Kierkegaard og kærlighedens skikkelser

„ Kierkegaard og

PIA SØLTOFT

Kierkegaard og kærlighedens skikkelser SK G

AKADEMISK FORLAG

PI A SØ LTO F T

K I E R K EGA A R D OG KÆ R L IGH E DE N S SK I K K E L SE R

AKADEMISK FORLAG

Pia Søltoft Kierkegaard og kærlighedens skikkelser © 2014 Forfatteren og Akademisk Forlag Forlagsredaktion: Marianne Thorhauge Omslag: Marlene Diemar/Imperiet Forfatterportræt: Torben Nielsen Grafisk tilrettelægning og sats: Johnny Skovbølle/Christensen Grafisk Bogen er sat med Palatino Trykt hos Livonia Print Sia ISBN 978-87-5004-414-7 1. udgave, 1. oplag 2014 Printed in Latvia Akademisk Forlag – et forlag under Lindhardt og Ringhof A/S Et selskab i Egmont Vognmagergade 11 1148 København K www.akademisk.dk Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Tak til San Cataldo for arbejdsophold

Til Sif og Sofus

INDHOLDSFORTEGNELSE Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

9

Første del: 1. Kærlighed er . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

27

2. Digteren . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

51

3. Forføreren . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

67

4. Den bedragne . . . . . . . . . . . . . . . . . .

83

5. Den mistroiske . . . . . . . . . . . . . . . . .

105

6. Den fortvivlede . . . . . . . . . . . . . . . .

123

7. Den kærlige . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

139

Anden del: 8. Den ubevidste attrå . . . . . . . . . . . . .

163

9. Forelskelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

185

10. Ægteskabet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

205

11. Venskabet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

223

12. Forældreskabet . . . . . . . . . . . . . . . . .

239

13. Selvkærligheden . . . . . . . . . . . . . . .

257

14. Næstekærligheden . . . . . . . . . . . . . .

271

Noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

287

7

8

INDLEDNING

Søren Kierkegaard er lidenskabeligt optaget af kærligheden. Da den kun 19-årige Kierkegaard deltager i Christian Molbechs (1783-1857) forelæsninger over den nyere danske lyrik i 1832, er det kærligheden, den romantiske kærlighed, der har hans interesse. Da forfatterskabet tager sin egentlige begyndelse med udgivelsen af EntenEller i 1843 er det den erotiske kærlighed, der beskæftiger den unge æstetiker i værkets første del, sekunderet af en forfører ved navn Johannes, mens den ældre etiker i værkets anden del priser ægteskabets lyksaligheder. Da den modne Kierkegaard i 1847 udsender Kjerlighedens Gjerninger, er der tale om en række kristelige overvejelser over kærligheden i talers form. Og da den ældre Kierkegaard mod slutningen af sit liv reflekterer over Guds kærlighed i talen Om Guds Uforanderlighed, der udgives i 1855 midt under den kamp mod kirken, der bliver Kierkegaards sidste litterære frembringelse, er det troen på kærligheden som tilværelsens uforanderlige grundvold, der er temaet. En tro på kærligheden, der udgør det bærende fundament under hele forfatterskabet og ligger til grund for alle dets forskellige og finurlige overvejelser over menneskelivets gåde og kærlighedens skikkelser.

Søren Kierkegaard blev født 5. maj 1813. Siden hans død 11. november 1855 er hans bøger blevet læst og studeret ikke bare i Danmark, men i Norden, i Europa, i USA, i Kina. Ja, i dag findes der ikke det kontinent, hvor Kierkegaards tanker ikke i den ene eller den anden form er nået ud, hvilket blev særlig tydeligt, da vi fejrede 200-året for hans fødsel i 2013. Kierkegaard synes således stadig at

9

være aktuel. Hvad skyldes denne aktualitet? I denne bog vil jeg stille skarpt på kærligheden ud fra den tanke, at det er Kierkegaards syn på kærligheden som en grundfæstet menneskelig lidenskab, der snor sig som en rød tråd gennem hele forfatterskabet og giver det en almenmenneskelig og eviggyldig aktualitet.

Når Kierkegaard flere steder i forfatterskabet siger, at han blot har ønsket at skrive »de individuelle, humane Existents-Forholds Urskrift, det Gamle, Bekjendte og fra Fædrene Overleverede, igjennem endnu engang om muligt paa en inderligere Maade« (SKS 7, 573), så er der netop tale om et forsøg på at beskrive noget, vi godt kender til, på en ny og lidenskabelig måde for dermed at gengive det betydning.

Han vil have os til at genopdage noget, vi er blevet så vant til, at vi er holdt op med at undre os over det. Kærligheden i alle dens skikkelser udgør er sådant forunderligt fænomen.

Hvordan skal vi læse Kierkegaard?

I 1952 udgav den daværende professor i litteraturhistorie F. J. Billeskov Jansen (1907-2002) en lille bog med titlen Hvordan skal vi studere Søren Kierkegaard? I bogen indleder Billeskov Jansen med at fremhæve, at Kierkegaard altid henvender sig til »hiin Enkelte«. Det påpegende stedord »hiin« skal pege hver enkelt af os ud som noget særligt. Og det særegne ved Kierkegaards forfatterskab er, at det henvender sig til enhver af os som denne særlige enkelte. Det forsøger ikke at pådutte os en mening, men ønsker, at vi hver især tager stilling til det, vi læser. At vi hver især bliver opmærksomme på de eksistentielle problemer, forfatterskabet belyser, mærker efter og forholder os afprøvende og søgende til det, der bliver sagt.

Den rolle, læseren spiller som »hiin Enkelte«, er Billeskov Jansen, som de fleste andre Kierkegaardfortolkere, helt på det rene med, men alligevel mener han, at »hiin Enkelte« må have hjælp. At der er et stort antal af »utilfredsstillede læsere«, som har behov for, at mere kyndige læsere tager dem ved hånden. Det skyldes ifølge Billeskov Jansen, at det er vanskeligt at læse Kierkegaard. En tanke, Johannes Sløk til fulde deler. Sløk begynder sin introduktion til Kierkegaard, Kierkegaards univers. En guide til geniet, der udkom første gang i 1983 på Lindhardt og Ringhof og blev genudgivet i 2013, med følgende

10

sætning: »Kierkegaard er uanstændig svær at læse.« Det er en problematisk begyndelse af to årsager. For det første er det en begyndelse, der skræmmer folk væk fra forfatterskabet. Det er ikke en begyndelse, der er inviterende. Hvem gider egentlig begynde på noget, der ikke bare er svært, men uanstændig svært? Naturligvis kan man se bemærkningen som en udfordring: »Svær! Ha! Det skal ikke stoppe mig.« Men sådan virker den næppe på de fleste.

For det andet indikerer Sløks åbning, ligesom Billeskov Jansens indledning, at Kierkegaards forfatterskab er så svært, at man er nødt til at begive sig ind i det med en guide ved hånden. En guide, der er skrevet af en af de få, der på trods af sværhedsgraden har turdet bevæge sig indenfor i forfatterskabet. Guiden tør altså noget, som den almindelige læser ikke tør uden guiden. Men herved kommer læseren i lommen på guiden. Det omvendte er tilfældet, hvis vi taler om en guide til en storby. En sådan guide har man selv i lommen, når man går rundt og oplever byen. Man tager guiden frem, når man har brug for flere oplysninger om det, man ser. Det er anderledes med en guide til et forfatterskab. Her bliver man ført rundt af guiden og ser alt gennem dennes øjne. Man ser det, guiden ser. Og når det gælder Kierkegaards forfatterskab, er det faktisk fatalt. Hele pointen med forfatterskabet er jo at få den »kjære Læser« til at se sig selv i det, Kierkegaard og hans pseudonymer ser.

Derfor vil jeg foreslå, at vi læser Kierkegaard på en anden måde, som egentlig blot er den måde, Kierkegaard selv foreslår »hiin Enkelte«, som han med glæde og taknemmelighed ønsker at kalde sin Læser. Jeg vil foreslå, at vi følger Kierkegaards blik og forsøger at se dét, han så, når han hengav sig til sin yndlingsbeskæftigelse: at iagttage og beskrive de menneskelige sjælstilstande og sindsstemninger.

Hermed håber jeg, at det bliver muligt at bryde den misforståede ærbødighed, den potentielle læser, hvad enten hun er dansker, kineser eller koreaner, altid synes at nærme sig forfatterskabet med, og som bestemt ikke bliver mindre af, at man får at vide, at det er uanstændigt svært at læse. Dog ønsker jeg ikke at forenkle Kierkegaards tanker. Men jeg tror, han bliver lettere at læse, hvis jeg begynder med at sige, at selv om Kierkegaard var uhyre lærd og belæst, så skrev han ikke om at være lærd og belæst. Han skrev om forhold i den menneskelige eksistens, som ethvert menneske kan genkende

11

fra sig selv. Og han skrev om disse forhold på det smukkeste dansk, som ikke behøver at blive gjort til nudansk for at kunne forstås. Jeg gengiver derfor citaterne på det dansk, Kierkegaard skrev. Læs dem langsomt, gerne højt. Som danskere har vi netop det store privilegium, at Kierkegaards modersmål også er vores modersmål.

Når jeg siger, at jeg i denne bog vil følge Kierkegaards blik, mener jeg det bogstaveligt.

Iagttageren Kierkegaard Mange af de erindringer, der findes nedskrevet om Kierkegaards færden i København, beretter, at når man gik ved siden af ham, følte man sig indgående iagttaget. Flere siger, at det var som om, han med sit indtrængende og undersøgende blik forsøgte at gøre psykologiske studier i dem, med hvem han talte. Det er samme iagttagende tilgang, der som udgangspunkt præger alle Kierkegaards skrifter og får ham til at sige, at hans »Egenskab af Iagttager« forholder sig til »hele Produktivitetens inverse Gang« (SKS 16, 65).

Der er tradition for at skelne mellem Kierkegaards opbyggelige og hans pseudonyme skrifter. De opbyggelige skrifter er den betegnelse man under ét plejer at give alle de skrifter, der har form af taler med et religiøst, som oftest kristeligt sigte. Alle disse opbyggelige taler, hvortil skriftet Kjerlighedens Gjerninger hører, udgør sidetalsmæssigt ca. halvdelen af forfatterskabet og er udgivet i Kierkegaards eget navn. De pseudonyme skrifter er, som betegnelsen antyder, udgivet under forskellige finurlige forfatternavne.

Denne opdeling i opbyggelige og pseudonyme skrifter skyldes en bevidst strategi. De pseudonyme skrifter tillader Kierkegaard at tale med mange forskellige stemmer og indtage mange forskellige perspektiver på eksistensen. I de opbyggelige taler henvender han sig derimod direkte til læseren og forsøger at opbygge denne ud fra et religiøst, kristeligt udgangspunkt. Men både de pseudonyme skrifter og de opbyggelige taler hviler på Kierkegaards dybdeborende iagttagelser af den menneskelige eksistens. Denne iagttagelse udgør så at sige forudsætningen for, at Kierkegaard kan »male« så mange forskellige, men virkelighedstro billeder af den menneskelige eksistens i de pseudonyme skrifter, og at han kan tale så insisterende og

12

erfaringstæt i sine opbyggelige skrifter. Det er udelukkende på baggrund af sin eminente iagttagelsesevne og evnen til at tegne almene typer ud fra sine betragtninger af enkelte personer, at Kierkegaards forfatteskab, såvel den pseudonyme som den opbyggelige del, kan henvende sig til enhver læser og møde ham eller hende præcis der, hvor de står i livet.

Det er netop denne indsigt i iagttagelsens nødvendighed, som er forudsætningen for det præcise pitch af den menneskelige eksistens i alle dens facetter, der ligger bag det velkendte citat om hjælpekunsten fra Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed.

At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der (SKS 16,27).

Man kan kun opbygge et menneske, hvis man møder det dér, hvor det står. Derfor hviler også de opbyggelige taler på Kierkegaards iagttagelser og almene beskrivelser af den menneskelige eksistens’ forskellige facetter, om end de naturligvis har et opbyggeligt sigte.

Kierkegaard begynder altid med at beskrive, hvor vi står, for kun sådan kan vi genkende os selv i beskrivelsen, føle os talt til og måske lade os opbygge.

I denne bog er jeg først og fremmest interesseret i Kierkegaards iagttagelser og beskrivelser. Jeg vil ikke derfor ikke fokusere på den etiskreligiøse opgave, som Kierkegaard utvivlsomt mener, ethvert menneske er stillet, men derimod på de iagttagelser af den menneskelige eksistens, der går forud for denne opgave. Denne prioritering har to grunde.

For det første bliver det muligt at lægge vægt på det erfaringstætte i Kierkegaards beskrivelser, at vægte er fremfor bør, og dermed tillade læseren at spejle sig i de mange eksistentielle typer som forfatterskabet vrimler med. For det andet ønsker jeg at vriste Kierkegaard fri af det tunge mørke, som mange læsninger, der vægter det etisk-religiøse opgavemotiv, spreder over forfatterskabet. Det er et mørke, der ofte skygger for, hvor forunderlig præcist Kierkegaard faktisk formår at beskrive dagligdagserfaringer og det er netop denne præcision, der giver et gammelt forfatterskab en altid forfriskende nyhed.

13

Bogen bygger således på Kierkegaards iagttagelser af den menneskelige eksistens. Men Kierkegaard iagttager på en særlig måde.

Den erotiske betragter Kierkegaard er både i de pseudonyme og de opbyggelige skrifter en lidenskabelig iagttager. I det følgende vil jeg derfor under ét referere til ham som »den erotiske betragter«. Betegnelsen er egentlig ikke min. Den stammer fra Om Begrebet Ironi. Her dækker den en særlig måde at se på. En bestemt måde at bedrive sin undersøgelse på. At betragteren må være erotiker, vil sige, at han må være lidenskabelig engageret i det fænomen, han undersøger, og altid efterprøve det, han betragter, på sig selv.

Som en lille hær af erotiske betragtere er Kierkegaard og hans pseudonymer ikke interesserede i at iagttage fænomener som borde og stole, kanariefugle, jernbaner eller blyanter. Kierkegaard er primært interesseret i at betragte og beskrive menneskelivets sjælstilstande og sindsstemninger. Han er interesseret i, hvad der rører sig i et menneske, og hvad det, der rører sig, siger om mennesket. Han er således særligt interesseret i den ikke-fornuftige del af den menneskelige eksistens. Den del, der unddrager sig en rationel og objektiv beskrivelse. Enhver sjælstilstand og den eller de tilhørende stemninger er subjektiv. Og derfor er den såre vanskelig at betragte.

Den kan slet ikke betragtes udefra, men egentlig kun indefra. Det er derfor, Kierkegaard og hans pseudonymer må indleve sig i de sjælstilstande, de undersøger. Og det er derfor, at de må efterprøve det, de undersøger, på sig selv, for kun sådan kan de få noget at vide om den givne sjælstilstand.

En iagttager må være særdeles opmærksom, hvis han skal være i stand til at kunne beskrive de rørelser i et menneske, der ikke umiddelbart giver sig til kende, enten fordi det menneske, der iagttages, forsøger at skjule dem, eller fordi sjælstilstanden er vanskelig gennemskuelig, tvetydig eller invers. Det er særligt disse forhold, der har den erotiske betragters lidenskab: det dunkle, dobbelttydige og dragende dialektiske. Når det gælder kærligheden, er den erotiske betragters interesse særligt kærlighedens ofte skjulte ytringer og kendetegn. Ved at bore sig ind i sjælen med sit inkvisitoriske blik

14

forsøger han at beskrive sider af kærligheden, vi ellers ikke er opmærksomme på, eller sider, vi måske forsøger at skjule for os selv.

Derfor beskriver Kierkegaard ofte sig selv og sine pseudonymer som en slags »Politie-Spioner«, hvis interesse det netop er at efterforske en given sjælstilstand for at bringe noget ellers skjult frem i lyset: »Naar en Iagttager røgter sit Kald godt, saa er han at ansee som en Politi-Spion i en høiere Tjeneste, thi Iagttagelsens Kunst er at bringe det skjulte frem« (SKS 4, 12).

Kristendommen »in mente« I en vis forstand er den erotiske betragter en meget mådelig betragter. Han har nemlig altid noget »in mente« i sin betragtning. Der er derfor ikke tale om en forudsætningsløs betragtning, men om en betragtning, der »måler« det, der betragtes ud fra en »viden« om, hvad det er, betragteren ser efter.

I Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed siger Kierkegaard: »[J]eg er og var religieus Forfatter, hele min Forfatter-Virksomhed forholder sig til Christendommen« (SKS 16, 11). Alle de fænomener, der undersøges, er derfor på forhånd bestemt af en kristelig forudsætning hos den, der undersøger dem.

Man kunne sige, at Kierkegaard og hans pseudonymer ikke bare indtager forskellige perspektiver, men at disse perspektiver anlægges ud fra et bestemt ståsted. Et perspektiv udgør en bestemt synsvinkel. Men den, der ser, står altid et sted. Kierkegaard og de pseudonymer, han opfinder, står det samme sted, solidt plantet i en kristen tradition, og med denne position som platform drejer de rundt og ser således nye sider af eksistens ved at anlægge forskellige perspektiver.

Pointen er, at Kierkegaard og hans pseudonymer lægger vægt på, at selv om deres iagttagelser drives med kristendommen »in mente«, så kan disse beskrivelser udelukkende kaldes sande ud fra deres eksistentielle værdi, hvorfor han kombinerer sin kristne forudsætning med en betoning af erfaringen og derfor ofte henvender sig til læseren med et »Har du ikke selv erfaret det, min kære læser«.

Derfor kan Kierkegaard også læses i dag, selv om man ikke er af samme religiøse observans.

Som en række erotiske betragtere sætter Kierkegaard og hans

15

pseudonymer »Mikroskopen for Øiet« (SKS 4, 12) og spidser ører, når de anstrenger sig for at se og høre det, der ikke umiddelbart giver sig til kende. De forsøger at afkode, hvad en given sjælstilstand siger om et menneske. Man kan kalde denne tilgang eksistentiel, fordi den forholder sig til den måde, hvorpå de menneskelige sindstilstande de facto ytrer sig i eksistensen. Men Kierkegaard er netop ikke eksistentialist. For hans beskrivelser er ikke forudsætningsløse og fører aldrig til tomhed og fortvivlelse, fordi de hviler på tanken om, at de givne sjælstilstande, der undersøges, afslører en mening og en sammenhæng i tilværelsen, som ikke kan beskrives som et objektivt system, men som må erfares af den enkelte, hvis han eller hun genkender sig selv i det viste.

At se det almene i det enkelte Det er karakteristisk for den erotiske betragter, at han ser mere end dét, der umiddelbart møder øjet. Han kan se det hele i det delte. Han kan udlede det almene af den enkelte sjælstilstand, han iagttager.

Hvis en betragter ikke har denne evne »saa duer han ikke til Iagttagelse, thi den, der ikke opdager det Totale, han opdager egentlig Intet« (SKS 4, 23). Han opdager ikke noget, for så ville der blot være tale om en om end minutiøs registrering af en række enkelttilfælde.

Eller om beskrivelser af egne private sjælstilstande. Men det er ikke her, den erotiske betragter har sin interesse. Han ønsker at afsløre noget skjult, der har en almen interesse. Det er derfor, Kierkegaard er storforbruger af diverse typebestemmelser i sit forfatterskab.

Han opfinder, digter, en lang række typer på baggrund af sine egne iagttagelser af menneskelivet. Og så sætter han en række erotiske betragtere, sig selv og sine pseudonymer, til at iagttage disse typer, for på baggrund heraf at kunne udlede noget alment af den enkelte type, og derved giver læseren mulighed for at se sider af sig selv i det viste. Samt for at se, hvad det viste viser: hvordan de enkelte sjælstilstande og sindsstemninger hænger sammen og hvilken afgørende betydning det har, at vi forholder os til dem.

Forudsætningen er således, at ethvert menneske indeholder det for mennesket væsentlige, og derfor mener Kierkegaard, at det er muligt at generalisere ud fra de enkelttilfælde, han beskriver. Han

16

ønsker at frembringe det totale af det delvise og evner på baggrund af sin iagttagelse af den enkelte sjælstilstand at »skabe det Totale og Regelmæssige af hvad der i Individet bestandig kun er deelviis og uregelmæssigt tilstede« (SKS 4, 359).

En smidig psykolog Hvis man videre skal definere den erotiske betragtnings kunst, kunne man sige, at der er tale om en særlig form for psykologi. Kierkegaard og hans pseudonymer er en særlig slags psykologer, der forsøger at se det indre i det ydre uden at påstå, at der er identitet herimellem.

Det indre er ikke det ydre, som det hedder i indledningen til EntenEller (SKS 2, 11). Men det indre giver sig til kende gennem det ydre.

Flere af Kierkegaards pseudonyme værker introduceres som psykologiske undersøgelser. Fx bærer Gjentagelsen undertitlen »Et Forsøg i den exsperimenterende Psychologi«, ligesom Begrebet Angest kaldes »En simpel psychologisk-paapegende Overveielse i Retning af det dogmatiske Problem om Arvesynden« og Sygdommen til Døden har undertitlen »En christelig psychologisk Udvikling til Opbyggelse og Opvækkelse«. Men også de skrifter, der ikke direkte introduceres som psykologiske undersøgelser, heriblandt de opbyggelige taler, bygger på Kierkegaards særlige psykologiske tæft og hans evne til at bore sig ind i læserens sind.

Som en erotisk betragter må den kierkegaardske psykolog have en »almindelig menneskelig Bøielighed«, således at han kan leve sig ind i de typer, han iagttager. Den »psychologiske Iagttager bør være smidigere end en Liniedandser«, fordi han skal »bøie sig ind under Menneskene og eftergjøre deres Stillinger«, altså efterprøve det, han iagttager på sig selv. Ved at anvende denne metode formår den erotiske betragter at få det indre i et menneske, dets sjælstilstande og sindsstemninger til at »smutte frem og smaasnakke med sig selv« (SKS 4, 359). Den erotiske betragter er med andre ord en særlig form for psykolog, der magter at aftegne konturerne af sjælens dybeste rørelser og sindets mange stemninger, så vi tillades et blik på det, der ellers er skjult.

17

Tænkte typer Kierkegaards interesse for menneskets sjælstilstande og sindsstemninger og den forudsætning, han har »in mente«, rækker langt ud over en lidenskabsløs registrering af affekterne. Det er netop den erotiske betragters subjektive lidenskab, der skal give betragtningen perspektiv og almengyldighed. Den erotiske betragtnings metode er ikke blot passivt registrerende og beskrivende, men aktivt analyserende. Kierkegaard og hans pseudonymer ønsker at vise, hvorledes det, der som sjælstilstande opfattes som private og derfor utilgængelige oplevelser, har en almengyldighed, der kan genkendes af læseren gennem de typer, Kierkegaard og hans pseudonymer lader aftegne i forfatterskabet.

Det er på baggrund af denne metode, at han og hans pseudonymer evner at fremmane diverse typer eller skikkelser af en bestemt sjælstilstand. Til det formål behøver han ikke en stor fokusgruppe eller en omfattende spørgeskemaundersøgelse. Som det lettere lakonisk lyder: »Naar man blot passer paa sig selv, da skal en Iagttager have nok af 5 Mænd og 5 Qvinder og ti Børn for at opdage alle mulige menneskelige Sjels-Tilstande (SKS 4, 427). Det ringe empiriske grundlag opvejes altså af betragteres erotiske evne til indlevelse og generaliseringer på baggrund af enkelttilfælde. Det gælder med andre ord om at have en »Nøgle, der lukker op allevegne, hvor der findes noget Spor af Phænomenet« (SKS 4, 428).

Når det gælder kærligheden som en sjælstilstand, forsøger Kierkegaard på ingen måde at forklare, hvad kærlighed er, eller begrunde, hvorfor vi elsker. Derimod ønsker han at beskrive, hvorledes kærligheden ytrer sig i et menneske, hvilke skikkelser den antager, og hvordan vores måde at forholde os til kærligheden på er afgørende for, hvorledes vi oplever den. Den erotiske betragtning kan kaldes en form for beskrivende psykologi. Når Kierkegaard beskriver angst og fortvivlelse, kærlighed og glæde, er han ikke interesseret i at begrunde disse fænomener. Han er ikke interesseret i, hvorfor vi bliver angste, fortvivlede, elsker og kan glæde os. Han er derimod interesseret i, hvad angsten, fortvivlelsen, kærligheden og glæden siger om os.

18

Pseudonyme perspektiver Som iagttagere står Kierkegaard og hans pseudonymer uden for det, de betragter. De lader det være op til læseren at danne sig sin egen mening om det, der bliver vist frem i forfatterskabet. Det er op til læseren at forholde sig til de mange forskellige beskrivelser, som Kierkegaard og hans pseudonymer bringer for en dag. Og det er op til læseren at kritisere, modificere, afvise eller overtage de synspunkter på eksistensen, der præsenteres gennem forfatterskabets mange perspektiver på menneskelivets sjælstilstande og sindsstemninger. Pseudonymerne anbringes som digtede personligheder, der hver især indtager et perspektiv på tilværelsen og siger »jeg« midt i livets virkelighed.

Kierkegaard og alle hans pseudonymer anlægger forskellige perspektiver, som de betragter eksistensen fra. Det, der ofte bliver refereret til som »stadier«, udgør sådanne perspektiver. Det etiske, det æstetiske og det religiøse er forskellige perspektiver, som Kierkegaards pseudonymer indtager i forhold til deres betragtninger af den menneskelige eksistens. Der er tale om konstruerede perspektiver; om bevidst valgte måder at betragte på. »Stadierne« er derfor ikke trin på en trappe, hvor det ene trin skal forlades, når man træder op på det næste. Stadierne repræsenterer forskellige forholdsmåder.

Sædvanligvis fokuseres der på den æstetiske, den etiske og den religiøse forholdsmåde. Jeg har valgt at lægge mit fokus et andet sted og beskrive seks andre forholdsmåder, som er særligt belysende, når det gælder synet på kærlighed. Digteren, Forføreren, Den bedragne, Den mistroiske, Den fortvivlede og Den kærlige udgør de forholdsmåder, som jeg her hæfter mig ved.

Ved at opfatte Kierkegaard og hans pseudonymer som en lille hær af erotiske betragtere, der er ude i det samme ærinde, at afkode de menneskelige sjælstilstande og beskrive en række typer, vi kan spejle os i, muliggøres en enhedslæsning af forfatterskabet, der ikke hævder, at der er lighed mellem Kierkegaard og de enkelte pseudonymer, men netop tager højde for de forskellige perspektiviske tilgange. Jeg mener således ikke, at pseudonymerne og Kierkegaard siger det samme om det samme. Som individuelle »typer« har de hver især deres blik på de fænomener, de sjælstilstande, de er interesserede i at beskrive. Men de er enige i den subjektive og lidenska-

19

belige tilgang. Og de beskrivelser, de kommer frem til, »måles« alle i forhold til en given kristen forudsætning, som ikke nødvendigvis er hverken Kierkegaards eller pseudonymets personlige forudsætning, men som er en af kristendommen farvet begrebsramme, der danner baggrunden for forfatterskabet.

Enhedslæsning For at kunne belyse alle facetter af Kierkegaards syn på kærligheden, anvender jeg hele Kierkegaards forfatterskab, inklusive hans journaler. Jeg foretager ikke værkgennemgange og redegør heller ikke for en udvikling inden for forfatterskabet, lige så lidt som jeg går i rette med eller berømmer det ene perspektiv frem for det andet eller foretrækker den ene type eller skikkelse frem for den anden.

Jeg læser alle forfatterskabets tekster som tekster på samme niveau. Som skrevet af en lille hær af erotiske betragtere, der evner at beskrive kærlighedens forskellige skikkelser på en måde, så de plastisk viser sig for læseren. Læserens opgave er at forholde sig til disse skikkelser og til sin egen kærlighed.

Derfor fokuserer jeg i min læsning på enheden i, ikke ligheden mellem, forfatterskabets forskellige beskrivelser af kærligheden og dens skikkelser. Jeg vil væve de forskellige erotiske betragteres iagttagelser sammen til en meningsfuld enhed, der gengiver Kierkegaards fokusering på den ikke-fornuftige del af eksistensen den plads, der rettelig tilkommer den.

I det følgende vil jeg forfølge den erotiske betragters blik og derved forsøge at genåbne lågen til forfatterskabets rige beskrivelser af det menneskelige sind. Ved at følge den erotiske betragters blik anlægger jeg et beskrivende perspektiv, hvor jeg lægger vægt på spejleffekten og genkendeligheden, men undlader enhver form for etiske handlingsanvisninger. Min læsning tilstræber et før-etisk perspektiv, der ikke vil fortælle læseren, hvad han eller hun skal mene og gøre, men kaster denne tilbage på sig selv og sine egne erfaringer med kærligheden.

Med denne læsning ønsker jeg at bringe i erindring, at Kierkegaards force ikke ligger i, at han som en etisk rigorist fortæller os, hvad der er den rette etiske løsning på eksistensens problem. Kierkegaards styrke ligger i, at han med sine præcise beskrivelser af den menneskelige

20

eksistens’ forskellige sjælstilstande og sindsstemninger evner at få os til at (gen)opdage sider af os selv, som vi ikke var opmærksomme på.

Denne opdagelse er helt afgørende og går forud for enhver form for etisk beslutning, for den tvinger os til at blive opmærksomme på os selv. Det kendte hjælpecitat fra Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed har nemlig en ikke så kendt fortsættelse: At man, selv om et Menneske ikke vil gaae med, hvorhen man stræber at føre ham, dog kan gjøre Eet for ham: tvinge ham til at blive opmærksom (SKS 16, 32).

Derfor træder jeg et skridt tilbage og lader det være op til læseren at bedømme de forskellige måder at forholde sig til kærligheden og dens forskellige skikkelser på, som jeg på baggrund af Kierkegaards righoldige spejlkabinet præsenterer i denne bog.

Jeg vil derfor ikke formidle en række trivielle etiske pointer, men forsøge at vise, hvori forfatterskabets eksistentielle styrke består.

Hvis læseren genkender sider af sig selv, er det ikke min fortjeneste, men det vid og bid, der ligger i den erotiske betragters penetrerende og ofte provokerende beskrivelser af kærlighedens skikkelser og de forskellige forunderlige typetegninger, som forfatterskabet formelig flyder over med.

I det følgende vil jeg derfor stille skarpt på forfatterskabets beskrivelser af de menneskelige sjælstilstande og på den præcise, næsten plastiske gengivelse af, hvorledes det tager sig ud, når en bestemt lidenskab, en særlig sjælstilstand eller sindsstemning præger et menneske. Ved så at sige at rentegne beskrivelserne af kærlighedens forskellige skikkelser åbnes forfatterskabet op for en mere nuanceret fortolkning, hvis sandhed netop ikke bestemmes af, hvorvidt Kierkegaard selv mener det, om det tilhører det ene eller det andet stadium, eller om det er etisk, religiøst eller politisk korrekt. Disse beskrivelsers sandhed afhænger af, om læseren kan bringes til at se sider af sig selv, som han eller hun ellers ikke ville være opmærksom på, sider, der er skjulte, upåagtede, forargelige eller blot så almindelige, at det iøjefaldende ved dem for længst er forsvundet og blevet til vane.

Sandheden i beskrivelserne af kærlighedens typer og skikkelser afhænger derfor af læserens subjektive tilegnelse.

21

Bogens opbygning Bogen består af 14 kapitler fordelt på to dele. Første del udgøres af syv kapitler og indledes med et kapitel, der beskriver Kierkegaards grundsyn på kærligheden. Dette grundsyn på kærligheden sættes i forhold til en række andre kærlighedstænkere. Dernæst følger seks kapitler, der beskriver seks forskellige måder at nærme sig kærligheden på. Digteren, Forføreren, Den bedragne, Den mistroiske, Den fortvivlede og Den kærlige udgør seks forskellige typer, der hver især repræsenterer en markant måde at forholde sig til kærligheden på. Det er ikke alle typerne, der selv er bevidste om deres forholdsmåder. Derfor skal disse typebestemmelser, der alle hviler på den erotiske betragters dybdeborende blik for menneskenaturens kringlede kredsløb, gøre os opmærksomme på, hvor afgørende det er for vores forhold til os selv og andre mennesker, hvorledes vi forholder os til kærligheden. Typerne er ment som spejle. Måske ser vi ikke hele os selv, men sider af os selv i typerne.

Anden del består ligeledes af syv kapitler, der hver især beskriver en skikkelse af kærligheden. Med skikkelse mener jeg en bestemt måde at elske på, altså en bestemt måde at forholde sig til den elskede på. I kapitlet Den ubevidste attrå beskrives kærligheden som en grundlæggende før-bevidst og genstandsløs sanselig-erotisk trang.

I kapitlet Forelskelse viser jeg, hvorledes forelskelsen udgør denne sanselig-erotiske trangs første bevidste skikkelse og har en afgørende betydning for et menneskes selvforståelse. I kapitlet Ægteskabet redegør jeg for, hvorledes ægteskabet for Kierkegaard bygger på forelskelsen, men tillige er tilsat en bevidst beslutning, hvorfor den ægteskabelige kærlighed beskrives som en daglig opgave. I kapitlet Venskabet beskrives Kierkegaards kritiske syn på venskabsforholdet, og i kapitlet Forældreskabet udvikles Kierkegaards syn på forældres kærlighed til det lille barn samt hans overvejelser over kærligheden til den afdøde. I kapitlet Selvkærligheden beskrives egenkærligheden, selvforelskelsen, navlebeskuelsen og selviskheden som forskellige negative skikkelser af selvkærligheden. Og i kapitlet Næstekærligheden redegør jeg for Kierkegaards radikale opfattelse af næstekærlighedsbuddet som et bud, der vender vores umiddelbare erfaringer med kærligheden på hovedet.

Til sidst er anbragt en række noter. Noterne er ikke synlige i selve

22

teksten, der derfor kan læses uden brug af disse. Noterne er tiltænkt den særligt interesserede læser. De er ordnede efter kapitler, og henvisningerne er knyttet til den enkelte sides typografiske afsnit: 1,1 betyder således side 1, afsnit 1. Henvises der flere gange inden for det samme afsnit, får de enkelte henvisninger samme nummer og identificeres ved den rækkefølge, hvori de forekommer. Noterne har to funktioner. De uddyber og dokumenterer nogle af de synspunkter, jeg bringer frem i bogen. Men de indlader sig også i diskussion med andres opfattelse af nogle af de nævnte forhold. Som sådan kan noterne lede den særligt interesserede læser videre til anden litteratur om emnet.

Erfaringen af og med kærlighed er en erfaring, intet menneske er foruden. Kierkegaard beskriver grundlæggende denne erfaring som en trang til at elske og til at blive elsket. Og denne trang er ikke i udgangspunktet etisk. Den er. Det er dette er, denne bog vil forsøge at beskrive de forskellige fremtrædelser af og de forskellige forholdsmåder til. Til gengæld vil man lede forgæves efter anvisninger på, hvorledes man bør elske. Ligesom man er gået galt i byen, hvis man ønsker sig en definition på, hvad kærlighed er. Men det er der vel i virkeligheden heller ikke nogen, der er interesserede i: Den, der virkelig elsker, kan neppe finde Glæde, Tilfredsstillelse, end sige Fremvæxt ved at sysle med en Definition om hvad Elskov egentlig er (SKS 4, 447).

God læselyst!

23

Kierkegaard var lidenskabeligt optaget af kærligheden hele sit liv – og det er en grundtanke for ham, at der kun er én kærlighed, men at denne ene kærlighed antager forskellige skikkelser alt efter måderne, vi elsker på.

Pia Søltoft beskriver i en lettilgængelig form de forskellige skikkelser, kærligheden antager i forelskelsen, ægteskabet, venskabet, forældreskabet, selvkærligheden og næstekærligheden. Den måde vi elsker på, bestemmes endvidere af, hvordan vi forholder os til kærligheden. Digteren, Forføreren, Den bedragne, Den mistroiske, Den fortvivlede og Den kærlige udgør seks forskellige forholdsmåder, der i bogen præsenteres som seks forskellige typer, som læseren kan spejle sig selv og sit forhold til kærligheden i.

Bogen er en bred introduktion til Kierkegaards syn på kærlighed og giver desuden et kort rids over kærlighedstankens udvikling og belyser den indflydelse, romantikken har haft på vores syn på kærlighed i dag.

W W W. A K A D E M I S K . D K

A