missionsberetninger-2-kvartal-2019-low

2019 • 2. KVARTAL

MISSION

A D V E N T I S T

Den Sydamerikanske Division (SAD)

adventistmission.org

MISSIONSBERETNING

DEN SYDAMERIKANSKE DIVISION caragua Caracas Panama

INDLEDNING

a Rica

Trinidad & Tobago Guyana

Venezuela

Paramaribo

Bogota

DEN SYDAMERIKANSKE DIVISION

Georgetown

French Guiana Suriname

Colombia

I dette kvartal kommer vores missionsberetninger fra Den Sydamerikanske Division. Denne division tilser Syvende Dags Adventistkirkens arbejde i Argentina, Bolivia, Brasilien, Chile, Ecuador, Falklandsøerne, Paraguay, Peru og Uruguay samt de tilhørende øer i Atlanterhavet og Stillehavet.

Quito

Ecuador Peru Brazil Lima Brasilia

La Paz

Der bor over 340 millioner mennesker i dette område, og 2,48 millioner er medlemmer af Adventistkirken. Det svarer til en adventist for hver 137 indbyggere.

Bolivia

Paraguay Chile Asuncion

Dette kvartals fire missionsprojekter er såkaldte ”indflydelsescentre.“ Det er steder, som benyttes af Syvende Dags Adventistkirkens medlemmer til at komme i kontakt med lokalbefolkningen. Tre af disse centre i Brasilien og Peru er en del af nye kirkebygninger. Det fjerde af disse indflydelsescentre er et medborgerhus, hvor kirken tilbyder engelskundervisning, musikundervisning og andre aktiviteter til børn og unge i Cusco i Peru. Målet for dette center er at plante en ny menighed i Cusco.

Santiago

Argentina Buenos Aires

Uruguay Montevideo

I dette kvartal skal vi høre beretninger fra mennesker, der bor i de fire byer, hvor centrene skal oprettes. Vi skal også høre om, hvordan mennesker er blevet velsignet gennem midler fra et tidligere kvartals 13. sabbatsoffer.

Tak for jeres støtte til missionen i dette store område.

MISSIONSPROJEKTER I 2. KVARTAL 2019 • Oprettelse af en ny kirke og værested med fokus på sundhed i Aruana, Brasilien

• Åbning af et medborgerhus med en engelsk sprogskole for unge i Cusco, Peru

• Køb af en byggegrund til en kirke og et værested i Salvador, Brasilien

• Etablering af en kirke og et medicinsk center i Pucallpa, Peru

DEN SYDAMERIKANSKE DIVISION Unioner og enheder Argentina Bolivia Det Centrale Brasilien Chile Ecuador Det Nordlige Brasilien Det Nordlige Peru Det Nordvestlige Brasilien Det Nordøstlige Brasilien Paraguay Det Sydlige Brasilien Det Sydlige Peru Det Sydøstlige Brasilien Uruguay Det Vestlige Centrale Brasilien Det Østlige Brasilien Totalt i Divisionen

2

Menigheder

Grupper

Medlemmer

Befolkning

606 424 1.181 677 278 1.657 1.340 952 989 61 1.153 1.155 1.306 59 707 1.061 13.606

438 702 845 339 416 1.393 1.749 776 1.464 95 968 1.478 1.097 50 736 1.534 14.080

116.391 116.480 264.059 102.481 58.865 291.905 209.891 170.188 213.683 12.519 185.557 191.293 207.719 7.890 126.133 206.881 2.481.935

44.293.000 11.146.000 45.042.612 18.374.000 16.777.000 16.295.989 15.925.368 7.233.424 33.361.049 6.811.000 30.305.551 15.912.632 41.820.828 3.457.000 17.210.560 16.586.989 340.553.000

MISSIONSBERETNING

6. APRIL 2019

STORBYMENNESKER MED BIBLER Alejandro Qqearar Alejandro var 18 år, da han begyndte i første klasse.

Mange vil nok synes, at det var sent at begynde i skole; men alle 18 årige i hans landsby Ccacaccollo (udtales Kakakolo) begyndte i første klasse på det tidspunkt i 1980erne.

Landsbyboerne syntes, at det var vigtigere at arbejde på familiens gård end at gå i skole.

En af Alejandros klassekammerater medbragte en radio i skolen, og Alejandro lyttede nøje til et religiøst program om de sidste tider. Han blev bange. Og han ønskede at vide mere.

Kort tid senere gik hans ønske i opfyldelse, da producerne af radioprogrammet arrangerede møder hver aften i skolens gymnastiksal. Mens han lyttede til prædikantens tale om, at Jesus snart kommer igen, blev hans hjerte fyldt med glæde.

Mange andre af landsbyens beboere overværede møderne, og arrangørerne organiserede en kirke for dem. Alejandro og hans venner gik til gudstjeneste om søndagen, når de havde mulighed for at få fri fra arbejde på gården.

De fire menighedsledere så den store åndelige interesse i landsbyen og besluttede at give hver af beboerne en bibel.

De tog med bussen til den nærmeste by Cusco, som lå en times kørsel derfra, og gennemsøgte byen efter bibler.

Men uden held.

I deres desperation gik de fire ledere en morgen ned ad en af Cuscos brolagte gader. Der lagde de mærke til en lang række mennesker, som alle sammen havde en bibel. Alle gik ind i den samme bygning. De fire ledere mente, at det måtte være en boghandel med et stort lager af bibler, så de fulgte efter de andre. Men det var ikke en boghandel.

Det var en syvendedags adventistkirke, og alle de andre var mødt op til sabbatsskole.

De fire ledere blev både til sabbatsskole og gudstjeneste.

De blev inviteret til at spise sammen med menigheden, og de blev derefter til bibelstudium sammen med menighedsmedlemmer om eftermiddagen. Mændene blev meget begejstret over det, de lærte. De sagde til hinanden: ”Vi kendte kun til halvdelen af budskabet om de sidste tider.

Disse mennesker kender hele sandheden.“ De fire mænd besluttede sig med det samme til at blive adventister. De bad præsten om hjælp til at forklare hele sandheden fra Bibelen til folkene hjemme i landsbyen. To menighedsmedlemmer fulgte med dem og prædikede i deres kirke den følgende dag, som var søndag.

DEN SYDAMERIKANSKE DIVISION · PERU

Alejandro Gonzales Qquerar

Alejandro var ikke til stede den dag; for han var nødt til at arbejde på gården. Men hans venner fortalte ham, at han ikke behøvede at komme i kirke næste søndag. Hele menigheden var blevet syvendedags adventister, og de kommende gudstjenester ville blive holdt om lørdagen.

Den følgende lørdag gik Alejandro i kirke for at finde ud af, hvad der var sket. Han blev overbevist om de nye sandheder, han hørte. Blandt dem indgik også det, Gud lærte de første mennesker i Edens have og betydningen af det fjerde bud om, at holde sabbatten hellig. Han blev også syvendedags adventist.

Alejandro, som nu var 19 år, forlod snart skolen og arbejdede fuld tid på familiens gård. Han begyndte også at fortælle alle, som ville lytte, at Jesus snart kommer igen.

Hans kærlighed til Jesus har givet usædvanlige resultater.

Alejandro er en enkel mand af lav vækst og med meget begrænset uddannelse; men han har plantet seks menigheder i løbet af de sidste 30 år. Den første af disse blev plantet i 1985, kort tid efter hans dåb, og han har med tre til fem års mellemrum plantet en ny menighed lige siden.

Nogle gange går han fem timer for at nå hen til en af sine menighedsplantninger. Over 800 mennesker er blevet døbt på grund af hans indflydelse.

Alejandro, som nu er 52 år, priser Gud for disse resultater; men han siger, at det alt sammen skyldes de trofaste adventister, som bar deres bibler med i kirke en sabbatsmorgen i Cusco. ”Jeg tror, det er vigtigt, at vi altid har en bibel i hånden, når vi går i kirke; for så kan andre se, at vi er kristne,“ siger han. ”Hvis syvendedags adventisterne i Cusco ikke havde haft deres bibler i hånden den dag, havde min landsby måske aldrig fundet den sande menighed.“ I hans landsby, som har 500 indbyggere, er stort set alle adventister i dag. Kirken har 300 døbte medlemmer.

En del af dette kvartals 13. sabbatsoffer vil blive brugt til at oprette et medborgerhus i Cusco, hvor man vil tilbyde engelskundervisning, musikundervisning og andre aktiviteter for børn og unge. Målet er at plante en ny menighed i samme område.

Tak for jeres gave til missionen.

3

MISSIONSBERETNING

13. APRIL 2019

DEN SYDAMERIKANSKE DIVISION · PARAGUAY

Hugo Sanz

BANGE FOR AT PLANTE Hugo Sanz Hugo Sanz blev bange, da hans præst bad ham om at plante en ny menighed i et område af Paraguays hovedstad, hvor der ikke var nogen adventister.

Hugo Sanz var forsikringsleder ved adventisthospitalet i Asunción. Han havde arbejdet i over 20 år sammen med andre menighedsmedlemmer i den centrale syvendedags adventistkirke, som med sine 300 medlemmer var den største i byen. Men han havde aldrig arbejdet med mennesker uden for menigheden. ”Jeg var bange,“ fortæller han. ”Jeg følte ikke, at jeg var i stand til at lede en menighed på egen hånd.“

I deres bibelstudier udtrykte de lokale beboere overraskelse over de praktiske sundhedsråd, som Bibelen indeholder.

De lærte, at man kan opnå sundhed gennem rigtige kostvaner og også gennem bøn, sindsro og tillid til Jesus. Et bibelvers, de sætter stor pris på, er 3 Joh 2, som siger: ”Min kære, frem for alt ønsker jeg, at du må have det godt og være rask, ligesom din sjæl har det godt.“ Et andet yndlingsvers er Fil 4,7, som siger: ”Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.“

Hugo talte med sin kone, som havde lidt erfaring med mennesker fra andre trossamfund gennem sit arbejde i ADRA. Hun ville gerne hjælpe.

I 2016 blev arbejdet i det nye center afbrudt på grund af en række indbrud. Fire gange knuste indbrudstyve vinduerne og stjal elektronik, stole og borde. Seminarene blev flyttet hen til Hugos hjem.

I flere uger bad Hugo, og en voksende skyldfølelse fyldte ham, da det gik op for ham, at stedet for den nye menighedsplantning i Nueva Sajonia-området kun lå nogle få hundrede meter fra hans hjem. Han gik med til at lede denne nye menighedsplantning.

Samme år indsamlede Adventistkirken på verdensplan en 13. sabbatskollekt, som skulle hjælpe centret til at vokse til en menighed. Med disse midler kunne den lokale adventistkirke købe den ejendom, hvor centret lå, udvide faciliteterne og forbedre sikkerheden.

”Jeg begyndte på grund af skyldfølelse,“ siger han. ”Men med de andres hjælp lykkedes det for os. Vi kom hertil, så behovet og begyndte at arbejde.“

Den nye Nueva Sajonia SDA kirke og indflydelsescenter blev åbnet i 2018 med sin egen præst. Hugo er en af lederne, og han siger, at han ikke kunne være mere lykkelig.

De første skridt var små. Hugo lejede en bygning, et ”indflydelsescenter,“ og arrangerede sammen med andre menighedsmedlemmer fra hospitalet seminarer som fx madlavningskurser og tobaksafvænningskurser. Han og andre menighedsmedlemmer lærte mennesker i lokalområdet at kende.

”Jeg har arbejdet for Adventistkirken i 20 år; men disse få år har været de allerbedste i mit liv, for jeg har arbejdet med mennesker, som ikke var adventister,“ siger Hugo, som nu er 64 år. ”Tidligere arbejdede jeg kun for mennesker, som allerede var i menigheden. Men nu både taler jeg om og deler Guds kærlighed på en ny måde. Jeg føler, at jeg opfylder den opgave, som Gud har for mit liv.“

Rygtet om det nye center begyndte at spredes. Et af medlemmerne startede en Facebookside og satte billeder på.

Radio Nuevo Tiempo, den lokale afdeling af Adventistkirkens Hope Channel, reklamerede for det nye center. ”Der har vi en dag, hvor mennesker kan glemme deres stres og fokusere på Bibelen.“ siger Hugo. ”Vi sang og studerede Bibelen sammen, og mennesker, som havde deltaget i vores sundhedsseminarer, indså, at vi lever sundt på grund af Bibelen. De begyndte at bede til Gud.“

4

FAKTA OM PARAGUAY • I Paraguay er der 12.519 syvendedags adventistmedlemmer fordelt på 61 kirker og 95 grupper.

• Den første adventistarbejder, som besøgte Paraguay, var en litteraturevangelist ved navn Lionel Brooking, som i 1892 arbejdede i Gran Chaco. I august 1900 ankom E.W. Snyder og hans hustru fra USA.

MISSIONSBERETNING

20. APRIL 2019

INGEN FRED GENNEM MEDITATION Gustavo Javier Caballero Den åndelige vejleder i Asunción, Paraguays hovedstad, førte Gustavo ind i et værelse, hvor de skulle kommunikere med de døde. ”De vil give dig svar, som du har brug for,“ fortalte den åndelige vejleder.

Gustavo var desperat efter at finde svar. Han havde svært ved at sove om natten og mediterede to gange om dagen – en time om morgenen og en time om aftenen – for at håndtere sin stressede situation. Men meditationen gav ham kun fred i kort tid.

Sammen med sin åndelige vejleder hørte han fordrejede stemmer, der råbte i værelset. Han så mennesker, der gik omkring og så forsvandt. De lignede dæmoner.

Gustavos åndelige vejleder så hans frygt. ”Du skal ikke være bange,“ sagde han. ”De vil ikke skade dig. De undersøger bare dit sind og dine følelser.“ Efter denne oplevelse så Gustavo tilbage på sit liv. Hans forældre var kristne og havde sendt ham på en adventistskole, da han var 12 år, som en af deres bekendte havde anbefalet. Gustavo viste meget lidt interesse i skolens bibeltimer. Det sidste år, han gik på skolen, blev han introduceret til alkohol og narkotika af nogle venner i nabolaget.

Gustavo brugte både marihuana, alkohol og kokain hver weekend. Men så begyndte han at lide af konstant hovedpine og kvalme. Han gik til en psykolog for at få hjælp, og hun anbefalede meditation.

Gustavo fandt sin åndelige vejleder i et hindutempel og lærte at meditere og dyrke yoga. I sin meditation gentog han igen og igen en sætning fra et uddødt indisk sprog.

Det skulle få ham til at slappe af og tømme hans sind for tanker og uro.

I nogen tid så det ud til at gå bedre for Gustavo. Men så begyndte han at høre stemmer og se skikkelser under sine meditationer. ”Jeg var ved at blive vanvittig,“ fortæller Gustavo. ”Jeg havde brug for, at nogen hjalp mig.“ Han søgte hjælp fra sin åndelige vejleder, som skræmte ham ved at lade ham møde afdøde mennesker. Det var på det tidspunkt, at Gustavo huskede, at han engang havde studeret Bibelen på adventistskolen. Han kontaktede en adventistpræst og en adventistpsykolog for at få hjælp.

De bad med ham og rådede ham til at holde op med meditation, yoga og narkotiske stoffer. Gustavo begyndte at komme i kirke hver sabbat.

DEN SYDAMERIKANSKE DIVISION · PARAGUAY

Gustavo Javier Caballero Det var let for ham at opgive meditation og yoga; men det var meget sværere med narkotikaen. I sin kamp bad Gustavo, og fandt hjælp i Bibelen. I mange søvnløse nætter gentog han løftet fra Es 26,3, som siger: ”Du bevarer freden, for de stoler på dig.“ Han klyngede sig også til løftet i Fil 4,13: ”Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft.“ Gustavo gav sit hjerte til Jesus og blev døbt, da han var 34 år. ”Jeg ledte efter helbredelse, efter en, der kunne hjælpe mig til at få det bedre,“ siger han. ”I menigheden fandt jeg ud af, at jeg er Guds barn. Hans liv satte mig fri.“ Efter sin dåb fandt han en video om kristen meditation, og besluttede sig for at prøve det. Teknikken lignede den østlige meditation, men i stedet for at gentage en sætning fra det uddøde indiske sprog skulle han gentage ord fra Bibelen. Resultatet chokerede ham. ”Jeg mistede kontrol over mit sind, og det blev helt tomt ligesom før,“ siger han. ”Jeg følte en kraft strømme gennem min krop og hørte stemmer, som fortalte mig, hvad jeg skulle gøre.“ Gustavo var forstenet og ude af stand til at bevæge sig, indtil han kom ud af sin trance.

Flere af hans gamle venner fortalte efterfølgende, at de under deres egen meditation havde hørt stemmer, der havde befalet dem at invitere Gustavo til at meditere igen.

Gustavo besluttede sig for aldrig at meditere på den måde mere. I stedet vælger han at læse Bibelen og meditere på Guds Ord, ikke på en østerlandsk måde. ”Den er farlig,“ siger han. ”Det er ikke Gud, der leder i den form for meditation.“ Han er også overbevist om, at yoga er et af Djævlens redskaber. ”Med yoga føler man sig veltilpas og har ikke brug for at læse i Bibelen eller have Jesus i sit liv,“ siger han. ”Man tror, at ånder arbejder inden i en, og det er nok.“ I dag er Gustavo 40 år og arbejder som litteraturevangelist og massør. Han deltager aktivt i adventisternes center i tilknytning til Syvende Dags Adventistkirken i Nueva Sajonia, som nød godt af midler fra 13. sabbatsofferet i 2016.

Han fortæller mennesker i nabolaget, at narkotika og meditation ikke er svaret på deres problemer. ”En narkotisk rus eller meditation føles godt en tid, men bagefter har man det bare værre. Kristus er den eneste løsning. Kun når du beder til ham, får du det bedre og opnår sand fred.“

5

MISSIONSBERETNING

27. APRIL 2019

DEN SYDAMERIKANSKE DIVISION · URUGUAY

Graciela Musetti

HVORFOR BLEV JEG FØDT? Graciela Musetti En kvinde stod og ventede på bussen i Uruguays hovedstad, Montevideo. Hun havde penge til et specielt formål i sin taske. Pludselig begyndte hun at skælve. Hun følte noget bevæge sig inden i hende. Bussen kom, men kvinden vendte om og gik i stedet over gaden til en bager, hvor hun brugte nogle af pengene til at købe småkager.

Da hun kom hjem, mødte hendes mand hende i døren. ”Er du allerede hjemme?“ spurgte han. ”Ja, jeg besluttede mig til ikke at gøre det,“ svarede hun.

Nogle måneder senere blev Graciela Musetti født. Gracielas mor, Maria, fortalte ofte sin datter om den dag.

Graciela voksede op med at lege blandt gravstene. Da hun var halvandet år, døde hendes 18 år gamle søster i en tragisk fabriksbrand, hvor 20 mennesker omkom. Hver dag tog Maria Graciela med på kirkegården. Mens Maria sørgede ved sin ældste datters grav, løb Graciela omkring.

Den lille pige tog blomster fra grave med store buketter og lagde dem på grave, hvor der ingen blomster var.

Derhjemme introducerede Maria altid Graciela over for gæster ved at sige: ”Gud tog en datter bort fra mig og gav mig denne i stedet.“ Og så ville hun fortælle historien om busstoppestedet, men på en let måde. ”Det var ikke meningen, at Graciela skulle være født,“ sagde hun med et smil.

Graciela følte sig usikker og skyldbetynget. Hun følte, at hun havde taget sin søsters plads, som havde været et lys i hjemmet.

Der gik flere år, og forældrene blev skilt. Da Graciela var 15 år, fik hun en søn. Kort efter døde hendes storebror af et hjertetilfælde. Hans død var et hårdt slag for Maria, og i mange måneder fulgtes Graciela og hendes mor hver dag til kirkegården for at besøge hans grav.

Der gik igen nogle år, så blev Gracielas nu eneste bror ramt af en bil, mens han kørte på cykel. Han overlevede ikke.

Graciela følte sig som eneste overlevende i en stor tragedie.

Maria blev gammel, og Graciela tog sig af sin mor. De sidste år, inden hun døde, var hun sengeliggende efter et slagtilfælde. En dag kom Graciela tilfældigt til at lytte til radiostationen Nuevo Tiempo. Det er den lokale station for Syvende Dags Adventistkirkens HopeChannel. Hun blev tiltrukket af præstens stemme, som havde en meget beroligende virkning på hende.

Hun lyttede også til en anden radiostation, hvor præsten brugte det meste af tiden på at angribe syvendedags adventisternes medstifter, Ellen White. Graciela besluttede sig for at læse en af hendes bøger. Hun besøgte flere bibli-

6

oteker og boghandlere, men fandt ikke noget af Ellen White. En dag var hendes voksne søn i en skoforretning og bemærkede, at der lå en bog på en stol. Han kiggede i den og tog den med hjem til sin mor. ”Se her,“ sagde han. ”Her er en bog, du vil synes om.“ Graciela læste bogens titel. ”Det store håb“. Under titlen stod forfatterens navn: Ellen White. Graciela begyndte at skælve. ”Det er Gud, som griber ind i mit liv,“ udbrød hun. ”Han har sendt mig denne bog!“ Fra det øjeblik nærede Graciela ingen tvivl med hensyn til Ellen White, selv om hun endnu ikke havde læst bogen. ”Gud benyttede bogen til at kalde mig til at følge hans vej,“ siger hun.

Hun ringede til Nuevo Tiempo for at få flere oplysninger.

De sendte Miguel Amaro Speranza, som tilbød at give Graciela bibelstudier. Inden længe blev Graciela døbt og optaget som medlem i La Teja Adventistkirke.

I dag er Graciela et aktivt medlem af kirken og giver bibelstudier til mennesker i sit nabolag og hjælper dem. På grund af hendes arbejde er fire mennesker blevet døbt.

Graciela er i dag 52 år. Hun havde altid undret sig over, hvorfor hun blev født. Nu har hun fundet svaret. ”Lige fra det øjeblik jeg var i min mors mave, havde Gud en plan med mig,“ siger hun. ”Hvis min mor havde valgt at få den abort, hvem skulle så have taget sig af hende? Hvem skulle tage sig af min far, som nu er 94 år og sengeliggende? Gud har styr på det hele,“ siger hun. ”Jeg ved ikke, hvad han så i mig; men han frelste mig. Mit ønsker er, at gøre flere mennesker til hans disciple.“ 13. sabbatsofferet i 2016 gjorde det muligt for menigheden i La Teja at flytte fra et lille lejet hus til deres egen kirke og menighedshus. Tak for jeres missionsgave, som gjorde det muligt at lede mennesker som Graciela til Kristus.

FAKTA OM URUGUAY • Der er 7.890 adventistmedlemmer i Uruguay. De er fordelt på 59 menigheder og 50 grupper. Uruguays befolkningstal er 3.457.000.

• Den første adventist i Uruguay var fru Juan Rivoir, som sammen med sin mand kom til landet i 1890. Fire år inden deres ankomst havde hun lyttet til taler af Ellen White i Piedmont i italien.

MISSIONSBERETNING

4. MAJ 2019

DEN SYDAMERIKANSKE DIVISION · URUGUAY

Maria Cecilia Freire

LÆNGSEL EFTER GUD Maria Cecilia Freire Cecilia var fortvivlet, da hendes mand forlod hende. Hun var 30 år og kæmpede med kræft i livmoderen. Hun havde store smerter. Hun spekulerede på, om hendes mand lod sig skille fra hende, fordi hun på grund af de kraftige smerter i måneder ikke ville have, at han rørte hende.

Men hendes mor havde andre idéer. Hun sagde, at det var fordi Cecilia havde tilsluttet sig Syvende Dags Adventistkirken, at hendes mand havde forladt hende. Flere år tidligere var Cecilia blevet døbt efter en evangelisk mødeserie i hendes hjemby, Mercedes, i Uruguay. Efter sin dåb holdt Cecilia op med at gå til fester og drikke alkohol sammen med sin mand. ”Du mistede din mand på grund af kirken,“ sagde hendes mor.

Cecilia gennemgik en vellykket operation og blev helbredt.

Men hun holdt op med at gå i kirke. Hun skulle sørge for sine tre børn, og havde brug for at arbejde; men det lykkedes ikke at finde et job, hvor hun kunne få fri om lørdagen.

Der gik adskillige år. Børnene blev voksne og gift. Men Cecilia var stadig bitter over sin skilsmisse. Og hendes bitterhed voksede, da hendes mor døde. På det tidspunkt flyttede Cecilia til Montevideo, hovedstaden i Uruguay, for at bo sammen med sin ældste datter, svigersøn og deres tre børn. Hun begyndte at tænke på Gud og ønskede, at der lå en adventistkirke i nærheden.

Hun begyndte at lytte til Nuevo Tiempo, den lokale adventistradiostation. ”Jeg kan ikke forklare, hvordan jeg begyndte at lytte til radioen,“ fortæller hun. ”Det må være Guds ledelse, at jeg fandt radiostationen.“ En dag, mens hun lyttede, fandt hun ud af, at der snart ville åbne en adventistkirke i nærheden af, hvor hun boede. Hun besøgte Goes Adventistkirke 1. januar 2017, kort tid efter, at den officielt blev åbnet. Hun ønskede at begynde det nye år med Gud. Hun ønskede også at blive døbt igen; men præsten rådede hende til at genopfriske sin bibelkundskab. Fem måneder senere, den 18. maj, blev hun døbt. ”Lige fra den dag har jeg været lykkelig.“ siger Cecilia. ”Gud har forandret mit liv. Han har fjernet al min smerte og bitterhed.“ Hun blev klar over, at Gud havde fjernet hendes bitterhed, da hun begyndte at smile. Selv menighedsmedlemmerne har bemærket, at hun altid er meget smilende.

medlemmer, en brasiliansk missionær, talte flydende engelsk. Hendes svigersøn, som er arkitekt, var på udkig efter en sproglærer; for han ville gerne til udlandet og arbejde og kunne ikke engelsk. Den brasilianske missionær gav hende lov til at fortælle sin svigersøn, at hun havde fundet en engelsklærer til ham. ”På den måde kom han i kontakt med menigheden,“ fortæller Cecilia. ”Han blev gode venner med præsten og andre i menigheden, og begyndte at blive involveret i kirkens aktiviteter.“ Det var noget mere besværligt at få hendes datter interesseret. Hver gang Cecilia omtalte Gud, brokkede datteren sig. ”Du prøver igen at få mig ind i den kirke!“ klagede hun.

Til sidst sagde Cecilia til hende: ”Det er slet ikke derfor.

Men når jeg dør, vil jeg så gerne, at vi kan se hinanden, når jeg igen åbner mine øjne.“ Det rørte datterens hjerte. Hun og hendes mand er nu begyndt at få bibelstudier af præsten som forberedelse til et blive døbt. ”Gud har gjort fantastiske ting i mit liv,“ siger Cecilia.

Cecilia, som er 60 år, tilhører Goes Syvende Dags Adventistkirke, som modtog en del af 13. sabbatsofferet i 2016, så de kunne anskaffe en kirkebygning i Montevideo. Tak for jeres trofaste støtte til missionen, som gør det muligt at hjælpe mennesker som Cecilia og hendes familie til at forberede sig til Jesu genkomst.

FAKTA OM URUGUAY • Uruguay betyder ”de farvede fugles flod“ på guaranisproget.

• Læse- og skrivefærdigheden i Uruguay ligger på 98,1 % takket være tvungen gratis skolegang. I 2009 blev landet det første i verden, der udstyrede alle skolebørn med gratis trådløst Internet og en bærbar computer.

• Uruguay er det eneste land i Sydamerika, hvor det er trygt at drikke vand fra vandhanen.

• Omkring 95 % af landets elektricitet produceres gennem vedvarende energikilder, hovedsagelig vindkraft.

Efter at Cecilia vendte tilbage til menigheden, begyndte hun at bede for sin datter og svigersøn, at de også måtte tage imod Jesus. Hun opdagede, at et af menighedens

7

MISSIONSBERETNING

11. MAJ 2019

I BRAND FOR JESUS Miguel Amaro Speranza Miguel er 69 år og fuld af energi. For nogle år siden sagde han ja tak til en invitation fra sin ven Dino Fernandez om at lede bibelstudier i Dinos hjem. Han boede i den fattige bydel La Teja i Uruguays hovedstad Montevideo. Miguel og Dino gav også bibelstudier i folks hjem. Der var ikke nogen adventistkirke i distriktet.

Efter et år blev bibelstudieeleverne inviteret til en mødeserie om Daniels Bog og Johannes’ Åbenbaring. Seksten af deltagerne blev døbt. ”Efter mødeserien besluttede vi at plante en menighed,“ fortæller Miguel.

Miguel, flere andre menighedsmedlemmer og de seksten nye medlemmer lejede et hus, hvor de samledes hver sabbat. Antallet af mennesker, der kom i kirke voksede, fordi menighedens medlemmer nåede ud til folk i området med mad og tøj. Den lejede bygning blev snart overfyldt, og menighedsmedlemmerne så sig om efter muligheder for at udvide kirkebygningen og deres indflydelse i lokalområdet.

Problemet blev løst, da adventister over hele verden hjalp adventistmenigheden i La Teja til at købe deres egen bygning og livsstilscenter gennem en 13. sabbatskollekt i 2016.

Miguel glæder sig over de nye muligheder, som menigheden nu kan udnytte. ”Det er vores plan at arbejde for beboerne i nærområdet, heriblandt de hjemløse,“ sagde han i et interview i kirkens køkken, hvor man holder kurser i sund madlavning. ”Der bor mange meget fattige mennesker i området.“ Det var ikke Miguels første oplevelse med at vinde mennesker for Kristus. Han og en gruppe menighedsmedlemmer fra El Prado Adventistkirke plejede regelmæssigt at rejse til et meget fattigt og farligt område af Montevideo, hvor de fleste bor i skure bygget af papkasser. ”Fem af os gav 25 bibelstudier hver sabbat,“ fortæller Miguel. ”Vi havde også mad med. Vi forsøgte at nå disse mennesker og hjælpe dem med det, de havde brug for.“ Menighedens medlemmer sørgede for kontinuerlig hjælp til 47 voksne og 90 børn. De byggede også et hus, hvor folk kunne søge ly mod oversvømmelser i regntiden. Folk fra denne bosættelse begyndte at komme i adventistkirken. Nogle kørte med hestevogn. ”Som et resultat af dette arbejde blev 21 mennesker døbt,“ siger Miguel.

I 27 år arbejdede Miguel for ADRA i Uruguay, og et af hans kæreste minder handler om Walter, en hjemløs mand

8

DEN SYDAMERIKANSKE DIVISION · URUGUAY

Miguel Amaro Speranza

med diabetes og ingen ben, der henvendte sig til et ADRA center i Montevideo. Walter havde intet at spise og ingen steder at tage hen. Miguel kom i kontakt med ham og på hans opfordring begyndte de at læse Bibelen sammen.

En dag, mens Miguel var ved at lave mad og samtidigt forberedte sin tale til sabbatsgudstjenesten, spurgte Walter: ”Hvad skal du tale om?“ Miguel forklarede, at hans inspiration til talen kom fra et billede, han havde sat op på sin køleskabslåge. Billede forestillede et barn, som fiskede mad op af en skraldespand.

Under billedet stod der: ”Hvad klager du over?“ Miguel åbnede sin bibel og læste fra Luk 9,13, hvor Jesus sagde til sine disciple: ”Giv I dem noget at spise!“ Jesus gav denne befaling lige før miraklet med brødene og fiskene.

Miguel vendte tilbage til madlavningen, mens Walter fik travlt med at skrive noget på et stykke papir. Lidt senere rakte han Miguel papiret. ”Hvis du kan bruge dette i din tale, må de gerne få det,“ sagde han.

Under sin tale ved gudstjenesten læste Miguel det, Walter havde skrevet. Og menigheden græd.

Walter havde skrevet, som om det var Jesus, der skrev til menneskene. Der stod: ”I klager, men se jer omkring. Der lever mennesker, som er hjemløse, uden mad, uden klæder.

I har et sted at sove; I har mad; I har klæder.“ Walter skrev om sig selv: ”Jeg plejede at have venner, som drak og dansede med mig. Men nu klager de over deres problemer. Så siger jeg til dem: ‘Hvad klager I over? Se på mig. Jeg har diabetes og ingen ben.’“ Et par måneder sener gav Walter sit hjerte til Jesus. Da han kom op af vandet i dåbsbassinet, råbte han: ”Tak, Jesus!“ Miguel kan stadigvæk høre Walters sejrsråb. Halvanden måned efter sin dåb døde Walter. ”Jeg håber, at jeg møder ham igen, når vor himmelske far kommer for at tage os hjem til sig,“ siger Miguel. ”Jeg håber at blive genforenet med ham og med alle dem, som Gud har givet os mulighed for at dele evangeliet med.“

MISSIONSBERETNING

DEN SYDAMERIKANSKE DIVISION · ARGENTINA

18. MAJ 2019

Marcelo Fernandez I 14 år bad min hustru og jeg om at få et barn. ”Hvis det er din vilje Gud, så lad os få vores egne børn eller hjælp os med at adoptere,“ bad vi.

Efter en række undersøgelser fortalte vores læge, at vores chancer for at få børn var meget små. Det blev også tydeligt, at det ville være vanskeligt for os at adoptere børn i vores hjemland, Argentina.

Men så fik vi mulighed for at arbejde for Gud i et lukket land langt borte. Vi tænkte: ”Måske vil Gud have, at vi adopterer et barn i et andet land.“ Det hele faldt på plads. Den Sydamerikanske Division, som indbefatter Argentina, sagde ja til vores ønske om at flytte udenlands i fem år. Kirkens ledere i det lukkede land sagde ja. Og de nødvendige myndigheder sagde også ja.

Og så fandt min kone Elisa ud af, at hun var gravid.

Elisa, som har en god humoristisk sans, opstillede et skjult kamera for at filme min reaktion, da hun fortalte mig nyheden en morgen, mens vi spiste morgenmad. Hun gav mig en lille æske, som jeg til at begynde med troede var tom. Men så opdagede jeg en graviditetstest i æsken. Jeg tog den ud og så, at den var positiv.

En blanding af chok og glæde overvældede mig. Videooptagelsen viser, at jeg blev helt lammet. Jeg gav ikke engang min kone et knus. Jeg stirrede kun på testresultatet i min hånd.

Vi har langt flere muligheder for at så evangeliets sæd, end vi kunne have forestillet os. Over alt, hvor vi tager hen, samles folk omkring Ezekiel.

PIXABAY

FØDT TIL AT VÆRE MISSIONÆR

Gennem vores søn er vi blevet venner med mennesker i vores boligblok, i supermarkeder og i parker. Vi inviterer vores nye venner til fødselsdagsfester og andre fejringer i vores hjem. Mange forældre vil gerne have, at deres børn får større kontakt med vores søn, så de spørger, om deres børn kan være med i vores søns sabbatsskole. Et ægtepar i vores boligblok har en datter på samme alder som Ezekiel, og de besøger os ofte. Vi har givet deres pige en børnebibel på engelsk.

Vores måde at behandle vores søn på har større indflydelse, end vi kunne have drømt om. Gud gav os en velopdragen søn. Folk lægger mærke til, at vi giver ham knus, og at han er glad. På den måde ser de Guds kærlighed endnu tydeligere.

Der skete noget helt fantastisk, mens vi glædede os over Ezekiels store evne til at vidne. Min kone blev igen gravid, og denne gang fik vi en pige. For lokalbefolkningen er det meget godt at have både en søn og en datter. Tilfældige mennesker standser os på gaden for gang på gang at forklare os, at kombinationen af en dreng og en pige er fuldkommen. Vi smiler og takker dem og henviser til Gud som det bedste billede på fuldkommenhed.

Vores børn er et fantastisk vidnesbyrd!

Så begyndte mine tanker at få fart på. ”Hvorfor lige nu, Gud?“ tænkte jeg. ”Dette er det allermærkeligste tidspunkt. Nu vil myndighederne sige nej. Kirkens ledere i det lukkede land vil sige nej. Divisionen vil sige nej. Et barn vil blive alt for dyrt og forstyrre vores arbejdsindsats.“ Men Guds timing er perfekt.

Ingen havde indvendinger mod min kones graviditet. Selv da vi bekymret henvendte os til myndighederne i landet, fik vi det svar: ”Det er ikke noget problem. Vi elsker børn.“ Vores søn Ezekiel blev født tre måneder, efter at vi var ankommet til det lukkede land. Han har åbnet mindst 80 % af dørene, så vi har kunnet være gode vidner for Gud. Vi fandt hurtigt ud af, at lokalbefolkningen elsker børn.

Og det er endnu bedre, hvis man er udlænding. Allevegne bliver vi standset, så folk kan tage billeder. Bedsteforældre, som bærer rundt på deres børnebørn, henvender sig til os for at få mere at vide og for at give gode råd.

I Matt 24,14 siger Jesus: ”Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme.“ Vores vidnesbyrd taler højere end vores ord. Jeg tror, at Gud ønsker, at vi skal være levende vidnesbyrd, og han giver os en mulighed for at opleve dette på en helt speciel måde. Gud bruger vores søn Ezekiel til at opfylde Matt 24,14 til at berede vejen for Jesu genkomst.

Jeg føler mig så velsignet over, at Gud viser os syndere, at hans planer altid er bedre end vores. I Es 55,8 siger Herren: ”For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje.“ Guds planer er fuldkomne!

9

MISSIONSBERETNING

DEN SYDAMERIKANSKE DIVISION · ARGENTINA

25. MAJ 2019

ADOPTION AF TO DRENGE Juan og Juanita Juan og Juanita er dæknavne, da de arbejder som professionelle medicinske missionærer i en lukket del af verden.

De har bedt om, at deres navne ikke afsløres, da det kan forhindre deres fremtidige arbejde. Derfor er landets navn heller ikke angivet.

Børn blev ved med at banke på døren til Juan og Juanitas hus på syvendedags adventisternes hospital i Afrika. Juan og Juanita var gift og arbejdede som frivillige sundhedsarbejdere fra Argentina i et år. De fik kun et lille beløb at leve for, men de delte gerne deres ris og andre simple fødemidler med andre. En dag slog det dem, at nogle af børnene syntes at have andre udfordringer og følelsesmæssige behov. ”Vi spurgte os selv, om vi virkelig hjalp dem,“ fortæller Juan.

For at forstå børnene bedre besøgte Juan og Juanita den landsby, hvor en teenager, som hjalp dem med forskellige ting, boede. Hans hjem overraskede dem. Han havde to små brødre på 3 og 5 år, og de boede alene. Det var vinter, og drengene var syge. Teenageren var hjemmefra det meste af dagen, så Juan og Juanita kunne ikke bede ham om at give sine små brødre medicin hver dag.

Juan og Juanita havde et ekstra værelse i deres hjem, så de tog de to små drenge med tilbage til hospitalsområdet. De tilbød drengene at bo hos dem, mens de fik behandling.

Drengene fik det langsomt bedre. Juan og Juanita fandt ud af, at børnene ikke havde nogen far. Deres mor arbejdede langt væk og kunne ikke have dem med sig. Juan og Juanita besluttede sig for at blive ved med at tage sig af de to små drenge. De sørgede for mad og tøj til dem, indskrev dem i adventistskolen og tog dem med i sabbatsskole.

Ved familieandagterne hørte drengene beretninger fra Bibelen. Fortællinger om mirakler, som fx hvordan Gud ledte Israels folk ud af slaveriet i Egypten, talte meget stærkt til dem. På trods af deres unge alder ønskede de to drenge at hjælpe til med forskellige opgaver i hjemmet. En morgen vågnede Juanita ved, at den 5-årige dreng stod i køkkenet på sine tåspidser ved vasken og vaskede op. ”Han smilede til min kone og sagde, han vidste, at vi var trætte. Han ville bare gerne hjælpe os, så vi andre kunne sove lidt længere,“ siger Juan.

Tiden gik, og Juan og Juanita ville gerne møde drengenes mor. De mente, at hun måtte være meget kærlig og oprigtig, siden hun havde så gode drenge. Da det unge pars etårige kontrakt med Adventist Volunteer Services udløb, arrangerede de det sådan, at drengene kunne bo hos nogle af deres venner i området.

Efter nogen tid vendte Juan og Juanita tilbage til endnu en periode som missionærer. De fandt ud af, at den ældste af

10

brødrene var død og de to mindste drenge var hos deres mor. Juan og Juanita fandt ud af, hvor hun boede, og besøgte hende og de to drenge. ”Det var så godt at finde dem,“ siger Juan. ”Hun er et dejligt menneske. Drengene var lidt generte, men der var jo gået et stykke tid, siden vi havde set dem sidst.“ Da den anden missionskontrakt udløb, besluttede parret at besøge drengene og deres mor en sidste gang. Juan tilbragte en uge sammen med dem, og blev venner med moderen. Han hjalp hende med en del papirarbejde og andre praktiske ting. Juanita arbejdede i løbet af ugen, men sluttede sig til dem i weekenden.

Juan og Juanita gav familien en kasse med bibelske børnebøger med flotte billeder, en bibel til alle familiemedlemmerne på deres eget sprog samt Ellen Whites bog ”Mod en bedre fremtid“. De holdt en speciel sabbatsskoleklasse og gudstjeneste for de lokale landsbyboere udenfor under et træ. Så tog de afsked med drengene og deres mor. ”Det var et smukt øjeblik. Vi følte, at et kapitel af vores liv var afsluttet,“ fortæller Juan. ”Vi beder om, at Gud vil vande de frø, vi har sået.“ Den afrikanske erfaring forandrede Juan og Juanita. De opdagede, at Ellen White ikke alene var en produktiv forfatter med profetisk indsigt; hun havde også en levende tro, som hun omsatte i praksis ved at tage sig af trængende børn i sit eget hjem. ”For mig var det meget revolutionerende,“ siger Juan. ”Ofte ser man missionærer, som arbejder i et område, men hvor ofte bringer de deres missionsarbejde ind i deres hjem?“ Juan citerede et af hans yndlingsafsnit fra ”Jesu Liv“ af Ellen White: ”Når du åbner din dør for nødlidende og syge venner af Kristus, tager du imod usynlige engle. Du indbyder himmelske væsener til at være dine gæster. De bringer en hellig atmosfære af glæde og fred. De kommer med rosende ord, og i Himmelen høres det samme. Hver eneste barmhjertighedsgerning giver genlyd dér. Fra sin trone regner Faderen de uselviske arbejdere blandt sine mest dyrebare skatte“ (s. 464).

Juan appellerer til alle adventister om at omsætte evangeliet i praksis ved at bringe missionsarbejdet med hjem og på den måde ved Guds hjælp nå menneskers hjerter. ”Det var en erfaring, som ændrede mig,“ siger Juan, der voksede op som et missionærbarn. ”Da jeg var på missionsmarken, følte jeg, at jeg udviklede mig fra at være missionærbarn til selv at være missionær.“

MISSIONSBERETNING

1. JUNI 2019

DEN SYDAMERIKANSKE DIVISION · BRASILIEN

Beatriz de Jesus Santana

ET NYTÅRSØNSKE Beatriz de Jesus Santana De unge mennesker løftede deres vinglas, mens de sendte ønsker op til Gud ved nytårsfesten på Aratuvastranden på øen Itaparica i Brasilien. ”Gud, jeg ønsker et år fyldt med velsignelser,“ sagde en. ”Jeg ønsker at blive rig,“ sagde en anden. ”Jeg ønsker at finde kærlighed,“ var en tredjes ønske.

Beatriz de Jesus Santana lyttede til sine venner. Hun tænkte over, om druk og fester forbedrede hendes liv. ”Jeg vil ikke bede Gud om noget,“ sagde hun så. ”Jeg vil bare takke Gud for alt det, der er sket for mig i år. Jeg fik et stipendium til universitetet og en god læreplads i et ingeniørfirma. Der er sket så mange gode ting.“ På arbejdet den følgende mandag følte Beatriz sig ikke helt rask. Hun var helt udmattet efter nytårsweekenden. Hendes chef, Ana Christina, satte sig ved siden af hende og tog sin mobiltelefon frem. Hun spillede en tre-minutters video på den. Beatriz kiggede med interesse. En præst talte om Jesus.

Han talte ikke ligesom hendes venner.

Næste morgen fik Beatriz endnu en video fra Ana Christina på WhatsApp. Endnu en kort video kom den følgende dag.

Beatriz så alle videoerne og var forbavset over præstens rolige fremtoning. Beatriz boede sammen med sin far, som drak meget, og de to skændtes ofte. Deres skænderier var en af årsagerne til, at Beatriz var begyndt at gå meget til fester.

mennesker samles i små grupper for at studere Bibelen både om sabbatten og flere gange i løbet af ugen.

Med det samme blev Beatriz begejstret for husmenigheden. ”Jeg blev omfavnet og følte mig velkommen,“ fortæller hun. ”Jeg oplevede fred.“ Hun tænkte: ”Hvorfor er disse mennesker så glade for mig?

De kender mig ikke; men de ønsker mig altid en god dag.

De vil gerne vide om mit kendskab til Bibelen, og hvordan jeg studerer den. De kan lide mig, selv om de endnu ikke rigtigt kender mig.“ Amanda og Vitor, to af de unge medlemmer i menigheden, studerede Bibelen sammen med Beatriz hver sabbat. Til sidst gav Beatriz sit hjerte til Jesus og blev døbt i et svømmebassin i haven uden for husmenigheden. Ana Christina græd af glæde, da hun overværede Beatriz’ dåb.

I dag beder Beatriz om, at hendes far, hendes mor og hendes ældre bror må tage imod Jesus. Hendes bror studerer allerede Bibelen med tv-programmet ”Det står skrevet“. ”Jeg plejede ikke at tro på mirakler,“ siger Beatriz. ”Jeg troede, mirakler var umulige. Men Gud har udført et sandt mirakel i mit liv. Der var en tomhed i mit liv, som fester og druk ikke kunne fylde. Det var en tomhed, som havde den helt rette størrelse til Jesus at fylde.“

Nogle dage senere googlede Beatriz præstens navn. Hun fandt ud af, at han hed Ivan Saraiva og var vært ved det portugisiske TV program ”Det står skrevet“. Det bliver sendt på Novo Tempo, som er den brasilianske del af Syvende Dags Adventistkirkens HopeChannel.

Sidste nytårsaften fejrede Beatriz sammen med sin forlovede, en ung adventist, og hans familie. De drak ugæret druesaft og priste Gud for hans velsignelser. ”Jeg ønsker at få et nærmere forhold til Gud,“ sagde Beatriz. ”Jeg ønsker, at Guds kærlighed i mit hjerte aldrig vil ophøre.“

Beatriz begyndte at følge med i udsendelserne. Hun fulgte med i sin egen bibel for at tjekke, om præsten talte sandt.

Hun blev overrasket, da hun hørte om De Ti Bud og den syvende dag som sabbat.

En del af dette kvartals 13. sabbatsoffer vil hjælpe ”Del Jesus“ husmenigheden til at flytte fra deres lejede bolig til en større bygning, hvor de også kan tilbyde kurser i sund madlavning og forskellige sundhedsseminarer. Tak for jeres gave til missionen.

Efter at have studeret Bibelen sammen med fjernsynsprogrammet, bad Beatriz Gud om tilgivelse for den måde, hun indtil nu havde levet på. Hun åbnede sit hjerte for Gud, og for første gang troede hun, at han lyttede, når hun bad.

Beatriz begyndte at lede efter en kirke, hun kunne komme i. En ven inviterede hende til en søndagskirke; men hun huskede det fjerde bud om den syvende dag som sabbat og undrede sig over, hvorfor hendes ven ikke adlød Bibelen.

Ana Christina bemærkede Beatriz’ nye forhold til Gud og inviterede hende til ”Del Jesus“ en husmenighed, hvor 20-30

FAKTA OM BRASILIEN • I Brasilien er der 1.666.125 adventistmedlemmer fordelt på 9.006 menigheder og 8.813 grupper. Der er én adventist for hver 125 indbyggere i landet.

• Adventistkirkens sundhedsarbejde i Brasilien blev grundlagt i 1939, da man åbnede Boa Vista klinikken. I 1942 blev den udskiftet med Casa de Saude Liberdade – Sao Paulo Adventisthospital.

11

MISSIONSBERETNING

8. JUNI 2019

HURTIGT SVAR PÅ TO BØNNER Gilberto Ferreira da Silva Gilberto havde aldrig været interesseret i at tilslutte sig en kirke. Han kunne derfor ikke forstå, hvorfor han pludselig blev overvældet af et stærkt ønske om at læse Bibelen.

Ude af stand til at modstå dette ønske, begyndte den brasilianske pensionerede bankdirektør at studere Bibelen på egen hånd.

Gilberto blev forbløffet over det, han læste. Men dele af Bibelen forvirrede ham, og han grublede over meningen.

Han ønskede, at nogen kunne forklare Bibelen for ham.

Nytårsaften besluttede han sig for ikke at deltage i familiens tradition med at se på fyrværkeriet fra Salvadors gader.

Salvador er en kystby i Brasilien med 3 millioner indbyggere. ”Se fyrværkeriet uden mig,“ sagde han til sin kone og tre teenagedøtre. Gilberto havde en plan. Han ønskede at bede.

Da hans familie var gået, bønfaldt han Gud om at undervise ham i Bibelen og åbenbare Guds sande menighed for ham.

DEN SYDAMERIKANSKE DIVISION · BRASILIEN

Gilberto Deusdedite Ferreira da Silva studerer Bibelen. Men Gilberto følte sig utilpas over at komme et sted, hvor han ikke kendte nogen. Hans kone ville ikke med, så han bad en ven af familien, Regina, om at tage med ham. ”Det er i orden,“ sagde hun, ”men jeg kommer ikke til at melde mig ind i kirken.“ Gilberto var fascineret over bibelstudierne, og Regina tog med hver gang. Ved årets slutning, den 31. december 2006, blev Gilberto døbt. Regina blev døbt det følgende år. ”Og gæt, hvem der blev døbt sammen med mig,“ siger Gilberto med et glimt i øjet. ”Min mor!“ Kort før sin dåb havde Gilberto fortalt nyheden til sin mor, som boede ude på landet sammen med hans søster Odete, som var adventist. ”Mor, jeg skal døbes og blive medlem af min søsters kirke,“ sagde han til hende.

Ti minutter senere ringede hans mor tilbage. ”Hvorfor kan vi ikke blive døbt sammen?“ spurgte hun. ”Er du parat til at blive døbt?“ spurgte han.

”Gud besvarede min bøn hurtigere end nogen anden bøn i mit liv,“ fortalte Gilberto senere.

31. december det år faldt på en lørdag. Den 1. januar var en søndag og om mandagen, den første arbejdsdag i det nye år, modtog Gilberto en opringning fra en bank, hvor han tidligere havde arbejdet. Bankdirektøren ønskede, at han skulle komme og underskrive en ny kontrakt for nogle investeringsprojekter, han havde.

Da Gílberto kom hen i banken, så han en tidligere kollega, som sad i nærheden af bankdirektørens skrivebord. Han kom pludselig i tanker om, at manden var kristen. Efter at have underskrevet kontrakten, gik han hen til ham. ”Alvaro, ved du, hvor jeg kan studere Bibelen“ spurgte Gilberto. Han skyndte sig at tilføje: ”Men lad være med at introducere mig for en præst, du skal ikke prøve at omvende mig. Jeg vil bare gerne læse Bibelen.“ Alvaro var syvendedags adventist; men det vidste Gilberto ikke. ”Du kan studere Bibelen i Cabula,“ svarede Alvaro, idet han henviste til det område af byen, hvor den adventistkirke lå, som han plejede at komme i. ”Det er meget langt væk,“ svarede Gilberto. ”Og trafikken er forfærdelig.“ Alvaro tænkte sig om et øjeblik. ”Jeg kender lige det rigtige sted,“ sagde han. ”Folk kommer der kun for at studere Bibelen. Det er ikke en kirke.“ Næste dag tog Alvaro Gilberto med til ”Del Jesus“ husmenigheden, hvor man samles i små grupper og synger og

12

”Min datter giver mig bibelstudier hver dag,“ svarede hun. ”Jeg kan ikke gå glip af denne mulighed for at gå i vandet sammen med dig.“ Hun blev døbt i en alder af 84 år. Gilberto var 56.

I dag er Gilberto 68 og en af lederne i ”Del Jesus“ husmenigheden. En del af dette kvartals 13. sabbatsoffer vil hjælpe ”Del Jesus“ husmenigheden til at flytte fra deres lejede bolig til en større bygning, hvor de også kan tilbyde kurser i sund madlavning og andre sundhedsseminarer.

Gilberto fortæller, at han forundres over, hvordan Gud besvarede hans nytårsbøn om at forstå Bibelen og finde Guds sande kirke ved at lede ham til denne husmenighed i løbet af kun tre dage. ”Hvordan kom jeg til denne menighed?“ sagde han i et interview i husmenigheden. ”Det var Guds kærlighed. Men hvad der fik mig til at blive, var den imødekommende og kærlige atmosfære, jeg fandt her.“ Han tilføjede: ”Jeg tror, at denne menighed har nedbrudt mange menneskers fordomme. Jeg kom fra verden, og vi har døbt mange ligesom mig – læger, tandlæger og advokater – som normalt ikke ville komme i kirke. Vi byder mennesker velkomne, som ikke ønsker at gå i kirke. Og når de er blevet døbt, forlader de næsten aldrig kirken.“

MISSIONSBERETNING

15. JUNI 2019

FRA MARXIST TIL ADVENTIST Maria Palmeira Maria blev døbt som 12 årig i Brasilien. Men som ung forlod hun menigheden, og der skulle gå 38 år, før hun kunne slippe sin tro på marxismen. ”Marxismens idealer indtog pladsen for Kristi idealer i mit liv,“ fortæller Maria. Maria voksede op med en adventistmor, var lærer i sabbatsskolen og menighedens ungdomsleder, da hun var teenager. Men hun holdt op med at komme i kirke, da hun var 22 år, og et menighedsmedlem sagde noget til hende, der sårede hende dybt. Maria fordybede sig i sociologistudier og blev grebet af den tyske sociolog og filosof Karl Marxs lære om menneskerettigheder.

Der gik femogtyve år. Maria blev gift, fik en søn og blev enke. Hun flyttede til Montréal i Canada for at tage postdoc studier ved universitetet i Québec à Montréal. Mens hun boede der, fik hun besøg af en gammel ven fra Brasilien, pastor Luis Santana og hans kone Leoni. Pastor Luis havde været til et bryllup i USA og var på hjemrejsen mellemlandet i Montréal for at besøge Maria. Han og Maria kom i den samme menighed som unge.

Pastor Luis og hans kone besøgte Maria hver dag i en uge.

De talte om Bibelen og Jesu kærlighed til hende. De opfordrede hende til at vende tilbage til Kristus. Maria lyttede høfligt, men var upåvirket.

To år senere vendte hun tilbage til Brasilien for at undervise som universitetsprofessor. I tre år ringede pastor Luis’ kone hver uge og inviterede hende til at komme med i en bibelstudiegruppe. Men Maria fandt altid på en undskyldning for ikke at deltage.

En dag, da Maria var ved at forberede sin undervisning, lagde hun mærke til, at Karl Marx skrev sit første manuskript i 1844. Hun huskede, at adventbevægelsen begyndte i 1844, og hun undrede sig over, om Djævelen havde introduceret marxismen for at modarbejde adventbudskabet. Hun vidste, at Marx lærte, at mennesker kan forandre verden ved egen kraft, mens adventisterne tror, at mennesker har brug for Kristus for at blive forandret.

Kort tid senere sagde Maria til sin klasse: ”Jeg tror, at Jesus var en stor revolutionær leder; men han var ikke Guds Søn.“ Om natten kunne Maria ikke sove.

Næste dag kom Dinalva, en af hendes kvindelige studerende grædefærdig hen til hende. ”Du sagde i klassen, at du ikke tror, at Kristus er Guds Søn,“ sagde Dinalva. ”Jeg har ikke sovet hele natten. Jeg følte, at Gud ønskede, at jeg skulle sige til dig, at du ikke talte af dit hjertes overbevisning. Du ville ikke indrømme, at du tror på Jesus, fordi du er marxist.“ Maria vidste ikke, hvad hun skulle svare.

DEN SYDAMERIKANSKE DIVISION · BRASILIEN

Maria Jose de Oliveira Palmeira

To uger senere sad Maria og spiste frokost på en cafe, da hun hørte et kor øve sig på sangen ”Maravilhosa Graca“ (Jesu vidunderlige nåde) i en kirke lige ved siden af. Den sang havde hun været med til at synge i koret, da hun var teenager. Maria sneg sig ind i kirken og satte sig på den bageste bænk. Et øjeblik senere kom Dinalva ind i kirken, gik direkte hen til Maria og omfavnede hende. ”Jeg vidste, at jeg ville finde dig her,“ sagde hun. ”Jeg var gået hjem for at give mit barn mad; men jeg fik en stærk fornemmelse af, at jeg skulle gå herhen.“ Maria var chokeret. Dinalva boede ikke i nærheden, og Maria havde valgt en cafe langt fra universitetet. Da sangen var færdig, skiltes de to. Men oplevelsen overbeviste Maria om, at Gud ønskede, at hun skulle studere Bibelen.

Så hun tog imod pastor Luis’ kones indbydelse til at deltage i ugentlige bibelstudier.

I 10 år studerede Maria sammen med pastor Luis og hans kone; men hun kunne ikke acceptere Bibelen som Guds Ord. Til sidst sagde præstens kone: ”Du har brug for at bede Gud om tro. Du har mistet troen. Jeg vil bede sammen med dig.“ Mens præstens kone bad, voksede der et ønske i Marias hjerte om at læse Bibelen hjemme. Hun læste i to måneder, og så blev hun døbt igen. Men havde ikke lyst til at gå i kirke. ”Hvorfor holder vi ikke møder i et hus?“ spurgte hun pastor Luis. De to drøftede tanken om at oprette et mødested for mennesker, som synes om Bibelen, men ikke ønsker at gå i kirke. Præsten bad Maria om at udarbejde en plan for en husmenighed. Kirkens ledere tilpassede planen, og sådan blev ”Del Jesus“ husmenigheden født. ”Del Jesus“ begyndte med 13 mennesker i 2004. Indtil nu er mere end 200 mennesker blevet døbt. ”Her lærer mennesker at holde af adventistkirken. De bliver omvendt og døbt, og så sender vi dem til forskellige adventistkirker rundt omkring i Salvador,“ fortæller Maria, som nu er 70 år og en af lederne i husmenigheden.

Husmenigheden ”Del Jesus“ vil modtage en del af dette kvartals 13. sabbatsoffer, som vil hjælpe den til at flytte fra deres lejede bolig til en større bygning, hvor de også kan tilbyde kurser i sund madlavning og andre sundhedsseminarer. ”Vi har masser af musik,“ fortæller Maria, ”og mange små grupper studerer Bibelen og beder. Vi er meget glade og venter på, at Jesus snart kommer igen.“

13

MISSIONSBERETNING

22. JUNI 2019

ET UFORGLEMMELIGT TILBUD

DEN SYDAMERIKANSKE DIVISION · BRASILIEN

Grecielly Moraes Nascimento

Grecielly Nascimento

Jeg nikkede.

Min mor og min stedfar skændtes hele tiden i vores hjem i Aracaju i Brasilien. Med årene blev skænderierne værre, og min barndom var fyldt med råb og skrig og kaos. Jeg voksede op uden Gud, og gik aldrig i kirke.

Rafael fortalte, at han var adventist, og han inviterede mig til at komme med ham i kirke. Jeg ville ikke, men han blev ved med at spørge, så til sidst gik jeg med. Jeg gik med den næste sabbat og den næste. Efter det kunne jeg ikke holde op med at komme. Jeg elskede at tilbede Gud, og jeg begyndte at tage bibelstudier. Da jeg lærte om tiende, begyndte jeg med det samme at give 10 % af min løn til Gud.

En dag, da jeg var 18, kom en venlig tante på besøg. Hun var chokeret over, hvad hun så. ”Din familie er meget sød,“ sagde hun, ”men I mangler Gud. Lad os gå i kirke. Vi går ind i den første kirke, vi finder.“ Vi gik af sted alle sammen, både min mor, stedfar, yngre søster, halvsøster, en halvbror og mig. Den første kirke, vi kom til, var en adventistkirke, og vi gik indenfor. En del unge mennesker var ved at afslutte en evangelisk mødeserie. Bagefter kom de til vores hjem for at give os bibelstudier. Jeg gik i skole på det tidspunkt, så jeg gik glip af bibelstudierne. Men min mor og mine søskende deltog, og vi begyndte alle sammen at gå i kirke.

Vores hjem blev fyldt med fred – for en tid. Men så begyndte mine forældre igen at skændes, og de sloges værre end før. En dag kunne min mor ikke holde det ud længere, så hun forlod os. Vi holdt op med at gå i kirke. Jeg ville ikke gå fra mine yngre søskende, så jeg blev hos min stedfar.

Der gik mange måneder. En aften ringede telefonen. En 26 år gammel forretningsmand ved navn Rafael sagde, at han var på udkig efter en sekretær og spurgte, om jeg var interesseret i jobbet. Han havde besøgt min skole samme dag, og havde bedt skolens rektor om at anbefale en elev.

Min 12 år gamle halvbror havde overhørt samtalen, og anbefalede mig.

Jeg blev døbt i februar 2017. Min 12 år gamle halvbror Jenivaldo blev døbt nogle få måneder senere. Mine søstre så, at jeg bad, og at min opførsel havde ændret sig. Jeg klædte mig ikke som før, og jeg talte anderledes. Begge mine søstre, Yasnim på 18 og Evelim på 15, blev døbt samtidigt.

Fem måneder efter min dåb friede Rafael til mig, og jeg sagde ja. Vi er nu i gang med at bygge et hus, og når det er færdigt, skal vi giftes.

Jeg beder om, at mine forældre også vil finde Gud. Mine søskende og jeg er stærke i Gud. Vores liv er totalt forandret. Den måde vi taler på, vores venskaber, vores tøj – alt er forandret. Jeg hjælper til med børnene og sang og musik i vores menighed. Mine søstre hjælper med at byde velkommen. Min bror er for ung til at have et ansvar endnu; men han er ivrig spejder.

En del af dette kvartals 13. sabbatsoffer vil hjælpe vores menighed i Aravaju til at få en ny bygning, så der bliver plads til alle dem, der kommer til gudstjeneste hver sabbat.

Jeg sagde ja til jobbet.

Tak for jeres gave til missionen.

Jeg lagde snart mærke til, at min nye chef ikke opførte sig som andre chefer. Han bad før sit arbejde. Der var visse ting, han ikke spiste. En dag, da jeg kørte med i hans bil, lukkede han op for musik, jeg havde hørt for længe siden i Adventistkirken. Jeg begyndte at synge med, og Rafael spurgte, om jeg kendte Adventistkirken.

14

MISSIONSBERETNING

29. JUNI 2019

TRÆTTE MISSIONÆRER Reno Aguiar Guerra og Natalia Galvao Marinho Guerra Pastor Reno og hans hustru Natalia lagde missionsbåden til ved den afsides beliggende landsby, Democracia, i Amazonas. De gik i land og bankede på hver eneste dør i landsbyen for at invitere alle til en række evangeliske møder, de skulle holde. Da de var færdige, gik de 45 minutter ad en mudret vej til den næste landsby, hvor de også besøgte hvert eneste hjem. Tre bibelarbejdere hjalp dem med at besøge to andre landsbyer.

Sådan arbejdede missionærerne hver dag, i den måned mødeserien i Democracia varede. Folk strømmede til.

Mange kom på ladet af en gammel lejet lastbil, som det var lykkedes missionærerne at skaffe. Andre gik til fods.

Det var dog meget få af indbyggerne fra Democracia, der deltog i de daglige møder.

Da de kom til anden uge i mødeserien, var Reno og Natalia trætte. De lange gåture og Democracias ligegyldighed gjorde dem modløse. Folk begyndte at klage over, at ægteparret, der hver dag bankede på dørene, lignede sælgere.

Nogle så med mistænksomhed på den adventistkirke, der var ved at blive bygget. Landsbyboerne tilhørte den ene kirke, der var i landsbyen, og de talte med bekymring om, hvordan familier var blevet splittet i andre landsbyer, hvor rivaliserende kirker var kommet til.

Efter en usædvanligt trættende dag sank Reno og Natalia sammen på deres båd. ”Hvorfor er vi her?“ spurgte Reno. ”Det ser ikke ud til, at folk vil tage imod Bibelens budskab.“ ”Jeg har heller ikke lyst til at blive ved,“ sagde Natalia. ”Jeg elsker arbejdet; men de vil ikke tage imod budskabet.“ I desperation åbnede hun sin BibelApp på sin mobiltelefon og trykkede på en tast for at få et tilfældigt bibelvers. ”Kære Gud“ bad hun, ”vis os, hvorfor vi er her.“ Galaterbrevet 6,9 stirrede tilbage på hende: ”Lad os ikke blive trætte af at gøre det, som er ret; vi skal til sin tid høste, blot vi ikke giver op.“ ”Her er vores svar!“ udbrød Natalia.

Næste dag besøgte Reno og Natalia en midaldrende kvinde med en invitation til møderne. Da hun så kortet, brød hun ud i jubel. ”Det er min kirke,“ sagde hun mens hun pegede på HopeChannels logo. ”I fire år har det været min kirke, og jeg ønsker at blive døbt.“ I fire år havde kvinden set fjernsynskanalen Novo Tempo, som er den brasilianske afdeling af HopeChannel. Hun havde bedt til Gud om, at en prædikant som dem på fjernsynet ville komme til hendes landsby. Kvinden var blandt de 50 mennesker, som blev døbt, da mødeserien i Democracia blev afsluttet i december 2017.

Blandt de døbte var også to søstre, Franciene på 19 år og

DEN SYDAMERIKANSKE DIVISION · BRASILIEN

Reno Aguiar Guerra og hans hustru, Natalia

Delciene på 16 år. Søstrenes forældre havde forbudt dem at gå til møderne, men de gik alligevel. ”Vores far accepterer ikke vores tro, og han ønskede ikke, at vi skulle blive døbt i dag,“ siger Franciene i en videooptagelse, som Reno lavede på dåbsdagen. ”Bedstemor kom hjem til os i går aftes og talte med ham, men han sagde, at hvis vi blev døbt, ville han banke os. Men vi ønsker alligevel at være sammen med Jesus.“ Mens søstrene fortalte om deres tro, kom pastor Reno til at tænke på sin egen skuffelse nogle få uger tidligere. ”Jeg tænkte på, hvordan jeg sagde, at ingen ville tage imod Bibelen,“ siger han. ”Men Gud arbejdede med deres hjerter.“ I landsbyen havde man været bekymret for, at en ny kirke ville skabe splittelse, men de ændrede mening. ”Det her er en anderledes kirke,“ sagde en. ”I bryder jer om os og viser os omsorg,“ sagde en anden.

Democracia var det sidste af tre steder, hvor pastor Reno i 2017 holdt evangelisk mødeserie. Reno er præst ved bådkirken ”Håbets Amazonas“. Dette projekt fik del i midler fra en 13. sabbatskollekt i 2016. Reno døbte 286 mennesker og plantede tre nye kirker i 2017.

Båden har en mødesal med klimaanlæg, en projektor og lydsystem, og 150 siddepladser. Den sejler til fjerntliggende landsbyer langs Amazonasfloden. Efter Democracia er Reno og Natalia overbeviste om, at der ikke er plads til modløshed i Guds værk. ”Det er ikke os, der udfører arbejdet. Gud forbereder mennesker, før vi ankommer,“ siger Reno. ”Vi behøver ikke at bekymre os for noget; for Gud bereder vejen for folk i Amazonjunglen gennem fjernsyn og andre redskaber.“ ”Herren gør det hele,“ tilføjer Natalia. ”Vi er kun redskaber, der skal lede mennesker til ham.“ Natalia arbejdede som advokat, før hun blev missionær. ”Jeg takker Gud hver dag for vores arbejde,“ siger hun. Ægteparret udtrykker deres taknemlighed over, at menighedsmedlemmer over hele verden har været med til at støtte købet af bådkirken. ”Bådkirken er Guds måde at frelse mennesker, som er blevet glemt af det politiske, økonomiske og sundhedsmæssige system,“ siger Reno. ”Men disse mennesker er ikke blevet glemt af Gud.“ ”Landsbyboere venter på missionærer og på at lære Jesus at kende,“ siger Natalia. ”Jesus behøver kun en person, som er villig til at sige: ‘Her er jeg, send mig!’“

15

FOKUS PÅ MISSIONEN Når vi indsamler penge (kollekt) i forbindelse med bibelstudiet, er det for at kunne støtte udbredelsen af evangeliet.

Pengene fordeles til Adventistkirkens arbejde i hele verden, men anvendes fortrinsvis i den tredje verden, hvor de lokale kirker sjældent har mulighed for selv at finansiere det evangeliske arbejde.

Hvert kvartal fokuserer vi på én del af verden. Der bliver udvalgt nogle enkeltprojekter, som på en særlig måde tilgodeses. 25 % af kollekten, som indsamles den 13. sabbat hvert kvartal i adventistkirker over hele verden, anvendes til disse specifikke projekter. Missionsberetningerne her i hæftet stammer fra den region, hvor disse projekter skal gennemføres.

Jan Arne Nielsen, kristen forvaltning