Forklædt som normal

CAROLINE LILJA DAM & CHRISTINA WEX

Forklædt som Forklædt som Normal

Normal EN OPVÆKST MED

ADHD AKADE M ISK F OR LAG

Forklædt som normal – en opvækst med ADHD Caroline Lilja Dam Christina Wex

Akademisk Forlag

Forklædt som normal – en opvækst med ADHD Af Caroline Lilja Dam & Christina Wex © Akademisk Forlag, København – et forlag under Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont Mekanisk, fotografisk, elektronisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt efter Copy-Dans regler.

Forlagsredaktion: Hanne Lyng Frandsen Omslag, tilrettelægning og tegninger: Imperiet/Lonnie Hamborg Fotograf: Heidi Maxmiling Sats: Tine Christoffersen, C-Grafik Tryk: Livonia Print 1. udgave, 1. oplag 2014 ISBN: 978-87-500-4402-4 www.akademisk.dk www.christinawex.dk

Find bogen på Facebook ’Forklædt som normal’

INDHOLD Forord: Det kræver sin mand 7 Indledning: Dette er min historie 9 Mor: Uanset antallet af velmenende eksperter så er det dit barn 27 Skoletid 40 Psykiateren: ADHD er en underklassediagnose 49 Børneafdelingen 70 Far: Som forældre slipper man aldrig helt ansvaret 79 Tvangshelvede 86 Den specialpædagogiske vejleder: Hvordan skal man få nogen til at forstå, man fejler noget, når man ikke mangler en arm eller går med metertykke briller? 93 Kæresteliv 106 Kæresten: Jeg tænker i kasser – Caroline tænker i farver 117 Efterskolen 124 Efterskolelederen: Jeg så en pige med flere ansigter 135 Psykiatermøde 140 Moster: Caroline går sine egne veje 149 Engelsktimen 156 Veninden: Caroline ville ikke kunne være veninde med sig selv 163

5

Ritalin-OD 172 Sagsbehandleren: Det handler om at fokusere p책 ressourcerne 181 Kaos 188 Far: Tiden arbejder for Caroline 207 Gymnasienederlag 218 Mentoren: M책let er at holde stressniveauet nede, s책 der er overskud til livet 233 HF-succes 246 ADHD-foreningens formand: For 40 책r siden troede man heller ikke, der var noget, der hed ordblindhed 255 Det er (nogle gange) fedt at have ADHD 262

6

Forord

Det kræver sin mand Det er med stor ydmyghed, jeg har givet mig i kast med at hjælpe Caroline med at fortælle en historie, der er så sårbar og involverer så mange menneskers følelser som netop hendes.

Mens det i mange år har været Carolines store ønske at dele ud af sine erfaringer, har hendes forældre i sagens natur aldrig haft samme behov for at offentliggøre meget private dele af deres familieliv. De har alene valgt at bakke op for Carolines skyld og i det håb, at familiens historie kan være en hjælp for andre i samme situation.

Det er en beslutning, jeg har meget stor respekt for.

Jeg har kendt Caroline, siden hun var seks år. Hun startede dengang i samme børnehaveklasse som min ældste datter, og de to fulgtes ad i 10 år. Jeg har været vidne til hendes indimellem overraskende adfærd, og jeg har uden tvivl været en af de mødre, der gjorde mig klog på situationen uden at have nogen reel indsigt. Jeg har nu aldrig tænkt, at der var noget ’galt’ med Caroline, kun at hun var ’lidt anderledes’, lidt rappere i replikken end de fleste, lidt mere ekstrem i sin påklædning, lidt mere filterløs i sine betragtninger, men altid vidunderligt imødekommende, humoristisk og hjertelig.

Den tale, hun for et par år siden holdt, da hendes mor fyldte 50 år, glemmer jeg aldrig. Den vidnede om en kreativitet, en livsindsigt og et menneskekendskab, man sjældent møder hos en 20-årig. Det overbeviste mig om, at hun har evnen til at nå andre unge med sine refleksioner over en opvækst, der ikke har været uden seriøse forhindringer. Da hun

7

foreslog et samarbejde, var jeg derfor ikke i tvivl om, at det var noget, jeg havde lyst til.

Aftalen blev, at Caroline skulle skrive om alt det indeni, mens jeg skulle skrive om alt det udenom. Titlen på bogen lå allerede fast. Som en del af Nik & Jay-generationen har Caroline længe haft i tankerne, at den bog, hun en dag ønskede at skrive om sin opvækst, skulle bære titlen "Forklædt som normal". Tre små ord med stor mening, som optræder i sangen Mod Solnedgangen, og som i al sin enkelhed giver et meget præcist billede af Carolines opfattelse af sig selv. Og sådan blev det. I arbejdet med bogen har jeg lært Caroline endnu bedre at kende som den skønne, levende, lyttende, indtagende, sjove, udfordrende og begavede pige, hun er, og det har været berigende.

ADHD er et meget stort og et meget komplekst emne. Caroline og jeg bilder os på ingen måde ind, at vi har skrevet en bog, der berører alle aspekter. Langtfra. Vi har skrevet Carolines meget personlige historie om at leve med en lidelse, som konstant spænder ben, udfordrer og frustrerer, men som også sætter hverdagen i et særligt lys. Ofte et lidt mere farverigt et, end vi andre lever i.

Det kræver sin mand – eller i dette tilfælde sin unge, stærke og modige kvinde – at stå ved sine fejltagelser og turde fortælle om dem i det håb, at andre kan finde trøst og forståelse ved at spejle sig i dem. For uanset hvad livet byder os af udfordringer, så er det eneste, der virkelig hjælper os, at vide, vi ikke er alene.

Tak for tilliden, Caroline, og tak for tilliden alle jer, der slår kærlig ring om Caroline og her har indvilget i at dele jeres kloge betragtninger.

Christina Wex September 2014

8

Engelsktimen

Jeg kiggede på uret og så, at frikvarteret allerede var ved at være slut. Folk begyndte at pakke deres ting sammen og gå op imod klasselokalerne. Jeg sad som altid sammen med pigerne fra parallelklassen og røg ude i gården. ”Jeg bliver nødt til at smutte, piger, jeg aner ikke, hvilket lokale jeg skal være i!”

Jeg begyndte at småløbe over mod døren. ”Det sejler for dig, Caro,” råbte en af dem efter mig og grinede.

Jeg vidste udmærket godt, at det sejlede for mig, så det tænkte jeg egentlig ikke videre over. Jeg fandt lokalet på skærmen. Pis! Lokale 313, det var helt oppe på 3. etage. Jeg løb derop og kom som altid et par minutter for sent. Min engelsklærer stod i døren. ”Nå, Caroline, det var tæt på! Jeg skulle lige til at registrere fravær.” ”Tak,” mumlede jeg og satte mig ned ved siden af Julie på bagerste række. Hun var allerede på Facebook, og det stjal med det samme min opmærksomhed. ”Kære 3. U, vi skal i dag beskæftige os med den kære Macbeth.

Jeg går ud fra, at alle har læst kapitel 6 og 7 til i dag, og hvis ikke, bedes I række hånden op.”

Jeg kiggede i mine papirer, som lå hulter til bulter i min taske.

Jeg kunne ikke finde noget, som lignede Macbeth, og jeg havde stensikkert ikke læst det. Jeg stak hånden i vejret. Han kiggede ikke engang på mig, det var, som om han på forhånd havde ventet det.

157

”Okay, yes, Caroline og resten af jer dér bagerst, I sætter jer ned i kantinen, og I skal være tilbage om 45 minutter, der forventer jeg, at I har læst og besvaret spørgsmålene.” ”Jamen, jeg har ikke fået teksten,” indvendte jeg.

Han kiggede ud over klassen og sukkede dybt, så folk begyndte at smågrine. ”Jo, I fik den alle sammen udleveret i mandags, og der kan jeg huske, at du var her.”

Jeg kiggede spørgende på ham. Hvad skulle jeg sige? Jeg måtte have smidt den ud ved en fejltagelse eller efterladt den i klassen, da den blev delt ud. Det var, som om han ikke orkede, at jeg var der. Som om det var en belastning for hele klassen, at jeg ikke havde styr på mine ting. ”Hallo, Caroline, er du her?” råbte han gennem klassen. ”Ja, ja, jeg tænkte bare lige på noget.”

Klassen grinede igen. Han rystede på hovedet. ”Du kigger med hos en af de andre.”

Nede i kantinen var der mange mennesker og nogle irriterende lamper, som havde et lys, jeg bildte mig ind, gav hovedpine.

Jeg gik ud og røg, mens de andre gik i gang med at læse. Der var ingen i gården, alle var til time. Hvor var det typisk, at jeg sad her. Årets mest dovne og utjekkede elev. Jeg røg cigaretten færdig og slukkede skoddet med foden. Jeg gik tilbage til de andre, som hurtigt fortalte mig, at læreren havde spurgt, hvorfor jeg ikke var der, da han kom forbi. Det betød, at jeg nu stod til endnu en skideballe. Jeg spurgte en af drengene, om jeg må kigge med hos ham. Han var allerede nået godt ind i kapitlet, hvilket gjorde det noget svært at forstå teksten, hvilket det var i forvejen, når vi havde engelsk på A-niveau og var nået til noget så tungt som Macbeth. Jeg skimmede linjerne. Jeg lagde hurtigt mærke til, at der var en, som sad ved bordet over for os, som trommede med hænderne i bordet. Jeg rømmede mig og kiggede over på ham.

Han stoppede med det samme. Han var sikkert bange for mig.

158

Jeg fortsatte læsningen. Det var, som om det snurrede i mine ben. Jeg rejste mig for at få uroen ud af benene og begyndte at gå frem og tilbage. ”Det er mærkeligt,” tænkte jeg, ”hvad sker der i min krop?”

Jeg satte mig igen. Endelig fik jeg kompendiet for mig selv.

Der var en lyd bag mig. ”Er det ikke, som om der er nogen, der hører musik?" spurgte jeg de andre.

De rystede på hovedet uden at kigge op fra deres papirer. Jeg kiggede mig omkring og fik øje på en flok drenge, som sad og hørte musik på deres computer, flere borde væk. Jeg forsøgte at læse videre. Jeg var ikke kommet længere end til midt på første side.

Døren smækkede bag mig, og jeg så pigerne fra parallelklassen gå ud for at ryge. Det kunne jeg ikke gå glip af, desuden havde jeg også fortjent en lille pause, bildte jeg mig selv ind. ”Får du lavet noget i dag, Caro?” spurgte de med det samme. ”Ja, ja, masser! I kender da mig, jeg er bare blevet sendt ned i kantinen for at hjælpe dem, der ikke kan finde ud af det!”

Pigerne grinede. Da vi var færdige med at ryge, gik jeg ind igen. Kantinen var tom. De andre var gået tilbage til klassen. Pis.

p Livet i gymnasiet var fuldt af nederlag, og det blev tre år, hvor jeg følte mig permanent stresset til det yderste. Udenpå havde jeg imidlertid en facade, der ikke afslørede, hvor svært det var for mig, og jeg snakkede sjældent med mine klassekammerater om, hvordan det gik. De vidste godt, jeg ikke lavede mine ting, og jeg vidste det selv. Der var ingen grund til at tale så meget om det. I stedet lod vi lidt, som om jeg var ligesom de andre.

Jeg kan ikke sige med 100 procents sikkerhed, at jeg kunne have undgået at gå ud af gymnasiet lige før studentereksamen,

159

hvis jeg havde fået den hjælp, jeg havde brug for, men det ville helt klart have gjort mit liv og min hverdag lettere. Jeg ønsker ikke at forsøge at fralægge mig ansvaret, men jeg tror, min tid i gymnasiet kunne have forløbet på en bedre måde, hvis der havde været plads til at være anderledes. Og ikke bare plads til at være anderledes, men plads til at være en af dem, som lærer på en anden måde end gennemsnittet. Jeg fik ikke noget ud af at sidde med et tre centimeter tykt kompendium og læse røvsyge engelske tekster i skriftstørrelse ni, så jeg knap kunne tyde bogstaverne. Vorherre bevares. Eller se læreren overtegne hele tavlen med matematiske udregninger, som på et eller andet tidspunkt begyndte at flyde sammen for øjnene af mig, mens tankerne bevægede sig alle mulige andre steder hen end lige netop klasseværelset.

Det havde også været meget federe for mig, hvis dagene havde lignet hinanden, for min hjerne fungerer bedst med gentagelser. Jeg ved godt, at man i gymnasiet skal have x antal timer om ugen, men nu forestiller jeg mig altså det ultimative drømmescenarie. Hvis dagen startede klokken otte og sluttede klokken halv tre hver eneste dag, ville det have været meget lettere at forholde sig til. Det var latterligt, at vi på mit gymnasium ofte havde et enkelt modul den ene dag, for dagen efter at have fire moduler i træk, hvert af dem på 100 stive minutter. Den regelmæssighed, som findes i en vuggestue, er ikke kun gavnligt for toårige, den vil de fleste have det godt med, det er jeg slet ikke i tvivl om.

Alt var så uforudsigeligt i gymnasiet, og der var så lidt tid til hver enkelt elev. Jeg tror, vi var 31 elever, da jeg startede i 1. g.

Klasselokalet var lille og indelukket, og ofte var der ikke borde nok til, at alle kunne få en god plads. Lektierne til næste dag blev som regel meldt ud, mens folk pakkede sammen de sidste 30 sekunder, inden det ringede ud. Jeg fangede aldrig, hvad der blev sagt. Selvfølgelig havde jeg mulighed for at gå ind på Lectio, som var skolens online-informationssystem. Det var indrettet til brug

160

for både lærere og elever, og her var alt lige fra fester til lektier lagt ud, så alle kunne følge med. Eller næsten alle. Jeg syntes nemlig, Lectio var indviklet, og jeg kunne slet ikke finde rundt i alle de klasser, hold og fag, der var. Jeg opgav hurtigt systemet, selv om det sikkert ville have hjulpet mig et meget langt stykke ad vejen, hvis jeg havde forstået at bruge det. Det, jeg manglede, var, at nogen satte sig ned sammen med mig og gennemgik systemet grundigt.

I løbet af nogle måneder fik jeg en mentor på gymnasiet, som hjalp mig med at strukturere og holde styr på alle mine ting i forhold til skolen. Det hjalp også, men når jeg ser tilbage, ville det have været mere effektivt, hvis mine lærere ydermere havde brugt bare et par minutter efter hver time på at sikre sig, at jeg havde fået diverse kopier og havde fanget, hvad jeg skulle læse til næste dag, og hvis de havde gjort sig den ulejlighed at samle op på det dagen efter. Jeg er udmærket godt klar over, at alle elever ikke kan få flere minutter af lærerens tid efter hver time, men sandsynligvis er der kun få i hver klasse, der har det behov, og derfor er det min holdning, at der burde være plads til det. Undervisningen bliver jo bedre, også for læreren, hvis alle er med – hvilket jeg sagtens kunne have været, hvis nogen rent faktisk havde sat mig ind i, hvad fanden der foregik. Ofte anede jeg det vitterlig ikke.

161

Det er (nogle gange) fedt at have ADHD

Jeg ved godt, jeg tager en chance ved at lægge mit liv så åbent frem, som jeg har gjort i denne bog. Der er sikkert mange, også blandt dem, der kender mig, som er blevet chokerede over de mange voldsomme episoder, som bogen beskriver, men jeg tænker nu engang sådan, at hvis tingene skal kunne gøre en forskel for andre, så skal de fortælles med ærlighed og uden omsvøb.

Jeg ved godt, det også har konsekvenser for mine forældre, som ikke selv har valgt at få udstillet deres familieliv. Jeg har meget stor respekt for, at de på denne måde gav mig frie hænder til at beskrive verden, sådan som den ser ud med mine øjne, også selv om der er mange ting, de hellere havde set, at jeg havde holdt for mig selv. Fordi de er bange for, at jeg vil blive dømt på fortidens hændelser, og fordi de er bange for, at jeg er for ung til at overskue konsekvenserne af at blotte mig. Jeg tør godt tage chancen.

Jeg tror på, at du, der læser bogen, kan skelne mellem det, der var, og det, der er, og at du kan se værdien i at turde stå ved det, der var.

p Når man læser denne bog, får man nok det indtryk, at livet med ADHD er ét langt helvede. Det er det også på nogle måder, men med årene er jeg langsomt begyndt at få øjnene op for, at min ADHD også giver mig rigtig mange sjove og ikke mindst anderledes oplevelser. Første gang jeg kombinerede ’fedt’ og ’ADHD’ i samme sætning, syntes jeg, det lød dumt. Eller måske snarere klichéagtigt og overoptimistisk, for hvem har nogensinde haft en

263

psykisk lidelse, de satte pris på? Men det gør jeg faktisk. Bestemt ikke hver dag, men på en god dag. Det er især inden for de seneste par år, hvor jeg har fået så meget styr på mig selv, at jeg begynder at kunne bruge min situation konstruktivt. Jeg siger nærmest aldrig nej til noget, og det falder mig helt naturligt at stoppe op og snakke med mennesker, som jeg ikke kender. Faktisk er det næsten umuligt for mig at blive genert. Folk bliver overraskede, hvis jeg sætter mig på gulvet i Netto og leger med deres børn, eller hvis jeg stiller mig under en gammel dames paraply ved et bustoppested. Men deres overraskelse er som regel positiv. Folk, der ikke kender mig så godt, synes sikkert, jeg er pinlig, men dem, der kender mig, ved, at det er en del af mig at tale med alle, jeg møder. Og det er en stor gave. Det giver mig oplevelser, og det giver mig indsigt i andre menneskers liv og følelser. Faktisk er det helt utroligt, hvor mange sjove, mærkelige og fantastiske mennesker der er omkring én, som man aldrig opdager, hvis man ikke tør indlede kontakten. Det er ikke sådan, at jeg går hen til hvem som helst og begynder at tale til dem, men jeg har en meget stærk fornemmelse for, hvem der er anderledes på den ene eller anden måde, og hvem jeg kan lære noget af.

p Selv om jeg har ADHD, er der igen tvivl om, at jeg har været meget heldig og er meget privilegeret. Og det er ikke sagt på den måde, at jeg nyder hvert et åndedrag og takker Gud for, at solen står op hver morgen. Jeg synes bare oprigtigt, at jeg har grund til at føle mig heldig, ikke mindst fordi jeg altid har følt mig utroligt højt elsket af de mennesker, jeg har haft omkring mig. Jeg er vokset op i en meget kærlig familie, og jeg har været så heldig, at begge mine forældre har søskende, som også har været meget vigtige i mit liv. Og så har jeg haft en mormor og morfar, som har været der for mig hver eneste dag i hele mit liv. De synes ikke, jeg

264

’fejler’ noget som helst. Hver eneste gang min ADHD bliver omtalt, får min mormor blanke øjne og fortæller vidt og bredt om, hvor god en lille pige jeg altid har været. Hun er virkelig en løvemor, som vil forsvare sine børn og børnebørn, uanset hvor åbenlyst galt de er på den. Godt, jeg altid har haft dem.

Jeg har aldrig været nødt til at klare noget alene, og i de første 10 år af mit liv, hvor jeg var enebarn, sad min mor og far på hver sin side af mig ved middagsbordet og bare lyttede til alt, hvad jeg havde oplevet. Min far tvang mig til at lave lektier og sørgede for, jeg fulgte nogenlunde med. Han trak spisebordet ud, så det blev lidt større, og lod mig løbe en tur rundt om bordet, hver gang jeg havde lavet et matematikstykke. Jeg holdt altid sjove børnefødselsdage, kom på dejlige ferier og var klædt fantastisk ud til fastelavn.

Jeg var et elsket barn, og det er jeg stadig.

p Det har betydet meget for mig, at mine opdragelsesmæssige ’grundsten’ har været i orden. Når alt andet var kaos, har det i den grad hjulpet mig, at jeg havde en masse fundamentale ting liggende på rygraden, som jeg kunne aktivere uden at bruge hjernen. Mine forældre har lært mig gode manerer som at sidde pænt ved bordet, sige tak og farvel. Når jeg tænker på børn eller unge med ADHD, som ikke er blevet opdraget i takt og tone, ved jeg, de kan komme til at virke som de mest ubehøvlede, fordi deres natur tenderer til Pippi Langstrømpe-adfærd. Her har jeg været godt hjulpet. Jeg ved godt, hvad der er rigtigt og forkert. Det er ikke altid, jeg når at handle efter det, men jeg kender godt reglerne.

Jeg har også lært at stole meget på min intuition. Så meget, at jeg nærmest aldrig fortryder noget. Ikke engang min Hello Kitty-tatovering. Min mor sagde altid til mig, da jeg var lille: "Hvad

265

føler du i maven?" Allerede dengang prøvede hun at lære mig at mærke efter og tro på min egen fornemmelse. Jeg havde ofte helt vildt svært ved at tage beslutninger som yngre, men når jeg mærkede efter i maven, fandt jeg næsten altid svaret. Jeg bruger stadig den metode, så tak, mor. Tak for en god mavefornemmelse.

p De dage, hvor jeg ikke har styr på mig selv, er jeg som en åben bog. Alle kan se, hvad jeg føler og tænker, og hvis jeg er stresset eller ked af det, smitter det af på dem omkring mig, men det gælder heldigvis også, når jeg er glad og impulsiv. Det absolut værste ved min ADHD er mine humørsvingninger, som ofte kommer på grund af medicinen eller mangel på samme, og min manglende koncentration. Det er pissehamrende irriterende, når jeg ikke kan koncentrere mig om dét, der er vigtigt. Selv i forberedelseslokalet til eksamener har jeg oplevet, at klappen gik fuldkommen ned, og jeg slet ikke kunne tænke klart. Det er selvfølgelig langtfra fedt, men til gengæld kan min hjerne så nærmest eksplodere, når jeg kommer ind til selve eksamenen og får lov til at tænke højt.

Jeg er stadig i gang med at finde ud af, hvordan jeg arbejder bedst. Om det er i stilhed, eller om der gerne må være let støj i baggrunden. Lige p.t. afhænger det meget af mit humør. Hvis jeg har en af de dage, hvor ADHD’en går helt bananas, og jeg samtidig er ekstremt sensitiv, kan det være en udfordring i sig selv at købe ind eller køre i bus. Nogle helt basale ting, som jeg langt den største del af tiden ikke skænker en tanke, kan pludselig blive enormt krævende. At spise sammen med folk, faktisk især min familie, er forfærdeligt de dage. Jeg synes, de ævler løs om åndssvage ting, smasker og er irriterende. Mit rationelle jeg ved godt, at det er, fordi jeg er sensitiv, men i situationen føler jeg, at jeg kan tillade mig at sige alt uden filter. Bagefter får jeg helt ulidelig dår-

266

lig samvittighed, men det er, som om kræfter, der er stærkere end mig, tager over og vinder. I de situationer plejer Ritalin at hjælpe mig meget. Hvis jeg har en 10 centimeter lang lunte, så bliver den tre gange så lang, når jeg har taget en Ritalin, og jeg bliver en del mere robust.

p Når man er teenager, er det svært at undgå at komme i diverse konflikter med sine forældre, især for os med et solidt temperament. Det har jeg i den grad også gjort, for hold kæft hvor har de dog været irriterende. Om få uger skal jeg på ferie med dem, hvor de uden tvivl dagligt vil minde mig om at børste tænder, sige, at mine kjoler er for korte, og påpege, at det ikke er nødvendigt at flirte med samtlige græske mænd, jeg møder. De vil i det hele taget glemme, at jeg ikke er otte år længere. Men alt, hvad de ævler om, er jo i sidste ende sagt og tænkt i kærlighed. Ikke dermed sagt, at de ikke ofte går mig på nerverne, men jo ældre jeg bliver, jo mere sætter jeg pris på, at mine forældre er dem, de er. Både min fars og mors bekymrede spørgsmål og daglige omsorg er uvurderlig. Jeg har aldrig været et sekund i tvivl om, at de begge to har gjort deres bedste for at give mig en sund og god opvækst, og jeg er dem evigt taknemmelig for al den hjælp, kærlighed og støtte, de har givet mig. De vil nok selv sige, at det er en selvfølge, men det er det ikke for mig. Jeg er nemlig udmærket godt klar over, at jeg har været en fantastisk sjov og pisse frustrerende ’pædagogisk udfordring’. Tak, mor og far.

p Jeg har trådt så mange mennesker over tæerne i tidens løb med min opførsel eller mine udtalelser. Jeg har besluttet mig for at være ærlig i denne bog, og derfor ville jeg også lyve, hvis jeg

267

sagde, at jeg aldrig har provokeret eller trådt nogen over tæerne bevidst. For det har jeg. Men jeg har brug for at sige, at jeg aldrig har gjort det med en ond eller hævngerrig hensigt. Jeg er enten blevet fristet til at provokere, hvor barnligt det end lyder, eller også har jeg sagt eller gjort noget dumt uden nogen intrigant eller velovervejet bagtanke. Mine følelser løber af med mig, og mit problem er, at jeg ofte glemmer konsekvenserne, som desværre kan være ret uoverskuelige, hvis jeg har dummet mig godt og grundigt. Jeg har og har haft nogle fuldstændig fantastiske veninder, og min absolut største sorg har været at miste fantastiske veninder, som af den ene eller anden årsag er forsvundet ud af mit liv. Oftest på grund af fejl, jeg har begået. Jeg håber inderligt, at jeg med tiden får flere af dem tilbage, og jeg undskylder med alt, hvad jeg er, for, at jeg har såret nogle af dem, jeg holder allermest af. Jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at give en uforbeholden undskyldning til de mennesker, jeg bevidst eller ubevidst har såret eller sat i en dårlig situation.

Undskyld, det er jeg ked af. Og jeg vil gerne takke hver og en for at have gået gennem ild og vand for mig. Tak, fordi I rummer mig, trøster mig, griner af mig og gør mig tryg – og vigtigst af alt: elsker mig, selv når jeg ikke fortjener det.

268

”Den unge Caroline fortæller i et levende og letlæst sprog om, hvordan det opleves at have ADHD og OCD, og hvad der hjælper og ikke hjælper. Det er en fantastisk god bog, en gave for den unge, der her kan spejle sig i Carolines oplevelse af at være anderledes og blive misforstået. Hendes bøvl med lektier og kammerater. Hendes forelskelser og hendes oplevelser med medicin og behandlere. Et ungdomsliv fyldt med glæder og frustrationer. Men det er også en god og meget kompetent bog for forældre, pædagoger og lærere.

Vi burde have haft den for længe siden.”

JES GERLACH, psykiater, overlæge, stifter af og tidligere formand for Psykiatrifonden WWW.AKADE M ISK.DK