3 minute read
Tryghed på telefon
3 HURTIGE
om tryghedopkald
1. Det tager max fem minutter per opkald. 2. Du kan gøre det hjemme fra stuen. 3. Der er næsten altid brug for flere opringere ude i de lokale afdelinger, hvor ældre mangler en daglig stemme i røret. Så hvis du gerne vil være med til at ringe dagen godt og trygt i gang for andre, er det bare om at komme og være med. Birgitte Bjørnskov-Castillo
Tryghedsopkald giver glæde i Esbjerg
Som koordinator af tryghedsopkald oplever Birgitte Bjørnskov-Castillo på nært hold, hvor meget glæde et fast morgenopkald giver i begge ender af telefonlinjen.
En kort telefonsamtale fra morgenstunden gør en verden til forskel for ældre, der bor alene. På den måde kan de nemlig både føle sig trygge og møde en velkendt stemme hver dag. Men det er ikke kun de ældre, der bliver ringet op, som nyder godt af tryghedsopkaldene, fortæller Birgitte Bjørnskov-Castillo. Hun koordinerer tryghedsopkald for Ældre Sagen i Esbjerg lokalafdeling og fortæller, at arbejdet bringer lige så stor glæde til frivillige. ”Glæden er gensidig. Mange får nye venner, og nogle føler ligefrem, at de bliver familie. Det betyder alt for de frivillige, at de kan gøre en forskel for mennesker, der ellers ville føle sig ensomme og utrygge,” fortæller Birgitte.
Hun var selv tryghedsopkalder, før hun blev en del af bestyrelsen og begyndte at koordinere opkaldstjenesten, og hun tager stadig over, hvis nogen bliver forhindret i at ringe om morgenen.
Telefonstjerner
Ordningen med tryghedsopkald er organiseret forskelligt i lokalafdelingerne, og hver afdeling finder den form, der passer dem bedst. I Esbjerg er de 28 tryghedsopkaldere, eller – som de hedder her – telefonstjerner, som er delt op i fire grupper med syv i hver. Gruppen kaldes en ’stjerne’. De syv personer skiftes så til at ringe og have en kort samtale på cirka en fem minutters tid til de samme syv personer en uge ad gangen, året rundt. ”Nogle kan godt være nervøse for, at de bliver ringet op af en ny person hver dag. Men sådan er det ikke hos os. Her føler mange sig endnu mere trygge, når de kender den, der ringer,” siger hun.
Birgitte sørger personligt for at tage en snak med de ældre, der godt kunne tænke sig at blive ringet op hver morgen, så hun er sikker på, at de føler sig i gode hænder. Samtidig kan hun lære dem at kende, så den stjerne, de bliver parret med, ved, hvad de interesserer sig for, om de har familie, og hvad man ellers kan spørge ind til. ”Mange sætter virkelig pris på at kunne fortælle om deres familie, og hvad der sker i den. Nogle har måske fået et oldebarn, de gerne vil fortælle lidt om.”
Det giver meget igen
Den velkendte stemme og den korte snak er selvfølgelig en del af formålet med tryghedsopkaldet, men det handler i høj grad også om, at de ældre kan føle sig sikre på, at nogle tjekker op på dem om morgenen. ”Mange frygter at dø om natten, og derfor giver det dem en tryghed at vide, vi på den måde holder øje,” fortæller Birgitte.
Hun ville ønske, at flere frivillige vidste, hvor givende det er at lave tryghedsopkald. Den glæde bliver kun forstærket af alle dem, der udtrykker deres taknemmelighed: ”De fortæller os, at de ikke ved, hvad de skulle have gjort uden os, og det varmer jo.”
Samtidig er det en nem og praktisk ordning for frivillige, fordi man kan gøre det hjemmefra om morgenen, og at det ikke tager mere end et par timer i alt om ugen, pointerer Birgitte. Der er selvfølgelig nogle retningslinjer, som ved alle andre aktiviteter, som frivillige skal følge: ”Det er vigtigt, at man ringer de morgener, man skal, og ellers melder afbud. Og så er det selvfølgelig vigtigt, at man er venlig og interesseret i de mennesker, man taler med.”
Ifølge hende hører de sjældent om opkaldere, der har dårlige oplevelser, selvom det selvfølgelig kan ske, at den, der bliver ringet til, kan have en dag med lidt dårligt humør, som hun siger: ”Men så siger man bare som opkalder: ”Hav en god dag, vi snakkes i morgen”, og så er der ikke så meget mere i det.”