndelige liv og udsulte kødets lyster.
Til at tænke over
Hvilke forandringer og valg må du foretage for at vinde de sejre, der loves os i Kristus – sejre, der nu bliver ved med at flygte fra dig?
123
FREDAG
15. SEPTEMBER 2017
Til videre studium ”Den kristnes tilværelse er ikke altid let. Han møder alvorlige kampe. Han angribes af store fristelser. ”For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod.“ Jo nærmere vi kommer denne verdens afslutning, jo mere vildledende og besnærende vil fjendens angreb blive. Hans angreb vil blive mere kraftige og hyppige. De, som modsætter sig lys og sandhed, vil blive mere forhærdede og upåvirkelige og mere bitre over for dem, som elsker Gud og holder hans bud (MS 33, 1911) ... Helligåndens indflydelse er Kristi liv for sjælen. Vi ser ikke Kristus eller taler til ham, men hans Hellige Ånd er os lige så nær det ene som det andet sted. Den arbejder i og gennem hvert menneske, som tager imod Kristus. De, som ved, at Ånden bor i dem, åbenbarer Åndens frugter – kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed (MS 41, 1897).“ (Ellen White kommentar, The SDA Bible Commentary, 6. bind, s. 1111; 1112). Spørgsmål til drøftelse
1. Hvad betyder det at korsfæste kødets lidenskaber? Hvordan gør vi det? Hvor ofte har vi brug for at gøre det? Hvorfor benyttede Paulus et så kraftigt udtryk? 2. Spiller vores indsats nogen rolle, når det gælder at frembringe Åndens frugt i vores liv, og i så fald hvilken? Hvad fortæller din egen erfaring dig om din rolle? 3. Nogen siger, at når vi er frelst ved tro, betyder det ikke noget, om vi følger kødet. Hvad vil Paulus sige til det? 4. Hvad er den største kamp, du møder i din vandring med Gud? Er det ikke synd, og hvad synden gør med dit forhold til Gud? Hvilken kristen person har ikke følt fremmedgørelse, tvivl og skuffelse som følge af synd i deres liv, især fordi vi ejer løftet om sejr over synd? Hvorfor er det altid godt at huske, også i forbindelse med løftet om sejr over synd, at vores frelse helt og alene skyldes, hvad Jesus har gjort for os?
Resume
124
Selv om der i hver eneste kristen foregår en kamp mellem kødets lyst og Åndens ønsker, behøver det kristne liv ikke at være dømt til nederlag. Da Kristus har vundet sejr over syndens og dødens magt, kan Ånden herske i vores kristenliv og give os en daglig forsyning af Guds nåde, der sætter os i stand til at holde kødets lidenskaber på afstand.
DIALOG
TIL SABBATTEN | 16. SEPTEMBER 2017
Aktiviteter og dialog Guds Ord
• Ugens tekst fra Galaterbrevet opstiller to modsætninger, kødet og Ånden. Beskriver denne modsætning - To forskellige sider af den menneskelige natur, det fysiske kontra det spirituelle/åndelige? - To forskellige måder for mennesket at leve på, selvisk eller ledet af Guds Ånd? • Tænk over Jesu egenskaber, som de er illustreret i evangeliernes beretninger. - Prøv at illustrere hver af siderne af Åndens frugt med en af disse beretninger om Jesus, fx · Kærlighed: John 8,1-11: Jesus og kvinden grebet i hor · Glæde: · Fred: · Etc.: • Prøv at finde flere bibeltekster om dette ”at vandre“ (check evt. det autoriserede Nye Testamente fra 1948 - i den nyere fra 1992 er udtrykket ofte oversat med ”at leve“, hvilket naturligvis ikke er forkert.) - Sammenlign evt. de to oversættelser.
Uddybende spørgsmål Klassens aktiviteter
Kan vores lære om Gud føre os til at handle forkert? Kan du give eksempler på troslære, der kan lede til forkert livspraksis? • Prøv som klasse at finde tekster til nogle af de velkendte ”pilgrimssange“, som var populære i Skandinavien i anden halvdel af 1800-tallet. - Læs dem sammen. Drøft, hvordan de illustrerer livet som en vandring.
Ord og udtryk
Mange mennesker læser udtrykket ”Åndens frugt“ som flertal, altså ”Åndens frugter“. Teologisk er det naturligvis ikke forkert; men teksten er faktisk ental. Udtrykket kunne derfor også oversættes med ”Åndens høst“, altså det, som Ånden fremavler til høsten i den troende.
Forstå det bedre
Gal 5,17 kan ved første øjekast ligne Romerbrevet 7, og mange forstår derfor verset som et udtryk for, at jeg ikke af mig selv er i stand 125
DIALOG
TIL SABBATTEN | 16. SEPTEMBER 2017
til at gøre det gode, som jeg vil. Mere tænkeligt er det dog, at Paulus her opstiller de to muligheder: enten er jeg træl under selvet/kødet, eller jeg er underlagt Guds Ånd. Der er ingen mellemvej, jeg tilhører enten Gud eller Satan.
NOTER
126
NOTER
TIL SABBATTEN | 16. SEPTEMBER 2017
127
13 Ugens vers
Introduktion
TIL SABBATTEN | 23. SEPTEMBER 2017
Evangeliet og kirken ”Så lad os da gøre godt mod alle, så længe det er tid, især mod vore trosfæller“ (Gal 6,10). Nogle landmænd bestemte sig for at gemme de største grøntsager for sig selv og plante de mindre til at producere frø. Efter et par meget skuffende afgrøder opdagede de, at naturen havde reduceret deres høst til klinkekuglestørrelse. Gennem denne tragedie lærte disse landmænd en vigtig livslektie. ”De kunne ikke beholde de bedste ting i livet for sig selv og bruge resten til at dyrke frø. Livets lov fortalte dem, at høsten står i forhold til det, der bliver plantet. I en forstand er det stadigvæk almindeligt at plante småt. Vi beholder de store ting i livet for os selv og planter resten. Vi forventer, at vores selviskhed ved en eller anden skør drejning af åndelige love vil blive belønnet med uselviskhed.“ (International Student Fellowship Newsletter, marts 2007). Paulus anvender dette princip i Gal 6,1-10. I stedet for, at medlemmerne ”bider og slider i hinanden“ (Gal 5,15) bør kirken være et sted, hvor Ånden leder os til at sætte andre over os selv. Vores forståelse af, at vi frelses af nåde, bør få os til at blive ydmyge og mere tålmodige og omsorgsfulde i vores måde at behandle andre på.
Ugens tekster
128
· · · · · ·
Gal 6,1-10 Matt 18,15-17 1 Kor 10,12 Rom 15,1 Joh 13,34 Luk 22,3
SØNDAG
17. SEPTEMBER 2017
Hjælp de faldne til rette Selv om Paulus har høje forventninger til, hvordan det kristne liv skal leves (Gal 5,16), er hans råd til de troende i Gal 6,1 forfriskende realistisk. Vi mennesker er ikke fuldkomne; selv de mest overgivne kristne er ikke fejlfri. På græsk antyder Paulus’ ord i Gal 5,16, en tænkt situation, som let ville kunne ske i kirken. Paulus giver galaterne praktiske råd om, hvordan de skal takle sådanne situationer, når de opstår. Gal 6,1 Matt 18,15-17
Hvordan bør kristne reagere, når en medtroende falder i en eller anden synd? For at kunne høste gavn af Paulus’ råd i Gal 6,1, er vi nødt til at forstå den præcise situation, som fremgår af to ord i første halvdel af sætningen. Det første ord er ”gribes“ eller ”overrumples“. Sammenhængen og forskellige nuancer i forbindelse med dette ord antyder, at Paulus har to synsvinkler. Det handler ikke kun om en troende, der ”griber“ en anden troende i at gøre noget forkert, men også om den situation, hvor en person finder sig selv ”overrumplet“ af en opførsel, som vedkommende i bedste fald ville have valgt at undgå. Den synd, som Paulus drøfter, er med al sandsynlighed ikke begået med vilje. Det ord, der oversættes med ”overtrædelse“ eller ”synd“, kommer fra det græske ord paraptoma og henviser ikke til en bevidst synd, men snarere en fejl, en snublen eller et forkert skridt. Det sidste giver især god mening i lyset af Paulus’ tidligere kommentar om at ”vandre“ i Ånden. Selv om dette på ingen måde undskylder en persons fejl, er det tydeligt, at Paulus ikke taler om en situation, hvor en synd begås i trods (1 Kor 5,1-5). Den rigtige reaktion er derfor ikke straf, fordømmelse eller udelukkelse, men hjælp og genoprettelse. Det græske ord, der oversættes med ”hjælpe til rette“, er katartizo, som betyder ”at reparere“ eller ”at genoprette“. I Det Nye Testamente bruges det om at reparere fiskegarn (Matt 4,21), og det beskriver også, som et medicinsk udtryk i græsk litteratur, den process at sætte en brækket knogle sammen. På samme måde, som vi ikke vil overlade en medtroende, der falder og brækker et ben, til sig selv, bør vi som lemmer af Kristi legeme blidt tage os af vores brødre og søstre i Kristus, som kommer til at snuble og falde, mens vi sammen vandrer på vejen til Guds rige.
Til at tænke over
Hvorfor taler vi så tit ondt om en person, vi er vrede på, og lader vores vrede ulme eller til og med nærer tanker om hævn i stedet for at følge det, der står i Matt 18,15-17? 129
MANDAG
18. SEPTEMBER 2017
Vær på vagt over for fristelser ”Da sagde Natan til David: ’Du er manden!’“ (2 Sam 12,7). Alvoren i Paulus’ ord i Gal 6,1 om at vogte os for ikke selv at blive fristet bør ikke ignoreres. Ud fra hans måde at appellere på kan vi se, hvor alvorligt og personligt Paulus’ råd og bekymring er. I sin opfordring til læserne om at se til, at de ikke selv fristes, siger han egentlig ”hold nøje øje med dig selv,“ så du ikke overraskes af synd. For at understrege sin advarsel skifter Paulus fra anden person flertal (I) i første del af Gal 6,1 til anden person ental (du) i den sidste del af verset. Dette er ikke bare en generel advarsel, der omfatter hele forsamlingen; det er en personlig advarsel givet til hvert enkelt medlem af menigheden. Paulus går ikke i detaljer med den fristelse, han så kraftigt advarer galaterne imod. Måske havde han ikke en bestemt overtrædelse i tanke, men henviser ganske enkelt til faren for at begå den samme synd, som de forsøger at redde andre fra, uanset hvad den er. Samtidigt kan hans ord i Gal 5,26 om ikke at ”bilde os noget ind“ antyde, at han advarer dem imod at føle, at de på en eller anden måde er åndeligt overlegne i forhold til dem, de skal hjælpe til rette. 1 Kor 10,12 Matt 26,34 2 Sam 12,1-7
Hvorfor var det nødvendigt for Paulus at advare galaterne mod åndelig stolthed? En af de største farer i den kristne vandring er en følelse af åndelig stolthed, der får os til at tro, at vi på en eller anden måde er immune overfor at begå bestemte synder. Den alvorlige kendsgerning er, at vi alle har den samme syndige natur, som står Gud imod. Uden Helligåndens bremsende kraft kan vi falde for næsten en hvilken som helst synd, hvis omstændighederne var til det. En sådan bevidsthed om, hvordan vi af natur ville være uden Kristus, kan hjælpe os til ikke at falde for selvretfærdighedens synd, og det kan også give os en større medfølelse for andre, som begår fejl.
Til at tænke over
130
Hvor ofte er du, måske kun i dit hjerte, kommet til at fordømme andre for at begå en synd, som du selv har gjort dig skyldig i?
TIRSDAG
19. SEPTEMBER 2017
Bær hinandens byrder Gal 6,2-5 Rom 15,1 Matt 7,12
Hvilke andre råd, i tillæg til at hjælpe de faldne til rette, giver Paulus til de troende i Galatien? Det græske ord, der oversættes med ”byrde“ i Gal 6,2, er baros. Det betyder en tung byrde, som skal bæres over en lang afstand. Men med tiden blev det et udtryk for en hvilken som helst vanskelighed eller byrde, som fx en lang og varm dags arbejde (Matt 20,12). Selv om den umiddelbare sammenhæng i Paulus’ opfordring til at ”bære hinandens byrder“ helt sikkert indbefatter de moralske synder hos de medtroende, som er nævnt i det foregående vers, har han også en meget bredere forståelse i tanke. Paulus’ belæring viser os adskillige sider af kristenlivet, der ikke bør overses. For det første, som Timothy George bemærker, ”har alle kristne byrder. Vores byrder er måske af forskellig størrelse og facon og vil være af forskellig art afhængig af de forhold, skæbnen har tildelt os i livet. For nogle er det fristelsens byrde og følgerne af et moralsk fald som i Gal 6,1. For andre kan det være en fysisk sygdom eller en mental forstyrrelse eller en familiekrise eller mangel på arbejde eller onde ånders undertrykkelse eller en hel masse andet. Men ingen kristen undgår byrder.“ (Galatians, s. 413). For det andet er det ikke Guds tanke, at vi skal bære alle vores byrder alene. Desværre er vi ofte langt mere villige til at bære andres byrder end til at lade andre hjælpe os. Paulus fordømmer denne selvtilstrækkelige holdning som menneskelig stolthed (Gal 6,3), når vi nægter at erkende vores svagheder og behov. En sådan stolthed frarøver os ikke alene andres hjælp og trøst; men den forhindrer også andre i at opfylde den tjeneste, som Gud har kaldt dem til at udføre. For det tredje kalder Gud os til at bære andres byrder, for at Guds barmhjertighed kan komme til udtryk. Vi finder en illustration af dette i Paulus’ ord: ”Men Gud, der trøster de fortrykte, trøstede os, ved at Titus kom“ (2 Kor 7,6). ”Guds trøst blev ikke givet til Paulus gennem hans private bønner og ved at vente på Herren, men ved at en ven kom og var sammen med ham, og gennem de gode nyheder, han bragte. Menneskeligt venskab, hvor vi bærer hinandens byrder, er en del af Guds hensigt med sit folk.“ (John R. W. Stott, The Message of Galatians, s. 158).
Til at tænke over
Hvad får dig til ikke at bede andre om hjælp – skam, manglende tillid, en følelse af selvtilstrækkelighed? Kunne du henvende dig til en, du har tillid til, og dele dine byrder med vedkommende? 131
ONSDAG
Gal 6,2-5 Gal 5,14; 6,2 Joh 13,34 Matt 22,34-40
20. SEPTEMBER 2017
Kristi lov Paulus sammenkæder det at bære hinandens byrder med at opfylde Kristi lov. Hvad mener han med Kristi lov? Paulus udtryk ”Kristi lov“ (ton nomon tou Christou) findes ingen andre steder i Bibelen, men han bruger et lignende udtryk i 1 Kor 9,21 (ennomos Christou). Dette udtryks unikke karakter har ført til en række forskellige fortolkninger. Nogle påstår fejlagtigt, at dette er bevis på, at Guds lov, der blev givet på Sinaj, er blevet erstattet af en anden lov, af Kristi lov. Andre hævder, at ordet ”lov“ ganske enkelt betyder et generelt princip (se Rom 7,21), og at vi ved at bære hinandens byrder følger Jesu eksempel. Selv om den sidste fortolkning har noget i sig, antyder sammenhængen og et lignende udtryk i Gal 5,14, at opfyldelsen af Kristi lov er en anden henvisning til at opfylde moralloven ved kærlighed. Paulus viste tidligere i sit brev, at moralloven ikke var afskaffet med Kristi komme. I stedet bliver moralloven, fortolket gennem kærlighed, ved med at spille en vigtig rolle i kristenlivet. Dette er indbegrebet af, hvad Jesus lærte, mens han var her på jorden, og også, hvad han fulgte i sit eget liv og til og med ved sin død. Ved at bære andres byrder følger vi ikke alene i Jesu fodspor, vi opfylder også loven. Der er et andet problem i disse tekster, nemlig den tilsyneladende modsigelse mellem Gal 6,2 og 6,5. Men det er et problem, der er let at løse, når vi indser, at Paulus bruger to forskellige ord til at beskrive to forskellige situationer. Som vi allerede har nævnt, henviser ordet for byrde i vers 2 (baros) til et tungt læs, der skal bæres over en lang afstand. Ordet phortion i vers 5 henviser derimod til et skibs last, en soldats rygsæk eller til og med et foster i moderens liv. De førstnævnte byrder kan lægges til side; men det kan de sidstnævnte ikke. En gravid kvinde må bære sit eget barn. Som dette eksempel antyder, er der nogle byrder, andre kan hjælpe os med at bære; men der er andre, som intet menneske kan bære for os, som fx en skyldbetynget samvittighed, lidelse og død. For disse byrder kan vi kun stole på Guds hjælp (Matt 11,28-30).
Til at tænke over
132
Der er nogle byrder, du kan få hjælp til at bære fra andre mennesker, men andre er du nødt til at bringe til Gud. Hvordan kan du lære at overgive de byrder til Gud, som du slet ikke selv kan bære?
TORSDAG
21. SEPTEMBER 2017
At så og høste Gal 6,6-10
Det ord, der i Gal 6,7 oversættes med ”spotte“, findes kun dette ene sted i Det Nye Testamente; men det forekommer mange gange i den græske oversættelse af Det Gamle Testamente. Rent bogstaveligt betyder det ”at rynke på næsen i foragt“. I Det Gamle Testamente bruges det typisk til at beskrive foragt over for Guds profeter (2 Krøn 36,16; Jef 20,7), og det bliver til og med brugt til at give en malende beskrivelse af en oprørsk holdning over for Gud (Ez 8,17). Paulus’ pointe er, at mennesker kan ignorere Gud eller til og med blæse på hans bud; men de kan ikke narre Gud. Han er den endelige dommer, og til sidst vil de komme til at betale prisen for deres handlinger.
Gal 6,8
Hvad mener Paulus her? Hvilke eksempler kan du finde i Bibelen på mennesker, der såede i kødet eller såede i Ånden? (Se fx ApG 5, 1-5; Luk 22,3; Dan 1,8; Matt 4,1). Paulus’ billede om at så og høste er ikke enestående. Det afspejler dagliglivet, og billedet forekommer i mange ordsprog fra oldtiden. Men det, der er vigtigt, er, hvordan Paulus bruger det til at understrege sine tidligere udtalelser om kødet og Ånden. James D. G. Dunn bemærker: ”Et tilsvarende moderne udtryk er, at vi har frihed til at vælge; men vi har ikke frihed til at vælge følgerne af vores valg.“ (Galatians, s. 330). Selv om Gud ikke altid befrier os fra de jordiske følger af vores valg, bør vi ikke blive fortvivlede over de dårlige valg, vi har foretaget. Vi kan glæde os over, at Gud har tilgivet vores synder og adopteret os som sine børn. Vi bør gøre mest muligt ud af de anledninger, vi har nu, til at investere i de ting, der vil give en rig himmelsk høst. Gal 6,10 viser, at ”kristen etik har en dobbelt målgruppe: den ene er universel og altomfattende: ”Lad os da gøre godt mod alle“; den anden er mere bestemt og speciel: ”især mod vore trosfæller.“ Paulus’ almene appel var baseret på det faktum, at alle mennesker allevegne er skabt i Guds billede og derfor er uendeligt værdifulde i hans øjne. Hver gang de kristne har glemt denne grundlæggende sandhed i bibelsk åbenbaring, er de uvægerligt blevet ofre for racismens, sexismens, stammekulturens og klassekulturens synd og tusindvis af andre fordomme, som har skæmmet menneskenes samfund lige fra Adam og Eva til i dag.“ (Timothy George, Galatians, s. 427-428).
Til at tænke over
Du sår enten noget godt eller noget dårligt. Hvilken slags afgrøde kommer du til at høste? 133
FREDAG
22. SEPTEMBER 2017
Til videre studium ”Guds Ånd holder det onde under vores samvittigheds kontrol. Når et menneske ophøjer sig selv over Helligåndens indflydelse, vil det høste synd. Over en sådan person har Helligånden mindre og mindre indflydelse til at forhindre ham i at så ulydighedens sæd. Advarsler har mindre og mindre effekt på ham. Han mister gradvist sin frygt for Gud. Han sår i kødet; han vil høste fordærv. Høsten fra den sæd, han selv har sået, modnes. Han har afsky for Guds hellige bud. Hans kødhjerte bliver til et stenhjerte. Modstand mod sandheden bekræfter han i synd. Det er, fordi mennesker har sået ondskabens sæd, at lovløshed, kriminalitet og brutalitet har hersket i verden efter syndfloden. Alle bør udvise forstand med hensyn til de midler, der ødelægger sjælen. De skyldes ikke nogen befaling, som Gud har udsendt mod menneskene. Det er ikke ham, der gør mennesker åndeligt blinde. Gud giver tilstrækkeligt lys og bevis til at sætte mennesket i stand til at skelne mellem sandhed og løgn. Men han tvinger ikke menneskene til at modtage sandheden. Han giver dem frihed til at vælge enten det gode eller det onde. Hvis menneskene modsætter sig de beviser, der er tilstrækkelige til at vejlede hans dømmekraft i den rigtige retning, og vælger det onde en gang, vil han med større lethed gøre det næste gang. Den tredje gang vil han med endnu større iver trække sig bort fra Gud og vælge at stå på Satans side. Han vil fortsætte i denne retning, indtil han er fastlåst i det onde og tror på den løgn, han har fremholdt som sandhed. Hans modstand har givet en høst (MS 126, 1901).“ (Ellen White kommentar, The SDA Bible Commentary, 6. bind, s. 1112). Spørgsmål til drøftelse
1. Hvad betyder det rent praktisk at hjælpe en medtroende, som har begået en overtrædelse, til rette? Hvilken indflydelse har overtrædelsens karakter på processen? Betyder genoprettelsen, at alt vil være det samme som før? Drøft dette i klassen. 2. I lyset af, at der er nogle byrder, vi mennesker selv må bære, hvordan skal vi afgøre, om vi skal forsøge at hjælpe?
Resume
134
Et tegn på, at Gud er til stede blandt sit folk, er den kristuslignende holdning, der vil vise sig i menigheden. Den kan ses i den måde, hvorpå tilgivelse og genoprettelse vises over for dem, der fejler, i den måde, man hjælper hinanden, når vanskeligheder rammer, samt i den bevidste venlighed, man viser mod ikke alene hinanden, men også mod ikke-troende.
DIALOG
TIL SABBATTEN | 23. SEPTEMBER 2017
Aktiviteter og dialog Guds Ord
• Prøv at læse Gal 6,1-10 igennem i lyset af Åndens frugt som beskrevet i Gal 5,22-23. - Hvilke elementer af Åndens frugt ser du illustreret i Paulus’ opfordring til at følge ”Kristi lov“ i Gal 6,1-10? • Find en eller to bibeltekster, som illustrerer begrebet ”åndelig stolthed“. - Sammenlign med de tekster, andre medlemmer af klassen har fundet.
Uddybende spørgsmål
• Hvordan vil du definere ”byrde“? - Er det godt eller dårligt, at vi har dem? Kan vi undgå dem? Skal vi undgå dem og for enhver prise forsøge at lade andre bære dem for os? • Hvorfor tror du, at nogle mennesker har meget svært ved at indse, at de har brug for hjælp? Eller omvendt: hvorfor tror du, at nogle mennesker er så ivrige for at lade andre tage sig af deres problemer? - Hvornår er det bedst at hjælpe andre med deres byrder? Hvornår er det bedst at hjælpe dem til at bære dem selv?
Mødet med dagligdagen
• Har du i ugens løb oplevet mennesker, der mente, at de var noget, selv om de ikke var det? Eller som i det mindste gav udtryk for at være meget mere, end de var? - Uden at være for personlig, tag evt. et af eksemplerne med til klassen, når I drøfter begrebet stolthed.
Personligt kristenliv
• Hvilke personlige byrder slæber du rundt på? Er det godt eller dårligt for dig, at du har dem? På hvilken måde kan menighedsfællesskabet hjælpe dig til at bære dem? - Dagligt møder du andre mennesker. Tænk over, hvad de må bære. Du kender næppe alle deres byrder. Bed for dem, før du beder for dig selv. • Har du selv af og til givet udtryk for at være mere eller noget andet end det, du egentlig er? Bed Gud om hjælp til at bekæmpe åndelig stolthed.
135
DIALOG
Til at tænke over
TIL SABBATTEN | 23. SEPTEMBER 2017
”En af de mest almindelige synder, som har de mest ødelæggende følger, er hægen om et utilgivende sindelag.“ (Ellen White, Testimonies, 5. bind s. 170). ”… den synd, som fører til de værste resultater, er hjertets stolthed, manglen på Kristuslignende sympati og kærlighed.“ (Ellen White, Testimonies, 6. bind s. 53).
NOTER
136
NOTER
TIL SABBATTEN | 23. SEPTEMBER 2017
137
14 Ugens vers
Introduktion
TIL SABBATTEN | 30. SEPTEMBER 2017
Jeg er stolt af Kristi kors ”Men gid det aldrig må ske for mig, at jeg er stolt af andet end af vor Herre Jesu Kristi kors; ved ham er verden blevet korsfæstet for mig, og jeg for verden“ (Gal 6,14). Vi har haft et intenst studium af Galaterbrevet. Det skyldes, at brevet i sig selv er intenst. Overbevist om sit kald, overbevist om sandheden i det, han forkyndte – han sagde adskillige gange, at den sandhed, han forkyndte, kom fra Gud – skrev Paulus med den samme inspirerede glød som de gammeltestamentlige profeter Esajas, Jeremias og Hoseas. På samme måde, som de på deres tid bønfaldt Guds folk om at vende sig fra deres fejltagelser, gjorde Paulus det samme til mennesker på sin tid. Selv om de umiddelbare forhold var anderledes, kunne Jeremias’ ord i virkeligheden passe lige så meget til galaterne, som de gjorde til folket på Jeremias’ tid: ”Dette siger Herren: Den vise skal ikke være stolt af sin visdom, den stærke skal ikke være stolt af sin styrke, den rige skal ikke være stolt af sin rigdom. Nej, den, der er stolt, skal være stolt af dette, at han har indsigt og kender mig. For jeg, Herren, øver trofasthed, ret og retfærdighed på jorden; det er, hvad jeg ønsker, siger Herren“ (Jer 9,22-23). Intet sted kan vi med større tydelighed se tomheden i al vores menneskelige visdom eller rigdom end ved Kristi kors, som er Paulus’ fokus i sit brev til den fejlende flok i Galatien.
Ugens tekster
138
· Gal 6,11-18 · Rom 6,1-6; 12,1-8 · 2 Kor 4,10; 5,17; 11,23-29
SØNDAG
24. SEPTEMBER 2017
Paulus’ egen hånd Sammenlign Paulus’ afslutningsord i Gal 6,11-18 med hans afslutningsord i andre breve. Hvori ligner hans afslutning af Galaterbrevet de andre, og hvori er den anderledes? (Se hans afslutningsord i Romerbrevet, 1. og 2. Korintherbrev, Efeserbrevet, Filipperbrevet, Kolosserbrevet og 1. og 2. Thessalonikerbrev.) Paulus’ afslutningsbemærkninger er ikke altid de samme; men de indeholder en række fælles træk. (1) Hilsner til specifikke personer, (2) en sidste formaning, (3) en personlig signatur og (4) en afslutningsbøn. Når vi sammenligner disse typiske træk med Paulus’ afslutningsbemærkninger i Galaterbrevet, finder vi to afgørende forskelle. For det første indeholder Galaterbrevet i modsætning til så mange af de andre af Paulus’ breve ingen personlige hilsner. Hvorfor? Ligesom med den manglende traditionelle tak i begyndelsen af brevet, er dette sandsynligvis endnu et tegn på det anspændte forhold mellem Paulus og galaterne. Paulus er høflig, men ikke formel. For det andet må vi huske, at det var Paulus’ vane at diktere brevet til en skriver (Rom 16,22). Når det var gjort, ville Paulus ofte selv tage pennen og skrive nogle få ord med sin egen hånd for at afslutte brevet (1 Kor 16,21). Men i Galaterbrevet fraviger han denne skik. Når han tager pennen fra skriveren, er han stadigvæk så bekymret over forholdene i Galatien, at han ender med at skrive mere. Han kan ikke lægge pennen fra sig, før han endnu en gang bønfalder galaterne om at vende om fra deres dumheder. I Gal 6,11 understreger Paulus, at han skrev brevet med store bogstaver. Vi ved ikke, hvorfor han gør det. Nogle har ment, at Paulus ikke henviser til størrelsen på bogstaverne, men til deres kluntede form. De mener, at Paulus’ hænder enten var så forkrøblede af mishandling eller af hans arbejde som teltmager, at han ikke kunne skrive bogstaverne nøjagtigt. Andre mener, at hans kommentar er endnu et bevis for, at han havde dårligt syn. Selv om begge synspunkter er mulige, virker det langt mindre spekulativt at drage den slutning, at Paulus ganske enkelt med vilje skrev med store bogstaver for at understrege og fremhæve sin pointe, på samme måde som vi vil fremhæve et vigtigt ord eller en tanke ved at understrege den, sætte den i kursiv eller skrive med STORE BOGSTAVER. Uanset formålet ønskede Paulus, at hans læsere skulle følge hans advarsler og formaninger.
139
MANDAG
25. SEPTEMBER 2017
Stolte af kroppen Gal 6,12-13
140
Hvad siger Paulus i disse vers?
Gal 1,7; 4,17
Selv om Paulus tidligere havde hentydet til, hvad hans modstanderes agenda og motiver var, er hans udtalelser i Gal 6,12-13 de første direkte kommentarer om sine modstandere. Han beskriver dem som ”stolte af det, der sker på jeres krop.“ Den bogstavelige betydning på græsk af ordet ”stolte“ er at påtage ”et godt ansigt“. Og ordet for ”ansigt“ er det samme som ordet for en skuespillers maske, og dette ord blev til og med brugt i overført betydning for den rolle, en skuespiller spillede. Paulus siger med andre ord, at disse mennesker var som skuespillere, der ønskede at få forsamlingens påskønnelse. I en kultur baseret på ære og skam var ensretning af stor betydning, og de, der lærte vranglære, ser ud til at have ønsket større ære hos de andre jøder i Galatien såvel som hos de jødekristne i Jerusalem. Paulus kommer med en vigtig pointe om deres motiver. De ønsker at undgå forfølgelse. Forfølgelse kan opfattes som den mere dramatiske form med fysisk mishandling, men den kan være lige så ødelæggende i de ”mildere“ udgaver som fx chikane og udelukkelse. Paulus havde tidligere forfulgt de kristne på den dramatiske måde (Gal 1,13); men de kristne blev også udsat for den ”mildere“ form for forfølgelse. De jødiske religiøse ledere havde stadigvæk stor politisk indflydelse på mange områder. De havde Roms officielle godkendelse; mange jødekristne var derfor ivrige efter at opretholde et godt forhold til dem. Urostifterne i Galatien kunne finde et fælles ståsted med de lokale jøder ved at omskære hedningerne og lære dem at følge Toraen. Dette ville ikke alene gøre dem i stand til at opretholde en venlig kontakt med synagogerne; men de kunne også forstærke deres bånd til de jødekristne i Jerusalem, som udviste en stadig stigende mistænksomhed over for det arbejde, der blev gjort blandt hedningerne (ApG 21,20-21). Det er også sandsynligt, at deres handlinger kunne gøre deres vidnesbyrd over for jøderne mere effektivt. Men uanset, hvilken situation Paulus havde i tankerne, er hans mening tydelig: ”Forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus“ (2 Tim 3,12).
Til at tænke over
Tænk over de begrundelser, disse mennesker havde for at komme med vranglære. De var trods alt forholdsvis fornuftige. Hvad siger det os om, hvor let selv de ”bedste“ motiver kan føre os på afveje, hvis ikke vi er forsigtige? Hvornår har du sidst kommet til at gøre noget forkert ud fra de rigtige motiver?
TIRSDAG
26. SEPTEMBER 2017
Stolt af Kristi kors Gal 6,14
Gal 6,14 Rom 6,1-6; 12,1-8 Fil 3,8
Efter at have afsløret de motiver, der fik nogle til at insistere på omskærelse, præsenterer Paulus en sidste gang sit budskab om evangeliet, denne gang i en kortfattet udgave. For Paulus er evangeliet baseret på to fundamentale grundsætninger: (1) korsets centrale rolle (vers 14) og (2) læren om retfærdiggørelse (vers 15). I vores studium til i dag vil vi fokusere på den første af disse. Det kan være vanskeligt for os i det 21. århundrede at forstå, hvor chokerende Paulus’ kommentar om korset (Gal 6,14) var for de første læsere. I dag er Kristi kors et almindeligt og skattet symbol, som fremkalder positive følelser for de fleste. Men på Paulus’ tid var korset ikke noget, man var stolt af, men tvært imod noget afskyeligt. For jøderne var tanken om en korsfæstet Messias frastødende, og romerne fandt korsfæstelse så afskyelig, at den ikke engang blev anset for en passende henrettelsesmetode for en romersk borger. Den foragt, hvormed datiden betragtede Kristi kors, ses tydeligt i den allertidligste tegning af korsfæstelsen. Der findes et stykke graffiti fra først i det andet århundrede, der gengiver korsfæstelsen af en mand med et æselhoved. Nedenfor korset og ved siden af tegningen af en mand med hænderne løftet i tilbedelse, findes en inskription, der siger: ”Alexander tilbeder sin gud“. Meningen er tydelig. Kristi kors anses som latterligt. I denne sammenhæng erklærer Paulus modigt, at han ikke kan være stolt af noget andet end Kristi kors! Hvilken forskel gjorde Kristi kors for Paulus’ forhold til verden?
Kristi kors ændrer alt for den troende. Det udfordrer os ikke alene til at revurdere, hvordan vi ser på os selv, men også på vores forhold til verden. Verden – vores nuværende onde tidsalder med alt, hvad den indebærer (1 Joh 2,16) – er i modstrid med Gud. Da vi er døde i Kristus, har verden ikke længere magt over os som dens slaver, og det gamle liv, vi engang levede for verden, findes ikke mere. Hvis vi følger Paulus’ analogi, bør bruddet mellem den troende og verden være, som om de to er døde over for hinanden. Til at tænke over
Hvilken virkning har korset haft på dit forhold til verden? Hvilken forskel har det gjort for dit liv? Hvor stor forskel er der på dit liv nu og før du gav dit liv til Jesus, som døde for dig? 141
ONSDAG
27. SEPTEMBER 2017
En ny skabelse Efter at have understreget korsets centrale rolle i den kristnes liv fremhæver Paulus nu den anden fundamentale grundsætning i evangeliets budskab: retfærdiggørelse ved tro. Som vi har set i hele dette kvartal, har Paulus grundlæggende beskrevet omskærelse som i strid med evangeliet. Men han har ikke noget imod selve handlingen. Paulus er kommet med mange barske udtalelser imod omskærelse (se Gal 5,2-4); men han ønsker ikke, at galaterne skal komme til den slutning, at det er bedre over for Gud at være uomskåret end at være omskåret. Det er ikke hans pointe; for man kan være ligeså legalistisk i det, man gør, som i det, man ikke gør. Åndeligt talt er hele spørgsmålet om omskærelse irrelevant. Sand religion er mindre baseret på ydre handlinger end på hjertets tilstand. Jesus selv sagde, at et menneske kan se smuk ud udvendig, men være åndelig rådden indvendig (Matt 23,27). Gal 6,15 2 Kor 5,17
Hvad vil det sige, at være en ny skabning? Har du selv oplevet, hvad det betyder? Ktisis er det græske ord i Gal 6,15, der oversættes med ”skabelse“. Det kan enten henvise til en individuel ”skabning“ (Hebr 4,13) eller til hele ”skabningen“, altså alt det skabte (Rom 8,22). Her benyttes det om skabelseshandlingen, der i alle tilfælde forudsætter en Skaber. Og det er Paulus’ pointe. At blive en ny ”skabelse“ kan ikke ske ved en menneskelig indsats – hverken omskærelse eller noget andet. Jesus omtaler denne proces som en ”ny fødsel“ (Joh 3,5-8). Det er den guddommelige handling, hvor Gud blæser åndeligt liv ind i en person, der er åndeligt død. Dette er endnu et billede, der beskriver den frelseshandling, som Paulus typisk beskriver som retfærdiggørelse ved tro. Paulus omtaler denne nye skabelseserfaring mere detaljeret i 2 Kor 5,17. I dette vers forklarer han, hvordan det at blive en ny skabning indebærer langt mere end kun en ændring af vores status i himlens bøger; det medvirker også til en forandring i vores liv her og nu. Timothy George skriver: ”Det indbefatter hele omvendelsens proces: Helligåndens fornyende gerning, der fører til anger og tro, en daglig død og genoplivelse, vedvarende vækst i hellighed, der til syvende og sidst fører til en forvandling efter Kristi billede.“ (Galatians, s. 438). Men at blive en ny skabning er ikke, det der retfærdiggør os. Den radikale forandring er i stedet den umiskendelige manifestation af, hvad det betyder at blive retfærdiggjort.
142
TORSDAG
28. SEPTEMBER 2017
Afsluttende bemærkninger Gal 6,16-18
Paulus giver sin velsignelse til dem, der ifølge hans ord ”vil leve efter denne regel“ (Gal 6,16). Hvilken regel, tror du i lys af sammenhængen, at Paulus taler om? På græsk betyder ordet for ”regel“ egentlig den lige stav eller lineal, der blev brugt af murere eller tømrere til at måle med. Ordet fik efterhånden en overført betydning og henviste til de regler eller den standard, hvormed man evaluerer noget. Når man fx taler om den nytestamentlige kanon, henviser man til de syvogtyve bøger i Det Nye Testamente, der betragtes som autoritative med hensyn til at afgøre kirkens tro og praksis. Hvis en læresætning derfor ikke lever op til det, der findes i disse bøger, kan den ikke godkendes.
Gal 6,17 2 Kor 4,10 11,23-29
Hvori består ”Jesu sårmærker“, som Paulus bærer på sin krop? Hvad mener han, når han siger, at ingen må volde ham besvær på grund af dem? Kan Gal 6,14 være en hjælp til at besvare dette spørgsmål? Ordet ”sårmærke“ er oversat fra det græske ord stigmata, hvorfra også vores ord stigma (brændemærke) kommer. Måske henviser Paulus til den almindelige praksis at brændemærke slaver med deres herres mærke for at identificere, hvem de tilhørte, eller til den praksis, der findes i nogle mysteriereligioner, hvor et medlem ville brændemærke sig selv som et tegn på sin oprigtighed. ”Paulus bruger sandsynligvis udtrykket ”Jesu sårmærker“ som en henvisning til de ar, der findes på hans krop fra den forfølgelse og tortur, han havde været udsat for (se 2 Kor 4,10; 11,24-27). Hans modstandere insisterer nu på at tvinge de hedningekristne til at modtage omskærelsens mærker som et tegn på deres overgivelse til jødedommen. Men Paulus har mærker, der viser, hvis slave han er blevet, og for ham er der ingen anden at vise loyalitet over for end Kristus… De ar, Paulus havde fået fra sine fjender, mens han var i sin Herres tjeneste, udtrykte med stor veltalenhed hans overgivelse til Kristus.“ (The SDA Bible Commentary, 6. bind, s. 989).
Til at tænke over
Hvilke ”mærker“, enten fysiske eller andre, har du på grund af din tro på Jesus? Med andre ord: hvad har din tro kostet dig?
143
FREDAG
29. SEPTEMBER 2017
Til videre studium ”Golgatas kors er en udfordring og vil til sidst besejre enhver magt både på jorden og i helvede. Enhver positiv indflydelse har sit centrum i korset, og enhver positiv indflydelse udgår derfra. Det er det store centrum for al tiltrækning; for på det gav Kristus sit liv for menneskene. Dette offer blev bragt for at genoprette mennesket til sin oprindelige fuldkommenhed. Ja, endda mere, det blev bragt for at give mennesket en fuldstændig forvandling af karakteren og gøre det til mere end en sejrvinder. De, som i Kristi kraft vinder sejr over Guds og menneskenes store fjende, vil få en plads i de himmelske sale over den position, som englene, som aldrig har syndet, besidder. Kristus erklærer: ”Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.“ Hvis korset ikke møder en positiv reaktion, skaber det selv en positiv indflydelse. Gennem den ene generation efter den anden er sandheden for den tid blevet åbenbaret som en nærværende sandhed. Kristus på korset var det middel, hvor nåde og sandhed mødtes, hvor retfærdighed og fred kyssede hinanden. Det er gennem korset, at verden skal bevæges (MS 56, 1899).“ (Ellen White kommentar, The SDA Bible Commentary, 6. bind, s. 1113). Spørgsmål til drøftelse
1. Paulus begynder og afslutter sit brev til galaterne med en henvisning til Guds nåde – hvorfor? Sml. Gal 1,3 og 6,18. 2. I lyset af Paulus’ udtalelse om, at være blevet ”korsfæstet … for verden“ (Gal 6,14), hvilket forhold bør de kristne have til verden i dag? Hvordan bør en kristen forholde sig til emner som miljø, racisme, abort, etc., hvis de er døde for verden? 3. Hvordan kan man vide, om man har erfaret den ”nye skabelse“, som Paulus skriver om? 4. Hvordan vil du på baggrund af det, du har lært i dette kvartal, opsummere Paulus’ syn på følgende emner: loven, lovgerninger, retfærdiggørelse ved tro, den gamle og den nye pagt, Kristi gerning, helligelse samt kristenlivets natur?
Resume
144
Sand religion består ikke kun i ydre opførsel, men i hjertets tilstand. Når hjertet er overgivet til Gud, vil et menneskes liv mere og mere genspejle Kristi karakter, idet det vokser i tro. Hjertet må beherskes af Kristus; når det sker, vil alt andet følge efter.
DIALOG
TIL SABBATTEN | 30. SEPTEMBER 2017
Aktiviteter og dialog Klassens aktiviteter
• Dette er kvartalets sidste lektie. Det er tid til at opsummere. - Læs den liste over spørgsmål, du lavede i begyndelsen af studiet, igennem. Er nogle af spørgsmålene blevet besvaret? Hvilke andre har du fået i mellemtiden? • Brug evt. denne sabbat til at invitere en gæst eller til at bede medlemmer forberede - Svar på konkrete spørgsmål - Resume af hovedpunkter i studiet • Del med hinanden, hvad I har fundet specielt givende ved dette kvartals studie! - Hvad nyt har du lært om Gud – eller hvad har du fået understreget i højere grad? - Hvad kan du tage med dig i dagliglivet fra kvartalets samvær i klassen? - Hvilke vers fra Galaterbrevet vil du særligt huske? • Syng/læs sammen salmen ”Et kors det var det hårde, trange leje“! - Find evt. andre salmer eller sange eller digte, der udtrykker nogle af tankerne fra Galaterbrevet
Guds Ord
• Hvad mener Paulus mon med at han bærer ”Kristi sårmærker på“ sin krop? - Var han stolt af det?
Uddybende spørgsmål
• På hvilken måde er du/I stolt af ”Kristi kors“? - Er du stolt over at være en kristen? Adventist? Er der situationer, hvor du ikke er det? Hvor kristendommen eller kirken ikke opfører sig eller har handlet, så du ønsker at blive identificeret med den? • Tænk over, hvad du er stolt af, hvad du har gjort, opnået, udrettet! - Er det forkert at være stolt over det? - Er der flere slags stolthed? • Hvordan opmuntrer man andre til at gøre ting godt og til at sætte mål i livet, uden samtidig at lære dem selvisk stolthed? 145
DIALOG
Personligt kristenliv
TIL SABBATTEN | 30. SEPTEMBER 2017
• Sig Gud tak for, hvad hans Ord har givet dig i dette kvartal. • Bed for din klasse, for de enkelte medlemmer, og for dem, I har haft kontakt med i løbet af kvartalet.
NOTER
146
NOTER
TIL SABBATTEN | 30. SEPTEMBER 2017
147