Alice in Underland #2 // Undergrund i et land, som er gået under by Sophie Amalie

Undergrund i et land som er g책et under Stanly most Bordfodbold klubben & Meget mere

Hvad er det? Kan du sætte tre ord på succes? Jeg spørg lige Frederik hvad han synes er succes. Han svare: ”For mig er succes når jeg kan se jeg har ramt nogen. Om det så er 2 eller 3 der har set videoen, så føler jeg stadig det er en succes, for så har nogen da set det. En anden ting er hvis en der har forstand på det siger at det er fedt. Så føler jeg også det er en succes.” Sidste måned, d. 8 december følte jeg succes. Første magasin var ude, og alt eksploderede. AliceInUnderland.dk gik ned 4 gange, fordi der var for meget trafik på siden. Jeg sad derhjemme, mutters alene, og så hvordan det hele gik amok – flere og flere beskeder tiggede ind på min telefon og på min Facebook. Min telefon ringede konstant i flere timer. Alle beskeder og opkald var fyldt med positive ord og tanker omkring det første magasin. Der følte jeg, at jeg sammen med resten af mit hold havde kæmpe succes. Vi havde knoklet som en i helvede i en måned – og så lykkedes det. Det hele gik op i en højere enhed, og det fungerede.

I dette øjeblik, hvor disse ord bliver skrevet, sidder jeg på redaktionen. Fleur er her, og laver interview med Frederik Münchow, som er manden bag Fred Rick Tv, og DJ i Fanatic Sound. De taler om fremtiden, ønsker og mål. Jeg har grebet min sorte macbook da tanken rammer mig ”Hvad skal jeg? Jeg bliver nød til at skrive noget om det”. Nørdet? meget. Men sådan er jeg nu engang indrettet, får jeg en tanke – skal den skrives ned, hurtigst muligt. Frederik fortæller om en film han godt kunne tænke sig at lave. Han taler om tiden han glæder sig til efter skolen. Han taler om tid. At lege med tiden på film, fucke den op, dele den op, bytte rundt på den.

Tilbage til det evigt tilbagevendende spørgsmål: ”Hvad vil du når du bliver voksen?” Som sagt, så vil jeg bare gerne skrive. Jeg vil gerne lave det jeg laver nu, resten af mit liv. Jeg er ikke dum, jeg ved godt at jeg ikke hverken skal eller kan lave Alice In Underland resten af mit liv, men at sidde og styre et magasin og skrive om det der interessere mig aller mest – det er drømmen, livet, målet, formålet eller hvad vi nu ellers kan bruge af andre fine ord. Få det til at gå op i en højere enhed – det er succes for mig.

Det er ikke længe siden jeg fik spørgsmålet: ”Hvad vil du være når du bliver voksen?” Først grinte jeg. Så tænkte jeg. Så svarede jeg: ”Jeg vil bare gerne skrive”. Så kom næste spørgsmål: ”Er det ikke svært at få succes med det?” Succes.

Jeg sad forleden dag, en ganske fin tirsdag hjemme hos Carl. Vi drak øl, hørte musik – det var hyggeligt. Vi kommer til at tale om Alice In Underland, og om hvordan det hele startede, hvor lang tid det tog at få det på benene, hvem der har været med og alt det der. Siden denne tirsdag har jeg tænkt meget over begyndelser. Det er mærkeligt det med begyndelser, for vi ved aldrig hvordan det udvikler sig og slutter. Venskaber, kærester, projekter, gå ture og eventyre, vi ved hvordan det starter, men aldrig hvordan det kom-

mer til at forløbe og ende. Det eneste vi kan gøre er at ride med på den bølge der hedder ”tid”, og se hvad der sker. OG HVOR ER DER SKET MEGET SIDEN VI STARTEDE! Der er sket meget med magasinet, mig selv, mine venner, min familie, min skole og hele mit liv. Heldigvis er næsten alt gået i den rigtige retning! Jeg spurgte vores finansminister: ”Hvad skal jeg skrive om i min leder denne gang?” Hun svare: ”Skriv noget om hvad der er sket for dig den sidste måned.” Så her kommer det altså, lige ud af posen. Næsten. Jeg har arbejdet som en sindssyg. Jeg har fået ny lampe. Jeg har fået nyt telefonnummer. Jeg har set to af mine gode venner bliver forelsket i hinanden. Jeg har fået et godt venskab tilbage. Jeg har nydt at have ferie. Jeg har tudet til det nye Adele nummer. Jeg har lyttet meget til radio. Jeg har fået stjålet min cykel. Jeg er blevet chokeret over pigers trang til drama. Jeg har hørt røverhistorie. Jeg har drukket mig fuld mange gange. Jeg har lært at drikke øl(!). Jeg har lært at blive bedre til at lytte. Jeg har diskuteret. Jeg har grædt af grin. Jeg har drukket ualmindelig meget billig icetea fra netto. Min måned, sådan skåret lidt ud. Så siger fru Finansminister: ”Der skal være et budskab”. Jeg ved ikke om man kan kalde det et budskab. Jeg har bare noget jeg gerne vil sige til dig der læser dette, uanset hvem du er, hvor du bor, om du er dreng eller pige eller hvor gammel du er. Jeg har lært en vigtig ting fra det sidste stykke tid.

Hvis du gør ting kompliceret, så BLIVER det kompliceret Gør det enkelt, og det vil BLIVE enkelt Kære venner, vi har forsøgt at holde det simpelt endnu en gang. God læsning! Og hey, tak til alle jer der var der d. 10 december, det var jo en fantastisk aften!

PS. Jeg har for resten, også i denne måned besluttet at få tatoveret ”Alice In Underland”. Tino, som er i Thailand skitser –

Jeg g l æ d e r m i g

Sophie Amalie Fälling Tino Hanson

(Baws) (Key Account Maneger og Fotoansvarlig)

Fleur Frilund Jensen Sebastian Spies Gusti Goo Ihsan Tahir Alexander Lissalde Frederik Dollerup Frtijof Krabbe Morten Holm Rasmussen Karl Gustav Brøndum Josephine Roshni Wiig Kristoffer Albeck Reynolds Mats Magnussen Amalie Morgenstjerne Thor Lodberg Carl Feigenberg Anna Davidsen Marcus Mortensen

(Skribent og festabe) (Skribent, model og kritiker) (Fotograf) (SkribentI (Fotograf og kompliment-giver) (Grafisk dirigent) (Skribent) (Skribent, skater, udbreder af smil og kritiker) (Skribent og skoelsker) (Skribent) (Skribent og syg basketspiller) (Skribent) (Fotograf) (Videomand) (Skribent og giver) (Skribent og største opmuntre) (Skribent)

SPARKLING JOSIE Josefine Bruus laver fantastiske smykker! Hun har blandt andet laver denne Alice In Underland chain!

Der er ikke noget den søde Josefine IKKE kan lave. Dygtig, sød og venlig. Hurtig levering, smukt håndværk, intet mindre. Alice In Underland siger BIG UP Sparkeling Josie! Tjek siden på Facebook, eller skriv til hende på sparklingjosie@hotmail.dk der er ingen begrænsinger på hvad hun kan lave!

Foto: Amalie Morgenstjerne

Klokken præcis 10:00 kommer morgenfriske og glade Kasper gående imod mig, klar til at blive udspurgt om kunst, interesser, karriere og tatoveringer. Jeg har glædet mig og er rigtig spændt, da jeg skal mødes med ham, der efter min mening er Danmarks bedste tatovør! Vi går sammen hen på cafe-månefiskeren, sætter os til rette med vores to kopper kaffe og begynder hvad der senere skal blive til næsten halvanden times uafbrudt samtale. Kasper er 25 år, bor på Nørrebro, er født i Århus og har været alt lige fra postbud, til grafiker. Jeg behøver blot at spørge ham om han ikke vil fortælle lidt om sig selv før han begynder at snakke derud’ af, hvilket hurtigt forvandler det ellers nøje forberedte interview til en hyggelig, afslappet og virkelig spændende kop kaffe.

og nævner Scott Campbell som en stor inspiration. Hans første tatoveringsmaskine blev købt på en tur til Harlem, New York city, og den blev hurtigt brugt flittigt på ham selv og alle hans venner fra jagtvej 69. ”De var alle sammen ret ligeglade med hvad der blev stemplet på dem, så jeg fik mulighed for at lave virkelig mange tatoveringer, og kom på den måde i lære hos mig selv.” Han stopper pludselig op og understreger at han ikke anbefaler at bruge sig selv og ens venner på at øve sig når det kommer til tatoveringer. Hygiejne, hvor hårdt man trykker ind i huden, hvilke nåle man bruger, baggrundsviden om huden og teknik er også noget vi kommer ind på, da Kasper siger at det er lige så stor

og vigtig en del af det at tatovere, som det at være kreativ. ”Når en kunde kommer ned og vil have en tatovering og jeg kan forudse at den kommer til at se underlig ud nogle år efter, så er det mit ansvar at sige nej og finde på noget andet. Jeg sover bedst hvis jeg ved jeg har gjort et godt stykke arbejde.” Er det ikke også vigtigt at der er god kontakt mellem tatovør og kunde? Og det svarer han straks JA på. For ham er noget af det vigtigste som tatovør at være tålmodig og få kunden til at føle sig tryg, så hun eller ham ikke føler at de ikke kan bryde ind og rette på tegningen eller ombestemme sig. Det vigtigste er virkelig at kunne sige nej”- også for din egen psykes skyld.

Han fortæller at der hver dag kommer personer ned hvis tatoveringer hægter sig til nogen rigtig hårde historier, så hvis man tager for mange følelser med når man skal til at tatovere, så bliver man skør til sidst. ”Jeg har prøvet at være en masse ting, men tatoveringskunsten og dets håndværk er det eneste der har fungeret for mig.” Kasper er efter min mening Danmarks svar på den nye stil inden for tattoo-verdenen med hans talent, nye måde at tænke på inden for kunst og tatoveringer og hans rigtig fede og afslappede attitude(!) Det er med stor glæde at vi i denne måneds magasin kan præsentere ham som ”månedens tatovør”!

Han fortæller om hans livslange interesse for at tegne, lave graffiti, og mest af alt bare det at udtrykke sig med sin helt egen stil. Og det er netop det Kasper gør. Han tatoverer på sin helt egen unikke måde som ikke er blevet set i Danmark før, når man snakker tatoveringer. Han holder hans gamle graffitistil, men mikser en genial cocktail ved at blande new school ind i det. ”-… men jeg er også virkelig interesseret i den antikke tegnekunst”, tilføjer han

Som før nævnt elsker jeg sneakers og især runners. runners? tænker du måske. Du ved, retro løbesko fra typisk slutfirserne eller starthalvfemserne, ofte reproducerede og med nye forbedrede teknikker i sålen for at øge komfort. Subkulturer, som hiphop og streetfashion-kulturen har taget disse runners til sig nok pga. den store komfort og det store udvalg af modeller og farvekombinationer.

Jeg selv derimod elsker en stor saftig sål, gerne med en masse hæl på, og der skal i fedtes med detaljerne. Det er noget af det jeg elsker allermest ved runners, detaljerne, og der masser af dem, syningerne, luftpuderne, blandingerne af forskelligt materiale, det er så kopiøst og vulgært, men på samme tid så diskret – underspillet overflødighed. Jeg ville gerne fremhæve mine min favorit-model indenfor kategorien, og samtidig vise mine to erhvervelser.

F.eks. Nike Air Max-serien som har været meget populær i etniske kredse i et længere stykke tid, også hele den nye danske grime-bølge, har været glade for især Nike Air Max 1-modellen. Eller modeller som Nike Challenger og New Balance 420, som det seneste år har opnået så stor en popularitet, at jeg vil postulere, at de er gået hen og blevet mainstream. Man er vel ikke ”ægte gymnasieelev”, hvis man ikke selv ejer eller minimum har en ven, der ejer disse famøse runners. Nike Challengers og NB 420’s popularitet skyldes nok den lave sål, der måske er lidt nemmere at ”sluge” for massen, da man ikke helt føler det som en løbesko.

Når man snakker runners fra slutfirser-starthalvfemser, må man, eller rettere sagt kan man jo ikke glemme Nike Air Max 1 eller Nike Air Max 87, som den er opkaldt efter udgivelsesåret, startede med at hedde. Som sagt, den blev udgivet i 1987 i af Nike, og er nok den mest ikoniske sneakers til dato. Sneakeren er designet af en bygnings arkitekt fra Nike’s hovedkvarter i Beaverton(Oregon,USA) ved navn Tinker Hatfield, han fik en forespørgsel af Nike’s øverst befalende, som følge af hans gode arbejde på kontor bygningerne, Tinker takkede straks ja.

Skoen er den første løbesko på markedet, der kunne tilbyde luftpuder i hælen for at forhindre slitage og skader på løberens knæ og ryg, og netop på grund af disse luftpuder blev serien døbt Air Max. Tinker Hatfield innoverede virkelig måden at designe løbesko på, da denne synlige luftpude, virkelig var kontroversiel i forhold til de daværende konkurrenters modeller. Tinker har tidligere udtalt, at hans inspirationskilde i forhold til den synlige luftpude, var en bygning i Paris ved navn Centre Georges Pompidou. Bygningen er et museum bygget i en high-tech postmodernistisk stil, som efterlader hele skelettet og konstruktionen af bygningen synlig i meget iøjnefaldende farver. Man kan drage sammenligner mellem Air Max 1’erens synlige luftpude og dens farverige ruskindsbånd rundt om mellemsålen, til det arkitektoniske design af Centre Georges Pompidou. Der er ikke kun positive ting at sige om Nike Air Max 1 – den har også fejl og mangler. Selvom det er en utrolig slidstærk sko, som kan holde flere år, så har den en tendens til at falde lidt i siderne, alt efter hvordan brugeren end går. Jeg vil gerne selv fremhæve en af mine egen erhvervelser, en Nike Air Max 1 Grey/White-Gum. Meget simple grå sneakers udgivet i efteråret år 2009, primært i grå ruskind med en lysebrun gummisål. Jeg elsker det neutrale og minimalistiske look de har, der gør at man kan

bære dem med næsten alle farver. De har kostet 1200 kroner i sin tid, men er nok lidt svære at skaffe på nuværende tidspunkt, da de er udgivet for 2 år siden. Mit andet indkøb, eller rettere sagt første, er en Nike Air Max 1 Athletic West Obsidian, og den blev udgivet i foråret år 2009. Den blev udgivet som en del af Nike’s East vs. West Rivalry Pack, og denne model repræsenterede med sin mørkeblå farve Atlanterhavet og derfor den vestlige del af USA. Den er lavet i en blanding af mørkeblåt ruskind, bomuld og nylon, og har en sort gummisål – inde på indesålen er der en tegning af en bæver, hvilket er en reference til Nike hjemby Beaverton. Jeg købte parret på udgivelses datoen i slutvinteren 2009 og har flittigt gået med dem lige siden, så jeg må indrømme at de har været det mest holdbare par sneakers jeg nogensinde har haft. Parret kostede 1200 kroner, og er nok også lidt svære at skaffe på grund udgivelsesdatoen. Hvis du selv er fan af AM1’eren, vil jeg anbefale at du køber en bog ved navn MAX100. Det er en billedbog tegnet af en stor AM1-fan, Matt Stevens, der har tegnet en illustration af AM1’en hver dag i hundrede dage. I bogen er der alt fra Lego, Pandekage, Burger-illustrationer, til helt almindelige tegninger. Jeg synes at den er super fed, og man bliver virkelig overrasket over hvor kreativ han har været med nogle af tegningerne og illustrationerne

Fly ver dragt .

Af: Josephine Roshni Wiig Foto: Alice Topsøe-Jensen På fotoet: Evi Arnsbjerg Brygmann

Det er nu endnu en gang blevet vinter, og dilemmaet om, hvilket overtøj jeg skal købe, presser sig på, og overvejelserne om, hvorvidt jeg skulle anskaffe mig en flyverdragt, har været mange. Her i lille Danmark er det koldt, tror jeg hurtigt vi kan blive enige om. Jeg hører selv til en af de typer, der fryser mig igennem hele vinteren, på trods af at jeg har tyve lag tøj på. Sidste vinter lå der meget sne over alt, og privilegeret som jeg var, tog jeg cyklen, hvor end jeg skulle hen, hele vinteren. Det resulterede i at jeg til sidst stærkt begyndte at overveje, hvorvidt jeg skulle anskaffe mig en flyverdragt. Flyverdragter bliver i min verden ofte forbundet med små, glade børn, med røde ansigter, der utrætteligt har været ude og lege.

Evi om sin flyverdragt: Dengang jeg var 7 år, og den lykkelige ejer af en flyverdragt, havde jeg intet imod sne og kulde, måske det er derfor, man er så satans glad, når man er lille, og det er koldt – fordi man har sådan en. Købet af en flyverdragt blev dog aldrig til noget. I sommers begyndte jeg at spotte ’one pieces’ også kendt som ’jump in’, som bl.a. blev solgt på Roskilde Festivalen, og jeg tænkte det måske snart skulle blive tiden, hvor unge er klar til flyverdragten igen. Da jeg så en dag spottede min veninde Evi i en rimelig cool flyverdragt, ramte behovet for en flyverdragt mig igen. Jeg må indrømme, jeg synes den var fed! Jeg håber på, at de snart kommer frem igen, og jeg har fundet ud af, at jeg deler håbet med flere, end jeg troede. Kommer sneen og nedlægger landet igen, må det være der, jeg går ud og køber mig en fin flyverdragt, i stedet for år efter år at investere penge i en jakke, der kun varmer halvdelen af mig.

”Jeg har den fordi, min mor spurgte, om jeg ville have den. Det var hendes, men hun brugte den ikke rigtig, og jeg ville vildt gerne have den. Jeg vil helt sikkert anbefale flyverdragter til andre! Den er både praktisk og smart. Man kan have pænt tøj på, f. eks. strømpebukser og tyndt tøj, selvom det er dælens koldt. Udover det, så er det noget folk ligger mærke til, og man får meget positiv opmærksomhed. Når jeg går igennem byen med min stærkt lyserøde flyverdragt, gør jeg folk glade, og jeg møder mange smil.”

Fordele: De er varme! Det er ikke alle, der har dem (endnu). Man behøver ikke at have 10 lag tøj på indenunder. Hvis man er en pige, kan man have nederdel el. lign. på, uden at blive til en omvandrende ispind – dette gælder i øvrigt også drengene, hvis de er til den slags. Hvis sneen skulle komme, kan den bare komme an.

De er varme!

Ulemper: Chancen for at folk kan komme med negative bemærkninger er der, men sådan er det med alt. De kan være besværlige at få af og på, og er lettere problematiske, hvis et hastende behov for et toiletbesøg skulle melde sig. Hvis lynlåsen sætter sig fast, er du lidt på røven, da den ikke er til at hive over hovedet. Det kan være svært at få fat i en, der er både cool og billig på samme tid.

den billige icetea med peach fra netto. 8 kroner, slask! øl! filosofi i store mængder musik, nyt og gammelt i stor stil vores naboer på bolsjefabrikken! De er fanme’ søde nye mennesker der banker på vores dør farver! Og vores nye gule sofa fester! vores søde læsere! Tak for den fede respons på første magasin folk der bliver forelskede Canon! Særligt Tino’s nye 5D søndagsmusik, du ved hvad vi mener backgammon cigaretter chaite, den orange gode kuglepenne og post-it’s vimeo ”http://www.cracked.com”

En, eller flere tanker, om Danni Toma & Noodle’s nye album: Rige Mænds Jakkesæt En slatten søndag modtog jeg i min mailboks ét styks ”Rige Mænds Jakkesæt”, dette er Danni Toma og Noodles seneste arbejde, som er mundet ud i et album med navnet nævnt ovenfor. Da jeg begyndte at lytte til albumet, fik jeg sommerfugle i maven. Guitaren der roligt sætter stemmeningen for resten af albummet gav mig kriller i maven og gåsehud på armene. En følelse af nyforelskelse, afslappethed og søndagsfølelse faldt over mig som et tungt tæppe – og jeg lod mig falde. Jeg faldt ind i Danni Toma og

Noodles fantastiske univers. Danni Toma’s stemme charmerer mig, og Noodles produktion gør mig høj. Som numrene køre derudaf i mit univers, og man kommer til nummeret ”Et vers fra digtsamlingen”, må jeg indrømme at jeg bliver overrasket. Drengene har skabt et filosofisk nummer, med så mange budskaber, der charmerende hvisker til dine øre. Mens Danni’s lækre stemmer fortæller poesi, filosofi og budskaber, har Noodle skabt den fantastiske stemning med små klokker og rolige toner. Du synker endnu dybere ind i drengenes univers, og det er fantastisk. Resten af albummet fortsætter med den gode røde tråd, og det fungere ualmindeligt godt. Budskaberne er mange - og vigtige. For at sige en samlet sætning om hele ”Rige Mænds

Albummet løfter dig højere.

Jakkesæt”: Et dejligt søndagsalbum. Brug det til at kurere tømmermænd og hovedpine. Hør det når du laver mad, ryger spliff, når verden er hård, når du har sex og når du føler dig som den største mand i verden. Hør det i solskinsvejr og i det mørke vintervejr. Alice In Underland Crew er forelsket i Danni Toma og Noodle. Vi kontaktede Danni Toma, for lige at stille nogle spørgsmål til albummet ”Rige Mænds Jakksæt”

Hvilke overvejelser ligger der bag titlen "Rige Mænds Jakkesæt"?

Hvordan har folk indtil videre taget imod pladen?

Der er faktisk mange. Det hele startede tilbage i Marts, da Jakob aka. Noodle lavede et beat, som hed "RichManSuit".

Udfra det begyndte vi så at bygge et koncept, som så endte med at blive "Rige Mænds Jakkesæt" Altså det her med, at det er alle de rige mænd i jakkesæt, som sidder højt oppe i hirakiet og styrer hele pisset. Bankmænd, lobiister, politikere, alle dem der du ved. Dem ville vi ligesom bringe frem i lyset, og tale lidt om, eftersom der ikke er så mange, som gør det. Fordi om vi vil det eller ej, så er det jo alle dem med pengene, som sætter standarden for alle os andre. Så titlen, og pladen, og hele konceptet bag, er at bringe det her frem i lyset – altså, hvem er det, der styrer og holder øje med os.

som et redskab til at skabe en stemning, en følelse eller sætte nogle tanker I gang hos folk, som de måske ikke ville få andre steder. Så på den Igennem hele pladen kommer måde kan man godt sige, at musikdu med enormt mange bud- ken er vigtigst, da det er det, som skaber - er budskabet lige så rammer folkene først, men budskavigtigt som selve musikken? bet bagved, er ligeså vigtig, hvis ikke mere vigtig. Ka du se, hvor jeg vil hen af?

- Ja det syntes jeg. Mig og jakob arbejder tit ud fra koncepter, så lige som "Søndage & Andet Poetisk Bullshit" var en koncept plade, så er "Rige Mænds Jakkesæt" også blevet det. Jeg lærte i en tidlig alder, at musik var et redskab, man kunne bruge til at komme af med følelser, man nu engang gik rundt og havde. Så det er vigtigt for mig, at budskabet kommer ud, at folk lytter og forstår, at folk sætter spørgsmålstegn og tænker for sig selv, istedet for altid, at tro, at det man læser, ser og bliver fortalt er det rigtige. Vi bliver opdraget med at "sådan her" er tingene, men hvem siger, at de er det? Du ved, så jeg bruger musikken

Hvad er dit budskab? - Som du selv siger, er der mange budskaber igennem hele pladen, men det primære er det her med at tænke over tingene selv. Vær åben overfor alt, og se på det igennem din egne briller. Tænk det igennem, og tyg på det, og find så ud af, hvad DU synes, og ikke hvad du skal synes. Vores forældre, eller mine Ihvertfald, er jo opvokset med janteloven, hvilken jeg overhovedet ikke er fan af. Men ser man tilbage, så var tingene sikkert også som de blev sagt dengang de var unge, men verdenen har ændret sig meget siden.

- Altså de folk, som har fået lov at lytte har udelukkende kun givet os godt respons og givet den rigtig meget op. Vi er blevet kritiseret for at gøre det for kort :p men det ved jeg ikke om er negativt eller positivt. Fordi så betyder det jo, at de gerne vil have noget mere musik fra os. Jeg er super glad, også fordi det er den plade vi har brugt mest tid på. Vi startede i marts 2011, havde 5 tracks klar i maj 2011, så vi regnede med at smide den ud i september 2011, men efter problemer med vores lydkort, og et allergianfald overfor græs (sjovtnok), gjorde at vi måtte udskyde pladen, fordi min stemme lød så fucked up! Men jeg er super glad, jeg syntes den plade her er meget dopere end Søndage.. og det håber jeg også folk, der har været med fra starten synes, men det er mit indtryk indtil videre, så jeg er super glad!! :) :)

OG TUSIND TIL TIL ALICE IN UNDERLAND, FOR AT GIDE AT SKRIVE LIDT OM PLADEN! SKUD UD TIL NOODLE THE DON! Peace

Ihsan og jeg møder Niklas alias Stanley Most på Zoo Bar i indre København. Vi bliver modtaget med smil og kram, men med følelsen af at julestressen ligger over den unge herre, der netop har shoppet julegaver. Stanley falder dog hurtigt til ro, da vi får sat os ned, og interviewet kan begynde. Jeg starter med at spørge den unge herre om hvordan det hele startet, og han fortæller detaljeret hvordan det hele startede, da han allerede var 14 år gammel. Han hang ud på en ungdomsklub, hvor der var en pædagog der sparkede, den dengang meget unge, Stanley Most i gang med musikken. Niklas fortæller hele historien. Den er lang, spændene og fyldt med oplevelser. Han fortæller om de perioder hvor det er gået stærkt, og de perioder hvor det er gået mindre stærkt.

Stanley’s første video på youtube, fik ikke meget opmærksomhed. Den første EP ”Sæt dig ned”, fik heller ikke voldsomt meget opmærksomhed – men pludselig gik det stærkt, for hr. Stanley havde fundet det der grime, og det var der ikke andre der kendte noget til. I blandt vennerne, som Kesi og Kidd, var grime først ikke det store hit. De synes det var fint, og støttede Stanley, men de synes ikke det var det fedeste i verden. Stanley begynder stille og roligt og lave grime, som den første i Danmark. Han siger selv om grime: ”Det er meget mere legende. Der er ikke så mange normer som der er i dansk hip hop”. Stanley forsøgte at føre det engelske grime over til sit eget. Dansk grime så lyset for første gang.

”Som En Due” kalder Stanley Most selv for ”et undergrundshit”. Videoen var skælsættende for ham, den satte hele grime tingen i gang.

Men hvordan kan man springe fra undergrundshit på hjemmelavet beats, til at lave musik med Rune RK? Stanley havde været til en stor koncert i Vega, hvor han havde fungeret som opvarmning til Skream og Benga. I backstage sad Rune RK. Stanley havde drukket sig en god brandert på, og havde ingen idé om hvem Rune RK var. Efter opvarmningen havde han stået nede backstage og lavet freestyle til beatsne han kunne høre fra ovenpå. Rune RK synes han var fed, mens Stanley faktisk troede han var Rune Rask (Suspekt). Rune gav Stanley hans mail, og derefter gik det hurtigt. Stanley fik et beat, han lavede noget over det, sendte det retur, og dagen efter sad de i studie sammen. Altså et godt eksempel på, at det kan kræve en smule held, være de rigtige steder på de rigtige tidspunkter – men at man i den grad også skal kunne sine ting.

Man er ikke i tvivl om at Stanley er en hårdtarbejdende mand. Han ved at det kræver hårdt arbejde, og det gør han gerne, for han kan se det har båret frugt. Hans venner og han selv, hjælper hinanden og løfter hinanden op.

Folk skal fyre den af, og komme så langt de kan. Jeg spørg Stanley ”Hvordan er det at se den udvikling grime har oplevet i Danmark, når nu du bragte det hertil?” Han er glad for den udvikling der har været, det har været vildt at opleve. Bare små ting han kan se at folk har taget til sig, såsom ”Jeg gør min ting” og ”blod”.

Det eneste han synes der er lidt ærgerligt, er at han ikke synes folk er originale nok. Meget minder om hinanden, i stedet for at skille sig ud, være kreativ og skabe noget originalt og nyt. Jeg spørger også Stanley som et sidste spørgsmål, hvad undergrunden har betydet for ham. Jeg citere: ”Jeg tror at alle skal igennem undergrunden, for at komme op, og det tror jeg er godt. På den måde har undergrunden betydet meget for mig, da jeg ligesom var i den 100%. Men egentlig gir jeg ikke en fuck for undergrunden, for det der med at folk vil holde sig nede fordi de skal være undergrund, det gir jeg en fuck for! Folk skal fyre den af, og komme så langt de kan.” Af: Sophie Amalie Fälling Foto: Ihsan Tahir grafik: Frederik Dollerup

Det er livsforsødende, opløftende - lyden af små regndråber, pitchede vokaler og nuancerede trommer og akustisk guitar over fængende Post-Dubstep. Det svært at beskrive lyd, men man kan have sine egne subjektive meninger; dansabelt, energisk, eftertænksomt, hårrejsende måske endda tårevækkende. Det kan beskrives som en sindstilstand - man indtræder et nyt univers af unaturlige, men samtidig harmoniske lyde, eller hvad? Jeg snakker om lyden bag en 19 årig Gymnasieelev ved navn Patrick Alexander BechMadsen, medlem af Kilimanjaro og stifter af en mands bandet Sekuoia.

Patrick er med Sekuoia, for tiden aktuel med EP’en ”Trips” som ligger på ITunes til en overkommeligt pris på 24 danske kroner, kan varmt anbefales. Vi tog ud til Patricks hjemby Nivå for at få en snak om musik, fremtidsplaner og alt det andet i gerne vil vide om manden bag Sekuoia, selvfølgelig akkompagneret af en kold øl. Patrick åbnede sit hjem for os med stor gæstfrihed – og da vi fik det værste våde tøj af vejen, satte vi os til rette og da vi fik knappet en øl, kunne interviewet starte. Eller?! Vi skulle da lige høre Patricks nye hiphop-banger med egen auto tune participering i omkvædet, men indtil videre et hemmeligt projekt.

KG:” Patrick vil du ikke starte med definere Sekuoia-lyden?” Patrick sidder lidt eftertænksomt og kigger ud i luften:” Altså som udgangspunkt er det jo guitarbaseret elektronisk musik, og så lægger jeg meget vægt på at det skal være chill. Altså sådan omkring de der 80 BPM, du ved lidt hiphopagtige beats med en hel masse underlige reallyde, og så en eller syg reverb-vokal. Jeg vil ikke definere det som andet end guitarbaseret elektronisk musik, for det har som udgangspunkt bare været helt uden rammer og eksperimentelt.” KG:” Men hvor, hvornår og hvordan startede du egentligt på din musikalske karriere?” Patrick.” Det startede tilbage i 6.-7. klasse, hvor jeg købte en guitar og begyndte på noget undervisning – det var sådan noget useriøst jeg spillede, Guns’n’Roses og sådan noget. Men så for en 2 år siden begyndte jeg at sidde og rode med noget elektronisk musik af forskellig art – Dubstep, Techno, House og sådan noget, men stadig på et meget useriøst og basalt plan. Men det var først her for cirka et år siden, jeg ligesom begyndte at tage musik seriøst og begyndte at finde min egen lyd. Det var der, jeg begyndte at dyrke en form for en niche med at det skulle være guitar blandet med de forskellige elektroniske elementer.

KG:” Du er blevet spillet på Le Gammeltofts radioprogram UngaBunga og har ligget nummer 1 på ITunes elektroniske download-liste, som følge af udgivelsen af din EP Evenings – hvordan har det været at opnå den succes?” ”Det synes jeg selvfølgelig er fedt, men det er ikke noget man mærker i hverdagen, jeg synes bare det er svedigt, det sådan et fedt skulderklap at Le Gammeltoft spiller mit musik. Det er også bare Frederik, der ejer pladeselskabets første release, så han har bare været super god til at promovere det – og vi har i det hele taget haft et super godt samarbejde, og han har lagt super meget tid i projektet. Det har også bare været fedt, at få ros som soloartist i forhold til mit samarbejde med Aron fra Kilimanjaro.” KG:” Så det er motiverende?” Patrick:” Ja helt klart, jeg kan næsten heller ikke vente med at komme i gang med et nyt nummer – og jeg er for tiden i gang med et When Saint Go Machine remix, og det er jo også en god mulighed for at blive lagt mere mærke til her i Danmark.”

computerhøjtalere. Og så bare have tid, til at fokusere på elektronisk musik i 4 måneder, og så ved siden af lave et sjovt hit, men det bliver sgu nok ikke samme stilart.” KG:” Hvem er Sekuoia så musisk inspireret i forhold til Kilimanjaro?” Patrick:” Altså det, der inspirerede mig til at gå efter den mere bløde del af dubstep som Kilimanjaro jo er, var helt klart Mount Kimbie, James Blake og sådan noget, og de inspirerede mig meget hurtigt til at lade være med at bruge wobble. Og så dem, der hedder Hotflush Recordings, det er sådan meget sub-baseret dubstep, og det begyndte jeg at dyrke rigtig meget. Og Sekuoia er nok inspireret af noget lidt mere afslappende og måske lidt hiphop-inspireret såsom Schlomo og en masse andre mindre producere, men også i en vis grad noget Hudson Mohawke, Rustie og måske noget Eloq, og den lidt mere wonky del af den elektroniske scene. Men jeg hører rigtig meget det album, der heder Bad Vibes med Schlomo for tiden, og det tror jeg helt klar skinner igennem på min EP.”

KG:” Oven på den her succes, har du så gjort dig nogen forhåbninger om at tjene penge på musikken?” Patrick:” Nej der er jo ikke så mange penge i den eksperimentale del af musikken, men jeg har faktisk overvejet at lave et eller andet sjovt gøjl, altså lave et eller andet grineren hit. Jeg skal på noget, der hedder Engelsholm højskole til marts, det er en musikhøjskole og der skal jeg være 4 måneder. Jeg tager der hen for at blive bedre til at producere, for det synes jeg stadig lidt jeg mangler – jeg kunne godt tænke mig, at kunne producere de der beats, der bare er 100 procent klar, og lyder godt selvom om de kommer ud af et par

og jeg er for tiden i gang med et When Saint Go Machine remix

KG:” Nu her i disse tider hvor det er rigtigt populært at være Dj, er det så blevet sværere at komme ud på klubberne og få spillejobs?” Patrick:” Altså jeg ser ikke rigtigt mig selv som en Dj, og jeg brænder sgu ikke så meget for at spille Dj-sets!” KG afbryder:” Men er det ikke der alle damerne er?” Patrick griner lidt og replicerer:” Jeg laver sgu ikke så forfærdelige mange damer på det faktum, at jeg laver musik, har faktisk kun udnyttet det en gang da jeg spillede på Rust, men hun også nordmand(griner). Men jo det er ret svært at få spille jobs som Dj, også når man som mig ikke laver det mest dansable musik i verden. Der er jo klart flere fester end koncerter i det københavnske natteliv, så det er ret svært at få spillejobs. Men jeg synes Dunkel bar, har været rimelig åbne overfor Kilimanjaro,

men jeg tror også det helt klart er nemmere hvis man selv producerer, så har klubberne ligesom noget at forholde sig til. Jeg tror hvis man bliver stor nok og ligesom laver nogle numre, der er lidt mere mainstream og dansable, så bliver det helt klart nemmere at få jobs.!”

KG:” Hvem ville dit drømme samarbejde være med?” Patrick:” Fuck mand, den er svær!” Han tøver lidt og svarer derefter:” Jeg tror Lykke Li kunne være sindssyg fed at lave noget med, hende stener jeg ret meget for tiden, også fordi jeg tror hendes stemme kunne være sindssyg fed at arbejde med. Af producere ville det nok være en gut som James Blake – jeg ville have for svært ved at arbejde sammen folk som Schlomo og Mount Kimbie, da deres lyd bare er meget fastlagt, og en fyr som James er bare fleksibel rent musikalsk. Nå ja Thom Yorke selvfølgelig – men ja, Lykke Li og Thom Yorke, nok mest fordi man kunne bruge deres vokaler til noget sindssygt fedt!” KG:” Nå ja i forbindelse med det, er det dig selv, der lægger vokalen i din musik?” Patrick:” Altså ja, alt undtagen Evenings-nummeret. Jeg tager bare og pitcher op og ned i tonehøjderne, det bare sådan små bidder jeg reverber. Men faktisk er det meste Kilimanjaro bare choppet R’n’B.” Ihsan(fotograf):” Der kommer ikke så meget fra Kilimanjaro mere, vel?” Patrick:” Altså jeg har jo valgt at fokusere på EP’en her for tiden, så det har ikke været så meget tid til netop Kilimanjaro. Men vi skal måske lave noget med forsangeren fra et dansk band, der hedder Death By Kite, og

Vi skåler med hinanden smilende, og takker for et vellykket interview. Og gudhjælpe mig om Patrick ikke gør sig den ulejlighed, at køre os til den nærmeste kystbane station – han er sgu en flink fyr ham Patrick. av

han vil nok medvirke på den næste EP. Det bliver fucking svedigt!! Han har sådan lidt Mew-agtig stemme, så en svedig Ep med ham bliver sgu nok det næste!”

SkĂŚv morgen Af: Ihsan Tahir

Oh wait, did u take a picture? Af: Alexander Lissalde

Et skridt fremad .

Dagen er blevet til d. 11 december. Jeg når til dansens hus, i kødbyen, på slaget otte. Ikke et sekund for tidligt, for sent kan måske diskuteres. Udenfor står en hobe nysgerrige mennesker som venter på at blive overrasket og få en ny oplevelse. Vi venter alle sammen på at forestillingen af Make your move går i gang. Make your move er et kulturudvekslingsprojekt med fokus på unge talenter indenfor koreografi i Marokko og Danmark. Det finder for første gang sted i København, og er et projekt der skal opmuntre og udvikle unge talenter indenfor koreografi som håndværk og kunstform. De ni koreografer der er blevet særligt udvalgt, skal vise deres bud på en vellykket koreografi med energi og styrke. Det er alle unge amatører imellem 15-21, med helt forskellige baggrunde indenfor dans. De er blevet udvalgt da arrangørerne har set deres specielle talent indenfor dans og koreografi.

Publikum får sat sig ned, og sidder som et intimt enkelt individ der nysgerrigt venter på et brag af en oplevelse. Værten går på og præsentere første koreograf, Thea Carla Schøtt. Thea sætter showet i gang med en hiphop inspireret koreografi, der indeholder mange af de mest brugte dansegenre indenfor hiphoppens verden og baggrund. Inden for den næste time går den ene koreograf på efter den anden. Hver af dem med sit talent og energi, og med en udfoldelse og passion der er svær at få med på ord. Hver eneste koreografi indeholdte et hvis sammenhold og lidenskab, og selvom deres forskellighed, selv i de enkelte grupper, kunne man tydeligt mærke deres fælles kærlighed til dans og koreografi. Forestillingen kommer rundt omkring alle dansens hjørner. Alt fra jazz til krump og også det imellem.

De ni koreografer; Thea Carla Shøtt, Oliver Marcus Starpov, Sheba Hunter, Peter Silke Albrektsen, Frederikke Hauberg, Miel Pedersen, Maja Ho, Lukas Hartvig-Møller og Klara Utke Acs, lavede alle sammen en super lækker forestillingen og gav alt hvad de havde. Efter bedømmelsen af fire specieludvalgte dommere var placeringerne blevet valgt. Publikumsprisen gik til Thea, 2. pladsen gik til Lukas, og 1. pladsen gik til Maja, som nu snart er på vej til Marokko. Koreografen Maja Ho lavede en koreografi ved navn ”Trailerpark Preggo”. Det handlede om syv white trash kvinder på mission. Forestillingen var komisk, sexet og komisk igen. Der var fede lydeffekter med fra dansernes stiletter og det humoristiske der kom til udtryk gjorde forestillingen til en der var let at tygge, selv for en uden nogen kendskab til koreografi og dans. Det var en søndag som ikke kun blev brugt i tømmermændenes navn, men gav en oplevelse. Jeg kan kun sige tak til arrangørerne inden for Make your move for en super fed forestilling og god underholdning.

Syv white trash kvinder på mission.

Historien bag skateboard revolutionen og om hvordan det hele begyndte. Historien om hvorfor dogtown drengene begyndte at skate tomme pools, og hvor fik de deres beskidte stil og rå attitude fra? Dokumentaren byder en masse gamle video klip og billeder fra dogtown og z-boys, som gør dokumentaren unik. Derudover er der en masse interviews med Jay Adams, Tony Alva, Bob Biniak og en masse andre, som fortæller om hvordan det var, og hvordan det hele fandt sted. Man ser hvordan drengene fra det fattige område bliver Hollywood stjerner.

Om hvorfor de her mennesker laver den kunst de gør og vi får at vide at nogle gør det, for at pointere nogle ting der er galt med vores samfund. Andre for personlige årsager. Det er en utrolig flot film og der er en rimelig rar og mystisk stemning hele vejen igennem. Og den bliver ikke kedelig som nogle dokumentarer har det med at blive.

Jeg synes at den er rigtig god, og et godt supplement til Lords of dogtown, som er en spillefilm. Lords of dogtown er bygget over dogtown and z-boys dokumentaren, så de ville være perfekte at se lige efter hinanden.

Den kan varmt anbefales og den får 5 ud af 6 kapsler her fra! Den ligger der ude Online, et sted hvis du nysgerrig nok, på at finde ud af hvad det egentlig er så skal du nok finde den

For at synes godt om dokumentaren, skal man nok skate eller har en form for relation til 70’erne. Når man har set den får jeg lyst til at have været med I deres lokale crew , hvor det hele bare gik ud på at surfe, skate og lave ballade.

Af: Morten Holm Rasmussen.

Jeg giver den 4 ud af 6 ølkapsler. Men hvis man ser Lords of dogtown bagefter får de til sammen 6 ud af 6, fordi i spillefilmen får man et bedre indblik på hvor hårdt de havde det, hvordan de levede, deres sammenhold og vejen mod succes.

Inside Outside Er en dokumentar fra 2005 af Andreas Johnsen og Nis Boye Rasmussen. Den handler om graffiti og streetart rundt omkring i verden som fx Paris, São Paulo og New York.

Hvad du ønsker skal du få ... RABAT på næste arrangement, fest, event RABAT på vores merchandise (kommer snarest) HJÆLP til tweaks apps fra Cydia Samt et super duper flot MEDLEMSKORT Så vil du fortsat gerne have glæde af vores magasin som jo er GRATIS så STØT OS med 100,- kr. Hvis du lyster til at støtte med et Større beløb siger vi da ej nej tak til det Du får ovenstående FORDELE og forhåbentlig FLERE hvis vi får medlemmer nok. Så bliv medlem nu ved at indbetale min. 100,- kr på konto Lån & Spar Bank reg 0400 konto 4016950888 HUSK HUSK HUSK HUSK Fulde navn Adresse Fødselsdag

Så kvittere vi med et fint medlemskort i posten. Tak fordi du læser med og støtter os.

Love

Går du rundt i Reykjaviks gader og kigger på folk, ved alle, at de intet ejer, men kun skylder væk. Som Howlin’ Wolf ville have sagt, ’’They got the blues’’.

Folk på Island lever i en konstant undergrund, fordi de resten af deres liv vil leve i undergrunden af den kapitalistiske afføring, som nærmest faldt fra himlen uden advarsel i 2008. Folk har så lidt som ingen tillid til politik mere, men sætter sig foran fjernsynet hver aften for at se TV-avisen i håb om gode nyheder, hvilket ledere videre til spørgsmålet om de unge mennesker, som desværre er nødt til at leve med det.

En stor del af de unge har taget sine lån, købt flotte biler og er i gang med en uddannelse inden for finansøkonomi og håber på at få succes inde for det. Men – Hvad skal et land med 320.000 indbyggere med 50.000 nyuddannede økonomer? Vi er allerede interesserede i at vide, hvad de andre unge mennesker, som ikke interesserer sig for økonomi og flotte biler, søger, og hvor de søger henne, nu hvor de er trætte af at protestere og trætte af at høre på, hvor fucked bankerne er. Hvordan kan de danne sig en undergrundsoverflade oven på den afføring, som resten af nationen lever i?

Af: Gusti Goo Foto: Gusti Goo

Af: Sophie Amalie Fälling L ay-out: Frederik Dollerup

Du har sikkert prøvet det før. Stået et sted i byen

og tænkt ”Okay.. det her sted vidste jeg ikke fandtes”. For mig personligt, så elsker jeg det. Det at opdage nye steder – lige midt i indre by! Tro det eller ej, men der er fyldt med hemmelige, forladte og spændene steder i København – grib din cykel og gå på opdagelse. Du har sikkert prøvet det før. Stået et sted i byen og tænkt ”Okay.. det her sted vidste jeg ikke fandtes”. For mig personligt, så elsker jeg det. Det at opdage nye steder – lige midt i indre by! Tro det eller ej, men der er fyldt med hemmelige, forladte og spændene steder i København – grib din cykel og gå på opdagelse. Vi vil i en række af artikler præsentere nye steder, lige midt i byen. Vi vil aldrig skrive nøjagtig adresse – vi

vil ikke fjerne det sjove ved selv at tage på opdagelse, men også i respekt for dem der virkelig går op i at finde de forladte steder.

og grafittien der er malet i alle farver, står flot frem. Hullerne i taget viser blå himmel, og små solstråler falder ned i det store lokale.

FABRIKKEN PÅ BRYGGEN Måske var du der til piratfest for omkring et år siden? Ikke langt fra store kontorbygninger med store glasruder, lys og overvågning – ligger der en stor fabrikshal, så hemmelig så hemmelig.

Om natten er det dog en anden sag. Kun de stærke farver på væggene står frem. Hvis du kigger op igennem taget i de små huller, ser man stjerner. Bygningerne der ligger omkring giver en smule lys, men det er ikke meget. Men det er stadig fantastisk. At stå der alene i så stort et rum, kun sammen med sit kamera.

Efter en tur på snævre stier, og en tur over et stikkende hegn – der står bryggens fedeste bygning. Vi har besøgt bygningen både i dagslys og i nattens mørke, det er to forskellige bygninger, på to forskellige tider af døgnet. Om dagen står lyset skarpt igennem hele bygningen,

Tag din cykel og kør en tur til Islands Brygge – se om du kan finde bygningen. Den er fantastisk. Hvis du skater, så smid dit skateboard over styret – der står små ramper, et rail og en kost derude!

Jan Emil UrbanExplore.dk Hvad har været det mest spændende sted at opdage? Den mest spændende tur var til området omkring Tjernobyl. Naturen har taget over og der gro planter op inde i bygningerne. Malingen skaler af og støvet ligger Har man ikke været i et tykt lag. Da folk skulle ude en uge komforlade området hurtigt mer trangen til et står mange spændende nyt kick. ting tilbage, så man kan få et indblik i soviet tiden for over 25 år siden. Bliver man afhængig af at finde nye steder? Det sætter sig hurtigt i blodet, hvis man er Urban Explorer. Har man ikke været ude en uge kommer trangen til et nyt kick. Et godt råd? Vil man starte med at udforske byens skjulte rum er det bedste råd nok bare at lette sig fra sofaen og komme ud. Det kan motivere ekstra, hvis man tager lidt billeder og får feedback på nettet fra andre.

Er du klar? så spil bolden og skyd. Det er onsdag aften på ahlefeldtsgade ved israels plads, og vi er på vej ned i HBFs kælder, for at være med til deres amatør tunering i bordfodbold. Der nede møde vi Camillie Lohmann som sammen med sin makker Amalie Bremer er verdensmester i damer double bordfodbold. Hun fortæller os at det er en meget blandet flok der kommer hernede. “Her er både verdenseliten og nybegynderne” som hun siger. Camilla startede selv med at spille tuneringer på cafeen funkes ved Sankt hans torv og i kulcafeen på teglgårdsstræde i indre københavn. HBF er en forkortelse af Hovedstadens bordfod-

boldklub og blev startet i 1998 af en fyr ved navn Bo Wermuss. Dengang var der ikke knap så mange der interesseret sig for sporten, men populariteten og antallet af mennesker der spiller seriøst er vokset markant siden. Vi spurgte Camillie Lohmann om et par spørgsmål:

Udnytter du det når du går i byen? ”Ja, en del, jeg går mest ud de steder hvor der bordfodboldborde, og så er det jo altid fedt at slå to måbende mænd, og vinde en øl. De fleste reagere med positiv overraskelse og synes det er vildt fedt at man er så god, men der er også nogle som blive sure og irriteret.”

Hvordan er det at være pige i sådan et miljø? ”Det er ikke så slemt, de fleste kender os, men for helt nye kan det altså godt være lidt svært for en pige at komme herned, for der lugter meget hurtigt af sved og sure tær. Men ellers skal man bare komme herned og nyde stemningen.”

Hvornår kan man komme herned hvis man er nybegynder? ”Hver onsdag fra klokken 18 afholder vi Amatør tuneringer og her er alle velkomne!”

Er der et socialt miljø omkring bordfodbold kulturen? ”Ja der er et kæmpe netværk, ja har fået en masse venner og bekendte i små byer i Tyskland Frankrig og USA. og så er der selvfølgelig vores kælder, hvor vi tilbringer en masse tid.” næste gang du ser to piger spille bordfodbold, skal du nok se dig ekstra godt for, inden du udfordre. af: Mats Magnussen

Her er vores guide til barer og cafer med bordfodbold.

Cafe funkes, Blegdamsvej 2, Kbh. N Musiksmag, Jægersborggade 43, Kbh. N Din Nye Ven, Sankt Peders Stræde 34, Kbh. K Flisen, Ingerslevsgade 200, Kbh. V Rust: Guldbergsgade 8, Kbh, N

Vi sælger dem drømmen min fine ven. Drømmen de aldrig får. Du skal forstille dig, at du laver en pakke. Den er ikke særlig flot, men den indeholder alt, hvad dit grådige hjerte begærer. Den pakke ligger du på et busstoppe sted, og venter på, at den rette ejer kommer forbi, den som skæbnen har bestemt skal have det, han har fortjent. Han sætter sig, og du spørger om han vil have pakken.

Han kigger underligt på dig, og forstår ikke. Du forklarer ikke, hvad indholdet er, men at han skal tage den. Men hvis han gør, skal han tage bussen uden billet, dog kun hvis han vil have, hvad kassen indeholder. Mon han er villig til at tage chancen? Stoler han nok på dig? I har jo kun lige krydset vej nu, i dette øjeblik!?

Eller skal du vente på den næste, man ved det jo ikke. Men hvis han nu tog kassen, og gik ind, og der kom en kontrolør, og han skyndte sig ud, ville kassen så bare ligge, og vente på at blive en andens en, som ikke havde taget chanchen? Eller ville den forsvinde som om intet er hændt?

Meningerne er mange. Ordene få Alt er, hvad du gør det til. Af BaNAn&vest

AliceinUnderland.dk Du ved s책dan der ikk?