Lidenskab for liv

STEFFEN STØVRING LIDENSKAB FOR LIV Præsentation af fire eksistenstænkere

KIERKEGAARD GRUNDTVIG NIETZSCHE LØGSTRUP

AKADEMISK FORLAG

STEFFEN STØVRING LIDENSKAB FOR LIV Præsentation af fire eksistenstænkere

KIERKEGAARD GRUNDTVIG NIETZSCHE LØGSTRUP

AKADEMISK FORLAG

Steffen Støvring Lidenskab for liv. Præsentation af fire eksistenstænkere © 2014 Forfatteren og Akademisk Forlag Forlagsredaktion: Marianne Thorhauge Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet Forfatterportræt: Torben Nielsen Grafisk tilrettelægning: Imperiet Bogen er sat af C-Grafik Trykt hos Livonia Print Sia ISBN 978-87-5004-383-6 1. udgave, 1. oplag 2014 Printed in Latvia Akademisk Forlag – et forlag under Lindhardt og Ringhof A/S Et selskab i Egmont Vognmagergade 11 1148 København K www.akademisk.dk Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Indhold Indledning 10

Kierkegaard Hans hovedanliggende / Nærvær og fodfæste – under alle forhold 13 Hans liv og tanker / Kampen ud af fire traumatiseringer

• • • • • • • • • •

En beklemt barndom – med konsekvenser 18 En livslang forelskelse 22 Enten – Eller. Valget 24 Troen. Det næste spring 28 Corsarens hug og Kjerlighedens Gjerninger 32 Lidelsen og glæden 35 Sygdommen til Døden 37 Folkestyre og kirkekamp 41 Den trætte profet i Rosensalen 43 Eftermæle og indflydelse 46

Korte tekstuddrag

• • • • • • • • • •

1. Svingende sindsstemninger 49 2. Menneskeforbrugeren 50 3. Æstetikerens fortvivlelse 51 4. Valget 52 5. Pligtens velsignelse 52 6. Kærlighed og sorg 53 7. Forskelligheden er en forklædning 54 8. Kærligheden i det andet menneskes hjerte 55 9. Bekymringens overvindelse 56 10. Nærvær og glæde 57

Tidstavle 58 Let tilgængelig litteratur 60 Noter 61

Grundtvig Hans hovedanliggende / De livgivende fællesskaber 67 Hans liv og tanker / Paradisdrømmen. Virketrangen

• • • • • • • • • • • •

En lykkelig barndom 71 Constance og landet bag hav 73 Samvittighed og sammenbrud 76 Ydmyghedens læreår 78 Den levende kirke 80 Den menneskelige virkelighed 84 Kultleder. Skjald. Pædagogisk pioner 86 Fædrelandet 89 Demokratiet 92 Ny lykke. Nye sammenbrud 93 Høvdingens død og begravelse 98 Eftermæle og indflydelse 100

Korte tekstuddrag

• • • • • • •

1. Den unge Grundtvigs lidelser 104 2. Landet bag hav 106 3. Det skænkede Paradis 107 4. Julesorg og juleglæde 110 5. Et besøg i Guds rige 112 6. Det fattige danske folk 113 7. Et længselsfuldt, virksomt og forløst liv 115

Tidstavle 116 Let tilgængelig litteratur 119 Noter 121

6

Indhold

Nietzsche Hans hovedanliggende / Omvurdering af alle værdier 125 Hans liv og tanker / Sidste udkald til sundheden

• • • • • • • •

Den lille sorgfulde pastor 129 Schopenhauer og Wagner. Dionysos og Apollon 132 Den frie ånd i den svimlende morgenrøde 136 Nihilisten besejrer nihilismen 139 Lou Salomé 141 Zarathustra og overmennesket 143 Den syge og den sunde 146 Billedsprog og brutalitet. Indre kamp og ydre virkelighed 148 • Gennembruddet og sammenbruddet 151 • Eftermæle og indflydelse 155 Korte tekstuddrag

• • • • • • • • •

1. Om Sokrates og dekadencen 159 2. Illusionen om en sandere verden 160 3. Livets rigdom 160 4. Overskud og ressentiment 161 5. Det tamme menneske og rovfuglene 162 6. Den store sundhed og store forløser 163 7. Et samlet syn på historien 164 8. Nietzsches vilje til sundhed 166 9. Amor fati 166

Tidstavle 168 Let tilgængelig litteratur 170 Noter 171

Indhold

7

Løgstrup Hans hovedanliggende / Det meningsfulde liv 175 Hans liv og tanker / Interdependensen. Indfældetheden i universet

• • • • • • • • • • • • •

KFUM-drengen og Tidehverv 178 Akademikeren og præsten 181 Nazisterne og det æreløse liv 184 Den etiske fordring 187 Kunst og etik. Det involverede menneske 191 De suveræne livsytringer. Opgør med Nietzsche 193 Opgør med Kierkegaard 196 Læreren Løgstrup 197 Den politiske kritiker 199 Metafysikken. Kronen på værket 201 Sansning før bevidsthed 204 I live til det sidste 207 Eftermæle og indflydelse 208

Korte tekstuddrag

• • • • • • • • • •

1. Den elementære tillid 210 2. Billedsammenbrud 211 3. At tage vare på livet 212 4. Kredsende bevægelser 213 5. Suveræne livsytringer 214 6. Suverænitet og spontaneitet 215 7. Saglighed og udadvendthed 216 8. Livsytringernes gennembrudskraft 216 9. Indfældetheden i universet 217 10. Den afstandsløse sansning 218

Tidstavle 220 Let tilgængelig litteratur 222 Noter 223

8

Indhold

Afrunding Sammenstillinger pĂĽ kryds og tvĂŚrs 227

Subjektive inspirationer 232

Indledning Livet kan forspildes. På mange måder. Det har nogle mere sans for end andre. De fire tænkere, som skildres i denne bog, har i højeste grad denne sans. Med seismografisk følsomhed registrerer de misbrug af liv og manglende brug af livsmuligheder.

Og oftest hos sig selv. Det kan forstemme dem og anfægte dem.

Men de lammes ikke. Tværtimod vækker erkendelsen deres livslyst og kamplyst. De lukker ikke øjnene, de vælger hellere indignationen og opbruddet end fortrængningen. Og de ejer alle viljen og modet og formatet til at gå den selvstændige og brydsomme vej.

Således er disse fire forenet. I deres lidenskab for liv. Men de er også adskilt. Deres baggrunde er forskellige, og deres grundstemninger. Deres tid og deres skæbne adskiller dem. Deres helhedsopfattelser og deres veje – op af moradset og ud på de åbne sletter – har enten en uens betoning eller står i direkte kontrast til hinanden.

Kierkegaard. Grundtvig. Nietzsche. Løgstrup. Fra mange års undervisning i seminarieverdenen og mange års foredragsvirksomhed i vidt forskellige kredse ved jeg, hvor stor en åbenhed og interesse der er eller kan opstå overfor disse fire store tænkere, og hvor meget de kan sætte i bevægelse. Men først og fremmest ved jeg det fra mig selv.

Alle har de overordentlig meget at sige det såkaldt moderne menneske, hvis forvirring og rodløshed de på mange måder har foregrebet. De tilhører den gyldne arv, som kan bevæge og flytte os og give os et rigere liv. Alle er de inspirerende, også deres modsætningsforhold er inspirerende. Hvem der rammer én mest, afhænger af, hvem man er, og i hvilken livsfase man befinder sig.

10

Indledning

Med denne bog håber jeg at kunne give en både indlevende og levende skildring af dem alle. Deres liv og – især – deres tanker.

Bogen er let og ligetil. Sådan er den i hvert fald tænkt. Den kræver ingen særlige forudsætninger. Den er bogen for enhver.

Den er tiltænkt alle slags studerende, alle slags pensionister, alle mediestjerner, alle almindeligt hårdtarbejdende, der tager sig et tiltrængt hvil til opladning.

Jeg har forsøgt at levere mange informationer og at komme nogenlunde dybt ned. Men naturligvis er det kun blevet til åbninger til de store universer. Jeg håber, at mange efter læsningen får lyst til at læse mere – og læse tænkerne selv! Derfor har jeg efter hvert af de fire afsnit angivet en liste med let tilgængelig litteratur, både af og om den pågældende tænker.

Samt en mindre tekstmosaik, så man straks kan træffe dem direkte.

Skildringen af hver enkelt af de fire kan stå for sig. For så vidt er det fire små, afrundede bøger, du står eller sidder med i hånden. De kan læses hver for sig. Hver for sig kan de udfordre og bevæge. Men meningen er selvfølgelig også, at de fire tænkere skal sammenstilles og sammenlignes – og tvinge os til at tage stilling, at opgøre de respektive inspirationer!

Men kære læser! Lad os gå i gang!

København, januar 2014

Steffen Støvring

Indledning

11

Kierkegaard Hans hovedanliggende / Nærvær og fodfæste – under alle forhold ”Jeg vil vække uro i retning af inderlighed”. Sådan udtrykker Kierkegaard det selv. Og ’inderlighed’ vil i den forbindelse sige: uafhængighed af al ydre tumult og overfladiskhed, af det kaos, hvor ens holdninger og handlinger og skæbne bliver dikteret af tilfældigheder og ydre impulser. Inderlighed betyder: i ensomhed og stilhed at møde noget fast. Noget fast, der holder én fast. En fast instans, som ikke bare modtager én, men også sørger for at sende én tilbage i livets vrimmel og kaos. Med forankring og med dybde i ens væsen. Og med en vilje til at skabe orden og trøst og glæde i tilfældighedernes kaos.

Denne bevægelse – fra umiddelbarhedens tumult og kaos til inderlighedens fasthed – og tilbage igen kalder Kierkegaard ”uendelighedens dobbeltbevægelse”. Fordi selve bevægelsen skabes af en instans, af Uendeligheden, Evigheden, Ånden, Gud. Intet menneske kan skabe denne dobbelte bevægelse, hverken for sig selv eller for andre. Men man kan skabe en uro, der befordrer den. Man kan ’vække uro i retning af inderlighed’.

Når Kierkegaard skal det, benytter han den indirekte metode, jordemodermetoden (som han har lært af Sokrates), hvor han ikke docerer eller foreskriver, men bare er fødselshjælperen. Enten ved i sit pseudonyme forfatterskab at oprulle et storstilet skuespil med mange figurer i mange roller eller

Kierkegaard

13

ved i opbyggelige taler under eget navn at tale til den enkelte i personlig tiltale. De mange pseudonyme figurer og de mange pseudonyme forfattere repræsenterer forskellige eksistensformer, som udfordrer og sætter læseren i bevægelse. Det samme gør den diskret inderlige tiltale til ”Hin Enkelte”. Og til syvende og sidst er både læseren og den andægtige Enkelte ingen anden end Kierkegaard selv. ”Du skal, Du skal elske Næsten. O, m.

T. [= min trofaste tilhører], det er ikke Dig, til hvem jeg taler.

Det er mig, til hvem Evigheden siger: Du skal!” Således afrunder han et kapitel i Kjerlighedens Gjerninger. Han ønsker at sætte sig selv i bevægelse mod livets centrum. Men han tager gerne os andre med.

Når Kierkegaard virker så stærkt på mange, skyldes det formentlig ikke mindst denne intense, diskrete, respektfyldte henvendelsesform. Hvortil svarer en hægen om et dyrebart princip om ”inderlighedens skjulthed”: at man ikke bralrer løs, og at ingen udefra kan dømme om, hvad man oprigtigt tror og tænker.

Langt hen i forfatterskabet er det målrettede punkt det nærvær, der hersker, når man med fasthed og personlig autenticitet er til stede i den ganske almindelige hverdag. Og den glæde, som følger af dette nærvær, ”Hvad er Glæde eller det at være glad? Det er i Sandhed at være sig selv nærværende, dette at være i dag”, som han siger i en opbyggelig tale om markens liljer og himlens ubekymrede fugle.

Dette nærvær er en frugt af valget. I valget af sig selv og sin faktiske situation bliver man forpligtiget og rodfæstet. Man kommer ud over den situation, hvor man rastløst stræber efter at gøre sig gældende eller rastløst jager skønheden og lykken.

Man elsker sit liv og sin hverdag. Man er til stede. Hertil når man ikke gennem egne anstrengelser eller koncentrationsøvelser, men ved at opdage og vedkende sig det tomme og forjagede i ens liv, ved at fortvivle over den fortvivlede situation,

14

Kierkegaard

66

Kierkegaard

Grundtvig Hans hovedanliggende / De livgivende fællesskaber Grundtvigs virkefelter er mangfoldige. De grupperer sig i to, der grunder sig i to opdagelser, som han selv kalder ”mageløse”. Den ene finder sted i 1825, da han er 42 år. Her opdager han en åndelig virkelighed, ’den levende kirke’, med rødder 1800 år tilbage i historien. Den anden sker syv år senere, i 1832.

Her får han blik for den verdslige virkelighed, som også har sin ånd og sin virketrang med rødder langt tilbage i folkenes historie.

I kølvandet på 1825 intensiveres Grundtvigs virke som prædikant og salmedigter. Der kommer ånd og glød i hans prædikeners ’levende ord’. Han bliver den karismatiske forkynder.

Kristi nærvær løfter ham. Helligånden omslutter ham. Den omslutter også menigheden, som liver op med ham. Sidenhen udvikler den sig i Vartov til en slags kultmenighed med Grundtvig som kultleder. Hans poetiske åre svulmer. Salmerne flyder fra hans hånd, mange af dem båret af store syner. Han bliver symbolet på den lyse kristendom. Hans ord gør folk glade og muntre. Men de rammer også dybt som trøstens ord og bringer stærke følelser i bevægelse. Og ikke mindst vinder han selv styrke til at gennemstå store personlige kriser.

I kølvandet på 1832 intensiveres hans historieforskning og hans historiefortællinger. Han får sit gennembrud som folkeoplyser, han kan begejstre større og større folkelige forsam-

Grundtvig

67

linger. Med sin indgroede respekt for almuen vækker han de mange til ”dåd” og selvbevidst indsats. ”Og solen står med bonden op / slet ikke med de lærde / oplyser bedst fra tå til top / hvem der er mest på færde”, digter han1. Han er hovedarkitekten bag hele højskolebevægelsen. Han er den frie skoles pædagogiske pioner, folketaleren, politikeren, historikeren, forskeren og oversætteren af hedenske kvad. Han bliver den indirekte inspirator for den fremstormende andelsbevægelse. Også folkelige sange strømmer fra hans hånd. Han er med sin sans for sprog og historie en samlende skikkelse under og efter de slesvigske krige, hvoraf den sidste i 1864 udgør en katastrofe for landet. Han udtrykker i høj grad den åndelige kraft, der sikrer Danmarks overlevelse.

Man kan diskutere – og det er det i høj grad blevet! – hvilken af de to hovedstrenge i hans omfattende virke der er vigtigst, hvilken der sætter sig flest spor, hvilken der er den grundlæggende og drivende. Men det kan ikke diskuteres, at der er en forbindelse mellem de to virkeområder. Selv formulerer Grundtvig i 1832 den prægnante sætning: ”Menneske først, kristen så!” Men den betyder ikke, at menneskelivet er vigtigere end kristenlivet. Den handler om, at man må være et livsengageret menneske, førend man overhovedet kan forstå kristendommen, den kristendom, der netop vil befri livet – for misbrug, livstræthed og ødelæggelse. Først må man – gennem oplysning og oplivning og handling – forstå, at menneskelivet er forunderligt, en kostelig skat, og at mennesket selv bærer muligheden i sig for at hengive sig til dette forunderlige liv.

Dernæst, og først da, kan man forstå, hvad kristendommen er, hvad det er kristendommen vil befri og give kræfter til. Først når man er vågnet op af vane og dvale og mekanisk misbrug og er blevet engageret i det konkrete menneskeliv, dets gaver og udfordringer, kan man også virkelig forstå, hvad kristendom er: at det netop er et levende menneskeliv, den vil befordre og oprejse.2

68

Grundtvig

124

Grundtvig

Nietzsche Hans hovedanliggende / Omvurdering af alle værdier Nietzsche ved ikke, hvor han kommer hen, når han giver sig til at tænke (og føle) tingene igennem. Det gælder mange tænkere, men det gælder i udpræget grad ham.

Han ved fra et tidligt tidspunkt i sit liv, at der er noget, der trykker ham og holder ham indelukket, og da han som ung studerende og siden som ung professor fordyber sig i studiet af de tidlige græske myter, begejstres han for Dionysos-skikkelsen.

Dionysos var vinens gud, udfoldelsens og beruselsens udtryk.

Hans modstykke var Apollon, den kølige eftertanke. Sammen, men med Dionysos som den drivende kraft, udgjorde de den skabende ånd i det tidlige Grækenland.

Da han var stødt på Schopenhauer og Wagner, var han blevet tilsvarende opstemt. I Schopenhauers betoning af de uregerlige instinkter og i Wagners brusende og berusende musik havde han fundet den samme livskraft. Det dionysiske lever stadig, føler han – lige indtil han opdager, at Schopenhauer i virkeligheden var livstræt og bar på en nirvana-længsel, og Wagner er lige så ’asketisk’ i sin drøm om at slippe egoet i en kristen hengivelsestrang. Begge i bund og grund ’dekadente’.

Det smertelige brud, som han finder påtrængende nødvendigt, resulterer i en lang tid, hvor han praktiserer en ”munter videnskab” som afslørende kritiker, især af kristendommen.

Nietzsche

125

Dens forsynstro, dens medlidenhedsmoral, dens livsforsagende hinsidighedslængsel. Denne radikale kritik gennem fænomenologiske iagttagelser munder ud i kritik af al moral, alt fast og normgivende, alle målforestillinger, al idealisme, om det så er borgerlig victorianisme, revolutionær socialisme eller progressiv utilitarisme. Han beviser ingenting, men det er heller ikke meningen. Han sætter spørgsmålstegn og underminerer med sin radikale skepsis – og til sidst braser det hele, alle såkaldte ”værdier”, sammen.

Men der dæmrer noget for ham: Hvorfor al denne kritik? Er han selv en dekadent? Er han selv en destruktiv livsfornægter?

Og pludselig bliver tonen en anden. Under indtryk af personlige glæder og sorger træder han frem som ”ein Ja-Sager” (en jasiger). Han har nedbrudt alle disse ”værdier”, fordi han ville befri noget. Han ville afmontere en serie af grænseløst hykleri, hvis væsen var svaghed, livsforskræmthed og destruktiv vilje til undertrykkelse. For at befri den grundlæggende livskraft.

Han danner sig ligefrem et historiesyn: Man plejer at skelne mellem godt og ondt og mellem gode og onde. Men skillelinjen mellem mennesker går i virkeligheden et helt andet sted, nemlig mellem stærke og svage. De svage er de instinktforarmede, hvis instinktive beredskab er uden kraft og uden koordination.

Men denne fattigdom har betydet en abnorm overudvikling af deres intellekt. Usle kroppe med kæmpehoveder. Derfor har de kunnet erobre magten i verden. Med snuhed og beregning. Det er ’præsterne’. Præsterne duede ikke selv til livet, men de kunne bilde de duelige ind, at det var dem, der ikke duede, fordi de var onde, syndere, ”egoister”.

De svage, det er de syge, de instinktforarmede, de trætte, de forgiftede – alle dem, som ikke kan stå på egne ben. Snylterne.

Dem, der må klamre sig til andre og holde andre nede for at kunne holde sig selv så nogenlunde oppe. De har ikke selv nogen livslyst og forsøger så at tage livslysten fra andre. Bereg-

126

Nietzsche

174

Nietzsche

Løgstrup Hans hovedanliggende / Det meningsfulde liv Løgstrup var filosof. ”Knut er den fødte filosof,” sagde hans kone Rosemarie om ham. Og det var rigtigt nok. Han var så meget andet: teolog, præst, professor i etik, kulturdebattør, miljøforkæmper. Men først og sidst var han filosof. Og for ham var ægte filosofi båret af opmærksomhed i forhold til hverdagsfænomener og bestod i ”at tænke sig godt om”. ”Hvad sindet i den mest elementære forstand lever af, betænker vi mindst”, skrev han i et af sine sidste værker.1 Derfor gælder det om at være opmærksom og tænke sig godt om.

Hans filosofi handler om det enkle og simple. Men det skal graves frem, for vi lever i en verden, hvor forglemmelserne og indbildningerne råder. Således kan Løgstrup være både svær – og let og ligetil. Følger man ham på hans ’fænomenologiske’ opdagelsesrejser, kan det ske for nogle, at de tit siger til sig selv: ”Ja, sådan er det jo, det er i hvert fald nærliggende at se det sådan! Hvorfor stolede jeg mon ikke noget før på mine ganske almindelige hverdagserfaringer?”

Hvis vi som moderne mennesker tænker og oplever, at vi selv skal fylde et meningstomt univers med mening, er det så sandt, eller er vi da ofre for ’tidens tænkning’? Hvis vi fornemmer og tror, at vi ligesom står udenfor livet, og det drejer sig om at komme ind i det på bedste måde, er det så vores dybeste

Løgstrup

175

erfaring, eller er vi udsat for en af ”epokens” fejltagelser? Overser vi en dybere, mere grundlæggende erfaring?

Løgstrup kan intet bevise, og han vil heller ikke bevise noget. Men ”det lægger tanken nær”, som han udtrykker det (dvs. det lægger sig op ad den opmærksomme, selvstændige tanke), at vi på forhånd er involveret i verden og i vores umiddelbare liv med hinanden. Vi er dybt involverede, ja ligefrem indviklede.

Og den verden, vi er indviklede i, er en meningsfuld verden!

Jo mere man læser af Løgstrup, desto mere forstår man, hvor selvstændigt han sejler op mod tidens tendenser, hårdt, lidenskabeligt, stædigt. Og ikke kun tidens tendenser i al almindelighed, også dens største filosofiske navne: Kant, Kierkegaard, Nietzsche, Sartre, Camus osv. – Vi står ikke på randen af verden og iagttager den, som Kant mente. Vi skal ikke ud af en kaotisk verden gennem selvrefleksion, før vi kan være meningsfuldt til stede i den, som Kierkegaard mente. Vi har ikke kun vores drifter at overgive os til, som Nietzsche mente. Vi kan ikke kun holde det absurde liv ud gennem et heroisk valg, som Camus mente. Vi er ikke grundlæggende ensomme eksistenser, som Sartre følte og digtede om.

Vores liv er forviklede med hinanden. Vi holder altid (lidt eller meget) af den andens liv i vores hånd. Og derudaf springer en fordring om at tage vare på hinandens liv. Det giver livet mening, og mere mening, end vi kan rumme. Og det er ikke en mening, vi selv skaber i et meningsløst tomrum. Hen over hovedet på os er livet skabt således, at medmennesket er os ganske nær, og det medfører nogle krav om nærvær og handling.

På forhånd er livet sådan. Det rummer en etisk fordring. Hvilket gav titlen til Løgstrups første folkelige bog: Den etiske fordring.

Men livet rummer ikke kun på forhånd givne krav og fordringer. Det rummer også livgivende impulser. Kærlighed, tillid, barmhjertighed, oprigtighed er ikke noget, vi finder på, bliver enige om eller mander os op til. Disse ”spontane liv-

176

Løgstrup

I bogen præsenteres fire store eksistenstænkere i en spændende og lettilgængelig form. Bliv klogere på deres liv og tanker, og læs, hvad deres hovedærinde egentlig var. Og hvad du kan bruge deres tanker til i dag. »Livet kan forspildes på mange måder. I vane, i selvpromovering, i ængstelse, i uopmærksomhed, i kynisme. Det har nogle mere blik for end andre. De fire tænkere, som skildres i denne bog, registrerer med seismografisk følsomhed både misbruget og den manglende brug af vores fælles liv. Det forstemmer dem, men det lammer dem ikke.

Tværtimod vækker erkendelsen deres livslyst og kampgejst. De vælger hellere indignationen og oprøret end fortrængningen. Og de ejer alle viljen, modet og formatet til at gå den selvstændige vej. Op af moradset og ud på de åbne sletter.«

WWW.AKADEMISK.DK