AKTIV F R I V I L L I G B L A D E T | A P R I L 2 019
SAMMEN
KAN VI
14
8
Tema: Samarbejde I dette nummer af Aktiv sætter vi fokus på samarbejde. Det med kommunen, det med andre frivillige og det, vi har med alle dem, vi hjælper.
18
06 Gå med for en hjertestarter
10 Mød Preben og Birger
16 Offerrådgivningen
07 Frivilligklummen
12 Birte spinder guld
18 Gæt et besøgspar
08 Vandrer ud af ensomheden
14 Formand slår til
22 Demens uden alder
Det er blevet nemmere at redde liv. Få en hjertestarter til din by.
Pensionist-Pinocchio uden foreningsmuskler?
Enkemænds fællsskab vidner om lisvlyst og humor.
2
A K TI V FOR FRI V ILLIGE
Landsbestyrelsen har fået ny formand og næstformand.
Fra to symaskiner til syklub på 13. år. Og Birte kan ikke engang sy.
Når et plejehjem skal lukke, flyver hun op fra stolen.
Lokalformand bruger netværk fra Ældre Sagen. Det hjælper ofre.
Kan du matche lige så skarpt som aktivitetslederne?
Uni fik demens i 50'erne. Hvordan har hun det i dag?
Jeres nye formand
F
12
rivillig har jeg været, siden jeg var 16 år. Jeg har taget fat af lyst, og mit vedholdende engagement tager jeg med mig som jeres nye landsformand. Men jeg er jo ikke ny i Ældre Sagen, og de indsatser, som jeg løbende har påpeget vigtigheden af, vil i den kommende tid få et tryk på speederen: Alle skal have mulighed for at dyrke motion og gerne i stærke fællesskaber – det er et mål for mig. Jeg har de seneste år været næstformand i Danmarks Idrætsforbund (DIF), og jeg er glad for, at jeg har kunnet indtage formandsposten i Ældre Sagen ved at tage hul på et samarbejde med netop DIF og Danske Gymnastik- & Idrætsforeninger (DGI). Sammen vil vi styrke adgangen til sunde fællesskaber. Mange frivillige er allerede i færd med at skabe muligheder for motion. Det gælder både motion for mindre mobile ældre, der har stor gavn og glæde af stolemotion, og de mange fysisk stærke, der i Ældre Sagens regi vinder alt fra håndbold- til krolfmesterskaber i hele Danmark. Jeg håber, I vil mærke frugten af det nye samarbejde – for med samarbejde kommer vi uden tvivl længst. Og derfor handler dette nummer af Aktiv netop også om de svære grænser for samarbejde og de store frugter ved at skabe noget større sammen, end man kan alene. Det er med stor ydmyghed, at jeg træder ind i rollen som jeres landsformand, og at jeg på den måde står i spidsen for et vigtigt og af mange værdsat fællesskab. Preben Staun Ny landsformand ps.lb@aeldresagen.dk
24 Din digitale arv
Hvordan tager dit digitale efterliv sig ud?
26 Frie, fleksible frivillige
Ad hoc-frivillige! Ingen behøver binde sig, mere end de lyster.
28 Landet rundt
Skriv til aktiv@aeldresagen.dk og få din lokalafdeling med.
Snorresgade 17-19 2300 Kbh S Tlf. 33 96 86 86 aeldresagen.dk Ansvarshavende Maria Luisa Højbjerg mlh@aeldresagen.dk
Redaktør Ea Ørum aktiv@aeldresagen.dk Oplag 20.000 Udsendes 4 gange årligt Design og tryk vahle+nikolaisen
Citat mod kildeangivelse, jf. ophavsretsloven. Deadline for næste blad 16. april 2019
A PRIL 2019
3
Naomi Gurfinkiel er Tårnby Kommunes frivillighedskoordinator (th.). Hun er ansat til at hjælpe foreninger, organisationer, institutioner og frivillige. Hendes indsats styrker også Ældre Sagens lokalafdeling, forklarer lokalformand Anne-Grethe K ragerup. De mødes ofte som her i kommunens sundhedshus.
I mål med kommunen Lokalafdelingen i Tårnby har et frugtbart samarbejde med kommunen. Essensen er at have fokus på den hjælp, man vil give sammen. Sådan kommer de i mål. Af Stine Brondbjerg Erichsen Fotograf Mew
I
2018 blev Tårnby Kommunes Sundhedspris tildelt Ældre Sagens lokalafdeling for våge tjenesten, sorg- og livsmodsgruppen samt Café Livsglæde for demensramte og ledsagere. Ifølge lokalformand Anne-Grethe Kragerup er de store succeser skabt ved hjælp af godt samarbejde. Især på grund af et tæt et af slagsen med Tårn-
4
A K TI V FOR FRI V ILLIGE
bys frivillighedskoordinator, N aomi Gurfinkiel, der har været ansat i kommunen i fem år. Kan I huske, hvordan samarbejdet begyndte? Naomi: Jeg blev ansat i en nyoprettet stilling og skrev til Ældre Sagens daværende formand. Da vi mødtes, sagde han: ”Jeg skal være ærlig at sige, at
vi hellere havde set pengene brugt på en anden måde, men nu du er her, så må vi hellere få det bedste ud af det”. Anne-Grethe: Jeg var ikke formand på det tidspunkt, men kan huske, at vi alle sammen tænkte: Hvad skal vi dog med en frivillighedskoordinator? Det må have været en hård start for dig… Naomi: Nej, jeg blev simpelthen så glad. Det var den bedste velkomst, jeg
Spred budskabet på nye måder kunne få. Det var så rart, at I var ærlige. Jeg var meget glad for oprigtigheden og oplevede det som en varm invitation til samarbejde fra jeres side: At nu skal vi have det bedste ud af det her.
kom 70 mennesker til arrangementet. Flere af dem havde jeg ikke set før, så omtalen havde virket. Naomi: Jo mere vi har lært hinanden at kende, jo mere naturligt er det blevet at tænke hinanden ind.
Hvad så, da Anne-Grethe blev formand et år senere? Naomi: Vi byggede videre på det, der var sat i gang. Jeg havde mange spørgsmål, fordi der ikke var nogen, som havde siddet i stillingen før mig. Bare sådan noget, som hvordan vi sammen kunne være afsendere på aktiviteter, kunne være udfordrende. Anne-Grethe: Det er du i den grad kommet efter siden! Du er guld værd for os, og du har bevist din berettigelse. I dag ligger det i bevidstheden hos alle os i bestyrelsen, at vi ’ringer lige til Naomi’, for du er god til at hjælpe. Kommunikationen har betydet meget for vores samarbejde.
Hvordan ser grænserne for samarbejdet ud? Naomi: Jeg er ikke så bange for grænser, så længe vi lytter og respekterer hinanden. Plejeopgaver skal og kan kun udføres af medarbejdere, og der er tavshedspligt, som vi alle sammen skal overholde. Men det er ikke ting, der behøver at spænde ben for os. Anne-Grethe: Der er også en anden slags grænser. Tag fx sorggrupper, der ellers ligger i kirkens regi. Her fik vi henvendelser fra flere, der ikke havde lyst til at blande kirken ind i deres sorg. Derfor oprettede vi Ældre Sagens Sorggruppe, selvom det på en måde var at træde over grænsen til kirkens område. Naomi: Kirken ønsker helt sikkert også, at dem, der er i sorg, kan få hjælp, uanset om de får det i kirken eller hos Ældre Sagen. Vi skal sætte os ud over vores forestillinger om, hvad andre synes, og fokusere på den hjælp, vi gerne vil give.
Hvordan kommunikerer I? Anne-Grethe: Vi ringer, sms’er og skriver, og så taler vi også sammen, når vi mødes til lokale arrangementer på biblioteket eller til kultur arrangementer. Naomi: I begyndelsen holdt vi jævnlige møder, men nu ses vi efter behov. Der sker noget andet, når det er uformelle møder. Vi får fx også talt sammen, når I sidder og holder møde udenfor, og jeg lige kommer gående, fordi jeg er på vej hen for at købe frokost. Anne-Grethe: Ja, så får du ikke lov til at gå forbi og hente din frokost. Vi vil jo så gerne lige have dig med. Når vi holder årsmøder, bliver du jo også invitereret. Naomi: Det er jeg glad for, og du hjælper også mig. Fx er der et arrangement sidst i denne måned om et nyt initiativ. Da jeg blev spurgt, om jeg kendte nogen, der kunne være interesserede, så skrev jeg med det samme til dig. Anne-Grethe: Du huskede også at få vores nytårsfest med i det julehæfte, som kommunen uddeler. Der
Hvordan nedbryder vi forestillingerne? Naomi: Ved at være klare i mælet og have tillid til hinanden. Fx skal vi huske at sige til kirkerne, at der er et alternativ til det, som de kan tilbyde. Dvs. at fokusere på muligheder i stedet for at tænke på, hvad der ikke kan lade sig gøre, eller hvem der har patent på forskellige typer af aktiviteter. Anne-Grethe: Det er også på grund af dig, Naomi. Du er en åben person, der gerne vil gøre noget godt for andre. Det er jo det samme, som vi i lokalafdelingen arbejder for. Vi er der for medlemmets skyld. Når man gør noget for andre, gør man også noget godt for sig selv. Måske er det lidt egoistisk… Naomi: Det er jo et godt mål i livet at gøre noget, der gør en glad. Det er da det, vi skal leve vores liv efter.
Det karakteristiske for Anne- Grethes og Naomis samarbejde er, at det ene projekt ofte henviser til det andet, og at de sammen er gode til at tænke lidt skævt, i forhold til hvordan de får dem formidlet. Hjemmeplejen er eksempelvis en kanal til at gøre opmærksom på Ældre Sagens aktiviteter. Naomi har deltaget i hjemmeplejens personalemøder og uddeler brochurer til dem, der bringer mad ud til borgerne i kommunen, ligesom aktiviteterne også har en fast plads på kommunens hjemmeside. Til større lokale events bliver Ældre Sagen inviteret og kan dér komme i dialog med endnu flere borgere.
Derfor fik de sundhedsprisen Vågetjenesten: Både Anne-Grethe og Naomi fik opkald fra hjemmeplejen, der havde flere døende og søgte vågere. Normalt henviser de begge til Røde Kors, men da Røde Kors’ vågetjeneste i Tårnby ikke besøger private hjem, var der behov, som ikke blev dækket. Sorg- og Livsmodsgruppen: Ældre Sagen blev kontaktet af flere, der havde mistet deres ægtefæller, men ikke ville være med i kirkens sorggrupper. Der manglede ganske enkelt et alternativ til dem. Café Livsglæde: Der manglede et sted, hvor demensramte kunne komme sammen med en ledsager til hygge og samvær. Med Naomi som bindeled blev det arrangeret, at caféen kunne blive afholdt i en nærliggende villa, som kommunen ejer. Rammerne minder om en dagligstue og skaber en god atmosfære for caféens gæster. A PRIL 2019
5
Inden hjertestarteren siger det hele Undersøg om personen er ved bevidsthed Rusk forsigtigt, og tal højt. Reageres der ikke, er personen bevidstløs.
Når du åbner hjertestarteren, fortæller den, hvad du skal gøre, så du skal ikke være bange for at begå fejl.
Råb om hjælp Det er vigtigt, vi råber om hjælp! Er vi flere, kan vi bedre hjælpe.
Tjek luftveje Se, lyt og føl. Er luftvejene frie? Er der normal vejrtrækning, skal personen lægges i sideleje. Er der ikke normal vejrtrækning, skal hjertestarteren snart i brug.
Gå med for en
hjertestarter V
Indsamlingen med Hjerte foreningen d. 28. april går ubeskåret til hjertestartere. Og er I nok deltagere, kan I få en hjertestarter sat op i jeres område.
6
A K TI V FOR FRI V ILLIGE
idste du, at kun tre % overlever et hjertestop uden for hospitalet, hvis ingen træder til, før ambulancen kommer? Chancen for at overleve stiger dog med 50 %, hvis en hjertestarter tages i brug, og hjertelungeredning igangsættes, inden ambulancen når frem. En hjertestarter kan nemlig genskabe en normal hjertepumpefunktion ved hjertestop, fordi hjertestarteren afgiver elektrisk stød til hjertet. Du behøver ikke have øvet dig i at bruge en hjertestarter. Når man tænder og
bruger den, fortæller en stemme, hvad man skal gøre. Tage Jensen, formand i Videbæk, bakker op om at øge omfanget af hjerterstartere: ”Det er ikke så længe siden, vi var på tur i lokalafdelingen, og at en blev dårlig. Vi undersøgte, om der var en hjertestarter i nærheden. Det var der desværre ikke, og der skete heldigvis ikke noget alvorligt, men vi fik idéen til at få en med på tur. Vi har nu faktisk søgt om to hjertestartere. Den anden vil vi have sat op i området, altså en stationær, for som jeg
Frivilligklumme: Ring 1-1-2 Alarmcentralen fortæller, hvordan du giver hjertemassage, og om der en hjertestarter i nærheden. Brug 112-appen, der giver besked om din position, når du ringer 112.
Brug hjertestarteren Hjertestarteren analyserer selv tilstanden, når den er sat på kroppen. Den kan ikke afgive stød, hvis der ikke er tale om hjertestop, og hjertestarteren registrerer kropsvægt, så stødene indstilles efter kroppens størrelse.
plejer at sige, så er det et 60+-sted, vi bor. Vi har også arrangeret kurser i brugen af dem, som vi holder på biblioteket. De er først og fremmest til frivillige,” siger Tage. Du kan stadig lige nå at melde dig som indsamler eller starte en indsamlingsgruppe blandt medlemmer og frivillige i din lokalafdeling. Og hvis I er en gruppe, der går mindst 15 ruter tilsammen, kan I få en gratis hjertestarter hængt op dér, hvor I synes, den gavner. Læs mere om, hvordan du kan være med til landsindsamlingen aeldresagen.dk/hjertestarter
Er kommunens nye frivillige stærke nok uden bagland? Af Annette Guildal, frivillig på Frederiksberg og fast frivilligskribent i Aktiv
F
or nylig er jeg blevet opmærksom på et begreb, som hedder frie frivillige, individuelle frivillige, private frivillige – kært barn, mange navne. Det er frivillige, som arbejder på egen hånd, dog i samarbejde med deres respektive kommuner, men uden tilknytning til en forening som eksempelvis Ældre Sagen. Hvad synes så denne mangeårige ældresagsfrivillig om den model? Ikke godt. Lad mig prøve at uddybe nærmere: Jeg har læst et interessant projekt fra SDU fra november sidste år om samarbejdet mellem kommuner og frie frivillige. Det beskriver, hvordan kommunen får løst de såkaldt supplerende opgaver på primært aktivitetscentre og diverse kulturelle tilbud på biblioteker, museer og teatre. Nogle kommuner har entreret med frivillige madguider, mentorer og følgevenner, som efter et kortere uddannelsesforløb støtter og supplerer professionelle medarbejdere i kommunalt regi. Alt dette uden en formaliseret ansættelse, skrevne rettigheder for den frivillige og grænser for begge parter. Sådan ser jeg det. Kommunen har ’sat rammerne for en gensidig forståelse af, hvilke opgaver en frivillig kan tage’ – uha, den sætning har jeg det svært med. Der, hvor jeg personligt synes, det halter, er, når frie frivillige skal holde sig til de afgrænsede og planlagte opgaver uden særlig plads til udvikling og initiativ. Det er jo netop det, der er så motiverende i en forening som Ældre Sagen, at vi frivillige kan byde ind med idéer og nye tiltag, blive hørt og sørme også i nogle tilfælde få det gennemført. Den tvedelte holdning, ligeledes beskrevet i SDU-projektet, ude på bl.a. aktivitetscentrene og bibliotekernes arrangementsafdelinger er også bekymrende. Der er ikke udelt begejstring for den frivillige som aflastning, fordi det i for mange tilfælde viser sig at være en belastning, en ekstra arbejdsbyrde. Dette sker, fordi der naturligvis skal koordineres, afvikles og ryddes op efter aktiviteter, der af det faste, lønnede personale betegnes som ’det sjove’ og netop det, de selv ønskede at opleve med henholdsvis beboerne og de besøgende på bibliotekerne mv. Jeg må naturligvis understrege, at ingen tvinger frivillige. De bestemmer helt selv, og hver enkelt frivillig må selvfølgelig tage stilling til, om de synes, det virker bedst for dem ikke at skulle være i det fællesskab, en forening tilbyder, eller få den sparring, andre ligesindede frivillige kan give, da de arbejder på egen hånd og uden det sociale frivillignetværk. For mig er det ikke optimalt, at der er en flok Pensionist-Pinocchio’er, som går rundt og synger ”Der’ ingen bånd, som binder mig”. Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger.
Kilde: Hjerteforeningen
VANDRETURE FÅR ENKEMÆND UD AF ENSOMHED Når aldrende enkemænd vandrer rundt i Brøndbyvester med frivillige fra Ældre Sagen, får de både rørt benene og ved de følelser, som ellers er svære at dele. Af Tea Sletved Fotograf Nadia Back Krahmer
I
tiden efter kunne han intet. Ikke spise, ikke sove, ikke holde andre menneskers selskab ud. Bare ti minutter med børnebørnene gjorde ham træt. “Jeg ville faktisk ikke andet end at sidde i min lænestol. Min kone og jeg fik 56 år sammen, og hendes død bragte mig ud i et tomrum. Indtil de her banditter fik mig til at gå med her hver torsdag,” siger Bent Knap under sin sorte kasket, mens han svinger sin hjemmelavede stok i en pegende bevægelse i retningen af fortroppen af jakkeklædte, hvidhårede mænd.
For nylig alene De fem ældste er alle enkemænd over 80 år ligesom Bent. Hver tors-
8
A K TI V FOR FRI V ILLIGE
dag mødes de og vandrer sammen sorgen ud af sind og krop, for alle har de mistet deres koner inden for de seneste år. Turene bliver ledet af selskabets to frivillige, Torben Nielsen og Preben Thorndahl. Holdet har kørt siden januar sidste år, og turene går ud i lokalområdet fra den store Brøndbyvester Mølle, efter det obligatoriske lægetjek, en doktor Nielsen-bitter, vel at mærke. Torben beretter lystigt om broen, alle er nået ned på, og som er en skruepælebro. Og herefter er Helmer Sørensen parat til at vende om. Det er han på de fleste ture, fortæller Torben. Derfor har de fat i kraven på ham, for undskyldninger har den dårligt gående en-
kemand nok af. Alligevel tropper også han op, uge efter uge. Helmer griner, trækker på skuldrene og går videre. Han har ligesom de fleste andre på holdet fået et lille men bestemt puf for at gå med på det frivilligt ledede vandringshold mod sorg. Det samme gælder Bent, der ikke var meget for at forlade sin lænestol. Hvem puffer? For Bent var det et hjemmebesøg fra kommunen, som fik lokket ham til at gå med. ”De overbeviste mig om, at jeg jo bare kunne smutte efter ti minutter, men så fik de to der jo fat i mig. Det her år har betydet alverden,” siger han.
Han er ikke ude på den anden side efter tabet af sin Ellen – det kommer han aldrig, forklarer han, men han har fået lysten til at være sammen med andre mennesker tilbage. Han er alene, men ikke længere ensom, og der er ”pokkers stor forskel,” siger han, og netop samværet med mændene her er en stor del af grunden. Ikke at de sådan går og snakker sorg og store følelser, men undervejs på turene får de alligevel taget temperaturen på hinanden, og Torben og Preben er gode til at gå op på siden og tage en snak, fortæller han. ”Ikke forhørsagtigt, men så man mærker, de interesserer sig for, hvordan man har det. Og efterhånden fik de jo åbnet op til det, jeg egentlig ikke vil tale om. Og så er vi kun mænd. Det betyder noget, at vi kun er gamle enkemænd, for der er mange følelser, vi ikke har lyst til at blande kvinder ind i,” siger han. Pris for mænd Det er også helt med overlæg, at holdene i sorgvandring er kønsopdelt, fortæller frivillig Torben, som dog straks retter sig selv. For det er netop ikke sorgvandring, men bare vandreture. “Ellers kom der ingen mænd, kan jeg godt fortælle dig,” siger han. I over tyve år har han lagt fritid, engagement og kræfter i frivilligt arbejde. Han har sågar modtaget årets frivillig-pris i kommunen og har tidligere erfaring med mandegrupper.
“Mænd kan ikke på samme måde som kvinder sidde og tale over kaffen. Der skal ske noget. Derfor har turene også altid et formål. Preben og jeg læser op på byens historie og slæber dem alle mulige steder hen. Så får man jo snakket undervejs,” siger han. Sådan får mændene et pusterum fra sorgen og et frirum til at få vendt det svære, mens de går og kan kigge ligeud. “Det giver mig en stor glæde at fornemme, at når de er kommet her et stykke tid, bliver de mindre melankolske, og fællesskabet begynder at trække,” siger Torben. Helst skulle fællesskabet blive så solidt, at holdet kan fortsætte på egen hånd efter sæsonafslutningen, så Ældre Sagens Torben og Preben kan vandre ud og lette sorgen for nye enkemænd. Det er ingen på det eksisterende hold dog interesseret i, da de to frivillige kommer ind på emnet tilbage ved kaffebordet. “Så ved vi jo ikke, hvor vi skal gå hen,” vifter Helmer dem af. Bent ryster også på hovedet, og et grin breder sig hos den hvidhårede mand på den anden side af bordet: “De ved godt selv, at de er nødt til at blive ved. Det er den eneste måde, de kan slippe væk fra deres koner,” siger Ib Johansson og lægger ud med et gnæggende grin, der snart går bordet rundt. Torben ser ikke spor utilfreds ud.
Frivillig-Torbens 3 tips til samarbejde med kommunen 1
2
3
Det er vigtigt, kommunen forstår, at frivilligt arbejde skal foregå på frivilliges vilkår. Lad kommunen stå for de opgaver, kommunen er bedst til. For eksempel administrative processer og indhentning af data på deltagere. Som frivillig skal du være opmærksom på ikke at overskride grænserne for, hvad du må. Glæd dig over samarbejdet med din kommune. Der er orden i ’sømkassen’, og medarbejderne er som regel glade og positive. Det bør vi kvittere for med samme holdning.
A PRIL 2019
9
Ny
landsbestyrelse
Mød Ældre Sagens nye landsformand fra Herning, Preben Staun, og næstformand fra Bornholm, Birger Rasmussen.
BIRGER: Vi bliver ofte kontaktet af kommunen, når nogen skal have besøgsvenner, for hjemmehjælperne ved, hvem der er alt for ensomme.
PREBEN: Ja, og det er godt, at vi laver samarbejder, men vi må ikke gøre det for kommunens skyld. Samarbejdet skal vi styrke for at hjælpe ældre.
BIRGER: Heldigvis har mange lokalafdelinger glimrende samarbejder med kommunerne. På Bornholm er vi inde og kigge på budgetforhandlinger og får vitterlig ting igennem. Vi er både stærke med det sociale og i det politiske.
PREBEN: Ja, det er I også rigtig gode til. Og vi skal blive ved med at fortælle den slags inspirerende historier, for de lokalafdelinger, hvor det ikke går så godt, skal vi klæde på og motivere. Selvfølgelig kan man ikke nå lige langt alle vegne. Men generelt er det en god regel at turde relationer med politikere, som vi ikke umiddelbart er enige med politisk, for også i lokalafdelingerne er vi apolitiske. Den tilgang kan gøre en forskel.
BIRGER: Og det er altså vigtigt, at vi virkelig får prioriteret dialogmøderne og møderne i distrikterne. Jeg vil meget gerne ud. Jeg sidder ikke fast hverken på Bornholm eller i København. Det er vigtigt, når man har en rolle i landsbestyrelsen, at man kommer rundt og får lyttet. Det vil jeg prioritere.
PREBEN: Det kan jeg også kun bakke op om. For første gang sidste år var jeg faktisk med til alle dialogmøderne i hele landet. Jeg tror, vi kan komme langt ved at åbne debatterne. Vi gør det godt, og vi kan finde ud af sammen, hvordan vi kan skabe et endnu bedre samspil distrikter, lokalafdelinger og landsbestyrelse imellem. Det ser jeg frem til.
10
A K TI V FOR FRI V ILLIGE
BIRGER: Preben har været kommunaldirektør, og jeg har været medlem af kommunalbestyrelsen i en anden kommune. Jeg har bestemt ligesom ham ældrepolitik på sinde. Det er så vigtigt, at vi holder øje i disse år. Vi så eksempelvis, hvad der skete med akutpladser – egenbetaling på sundhedsbehandling – og sådan noget skal vi altid reagere på prompte. Det er simpelthen vores bord og ansvar. Mennesker med demens og pårørende er også mine mærkesager.
PREBEN: Jeg synes også, at vi er eventyrlig godt organiseret til at håndtere ældrepolitiske udfordringer. Nu har vi så også fået 'Bevæg dig for livet' som indsatsområde, dvs. vi går ind i et stærkt samarbejde med DIF og DGI. Med min baggrund i DIF er motion og sundhed jo i sagens natur vigtige for mig, så der er mit fokus også.
BIRGER: Hvis du er frivillig på et plejecenter, er du nødt til at tilpasse dig en form for vagtplan. Frivillige skal kunne sige til og fra og prøve noget andet. Det kan man bedre, når man har en organisation med sig, end hvis man er hyret ind som frivillig af kommunen. Frivillige skal ikke være noget for et plejecenter. Frivillige skal være noget for dem, de er sammen med. Jeg kan godt forstå plejecentrene har lyst til at få hjælp, for de er pressede, men grænserne for frivillighed skal være klare, og grænserne forsvinder, når frivillige får plejecentret som en form for arbejdsgiver.
PREBEN: Frivillighed bærer vores danske foreningsverden. Lige nu ser vi, at kommuner sætter annoncer i aviser og søger frivillige, og det skal vi passe på med. Kommunerne burde i stedet opsøge frivilligorganisationer, som kan være med til at sætte grænser for opgaver og tage ansvar.
BIRGER: Lige præcis, frivillige må aldrig komme til at lave ”skal”-opgaver. De er kommunens ansvar. Og udfordringen kan også være, at de, der gerne vil hjælpe andre, ofte har store hjerter, og de bliver ikke de første, som siger fra, hvis de får foreslået opgaver, der egentlig er kommunens.
PREBEN: Ja, frivillige kommer let til at være en del af ”ansatterytmen”, som jeg kalder det, når de er engageret direkte af kommunen.
JOURN A LIST E A ØRUM
A PRIL 2019
11
Nål, tråd og flotte stoffer er udgangspunkt for systuen, men kvinderne kommer der også for at få hjælp til at forstå det offentlige system og for at hverdagshygge, ikke mindst.
12
A K TI V FOR FRI V ILLIGE
Spandt guld på to gamle symaskiner Birte fandt to symaskiner i et skab. De blev begyndelsen på et frivilligprojekt, der nu har kørt i 13 år.
Af Ida Tønning Albek Fotograf Marie Ravn
K
lokken er lidt i 10 tirsdag formiddag. Birte Vexø er den første til at møde ind på systuen i Gellerupparken i Aarhus. Hun sørger for at låse skabene til symaskinerne op og sætter kaffe over. I løbet af dagen kommer kvinder fra Gellerupparken forbi, for her kan de låne symaskiner, få hjælp af frivillige til at lægge fx bukser op eller bare hygge over håndarbejde. ”Det sociale aspekt spiller lige så stor rolle som syningen, der er jo ikke mange, som egentlig har brug for at sy hver tirsdag, men flere er kommet her i 13 år ligesom mig. Kvinderne er alle vidt forskellige. Nogle af de tyrkiske kvinder er indvandrere, nogle af de arabiske er typisk flygtninge,” fortæller Birte. Da hun gik på efterløn grundet slid, var hun ikke klar til at lægge arbejdet på hylden og valgte derfor at gå den frivillige vej.
Fra kursus til Gellerupparken Birte meldte sig ind i Ældre Sagen, og til et intromøde kom hun ved et tilfælde til at sidde ved siden af formanden for Aarhus lokalafdeling, Tove Jørvang. De to faldt i snak, og Tove spurgte, om Birte ikke havde mod på at starte et projekt op med fokus på integration og motivation af flygtninge og kvinder med anden etnisk baggrund end dansk. Tove lovede Birte oplæring, og pludselig var Birte på vej mod Ældre Sagens sekretariat i København til kursus.
Klædt på til at begynde et nyt frivilligprojekt var spørgsmålet nu, hvor det skulle foregå, og hvem der skulle have glæde af det. ”Jeg bor selv ved siden af Gellerupparken og møder ofte kvinder, der har brug for hjælp med at finde den rette pris i supermarkedet eller ikke kan finde ud af at bruge deres Visakort korrekt. Og så tænkte jeg, at der måske var noget her, som jeg kunne hjælpe med,” fortæller Birte. Når man ikke kan selv Hun tog derefter med hjælp fra Ældre Sagen kontakt til forskellige grupper af kvinder i Gellerupparken. ”Det hele startede med, at jeg bare satte mig ned og talte over te med kvinderne i deres lokaler i Gellerupparken, og her fandt jeg en dag to symaskiner i et skab. De tilhørte kommunen, og ingen brugte dem. Det var lige der, idéen om en systue begyndte at modnes,” lyder det begejstret fra Birte. Hun tog kontakt til kommunen, der gav hende lov til at bruge symaskinerne. Birte fik også stillet et lokale til rådighed. ”Det eneste problem var bare, at jeg ikke kan sy,” griner Birte, ”så jeg måtte forbi Aarhus lokalafdeling med et opslag, hvor jeg søgte frivillige, der kunne hjælpe. Jeg fik hurtigt en masse henvendelser fra damer, der kunne sy, og så var projektet ved at være der, hvor vi kunne starte,” siger hun.
Med et lokale og to symaskiner fra kommunen, et hold frivillige og stofog garnrester doneret fra venlige sjæle var systuen nu åben og klar til brug. Systuen blev så populær, at Birte fik søsat endnu en i Rosenhøj i det sydlige Aarhus. Den har nu kørt i 10 år. Syhold på bustur I dag har systuen i Gellerupparken godt 50 kvinder tilknyttet – nogle kommer fast hver tirsdag, andre kommer blot en gang imellem, og nye symaskiner er kommet til med hjælp fra kommunen. ”Aarhus Kommune har været rigtig flinke til at hjælpe. Jeg har søgt penge til nye symaskiner, kaffe og en årlig bustur for kvinderne til et sted i Danmark. Og har jeg haft brug for hjælp til andet, har jeg hevet fat i kommunens frivilligkoordinatorer – jeg slider dem op,” griner Birte. Lige nu er der syv frivillige tilknyttet de to systuer. Birte lader det være op til den frivillige at vælge, hvilken systue man vil være tilknyttet. ”Det skal være let at være frivillig. Det skal være nemt at komme frem og tilbage fra ens frivillige arbejde, og vigtigst af alt skal det være noget, man nyder og er glad for!” understreger Birte og påpeger, at de altid kan bruge flere frivillige hænder i de to systuer.
A PRIL 2019
13
”Kommunen har skabt en ulige kamp mod meget svækkede borgere” Susanne Djurhuss, lokalformand, Hirtshals
Formand slår til
når plejehjem skal lukke Da lokalformanden i Hirtshals ikke ville finde sig i, at plejehjemsbeboere skulle rykkes op med rødderne, blev hendes kamp hele lokalsamfundets. Af Ea Ørum Fotograf Cathrine Ertmann
K
ommuner tjener flest penge på at sælge det plejecenter, som har mindst gæld i ejendommen. Så da de kommunale budgetter blev fremlagt i foråret 2018, var det derfor også argumentet for at lukke et særdeles velfungerende et af slagsen i Hirtshals, Havbakken. Formanden for Ældre Sagens lokalafdeling, Susanne Djurhuus, kunne slet ikke tro det: ”At Havbakken skulle lukkes, kom som taget ud af det blå. Byrådet var netop i gang med at udarbejde en plejeboligplan, men det kunne man pludselig ikke vente på. Et spinkelt flertal i byrådet ville spare her og nu.
14
A K TI V FOR FRI V ILLIGE
I mine øjne har kommunen skabt en ulige kamp mod de meget svækkede borgere, og på den måde synes jeg, at sagen er kommet til at handle om retssikkerhed og utryghed. Her i byen kender vi jo dem, som arbejder på Havbakken. Og alle siger det samme: Lukningen kom som et lyn fra en klar himmel,” siger Susanne. Lokalformanden har udover at aktivere lokale græsrødder også gransket kommunens økonomiske argumenter. Hvor lange skal ventelister være? Kommunen budgetterer med at kunne spare 12 mio. kr. i 2020 ved at lukke
plejecentret. For så længe Christiansborg ikke laver en udligningsreform, skal kommunerne finde besparelser og tilpasninger, forklarer Per Møller (K), der er formand for Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget: ”De penge, vi sparer på at lukke Ældrecenter Havbakken, skal bruges på andre områder inden for omsorg og pleje. Lige nu er ventetiden på en bolig meget kort her i kommunen, helt ned til ca. en uge. Det betyder også, at vi ofte har tomme plejeboliger. Sådan en koster i Hjørring Kommune ca. 400500.000 kr. i årlig tomgang. Det er forventningen, at lukningen af Havbak-
ken vil medføre, at ventetiden på “den generelle venteliste” vil stige til ca. 15 dage, så der er altså stadig langt til de anbefalede to måneder,” siger han. Kommunaløkonomisk taler man om ”overkapacitet”, men den logik undrer Susanne, som påpeger, at når nogen er kortere tid på plejecenter, men jo stadig har brug for hjælp, må det forventes, at de alligevel skal modtage hjælp fra hjemmeplejen. Hun ser besparelsen som en forringelse, og de kommende længere ventelister som problematiske. Hun styrker lokaldemokratiet Fremlægningen af budgetterne og beskeden om lukningen betød, at flere borgere i lokalsamfundet begyndte at mødes i Dagli'Brugsens baglokaler i Tornby, i hvad de i dag kalder ”Havbakkegruppen”. ”Jeg har været meget engageret i at få mobiliseret lokale kræfter på kryds og tværs. Og det har været en utrolig positiv oplevelse, for ikke bare gamle og kendte kræfter mødte op, men også nye og uventede,” siger Susanne. De har kontaktet lokalpressen løbende og gentagne gange forsøgt at påvirke lokale politikere. Den store indsats har
dog ikke hindret en lukning, men den har gjort en afgørende forskel for beboerne, bl.a. via ”pårørendegruppen”, som Susanne også har engageret sig i: ”Jeg har ikke personlige interesser i Havbakken. Det er omtrent 15 år siden, jeg jævnligt kom på besøg, før min far døde. Alligevel er jeg med i pårørendegruppen, for her prøver vi – med Ældre Sagen i baghånden – at hjælpe beboerne med at håndtere situationen. De pårørende og beboerne er alle blevet tilbudt samtaler om flytning, som et fåtal har valgt at tage imod. Det hele har været meget mudret, så vi har rådført os med en advokat. Han forklarede, at hvis man tog imod samtalerne om lukning og flytning, ville man fremskynde processen. Helt præcist sagde han ’tag det med ro, og skriv ikke under på noget,” siger hun og kommer igen ind på retssikkerhed. I Havbakkegruppen handler det nu om at stå sammen og bl.a. styrke frivilligaktiviteter, der er knyttet til Havbakken, så beboerne får den allerbedste tid, inden Havbakken er fortid. Gruppen forsøger også i dag at støtte lokalsamfundet på anden vis. De ser sig selv om en bevægelse, der vil skabe endnu mere liv i byen.
Fra byens borgmester, Arne Boelt: ”Det er korrekt, at byrådet har besluttet, at Havbakken skal lukkes, og at visitationen til stedet er indstillet. Det vil sige, at der ikke flytter flere nye beboere ind. Baseret på tidligere erfaringer med lukning af et plejehjem, er det politisk besluttet, at en nedlukning skal søges gennemført ved frivillig aftale med den enkelte beboer om flytning til en anden plejebolig. Indtil der evt. træffes en anden beslutning, så vil Havbakken fortsætte som plejecenter med eget personale. Dog vil personalet blive reduceret, i takt med at antallet af ledige plejeboliger på Havbakken øges.”
Dagli'Brugsen i Tornby lægger lokaler til, når lokalformanden mødes med Havbakkegruppen.
A PRIL 2019
15
Tidligere dommer
hjælper ofre Ofre kan rejse sig igen, fordi Henning deler sin lokalafdelings fællesskab og erfaringer fra sit tidligere arbejdsliv.
2
643 ofre over 60 år har ringet til bl.a. Henning Broman de seneste par år. Ud over at være lokalformand i Ballerup er han nemlig også frivillig i Offerrådgivningen, hvor han har telefonvagt en uge hver måned. Den tidligere jurist og dommer er ikke i tvivl om, at han lægger sine kræfter fornuftigt: ”Jeg har været dommer flere steder i København, og jeg har i årevis mødt ofre i retssale og set deres behov for at få talt ud, men jeg kunne desværre ikke henvise til rådgivningen dengang, for jeg kendte den ikke. Men da jeg var blevet frivillig i Ældre Sagen, kontaktede Offerrådgivningnen vores lokalafdeling, og så slog jeg selvfølgelig til,” siger Henning, som er formand for Ældre Sagen i Ballerup. Mennesker i alle aldre ringer til Offerrådgivningen, især dem over
60 år. Nogle har været vidner, nogle er pårørende til nogen, som har det svært, nogle er blevet overfaldet, og andre er blevet stalket. Og selvom det er svært at hjælpe så broget en skare, er der én ting, som altid gør en forskel. Afgørende netværk Henning tager næsten altid udgangspunkt i netværket, når han besøger eller taler med folk i telefon. Offerrådgivningen er på den måde et første led i guidebogen. Herfra følges folk ud til rette vedkommende: ”Vi er førstehjælp til mennesker, som ikke ved, hvad de skal stille op. Mange ved ikke, de kan gøre brug af deres netværk. Og det kan lyde mærkeligt, men nogen ved faktisk ikke engang, at de har et. Jeg kommer fra
en generation, hvor det var normalt at bruge sin nabo. Men som beboer i en lejlighed i dag, ved man ofte ikke, hvem som bor hvor i opgangen. Og det er ærgerligt. Heldigvis kan man gøre noget ved det og lære sin nabo at kende, hvis man er blevet bange efter eksempelvis et hjemmerøveri,” siger han. Et andet scenarie er, når netværket ikke kan bidrage, som ofret har brug for. Det kender Henning også fra opkaldene: ”De fleste, der søger hjælp, har brug for at snakke, og nogle er ude for, at især familien er fordømmende. Hvis en er blevet overfaldet, kan familien finde på at sige, ”men du skulle jo heller ikke være taget ud”. I sådan et eksempel finder vi vej til rette hjælp og omsorg. Selvfølgelig kan vi også finde på at råde nogen til
60+årige ringer til Offerrådgivningen på grund af: 19% Vold
14% Tyveri
14% Indbrud
8%
Selvmord/død
7,5% Chikane
6,5% Ulykke
6% Røveri
eksempelvis en ny lås, men vi dømmer aldrig,” siger han. Ældre Sagens forskel Ligesom netværket i trappeopgangen står Ældre Sagen også ofte på listen over mennesker og steder, man kan gå til og få den hjælp, man har brug for. Typisk opfordrer Henning alle til selv at tage kontakt til en lokalafdeling, men det kan også gå den anden vej. ”Jeg skal snart ud og tale med en 77-årig dame om et gaderøveri, som hun stadig lider under. Hun kan ikke sove. Jeg kan ikke kurere den slags eller tage hendes angst, men jeg kan snakke med hende og finde ud af, hvad hun har brug for – hvem hun skal tale med,” siger Henning, der har planer om selv at kontakte dem, som måske kan blive hendes nye netværk.
A F E A ØRUM FOTOGR A F N A DI A BACK K R A HMER
4%
Trussel om vold
3%
Vold i parforhold
2,5% Stalking
1,5%
Seksuelle krænkelser
1% Drab
1%
Mobning
0,5%
Cybercrime
0,5% Brand
Hvem er ven og væ Besøgsvenner knytter bånd, men til hvem er ikke tilfældigt. I lokalafdelingerne lægger aktivitetslederne nemlig sociale puslespil, når de matcher venner og værter.
Hvad ledte du efter, da du søgte en besøgsven? Jeg ledte ikke efter en besøgsven, fordi jeg kedede mig. Det var noget andet, jeg kiggede efter. Jeg går til mange fritidsaktiviteter, men jeg har ikke meget familie, og det er ikke længe siden, jeg flyttede her til Stubbekøbing, hvor der ellers er mange søde mennesker. Jeg havde bare lyst til nogen at sludre og drikke kaffe med mere fast, og så så jeg en annonce i Ældre Sagens blad, hvor man kunne få en besøgsven. Den fik mig til at tage kontakt, og Mona (aktivitetslederen) sørgede for, at jeg mødte Lotte efter en måned.
Hvad ledte du efter, da du søgte en besøgsven? Jeg tænkte, at der måske fandtes en person et sted, som jeg kunne dele noget positivt med. Et menneske, som ville udvikle sig sammen med mig på en positiv måde. Så jeg ringede til Ældre Sagen og sagde, det var vigtigt for mig, at det ikke bare blev smalltalk. Vi skulle kunne snakke om noget. Ellers kunne jeg jo bare høre musik, strikke eller male. Jeg vil gerne, at der i den sidste tid af mit liv er noget positivt og fortsat er udvikling.
Hvad ledte du efter, da du søgte en besøgsven? Min mand blev pludselig syg og døde meget hurtigt. Så var jeg alene og havde ikke nogen familie. Jeg havde aldrig tænkt på muligheden for en besøgsven, men da en kvinde fra kommunen anbefalede det, syntes jeg, det lød som en rigtig god idé, fordi jeg var så meget alene. Da Gerda (aktivitetslederen) kom forbi, snakkede vi om, at det kunne være godt at finde en med nogle fælles interesser, fx haven eller hunde.
18
A K TI V FOR FRI V ILLIGE
rt?
FORBIND DEM DU TROR HØRER SAMMEN Se svarene på næste side
Hvorfor blev du besøgsven? Jeg var nytilflytter til området, og vi bor afsondret ude på landet. Jeg kendte ingen her og ville gerne have en ny omgangskreds og lære nogle mennesker på min egen alder at kende. Og så tænkte jeg, at det at være besøgsven var en god måde. Jeg har altid været aktiv i foreningsarbejde, har stået i Røde Kors-butik og lignende, og det er en god måde at komme ud, snakke med folk og blive involveret i lokalsamfundet på. Man får nogle input og venskaber. Og sådan har det også været her.
Hvorfor blev du besøgsven? Jeg blev besøgsven for lige nøjagtigt 10 år siden og har været besøgsven hos 4-5 personer siden da. Jeg har arbejdet 30 år som hjemmehjælper og har haft med ældre mennesker at gøre hele mit arbejdsliv. Jeg holder af ældre mennesker. Jeg har god tid og er alene, så jeg befinder mig rigtig godt som besøgsven. Man kan få meget ud af at høre andres livshistorie, og det er jo selskab begge veje.
Hvorfor blev du besøgsven? Jeg er 55, og det er ikke så længe siden, jeg blev pensionist, da jeg fik en blodprop. Jeg vidste bare, at jeg gerne ville fortsætte med det, som jeg bedst kunne lide ved mit gamle arbejde, så jeg kontaktede det lokale frivilligcenter, og på den måde kom jeg videre til Ældre Sagen. Sådan blev jeg besøgsven. Jeg tænker, jeg er heldig. Vi kan jo nærmest ikke undvære hinanden.
TEK ST TOR BIRK OG E A ØRUM FOTO TOR BIRK OG PER R A SMUS SEN
A PRIL 2019
19
Mød ven og vært BETZY MALMØ
LOTTE ENGLER
Besøgsvært, Stubbekøbing
Besøgsven, Stubbekøbing
Hvad er det bedste ved at have netop Lotte som besøgsven?
Hvad overraskede dig mest, da du begyndte?
Vi er simpelthen blevet pot og pande. Vi har begge været ansat i hjemmeplejen og kan lide at være noget for nogen. Det kan man mærke. Vi tænker på andre, og der har fra begyndelsen været masser at tale om. Vi begyndte at se hinanden sidste efterår, så vejret har ikke været til at gå ture, men det glæder jeg mig til, at vi skal i foråret. Lotte Engler
Betzy Malmø
BIRGIT DAMSGAARD
LILIAN KAHR
Besøgsvært, Stouby
Besøgsven, Stouby
Hvad er det bedste ved at have netop Lilian som besøgsven?
Hvad overraskede dig mest, da du begyndte?
ANNE MARIE NIELSEN
ELLEN WINTHER SØRENSEN
Besøgsvært, Horsens
Besøgsven, Horsens
Hvad er det bedste ved at have netop Ellen som besøgsven?
Hvad overraskede dig mest, da du begyndte?
Lilian er bare et dejligt menneske. Vi kan dele vores mange fælles interesser, minder, og hvad vi har lyst til at fylde vores liv med nu. Sidste gang kom hun med nogle kager, som jeg fik opskriften på. Den har ligget inde på skrivebordet, og hver gang jeg ser den opskrift, så sender jeg gode tanker til Lilian og bliver i godt humør.
Birgit Damsgaard
Anne Marie Nielsen
20
A K TI V FOR FRI V ILLIGE
Vi har jo egentlig ikke kendt hinanden så længe, og alligevel er det, som om vi har kendt hinanden hele livet. Vi kan vist bare godt lide at være sammen. Jeg havde ikke forventet, det ville virke så naturligt. Vi er også begyndt at gå til porcelænsmaling. Altså jeg gik til det, og nu kommer Betzy også med. Det er rigtig hyggeligt.
At Birgit er så selvhjulpen og selvstændig. Jeg havde hørt, at det bare gik ud på at drikke kaffe og snakke med værten om det samme hver gang, men jeg klikker med Birgit, og jeg har fået stor respekt for hende, hun er virkelig en dame med go i! Vi kan snakke i dagevis om naturen, litteratur, musik og det spirituelle, og vi tager ud for at træne sammen. Det er jo også godt for mig.
Lilian Kahr
Ellen Winther Sørensen
Jeg tror ikke, jeg kunne få en bedre besøgsven. Når jeg ingen søskende eller børn har at snakke med, så kan jeg altid snakke med Ellen. Og det er dejligt. Jeg kan altid ringe til hende, hvis der er noget. Det betyder meget for mig. Hun er så god af sig. Da jeg var indlagt, kom hun ud på sygehuset og havde blomster med, som stod ved siden af mig i de 14 dage, jeg lå der.
Der har sådan set ikke været nogen overraskelser. Jeg vidste, hvad jeg gik ind til i kraft af det arbejde, jeg har haft. Jeg er kommet rundt til så mange forskellige ældre og enlige mennesker i mit liv. Derfra ved jeg også, at der mange gange ikke kommer så mange besøg hos nogle af de ældre. Vi kom faktisk ofte ud for, at hjemmehjælpen og andre plejere var de eneste, der kom på besøg.
Mød dem der matcher MONA HANSEN Aktivitetsleder, Stubbekøbing Hvorfor tænkte du, netop dette match ville være godt?
Jeg har et kæmpe netværk her i området. Jeg har arbejdet i den lokale købmand på deltid i 26 år, og fordi min mand og jeg havde vores eget taxifirma, hvor jeg var ”på pinden”, har jeg haft meget kontakt med folk. Jeg kan slet ikke lade være med at tænke, ”hvem kan være noget for hvem". Lotte og Betsy er begge fra Københavnskanten, og de har været i hjemmeplejen. Først besøger jeg altid ven og vært og alene, og der tænkte jeg, at de kunne have det hyggeligt sammen.
Hvad er den største udfordring, når du skal matche?
Der mangler besøgsvenner. Det kan være så trist, når nogen gerne vil have en, men vi ikke kan finde det gode match.Det er også problematisk, når kommunen spilder vores tid. Sommetider bliver jeg kontaktet om nogen, der menes at ville have godt af en besøgsven, men når jeg så kontakter dem, er de slet ikke interesserede.
ESTHER HENRIKSEN Aktivitetsleder, Stouby Hvorfor tænkte du, netop dette match ville være godt?
Jeg besøgte Birgit og kunne se, at hun var en spændende og stærk person, som skulle have en besøgsven, der kunne give hende noget modspil. På det tidspunkt havde jeg lige mødt Lilian. Hun var også en kvinde, der havde sine meninger og virkede sikker og velovervejet. Lilian skulle egentlig have været i en anden landsby, men jeg kunne fornemme, at hun og Birgit ville være et godt match. Og i dag kan vi jo også fornemme, at de passer godt sammen.
Hvad er den største udfordring, når du skal matche?
Den største udfordring er, at vi sjældent har overskud af besøgsvenner. Det betyder, at når vi har besøgt en, der gerne vil have en besøgsven, så er det meget ofte at vi ikke har nogen at vælge imellem. Det gælder særligt mænd. Vi har næsten ingen mænd, og det gør det svært, når en vært ville matche bedst med en mand.
GERDA FISCHER-OLSEN Aktivitetsleder, Horsens Hvorfor tænkte du, netop dette match ville være godt?
Jeg har været hjemmesygeplejerske her i byen i 30 år, og så kender jeg jo mange mennesker. Jeg kan fornemme, hvem der er gode og søde, og fornemmer med det samme, hvordan mennesker passer sammen. Jeg har været med til at matche omkring 50 besøgsvenner, og det er ikke svigtet indtil videre. Jeg kender Ellen fra hjemmeplejen, hvor jeg arbejdede som hjemmesygeplejerske. Hun har en god karakter, er stille og rolig og en dygtig hjemmehjælper. Så da jeg besøgte Anne Marie og mærkede, at hun var ked af det, ensom og trængte til en besøgsven, var jeg ikke i tvivl om, at de kunne passe sammen.
Hvad er den største udfordring, når du skal matche?
Sidste år var det rigtig svært at få en besøgsven. Der kom mange unge mennesker omkring de 20 år, men de vidste ikke altid helt, hvad de gerne ville. Vi må ikke spilde for meget tid på dem, der, når det kommer til stykket, og de er blevet sat ind i, hvad det vil sige at være besøgsven, ikke gider alligevel.
A PRIL 2019
21
“Jeg havde ikke selv opdaget, at der var noget galt” Demens kædes ofte sammen med ældre mennesker. Men hjerne sygdommen rammer også yngre voksne. I Danmark lever 3.000 danskere under 65 år med demens. Uni er en af dem.
Af Aida Bachiri Fotograf Ólafur Steinar Gestsson
U
ni var i begyndelsen af 50’erne, da hun fik stillet diagnosen Alzheimers. De første tegn på demenssygdommen viste sig allerede mange år forinden. ”Jeg havde gået længe med det inden diagnosen, men man troede simpelthen bare ikke på, at det kunne være det, fordi jeg var så ung,” siger Uni. Det var hendes arbejdsplads i Tyskland, som gav hende et praj om, at noget havde forandret sig, da hun blev opsagt fra sin stilling. ”Det var pinligt. Jeg havde ikke selv opdaget, at der var noget galt. Jeg fik bare serveret, at jeg var smaddersød, men de kunne ikke have mig mere, fordi jeg ikke kunne huske noget. Det var en barsk besked at få. Jeg havde svært ved at forstå det,” fortæller Uni. Efter opsigelsen i Tyskland vendte Uni hjem til Danmark, hvor hun fandt nyt arbejde. Mod på at stå frem En kollega på det nye job i Danmark bemærkede, der var noget alvorligt galt med Uni. Det førte til en udredning hos egen læge, hvor hun til sidst fik diagnosen. Først nu forstod hun, hvad der var ved at ske: ”Jeg husker, at min mor især blev meget ked af det. Det er jo hårdt at se sit barn på den måde. Men nu er jeg altså
22
A K TI V FOR FRI V ILLIGE
her – og jeg har det faktisk ganske udmærket. Jeg mangler ikke noget,” siger Uni. Hun er ikke bange for at stå frem. Også selvom hun godt er klar over, at hun kan komme til at sige noget, der ikke giver mening, når hun er blandt andre mennesker. ”Jeg holder ikke mund af frygt for at sige noget vrøvl. Så undskylder jeg bare og forklarer, at jeg har en hjernesygdom,” fortæller hun. Men Uni har svært ved at forholde sig til selve diagnosen, og det er også en kompliceret sygdom. Demens opstår i hippocampus, som er placeret i tindingelappen. Denne del af hjernen fungerer som et lager og er ansvarlig for hukommelse. Når den rammes, svækkes evnen til at huske, for demenssygdommene nedbryder cellernes evne til at kommunikere med hinanden. Til sidst rammer sygdommen centret af hjernen, der regulerer vejrtrækning og kredsløb. Demens er et samlet begreb for over 200 hjernesygdomme. Alzheimers, som også er Unis diagnose, er den mest almindelige form for demens. En ny virkelighed Unis verden er på mange måder ukendelig i forhold til, hvordan den var engang. I dag er hendes hverdag i høj grad afhængig af huskesedler.
”Giv mig bare et stykke papir, så kan du få mig til at gøre alt. Men jeg kan ikke holde det fast inde i min knold. Det kunne jeg engang. Jeg har været så skarp, at du tror, det er løgn. Det er næsten til at tude over, at man har tabt så meget,” siger Uni. Datteren Sara på 13 år er et åbenlyst lyspunkt i Unis liv. Hun bor med sin far og kommer indimellem på besøg. ”Min datter er fantastisk. Jeg har oplevet så meget i mit liv, at jeg egentlig ikke behøver mere,” siger Uni. Nyt hjem, nyt liv I Huset på Nørrebro svinger Uni badmintonketsjeren, mens hun bevæger sig hen over gulvet. På den anden side står Dan klar til serve. Han er medarbejder i det specialiserede aktivitetstilbud for yngre voksne med demens. “Badminton er sjovt. Det vil alle spille her,” siger Uni. Hun bor i Lindehusene, som er en del af Center for demens i København. Boligerne ligger på den anden side af Huset, hvor Uni kommer fast tre gange om ugen. ”Det her er et skønt sted at komme og være. Langt de fleste er smaddersøde. Det gør en forskel, at man har noget sammen – så er det ikke så hårdt at være i det, vi nu alle har. Jeg har det liv, jeg har nu,” siger hun.
Vær noget for en som Uni Hen over foråret sætter Ældre Sagen fokus på demens ved at give ordet til dem, det hele handler om. Vi vil vise mennesket bag diagnosen og få flere til at blive bedre til at forstå demens. Alle med en demenssygdom forsøger løbende at kompensere for deres funktionstab. Deres identitet og selvværdsfølelse er derfor hele tiden på spil. De kan have svært ved at tolke situationer og egne behov, fordi de netop er ramt på deres evne til at tænke struktureret og regne situationen ud. Jytte Hansen, der rådgiver om demens i Ældre Sagens, forklarer, hvad frivillige kan gøre: "Mennesker med demens blomstrer i relationer, hvor man gør noget sammen til fælles glæde. Det er en god idé, at frivillige tilegner sig viden, så de forstår sygdommens mangfoldige væsen," siger hun.
A PRIL 2019
23
Tag hånd om dit
digitale efterliv Vores liv på internettet kan ende med at blive meget længere end vores fysiske. Vi får nemlig ikke taget stilling til digital arv i tide. Det vil it-frivillige forandre.
48
% af os vil helst ikke leve videre på sociale medier, når vi ikke er her længere, men langt færre af os får sørget for, at andre kan lukke og slukke, når vi ikke mere er i live. 20 % af os synes, at pårørende skal bestemme over vores digitale liv, når vi er døde, men det kan ligeledes være svært at handle på, når de ikke har adgang til div. konti, og det har de færreste. Den slags er også problematisk juridisk. Da de fakta stod helt klart for it-koordinator i distrikt 5, Willi Nielsen fra Bov lokalafdeling, begyndte han at holde oplæg om digital arv. Det har han nu gjort over 25 gange siden 2016. ”Hvis du ser bort fra det digitale, så har 54 % af den voksne befolkning gjort sig overvejelser om at oprette et økonomisk testamente, men det er kun ca. 20 % som rent faktisk får det gjort. Uklarhederne er endnu støre ift. den digitale arv,” siger han.
Hvad med mig? Til oplæggene vil de fremmødte gerne vide, hvad der overhovedet sker digitalt, når man dør, og hvad de selv kan gøre – det er helt basale ting, forklarer Willi: ”De spørger om alt fra sociale medier til økonomi. Mange bliver eksempelvis sat i en ulykkelig situation i en allerede svær tid, fordi fælleskonti faktisk bliver lukkede, når en ægtefælle dør. Så kan man ikke betale regninger. Det er en ekstra trist måde at blive efterladt på,” siger han.
Ny undersøgelse om død 2 ud af 3 har ikke tænkt over, hvad der skal ske med deres Facebookkonto eller andre elektroniske konti, når de en dag dør. Det viser en undersøgelse, som Ældre Sagen netop har lavet, om danskernes forhold til egen og næres sidste tid og død.
24
A K TI V FOR FRI V ILLIGE
Til sine oplæg hører Willi også ofte, hvordan ”min mand tog sig af alt det økonomiske,” og så sidder en enke tilbage og har ikke fået forberedt sig digitalt. Og der er mange detaljer, som han anbefaler folk at få styr på: Billetnet, rejsekort, rejsebureauer og sociale medier er bare et par eksempler. Willi foreslår, at alle, som er på sociale medier, gransker ”eftermæle” de steder, hvor vi har konti, fx på Facebook, Instagram, LinkedIn og Snapchat. Ny verden, samme hensyn Selv har han talt, at andre vil skulle ordne 122 digitale anliggender for ham, når han ikke er her længere. Men alt er selvfølgelig ikke lige betydningsfuldt, forklarer han. ”Noget er økonomisk vigtigt, andet er følelsesmæssigt vigtigt. Det kan virke så ligetil, at man skal smide et brev ud, som man ikke ønsker, at pårørende skal finde, men får man også gjort det tilsvarende på computeren?” spørger han. Han opfordrer til, at vi tænker over – og ikke mindst handler på – hvordan vi vil leve videre på nettet: ”Vores digitale liv forandrer alt. Det kan vise, hvem vi har været sammen med og give indblik i kommunikation. Selvfølgelig kan der dukke en søskende op, som ingen kendte til, når far er død, men de fleste ville nok have smidt kærestebrevene ud, som ingen måtte se, hvis de ligger i chatollet,” siger han og slutter, at problemstillingerne er ens, altså hensyn og forholdsregler. Den digitale verden adskiller sig altså ikke totalt fra tiden før, vi kunne leve for evigt online.
20%
vil gerne have en våger til stede, når de en dag skal dø
53% mener, at vi taler for lidt om døden
12% har aldrig talt med andre om døden
JOURN A LIST E A ØRUM
PÅ COMPUTEREN
VIELSESATTEST
SANGE
VIDEO
SKØDE/ANDELSBEVIS
BREVE
BILLEDER
Mit digitale liv PRAKTISK
EMOTIONELT
SUNDHED OG OFF. KOMM.
KOMMUNIKATION
Fx sundhed.dk, borger.dk og eBoks
ØKONOMI NEM ID
Fx banker og SKAT
BILLEDER
FORSIKRING OG PENSION Fx PFA Pension, Tryg og Alka
A PRIL 2019
I SKYEN
25
Birgitte Bavnhøj (tv.) er bl.a. ad hoc-frivillig på det lokale museum, hvor hun i dag hilser på Anne Grethe Krogager, som er formand for Ældre Sagen i Greve.
FRIHEDSELSKENDE fleksible frivillige
Nye former for frivillighed dukker op i hele Danmark. Også i Ældre Sagen inviteres frivillige, som ikke vil binde sig, inden for. Af Ea Ørum Fotograf Mew
I
kke at dedikere sig til faste dage og gøremål kan være attraktivt for nogle frivillige, men da Birgitte Bavnhøj meldte sig som frivillig, vidste hun ikke, at det var en mulighed. Hun blev først en fast del af it-caféen, men det var ikke lige sagen. ”Var jeg blevet der, havde jeg kedet mig. Jeg vil have mere end én fast opgave, og det skal være fleksibelt. Jeg har også gang i en masse, som jeg
26
A K TI V FOR FRI V ILLIGE
har brug for frihed til, mine børnebørn og mine hunde, og derfor er jeg blevet ad hoc-frivillig. Vi kan tage over for hinanden, når nogen skal noget. Det, synes jeg, er så fantastisk,” siger Birgitte. Hun er spisevært, spiller banko på et plejecenter og hjælper stadig gerne til i it-caféen, hvis det kniber. Og så er hun med i et demensprojekt, som bl.a. Ældre Sagen og Greve kommune har iværk-
”Der er en tendens til, at man er frivillig flere steder. Derfor er muligheden for at blive ad hoc-frivillig også tidssvarende” Anne Grethe Krogager, lokalformand i Greve
sat på byens museum. Ingen af aktiviteterne er hverken faste eller tilbagevendende. Hun siger derimod ja til konkrete opgaver fra gang til gang. Flere som Birgitte Og det er helt normalt at ville prøve noget forskelligt, forklarer Anne Grethe Krogager, som er formand for lokalafdelingen: ”Set over en bred kam handler ad hoc-frivillighed selvfølgelig også om at få flere frivillige til vores mange indsatser, men det handler også om, at vi skal tilpasse os de liv, som mange lever i dag med mange interesser og forpligtigelser. Ofte hører jeg folk sætte lighedstegn mellem at være frivillig i Ældre Sagen og så at være besøgsven, hvor man som regel binder sig til en vært og faste aftaler, men det er ikke alle, der har hverken mulighed for eller lyst til det. Og for nogle, der mister deres besøgsvært, kan ad hoc-frivillighed også være en måde at fortsætte på, uden at skulle forpligte sig som besøgsven med det samme igen,” siger Anne Grethe. Ikke at ville være besøgsven kan Birgitte relatere til: ”Ud over at jeg insisterer på fleksibilitet, har jeg heller ikke lyst til at engagere mig for personligt. Jeg kan godt lide, der er en grænse. Jeg beundrer dem, der er glade for at være besøgsvenner, men det er ikke for mig. Jeg vil selvfølgelig gerne være noget for nogen, og på mig har det gjort stort indtryk at være spiseværtinde. Vi sørger for det sociale. Vi snakker med gæsterne og giver dem en god dag,” siger Birgitte. Hun er ikke kun frivillig i Ældre Sagen. Bankospillet på plejehjemmet er i andet regi. Og at være engageret andre steder er også helt normalt, fortæller Anne Grethe: ”Der er en tendens til, at man er frivillig flere steder. Derfor er muligheden for at blive ad hoc-frivillig også tidssvarende. Vi er også begyndt
at have nye aktiviteter, hvor vi slet ikke har brug for frivillige hele året og hver uge, fx til nogle udendørsaktiviteter, som vi kun har om sommeren. Og så er der også yngre frivillige, som stadig er i job. Alt sammen kan det passes ind, hvis vi kaster os ud i at koordinere det,” siger Anne Grethe. Klædt på? En kritik af ad hoc-frivillighed er gået på, om de nu også er klar på de konkrete og enkelte opgaver, som de siger ja til at løse. Birgitte har kun været i tvivl én gang: ”De tanker, jeg har haft, om hvorvidt jeg kunne fylde en rolle ud, er gået på emner, som slet ikke har med min løsere tilknytning at gøre. Jeg har kun været lidt i tvivl, inden jeg var spisevært første gang. Og der var det spørgsmål om, hvordan jeg skulle tale med gæsterne, som rørte sig, men det var jo simpelt. Jeg havde til gengæld slet ikke gjort mig tanker om, hvor stor en forskel vi gjorde for gæsterne, som kom. De har til dagligt meget lidt kontakt med andre. Vi tænker sommetider slet ikke over, hvor lidt der skal til for at skabe glæde,” siger Birgitte. Formanden understreger, at ad hoc-frivillige, ligesom alle andre frivillige, kommer på kurser og er forsikrede. Det er også den samme procedure, de skal igennem, når de begynder i lokalafdelingen. Og for Birgitte betyder den løsere tilknytning heller ikke, at hun ikke får en bid af fællesskabet: ”Vi har netop været til fest. Det var en fantastisk flot aften med god mad og levende musik, og alle vi frivillige blev budt velkommen af mere end en fra bestyrelsen. Lige da jeg fik invitationen, så sagde jeg nej tak, for det var egentlig ikke den slags, jeg var interesseret i, da jeg meldte mig som frivillig, men ombestemte mig heldigvis, for det var hyggeligt at møde de andre,” siger hun.
A PRIL 2019
27
LANDET RUNDT
SØNDERBORG-SUNDEVED
Strik til et godt formål
S
trikkepindene glødede, da 22 kvinder fra Ældre Sagen Sønderborg-Sundeved sidste efterår strikkede huer i alle regnbuens farver til kræftpatienter på Sønderborg Sygehus. I december afleverede de flittige strikkedamer 65 huer på sygehuset. Og der skal strikkes flere huer i år. Idéen til huerne opstod hos kasserer Kamma Hansen, der som pårørende flere gange har siddet i venteværelset på sygehuset og set patienter, der har tabt håret pga. kemobehandling. Flere får en paryk, men sådan en er dyr, og Kamma mente, at det også måtte være rart at få en hue til at supplere med – kvit og frit. Hun præsenterede strikkeklubben for idéen, som den syntes lød spændende. Hun talte derefter med en sygeplejerske på sygehuset, som også kunne lide idéen.
Der blev fundet opskrifter og garn, og så blev der ellers strikket huer både ved strikkeklubbens ugentlige møder og hjemme i stuerne. Kort tid efter, at huerne blev afleveret på sygehuset, skrev sygeplejersken til Kamma: ”Folk er vilde med dem”. Inga Jensen har i 13 år været tovholder for strikkeklubben, der mødes en gang om ugen fra september til juni. Hun fortæller, at alt, hvad der bliver strikket, går til et godt formål, fx strikker damerne også trøjer og tæpper til Mødrehjælpen og Kirkens Korshær. Garnet får de bl.a. fra private, fra donationer eller lokale genbrugsbutikker. ”Og hvis det kniber, er lokalafdelingen flink til at give et beløb, så vi kan købe mere garn,” fortæller Inga. Heldigvis har damerne også tid til at lægge strikketøjet og hygge sig med kaffe og kage, når de mødes.
Kom selv i gang • Kontakt en afdeling på et sygehus, og tilbyd at strikke til store eller små patienter • Kender du en, der arbejder på stedet, kan det være et godt sted at begynde • Spørg private, om de kan undvære en rest garn – eller tal med den lokale genbrugsbutik • Søg evt. fonde om mindre donationer til garn til det gode formål
28
A K TI V FOR FRI V ILLIGE
Fotograf Kim Holm, JV
Sønderborgs strikke klub strikker huer til kræftpatienter på Sønderborg Sygehus.
RUDERSDAL
Musikalske venner søges
M
Jørgen Rassing (siddende) og Kurt Senfer fra Musiknetværket fanget i en pause under en optræden. Næste gang musiknetværket skal optræde, er ved en Fredagsmatiné d. 3. maj i Rudersdal.
Fotograf Hanne Senfer
usiknetværket i Rudersdal inviterer amatørmusikere fra andre af Ældre Sagens lokalafdelinger til at indgå i et samarbejde med musiknetværket. For fem år siden begyndte musiknetværket som et samarbejdsprojekt mellem Ældre Sagen Rudersdal og Frivillig center Rudersdal. Det består af ældre amatørmusikere, som har lyst til at optræde med deres instrument/sang. Hvor ofte man ønsker at spille med, er op til den enkelte. Musiknetværket underholder gratis ved en række arrangementer enten i Ældre Sagens regi, på plejehjem eller andre af kommunens institutioner. Desuden spiller de ved fredags matinéer seks gange om året. ”Vi spiller primært rytmisk musik, og der er altid lagt fællessang ind i programmet,” fortæller tovholder Jørgen Rassing fra Ældre Sagen Rudersdal og tilføjer, at musiknetværket sidste år spillede hele 31 gange. Der har bl.a. været gæstesolister og orkestre fra andre lokalafdelinger, som har optrådt. De, der har medvirket, kan gensidigt benytte musiknetværkets tilbud lokalt, dvs. at de også kan invitere musiknetværket til at komme og spille hos dem. Jørgen Rassing mener, at der i andre lokalafdelinger er flere amatørmusikere, som har lyst til enten at spille sammen med musiknetværket eller gæsteoptræde. Både
solister og orkestre er velkomne, og det er muligt at optræde enten med eget eller netværkets akkompagnement. Få mere information om musiknetværket enten hos Jørgen Rassing på rassing.j@hotmail.com eller Kurt Senfer på kurt.senfer@gmail.com
Ny viden til mænd – ja tak
E
n ting har deltagerne i Ældre Sagen Ikasts mandeaftener til fælles: Alle er friske på nye oplevelser og socialt samvær. Siden 2017 har Laurids Harch Lauridsen været tovholder på lokalafdelingens mandeaftener, der sidste år løb af stablen seks gange med 28 deltagere pr. gang. Deltagerne er med Laurids’ ord modne mænd, hvoraf nogle fortsat er på arbejdsmarkedet, mens andre enten har lidt tilknytning – eller har sagt farvel til arbejdslivet. Hvad laver herrerne fra Ikast så på en mandeaften? De besøger lokalomL A NDE T RUNDT A F BRIT T JENSEN
rådets virksomheder og kommunale arbejdspladser. Her bliver de bl.a. præsenteret for produktionsformer, arbejdsprocesser – og hører eksempelvis om, hvordan virksomhederne arbejder med innovation og ny teknologi. ”Virksomhederne slår med glæde dørene op for os,” fortæller Laurids og tilføjer, at af og til er hustruerne også med, fx da de sidste år besøgte Boxen i Herning og bl.a. hørte om, hvordan alt skal fungere på og bag scenen, når de store stjerner skal optræde. Mændene kommer selv med forslag til, hvilke virksomheder de gerne vil be-
IKAST
søge. Her trækker de på egne netværk, fx tidligere arbejdspladser eller familie/bekendte, der er på en spændende arbejdsplads. Enten tager forslagsstilleren selv den første kontakt til virksomheden, eller også sender Laurids en mail med en forespørgsel og følger derefter op. På listen over virksomheder, der skal besøges senere i år, står bl.a. Ikast Spildevand og Midt og Vestjyllands Politi – sidstnævnte med ægtefæller. Ingen tvivl om at herrerne fra Ikast vender hjem fra mandeaftenerne med gode oplevelser og ny viden. A PRIL 2019
29
GDPR
Send gerne spørgsmål til aktiv@aeldresag en.dk om GPDR og dit frivillige virke
Her er et par af de spørgsmål, som lokalafdelingerne har stillet om GDPR til Ældre Sagens jurist, Peter Skov.
H
vornår skal vi lave en databehandleraftale? Databehandleraftaler skal vi lave, når en tredjepart skal håndtere personoplysninger på vores vegne. Vi skal ikke lave en databehandleraftale, hvis hovedformålet ikke er at ”databehandle”, men at oplysningen, fx en adresse, er nødvendig for at løse en opgave. Et eksempel kunne være madudbringning. Han eller hun, som deler mad ud, har brug for adresserne, og databehandling eller -deling er ikke hensigten med, at vedkommende har fået dem. I det tilfælde behøver man ikke lave en databehandleraftale, selvom vedkommende har modtaget adresser og navne. Flere lokalafdelinger benytter sig af trykkerier, når der skal laves blade, og de deler også ud. Trykkerierne bruger navne og adresser, de har fået fra sekretariatet. Ved den slags aftaler, skal vi lave databehandleraftaler med trykkerierne. De behandler nemlig data – de trykker, opbevarer og distribuerer. Er hovedformålet at databehandle, så skal man altså have en databehandleraftale. Hvad skal man huske på mht. billedbrug, og hvordan kender man forskel på billedtyper? Vi skal skelne mellem portræt- og situationsbilleder. Til portrætter skal vi altid bruge samtykke fra den portrætterede. Samtykket kan i princippet være mundtligt såvel som skriftligt, men vi anbefaler et skriftligt, fordi det er nemmere at dokumentere. Et situationsbillede kan vise en stemning fra eksempelvis en gåtur, og selvom man kan genkende dem på forreste række, er det ikke et portrætfoto. Ved situationsbilleder behøver vi ikke samtykke, men hvis en på billedet ikke synes om at være med, skal den person fjernes. Vi opfordrer til altid at imødekomme indsigelser. Hvorfor er der særlige samtykker ved rejser? Samtykker kan som sagt være både mundtlige og skriftlige, men det er altså nemmest at håndtere den slags på skrift. Samtykke er også vigtigt ift. rejse. Den, der står for rejserne i lokalafdelingen, må aldrig modtage tilmeldinger og penge. Det hænger sammen med, at de ved at modtage tilmeldinger vil blive gjort til rejseansvarlige. I stedet for skal det busselskab eller rejsebureau, som står for turen, modtage adresser og penge. Det er selvfølgelig vigtigt for lokalafdelingen at vide, hvem der skal med på turen. For at rejsebureau eller busselskab kan videregive den slags deltageroplysninger, skal de have tilladelse. Det er derfor vigtigt, at lokalafdelingerne får det afklaret på skrift, inden tilmeldingerne går i gang. Hvad vil der ske i fremtiden i forhold til GDPR? Det her område er bl.a. kendetegnet ved at være under udvikling. De entydige, uforanderlige og klare svar er derfor svære at finde. Vi lærer alle løbende, og her taler jeg ikke bare om Ældre Sagen men om hele Europa.
30
A K TI V FOR FRI V ILLIGE
KIS ØSTERGAARD Gjern Gives for den særlige ihærdige indsats ydet igennem mange år i Ældre Sagen. For en uvurderlig indsats som medlem af lokalbestyrelsen. For at være ambassadør og sikre omtale i avisen, sikre annoncer og aftaler. Som både besøgsven, bisidder og ved udførelsen af de mange opgaver, der ligger i det lokale arbejde. For en stor indsats helt ud over det, man kan forvente. OVE LAURIDSEN Juelsminde Gives for den særlige ihærdige indsats ydet igennem mange år i Ældre Sagen. For en uvurderlig indsats som medlem af lokalbestyrelsen og for sit formandskab fra 2007 til 2013. For utrætteligt at være tovholder for Syng Sammen og for at gøre Ældre Sagen synlig i lokalmiljøet ved at tage initiativ til Syng Sammen på Havnen med mange deltagere. Ved sin store berøringsflade har Ove været med til at gøre Ældre Sagen synlig og give os et godt renommé. CHRISTIANE HANSEN Frederiksberg Gives for den særlige ihærdige indsats ydet igennem mange år i Ældre Sagen. For altid at medvirke til en god og positiv stemning. For igennem sin egen deltagelse i og opstart af mange aktiviteter at sprede lys og glæde blandt medlemmerne. MARY JØRGENSEN Nyborg-Ullerslev Gives for den særlige ihærdige indsats ydet igennem mange år i Ældre Sagen. For en stor indsats som lokalbestyrelsesmedlem og for i høj grad at medvirke til, at der lokalt er mange aktiviteter. For altid at være til stede både som kontor-blæksprutte og som hjælp til indkøb og køkken.
Sekretariatet
Landsbestyrelsen
Ældre Sagens direktør Bjarne Hastrup
Vicedirektør Dorthe Wille dw@aeldresagen.dk
Preben Staun (landsformand) ps.lb@aeldresagen.dk
Økonomichef Jens Søndergaard jss@aeldresagen.dk
Vicedirektør Michael Teit Nielsen mtn@aeldresagen.dk
Birger Rasmussen (næstformand) birger.rasmussen@outlook.dk
Kommunikationschef Maria Luisa Højbjerg mlh@aeldresagen.dk
Marketingschef Torben Schack ts@aeldresagen.dk
Kai Nørrung kainoerr@hotmail.com John Kirstein kirstein.sorensen@gmail.com
Frivilligafdelingen Frivilligafdelingschef Lars Linderholm ll@aeldresagen.dk
Ensomhed, fx Danmark Spiser Sammen David Vincent Nielsen dvn@aeldresagen.dk, 33 96 87 76
Sekretær Kirsten Thustrup kt@aeldresagen.dk, 33 96 87 02
Ensomhed, fx Danmark Spiser Sammen Karen Skou ksk@aeldresagen.dk, 33 96 87 18,
Souschef Jacob Bøgesvang jb@aeldresagen.dk
Plejehjem og demens Jette Abildskov ja@aeldresagen.dk, 33 96 87 38
Udviklingskonsulent Eva Raabyemagle er@aeldresagen.dk
Vågetjeneste, sorg og livsmodsgrupper Camilla Stubbe Teglbjærg cst@aeldresagen.dk, 33 96 86 68
Foreningskonsulent i distrikt 7, 8 Bente Petersen bp@aeldresagen.dk, 28 10 52 87
It-konsulent Judith Nathan jn@aeldresagen.dk, 33 96 86 92
Foreningskonsulent i 9, 10 Lise Høst lih@aeldresagen.dk, 24 79 62 63
It-konsulent Jesper Holst jho@aeldresagen.dk, 33 96 8632
Foreningskonsulent i distrikt 3, 4 Mogens Rieks mr@aeldresagen.dk, 28 10 48 46
Motion Karin Schultz kas@aeldresagen.dk, 33 96 86 46,
Foreningskonsulent i distrikt 1, 2 Torben Færk tf@aeldresagen.dk, 28 10 48 45
Frivilligservice Ole Peinow op@aeldresagen.dk, 33 96 86 58
Foreningskonsulent i distrikt 5, 6 Troels Lorenzen trl@aeldresagen.dk, 40 16 46 38
Frivilligservice Per Jacobi pj@aeldresagen.dk, 33 96 86 90
Ældrepolitik Rikke Sølvsten Sørensenrss@aeldresagen.dk, 33 96 87 78
Regnskab Christian Agersund ca@aeldresagen.dk, 33 96 87 84
Generationsmøder Katrine Sølyst Heinild ksh@aeldresagen.dk, 51 33 56 47
Regnskab Bente Holmgren Sørensen bhs@aeldresagen.dk, 33 96 86 02
Socialhumanitær, fx besøgsvenner Tine Schiller tsc@aeldresagen.dk, 33 96 86 48
Kursussekretær June Mortensen jm@aeldresagen.dk, 33 96 86 42
Socialhumanitær konsulent Louise Murman lms@aeldresagen.dk,33 96 87 19
Kursussekretær Karin Rosenquist kr@aeldresagen.dk, 33 96 87 27
Anne Grethe Krogager ag.krogager@gmail.com Ebbe Johansen ej@danskill.dk Hans Christian Rask hcrask@live.dk Bodil Wöhnert bwohnert@mail.tdcadsl.dk Ebbe Johansen ej@danskill.dk Finn Lindekilde lindekilde48@live.dk
Rådgivningen 80 30 15 27 Man-ons Tors Fre
10 - 14 14 - 18 10 - 14
www.aeldresagen.dk/ frivilligportalen
Ældre Sagen Snorresgade 17-19 2300 København S
A PRIL 2019
31
I marts sendte vi vores nye hunde tørklæde ud til alle lokalafdelinger, der har registreret besøgsvenner med hund. Tørklædet er et slags id-kort til hunden. Hvis du endnu ikke har fået et tørklæde til din hund, eller hvis du gerne vil i gang som besøgsven med hund, så kontakt din lokale aktivitetsleder. Vi har også gjort det nemmere at få testet hunde – om de egner sig til besøgstjenesten. Læs mere om mulighederne på aeldresagen.dk/besøgstjeneste. Skriv til aktiv@aeldresagen.dk, hvis du vil have din hund i bladet.
FRIGGA, 12 ÅR ”Lige nu besøger vi fast to plejehjem, og Frigga elsker det. Hun er også læsehund på biblioteket, og her kan børn, der endnu ikke er så stærke til at læse, sidde med Frigga og læse højt for hende. Det skaber sådan en god ro. Jeg har også en anden hund, som jeg glæder mig til at få godkendt til besøgstjenesten,” siger Erna Lehmann fra Odense.
KARLA, 11 ÅR ”Vi har besøgt den samme mand i tre år, og selvom han med tiden er blevet meget demensramt, så har det ikke påvirket, hvor glad han er for at se Karla. Han har slet ikke lyst til at lade hende gå igen. Vi besøger ham en time en dag om ugen,” siger Inge Højgaard fra Dragsholm, som har haft labber-hunde siden 1978.
HANNIBAL, 10 ÅR ”Jeg plejer at sige, at Hannibal er lidt af en klappoman. Han er meget social, så han er helt perfekt som besøgs hund – de, der har lyst, kan bare klappe ham. Han er vant til mange og nye mennesker, for han kommer også altid med på camping og besøg,” siger Berit Gläser fra Tornved-Svinninge.
AKTIV F R I V I L L I G B L A D E T | A P R I L 2 019