Videnskabsteori

mm

O S F C S

AKADEMISK

B E O I A M R M D U P

AKADEMISK FORLAG

151 mm

J E S R S A N D E T E N T E A R

JENS GULDAGER

3

K T I U B J K N I L H E D O D E E U T O R I T I S

VIDENSKABSTEORI EN INDFØRING FOR PRAKTIKERE

JENS GULDAGER

VIDENSKABSTEORI EN INDFØRING FOR PRAKTIKERE

AKADEMISK FORLAG

Videnskabsteori – en indføring for praktikere Af Jens Guldager © 2015 Akademisk Forlag, København – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont Mekanisk, fotografisk, elektronisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt efter Copydans regler, se www. tekstognode.dk/undervisning.

Forlagsredaktion: Hanne Lyng Frandsen Omslag, grafisk tilrettelægning og sats: Bjørn Ortmann Bogen er sat med: Calibre og Cardea Tryk: Livonia Print 1. udgave, 1. oplag, 2015 ISBN: 978-87-500-4545-8 www.akademisk.dk

Uddragene fra Når hver dag bliver til hverdag af Birte Bech-Jørgensen er gengivet med forfatterens tilladelse.

Uddragene fra Om undren overfor samfundet af Johan Asplund er gengivet med tilladelse fra Palmkrons Förlag og fra oversætter Peter Damgaard-Hansen.

Forlaget har forsøgt at finde og kontakte eventuelle rettighedshavere, som kan tilkomme royalty i henhold til ophavsretsloven. Skulle der imod forventning være rettighedshavere, som måtte have krav på vederlag, vil forlaget udbetale et sådant, som om aftale var indgået.

INDHOLD

9

Forord

13

Videnskabsteori og dannelsesidealer

14 18 19 27

Viden som bevidstgørelse Viden som lærdom Viden som forskning Moderne videnskab og videnskabsteori

1

2

31

Positivisme

32 37 41 45

Semmelweis og hygiejnen Durkheim og selvmordet Erik Jørgen Hansen og levekårsundersøgelserne Kort om den nyere sektorforskning og om underlødig forskning Objektivitet Objektivitet og værdifrihed Objektivitet og forudsætningsløshed Objektivitet, bevidsthed, åbenhed og eksplicitet Objektivitet og mangesidighed Objektivitet og upartiskhed Objektivitet, intersubjektivitet og metodologisk objektivitet Afrunding om objektivitet og lidt om sandhed

50 53 57 59 61 68 72 74

3

79

Fænomenologi

83 87 94 101 114

Max Weber og den protestantiske etik Birte Bech-Jørgensens hverdagslivsforskning Kritik af den fænomenologiske tilgang Kvalitative og kvantitative tilgange Fænomenologi og objektivitet 4

117

Hermeneutik

121 123 131 143

Kritik af hermeneutikken Trobriandernes gåde Teoriens rolle i videnskabeligt arbejde Afrunding 5

145

Kritiske retninger

145 153 156 161 168

Marxisme Amerikansk pragmatisme Kritisk teori Kritisk realisme Afrunding

6

175

Socialkonstruktivisme

176

189

Vi er – nÌsten – alle socialkonstruktivister: moderat socialkonstruktionisme Socialkonstruktivismens sump: ekstrem socialkonstruktivisme Kort om diskursteori og claims-making

195

Afrundning

199 203

Litteratur Register

179

F O R O R D

FORORD

Hvorfor skal praktikere introduceres til videnskabsteori kan man med rette spørge? Videnskabsteori er en meget overordnet og abstrakt disciplin – metateori kan man også kalde det – der er relevant i videnskabelig forskning, men som i sig selv ikke kan bidrage med forskningsresultater og viden, der kunne være relevant for praktikere. Jo, videnskabsteori er i mine øjne relevant for praktikere af to hovedgrunde.

Den første hovedgrund er, at faget indgår på alle grunduddannelser, nu bacheloruddannelser for praktikere (socialrådgivere, sygeplejersker, lærere, pædagoger, fysioterapeuter m.fl.), ligesom det også indgår i de fleste (måske alle) diplomuddannelser, der er videreuddannelser for praktikere. Så her skal de studerende introduceres til faget.

Den anden hovedgrund er, at en introduktion til videnskabsteorier kan give praktikere såvel som andre vigtige opmærksomhedspunkter og retningslinjer i forhold til at vurdere forskning og konkrete undersøgelser, der omhandler de felter, som er relevante for praktikerne.

Forskning og undersøgelser kan give megen værdifuld overordnet viden for praktikere, hvis de vel at mærke lever op til de krav og kriterier, man kan stille til videnskabelig forskning. Og netop hvilke krav og kriterier der skal opfyldes, for

9

at forskningen kan kaldes videnskabelig, og for at analyserne og resultaterne kan betragtes som holdbare og gyldige, er et hovedemne i videnskabsteorien. Dette er desto vigtigere i og med, at praktikere såvel som alle andre bliver bombarderet med alle mulige forskningsresultater og undersøgelser, herunder også mange, som ikke lever op til de videnskabelige krav og kriterier, og som derfor ikke kan levere holdbar og gyldig viden. Og den slags uholdbar og ugyldig viden vil være skadelig og misledende for praktikere i forhold til at have et holdbart vidensgrundlag som udgangspunkt for deres indsatser.

Videnskabsteori beskæftiger sig med grundlæggende erkendelsesmæssige spørgsmål som for eksempel: Hvad er viden overhovedet? Hvordan når man frem til sand eller objektiv viden? Hvornår kan vi tale om sandhed? Hvad er objektivitet? m.v. Det er dybe erkendelsesmæssige problemstillinger, som kun kort og relativt overfladisk vil blive behandlet i nærværende bog, bortset fra spørgsmålet om objektivitet, som vil blive diskuteret. Ikke fordi sådanne spørgsmål ikke kan være både tankevækkende og inspirerende, men snarere fordi mit sigte med denne introduktion er mere jordnært og praktisk, forstået på den måde, at jeg forsøger at belyse de forskellige videnskabsteoretiske tilganges styrker, svagheder og begrænsninger i forhold til, hvordan man griber forskning og undersøgelser an.

Dette skyldes, at bogens målgruppe er praktikere. Men også, at det til tider kan være svært at se og gennemskue, hvilken betydning sådanne meget overordnede og abstrakte erkendelsesmæssige diskussioner har for den konkrete tilrettelæggelse af forskningen og undersøgelserne. Lidt flabet formuleret forekommer det mig, at de til tider mere er skueretter for galleriet end retningsgivende for undersøgelserne.

Videnskabsteoretiske betragtninger har også en mere direkte relevans for praktikere, fordi praktikerne selvsagt handler på baggrund af deres viden og erfaringer. Derfor er det afgørende for deres indsats, om deres erfaringer og deres viden hviler på rimelig solid grund, det vil sige, om den er holdbar og

10

Videnskabsteori

troværdig. Er den ikke det, er det næppe sandsynligt, at deres indsats vil lykkes. Videnskabsteorierne kan her hjælpe med at vurdere holdbarheden i og troværdigheden af praktikeres erfaringer og viden.

Min baggrund for at skrive denne bog er, at jeg er sociolog og har undervist i videnskabsteori, lidt på bacheloruddannelsen for socialrådgivere og i en årrække dels på kandidatuddannelsen i socialt arbejde på Aalborg Universitet, og dels på forskellige diplomuddannelser for praktikere.

Navnlig på bachelor- og på diplomuddannelserne har jeg i mange år savnet en grundbog, der på en lidt enklere måde introducerede de forskellige videnskabsteoretiske hovedretninger. I forsøget på at skrive sådan en bog er der den faldgrube, at jeg overforenkler og dermed bliver overfladisk eller kommer til at overse afgørende nuancer. Om det er tilfældet, må andre vurdere.

I forbindelse med udfærdigelsen af denne bog vil jeg først takke de mange studerende, der i årenes løb har stillet nysgerrige, opklarende og kritiske spørgsmål til og ved mine forelæsninger om videnskabsteori og på den måde hjulpet mig til at blive klarere i min fremlæggelse.

Dernæst tak til mine tidligere kollegaer Morten Ejrnæs, Marianne Skytte, Adam Johansen og Edith Nikolajsen for deres kritiske kommentarer.

Endelig vil jeg takke min kone, Nina, der som ikkefagkyndig, men med sit kritiske blik og sans for sproglig klarhed og tegnsætning har bidraget med at udrydde mine værste uklarheder og sproglige forbistringer.

11

V I D S K T E O O G N E S I D E E

E A R D L E A R

N B S I AN S L

1

VIDENSKABSTEORI OG DA N N E L S E S I D E A L E R

Den danske videnskabsteoretiker Søren Kjørup (f. 1943) siger, at der omkring år 1800 sker en radikal ændring i de humanistiske akademikeres opfattelse af, hvad viden er (2008:27-30).

For samfundsvidenskabernes vedkommende skete det samme omkring et halvt århundrede senere, mens ændringerne i naturvidenskaberne allerede tog sin begyndelse i 1500-tallet inden for astronomien for senere at få sit afgørende gennembrud i fysikken i slutningen af 1600-tallet med Newtons bevægelseslove.

Den nye vidensopfattelse eller det nye vidensideal var at se viden som forskning. Der var en opfattelse eller et ideal, der var revolutionerende i forhold til antikkens forståelse af viden som bevidstgørelse og middelalderens opfattelse af viden som lærdom.

Men lad os se på de tre forskellige opfattelser af viden, sådan som Kjørup skelner mellem dem: 1 Viden som bevidstgørelse – antikken.

2 Viden som lærdom – middelalderen.

3 Viden som forskning – renæssancen og senere oplysningstiden, som danner grundlag for de senere og de nutidige opfattelser af viden.

13

Viden som bevidstgørelse Antikken lader sig ikke bestemme som en sammenhængende tænkning. Der er selvsagt mange forskellige og indbyrdes uenige tænkere, filosoffer og videnskabsfolk. På trods af det vil jeg alligevel forsøge at udstikke nogle væsentlige hovedpointer.

Som den første og måske vigtigste repræsentant kommer Sokrates (469-399 f.v.t.), hvis bidrag næppe kan overvurderes.

Helt centralt i Sokrates’ tænkning står åben kritisk nysgerrighed i dialog med andre, hvor argumentationens holdbarhed og logik står i centrum.

Sokrates var ikke en skrivende mand; faktisk foreligger der intet skriftligt fra hans hånd. At vi kender til hans tankeverden, hænger sammen med, at Platon fulgte ham i hans diskussioner på Athens torve og skrev de dialoger ned, som han overværede.

Sokrates’ mål med sine dialoger var, at han og hans dialogpartner skulle opnå øget selvindsigt i forhold til de diskuterede emner; målet var med andre ord bevidstgørelse.

Dialogernes indhold er meget forskelligt, men fælles for dem er Sokrates’ insisterende udspørgen: Når du siger det, hvad er så begrundelsen for din mening eller din opfattelse?

Siger du ikke dig selv imod, når du siger det og det? Ved genlæsning af Sokrates’ dialoger slog det mig på ny, hvor nærmest betagende hans udspørgen er – hans stædige forsøg på at finde klarhed, afsløre uoverensstemmelser, inkonsistenser og selvmodsigelser i de fremsatte synspunkter og opfattelser, også selv om han sine steder kan forekomme noget enøjet i sin udspørgen.

Det er nysgerrige og kritiske dialoger, hvor alt står til diskussion, hvor argumentationens holdbarhed, logik og belæg er afgørende, og hvor argumenter, der alene henviser til konventioner eller herskende opfattelser, ikke tages for gode varer. Det sidste blev skæbnesvangert for Sokrates, idet han blev dødsdømt, tvunget til at tage gift for at ”fordærve ungdom-

14

Videnskabsteori

men” og for ”manglende tro på guderne”, netop fordi han ikke accepterede argumenter, der alene byggede på konventioner og herskende opfattelser, men insisterede på en åben, kritisk dialog byggende på logisk holdbare argumenter.

Man kan som nævnt sige, at viden for Sokrates var bevidstgørelse, hvor mennesker blev vidende, fornuftige eller kloge gennem den åbne, kritiske dialog – og i kraft af den kunne nå klarhed og konsistens i deres opfattelser og synspunkter om det ene eller andet. Åben, kritisk refleksion, som man nok ville sige i dag, er en hovedkilde til holdbar viden. Et synspunkt, som i mine øjne er uomgængeligt, og som har Sokrates som fadder.

En anden hovedskikkelse i den antikke tænkning er Aristoteles (384-322 f.v.t.). Sammen med Platon er han blevet kaldt grundlæggeren af europæisk filosofi. Han grundlagde sin egen filosofiske skole, Lykeion, som rummede det første egentlige forskningsbibliotek i den vestlige verden.

Aristoteles var en umådelig righoldig tænker med en overmåde bred horisont. Han beskæftigede sig med erkendelsesteori, bevidsthed og drømme, kunst, etik og politik samt forklaringer på fænomener inden for mange videnskabelige områder såsom astronomi, kosmologi, mekanik, kemi og naturlove.

Hvor man måske kan sige, at Sokrates først og fremmest var en analytisk, refleksiv tænker, der analyserede og adskilte forskellige meninger og standpunkter for at vurdere deres holdbarhed, var Aristoteles i høj grad også en syntetisk, opbyggelig tænker, der beskæftigede sig med, hvordan fænomener kunne forstås og forklares, hvad der var deres særlige kendetegn og egenskaber, deres særlige kvaliteter, deres ”væsen” eller essens.

Ifølge Gyldendals encyklopædi ”så Aristoteles det som sit mål at formulere grundprincipperne for den empirisk foreliggende, naturlige verden, sådan som den tager sig ud for fornuften, og sådan som den efter hans opfattelse dermed også er”.

Videnskabsteori og dannelsesidealer

15

Det første og helt afgørende grundprincip ud over den sokratiske åbenhed og nysgerrighed er logiske principper. Og her formulerede Aristoteles som den første den formelle logiks hovedprincipper: 1 Modsigelsesprincippet: En ting kan ikke både eksistere og ikke eksistere på ét og samme tidspunkt.

2 Udelukkelsesprincippet: En ting må enten eksistere eller ikke eksistere på et givet tidspunkt. Der gives ikke nogen tredje mulighed.

3 For at en argumentation skal kunne være gyldig, er det en nødvendig betingelse, at ethvert begreb bruges i den samme betydning igennem hele argumentationen (Favrholdt 1999:146-147).

Disse hovedprincipper har siden været uomgængelige for videnskaben.

Aristoteles’ forsøg på at finde principper med fornuftens hjælp i bestræbelsen for at forstå den empiriske virkelighed er samtidig hans akilleshæl. Hans tro på, at principper og fornuft var hovedkilder til at kunne forstå og forklare virkelighedens fænomener uden systematiske undersøgelser, var forkert.

Langt det meste af hans tænkning var af spekulativ karakter med en tro på, at man kan finde frem til fænomenernes karakter, kvalitet og essens ad tænkningens vej byggende på erfaringer, men hans begreb om erfaringer forekommer vagt, blandt andet fordi det ikke byggede på systematisk undersøgelsesvirksomhed. Ganske vist foretog Aristoteles mindre botaniske og zoologiske indsamlingsarbejder, men det var i småtingsafdelingen, og der er ikke tale om egentlige systematiske undersøgelser af den type, som vi i dag ville kalde systematisk og metodisk empirisk forskning.

Mange af Aristoteles’ tanker kan i dag betragtes som frugtbare og relevante, andre helt galt afmarcherede. Et godt eksempel på det sidste er hans tanker om faldlove, det vil sige

16

Videnskabsteori

om, hvordan ting falder. Her nåede han via sine principper og fornuft frem til, at tunge genstand måtte falde hurtigere end lette. Det er helt forkert. Tunge og lette genstande af samme materiale falder lige hurtigt.

De væsentligste argumenter mod Aristoteles’ faldlov er to.

Det første er logisk og blev fremsat af den tyske filosof Gottfried Wilhelm Leibniz i slutningen af 1600-tallet. Leibniz’ argumentation går som følger: Hvis et tungt legeme falder hurtigere end et let, hvad sker der så, hvis man binder et tungt og et let legeme sammen og lader det falde? Faldet det sammenbundne legeme så endnu hurtigere, fordi det er tungere end det tunge legeme? Eller falder det langsommere, fordi det lette legeme jo skulle falde langsommere end det tunge? Så Aristoteles’ faldlov er selvmodsigende.

Det andet modargument understreger faldgruben ved at tro, at filosoferen – det vil sige at alene principper og fornuft og mere eller mindre intuitive erfaringer – er tilstrækkeligt til at forstå og forklare virkeligheden.

Aristoteles kunne også i oldtiden have afprøvet sin faldlov i praksis. Han kunne have lagt et bræt ved foden af et hus, have stillet sig op på husets tag og have ladet en tung og en let sten falde samtidigt ned på brættet. Så ville han have opdaget, at der kun lød et brag, når stenene ramte brættet, og ikke to, som det ville være tilfældet, hvis de faldt med forskellig hastighed.

I den vestlige verden blev Aristoteles i middelalderen en af de mest autoritative filosoffer. Hans ”sandheder” blev i vid udstrækning betragtet netop som sandheder, også når der som i tilfældet med hans faldlov var tale om vrøvl. Og det var først med den moderne videnskabs gennembrud, at det blev påvist med eksperimenter og undersøgelser.

Eksemplet illustrerer, at Aristoteles’ faldgrube med overdreven tiltro til spekuleren, filosoferen og essenstænkning uden systematiske empiriske undersøgelser, eksperimenter og afprøvning kan føre til helt forkert viden. Dermed ikke sagt, at spekuleren og filosoferen i betydningen kritisk refleksion

Videnskabsteori og dannelsesidealer

17

ikke er nødvendig og frugtbar i videnskabeligt arbejde. Det er det bestemt. Pointen er alene at påpege, at spekuleren og filosoferen, hvor man tror, at man ad tænkningens vej suppleret med intuitive erfaringer kan nå frem til korrekt viden, ikke er gangbar.

Viden som lærdom Middelalderen lader sig selvsagt heller ikke beskrive som en ensartet, entydig periode med en tilsvarende dominerende ensartet og entydig tænkning om viden og videnskab. Ofte bliver perioden beskrevet som den mørke middelalder, forstået som en periode, hvor overtro, ukritisk autoritetstro og kristen dogmatik var dominerende og hæmmende for åben, nysgerrig og kritisk undersøgelse og tænkning – ikke mindst set i lyset af de efterfølgende perioder: renæssancen med humanismens gennembrud og den efterfølgende oplysningstid. Og selv om der navnlig i den sene middelalder er lysende eksempler på åbne og kritiske tænkere og filosoffer, forekommer det mig rimeligt at betegne middelalderen som en ”mørk” periode.

Skal man forenklet og lidt firkantet karakterisere periodens dominerende tænkning, kan et hovedtræk siges at være, at man kombinerede aristotelisk filosofi med kristendommen i den skolastiske tradition.

Den skolastiske tradition var kendetegnet ved studier og nærlæsning af et forholdsvis lille antal grundbøger og skrifter, som man diskuterede efter nøje fastsatte procedureregler, hvor det, ret så firkantet og dogmatisk, var angivet, hvilke former for argumentationer der var legitime, og hvilke der ikke var det. Nogle af de vigtigste grundbøger var latinske oversættelse af Aristoteles’ skrifter samt de såkaldte skriftefædres skrifter, hvor et par af de vigtigste var Augustin (354-430) og Thomas Aquinas (ca. 1225-1274).

18

Videnskabsteori

3

151 mm

I V I S M E D A N N E L Videnskabsteori – en indføring for praktikere er en introduktion til de videnskabsteoretiske retninger, der typisk ligger til grund for den forskning og de undersøgelser, socialrådgivere, lærere, pædagoger og sygeplejersker møder i deres hverdag.

Bogen giver indblik i de forskellige retningers styrker, svagheder og begrænsninger i forhold til, hvordan man griber forskning og undersøgelser an, og hvad man betragter som holdbar viden.

16

S O

De retninger, som bliver diskuteret, er positivisme, fænomenologi, hermeneutik, kritiske retninger og socialkonstruktivisme. De illustreres med spændende og tankevækkende eksempler hentet fra blandt andet socialforskning, klassisk og moderne fysik, litteratur og antropologi.

ISBN 978-87-500-4545-8

FORLAG

H E L Ø D I G H E I E T