Ældre Sagen AKTIV oktober 2018 by Ældre Sagen

AKTIV FOR FRIVILLIGE

NÅR HJÆLP GIVES VIDERE Bente Larsen fik så stor glæde af sin sorggruppe, at hun nu skaber en for andre, som også har mistet SIDE 12

INDHOLD

”Jeg vil virkelig opfodre andre unge til at blive besøgsvenner. Jeg føler, jeg bliver gladere af det. Det er, som om jeg bedre kan se ud over min egen næse,” siger Frederikke Bach Reinwald på 19 år, der besøger ikke bare én, men hele ti beboere på Plejecenter Ågården i Egtved.

Motivation og deltagelse Læs om engagement, ihærdighed, omstilling, sorg og omsorg i det nye nummer af Aktiv og få svar på, hvorfor vi bliver frivillige – hvad vi prøver at forandre, hvad der motiverer os, og hvordan giver vi andre lyst til at deltage sammen med os.

4 Hvad motiverer os?

12 Det værste er at tie

18 Derfor bliver vi instruktører

8 Skrøbelige ensomhed

14 Flytteven gav liv

20 Ældre Sagen og sygehusene

10 Frivilliges faglige fortid

16 Den svære afsked

24 Landet Rundt

Tre formænd og en næstformands vej til frivilliglivet

Sognepræst om Danmark Spiser Sammen med død som tema

Rekruttering kan ske på mange måder, fx gennem Danske Bank

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

Bente Larsen om at give hjælp til sorgbearbejdelse videre

Flyttevenner flytter ikke bare ejendele, de skaber rum for liv

Sige op selv eller blive gået som frivillig?

De har aldrig stået i front med sved på panden før

Frivillige forbedrer patienters forhold i alle regioner

Kom med rundt i lokalafdelingerne over hele Danmark

LEDER

Tema:

Vores veje til frivillighed

27 Kronik

rundlæggende vil de fleste af os gerne hjælpe et menneske i en svær situation, men vi har forskellige barrierer, som afgør, hvorvidt vi træder til og bidrager. Da jeg som 19-årig blev valgt ind i bestyrelsen for en idrætsforening, var motivationen helt klart at skabe bedre rammer for egne interesser. Og det, at noget kan forandres og forbedres, har været en stor del af drivkraften i min frivillige indsats gennem de seneste 60 år, hvor jeg især har haft mange leder- og træneropgaver. Det var også en ledelsesopgave, der i 2000 fik mig ind i Ældre Sagen, og som i 2001 resulterede i, at jeg blev valgt til lokalformand i Aalborg. Og det var en fantastisk oplevelse for mig at se, hvordan frivillige gjorde markant forskel for mange ældre, som havde svært ved at klare hverdagens udfordringer – store som små. Men jeg fandt dengang også, at noget kunne gøres bedre, fx skrev jeg til den daværende landsbestyrelse og opfordrede dem til at nytænke besøgstjenesten, da den alene ikke kunne løse ensomhedsproblemet. Vi kan alle influere på mål og midler, og da jeg i 2003 blev opfordret til at stille op til Landsbestyrelsen, var motivationen også at påvirke udviklingen på konkrete områder. Jeg har haft en lang og spændende rejse fra at være professionel soldat under den kolde krig til at opleve den indsats, tusinder af frivillige yder hver eneste dag, for at sårbare mennesker kan have en tålelig tilværelse. Frivillige kan se ud på mange måder, og vi motiveres vidt forskelligt – der er brug for os alle.

Poul Nyrup om sine veje til frivillighed

Søren Rand Landsformand soren.rand@mail.dk

28 Demens og dans

Find inspiration til at svinge om i din lokalafdeling

30 Bliv klog på rekruttering

Sådan bliver vi frivillige – om at få flere med lokalt

Snorresgade 17-19 2300 Kbh S Tlf. 33 96 86 86 aeldresagen.dk Redaktør Ea Ørum aktiv@aeldresagen.dk

Foto Mew

Ansvarshavende Maria Luisa Højbjerg mlh@aeldresagen.dk

Citat mod kildeangivelse, jf. ophavsretsloven. Deadline for næste blad 24. september 2018

Oplag 20.000 Udsendes 4 gange årligt Design og tryk vahle+nikolaisen

Forsiden Bente Larsen

OK TOBER 2018

Fiskehandler, uddannet SOSU-hjælper og tidligere kommunalpolitiker.

Mød tre formænd og en næstformand:

Hvad motiverer dem, som går forrest?

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

ette B. Jespersen meldte sig ind i Ældre Sagen, en uge før hun blev formand. Hun vidste, at en plads for bord enden var en mulighed – og at hun i den rolle ville få vanskeligheder og succeser: ”Mit hjerte har altid banket for æl dre, alligevel takkede jeg tidligere nej til at træde ind i bestyrelsen, fordi jeg jo har et arbejde og har været travl i kommunalpolitik. Men fordi min ho vedinteresse ligger på ældreområdet, og fordi jeg skulle slippe kommunal politikken, så sagde jeg ja,” siger Jette B. Jespersen, der har været lokalfor mand på Langeland i godt seks må neder. Hun er 52 år og selvstændig. Hun har sin egen fiskehandel, og sådan en kræver mere end 37 timer om ugen: ”Desværre er jeg vanskeligere at træffe, end den tidligere formand var. Folk har været vant til, at når de rin ger, får de prompte et svar, men mine dagtimer går med at passe mit job. Jeg vil rigtig gerne gøre mange ting som formand, og jeg har mange idéer, så jeg prøver at præcisere, at jeg er ved at finde min måde at have rollen på,” siger Jette B. Jespersen. Flere af sine visioner har hun alle rede ført ud i livet. Eksempelvis har hun styrket besøgstjenesten via et samarbejde med Røde Kors. Fra børn til ældre Jette B. Jespersens interesse for ældre voksede, da hendes børn var små. Hun kiggede på familiemønstre i Syd europa og så, hvordan man dyrkede fællesskaber på tværs af aldre. ”Jeg blev nærmest lidt misundelig

på sydlandske familier. På de kan ter har man stærkere bånd og større fælleskaber, og jeg spurgte mig selv, hvordan vi egentlig passer på hinan den i Danmark. På Langeland er vi rigtig gode til relationer, men tiderne skifter her ligesom så mange andre steder, og vi skal holde fast. Det vil jeg være med til. Vi må ikke hvile på laur bærerne,” siger hun. Af yderligere mål nævner forman den at blive en endnu bedre samar bejdspartner til ældrerådet, og hun vil påvirke kommunens syn på Ældre Sagen: ”Det er et stort problem, at kom munen ikke altid anerkender Ældre Sagen som en socialhumanitær orga nisation, for når vi søger paragraf 18-midler, kommer vi ikke i betragt ning. Vi laver jo ellers et vigtigt styk ke socialt arbejde, for her er mange ældre, som er fattige, og jeg så gerne, at vi kunne hjælpe dem endnu mere,” siger hun. Lige nu er Jette B. Jespersen ved at lave en skitse over Ældre Sagens so ciale indsats på Langeland, som hun håber, vil få Sundhedsudvalget til at se anderledes på kommende paragraf 18-ansøgninger.

Martin Ditlevsen er formand i Fjends-Karup lokalafdeling og har altid kastet sig ud i bestyrelsesarbejde, når muligheden har budt sig. Den tidligere formand spurgte, om jeg ville være med, lige da jeg skulle pensioneres – og så meldte jeg mig ind i Ældre Sagen. Jeg vil gerne gøre noget for lokalsamfundet, og jeg har egent lig altid prøvet at engagere mig, hvor jeg kan, for jeg kan godt lide at have indflydelse,” siger han. I begyndelsen var han især engageret i it, Det Sker, web og PR-frivilligt arbejde. Sidste marts blev han formand. ”Det lå lidt i luften, at jeg skul le være formand. Måske fordi folk godt ved, at jeg gerne stikker næ sen frem på den gode måde, og jeg vil meget gerne styrke den tem melig geografisk spredte lokalaf deling. Jeg vil gerne gøre den mere synlig og skabe endnu flere akti viteter. Lige nu er vi eksempelvis ved at åbne en ny social café her i Karup,” siger han. Caféen kommer til verden i

JOURN A LIST E A ØRUM FOTOGR A F L A R S SK A A NING OG JON A S HEDEGA A RD

samarbejde med andre organisa tioner og skal være base for dem, der står uden for arbejdsmarke det. "Den er ikke kun for ældre mennesker, men skal favne mere bredt. Vi havde tidligere en social café, oprindeligt rettet mod før tidspensionister, men den måtte af flere årsager lukke. Jeg håber, den nye cafe kan appellere til en bredere skare," siger han. I forhold til vægtningen af det ældrepolitiske i sit formands arbejde er han afklaret og priori terer: ”Selvfølgelig har jeg også rettet min opmærksomhed mod hjem meplejen og plejecentrene, men det må ikke fylde det hele. Jeg må ikke blive for enøjet. Det vigtigste er at skabe en god lokalafdeling for frivillige og styrke dem i deres indsats. Det er der brug for, hvis vi vil have fremgang,” siger han.

OK TOBER 2018

"Der er forskel på at blive gammel i én by fremfor i en anden. Der er så meget, som er op til kommunerne" Jan Munk, næstformand i Skovbos Lokalafdeling

Bente Vogt blev for tre år siden formand i Hjørring Lokalafdeling. Hun har altid været frivillig. 20 år som ældrechef i Herlev Kommune og fire år i ældrerådet. Siden marts har Jan Munk været næstformand i Skovbos lokalafdeling i Køge Kommune. Hele mit arbejdsliv er gået med forvaltning af social- og ældrelovgivning, så da jeg ikke blev genvalgt til ældrerådet sidste gang, tog jeg fat i Ældre Sagen. Her kom jeg i bestyrelsen og blev næstformand. Jeg tror, det gik så stærkt, fordi jeg har den faglige interesse – og fordi interessen hos frivillige ellers ofte går på aktivite ter. Det er også fint, men jeg vil gerne med til at gøre noget mere i forhold til at følge og påvirke de kommunale beslutninger på ældreområdet, som har stor for betydning for ældre, der har brug for fx hjemmehjælp og gen optræning,” siger Jan Munk. Han ser, at Ældre Sagen generelt er gode til at påvirke national politik, men at Ældre Sagen på kommunalt niveau trænger til flere kræfter: ”Der er meget stor forskel på at

blive gammel i én by fremfor i en an den. Der er så meget, som er op til kommunerne, bl.a. hvordan de laver besparelser, og hvordan de prioriterer. Det er rigtig vigtigt, at vi er opmærk somme på forskellene og på udviklin gen af dem, og det vil jeg gerne lægge kræfter i,” siger han. Ud over at være næstformand er han også involveret i distriktsarbejde samt i sygehus- og sundhedsudvalget. ”Det har været lidt af en kometkar riere her i Ældre Sagen, og det har da været overvældende, men jeg er glad for den. Jeg kan bestemt bruge alle mine erfaringer. Da jeg var ældrechef, samarbejdede jeg selvfølgelig med æl drerådet, men jeg så også en fordel i at samarbejde med mange andre frivilli ge. De fordele prøver jeg nu også at få rådhuset til at se,” siger han.

JOURN A LIST E A ØRUM FOTOGR A F PA LLE BO NIEL SEN OG THORLEIF VOGT

Jeg begyndte som femårig med at sælge sodavand og øl i den tennisklub, hvor min mor og far selv var frivillige. Så har jeg også været i bestyrelsen for flere tennisklubber, jeg har været ten nistræner og frivillig hos spejder ne, og jeg har været formand for de undervisende sygeplejersker i Danmark i 23 år. Det er vitterlig altid, jeg har været frivillig,” siger hun. Vejen til Ældre Sagen begyndte for fem år siden. Da hun skulle til at være pensionist, proklamerede hun, at en formandspost i Ældre Sagen for hele Danmark ville være kærkommen. ”Jeg kom i bestyrelsen i Hjørring og blev næstformand, men des værre måtte formanden gå, så jeg tog over. Allerede efter mit første møde i bestyrelsen kunne jeg godt se, at det med formand for hele Danmark var en lidt stor mund fuld,” siger hun og slår en latter op. Bente Vogts børn gør, ligesom

DERFOR ER JEG FRIVILLIG

Klumme: hendes forældre gjorde – også en forskel inden for idræt i forenings danmark ved siden af deres almin delige jobs. ”Lønnen af det frivillige arbejde kan se ud på mange forskellige må der, og jeg er glad for, at mine børn finder glæde ved det. Det giver sim pelthen sådan en vældig energi at være frivillig. Jeg har været medlem af Ældre Sagen, længe inden jeg kom i bestyrelsen. Nu er jeg blevet 70, og tidligere har jeg haft meget fokus på unge i det frivillige arbejde. I dag gi ver det mening at bruge kræfterne på ældre,” siger hun.

Motiveret håndsrækning over generationskløften Af Annette Guildal, frivillig på Frederiksberg og Aktivs faste klummeskribent

vordan har de forskellige generationer i Danmark det egentlig med hinanden? Har vi fordomme? Ja. Har vi forventninger til, hvordan hver aldersgruppe bør agere? Ja. Kan vi gøre noget for at komme hinanden nærmere? Ja selvfølgelig. Alle vegne møder jeg stereotype meldinger om børn, der sty rer hele familien, dovne teenagere med hovedet inde i skærmen, ambitiøse studerende, hvor kun 12-tallet gælder, stressede små børnsfamilier, der næsten ikke kan overkomme de daglige udfor dringer og ikke mindst evigt snæversynede, krævende seniorer og ældre. Jeg har svært ved at genkende fremstillingerne, som de eksempelvis tager sig ud i medierne. Bevares, vi kender vel alle nogen, som passer fint ind i demografien, men en konsekvens af generaliseringerne er, at når man som jeg falder lidt uden for forventningerne, bliver man nemt usynlig. Er man ikke barn, ung eller studerende, fortravlet familie eller i mit tilfælde bedstefor ælder, kan man være svær at få øje på i det store mediebillede. Til en begyndelse har jeg besluttet, at den usynliggørelse, man som senior kan opleve, må jeg kæmpe imod. Jeg tager en dyb indånding og smiler mit mest charmerende smil, når nogen fra en yngre generation ser på mig, som om jeg har passeret ’sid ste anvendelsesdato’ og var ’bedst før’ 1960’erne, træder ud af usynligheden og forsøger at bidrage med, hvad jeg nu kan. Som frivillig i Ældre Sagen har jeg eksempelvis mulighed for at møde børn og unge på deres egne præmisser i deres vante mil jø og interessere mig for deres tilværelse. Så kan jeg altid snige et par af mine egne værdier og livserfaringer ind i samtalen og mon ikke, der kan komme en god snak ud af det? Når jeg har muligheden for at tale med unge, der har blikket stift rettet mod karrieren, kan jeg fortælle dem lidt om andre drømme, om tilvæ relser med lidt færre krav, om livet. Nogle lytter, andre får et tomt udtryk i øjnene og tænker sikkert ”tresser-nar” – dem om det. Flere unge, stressede familier kunne måske have glæde af lidt aflastning og ro fra seniorer, som ikke selv tilhører kategorien bedstemor med børnebørn. Og ældre/seniorerne kunne prøve at tilmelde sig dialoggrupper, herreværelser og damesaloner, blive frivillige, byde ind med deres egne erfaringer og få deres verden udvidet af andres meninger. Generationskløften, som medierne er så glade for at fremstil le, er nok ikke så bred endda – jeg tror på, at vi har en masse at tilbyde hinanden.

OK TOBER 2018

"Der findes ikke noget rigtigt eller forkert ift. sorg, men generelt ser jeg, det skaber lettelse at dele den med andre. Sådan var det også her" Morten Kastrup, sognepræst, om Danmark Spiser Sammen med død og sorg som tema

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

Illustration: vahle+nikolaisen

DANMARK SPISER SAMMEN

Andres skrøbelighed slukker egen ensomhed At møde andres sorg kan få gaflen i vores alenefølelser, og bl.a. derfor foregår Danmark Spiser Sammen i uge 45 under overskriften ”Når 2 bliver til 1”.

Journalist Ea Ørum Fotograf Mew

ia sine sorg- og livsmodsgrupper havde Lilian Ho-Lanng en fornemmelse af, at der ville være interesse for et mere ufor pligtende arrangement med samme omdrejnings punkter: Sorg og død. Hun stablede derfor et ”Når 2 bliver til 1”-arrangement på benene, efter hun havde hørt om idéen gennem Ældre Sagen. ”Det kan virke voldsomt at forpligte sig til en gruppe og et forløb. Et enkelt arrangement er nemmere. Jeg tog fat i den præst, som jeg i flere år har lavet sorg- og livsmodsgrupper sammen med, og vi fik skabt et arrangement. Selvom alle på dagen kom med åbne hjerter, kunne jeg mær ke, at folk også var spændte. Det hjalp, at der på hvert bord lå spørgsmål, som man kunne tale sammen ud fra,” siger Lilian Ho-Lanng. Flere af de fremmødte delte telefonnumre for at holde kontakt efterfølgende, og flere ønskede at deltage igen til et lignende arrangement. Nu får de snart muligheden. Flere åbne hjerter i Viby Sjælland Sognepræsten i Viby Sjælland gjorde også en forskel til et ”Middag med døden”-arrangement, der var en del af sidste omgang Danmark Spiser Sammen. Især fra svære samtaler med pårøren de, som har mistet, ved han, hvordan vi ved at dele vores sorg med andre, kan lette den. ”Selvom det er flere år siden, at eksempelvis en ægtefælle er død, kan nogen have brug for at fortælle den samme historie igen og igen. Andre har svært ved at tale og brænder inde med det hele. Der findes ikke noget rigtigt og forkert ift. sorg, men generelt ser jeg, det skaber lettelse at dele den med andre. Sådan var det også her,” si ger Morten Kastrup. Til arrangementet gjorde han folk opmærk somme på, hvordan en præst kan bruges i sor

gen. Bagefter blev han kontaktet af flere, som ønskede sjælesorgssamtaler. ”Mange havde slet ikke overvejet mulighe den for at tale med en præst, men nu var jeg synlig og tilgængelig. Sorg kan få en til at føle sig ensom, men når man mødes med andre, der også mærker sorg, føler man sig ikke så alene. Det hjælper, når vi kan se, at nogen har en skrø belighed, som vi også selv har,” siger Morten Kastrup. Han oplever, at sorg og død optager folk for skelligt. Når det kommer til selve døden, bliver han tit stillet spørgsmål, for hvad sker der, når man er død? Når mennesker er i sorg, er de over vejelser ikke så centrale – når folk har sorg på hjerte, vil de typisk gerne dele livshistorier med ham. Ikke tabu længere At arrangementet gav et vigtigt rum til at tale om noget svært, er sognepræsten ikke i tvivl om, men han ser ikke, at død og sorg er deciderede tabuer længere. ”Jeg ser, der kommer mere og mere fokus på de sider af livet. Jeg hører ældre mennesker tale om, at engang så døde folk, og så skulle man videre uden at tale om det. Det oplever jeg slet ikke i dag. Vores forhold til døden er stadig, at den er fjern. Vi går ikke og tænker på døden hver dag, men den er ikke et tabu. At der er interesse for arrangementerne, og at folk ger ne vil mødes i grupper og tale om sorg, viser jo også, at døden ikke gemmes væk, men det be tyder selvfølgelig ikke, det ikke kan være meget svært,” siger han. Har du lyst til at deltage i ”Når 2 bliver til 1" i uge 45 til Danmark Spiser Sammen, så find et arrangement nær dig på www.sammenmed.dk.

OK TOBER 2018

Mogens Ram er blevet itfrivillig gennem Danske Bank, og han er i dag engageret i bl.a. Datastuen på Frederiksberg.

Frivillige styrkes af faglig fortid Datastuen engagerer: For nogle betyder det at blive pensionist, at den del af arbejdslivet, de syntes allerbedst om, intensiveres.

Rekrutteringen via Danske Bank har trukket nye it-frivillige til. Ældre Sagens frivilligafdeling arbejder for at etablere flere samarbejdsaftaler med relevante virksomheder og organisationer.

Journalist Ea Ørum Fotograf Sisse Stroyer

ysten til at styrke sin faglighed stopper ikke nød vendigvis, når arbejdsmarkedet forlades. Nogle frivillige søger at udvikle interesser, der har fyldt i arbejdslivet – og samtidig bruge deres erfaringer til at hjælpe andre. Og fordi den faglige baggrund på flere måder kan give pote, har Ældre Sagen og Danske Bank etableret et samarbejde om at rekruttere tidligere bankansatte som it-frivillige. Mogens Ram er en af de it-frivillige, der har fundet vej til lokalafdelingen på Frederiksberg via Danske Bank-samarbejdet. ”Jeg får en masse udfordringer, og det kan jeg godt lide. Jeg har bestemt gjort mig tanker om, at jeg kan gøre en forskel for nogle, der slet ikke kommer fra en it-verden.

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

Der er ikke rigtig tid og tålmodighed til at hjælpe ældre, som ikke har den viden, der skal til for at følge med det nødvendige. Jeg kan blive bekymret over, hvor hurtigt det hele går,” siger Mogens Ram. Da han i 1970’erne begyndte i Danske Bank, program merede han eksempelvis ved brug af kodeark og hulkort, og hans arbejdsgruppe på omkring 12 personer havde ef ter et par år hele to computere til rådighed. Da han afslut tede sin ansættelse for omtrent to år siden, så virkelighe den aldeles anderledes ud. Ros gav nyt kursus Lis Elholm, der er it-koordinator på Frederiksberg, har kun varme ord om Mogens. Hun ved godt, han ikke kan

bruge hele sin store viden om it-systemer, men han har bare ”en fin tilgang og et bredt indblik”: ”Mogens er vant til at undervise, og han er dygtig til at beskrive, så folk kan forstå, og det er vigtigt, for målgrup pen er anderledes, end den han kender fra sit tidligere arbejde. Hos Ældre Sagen på Frederiksberg er det ældre med stor spredning ift. it-kenskab,” siger hun. Datastuen på Frederiksberg Til at begynde med var Mogens vikar og ”bagstopper” på it-kurser. Han fik hurtigt ros af kursister, der opfordrede ham til at få sit eget kursus. Ud over i samarbejde med andre frivillige at skulle stå for et kursus omkring Googles muligheder, er Mogens nu også at finde i Datastuen, hvor

folk kan komme med deres elektronik og få redt it-tråde ud. ”Jeg får hele tiden mulighed for at lære noget nyt. Jeg ved meget mere om min PC og dens funktioner nu, efter jeg er blevet konfronteret med mange forskellige spørgs mål,” siger han. Typisk ser han i Datastuen, at folk er bange for at gøre noget forkert, og at det er dén forestillede forhindring, de skal over: ”Ofte tror de, der kommer her, at musen eller skærmen er i stykker, men det afspejler som regel mere en mang lende forståelse end et egentligt problem. Jeg prøver at lære dem ikke at blive forvirrede. Jeg prøver at skabe ro og danne et overskueligt billede af, hvad der ikke fungerer, og hvordan de i stedet skal gøre,” siger han.

OK TOBER 2018

Fordi det værste er at tie om døden Bente Larsen fik hjælp af frivillige til at håndtere sin mands død. Nu giver hun det, hun selv fik dengang, videre. For hun insisterer på, at ingen skal gå alene med deres sorg.

Journalist Ea Ørum Fotograf Mew

ngen sagde noget, da Bente Larsen kom på arbejde, efter hun havde mistet sin bror. Stilheden gav en eks tra smerte, som brændte i hende og senere blev til et insisterende ønske om, at ingen skal tie om sorgen, når deres nærmeste går bort. ”Vi bliver så forskrækkede og ved ikke, hvad vi skal stille op, når nogen dør. Ikke at tale om min brors død gav mig nærmest lyst til at skrige. Jeg lovede mig selv altid at spørge og lytte, når nogen mister – også selvom jeg ikke kender ved kommende godt,” siger hun. Da Bente Larsen mistede sin mand for omtrent et år siden, kom hun heldigvis heller ikke til at stå alene med sin sorg på samme vis, for hendes datter fandt en sorg- og livsmodsgruppe via Ældre Sagen. I gruppen blev der talt og lyttet. Paradoksalt nok havde Bente Larsen først ikke lyst til at deltage. ”Jeg tænkte, der ville være for meget føleri og for mange fremmede. I sorgen er man jo meget sårbar, og jeg var ikke sik ker på, at jeg turde udstille mig selv på den måde,” siger hun. I dag ses hun stadig med gruppen, længe efter forløbet på ti gruppemøder er blevet afsluttet. Og hun har også været på kursus, så hun snart selv kan begynde som leder i en ny gruppe.

Bagefter blev det hårdt At tage springet og få en anden rolle i en sorg- og livsmods gruppe var en stor beslutning for Bente Larsen, men motiva tionen var klar: ”Lige så skeptisk, som jeg havde været, før jeg begyndte i gruppen, lige så meget vil jeg nu gerne give alt det videre, jeg selv har fået. Selvfølgelig har jeg skullet have min egen situation på afstand, men jeg tror, fordi jeg selv har mærket sorgen over at miste – fordi jeg selv har været der, at mine erfaringer vil være en styrke,” siger Bente Larsen. Da hun selv sad i gruppen, dukkede et hav af følelser op, som hun ikke havde været opmærksom på forinden. Det var som et låg, der blev taget af: ”Da min mand var syg, havde jeg ikke overskud til mig selv. Han var syg i en længere periode, og i gruppen gik det op for mig, hvor meget jeg havde kæmpet,” siger hun. I gruppen fandt de ligheder og forskelle i sorgbearbejd ningen. Hvor nogle eksempelvis hurtigt skilte sig af med deres ægtefællers ting, holdt andre fast i skjorter, sko, bukser og jakker.

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

”Jeg har stadig hans tøj pakket ned i bilen. Jeg kører dem til rette sted, når jeg er klar. I gruppen talte vi om, at der ikke er en rigtig og en forkert måde at føle sorg på. Første gang vi mødtes, fortalte vi om vores afdøde mænd – og vi stortude de på skift. Vi blev sårbare sammen,” siger hun. Gruppen blev også brugt til at få styr på praktiske an liggender, som gruppedeltagernes ægtefæller plejede at stå for. Altid tale gerne græde På spørgsmålet, hvorfor det var nemmere at dele tanker i sorg- og livsmodsgruppen end med familie og venner, svarer hun omsorgsfuldt over for sine nærmeste: ”De siger, ’du skal bare ringe’ – men jeg ved jo godt, at de næsten ikke kan rumme at høre det hele en gang til. I grup pen har det været tilladt at dele det samme og det samme igen og igen – hele tanken bag at samle os har jo været, at vi skal tale sammen, så derfor er det nemmere. Og vi har lyttet på hinanden, fordi vi savner og er kede af det sammen,” siger Bente Larsen. Sin egen ked af det-hed vil hun heller ikke lægge skjul på som gruppeleder. Det skal være tilladt at græde: ”Jeg vil sikkert tude med de andre. Vi er jo inde og røre ved noget af det allermest følsomme. Jeg tror, vi har lyst til at belemre andre med vores sorg, men at vi ikke tør. Også den kommende gruppe skal være et frirum, hvor ingen behøver være bange for at være til besvær,” siger Bente Larsen.

Sådan hjælper du pårørende Står du over for en pårørende i en svær situation? Hjælp dem ind på Ældre Sagens guide til pårørende. Guiden giver et hurtigt overblik over de ting, pårørende kan have mest gavn af at vide. Der er hjælp at hente i forbindelse med sygdom og svækkelse, plejehjem, tiden efter sygdomsforløb, den sidste tid, og efter man har mistet. Find guiden på aeldresagen.dk/paaroerende

Bente Larsen har ikke skilt sig af med alle sin afdĂ¸de mands ejendele endnu, bl.a. ikke hans skrivebord. Fra sin sorggruppe ved hun, hvor forskellige behov vi har ift. til sorg, og at den indviduelle proces er helt i orden.

OK TOBER 2018

Hans Jørgen fik nyt liv af flytteven Når de nærmeste forsvinder, og alkohol har fyldt det meste af et voksenliv, kan tilværelsen blive ubærlig. Men nye rammer vækkede styrken og livslysten hos Hans Jørgen takket være flytteven.

Journalist Ea Ørum Fotograf Tor Birk Trads

ans velkendte hjem forandre de sig. En fantasiverden med ansigter i urtepotter og små blå mænd i hjørner, oppe på taget og ude i haven tog et så fast greb i Hans Jørgen Pedersens bevidsthed, at han løb ud i skoven og blev der i tre dage, indtil politiet fandt ham. Da de brag te ham tilbage til sit hjem, var han skrækslagen: ”Politiet sagde, jeg var klar til den luk kede. Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

blev så angst. Jeg ville bare væk fra mit hus, det sad i kroppen. Jeg har aldrig før set alle de små mænd, men nu var de som lyslevende,” siger Hans Jørgen. Døde i hans arme I dag bor han på et plejecenter. Han er væsentlig yngre end de andre beboe re, men han savnede tryghed og liv, og da familie og netværk var forsvundet, blev den lidt utraditionelle bolig for en 67-årig løsningen.

Hans Jørgen siger selv, at han har svært ved at sætte ord på sine følel ser, men han kan fortælle om alle de hjerteskærende tab, han oplevede, lige inden hans hjem forvandlede sig til et mareridt. ”Først døde min mor, så døde min svigerinde, der var narkoman. Hun døde af en overdosis, og da hendes mand fandt ud af det, hængte han sig selv. Efter et par uger døde min kone i mine arme. Vi havde været sammen

i 22 år. Det hele forsvandt, og jeg var godt i gang med at drikke mig ihjel. Jeg ville med de andre, der ikke var her mere,” siger han. To og en halv flaske vodka havde været hans følgesvend hver dag i et par år, inden politiet fik Hans Jørgen videre til hospitalsvæsenet. ”Jeg røg på intensiv og fik at vide, at jeg ville dø, hvis jeg ikke stoppede drikkeriet med det samme. Og det gjorde jeg så – uden piller eller noget,” siger han resolut. Bagefter kom han på rehabilite ringscenter og så på demenscenter, hvor han egentligt ikke hørte til. Beg ge steder var midlertidige, og med sig havde han kun lidt tøj. Huset stod sta dig, som han havde forladt det, og det var i denne proces, at flyttevennerne blev kontaktet. Anders’ blik og forandring Anders Lindberg, som i dag er leder af Ældres Sagens Flyttevenner i Århus, mødte Hans Jørgen første gang d. 5. marts. Flytningen skulle finde sted to dage efter. Og det skal tit gå stærkt, når flyttevennerne rykker ud, men med over 80 flytninger på bagen, ved de, hvad der skal ske, forklarer Anders. ”Vi er flyttevenner for dem, der ikke har andre. Dem, der ikke har pårørende eller et netværk, der kan træde til. I Hans Jørgens tilfælde blev jeg kontaktet af demenscenteret, og jeg fornemmede, vi kunne hjælpe og være med til at gøre en forskel i hans liv,” siger han.

De to mødte hinanden på Demens Centrum Aarhus til en snak om ejen delene i det 128 kvm store hus og af talte at køre ud og kigge på stedet og sagerne sammen med en sygeplejer ske. Hans Jørgen var glad for hjælpen, men også "hundeangst": ”Det var forfærdeligt at være til bage. Jeg var bange for at se de små sprællemænd igen,” siger han og ry ster på hovedet over sine egne fore stillinger. Under besøget fotograferede An ders som vanligt inventaret, så opsæt ninger af billeder og møbler kunne genskabes i den nye bolig. Bagefter fik de alle tre en snak om, hvad der skulle med til det kommende hjem på plejecenteret. Over en tredjedel måtte sortes fra. ”Havde jeg gjort det selv, ville jeg have smidt det hele ud og siddet her med ingenting,” siger Hans Jørgen. Flyttedagen Under selve flytningen dirigerede An ders frivillige flyttevenner og profes sionelle flyttefolk. Den flytteven, som har skilt noget ad, fx tv- og musikan læg, skal helst også samle det igen, forklarer Anders. ”Når vi har flyttet for en, som synes, den nye bolig ligner det tidligere hjem, så er vi lykkedes,” siger han. Hans Jør gen var også til stede, da huset blev tømt: ”Det hele virkede selvfølgelig kaotisk på selve flyttedagen, og et par småting manglede. Men så tog vi en snak om,

Anders Lindberg (tv.) har hjulpet Hans Jørgen Pedersen (th.) med at flytte. De holder stadig kontakt.

"Vi er flyttevenner for dem, der ikke har andre. Dem, der ikke har pårørende eller et netværk, der kan træde til" Anders Lindberg, leder af Ældres Sagens Flyttevenner i Århus

hvad det var, og så kørte Anders tilbage og hentede det,” siger Hans Jørgen. Det eneste Hans Jørgen kan komme på, han rigtig savner, er sin gamle smølfesamling, som hans kones børn var glade for. Dét savn står som et be vis på, hvordan det ville have været, hvis alle de andre minder og person lige ting også havde været væk. ”Det er selvfølgelig ikke rart at høre, at der er noget, som Hans Jørgen savner, for vi prøver netop på at få det hele med ved at vende tilbage nogle dage efter flytningen og tale om, om der skulle mangle noget, inden den gamle bopæl bliver helt ryddet, siger Anders. Men Hans Jørgen slår Anders’ bekymringer væk: ”Hvis Anders og flyttevennerne ikke havde hjulpet mig, var jeg landet her med en seng og en pose tøj, sådan fore stiller jeg mig det. Og jeg var død uden mine ting – hvis jeg skulle starte helt forfra. Efter jeg flyttede ind her, er jeg begyndt at passe på mig selv, og jeg ble vet meget stærkere,” siger Hans Jørgen.

Hyggekroge fra det gamle hus er forsøgt genskabt. Her viser Hans Jørgen et fotografi af sin afdøde kone.

OK TOBER 2018

At blive gået Ikke alle slipper ansvaret i tide. Formanden i Hinnerup, Hans Kjær, har måttet træffe en svær beslutning for en frivillig. Hans Kjær var slet ikke glad, da han løftede telefonrøret for at overbevise en frivilig om at skulle sige stop efter en pludselig hjerneblødning. ”Jeg havde rigtig mange og lange overvejelser om, hvad jeg skulle sige, for det er altid bedre, når nogen går selv, men dengang følte jeg, at jeg måtte tage ansvaret. Det var grænse overskridende. Hun havde svært ved at tale på det tidspunkt, og vi aftalte at tage kontakt til hinanden, når hun var blevet rask, og hun var indforstået med at skulle tilbage og arrangere ture, for hun var rigtig dygtig,” siger Hans Kjær. Men der gik ikke længe, før han måtte indse, at hun ikke magtede op gaven. Antallet af deltagere på turene faldt. ”Som turleder havde hun ikke styr på, hvem der var tilmeldt. Hun glemte at skrive navne ned, når de ringede for at melde sig til. Det var ikke tilfredsstil lende for medlemmerne at betale for en tur, der ikke fungerede,” fortæller han. Ansvar, alvor og afklaring Inden Hans Kjær gik på pension og blev formand, arbejdede han som sko leleder. Han kender til lederansvar og forklarer, at han har ”hår på brystet”, men han syntes stadig, det var vanske ligt at sige stop til en, der havde været en del af bestyrelsen i mange år. ”Vi tog en lang snak om, hvad jeg mente, der ville være bedst for hen de. Hun blev sur på mig, men jeg fik hende overbevist om, at det var en god idé at stoppe nu. Jeg følte, det var forkert at lægge ord i munden på hen de og samtidig sige nogle ubehagelige ting,” siger han. I dag ville han have gjort det sam me – og med øje for, at vedkommende også har gjort det godt: ”Jeg går ikke bare ind og siger stop. Du skal behandle andre mennesker med respekt,” siger han.

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

Den svær Der kan være mange grunde til, at man ikke længere kan, vil eller skal være frivillig. Mød to – en som gik selv, og en der skulle have venlig besked.

re afsked

At gå selv Winnie Hansen følte sig tvunget til at holde i sin lokalafdeling på grund af en øjensygdom, men formanden, Hans Kjær, gav beskeden en uventet drejning. Tallene er små på Winnie Hansens computerskærm, og hun må næsten læne sig ind over bordet for bedre at kunne se, hvad der står – der er også fejl i regnskaberne. Et eller andet er galt. I 21 år havde hun været kasserer i lokalafdelingen i Hinnerup, men for fire år siden fik hun en øjensygdom kaldet AMD, der langsomt gjorde hendes syn dårligt. Det var svært at sige farvel, men nødvendigt: ”Da jeg fik min øjensygdom, var det overhovedet ikke til gene, men lige så stille kom den snigende, så jeg i dag ikke længere kan køre bil, læse en avis med små bogstaver eller se alle bog staverne på computeren,” fortæller Winnie Hansen. Bestyrelsen forsøgte at give hende en bedre skærm, så tal og bogstaver kunne blive større, men det virkede kun i en kort periode. ”Mine regnskaber har ellers altid passet til punkt og prikke, men når jeg så skal sidde med et forstørrelsesglas for at føre regnskaber, er det ikke læn gere sjovt,” siger hun.

”Jeg spørger altid mig selv, hvad jeg ved om problemet, hvad jeg kender til af løsninger, og hvad jeg vil gøre. Det er en stor hjælp at forberede dig på selve sagen og den person, du skal tale med,” siger formand Hans Kjær om at tage svære samtaler med frivillige, som han gjorde med Winnie Hansen, som står til venstre.

A F V ICTORI A BRUUN FOTOGR A F TOR BIRK

Håndklædet i ringen Da Winnie Hansen ringede til for manden for at fortælle, hvad der skul le ske, havde han en idé. ”Jeg kunne se, hun lavede flere fejl, og forslog, at hun stoppede som kas serer, men fortsatte som konsulent for den nye kasserer,” fortæller formand Hans Kjær. Forslaget lettede Winnie Hansen, der især var ked af at skulle sige farvel til de andre frivillige. ”Hjælpen og samtalen betød rigtig meget. Jeg var rigtig glad for, at det ikke var ham, der kom og sagde, at jeg skulle stoppe. Vi har altid kunnet tale om tingene, og det betød også rigtig meget at blive i bestyrelsen, for jeg kunne og kan stadig hjælpe med an dre ting,” siger hun. OK TOBER 2018

Det skal være let at komme i gang En rundspørge viser, at 12 ud af 18 instruktører i stolemotion ikke tidligere i deres liv har stået i front i sportens verden før. Men alligevel vil de gerne – det skal bare være nemt.

“Jeg var så nervøs de første gange” Det sociale fylder meget på Birte Sørensens hold i stolemotion. Hun nyder at skabe fællesskab mellem deltagerne, så de kan hjælpe hinanden på ensomme dage.

Derfor siger instruktører ja: Ældre Sagens cd og dvd ’Træn dig glad 2’. Den sættes på en afspiller, og du er klar til øvelser med holdet De letter manglen på stolemotion blandt ikke-mobile ældre Instruktøren får selv trænet sin krop hver uge

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

er er blomster og servietter på kaffebordet, når Birte Søren sen træner sit stolemotions hold i en café ved Christianskirken i Fredericia hver mandag. Hendes mand og en veninde står for bord dækning og kaffebrygning, mens hun selv laver øvelser med de 24 deltagere. Birte Sørensen var lige gået på ef terløn, da hun for 12 år siden så en annonce i lokalavisen om, at Ældre Sagen manglede motionsledere. Hun tog kontakt og efter at have besøgt et stolemotionshold for at få en intro duktion, gik hun i gang med at finde lokaler til sit eget hold.

”Jeg var så nervøs første gang. Jeg er jo ikke gymnastikleder, selvom jeg har gået til gymnastik i mange år. De første gange brugte jeg Ældre Sagens træningsprogram på cd, men der gik ikke ret lang tid, før jeg sammensatte mit eget program,” fortæller hun. Råd til fyldte hold Hurtigt blev holdet fyldt, og siden har der været venteliste. Hendes bedste råd til nye instruktører er: Tag ud og besøg andre hold. Man kan lære me get af at se, hvordan andre gør, både hvad angår selve træningen og det sociale.

Sådan gør lokalafdelingen det let: Sørg for lokaler til træningen Bestil et træningsprogram, hvis der findes et med den relevante aktivitet

“Vi skal holde kroppen i gang”

Find en hjælper, som vil deltage på holdet og træde til, hvis instruktøren må melde afbud Skab kontakt mellem en ny instruktør og andre instruktører inden for samme område, så de kan sparre med hinanden og besøge hinandens hold

Et færdigt træningsprogram og en makker var afgørende, da Torben Nielsen sagde ja til at blive instruktør i stolemotion. Og mere motion til sig selv ikke mindst.

år Torben Nielsen hver ons dag starter træningstimen i stolemotion for ca. ti æl dre i Albertslund, sætter han dvd’en med Ældre Sagens træningsprogram ’Træn dig glad 2’ på. ”Vi følger øvelserne og musikken og kommer igennem hele kroppen. Det er nemt for mig som instruktør,” fortæller han. Det er to år siden, Torben Nielsen blev spurgt, om han ville stå for et hold i stolemotion. Tidligere har han løbet en del, men han har aldrig før været instruktør. ”De viste mig træningsprogram

met, og så fik jeg en makker, Elin, som kan træde til, hvis jeg fx skal ud at rejse. Og så ville jeg gerne tage opgaven. Jeg var lidt usikker i star ten, men så var Elin og jeg på Ældre Sagens kursus om træning af ældre, og det hjalp,” siger han. Armbøjninger når vandet koger Hvis det havde kostet penge for del tagerne at gå til stolemotion, ville Torben Nielsen ikke være instruk tør. Så ville han være bange for, at forventningerne til træningen ikke blev indfriet. Men som et gratis til bud er det god træning, synes han,

JOURN A LIST JONN A TOF T FOTOGR A F ME W

og de ti deltagere kommer trofast. Fysisk aktivitet fylder meget i Tor ben Nielsens hverdag. Når han sam ler avisen op om morgenen, snupper han fx 20 benbøjninger samtidig, og når han laver te, tager han armbøj ninger op ad bordkanten. ”Vi skal holde kroppen i gang. Det er så ærgerligt at mærke, når nogle bevægelser bliver sværere. Ved stolemotion får jeg også selv rørt mig, og man kan altså godt sve de på en stol. Og så er det hyggeligt. Det er godt at have noget at tage sig til. Så føler jeg, at jeg er til gavn,” si ger han.

OK TOBER 2018

De forbedrer patienters forhold Mød seks frivillige, der i Ældre Sagens fem Sygehusudvalg i regionerne lægger kræfter i at gøre en forskel, så vi kan blive passet ordentligt på, når vi bliver syge og svækkede.

Respekten vokser

Drømmer om en sundhedsaftale

Lilian Andersens fokus er lige nu primært på hænge partier i Region Midtjyllands sundhedsaftale. For hun kan ”sparke med tre ben”, som hun selv siger. Hun er formand for Ældre Sagens Sygehusudvalg i Region Midtjylland, for regionens Patientinddragelsesudvalg og kommunens Seniorråd. ”Lige nu forhandler alle fem regioner deres treåri ge samarbejdsaftale med kommunerne – og det er så vigtigt, at netop regioner og kommuner kan spille bedre sammen. Kommunerne har i meget høj grad selvbestemmelse, men er noget med i sundheds aftalen, skal kommunerne forpligte sig på det,” siger Lilian Andersen. I den seneste sundhedsaftale blev en følge hjem-ordning, der skulle sikre, at ældre kom ordent ligt hjem fra sygehus, indført. Nu lægges der op til, at ordningen forringes betydeligt, forklarer hun: ”Det har været en rigtig god ordning, der sigtede at forhindre genindlæggelser. Men nu vil man simpelthen nedlægge halvdelen af stillingerne. Generelt er det et problem, at gode projekter ikke finansieres længe nok. Når projekterne slutter, så overgår opgaverne til kom muner eller regioner, og så melder man ud, at det har vi ikke afsat midler til,” siger hun. Hun har forslået, der laves en analyse af genind læggelserne: ”Hvis vi kan påvise, der sker færre genindlæggelser nu, så har vi et økonomisk argument. Patienter udskri ves hurtigere og hurtigere, og at skrotte følgeordningen er derfor særdeles upassende,” siger hun. Ligeledes påpeger hun, at brugerbetaling på akut pladser, der i praksis bør sidestilles med hospitalsind læggelser, kommer på dagsordenen. ”Vi bliver nødt til at protestere, og det kræver, at vi virkelig tager fat. Respekten omkring os vokser, når vi ikke bare deltager på Regionsrådets seminarer, men tager kampen op, når noget ikke er, som det bør være,” siger hun.

Johannes Hvidegaard drømmer om et sundheds væsen, der bygger på nærvær, og hvor gode fagfolk sætter patienterne i centrum. For syge mennesker bør ikke tænke på andet end at få det bedre. Det kæmper han for som formand for Sygehusudvalget i Ældre S agen i Region Nordjylland og som medlem af Patientinddragelsesudvalget. Lige nu er hans vigtig ste mål at få skabt den bedst mulige sundhedsaftale – aftalen forpligter kommunerne over for regionerne de næste fire år. ”Et stort ønske er at etablere et projekt om at få en videooptagelse med hjem fra den sidste samtale med lægen. Mange har svært ved at huske, hvad der blev sagt. Ligeledes har vi fokus på dem, som kommer hjem uden overhovedet at have kræfter til det. Vi ser også, at indlæggelsestider bliver kortere og kortere, og det stiller større og større krav til kommunen,” siger han. I Sygehusudvalget hører de tit fra ældre, at de ikke er bange for at komme på hospitalet. De er snarere bange for at komme hjem: ”Her i Nordjylland er problematikken vedr. hjem sendelser skævt fordelt geografisk. Der er mere hjælp at hente, når du skal hjem fra sygehuset, hvis du kommer fra en kommune, som har en hjemsendelseskoordinator, end hvis du kommer fra en kommune, som ikke har. Jeg håber, vi kan skabe mere ensartede regler, således at de enkelte kommuner er klædt på til opgaven i en stor såvel som i en lille kommune,” siger han. Derudover ligger hans fokus på samspil – både med andre i Ældre Sagen, kommuner og regionen: ”Det er vigtigt, vi fra Sygehusudvalget, og med den store viden vi har fra bl.a. Patientinddragelses udvalget, påvirker så bredt som muligt. Sygehusud valget alene kan ikke få ældres forhold i sundheds væsnet på plads. Formænd for koordinationsudvalg, lokalformænd, ældrepolitiske og socialhumanitære, er uundværlige i kampen, så de skal løbende informe res, om alt det nye, der sker,” siger han.

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

Multisygdom skaber stærk forkæmper Succes med skrivebordskamp Susan Kierch er på tredje år formand for Sundhedog Sygehusudvalget i Ældre Sagen i Region Sjælland, hvor stort set alle har en fortid som fagpersoner på sundhedsområdet. ”Hver tredje måned holder vi møde i udvalget. Inden vi mødes, gennemgår jeg dagsordener og re ferater fra Regionsrådet, Forretningsudvalget og de udvalg, som relaterer sig til sundhed. På møderne for tæller jeg om, hvad jeg har fundet, der har betydning for ældre. Andre er inddraget i fx Patientinddragelses udvalget, en har særligt blik på psykiatri, og de deler oplysninger fra deres områder,” forklarer hun. Udvalget arbejder udelukkende på politisk niveau, og det har haft succes med finkæmning af tekst. ”Vi hører sjældent direkte fra borgerne, så vi har fingeren på pulsen ved at dykke ned i papirer. Vi gen nemgik eksempelvis årsrapporten fra patientvejle derne sidste år og kunne se, der havde været utallige henvendelser på øjenområdet. Alle har egentlig ret til frit sygehusvalg, men der er virkelig lægemangel flere steder i vores region – årsrapporten viste, det også var tilfældet på øjenområdet. Og på den måde er det frie valg jo ikke spor reelt frit og slet ikke, når man ikke har fx penge til transport, ingen bil og intet overskud til at komme til behandling langt væk, fx i København. Der er mange øjenlæger i Region Hoved staden. Det påpegede vi over for regionsformanden, som vendte positivt tilbage og ville kigge på sagen med øjenlægerne,” siger hun. Helt generelt er der skævvridning i regionerne, når det kommer til speciallæger. Sundheds- og Sygehus udvalget har også stillet ind på ventetid og høreappa rater samt plejehjemslæger: ”Som plejehjemslægerne fungerer nu, tjekker de primært medicin – og det har været tiltrængt, men tænk, hvis de kunne blive rigtige læger for beboerne, så behøvede beboerne ikke blive kørt rundt og vente og vente, når de skal til læge,” siger hun.

JOURN A LIST E A ØRUM ILLUSTR ATION VA HLE+NIKOL A ISEN

Kai Nørrung er på mange måder aktiv i Ældre Sagen. Sin position som næstformand i foreningens Syge husudvalg i Region Hovedstadens har bl.a. bragt ham til formandsposten i Patientinddragelsesudvalget, og hans målsætninger er klare: At det skal være mere sikkert og trygt at være patient, og at multisyges be handling skal koordineres via gennemførelsen af ord ninger med patientansvarlige læger. Det nye tiltag har han været med til at få indført i Region Hovedstaden. Nu holdes patienter i hånden af én læge, fremfor at blive kastebolde mellem flere med egen sundhed som indsats, men han er ikke færdig med at knokle: ”Jeg ved om nogen, hvor vigtigt det er at have fokus på multisyge. Jeg har på min egen krop mærket, hvor grelt det kan gå. Jeg har haft 130 forløb på ti forskellige hospitaler og 12 forskellige diagnoser. Jeg ved, hvor vig tigt det er at gøre det bedre for patienterne,” siger Kai Nørrung. På danske sygehuse er ca. halvdelen af de indlagte over 65 år, og omtrent halvdelen af dem er multisy ge. Det vil sig, de har flere diagnoser, og de er blevet behandlet på flere afdelinger eller sygehuse samtidig – og ”uden blik for de farer, det kan bringe, når det er sket uden koordinering,” forklarer han. ”Mit mål er at få kompetencerne op blandt de læ ger, som fortsat ikke tager højde for andre diagnoser, end dem de selv stiller. Læger skal se patienten, som det hele menneske, han er, med en række sygdom me, og ikke tingsliggøre patienten – i stedet for at kigge efter deres eget speciale. Jeg finder det deci deret katastrofalt, når fokus er ensporet. Der kan opstå følgesygdomme og nye sygdomme, hvis man behandler én sygdom uden øje for en anden,” siger Kai Nørrung. Ordningen med personansvarlige læger har forelø big vist sig at være en succes hos de patienter, som har stiftet bekendtskab med den. Fokus på behand lingen af multisyge har ligeledes vist sig ekstra rele vant, da statistikkerne tyder på, der bliver flere og fle re, som behandles for flere sygdomme på samme tid.

OK TOBER 2018

Ny viden om uansvarlighed Kaj Andersen har været formand for Ældre Sa gens Sygehusudvalg i Region Syddanmark i om trent et år. Han er ved at finde sig til rette i positi onen og ser frem til at kaste sig over arbejdet med bl.a. sundhedsaftalen, selvom han på nuværende tidspunkt ikke helt kender vejen til de store mål. ”Vi har selvfølgelig sundhedsaftalen på dags orden, men ved endnu ikke helt, hvordan vi skal påvirke den, for vi er alle ret nye. Det ligger fast, der kommer et udkast, som vi skal give hørings svar på – sådan begynder vi. Lige nu lægger vi ellers kræfter i et tjek af samtlige kommuner og sygehuse. Vi vil undersøge, hvordan patien ter bliver sendt hjem efter deres indlæggelser. Sker det kl. 2 om natten, uden der er nogen til at hjælpe? Der er en masse historier. Nogle ste der fungerer det fint, men ikke alle,” siger Kaj

Hvordan præger du Ældre Sagens politiske resultater?

HJEMMEPLEJEN MADSERVICE

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

DAGHJEM TRÆNINGSCENTER DAGCENTER

PLEJEHJEM

Vidensdeling er nødvendig. Socialhumanitære frivillige har erfaringer fra eksempelvis ældreplejen. Den viden kan deles med kontaktpersoner, som via lokalafdelingen kan gå til koordinationsudvalget og så evt. kontakte kommunen. Anligggender, der vedrører sygehusudvalgene, går via distrikterne. Hvor er du i vidensdelingen?

Nogle frivillige tænker ikke over, at det, de ser og hører i ældres hverdagsliv, kan være afgørende viden i kampen for bedre forhold. Lokalafdelinger, koordinationsudvalg, distrikter og sygehusudvalg har brug for at være orienteret om det, der sker lokalt i ældreplejen. "Vi skal bruge hinanden," pointerer Bent Møller, der er frivillig i Ringkøbing og god til at styrke vidensdeling: ”Samarbejde er så vigtigt. Vi kan ikke gøre særlig meget alene. Jeg har arbejdet med ældrepolitik i Ældre Sagen på flere måder, og jeg har lært, det er afgørende at have indsigt med fra socialhumanitære

Andersen, som også er formand for Patient inddragelsesudvalget. Han har før set, hvordan opmærksomhed ryk ker, efter et tv-hold kom forbi for at få hans kom mentar til en sag om en kvinde, der burde have haft en aflastningsplads, men som blev sendt hjem i stedet. Årsagen var besparelser – der var ingen pladser, men efter historien blev bragt på tv, dukkede en løsning op. ”Det er mange eksempler på uansvarlighed. Hjemsendelse kan betyde genindlæggelse og det, der er værre. Det vil vi gøre noget ved. For at få over blikket, er det rigtig vigtigt, vi kommer ud til lokal afdelingerne og får inddraget socialhumanitære og ældrepolitiske frivillige. Socialhumanitære er i mar ken. De ser ting og har fingeren på pulsen. Ældre politiske kan prikke til kommunerne,” siger han.

FRIVILLIGE

frivillige og generelt at dele det, vi ved, så bredt som muligt. Ældrepolitiske har brug for god kontakt til de mennesker, som bruger tid med borgerne, det gælder bl.a. motionsvenner og besøgsvenner. Jeg har også lært, at viden ikke er noget, man nødvendigvis får – man må spørge. Jeg har taget initiativ til at komme forbi et par gange om året til de socialhumanitæres møder, og det er sket, at jeg efterfølgende har skrevet bekymringsbreve til kommunen,” siger han og giver et godt råd: ”Tag telefonen og snak, eller endnu bedre, sæt jer ned, og drik en kop kaffe – lad være med kun at skrive til hinanden, så kan der opstå misforståelser.”

Kender fejl og mangler John Møller Jørgensen har brugt en stor del af sit arbejdsliv i brandvæsnet. Da han skulle på pension, besluttede han sig for at fortsætte i samme spor. ”Jeg ville gerne handle på noget af alt det, jeg har oplevet. Jeg har set så mange fejl og mangler, for når man har haft den position, som jeg har, op lever man sundhedsvæsnet på godt og ondt. Den viden og de erfaringer bruger jeg nu,” siger John Møller Jør gensen. Han er formand for Sygehusudval get i Ældre Sagen i Region Hovedsta den og har været det i godt fire år. Lige nu er hans opmærksomhed på akut pladser – på bemanding og besparel

LOKALAFDELING

ser samt på ordningen med patientan svarlige læger. Og han arbejder med en vigtig udfordring, som kun kan løses med hjælp fra interne rækker: ”I lokalafdelingerne er vi udfordret. Interessen for sundhedssektoren er for lille – man kan sige, at interessen først kommer, når behovet er der. Og hvordan skal man kunne rykke på no get, når man først er syg,” spørger John Møller Jørgensen. Men han mærker også håb. Han tror, at interessen for sundhedsområ det vil vokse, bl.a. fordi folk har rørt på sig, efter Sygehusudvalget sendte en skrivelse ud til alle lokalafdelinger om dets funktion:

KOORDINATIONSUDVALG

”Der er jo også brug for viden om det sundhedspolitiske, som kommer til at gøre sig gældende i de fleste af vore liv,” siger han. For at få øget interessen yderligere blandt relevante frivillige, især ældre politiske, vil han i den kommende tid også stille ind på løsninger: ”Vi kan alle kritisere, og der er me get galt, men kritik alene rykker sjæl dent. Det er meget sværere at komme med løsninger, men det er også langt mere frugtbart. Jeg tror, det vil vække lysten til at gå ind i det sundhedspoli tiske, hvis de gode løsninger er tydeli gere, så dem vil jeg prioritere at finde og gøre tilgængelige,” siger han.

DISTRIKT

SYGEHUS UDVALG

KOMMUNALBESTYRELSEN (POLITIKERE)

FORVALTNINGEN (EMBEDSMÆND)

REGIONSRÅD

OK TOBER 2018

LANDET RUNDT

FREDENSBORG

Historier fra Herreværelset I Fredensborg lokalafdeling har 17 medlemmer af Herreværelset udgivet en bog med 22 personlige fortællinger.

okalformand Erling Vraa for tæller, at Herreværelset har eksisteret i to år. I begyndelsen var de 25 medlemmer, i dag er de over 130. Nogle af dem har været med til at udarbejde de 285 sider med “Histori er fra Herreværelset”. Idéen til bogen opstod ved et møde i Herreværelset, hvor medlemmerne bl.a. fortæller hi storier og oplevelser fra deres liv.

Fra idé til færdig bog Bent Marcussen, der selv har bidra get med to historier og er medlem af styregruppen på seks medlemmer, fortæller, hvordan bogen blev til vir kelighed: “Bogprojektet blev omtalt i Herre værelsets nyhedsbrev samt på møder, og interesserede blev bedt om at mel de sig til at fortælle deres historie på skrift.” Han lægger ikke skjul på, at det har været en spændende, men også

krævende proces at udgive en bog. ”Vi har lært meget undervejs og har ikke haft en redaktør udefra – ”hver fugl har skrevet med sit næb”, det vil sige, at forfatterne har skrevet deres historier med egne ord,” siger han. Styregruppen besluttede, at forfat terne skulle have god tid til at skrive, ligesom nogle blev tilbudt skrivehjælp. Begge dele viste sig at være klogt, da det betød, at flere turde binde an med opgaven. Der blev holdt jævnlige mø der mellem forfattere og styregruppe. Og da alle historier var afleveret, læ ste to frivillige dem igennem. Det var også en stor hjælp. Økonomien i hus Der blev tidligt i forløbet indgået en god aftale med Skriveforlaget, som skulle have ca. 14.000 kr. for deres del af opgaven. Da kontrakten med forla get var underskrevet, blev der sendt

Bent Marcussen giver gerne flere råd, hvis andre vil give sig i kast med et lignende projekt: jbmarcussen@gmail.com. Foto med tilladelse fra Skriveforlaget.

ansøgninger til bl.a. Kulturudvalget i kommunen samt Velux Fonden, der begge har bidraget økonomisk til ud givelsen. Bogen kan bl.a. købes via lokalafdelingens hjemmeside, og der er solgt ca. 210 bøger i alt, inkl. gratis forfattereksemplarer. Salget har givet et overskud på ca. 10.000 kr., som går til kommende arrangementer i Herre værelset. Bent Marcussen vil ikke udelukke, at der på et tidspunkt kan komme endnu en bog, for som han siger: ”Der kommer jo nye medlemmer til Herre værelset, og måske har nogle af dem lyst til at medvirke.”

Gode råd til bogproduktion Nedsæt en styregruppe med en overordnet tovholder samt tovholdere for hver opgave

Giv forfatterne god tid til at skrive, og hold møder undervejs. Tilbyd skrivehjælp, hvis der er behov

Opstil og specificer målsætninger vedr. økonomi, salg, markedsføring m.v.

Få hjælp til korrekturlæsning, fx fra andre frivillige

Kontakt et (eller flere) forlag, vælg det, I har tillid til, og lav en god kontrakt Når kontrakten er underskrevet, ansøg kommune/ fonde om midler

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

Forvent ikke, at bogen bliver en international bestseller. Typisk er det lokale medlemmer, familie og venner, der køber bogen

LANDET RUNDT

ØLSTYKKE

Nye maskiner på værkstedet

KORSØR

Højtlæsning i Mariehønen

ørnene sidder og lytter, mens Gudrun Holck fra Ældre Sagen Korsør læser op for børnehavebør nene i alderen tre til seks år. Idéen fik hun for halvandet år siden og kontaktede daværende lokalfor mand Inger Mark, som fik etableret kontakt til børneha ven Mariehønen. Gudrun kommer to timer hver 14. dag. De små på tre-fi re år får læst små pixibøger, mens de mellemste og større børn på fem-seks år får læst børnebøger med lidt mere indhold. ”De store er sjovest at læse for. De har mange spørgs mål, og så får vi en god dialog om det, bogen handler om, fx solsikken, der begynder som et frø og bliver til en høj, flot plante. Børn er dejligt umiddelbare og kommer med mange herlige bemærkninger, fx sagde en lille dreng “Gud run, du er gammel,” og jeg svarede, “at det bliver du også, hvis du er heldig”,” siger hun. Snip snap snude, så er den historie ude.

Jørgen, Christian, Jens, Preben og Rudi arbejder med at få værkstedets nye sandblæsekabine tilsluttet. Foto: Torben Jørgensen.

er bliver savet, drejet, skruet, svejset med mere en gang om ugen i Ølstykke lokalafde lings værksted. Stedets imponerende ma skinpark er populær blandt de lokale herrer, ”og vi er parate til at åbne værkstedet en dag mere om ugen, hvis det er,” fortæller lokalformand Ann Larsen. Hun fik et forslag om et værksted for mænd, der vil lave håndværksmæssige opgaver i godt selskab med andre. Med hjælp fra kommunen fandt de et egnet værkstedslokale hos Ungdomsskolen i Smørum, og med støtte fra Velux Fonden er der for nylig blevet ind købt nye maskiner. De 10-12 handymen, der bruger værkstedet, kan derfor nu lave stort set alle opgaver både i træ og metal alt efter interesse – hvad enten det er fremstilling af nye ting eller reparationsopgaver. Mændene skiftes til at have brød med til kaffen. Det må ikke være købekage, så enten må de selv starte røremaskinen derhjemme eller overtale ko nen til at bage.

LANGELAND

Glade gæster i demenscaféen

et er ikke altid let for mennesker med demens og deres pårørende at gå i byen og spise. Det kan de i den café, som Ældre Sagen Langeland driver i samarbejde med andre foreninger i kommunens Frivillig center. ”Caféen, der er for hjemmeboende ældre med demens, er åben en gang om måneden og meget velbesøgt,” fortæl ler formand for Ældre Sagen Langeland Jette Benzon Jes persen og tilføjer, at Ældre Sagens frivillige er glade for at kunne tilbyde de demensramte og deres pårørende nogle gode timer. Den gode mad, som de frivillige står for, bliver lavet i rigelige mængder, så gæsterne også kan få en mad pakke med hjem.

L A NDE T RUNDT A F BRIT T JENSEN

OK TOBER 2018

LANDET RUNDT

TØRRING-ULDUM

Flot ny fane til Tørring-Uldum

aldemarsdag d. 15. juni var en særlig dag for Ældre Sa gen i Tørring-Uldum. Anders Jørgen Andersen, der er formand for Danmarks-Samfundet i Hedensted

Foto: Peder Vessel

kommune og næstformand for Ældre Sagen Tørring-Uldum, overrakte en flot ny fane til lokalafdelingens formand, Jørgen Ewers. Ældre Sagen i Tørring-Uldum havde

ansøgt Danmarks-Samfundet om den. ”Det er ikke et krav, at man er med lem for at komme i betragtning, men det skader heller ikke,” fortæller Anders Jørgen Andersen, som er stolt af den nye fane. På dagen for overrækkelsen var Dan marks-Samfundet vært ved et arran gement, der begyndte i Uldum Kirke, hvor 10-12 faner var stillet op. Bagef ter blev byens borgere og ikke mindst plejehjemsbeboere mødt af et flot syn, da et vajende faneoptog drog gennem byen, forbi plejehjemmet og til Uldum Højskole, hvor ca. 60 deltagere blev un derholdt med musik. Herefter gik turen videre til Uldum Mølle, hvor selve fane overrækkelsen fandt sted. I 2019 er der mere festivitas i vente, når 800-årsdagen for Dannebrog skal fejres. Mon ikke at Tørring-Uldums fane også er med ved den lejlighed.

Æresbeviser tildeles en frivillig, der har ydet en særlig og betydningsfuld indsats som medlem af lokalafdelingen eller ved på anden vis at have ydet en betydningsfuld indsats. LEIF TOPP JENSEN Munkebo Gives for den særlige indsats ydet gennem mange år i Ældre Sagen: For uvurderlig bedrift som medlem af lokalbestyrelsen – også som næstformand. For initiativet til demenscaféen ”Blæksprutten”, som et påskønnet aktiv og som kontaktperson i caféen. Indsatsen som ”Kaffeven” på Lindhøj Plejecenter igangsatte det hele, og sidenhen blev Leif Topp Jensen ”kørestolsskubber”. Han er meget vellidt af alle, både samarbejdspartnere og medlemmer.

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

L A NDE T RUNDT A F BRIT T JENSEN

KRONIK

Poul Nyrup om sit frivillige liv Jeg var ikke et sekund i tvivl, efter mit farvel til EuropaParlamentet i 2009. Man kan godt gå på pension, men derfor behøver man jo ikke at pensionere sit liv. Jeg har altid følt en pligt til at trække samfundet i den retning, som kommer de mange til gode, både ældre og udsatte børn og unge. Hvert eneste menneske tæller og skal have mulighed for et godt og trygt liv. Det har været grundlaget for alt mit ar bejde gennem tiden, hvad enten det var i de spæde år i politik, de man ge år som statsminister eller de følgende år i det europæiske arbejde. Mit otium skal ikke blot bruges til passivt at fundere over tilværelsens fejl og mangler og acceptere ting i samfundet, som kan og skal gøres bedre. Livet skal bruges til noget mere. Derfor stiftede jeg Det Sociale Netværk, hvor jeg kunne hellige mig min hjertesag: Udsatte, psykisk sårbare mennesker. Målet er at skabe et samfund, hvor der er bedre forståelse og vilkår for psykisk sårbare. Og så skal psykiatrien simpelt hen højere op på den politiske dagsorden. I vores sundhedsvæsen skal det at knække sammen indeni og blive ramt på psyken behandles lige så godt, som behandlingen af fysiske sygdomme, fx et brækket ben.

"Frivilligheden er ikke en konkurrent til kommuner og regioner. Vi bygger bro. Vi er dem, der stempler ind, når samfundet ikke kan" Poul Nyrup, tidl. statsminister og nuværende protektor for Foreningen Det Sociale Netværk

Det gennemsyrer alt det, vi arbejder for i Det Sociale Netværk. Det er den dybere mening, som er min drivkraft for de mange ulønnede timer, jeg har lagt i kampen: At kunne gøre en forskel for børn og unge, der kæmper med tunge tanker og møde dem med forståelse, hjælp og støtte. Det er guld værd. Det bærer lønnen i sig selv at kunne få smilet, troen og selvtilliden tilbage i øjnene hos unge, der ellers var knækkede, og som havde mistet livsglæden. Det er langt mere værd end alverdens friværdier. Og det siger jo ikke så lidt. Gennem gratis og anonym rådgivning i vore headspace-centre har vi virkelig kunnet mærke, at det hjælper at få nogen at tale med. Og be hoveter så stort. På bare fem år er vi gået fra seks headspace-byer til 18.450 frivillige unge og gamle, som står i frontlinjen og taler, hjælper og støtter unge med alt fra praktiske problemer og kærestesorger til selvskade og psykisk sårbarhed. Det er civilsamfundet og forebyggende arbejde, når det er bedst. Jeg tror på, at frivilligheden på mange måder er fremtiden – en uvurder lig kronjuvel i vores samfund. Frivillige stiller op og udfylder tomrummet for udsatte og sårbare, når velfærdsstatens net ikke er finmasket nok. Men frivilligheden er ikke en konkurrent til kommuner og regioner. Vi bygger bro. Vi er dem, der stempler ind, når samfundet ikke kan. Lad os samles og se i øjnene, at civile samfundsprojekter er en uvurderlig medspiller, når vi skal forbedre vores mentale trivsel, bekæmpe ensomhed og skabe bedre forhold for vores unge såvel som ældre.

OK TOBER 2018

Musik og bevægelse kan være en smutvej til glæde for demensramte, og derfor har Ældre Sagen i samarbejde med Silas Holst, som bl.a. er kendt fra Vild Med Dans, sat fokus på dans og demens over hele Danmark med optrædener, debat og demensvenlige lokalafdelinger.

”Det måtte dans kunne gøre noget ved” Bente Vesløv har sat alle sejl til for at være klar med dans på Bornholm.

et tv-program er en gruppe ældre sendt til Spanien for at danse. Nogle har demens, og andre har dårlige ben, men når musikken spiller, forsvinder sygdommene. På den anden side af skærmen sidder Bente Vesløv: ”Programmet var en øjenåbner for mig. Jeg blev så rørt, da jeg så, hvad musik og bevægelse kan gøre – at flere både kunne huske og danse,” fortæller hun. Bente Vesløv er en del af lokalbestyrelsen i Ældre Sagen på Bornholm. Efter hun havde set programmet, nævnte formanden, at kommunen skulle være demensvenlig. ”Og det måtte dans jo kunne hjælpe til med,” siger Bente Vesløv.

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

Hun har nu sørget for et lokale, tre frivillige samt en musi ker og ser frem til at afprøve dansearrangementet. Interessen for at hjælpe ældre med demens kommer fra hendes nu afdøde mor, der for nogle år siden flyttede ind på et plejehjem, hvor hun blev utryg og ensom. ”Min mor følte sig ikke hjemme på plejehjemmet, og hun kunne ikke deltage i aktiviteterne, fordi hun skulle have for meget hjælp, og det gjorde mig frustreret,” for tæller hun. I dag er Bente Vesløv også frivillig på Aktivitets- og Ple jecenter Lunden og laver sangarrangementer. Hun prøver at skabe det liv, hendes egen mor savnede.

”Det vigtigste er ikke dansen” Hans Peder Nielsen vil have indadvendte ældre og demensramte op af stolen.

T Sving om i din lokalafdeling Mød et par af Ældre Sagens demensvenlige lokalafdelinger, der har fundet inspiration til at tage fat på dans og demens.

il et arrangement hørte lokalformanden i Ikast, Hans Peder Nielsen, pårørende fortælle om livet med demensramte ægtefæller. Beretnin gerne inspirerede ham til at gøre sin egen lokalafde ling mere demensvenlig. ”Jeg havde set udsendelser og hørt mange positive oplevelser med dans og gammel musik på plejehjem, og idéen med dans fængede hurtigt lokalbestyrelsen, så jeg meldte mig som tovholder og gik i gang med det samme,” fortæller Hans Peder Nielsen. Annoncer i avisen, omtaler på hjemmesiden og plakater byder velkommen til den første demensven lige dans dette efterår. ”Første gang vi mødes, går det ud på at skabe tryg ge rammer. Det er ikke sikkert, der bliver danset. Det vigtigste er, at deltagerne kan lytte til musikken og hygge sig. Jeg håber, nogle af deltagerne, som normalt bliver set som indadvendte, får en god oplevelse ved at genoplive minder fra deres ungdom og komme op af stolen,” fortæller Hans Peder Nielsen. Planen er, at dansen bliver en fast aktivitet én gang om måneden. Derudover har lokalafdelingen startet demensvenlige familievenner og en madgruppe, for sygdommen påvirker ikke kun den enkelte, men hele familien,” forklarer han.

Sådan skaber du glæde med dans Flere demensvenlige lokalafdelinger har dans som aktivitet, for bevægelse og lyd påvirker vores sanser, forklarer konsulent for demens og plejehjem i Ældre Sagen Jette Abildskov: ”Musik og dans skaber lykkehormoner som oxytocin, der gør os glade og tilfredse. Om vi danser med eller blot kigger på, så får vi stadig minderne frem og oplever fællesskabet, fordi vi spejler os i dem, som danser. Og mange ældre er hudsultne. Når vi holder om hinanden og danser, skaber vi en særlig relation til hinanden med anerkendelse og tryghed,” siger hun.

JOURNALIST V ICTORI A BRUUN FOTOGR AF FOLK EBE VÆGEL SE FOR E T DEMENS V ENLIGT DA NM A RK

OK TOBER 2018

Prikkemetoden Prik en god bekendt eller andre fra dit netværk på skulderen, og spørg, om vedkommende vil være frivillig. Har han eller hun en faglig baggrund, tid på hånden eller noget tredje, så hør ad.

Sådan blev vi frivillige Aktiv har snakket med en håndfuld nye frivillige om, hvordan de fandt vej til Ældre Sagen.

VEL KO M MEN

Annoncering og plakater Fysiske og digitale medier er en god måde at invitere nye frivillige på. Sæt eksempelvis en annonce på Facebook, frivilligjob.dk eller i lokalavisen.

Arrangementer og kampagner Det kan være oplagt at rekruttere frivillige ved arrangementer, fx ved et velkomstmøde for nye medlemmer eller et åbent hus arrangement.

Den frivillige dukker selv op Nogle gange dukker nye frivillige op helt af sig selv. Vær klar til at invitere nye til en snak om mulige opgaver, også selvom I ikke lige står og mangler nye kræfter.

Hvis I har brug for hjælp til at rekruttere nye frivillige, kan I kontakte Eva Raabyemagle, er@aeldresagen.dk. Hos Eva kan I også hente det helt nye hæfte "Rekruttering af frivillige."

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

Journalist Ida Tønning Albek Man ved aldrig, hvornår man selv får brug for hjælp, så hvorfor ikke starte med at hjælpe andre?” lyder det fra fri villig Jan Falkensteen, der er 2. suppleant i lokalafdeling Østerbros bestyrelse og medlem af Sygehusudvalget. Han er en af Ældre Sa gens 19.292 frivillige – og der kommer hele tiden nye til. Prik på skulderen Jan Falkensteen blev frivillig for et halvt år siden, da han deltog ved Østerbros generalforsamling. Kort tid efter blev han valgt som 2. suppleant, efter Østerbros formand prikkede ham på skul deren og spurgte Jan, om han ikke havde lyst til at stille op i Syge husudvalget. Her sidder Jan nu som medlem og håber at få ansvar for demensområdet, når det rulles ud. Prikkemetoden er en måde at rekruttere på, der også fik Annette Teilmann til at blive en del af Ældre Sagens frivillige. Annette havde tidligere været i kontakt med lokalafdelingen i Ringsted i forbindelse med en allerede besat frivilligrolle. Men i stedet for at lade Annette gå i glemmebogen, gik der ikke længe, før hun blev kontaktet af Ringsteds formand: ”Han havde tænkt over, at Ældre Sagen kunne bruge mine kompetencer inden for kommunikation og PR og spurgte, om jeg kunne tænke mig at gøre Ældre Sagen i Ringsted mere synlig. Det sagde jeg ja til!” fortæller Annette, som senere blev opfordret til at gå ind i Ringsteds bestyrelse. I dag står hun for det meget aktive kulturnetværk Godt Selskab. Annoncer tiltrækker Der er flere veje til nye frivillige. Da Søren Bo så en annonce i lo kalavisen, hvor Rudersdal lokalafdeling manglede en kasserer, slog han til. Lars Holstebro blev også frivillig, efter han havde set et opslag i lokalavisen om skolevenner i Lejre. Han er netop flyttet til Glostrup, hvor han arbejder på at starte et lignende samarbej de med den lokale skole. At falde over en annonce i avisen var også det, der gjorde, at Inge Søberg fik mere frivillighed i sin kalender. Hun lavede allere de tryghedsopkald, men så i lokalavisen, at man i Brøndby mang lede vågere. Inge har arbejdet inden for sundhedsområdet, så det var en frivilligrolle, der lå lige til højrebenet, fortæller hun. Senere blev hun kontaktet af Brøndbys formand, som bad hende stille op som suppleant i bestyrelsen, hvor hun i dag sidder. ”Der er en stor åbenhed i Brøndby lokalafdeling, og det er et rart sted at være både som medlem og som frivillig,” siger hun.

Sekreteriatet

Landsbestyrelsen

Ældre Sagens direktør Bjarne Hastrup

Vicedirektør Dorthe Wille dw@aeldresagen.dk

Søren Rand (landsformand) soren.rand@mail.dk

Økonomichef Jens Søndergaard jss@aeldresagen.dk

Vicedirektør Michael Teit Nielsen mtn@aeldresagen.dk

Preben Staun (næstformand) ps.lb@aeldresagen.dk

Kommunikationschef Maria Luisa Højbjerg mlh@aeldresagen.dk

Marketingschef Torben Schack ts@aeldresagen.dk

Birger Rasmussen birger.rasmussen@outlook.dk Kai Nørrung kainoerr@hotmail.com

Frivilligafdelingen Frivilligafdelingschef Lars Linderholm ll@aeldresagen.dk

Ensomhed, fx Danmark Spiser Sammen David Vincent Nielsen dvn@aeldresagen.dk, 33 96 87 76

Sekretær Kirsten Thustrup kt@aeldresagen.dk, 33 96 87 02

Ensomhed, fx Danmark Spiser Sammen Karen Skou ksk@aeldresagen.dk, 33 96 87 18,

Souschef Jacob Bøgesvang jb@aeldresagen.dk

Plejehjem og demens Jette Abildskov ja@aeldresagen.dk, 33 96 87 38

Udviklingskonsulent Eva Raabyemagle er@aeldresagen.dk

Vågetjeneste, sorg og livsmodsgrupper Camilla Stubbe Teglbjærg cst@aeldresagen.dk, 33 96 86 68

Foreningskonsulent i distrikt 7, 8 Bente Petersen bp@aeldresagen.dk, 28 10 52 87

It-konsulent Judith Nathan jn@aeldresagen.dk, 33 96 86 92

Foreningskonsulent i 9, 10 Lise Høst lih@aeldresagen.dk, 24 79 62 63

It-konsulent Jesper Holst jho@aeldresagen.dk, 33 96 8632

Foreningskonsulent i distrikt 3, 4 Mogens Rieks mr@aeldresagen.dk, 28 10 48 46

Motion Karin Schultz kas@aeldresagen.dk, 33 96 86 46,

Foreningskonsulent i distrikt 1, 2 Torben Færk tf@aeldresagen.dk, 28 10 48 45

Frivilligservice Ole Peinow op@aeldresagen.dk, 33 96 86 58

Foreningskonsulent i distrikt 5, 6 Troels Lorenzen trl@aeldresagen.dk, 40 16 46 38

Frivilligservice Per Jacobi pj@aeldresagen.dk, 33 96 86 90

Ældrepolitik Rikke Sølvsten Sørensenrss@aeldresagen.dk, 33 96 87 78

Regnskab Christian Agersund ca@aeldresagen.dk, 33 96 87 84

Generationsmøder Katrine Sølyst Heinild ksh@aeldresagen.dk, 51 33 56 47

Regnskab Bente Holmgren Sørensen bhs@aeldresagen.dk, 33 96 86 02

Socialhumanitær, fx besøgsvenner Tine Schiller tsc@aeldresagen.dk, 33 96 86 48

Kursussekretær June Mortensen jm@aeldresagen.dk, 33 96 86 42

Socialhumanitær konsulent Louise Murman lms@aeldresagen.dk,33 96 87 19

Kursussekretær Karin Rosenquist kr@aeldresagen.dk, 33 96 87 27

John Kirstein kirstein.sorensen@gmail.com Thea Dalsgaard thea89@gmail.dk Anne Grethe Krogager ag.krogager@gmail.com Ebbe Johansen ej@danskill.dk Hans Christian Rask hcrask@live.dk

Rådgiviningen 80 30 15 27 Man-ons Tors Fre

10 - 14 14 - 18 10 - 14

www.aeldresagen.dk/ frivilligportalen

Ældre Sagen Snorresgade 17-19 2300 København S

OK TOBER 2018

Kender du en frivillig, der har gjort en stor forskel for nogle, og som vi måske må portrættere? Lad os høre fra dig.

Handymænd, indkøbsvenner og andre, som løfter tunge og praktiske frivilligopgaver, hører vi meget gerne fra og om.

Besøgsvenner må meget gerne sende selfier med deres værter. Billederne bruges i Aktiv og på sociale medier.

Marianne Sig Hansen har snuppet en selfie-hilsen til Aktiv sammen med sin vært Ruth, tak! ”Ruth siger, det føles, som om vi har kendt hinanden hele livet, og sådan har jeg det også selv. Jeg har været rigtig heldig. Og vi har talt om, at vi må lægge hovederne i blød, når I nu ønsker historier, der kan inspirere andre frivillige. Fra min tid som sosu-assistent, ved jeg, at højtlæsning og sang er godt. Min far har skrevet dagbog under krigen, og den har jeg læst højt for Ruth fra. Ruth fortæller om ungdom under krigen, ”Den fortabte ungdom” som hun kalder den. Og fortæl mig så lige, hvem der får mest ud af vores samvær," siger Marianne Sig Hansen, der er besøgsven hos Ruth.

AKTIV FOR FRIVILLIGE