missionsberetninger-1-kvartal-2019 by Adventistkirken

2019 â&#x20AC;¢ 1. KVARTAL

MISSION

A D V E N T I S T

Den Sydafrikanske Division (SID)

adventistmission.org

MISSIONSBERETNING

DEN SYDAFRIKANSKE DIVISION y

Tunis Athens Algiers

Tehran Cyprus

Malta

INDLEDNING

Baghdad

Lebanon

Tripoli

Tunisia

Syria

Israel

Iraq

Jordan

DEN SYDØSTASIATISKE DIVISION I dette kvartal fokuserer vi på Den Sydafrikanske Division (SID), som leder Syvende Dags Adventistkirkens arbejde i Angola, Botswana, Malawi, Mozambique, Sao Tomé og Principe, Sydafrika, Zambia, Zimbabwe samt følgende syv ø-nationer i Det indiske ocean: Comoros, Madagaskar, Mauritius, Mayotte, Reunion, Rodrigues og Seychellerne. Der bor 193 millioner mennesker i denne divisions område, hvoraf 3,7 millioner er adventister. Det svarer til en rate på én adventist for hver 51 indbyggere.

Cairo

Algeria Libya

Egypt

Saudi Arabia

Yem

Chad

Niger

Khartoum

Niamey o Benin

Nigeria

Djibouti Addis Ababa

South Sudan Bangui

Uganda

Yaounde

São Tomé and Príncipe

Libreville

Ethiopia

Juba

Central African Republic

Equatorial Guinea

San'a

Eritrea

Sudan

N'Djamena

Abuja

ogo

Cameroon

Der er syv projekter for dette kvartals 13. sabbatsoffer i to portugisisktalende lande, Mozambique og Sao Tomé, som ligger på hver sin side af kontinentet. I Mozambique skal der bygges en skole og et børnehjem. Mozambique Adventistuniversitet vil modtage midler til at udvide deres mest populære afdeling, nemlig fakultetet for kost og ernæring. Ca. 250 af universitetets 350 elever tager deres hovedfag indenfor dette fagområde, og klasseværelserne og laboratoriet er alt for små. I Sao Tomé og Principe kæmper mange mennesker med alkohol- og narkotikamisbrug, og kirken har planer om at bygge et afvænningscenter i hovedstaden. Der er mange adventistkirker på øen; men mange medlemmer samles i overfyldte kælderlokaler og faldefærdige bygninger. Her har man brug for en ny kirkebygning, så man også kan nå landets middelklasse. I dette kvartal skal vi også gøre det muligt for tusindvis af børn i Mozambique og Sao Tomé og Principe at få deres egen bibel på portugisisk.

Kuwai Riyadh

Kenya

Kampala

Congo

Som

Mogadishu

Rwanda

Gabon Democratic Republic of the Congo

Brazzaville

Nairobi Burundi Dodoma

Kinshasa

Tanzania

Luanda

Angola Malawi

Zambia Lusaka

Windhoek

Harare

Zimbabwe

Namibia

Mozambique

Botswana Gaborone

Antananarivo

Pretoria

Madagascar

Swaziland Lesotho South Africa

MISSIONSPROJEKTER I 1. KVARTAL 2019 • Udvidelse af kost- og ernæringsafdelingen på Mozambique Adventistuniversitet. • Oprettelse af et børnehjem i Mozambique for børn, der har mistet deres forældre pga. HIV/AIDS. • Oprettelse af en skole for 0.-12. klasse i Milange, Mozambique.

• Et afvænningscenter i Sao Tomé. • En ny kirkebygning i Sao Tomé. • Et nyt auditorium på adventisternes skole i Sao Tomé. • Bibler på portugisisk til familier i Mozambique og Sao Tomé og Principe.

DEN SYDAFRIKANSKE DIVISION Unioner og enheder Botswana Det Indiske Ocean Malawi Mozambique Nordøstangola Nordzambia Sydafrika Sydzambia Sydvestangola Zimbabwe Sao Tomé og Principe Totalt

Menigheder

Grupper

Medlemmer

Befolkning

143 969 1.434 1.038 464 1.604 1.263 1.115 834 2.233 12 11.110

85 1.135 1.808 1.648 852 1.784 457 2.714 1.386 2.506 56 13.891

44.554 162.371 530.767 361.962 204.586 511.775 175.016 633.990 243.968 902.512 7.867 3.779.368

2.226.000 26.917.000 17.225.000 27.818.000 10.332.400 9.012.270 61.663.000 6.921.730 15.498.600 15.987.000 198.000 193.162.000

Mauritius

MISSIONSBERETNING

5. JANUAR 2019

DEN SYDAFRIKANSKE DIVISION · BOTSWANA

Kenaope Kenaope

STANDSET AF EN HELIKOPTER Kenaope Kenaope, som er leder for Syvende Dags Adventistkirken i Botswana, ignorerede den politihelikopter, der fløj over ham, mens han kørte mellem landets to største byer. Helikopteren svingede igen ned over ham og fløj videre. Kenaope undrede sig over, om politiet var på jagt efter en kriminel, måske den mand til fods, som han havde set gå langs motorvejen lidt tidligere. Men så fløj helikopteren ned foran hans bil og begyndte at lægge an til landing på vejen. Kenaopes hjerte bankede hurtigere, og han bremsede op. Helikopteren hvirvlede støv og græs op over hans bil. Et øjeblik senere standsede propellen, og Kenaope steg ud af sin bil. I Botswana skal en bilist, der standses af politiet, gå hen til politibilen. Kenaope, som var klædt i jakkesæt og slips, fordi han var på vej fra et møde i kirken, var aldrig tidligere blevet standset af en helikopter, så han vidste ikke, om han skulle gå hen til den. To politibetjente steg ud af helikopteren og mødte Kenaope i vejsiden. ”Hr., vi har standset dig,“ sagde den ene af betjentene. Kenaope vidste ikke, hvad han skulle sige. Han var helt tør i munden. Men det lykkedes ham at fremstamme: ”For hvad?“ ”Vi stopper dig, fordi du kørte for hurtigt,“ svarede betjenten. Betjenten havde ret. Kenaope havde sidst på eftermiddagen forladt Francistown i det nordlige Botswana for at køre de 435 km sydpå til hovedstaden Gaborone. Han havde været til et vigtigt menighedsmøde i Francistown, hvor man havde drøftet oprettelsen af Adventistkirkens første skole i det nordlige Botswana. I sin iver for at komme hjem havde han sat fartpiloten på 150 km i timen – 30 km over hastighedsgrænsen. Kenaope rakte sit kørekort til betjenten. Han følte sig meget flov. Biler var standset i begge sider af vejen, og folk forsøgte at finde ud af, hvad der var sket. Den ene betjent så ud som om han genkendte Kenaope. Måske var det fra hans lejlighedsvise optræden på det nationale TV eller hans populære seminarer på politiskolen.

ked af, at vi grisede din bil til,“ sagde han. Skam og lettelse fyldte Kenaope. Han var fri. ”I det øjeblik følte jeg betydningen af tilgivelse,“ siger Kenaope. ”Det gik op for mig, at tilgivelse, som vi ofte tager for givet, betyder utroligt meget. Jeg fik det fra politiet, og jeg beder Gud om hjælp til at give det til andre.“ Det er ikke almindeligt i Botswana at blive standset af en helikopter for at køre for stærkt. Og det er endnu mindre almindeligt at blive standset og tilgivet. ”At lande helikopteren og derefter lade mig slippe var spild af deres tid og energi,“ siger Kenaope, som er formand for adventisternes union i Botswana. ”Det er ikke let for mig at forklare. For mig var det en lige så stor overraskelse at blive tilgivet som at blive standset.“ ”Hver gang jeg ser en helikopter, bliver jeg nervøs og tjekker mit speedometer. Jeg tænker med det samme: Jeg håber ikke, de er ude efter mig,“ fortæller han. ”Samtidigt husker jeg den dejlige følelse af at blive tilgivet – og kører forsigtigt, så jeg ikke gentager den samme fejl.“ 13. sabbatsoffer i 4. kvartal i 2015 var med til at etablere en børneskole i Francistown i januar 2017. Dette skete et helt år før planen. Dette er den første adventistskole i det nordlige Botswana. Det betyder, at der nu er tre grundskoler og to videregående skoler i landet.

FAKTA OM BOTSWANA • Den første adventistskole i Botswana blev åbnet i 1962 i den lille landsby Ramokgoname, som ligger 65 km fra Palapye. • Adventistkirken i Botswana har 228 menigheder og grupper og 44.554 medlemmer. Det svarer til én adventist for hver 50 indbygger i landet.

”Hvor er du på vej hen?“ spurgte den første betjent. ”Gaborone,“ svarede Kenaope. ”Kør forsigtigt,“ sagde betjenten og gav ham kørekortet tilbage. ”Du må køre videre.“ Betjenten så på Kenaope og dernæst hen på hans bil, som var dækket med snavs og græs fra helikopteren. ”Jeg er

MISSIONSBERETNING

12. JANUAR 2019

”KOM MED, MOR!“ Der er sket store forandringer i familiens hjem i Botswana siden Lethabo på 8 år begyndte at gå på syvendedags adventisternes skole i Francistown. Drengen insisterer nu på, at hans forældre holder bordbøn før hvert måltid. Han beder om bøn, når han står op om morgenen, og før han går i seng om aftenen. Han plager sin mor om at gå med ham i kirke om sabbatten. Til at begynde med var hans mor Gomolemo chokeret. Hun kom ikke fra et kristent hjem. Men hun kunne ikke være mere lykkelig. ”Jeg takker Gud for, at han har bragt mig og mine børn hertil,“ sagde hun efter gudstjenesten en sabbat på Eastern Gate Primary School, hvor hendes søn går i skole. Hendes lille datter går i kirkens børnehave lidt længere nede ad vejen.

DEN SYDAFRIKANSKE DIVISION · BOTSWANA

Lethabo Masienyne med sin mor Derhjemme sagde han til sin mor: ”Mor, du har brug for at gå i kirke, så præsten også kan bede for dig om at blive rask.“ ”Jeg blev meget rørt over hans opfordring,“ fortæller hans mor. Til sidst gik hun med til at komme i kirke. Men den følgende sabbats morgen havde hun det ikke godt. Et menighedsmedlem kom hjem til dem og tog børnene med i kirke. Inden de gik, vendte Lethabo sig til sin mor og sagde: ”Mor, vil du ikke nok komme med os i kirke? Hvorfor bliver du hjemme? Hvis du kommer med, vil præsten bede for dig, og du bliver rask igen.“

Hvordan begyndte denne mor at komme i kirke? Lethabo gennemførte de tre første skoleår i en privat hjemmeskole sammen med 10 andre børn i Francistown. Der bor ca. 90.000 mennesker i byen, som er den næststørste i Botswana. Men efter tre år havde Lethabo store problemer både med læsning og matematik. Hans mor var bekymret og besluttede at sende ham til Eastern Gate Primary School. Hun havde hørt om skolen fra en kvinde, som havde planer om at sende sin datter derhen. Desuden ønskede hun, at hendes søn skulle lære om Gud. ”Jeg voksede ikke selv op som kristen, men jeg ønskede at opdrage mine egne børn i en kristen familie,“ fortæller hun. ”Der sker så meget i verden. Vi har brug for at kende Gud.“ På grund af Lethabos dårlige evner i læsning og matematik blev han bedt om at gå tredje klasse om på adventisternes skole. I løbet af nogle få måneder så hans mor en drastisk forbedring. ”Nu kan min søn klare det hele på egen hånd,“ fortæller hun. ”Han kan læse, og han får de højeste karakterer i matematik. Matematik og bibel er hans yndlingsfag.“ Lethabo er især glad for bibel. Hans øjne fyldes med tårer, når han hører historier om Jesus i skolen. ”Drengen har et meget nært forhold til Gud,“ siger hans mor. ”Vi beder hver morgen, hver aften og ved hvert måltid. Han opfordrer os til at gøre det. Hver sabbat kommer han og hans søster i kirke. Nogle gange følger jeg dem bare derhen og går hjem igen. Så siger han: ‘Mor, du har også brug for at komme i kirke’.“ Men hans mor kom ikke i kirke, så Lethabo besluttede sig for at begynde at bede om det. I fire måneder havde hans mor kraftig kvalme om morgenen. Hver dag sagde han til sin lærer: ”Min mor er ikke rask; hun kaster op hver dag. Kan vi bede for hende?“

Ordene skar moderen i hjertet. ”Næste lørdag vil vi alle sammen gå i kirke,“ lovede hun. Og det var på den måde, hun endte med at gå i kirke om sabbatten. ”Min søn elsker Gud. Og det er rigtig godt“ siger hun. ”Jeg tror, at Gud har sendt ham til os for at vise os lyset.“ Den sabbat var første gang i fire måneder, hvor hun ikke havde haft morgenkvalme. Det var en forbedring, som ikke undgik at fange hendes søns opmærksomhed. ”Det er godt at bede,“ sagde han til hende. ”Du kaster ikke op mere.“ Hans mor smilede. ”Tak, min søn!“ sagde hun. ”Jeg vil blive ved med at komme i kirke.“ En del af 13. sabbatskollekten i 2015 blev brugt til at bygge Eastern Gate Primary School, den første adventistskole i det nordlige Botswana. Jeres gaver gjorde det muligt at bygge skolen og bragte en lille drengs mor i kirke. ”Jeg takker Gud for skolen,“ siger hans mor. ”Jeg ønsker inderligt, at Gud vil sørge for, at de får alt det udstyr, de har brug for.“

FAKTA OM BOTSWANA • Kanye Adventisthospital i Botswana har 168 senge og yder hvert år medicinsk behandling til 40.000 hospitalspatienter og 108.000 ambulante patienter. Der fødes omkring 1200 babyer på hospitalet hvert år. • I 1984 blev Botswanas SDA Union opdelt i to konferenser, Den nordlige og Den sydlige Botswanakonferens.

MISSIONSBERETNING

19. JANUAR 2019

DEN SYDAFRIKANSKE DIVISION · MOZAMBIQUE

Atija Jamal Caminete

UD AF MØRKET Første gang, Atija hørte om Syvende Dags Adventistkirken, var hun otte år og på besøg hos sin bedstemor i en landsby, som lå et godt stykke fra hendes hjem i Nampula. Nampula er en stor by i Mozambique, hvor 80 % af befolkningen er muslimer. Da hun gik forbi en adventistkirke, standsede en af menighedens ledere hende og inviterede hende indenfor til et måltid mad. Efter måltidet blev hun inviteret til at blive og høre en prædiken. Atija husker endnu tydeligt den prædiken. Taleren prædikede over Matthæus 24 og beskrev, hvordan Jesus vil opvække de døde, når han kommer igen. Den unge Atija blev meget grebet af det, hun hørte; for kun en måned tidligere havde hun mistet en fire år gammel søster pga. blodmangel. ”Mens jeg lyttede, blev jeg overbevist om, at jeg kunne komme til at røre min kære søster igen,“ siger Atija. Der gik syv år. Da Atija var 15 år, blev hun gift med en mand, som var vokset op i et kristent hjem, hvor man holdt søndag, men han kom regelmæssigt i en adventistkirke i Nampula. En sabbat valgte hun at tage med ham i kirke. Sabbatsskolen begyndte med sangen ”When the Roll is Called up Yonder“, og Atija lyttede nærmest forstenet, mens en seks år gammel pige på rækken ved siden af sang med klar stemme. ”Jeg blev så rørt over hendes stemme, og jeg følte, at der skete noget med mit hjerte,“ fortæller hun. Fra den dag besluttede hun sig for at tilhøre Adventistkirken. I det nordlige Mozambique kræver traditionerne, at man rådfører sig med familiens ældste, før man foretager store afgørelser, så Atija besøgte sin tante, Carmen, sammen med sin mand. Tanten, som havde opfostret Atija, var heksedoktor. Tante Carmen lyttede til Atijas ønske om at blive adventist og sagde: ”Du må tale med din mor om det.“ Atijas mor, som var enke, sagde: ”Det var ikke mig, der opfostrede dig. Gå og tal med din onkel.“ Onkel Candido nægtede at give Atija tilladelse. Han svor, at han aldrig ville besøge hende igen, hvis hun blev døbt. Truslen skræmte Atija, men hun blev alligevel døbt. Hun og hendes mand blev døbt samme dag. Ingen af deres familiemedlemmer var til stede. Atija fik en dreng, som hun kaldte Dionisio. Men han blev alvorligt syg. Atija nægtede at bringe ham til sin tante eller nogen anden heksedoktor. En aften kom onkel Candido på besøg. Han havde et stort spyd med. ”Jeg venter på, at barnet skal dø,“ sagde han. ”Når dit barn dør, stikker jeg mit spyd gennem din hals“ sagde han. Der gik to dage. Babyen nægtede at spise og blev gradvist svagere. Atija og hendes mand bad og græd. Den tredje dag begyndte babyen at die, og en undersøgelse på hospitalet viste, at han ville blive rask. Onklen rejste hjem igen med sit spyd.

”Vi så, at djævlen var blevet slået,“ siger Atija. ”Jeg er sikker på, at min søn var så syg, at han ville dø. Men ved Guds nåde overlevede han.“ Drengens helbredelse gjorde et stort indtryk på en af Atijas søstre, og hun begyndte at komme i kirke. Hun tilsluttede sig menigheden. Et år senere blev Atijas bror og en anden søster også døbt. Dernæst blev Atijas mor og nogen tid senere blev tante Carmen døbt. ”Da hun blev døbt, dykkede præsten hende ned under vandet tre gange,“ fortæller Atija. Da hendes tante kom op til overfladen den første gang, begyndte hun at skrige og råbe en masse ord, som ingen forstod. Præsten så på hende og sagde: ”Lad os døbe hende igen.“ Da hun kom op anden gang, blev hun ved med at skrige og råbe uforståelige ord. Den onde ånd forlod hende efter den tredje neddykning. I dag er tante Carmen en af menighedssøstrene i kirken. Onkel Candido, som havde sværget, at han aldrig ville besøge Atija, hvis hun blev døbt, kom på besøg hos hende, efter at hans kone var blevet døbt. Han fortalte, at han også ønskede at blive døbt. Han døde et år senere. ”Hele min familie har overgivet sig til Jesus og er nu medlemmer af menigheden,“ siger Atija. ”Jeg takker og priser Gud for, at den samme familie, som modsatte sig min dåb og sagde, at jeg tog fejl, nu er syvendedags adventister.“ I dag er Atija 57 og en aktiv præstekone. Hendes mand Lazaro fuldførte sin præsteuddannelse og arbejder nu i Nampula. En del af dette kvartals 13. sabbatsoffer vil blive brugt til at oprette et børnehjem i Nampula for børn, der har mistet deres forældre på grund af HIV/AIDS. Tak for jeres missionsgave.

FAKTA OM MOZAMBIQUE • Adventistkirken driver et forlagshus, Casa Publicadora do Indico, i Mozambiques hovedstad Maputo. • I 1937 deltog 1500 mennesker i det første årsmøde. De første adventistmedlemmer blev døbt i 1939.

MISSIONSBERETNING

26. JANUAR 2019

PÅ JAGT EFTER EN SABBATSKIRKE Mens Ivaldo gik i gymnasiet, var det hans faste overbevisning, at han skulle være præst. Han studerede ivrigt katekismen og underviste i sin kirke i Nampula, som er Mozambiques tredjestørste by med en befolkning på ca. en halv million. Han forberedte sig på at flytte til hovedstaden Maputo for at studere til præst. Mens han sammenlignede katekismen med Bibelen i sine forberedelser til en søndag, hvor han skulle undervise om De Ti Bud, opdagede han, at Bibelens lære var helt anderledes. Han bad en præst om at forklare forskellen, men præsten var ikke i stand til at svare. På gymnasiet oprettede Ivaldo en social gruppe på 30 elever, som skulle tælle forskellene mellem Bibelen og kirkens lære. Elevernes arbejde gjorde biskoppen nervøs, og han udtalte, at deres undersøgelse var en synd og forlangte, at de skulle bekende deres synd for ham eller risikere at blive udelukket af kirken. ”Vi skal kun bekende vores synd over for Gud,“ svarede eleverne. De 30 elever læste i Bibelen, at de første kristne tilbad på den syvende dag; men de havde ikke hørt om nogen i Nampula, der holdt sabbatten. Det endte med, at gruppen blev splittet. Nogle af eleverne tilsluttede sig forskellige evangeliske kirker, mens andre blev muslimer. Ivaldos forældre havde en vis indflydelse i deres kirke, og deres søn fik lov til at vende tilbage, men ikke at blive præst. En søndag talte Ivaldo i kirken om sabbatten. En kvinde i forsamlingen sagde: ”Er du klar over, at der findes en kirke her i Nampula, som holder sabbatten?“ Ivrigt ringede Ivaldo til sine 30 venner for at fortælle dem nyheden. Men mange af dem var ikke længere interesseret. Kun Ivaldo og tre venner tog hen til Syvende Dags Adventistkirken den følgende sabbat.

DEN SYDAFRIKANSKE DIVISION · MOZAMBIQUE

Ivaldo da Conceicao Nazare Ivaldo fik mad fra sin mor, og menighedens medlemmer sørgede for penge til hans skolegang og andre udgifter. Faderens vrede voksede, da han så, hvor godt det gik for Ivaldo. Han fortalte naboerne, at hans søn havde HIV og andre sygdomme. ”Folk begyndte at undgå mig,“ fortæller Ivaldo. ”Naboerne forbød til og med deres børn at tale med mig.“ I et år boede han hos sin bedstemor. Og så en dag sendte hans far et brev, hvor han bad om tilgivelse og indbød ham til at vende hjem igen. Faderen forsøgte at hjælpe Ivaldo med at komme ind på universitetet; men også der, var der undervisning om sabbatten, så Ivaldo nægtede at gå. Hans far arrangerede, at Ivaldo kunne få en stilling i en statslig instans; men jobsamtalen var på en lørdag. Hans far blev vred. ”Jeg forstår ikke, hvad du ønsker med dit liv,“ sagde han. ”Jeg forsøger at hjælpe dig, men du går glip af mange muligheder på grund af sabbatten.“ Ivaldo begyndte at arbejde som freelance journalist og brugte sin løn til at betale for at studere på journalisthøjskolen. Han arbejdede for flere radio- og fjernsynsstationer; men ingen ville give ham fuldtidsarbejde på grund af sabbatten. Ivaldo, som nu er 23, har ikke givet op. På grund af hans indflydelse har 10 unge mennesker tilsluttet sig Syvende Dags Adventistkirken. I tillæg er hans tre yngre brødre begyndt at komme i kirke. Hans mor har også udtrykt, at hun ønsker at tilslutte sig kirken. Hans far har truet med skilsmisse.

Fem måneder senere blev Ivaldo døbt. Da han fortalte sine forældre om sin beslutning, svarede hans mor, at hun allerede var klar over det. ”Jeg har lagt mærke til, at din opførsel har forandret sig meget,“ sagde hun. ”Du er begyndt at tale om Bibelen hele tiden.“

”Jeg beder for min mor og håber, at hun bliver adventist,“ siger Ivaldo. ”Jeg beder også om, at min far i det mindste vil tillade resten af familien at gå i kirke.“

Hans far var rasende og truede med at smide ham ud hjemmefra. ”Hvis du tager hen i Adventistkirken næste sabbat, smider jeg dig og alt dit tøj ud af huset,“ sagde han.

• Mozambique har nogle af verdens flotteste koralrev. Man har identificeret over 1200 forskellige fiskearter uden for Mozambiques kyst.

Næste sabbat gik Ivaldo i kirke, og hans far beordrede ham ud af huset. Men hans mor fik overtalt faderen til at holde igen. Ivaldos far ville ikke længere støtte Ivaldo, og han holdt op med at betale hans skolepenge. ”Jeg vil ikke bruge flere penge på dig, medmindre det er for at købe en kiste til dig,“ sagde han.

FAKTA OM MOZAMBIQUE

• Der er 147 lufthavne i Mozambique, men kun 22 af dem har asfalterede start- og landingsbaner

MISSIONSBERETNING

2. FEBRUAR 2019

BEVÆBNET MED EN BIBEL Moises gik i hæren, efter at han droppede ud af skolen. Hans far håbede, at militæret kunne få ham til at holde op med at drikke og tage narkotika. Ikke længe efter mødte Moises en syvendedags adventist, som hed Alfredo, i militærets cafeteria. ”Hans livsstil gjorde stort indtryk på mig,“ fortæller Moises. ”Han delte maden fra sin ration med mig.“ Alfredo var meget nøje med, hvad han spiste, og han nægtede at spise en bestemt populær fisk, som han regnede for uren. Moises opdagede hurtigt, at Alfredos spisevaner betød mere mad til ham. ”Hver gang de tilberedte denne fisk, satte jeg mig sammen med ham; for jeg vidste, at han ville give den til mig,“ siger han. ”Han var meget venlig mod mig.“ Efter at have spist sammen i to uger blev Moises overflyttet til et andet sted, hvor han skulle oplæres inden for militærpolitiet. I barakken blev han placeret ved siden af en soldat, som havde en bibel i sin seng. Når Moises vågnede, så han Bibelen. Når han gik i seng, så han Bibelen. Dette gjorde ham urolig. Han havde altid troet, at Bibelen kun var for præster og gamle mennesker, ikke for unge som ham. En dag spurgte Moises soldaten, hvorfor han havde en bibel. ”Jeg er kristen,“ svarede den unge mand. ”Tror du på Gud?“ spurgte Moises. Det bekræftede soldaten, at han gjorde, og citerede Joh 3,16 for ham. Moises spurgte, om han måtte låne Bibelen. Mens han læste, begyndte han at tro på Gud. Hans far var henrykt over sin søns nye tro, og gav ham en bibel i gave. Da hans oplæring inden for militærpolitiet var afsluttet, vendte han tilbage til sin hærenhed for at arbejde som militær politibetjent. En af soldaterne lagde mærke til, at Moises læste i Bibelen. ”Jeg kender til en gruppe, som studerer Bibelen klokken 6 hver aften. Jeg kan tage dig med derhen, hvis du har lyst,“ sagde han. Samme aften tog Moises med til bibelstudiet, men han blev meget forvirret. Da hans ven så hans forvirring, sagde han: ”Jeg har hørt om en anden gruppe, som også mødes kl. 6 hver aften. Jeg kan tage dig med derhen i morgen. Men jeg bryder mig ikke om dem.“

DEN SYDAFRIKANSKE DIVISION · MOZAMBIQUE

Moises Francisco Pelembe ”Fordi de taler om min kirke,“ svarede han. Næste aften deltog Moises i bibelstudie hos adventisterne. Moises var lamslået over at opdage, at gruppens leder var blevet døbt efter at have studeret Bibelen sammen med Alfredo, hans ven, som havde delt sin mad med ham i hærens cafeteria. Aftenens studium fokuserede på Mal 3,8, som siger: ”Kan et menneske bedrage Gud, siden I vil bedrage mig? I spørger: ’Hvordan bedrager vi dig?‘ Med tiende og afgifter.“ Moises havde aldrig givet tiende, og tekstens ord påvirkede hans hjerte. Den følgende aften vendte han tilbage til gruppen og hørte om den syvende dag som sabbat. Den aften græd han, da han var gået i seng. En af hans medbetjente hørte ham græde. ”Hvem har banket dig?“ spurgte han. ”Vi skal nok få has på ham.“ Men det, hans kollega ikke vidste, var, at Moises ikke var blevet slået af en person, men af Guds Ord. Den følgende sabbat gik Moises sammen med sine nye venner de 14 km hen til den nærmeste adventistkirke. Og for første gang i sit liv gav han tiende. Han blev trofast ved med at komme hver sabbat og blev døbt som 22 årig, kun 2 år efter, at han kom ind i hæren. Da hans militærtjeneste var slut, fik han arbejde hos politiet, men sluttede på grund af problemer med sabbatten. Dernæst gik han fra dør til dør som litteraturevangelist og begyndte at studere på Mozambique Adventistuniversitet. I dag er Moises 32 og er ved at afslutte sit teologistudium. ”Min far sendte mig i hæren med ønsket om at forandre min opførsel,“ fortæller han. ”Men jeg ser nu, at Gud havde en meget større hensigt. Han ønskede, at jeg skulle blive kristen.“ En del af dette kvartals 13. sabbatsoffer vil blive brugt til udvidelser ved Mozambique Adventistuniversitet, hvor Moises studerer. Desuden vil nogle af midlerne gå til at skaffe bibler til børn i Mozambique, som ikke selv har råd til at købe en. Tak for jeres gave.

”Hvorfor bryder du dig ikke om dem?“ spurgte Moises .

MISSIONSBERETNING

9. FEBRUAR 2019

DEN SYDAFRIKANSKE DIVISION · SAO TOMÉ OG PRINCIPE

Antonio Jose Abreu

FORUROLIGENDE DRØMME Antonios liv var noget værre rod. I løbet af meget kort tid blev han gift med sin allerførste kæreste, havde en affære med en anden kvinde og mistede sit arbejde som toldbetjent i Sao Tomé, hovedstaden i den lille ø-nation Sao Tomé og Principe uden for Afrikas vestkyst. Der gik et år. Han fik arbejde på et bryggeri. Han forsøgte at rette op på forholdet til sin kone, men hun nægtede, og de blev skilt. Så døde hans far. Antonio begyndte at drikke temmelig meget. Han flyttede sammen med en anden kvinde, Alcina, og de fik to drenge og en pige. ”Livet var meget vanskeligt,“ fortæller han. ”Jeg drak meget, og der var ikke penge nok til at forsørge min familie.“ Og som om alt dette ikke var slemt nok, begyndte Antonio at drømme mærkelige drømme, som han ikke forstod. I Sao Tomé lægger folk stor vægt på drømme. En drøm om en flod menes at betyde, at der kommer vanskeligheder. En drøm om den lokale safou-frugt betyder, at et familiemedlem kommer til at dø. Men Antonio drømte ikke om floder eller frugt. I stedet havde han en drøm, hvor han bar en rygsæk på ryggen og stod ved foden af to trapper. Den ene trappe var bred, den anden var smal. Han opdagede, at han kunne gå op ad den brede trappe med sin rygsæk på, men ikke op ad den smalle. Så fik han endnu en drøm. I den gik han hen imod en dør, men pludselig blokerede en kvinde stien derhen med en stor sten. Antonio kunne ikke skubbe stenen væk; men han fandt en smal åbning, som han kunne presse sig igennem. Da han var kommet igennem, så han en hule med en lille dam. Der stod nogen og pegede på vandet. Antonio vågnede altid meget forvirret efter sine drømme. Han forstod ikke, hvad de betød; men for ham virkede det, som om Gud forsøgte at vise ham noget. En dag var Antonio i gang med noget arbejde hjemme hos sin chef, bryggeriejeren. En nabo kom hen til ham og inviterede ham til at komme til nogle evangeliske møder i den lokale adventistkirke. Antonio sagde tak. Om aftenen blev han chokeret over at høre præsten læse Matt 7,13-14, hvor Jesus siger: ”Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!“ Han kom tilbage den næste aften for at høre mere.

”Jeg blev ved med at komme til møderne, og jeg blev klar over, at jeg var nødt til at fjerne alt for at komme igennem den smalle åbning i stenen. Jeg var nødt til at fjerne alt i mit liv for at gå op ad den smalle trappe.“ Han forstod, at rygsækken var et symbol på de byrder, der tyngede ham i livet, og dammen med vand symboliserede dåben. ”For at blive døbt var jeg nødt til at fjerne alt det i mit liv, som jeg var en slave af,“ fortæller han. Efter mange bibelstudier blev Antonio og hans hustru døbt – og officielt gift. I dag er Antonio 45 år og arbejder som regnskabsassistent i et lille trævarefirma. Han er også menighedstjener i den kirke, hvor han kom til de evangeliske møder. Hans tilværelse er ikke længere kompliceret. ”Jeg er lykkelig, og jeg takker Gud for alt, hvad han har givet os,“ siger han. En del af dette kvartals 13. sabbatsoffer vil blive brugt til at oprette et afvænningscenter i Sao Tomé, hvor man kan hjælpe mennesker som Antonio til at holde op med at drikke.

FAKTA OM SAO TOMÉ • Sao Tomé og Principe består af to vulkanøer i Guineabugten uden for Vestafrikas kyst, og er et af de mindste lande i Afrika. Sao Tomé er seks gange så stort som Principe. • Øen Sao Tomé blev opkaldt efter Sankt Thomas af de portugisiske opdagelsesrejsende, som kom til øen på Sankt Thomas’ festdag. • Kakao er den største afgrøde i landet og udgør 95 % af landets eksport. Man dyrker også copra, palmekerner og kaffe.

MISSIONSBERETNING

16. FEBRUAR 2019

DEN SYDAFRIKANSKE DIVISION · SAO TOMÉ OG PRINCIPE

Carlos Freitas

EN MAND MED TRE KONER Carlos fra Sao Tomé og hans syv brødre voksede op hos deres bedstemor, som var syvendedags adventist. Men efter bedstemorens død holdt de lidt efter lidt op med at komme i menigheden, . Da Carlos var 21, flyttede han sammen med Edite, og de fik en lille pige. Men snart opstod der skænderi. På øen er det skik at sætte øreringe på en nyfødt pige for at beskytte hende mod ulykker. Selv om Carlos ikke længere kom i kirke, var han modstander af smykker. Han bad Edite om ikke at lave huller i deres datters ører. Mens parret hidsigt diskuterede problemet, havde Edite, som tilhørte en søndagskirke, i hemmelighed fået babyen døbt. Da Carlos fandt ud af det, forlod han Edite og fandt Maria, som han flyttede sammen med. Edite var imidlertid ikke parat til at opgive forholdet og blev ved med at ringe til Carlos. ”Så jeg endte med at have to koner,“ siger Carlos. Så fandt han en tredje kvinde og begyndte at gå ud med hende. De flyttede sammen og fik et barn. Carlos endte med at få fem børn med sin første kone, fire med sin anden kone og et barn med sin tredje kone. Han delte sin tid mellem sine tre familier. Men hans første kone følte sig ensom og blev venner med et adventistpar. Hun begyndte at gå i kirke sammen med dem og blev døbt. Carlos havde i mellemtiden fået arbejde for den amerikanske radiostation Voice of America og havde ingen interesse for Gud. Men han tog imod en indbydelse fra Edite om at overvære, at to af deres døtre skulle døbes en sabbat. De to teenagedøtre sang en sang, som rørte Carlos dybt. Han mindedes, hvordan han som barn var kommet i kirke, og han skjulte sit ansigt, så folk ikke skulle se hans tårer. Men efter den dag begyndte han at gå i kirke sammen med sin første kone. Da Maria, hans anden kone, opdagede, at han gik i kirke, beskyldte hun ham for, at han ville forlade hende. ”Adventister accepterer ikke, at man bor sammen uden at være gift, og det betyder, at du har planer om at gifte dig med Edite,“ sagde hun. Carlos benægtede, at han gik i kirke for at blive gift. ”Jeg gik i kirke for at finde frelse,“ sagde han. ”Du har også brug for at blive frelst, så kom med mig i kirke.“

Maria begyndte at komme i kirke. Hver sabbat hentede Carlos sin første kone og kørte hende til kirken. Derefter kørte han sin anden kone til en anden kirke. Han skiftedes til at være til gudstjeneste sammen med sine to koner. Omkring denne tid forlod hans tredje kone ham, til fordel for en anden mand. Situationen blev meget kompliceret for Carlos. Han vidste ikke, hvilken kvinde han skulle gifte sig med. I to måneder bad og fastede han hver sabbat. Han blev mere og mere besluttet på at gifte sig med sin første kone; men han ønskede at få det bekræftet fra Bibelen. En dag åbnede han sin bibel og bad: ”Kære Gud, hjælp mig til at finde svaret i Bibelen.“ Han kiggede på sin bibel og så, at han havde åbnet den til Malakias’ Bog. Hans øjne faldt på Mal 2,14, hvor der står: ”Herren var vidne mellem dig og din ungdoms hustru, som du er troløs imod, skønt hun er bundet til dig som ægtehustru.“ Hans anden kone var fortvivlet over Carlos’ beslutning om at holde sig til sin første kone. De græd sammen; men hun forstod. Carlos blev gift med Edite 29. december 2013, og blev senere døbt. ”Jeg fik et helt andet liv,“ fortæller han. ”Jeg er nu en ny skabning og er parat til at rejse hvor som helst for at fortælle verden om, hvad Gud har gjort for mig.“

FAKTA OM SAO TOMÉ OG PRINCIPE • Syvendedags adventister begyndte deres arbejde på øen Sao Tomé i 1936, da José Freire, en portugisisk litteraturevangelist kom til øen. I februar 1939 blev den første dåb holdt. • En børneskole blev åbnet i 1946. Den havde ca. 250 elever. Den blev lukket af den kommunistiske regering i 1975.

MISSIONSBERETNING

23. FEBRUAR 2019

DEN SYDAFRIKANSKE DIVISION · SAO TOMÉ OG PRINCIPE

Carlos Freitas

AT OFRE ALT FOR SABBATTEN Efter sin dåb gik Carlos, som vi hørte om sidste sabbat, til sin chef på radiostationen Voice of America, og fortalte, at han ikke længere kunne arbejde om lørdagen. Hans chef, som var amerikaner, kiggede undrende på Carlos. ”Sabbatshelligholdelse er en gammeltestamentlig lov,“ sagde han. ”De kristne følger Det Nye Testamente.“ Carlos, som bor på den lille ø Sao Tomé, gik hjem og lavede en liste over samtlige henvisninger til sabbatten i Det Nye Testamente. Næste dag gav han listen til sin chef. ”Sabbatten er også i Det Nye Testamente og bør holdes,“ sagde han. ”Er det din endelige beslutning?“ spurgte hans chef. ”Ja, det er min beslutning at holde sabbatten. Alt andet vil være en synd,“ svarede han. Hans chef gav ham hånden. ”Dette er første gang i mit arbejde, jeg har mødt nogen, der udfordrede mig med hensyn til sabbatten,“ sagde han. Og det var afslutningen på den diskussion. Hans chef bad ham aldrig igen om at arbejde om lørdagen. Men så rejste chefen. Carlos, som har 10 børn, arbejdede som elektriker for radiostationen. En af hans opgaver var hver uge at losse brændstof til radiostationens generator. Båden ankom hver torsdag, og han og flere af hans kollegaer begyndte med det samme at losse olien. De var altid færdige med opgaven om fredagen. Men en uge kom båden ikke før om fredagen. Carlos ville ikke henvende sig til sin nye chef, som var en lokal ivrig søndagsholder fra Sao Tomé. I stedet gik han direkte til radiostationens direktør, som var amerikaner. Lederen afviste med det samme hans ønske om at forlade arbejdet fredag klokken 17.30.

”Det er en virkelig slem situation,“ sagde en af de andre arbejdere. ”Vi har ikke mulighed for at losse olien før efter weekenden.“ Direktøren sagde ikke et ord. Og Carlos gik hjem for at fejre sabbat. Men hele weekenden gruede han for at møde direktøren mandag morgen. Han var nervøs for, at han skulle få skylden for oversvømmelsen. Men mandag morgen sagde direktøren ingenting. Han var også tavs tirsdag og onsdag. Der gik en uge, og han sagde stadig intet. Men så spurgte en af Carlos’ kollegaer: ”Har du hørt, hvad direktøren sagde om båden? Han sagde, at det, der skete, var Guds indgriben.“ Carlos kunne ikke tro sine egne ører. Da han kom hjem, takkede han og hans kone for, at Gud havde beskyttet hans arbejde. Nogle dage senere gav en anden af hans kollegaer flere detaljer om direktørens opfattelse. Det viste sig, at direktøren i hemmelighed havde planlagt at lade Carlos få lov til at gå hjem klokken 17.30; men bådens maskine blev oversvømmet, inden han kunne nå at fortælle om sin beslutning. Resultatet var, at ingen kunne arbejde den sabbat. Uden at Carlos vidste det, havde en af sikkerhedsvagterne i nogen tid holdt øje med Carlos for at se, hvad der ville ske, hvis han blev ved med at holde fast i sin sabbatsoverbevisning. Da vagten så, hvordan Gud greb ind i forbindelse med båden, sagde han til Carlos: ”Din Gud er stor!“ Vagten begyndte at komme i kirke. Og Carlos har aldrig siden haft problemer med at få fri om sabbatten. ”Gud er god mod alle, der stoler på ham,“ siger Carlos. ”Jeg har haft forskellige udfordringer, som jeg troede var umulige at løse; men så er alt faldet på plads, uden at jeg selv skulle gøre noget som helst.“

”Men jeg har en aftale med Gud,“ sagde Carlos. ”Det er dit valg,“ sagde direktøren. Carlos låste sig inde på toilettet og bad. Det var ikke let at finde arbejde i Sao Tomé, og Carlos tænkte: ”Hvad vil der ske med min familie? Hvad skal jeg sige til dem?“ Han havde ikke lyst til at blive fyret; men han var ikke i tvivl om, at han hellere ville ære Gud. Han besluttede sig for at arbejde til 17.30. Kort før klokken 17.30 kom der vand i maskinen på båden. Carlos og hans kollegaer kæmpede for at løse problemet; men det blev kun værre. Til sidst var de nødt til at gå i land, hvor direktøren stod og ventede på dem.

Mange af de 200.000 indbyggere i dette land kender ikke sandheden om sabbatten. Over halvdelen af befolkningen er katolikker. Adventistkirken har ca. 8.000 medlemmer fordelt på 13 kirker og 56 grupper. Carlos elsker at fortælle om sin sabbatserfaring. ”Det er min pligt nu at fortælle andre om min oplevelse, og hvad jeg har fundet i Bibelen,“ siger han. ”Det er mit ønske at gøre alt for at dele Guds Ord med andre.“ En del af dette kvartals 13. sabbatsoffer vil blive brugt til at bygge en hårdt tiltrængt kirkebygning i Sao Tomé. Tak for jeres gave.

MISSIONSBERETNING

2. MARTS 2019

DEN SYDAFRIKANSKE DIVISION · SAO TOMÉ OG PRINCIPE

Constâncio Triste Afonso

AT FALDE FOR JESUS Constancio faldt to meter og landede på hovedet, før han blev i stand til at holde op med at drikke og tage imod Jesus. Constancio, som er landmand og har to små børn, blev fascineret af en gruppe syvendedags adventister, der kom på en campingtur til hans landsby på toppen af et bjerg i Sao Tomé. Han begyndte at holde endnu mere øje med dem, efter at en af de kvindelige campister spurgte ham: ”Kan du se, at vi er anderledes?“ Han bemærkede, at adventisterne hverken røg eller drak. Efter at campisterne var rejst igen, fik han lyst til at lære mere om Adventistkirken og begyndte at følge et bibelstudium, som et menighedsmedlem gav i folks hjem. Inden længe bad han distriktsprædikanten om at blive døbt. ”Du må først overgive dit liv til Gud, så han kan hjælpe dig til at holde op med at ryge og drikke,“ sagde prædikanten til ham. Constancio opgav disse vaner og blev døbt. Men et halvt år senere vendte han tilbage til de gamle vaner. Hans kone blev rasende. Selv om hun ikke var blevet døbt, havde hun syntes bedre om den nye mand, som Constancio var blevet. Hun irettesatte ham og sagde: ”Adventister gør ikke den slags, og det bør du heller ikke gøre.“ Hun forbød ham at sove i deres fælles seng, indtil han var holdt op. Constancio brød sig ikke om hendes beslutning. Han studerede Bibelen for at finde ud af mere om en kristen livsstil. Han standsede ved Es 55,2, som siger: ”Hvorfor betaler I penge for noget, der ikke er brød, jeres løn for noget, der ikke mætter? Hør dog på mig, så skal I spise godt og svælge i fede retter.“ Constancio tænkte ved sig selv: ”Hvorfor bruger jeg penge på det, der ikke er brød? Og jeg er alligevel ikke tilfreds?“ I flere uger bad han om Guds hjælp til at komme ud af sin afhængighed. Men selv mens han bad, blev han ved med at købe tobak og alkohol. En aften klatrede han op ad stigen til sit hjem, mens han var fuld. Ligesom mange af landsbyboerne bor han og hans familie i et hus, der er bygget på pæle. Hans kone, hans syv år gamle søn og fire år gamle datter sov tungt, da han kom hjem.

Familiens hund begyndte at gø. Konen og børnene skyndte sig udenfor for at se, hvorfor hunden gøede, og fandt Constancio liggende på jorden uskadt, men stærkt beruset. Konen gik ud for at hente hjælp fra naboerne, og snart var der en stor flok forsamlet rundt om Constancio. Det gik hurtigt op for dem, at han var faldet ned fra terrassen. De forkyndte, at han måtte være blevet skubbet ned af djævelen. Der blev stort postyr ved tanken om, at djævelen var i deres landsby, og de begyndte at diskutere, hvordan de kunne beskytte sig. De besluttede, at det var nødvendigt for Constancio at blive renset. Så landsbyboerne begyndte febrilsk at tisse i hinandens hænder og kastede det på Constancio. Derefter bar mændene ham hjem. Næste morgen var der adskillige af hans venner, der bød Constanscio på en drink. Idet han tog sig til sit værkende hoved, nægtede han og sagde: ”Fra nu af vil jeg ikke længere drikke eller ryge.“ Og det løfte har han holdt. ”Mit ønske om at ryge og drikke var forsvundet,“ fortalte han i et interview i landsbyens adventistkirke, hvor han nu er en af forstanderne. ”Det var et svar på bøn.“ I dag er en tredjedel af landsbyens 200 beboere blevet døbt og er medlemmer af Adventistkirken. Hver sabbat mødes over 120 mennesker i kirken. Blandt dem er Constancios kone og børn samt fem tidligere alkoholikere, som er blevet omvendt på grund af Constancio. ”Jeg fortæller min historie for at hjælpe andre, som har de samme udfordringer,“ siger han. ”I vores lokalområde er der mange, der drikker, og de er for skamfulde til at komme i kirke. Men jeg fortæller dem, at jeg plejede at være som dem. Med Guds hjælp kan I også holde op, siger jeg til dem.“ En del af dette kvartals 13. sabbatsoffer vil blive brugt til at oprette et afvænningscenter i Sao Tomé, hvor mennesker kan få hjælp til at holde op med at ryge og drikke. Tak for jeres gave til missionen.

Efter at have vendt sig nogle gange i sengen gik det op for Constancio, at han ikke havde vasket sine fødder. De var meget snavsede efter at have gået i mudder i regnen den dag. Han vaklede udenfor på husets træterrasse. Da han bøjede sig ned for at vaske sine fødder, mistede han balancen og faldt, med hovedet først, to meter ned fra terrassen. Han landede med hoved først og lavede en fordybning i den våde jord. Han undgik lige akkurat at ramme en sten.

FAKTA OM SAO TOMÉ OG PRINCIPE • Sao Tomé og Principe er den næstmindste nation i Afrika. Kun Seychellerne er mindre. • Malaria er den mest almindelige og farligste sygdom på øerne.

MISSIONSBERETNING

9. MARTS 2019

DEN SYDAFRIKANSKE DIVISION · SAO TOMÉ OG PRINCIPE

Gilson Neto

PROBLEMER MED SVINEKØD En nabo fortalte mig om syvendedags adventisterne, da jeg var 17. Jeg var ikke interesseret, for jeg elskede svinekød, og adventisterne spiser ikke svinekød.

”Hvorfor vil du ikke arbejde om lørdagen?“ spurgte min far.

Men så blev jeg inviteret med til en række evangeliske møder på den anden side af Sao Tomé, hovedstaden i den lille ø-nation Sao Tomé og Principe. Jeg gik til hvert eneste møde og skrev mit navn ned med ønske om at få mere information.

Mine syv brødre betragtede min vanskelige situation i stilhed.

Inden jeg vidste af det, fortalte min nabo mig, at hans kirke havde modtaget mit navn, og han inviterede mig til at komme i kirke sammen med ham den følgende sabbat for at få mere information. Jeg blev chokeret og spurgte ham: ”Hvordan kom mit navn til din kirke, når jeg skrev det på en liste i den anden ende af byen?“ Jeg gik ikke med ham; for jeg skulle arbejde om lørdagen. Jeg var anlægsarbejder.

Ni måneder senere blev jeg døbt. Præsten holdt en velkomsttale for de nye menighedsmedlemmer, og en kvinde stod frem og fortalte, at vi med det samme kom til at opleve åndelige udfordringer på grund af vores beslutning. ”Det kan ikke passe,“ sagde jeg. ”Jeg udsættes allerede for mange udfordringer.“ Men det passede, hvad hun sagde. Da jeg fortalte mine forældre, at jeg var blevet døbt, smed de mig ud hjemmefra. Jeg græd, for jeg vidste ikke, hvor jeg skulle tage hen. I to måneder forlod jeg huset, før mine forældre vågnede og kom hjem igen, efter at de var faldet i søvn.

Da min nabo fandt ud af, at jeg ikke kom i kirke, foreslog han, at vi i stedet skulle studere Bibelen sammen om aftenen. Efter flere uger besluttede jeg mig for at pjække fra arbejde og gå med i kirke. Jeg mødte mange af mine naboer i kirken, og de var rigtig glade for at se mig.

En kvinde, som var blevet døbt samme dag som mig, gav mig mad. Hele dagen gik jeg omkring. Jeg havde ikke noget at lave og ikke noget arbejde. Jeg græd og bad: ”Gud, hjælp mig til at få en stærkere tro og til at finde arbejde.“

Men jeg havde fået et problem. Jeg kunne ikke tage fri fra arbejde endnu en sabbat, og alle mine naboer, som havde set mig i kirken, ville spørge mig, hvor jeg skulle hen, hvis de så mig tage på arbejde om sabbatten.

Efter nogen tid blev jeg ansat af et taiwanesisk landbrugsselskab i et af deres projekter. Jeg gav noget af min løn til mine forældre, og det var med til at genoprette vores forhold.

Den følgende sabbat tog jeg en stor omvej til arbejde, så ingen skulle se mig. Men alligevel mødte jeg et menighedsmedlem. ”Hvor skal du hen?“ spurgte han.

Men så udførte Gud et stort mirakel. Fem af mine syv brødre blev adventister. Dernæst blev to af mine fætre døbt. I alt har 10 familiemedlemmer tilsluttet sig menigheden. Min far kom til og med i kirke nogle gange, inden han blev lammet af en blodprop i hjernen.

”Hen og blive klippet,“ løj jeg. Jeg havde dårlig samvittighed hele dagen. Efter arbejde tog jeg igen den lange vej hjem og mødte flere menighedsmedlemmer, som var på vej hjem fra kirke. ”Hvorfor var du ikke i kirke i dag?“ spurgte de. Jeg indrømmede, at jeg havde været på arbejde. Men fra den dag besluttede jeg, at jeg ville holde op med at arbejde om sabbatten. Det betød, at jeg hurtigt mistede mit arbejde. Ingen i min familie var adventister, og mine forældre var vrede over, at jeg ikke længere havde arbejde. Min mor lavede mad, som jeg ikke kunne spise. Hun kom svinekød i alt – i ris, suppe og alt tilbehør. Jeg var stadigvæk meget glad for svinekød; men jeg ville ikke spise det. Mange gange gik jeg sulten i seng. ”Hvorfor kommer du i den kirke, som ikke spiser svinekød?“ spurgte min mor.

I dag arbejder jeg på adventisternes skole på Sao Tomé. Jeg underviser børnene i havebrug, og lærer dem at dyrke grønsager. Jeg er også blevet gift. Jeg blev forelsket i en ung kvinde, som var lillesøster til den kvinde, der gav mig mad, mens jeg var allerlængst nede. Vi har en lille datter på et år. Et løfte fra Bibelen, der inspirerer mig til at være trofast, er Salme 125,1:” De, der stoler på Herren, er som Zions bjerg, det rokkes ikke, det står fast for evigt.“ En del af dette kvartals 13. sabbatsoffer vil blive brugt til at udvide adventisternes eneste skole på Sao Tomé. Tak for jeres gave til missionen.

MISSIONSBERETNING

DEN SYDAFRIKANSKE DIVISION · SAO TOMÉ OG PRINCIPE

16. MARTS 2019

Vitalina Mendes Moreira

HEMMELIGHEDEN ER VENSKAB Noget gik helt galt, da Vitalina skulle føde sit andet barn i Sao Tomé og Principe, en lille bitte ø-nation uden for Afrikas vestkyst. Hun begyndte at bløde voldsomt og måtte have blodtransfusion. Ved en fejl gav lægerne hende en forkert blodtype. Babyen blev født sund og rask, men Vitalina fik komplikationer med en alvorlig infektion i sine ben. For at redde hendes liv måtte lægerne amputere begge hendes ben. Vitalina var 19 år. Da hun 9 måneder senere kom hjem fra hospitalet, fandt hun ud af, at hendes mand var flyttet sammen med en anden kvinde. Vitalina blev ramt af depression og overvejede at tage sit eget liv. Men så begyndte en ældre adventistkvinde at besøge hende. Hver uge hentede hun Vitalinas snavsetøj, og vaskede det i en nærliggende flod. Da kvindens læge forbød hende at gå ud i floden af helbredsmæssige årsager, fik hun andre medlemmer fra menigheden til at overtage opgaven. Vitalina var taknemlig for den hjælp, hun fik; men hun følte sig også lidt forlegen. ”Jeg var jo ikke adventist,“ fortæller hun, ”og jeg forstod ikke, hvorfor de ville vaske mit snavsetøj.“ Hun gav en del af sit snavsetøj til kvinderne og gemte resten i et værelse. I to uger fortalte hun sine gæster, at hun ikke havde så meget snavsetøj den uge. Men adventistkvinderne troede hende ikke. De fandt hendes bunke af snavsetøj i værelset og vaskede det for hende. Vitaline bad Gud om hjælp til at overleve. Efter nogen tid var hun i stand til at skaffe sig en gammel, hånddrevet symaskine. Hun lærte sig selv at klippe stof til og sy bukser. Hendes forretning blomstrede, og hun fik fem børn mere med sin mand, som fra tid til anden kom på besøg. Men så døde hendes mand. Et menighedsmedlem drøftede Bibelen med hende; men Vitalina var ikke interesseret. Hun ønskede ikke at lave om på sine spisevaner. Men så arrangerede en adventistpræst en to uger lang evangelisk mødeserie. ”Mens jeg overværede møderne, begyndte jeg at indse, hvor meget Gud havde gjort for mig,“ siger Vitalina. ”Han hørte min bøn om at finde ud af, hvordan jeg kunne forsørge mig selv ved hjælp af symaskinen. Det var en af grundene til, at jeg tog imod evangeliet.“

Vitalina gik til alle møderne og blev senere døbt. Hun var ivrig efter at dele sin nye tro med andre og fortalte alle, hun mødte, om det, hun havde fundet. ”Se på mig,“ sagde hun til de mennesker, der kom til hendes hjem. ”Gud virker gennem mig, og jeg er i stand til at arbejde. Gud er fantastisk, og du bør også stole på ham.“ Gennem sådanne samtaler overbeviste Vitaline syv mennesker til at komme med i adventistkirken, som lå 3 km væk. Vitalina betalte hver uge for deres busbilletter. Og i dag er alle syv blevet døbt og medlemmer af kirken. Vitalina arrangerede også bibelstudiegrupper uden for sit hjem, og seks mennesker blev døbt. Inden længe var 40 mennesker blevet døbt, deriblandt to af hendes egne børn. Menighedens ledere begyndte at lægge planer om at åbne en kirke i hendes nabolag. Men de havde ingen midler til at købe en byggegrund, så de accepterede et tilbud fra Vitaline om at opføre en midlertidig bygning uden for hendes hus. En trækirke blev opført i september 2017. ”Jeg er så glad for at se kirken uden for min indgangsdør,“ siger Vitalina, mens hun sidder i sofaen i sin stue. ”Men jeg er endnu mere glad over, at så mange mennesker er blevet omvendt.“ Vitalina fortæller, at hemmeligheden, ved at lede andre til Kristus, er at blive ven med dem. ”Det er vanskeligt at lede andre til Jesus uden venskab,“ siger hun. ”Jeg bliver ven med dem, der bor i området, og inviterer dem med i kirke.“ Vitalinas yndlingsvers er Matt 6,33, som siger: ”Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.“ ”Dette vers opmuntrer mig, for det siger, at hvis jeg sætter Gud først, vil han give mig alt, hvad jeg har brug for,“ siger hun. ”Og det har han gjort.“ En del af dette kvartals 13. sabbatsoffer vil blive brugt til at bygge en kirke i Sao Tomé, hvor de fleste medlemmer mødes i kældere og faldefærdige bygninger. Tak for jeres gave til missionen.

MISSIONSBERETNING

DEN SYDAFRIKANSKE DIVISION · ANGOLA

Paulo Pinto

23. MARTS 2019

AT REDDE ANGOLA Paulos mor blev meget vred, da hendes søn sagde sit arbejde op og begyndte at prædike for fanger i fængslet. Paulo voksede op som syvendedags adventist i Angola. Han havde undervist i en offentlig skole og brugte indtægterne til at betale sin universitetsuddannelse og støtte sin mor og sine 10 søskende. Som den ældste i søskendeflokken havde han ansvar for sin familie, efter at hans far var død af tyfus. Mens han gik på andet år på universitetet fik han selv tyfus og blev indlagt på hospitalet i Benguela. I to måneder rasede høj feber i hans krop. Medlemmer i den lokale adventistmenighed bad for ham, og betalte regningerne for hans hospitalsophold. ”Da jeg blev udskrevet, bestemte jeg mig for at ændre min tilværelse,“ fortæller Paulo. Han opgav sine studier på universitetet, og sagde sin stilling i den offentlige skole op. ”Jeg var bange for at vende tilbage til mit gamle liv,“ siger han. Paulo ønskede at læse teologi på Solusi Adventistuniversitet i Zimbabwe. Men han havde brug for penge til at betale for opholdet. Han var også nødt til at vente, til det næste skoleår begyndte i januar det følgende år. Paulo brugte de næste syv måneder på at prædike for indsatte i fængsler. Med hjælp fra slægtninge, som arbejdede inden for fængselsvæsenet, fik han adgang til fængsler, og besøgte dem sammen med en lokal menighedsforstander, som var ansvarlig for menighedens fængselsmission. Tyve mennesker blev døbt i et af fængslerne i Benguela. Paulos familie forstod ikke hans nye liv. Han havde ikke længere et arbejde, som kunne forsørge familien, og i deres opfattelse havde han opgivet en lovende karriere ved at holde op på universitetet. Hans mor slog hånden af ham. Paulo ankom til Solusi Adventistuniversitet i januar. Han havde knapt nok penge til mad og engelsktimer. Han talte kun portugisisk, og var nødt til at lære engelsk for at komme til at studere på universitetet. Paulo bad: ”Kære Gud, hvis du lader mig afslutte mine studier, vil jeg arbejde fuld tid for dig. Jeg vil vise dem, der har brug for Kristus, hvorfor jeg studerede på Solusi.“ På skolen opdagede han hurtigt, at han havde brug for at lære meget om Gud. Selv om hans familie var adventister, var han opvokset i et land, hvor borgerkrig havde raset i 27 år, og kundskaben om Gud var minimal. ”Vi vidste ikke meget om Gud og Bibelen,“ fortæller Paulo. ”Det var først på Solusi, at jeg rigtigt kom til at studere Bibelen.“ Han lærte også, at Gud har en særlig omsorg for udlændinge. ”Nogle gange besøgte lærerne os på vores værelser for at bede med os,“ fortæller han. ”Nogle gange fik vi gratis mad fra mennesker, vi ikke engang kendte.“

Han oplevede, at Solusi fulgte Guds befaling i 3 Mos 23,22, som siger: ”Når I høster kornet i jeres land, må du ikke høste helt ud til kanten af din mark, og hvad der ligger tilbage, når du har høstet, må du ikke samle ind; det skal du efterlade til den trængende og den fremmede. Jeg er Herren jeres Gud!“ En ældre fætter betalte Paulos skolepenge i en periode. Da fætteren døde, betalte et menighedsmedlem fra Angola for et semester. Og nu betales hans skolepenge af en kvinde fra Angola, hvis søn tidligere graduerede fra Solusi. På Solusi har Paulo fået kontakt med andre angolanske studerende i Zambia, Uganda og Filippinerne. De har planer om at koordinere deres evangeliske indsats i Angola, når de er færdige med deres studier. Han ønsker også at dele sin nye kundskab med sin egen familie. Paulo opfordrer os til at bede for Angolas 29 millioner indbyggere, hvoraf næsten 176.000 er adventister. ”Vi forsøger ikke at omvende alle,“ siger han, ”Men Matt 24,14 siger: ‘Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme.’ Men vi må forkynde evangeliet som et vidnesbyrd, så alle kan komme til at høre om Jesus og lære ham at kende. Og så vil han komme igen.“ I 2015 fik Solusi Universitet en del af 13. sabbatsofferet, så de kunne udvide deres cafeteria til at rumme 1.000 elever. Tak for jeres missionsgaver, som gør det muligt for adventistskoler som Solusi at uddanne mennesker til at forkynde, at Jesus snart kommer igen.

FAKTA • Adventistkirken i Angola består af to distrikter, som tilsammen har 2.536 menigheder og grupper med et medlemstal på 448.554. • Der bor ca. 26 millioner mennesker i Angola. Det betyder, at der er én adventist for hver 58 indbyggere. • Adventistkirken i Angola driver tre medicinske faciliteter: en tandlægeklinik i det nordøstlige Angola, Bongo Missionshospitalet og Quicuco klinikken i det sydvestlige Angola. • Kirken i Angola driver også en adventistboghandel, et forlag og en korrespondanceskole.

MISSIONSBERETNING

30. MARTS 2019

DEN SYDAFRIKANSKE DIVISION

Mordecai Msimanga

AT UDDRIVE ONDE ÅNDER I dette kvartal har vi mødt mennesker fra Botswana, Mozambique, Sao Tomé og Principe samt Angola. I dag skal vi høre en beretning fra en Global Mission-pioner i Zimbabwe. En 35 år gammel enlig mor henvendte sig til en Global Mission-pioner med et usædvanligt problem. ”Hver aften går jeg i seng med tøj på, men jeg vågner nøgen hver morgen,“ fortalte hun. Hun var bange. ”Hvordan kan det være?“ spurgte Mordecai, som ledte en to ugers evangelisk mødeserie i kvindens hjemby Nkai i Zimbabwe. Mordecai havde en anelse om, hvad den mærkelige hændelse drejede sig om. Han havde hørt lignende historier, og alle havde noget med onde ånder at gøre. Han vidste, hvad der skulle til. ”Vil du tage imod Kristus?“ spurgte han. ”Hvis du gør det, kan vi bede, og Kristus vil vise os, hvorfor du er nøgen hver morgen, når du vågner.“ Kvinden tog imod Jesus, og Mordecai samlede menighedens medlemmer til bøn. I tre dage bad de. Den tredje dag spurgte Mordecai kvinden, hvordan det gik. ”Det er gået godt de sidste tre dage,“ svarede hun. ”Når jeg vågner om morgen, er mit tøj ikke væk.“ Kvinden blev døbt, og hun er ikke senere blevet forstyrret af onde ånder. Onde ånder er et almindeligt problem i Zimbabwe. Mange er overtroiske og praktiserer traditionelle religioner. Mordecai, som arbejder i et område, hvor der ikke er andre adventister, har haft adskillige oplevelser med onde ånder. I det sydlige Matopodistrikt blev han inviteret til at tale i en søndagskirke. En kvinde havde problemer med sit knæ og ønskede forbøn. Da Mordecai i sin bøn nævnte Jesu navn, faldt kvinden pludseligt ned på gulvet. ”Når dette sker, betyder det, at en ond ånd er faret ud,“ siger Mordecai, som er 68 år. ”Jeg bad for hende og rejste hende op. I dag er hun medlem af Adventistkirken.“ Ikke alle Mordecais beretninger involverer onde ånder. Han er særlig begejstret for sin tid i Zezana, hvor han blev sendt til i 2007, et år efter, at han blev Global Mission-pioner. Her gik han fra hus til hus og underviste mennesker om sandheden, om sabbatten og Jesu genkomst. Som resultat blev alle 16 medlemmer af en menighed samt deres præst døbt og åbnede den første adventistmenighed i området. Nogen tid efter havde Mordecai et direkte møde med otte onde ånder, mens han holdt en evangelisk mødeserie i en offentlig skole i Beitbridge, en by i Zimbabwe, der ligger tæt på grænsen til Sydafrika. Da han på skærmen viste et billede af den korsfæstede Kristus, sprang en 48 år gammel kvinde op, og løb ud af lokalet. Efter mødet fandt Mordecai hende liggende i skolegården. Hun bevægede sig ikke og så ud som om hun var død. Man bar hende ind i skolen

igen, og lagde hende på gulvet. Mordecai samlede 10 menighedsmedlemmer omkring hende, og de begyndte at synge og bede. Da de udtalte Jesu navn, satte kvinden sig pludselig op, rystede voldsomt og faldt igen sammen på gulvet. ”Hendes opførsel indikerede, at en ond ånd havde forladt hendes krop,“ fortæller Mordecai. Men han var nødt til at finde ud af, om hun var blevet befriet. ”Vil du bede til Kristus?“ spurgte han. Kvinden forblev som livløs på gulvet. Dette tydede på, at hun stadig var besat. Menighedsmedlemmerne fortsatte med at synge og bede. Da kvinden hørte Jesu navn nævnt igen, satte hun sig op, rystede, og faldt sammen igen på gulvet. Endnu en ond ånd havde forladt hende. ”Vil du bede til Kristus?“ spurgte Mordecai. Men kvinden rørte sig ikke. Dette gentog sig igen og igen. Gruppen blev ved med at synge fra klokken ni om aftenen til tre om morgenen. Til sidst, efter den ottende gang, reagerede kvinden på Mordecais invitation til at bede. Hun satte sig op og bad med en klar stemme: ”Kære Jesus, tak fordi du har befriet mig fra de onde ånder. Jeg beder dig om hjælp, så jeg kan blive medlem af menigheden og lige så stærk som de andre her.“ Kvinden er nu adventist og hjælper til i menigheden som menighedssøster. ”Gud er god. Hele tiden,“ siger Mordecai. Tak for jeres forbøn for de 193 millioner mennesker, som bor i de 18 lande i Den Sydafrikanske Division. Tak også for jeres 13. sabbatsoffer, som vil gøre det muligt at dele evangeliet om Jesus og budskabet om hans snarlige genkomst til endnu flere mennesker i dette område.

MISSIONSPROJEKTER FOR 1. KVARTAL 2019 • Udvidelse af kost- og ernæringsafdelingen på Mozambique Adventistuniversitet. • Oprettelse af et børnehjem i Mozambique for børn, der har mistet deres forældre pga. HIV/AIDS. • Oprettelse af en skole for 0.-12. klasse i Milange, Mozambique. • Et afvænningscenter i Sao Tomé. • En ny kirkebygning i Sao Tomé. • Et nyt auditorium på adventisternes skole i Sao Tomé. • Bibler på portugisisk til trængende familier i Mozambique og Sao Tomé og Principe.

FOKUS PÅ MISSIONEN Når vi indsamler penge (kollekt) i forbindelse med bibelstudiet, er det for at kunne støtte udbredelsen af evangeliet. Pengene fordeles til Adventistkirkens arbejde i hele verden, men anvendes fortrinsvis i den tredje verden, hvor de lokale kirker sjældent har mulighed for selv at finansiere det evangeliske arbejde. Hvert kvartal fokuserer vi på én del af verden. Der bliver udvalgt nogle enkeltprojekter, som på en særlig måde tilgodeses. 25 % af kollekten, som indsamles den 13. sabbat hvert kvartal i adventistkirker over hele verden, anvendes til disse specifikke projekter. Missionsberetningerne her i hæftet stammer fra den region, hvor disse projekter skal gennemføres. Jan Arne Nielsen, kristen forvaltning