Ville egentlig have en besøgsven

Aktiv har ringet til frivillige i besøgstjenesten rundt om i landet for at høre, hvordan de håndterer corona-situationen og bruger Ældretelefonen.

ÆLDRETELEFONEN ER ENDNU EN MÅDE AT HJÆLPE ENSOMME PÅ

”I mange lokalafdelinger tildeler man ikke nye besøgsvenner i øjeblikket, men som besøgsven må vi selv sætte en retningslinje under de gældende coronaregler. Jeg har besluttet, at min besøgsven er en del af min boble, så jeg ser kun hende og min nærmeste familie. Jeg foreslår ofte Ældretelefonen til dem, som i forvejen får et tryghedsopkald om morgenen, men som egentlig gerne ville tale mere, end hvad der er tid til der. Jeg gør generelt alt, hvad jeg kan, for at gøre opmærksom på Ældretelefonen, for jeg ser den som endnu en mulighed under paraplyen af aktiviteter, som kan nedbryde ensomhed. Det vigtigste er jo, at vi samlet i Ældre Sagen netop hjælper dem, som har brug for det.

Marianne Nørby Hallin Aktivitetsleder på Ældretelefonen og besøgsven

SOM LILLE AFDELING KENDER VI DE FLESTE OG HAR SNOR I FOLK

Vi er ikke så stor en afdeling og kender alle besøgsvenner, så vi har ret god føling med dem. De fleste fortsætter besøgene, hvis det er muligt, dog må besøgsværterne på plejehjem ikke få besøg, ligesom der er nogle, som er nervøse for smitte. Der har vi aftalt, at besøgsvennerne i stedet ringer et par gange om ugen og får en snak.

Hvis en besøgsven føler, at besøgsværten er helt alene, så tilbyder vi også at ringe til dem fra vores lokale telefonstjerne. Det fungerer godt, og der har vi god kontakt.

Vi har anbefalet Ældretelefonen til nogle stykker, men ellers henviser vi mest til vores lokale opkaldstjeneste.

Tove Madsen

Aktivitetsleder af Besøgstjenesten i Korsør

VI KLARER DET GODT LOKALT, OG JEG PASSER PÅ

Jeg synes, det går overraskende godt. Vi får også nye til, altså både besøgsvenner og værter, som gerne vil have en at tale med i denne tid.

Vi har meldt ud, at hvis nogen er utrygge, skal de selvfølgelig ikke besøge eller modtage besøg. I de situationer foreslår vi at ringe, hvor det kan lade sig gøre. Vores tryghedsopkald er også udvidet lige nu.

Jeg besøger normalt selv en ældre herre på 93 år, som bor med sin kone, men han har KOL og får ilt 24/7. Til ham har jeg valgt at sige, ‘ved du hvad, vi ringer sammen’. Det skal ikke være mig, som kommer derhen med smitte udefra, fordi min kontaktflade er lidt større.

Per Beck Sørensen

Aktivitetsleder af Besøgstjenesten i Galten

Under corona er ensomheden blandt ældre fordoblet

Ca. 100.000 ældre føler sig svært ensomme under corona. Før var det 55.000. Mindst dobbelt så mange ældre oplever moderat ensomhed.

Fællesskabet er corona-udfordret

Af Annette Guildal, frivillig på Frederiksberg

Fællesskab hænger sammen med samvær, nærvær og fælles fodslag – men når alting det seneste år har drejet sig om afstand og sammen hver for sig, er det godt nok svært at få bevaret bemeldte fællesskab. Den samhørighed, man som frivillig i Ældre Sagen naturligt føler, er der nogle ydre forhold, der – omend ikke har spoleret – så i høj grad sat på pause.

De fleste af os kan heldigvis sige, at vi ikke fejler eller mangler noget i hverdagen, men når de fysiske behov er dækket, og behov som tryghed og sikkerhed er stillet af de højere magter, kravler vi lidt længere op ad Maslows pyramide og kommer til de sociale behov … nåh, dem kunne vi så heller ikke få stillet. Med krav om masker og isolation i forhold til familie og venner, gamle som unge, så er det her, vi begynder at få ondt i tilværelsen. Nogle mere end andre.

Fællesskab på afstand fungerer ikke for mig. Det er lidt som at forlade et arbejde, en rejsegruppe, et ophold på en højskole, hvor man er overbevist om, at netop de vidunderlige kolleger, de morsomme rejsekammerater, det helt specielle hold på højskolen – dem glemmer man aldrig. Deres navne vil man huske for evigt! Og hvad sker der? De glider bort, tilhørsforholdet glemmes, og ikke mindst fællesskabet smuldrer i en anden hverdag.

I foråret 2020 var der kreativitet overalt og hatten af for alle de positive tilgange til at løse de mange nye udfordringer. Jeg oplevede et stærkt fællesskab og en ’vi løfter i flok-følelse’. I Ældre Sagen på Frederiksberg rykkede vi rundt på aktiviteter, lokaler og udvidede og indskrænkede hold i en uendelighed, for det var jo nok kun en kortsigtet udfordring. Efterårsprogrammet og sågar forårsprogrammet blev forfattet og tilrettet, indtil vinterens langvarige nedlukning fik det hele til at løbe ud i sandet. Der indfandt sig en modløshed, for hvor skulle det ende, hvor mange gange skulle vi igennem det her, og hvad kunne man snart finde på af løsninger?

Fællesskabet kan efter min bedste overbevisning ikke erstattes af kontakt over nettet. Den menneskelige kontakt, har jeg og mange andre lært, betyder utrolig meget. Især mangler jeg den kreativitet, der opstår i mødet med andre. For mig er kreativitet, der planlægges, håbløs. En legeaftale, der er dømt til at mislykkes. Jeg oplever det som en gigantisk næve, der trykker os ned i sandet, hver gang vores små grå hoveder kigger op og prøver at komme med kreative bud på at løse denne infektiøse situation, hele verden er havnet i. Restriktionerne har i mine øjne dræbt enhver form for kreativitet, så det er måske en idé at bygge nogle sandslotte, der kan holde ud over en eventuel næste bølge?

Vi må frem med de helt store skovle og grave dybt i kreativitetens sandkasse. For hvis man var glad for at være frivillig og en del af frivilligfællesskabet før krisen, mon så ikke den glæde kan findes frem igen?

Klummen er udtryk for skribentens holdninger.