Gildet

GILDET eller

Hvordan man vinder et folketingsvalg af Ryan Smith

Gildet - eller hvordan man vinder et folketingsvalg © Ryan Smith og Det Andersenske Forlag 2011 Udgivet af Det Andersenske Forlag Hammerensgade 1, 2. sal - DK - 1267 København K www.andersenske.dk Bogen er sat med Palatino Linotype Trykt hos ScandinavianBook 1.udgave, 1. oplag.

Printed in Denmark 2011 ISBN 978-87-92240-29-3 Kopiering af denne bog må kun finde sted på institutioner og virk­ som­heder, der har indgået aftale med COPY-DAN, men kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Institutioner og virksomheder, der ikke har indgået aftale med COPY-DAN, skal ved ønske om kopie­ ring henvende sig til forlaget.

.

OM TEKSTEN Efter valget i 2011 mødes en rÌkke personer til fest hos Villy, hvor de skiftes til at holde taler om politik

VEJEN TIL VILLY MARGRETHE: Kan du fortælle mig, hvad der skete dengang hos Villy? Vil du tænke dig, jeg, som kommer fra et parti, der altid har sat en ære i at ’sidde med ved bordet’, jeg var ikke inviteret med til gildet.

LENE: I aften har været en god aften, og selvom det er sent, og de andre gæster er gået, kære Mar­grethe, så er jeg faktisk ualmindeligt beredt på at besvare dit spørgsmål. Som det nu sker, så var jeg på vej hjem fra byen her den anden dag, da Naser, en af mine bekendte, fik øje på mig og råbte tværs over gaden: ”Hey der, du modedyr! Du! Lene, venter du ikke?”

Jeg stoppede op og ventede.

Han sagde: ”Lene, jeg har netop gået og ledt efter dig, så jeg kunne få den fulde historie om, hvad der skete til Villys fest, hvor Anders, Helle, Mogensen, Søren og de andre var der for at fejre ham; hvad sagde de i deres taler om politik? Jeg fik en beretning fra én, som havde hørt det fra Nick, men han sagde, at du også vidste noget om det. Han var ikke i stand til at give mig den fulde beretning, og mange af detaljerne var tågede.

Vær sød at give mig din udgave, Lene. Anders er din ven, og ingen er bedre i stand til at genfortælle, hvad han sagde, end dig. Men før du begynder,” tilføjede han, ”så fortæl mig, om du måske selv var til stede ved Villys fest?”

5

”Det var i hvert fald ikke nogen særlig god udlæg­ ning, du har fået, Naser,” svarede jeg, ”hvis du har hørt, at jeg selv var til stede.” ”Jeg troede faktisk, at du selv havde været til ste­ de,” svarede han. ”Jeg var ikke selv til stede,” svarede jeg, ”ved du ikke, at det er mange år siden, at Danmark gik konkurs, og Villy måtte forlade politik, men kun tre år siden jeg selv så lyset og for alvor begyndte at fraternisere med Anders; at gå til møder med ham; at se ham dagligt og deltage i briefinger, hvor jeg hørte om hans tanker og syn på mange forskellige sager? Før det plejede jeg at rende rundt på må og få i en egentlig ret strukturløs hverdag. Udadtil så det måske ud som om, at jeg havde nok at gøre, men indadtil må jeg tilstå, at mit syn på det politiske var et stort kaos. Jeg bildte mig selv ind, at jeg var i kontakt med alverdens store og vigtige beslut­ ninger, men jeg befandt mig faktisk på et ret patetisk stadie – præcis som du gør nu! Og jeg tænkte, at venner med Anders, det var da det sidste jeg skulle være”. ”Selvfølgelig ved jeg godt, at Danmark gik fal­lit,” svarede han, ”og rygterne siger jo også, at det i vir­ke­ ligheden var Anders, der fik økonomien til at styrte i grus. Men lad være med at gøre nar af mig. Bare fortæl mig, hvornår gildet fandt sted. Hvornår var det?” ”Det var i 2011,” svarede jeg, ”mens vi stadig var i fyrrerne, og Villy vandt regeringsmagten for første gang. Det var dagen efter valgaftenen og Villys store sejrsfest i Øksnehallen.” ”Så er det da virkelig lang tid siden,” svarede han.

6

”Hvem har fortalt dig det, du ved om festen, var det Anders selv?” ”Bestemt ikke,” sagde jeg. ”Det var den samme person, som fortalte det til Nick fra Hillerød, nemlig Simon-Emil, der også er fra Hillerød. En lille mand, med en mærkelig frisure, og med mange mærkelige udsagn. En velklædt herre, som mange opfatter som borgerlig, selvom han jo egentlig kommer fra RUC. Han var med til Villys fest, fordi han var en af de eneste, som sad i Folketinget med Anders dengang. Men jeg har selvfølgelig spurgt Anders til, hvad Simon-Emil havde fortalt mig, og Anders har bekræftet SimonEmils udlægning for mig.” ”Kom nu”, sagde han, ”hvorfor fortæller du mig ikke historien nu? Vi er alligevel begge på vej hjem fra byen, så der er rig mulighed for at følges. Du fortæller, og jeg lytter.”

Så mens vi fulgtes, fortalte jeg ham det, jeg nu vil fortælle dig, kære Margrethe, og det er derfor jeg – som jeg startede med at sige – er mere end almindeligt beredt på at besvare dit spørgsmål. Hvis jeg skal fortælle hele historien igen, så gør jeg det gerne, for det er faktisk sådan, at når jeg diskuterer politik eller lytter til andre, der diskuterer politik, så er jeg, her på mine sene dage, begyndt at nyde det helt enormt. Jeg nyder nu at tale politik og er helt uden tanker om, hvordan disse samtaler skal gavne mig selv personligt. Men når jeg hører folk snakke ud fra min gamle forståelse af faget, og de snakker om, hvor vigtigt det er at opnå denne eller hin ministerpost, eller ’sidde med ved

7

bordet’ i dette eller hint forlig, så keder jeg mig og føler medlidenhed med de folk, hvis liv går op i dét. De tror, at de bestiller noget vigtigt, mens det i virkeligheden slet ikke er tilfældet. Måske tænker du på den indstilling som en ynkelig indstilling, Margrethe, for du sidder jo på en eller anden måde altid med ved bordet. Så måske har du ret, når vi taler om det at være politiker.

Men når vi taler om disse mennesker, der kun går op i deres parlamentariske karriere og deres evige forlig og alliancer, så tror jeg ikke de er ynkelige; så ved jeg det.

MARGRETHE: Det er altid det samme med dig, Lene.

Du har altid travlt med at stemple dig selv og andre.

Det er, som om du tror, at alle andre end Anders er yn­ke­lige, inklusive dig selv. Hvordan medierne nogen­ sinde er kommet på at kalde dig ’Ferie-Lene’, ved jeg ikke. Siden du fik din opvågnen, har al samtale med dig været præget af, at du har så evindeligt travlt med, hvem der gør hvad galt, og du er kådmundet i din kritik af dig selv og alle andre – alle på nær Anders.

LENE: Jamen kære Margrethe, det er da tydeligt, at hvis det er den attitude, jeg lægger for dagen over for mig selv, så er det vel alligevel ikke så tosset med al den selvkritik?

MARGRETHE: Jeg gider ikke mundhugges omkring det nu, Lene. Bare vær sød at gøre, som jeg bad om, og fortæl mig, hvad der skete til gildet – dengang Villy holdt sin fest.

8

LENE: Ok, det gik nogenlunde sådan her … Nej, vent, det ville være bedre, hvis jeg fortalte historien fra be­­ gyn­delsen af, sådan som Simon-Emil fortalte den til mig.

Simon-Emil sagde, at han netop havde mødt Anders i jakkesæt og slips, og velduftende af eau de cologne, hvilket jo var ganske usædvanligt for ham, der jo var en kikset fyr fra Horsens. Så han spurgte Anders, hvor han skulle hen i den mundering.

Anders svarede, ”Jeg skal til fest hos Villy. I går blev jeg væk fra hans sejrsfest for at undgå de mennesker, der altid er ude på at hylde en vinder, blot fordi han er en vinder. Men jeg lovede Villy at komme til hans selskab i dag. Det er derfor, jeg har jakkesæt på; så jeg kan være moderigtig, når jeg skal til fest hos en mand, der følger lunerne. Men hvad med dig, SimonEmil, hvordan ville du have det med at komme med til middag uden at være inviteret? ”Jeg gør, hvad end du siger,” svarede Simon-Emil. ”Så kom med mig,” sagde Anders, ”så vi kan vise Villy, at ordsproget: ’at have mange venner, er ikke at have nogen venner,’ lige så godt kunne erstattes af ordsproget: ’hvor godtfolk er, kommer godtfolk til.’

Hertil svarede Simon-Emil: ”Men jeg er bange for, at jeg kommer til at bekræfte det første ordsprog, Anders. Jeg er ikke en af Villys venner, og jeg ser ikke specielt favorabelt på ham. Hvis du tager mig med til middag, så forbered en undskyldning, for jeg vil ikke indrømme, at jeg er kommet uden en invitation, og så vil jeg hellere sige, at du inviterede mig.”

9

”Vi finder ud af det, mens vi følges derhen,” svarede Anders. ”Kom blot med.”

Efter denne ordveksling sagde Simon-Emil, at de fulgtes ad. Men på vej derhen blev Anders optaget af politiske beregninger, og blev ved med at sakke bagud. Da Simon-Emil stoppede op for at vente, sagde Anders, at han blot skulle gå i forvejen. Da Simon-Emil nåede Villys hjem, så han, at døren stod åben, og han blev fanget i en klovnagtig situation: En af tjenerne genkendte ham, tog ham ved armen, og førte ham med det samme til dagligstuen, hvor der var dækket op, og gæsterne sad klar til at spise middag. Så snart Villy så Simon-Emil, sagde han: ”Simon-Emil! Du er kommet netop i tide til at spise middag med os. Hvis du er kommet af nogen anden grund, så aflys den! Jeg ledte efter dig hele dagen i går, så jeg kunne invitere dig, men jeg kunne ikke finde dig. Men hvad med Anders – hvorfor har du ikke taget ham med?”

Simon-Emil sagde, at han følte sig forlegen, og at han kiggede mod døren for at se, om Anders mon var lige på trapperne. Der var imidlertid intet spor af ham, og Simon-Emil forklarede så godt han kunne, at det var Anders, som havde taget ham med, og at han altså kom til middag på Anders’ invitation. ”Det er jeg rigtig glad for, at du gør,” sagde Villy. ”Men hvor er Anders?” ”Han var bag mig lige før. Jeg ved ikke, hvor han er blevet af.” ”Tjener, gå ud og led efter Anders,” sagde Villy. ”Og Simon-Emil, du kan sidde dér, ved siden af Rune.”

10

En tjener dækkede hastigt op til Simon-Emil, mens en anden kom ind og sagde: ”Anders er her, han står inde i naboens indkørsel og skriver en masse tal på bagsiden af en konvolut. Han står der, og vil ikke komme ind, selvom jeg har bedt ham om det.” ”Det var mærkeligt,” sagde Villy. ”Gå ud og bed ham komme ind, og forlad ham ikke, før han kommer med.” ”Nej,” svarede Simon-Emil: ”Lad ham være. Det er en af hans vaner. Nogle gange falder han i staver over sine beregninger, uanset hvor han end måtte befin­de sig. Han kommer snart, det er jeg sikker på. Bare lad ham være.” ”Ok, hvis du siger det, så er det det, vi gør,” sva­ re­de Villy. ”Men tjenere, vi andre er klar til at spise.

Ser­ver maden for os. I er så dygtige og professionelle, at I selv kan finde ud af at tage vare på et stort og for­ nemt selskab som dette uden instrukser fra mig. – Jeg behøver aldrig holde jer i ørerne, når I serverer for mig og mine gæster. Så servér maden, og tænk på mig som blot endnu en gæst ligesom alle de andre, der er kommet her for at fejre mig, og sørg for os gæster på sådan en måde, så vi vil komplimentere jer.”

Så begyndte selskabet på maden, men Anders var stadig ikke kommet ind. Villy blev ved med at sige, at de skulle sende en tjener ud for at hente ham, men hver gang afbrød Simon-Emil og ville ikke lade ham. Men faktisk kom Anders ganske hurtigt (hans regnerier havde i hvert fald ikke taget så lang tid, som de normalt gjorde). Han kom ind, da de andre var cirka halvvejs

11

igennem middagen, og da Villy så ham udbrød han: ”Kom og sid herovre ved siden af mig, Anders, sådan at jeg, ved at være i nærheden af dig, kan få andel i den indsigt, der kom til dig derude i min nabos indkørsel.

Det er tydeligt for enhver, at du fandt visdom derude, for ellers ville du ikke have forbigået selskabelighed og festligt lag for kedelige og tørre tal.”

Anders satte sig ned og sagde: ”Hvor ville det været dejligt, Villy, hvis indsigt var en af den slags ting, der søgte ekvilibrium som en vandstand, og som flød fra det fyldte til det tomme kar. Hvis indsigt virkelig var sådan, så ville jeg anse det som et privilegium at sidde her ved siden af dig og dele visdom med valgets vinder. Jeg kunne med sikkerhed forvente at blive fyldt op af perler fra dit overdådige lager af fine indsigter. Mine indsigter er med sikkerhed inferiøre – eller snarere af tvivlsom relevans, på samme måde som en drøm er det i forhold til, hvad end der er virkeligt.

Og det er jo virkeligt, at du har vundet valget, min kære Villy. Og dine indsigter, Villy, de er brillante, glimtende, og har stort udviklingspotentiale. Se bare, hvordan din visdom er brudt så voldsomt frem og står i lys lue, selvom det kun er din første gang ved magten. Enhver kunne se din visdom i går, da du demonstrerede den i din brandtale for mere end 5000 danskere i Øksnehallen.” ”Du behandler mig med foragt,” sagde Villy, ”vi skal nok komme til at diskutere omfanget af vor respektive visdom senere på aftenen, og ultimativt så kan dronningen afgøre, hvem af os der har ret, når

12

jeg skal op til hende i næste uge. Men vend nu din opmærksomhed mod maden først.”

Efter denne udveksling sagde Simon-Emil, at Anders satte sig ved siden af Simon-Emil og spiste middag med resten af selskabet. Der blev udbragt en skål for Aksel Larsen, og sunget ”Når jeg ser et rødt flag smælde” til ære for samarbejdspartnerne i Helles parti. Efter disse, og andre skikkelige ritualer vendte selskabet nu deres opmærksomhed mod vinen. LilleLars tog initiativet, og sagde noget i retning af: ”Nå, de herrer, hvad er den mindst bebyrdende måde, hvorpå vi kan drikke i aften? Jeg kan fortælle jer, at jeg stadig har tømmermænd fra valgaftenen i går, og har brug for at tage aftenen her med mådehold. Jeg tror, det gælder for mange af jer, eftersom I også har nydt alkohol under valgaftenen i går. – Så lad os tænke over, hvordan vinen i aften kan besjæle os uden at korrumpere os.”

Søren sagde: ”Du har ret, Lars, når du siger, at vi bør beskære de forventninger, man sædvanligvis har til en god middag. Jeg er en af dem, der fik en tår over tørsten i går.”

Derpå sagde Rune: ”Jeg er enig med dig, Søren.

Men der er stadig én person, hvor vi skal høre, hvor meget stamina vedkommende har for i aften, og det er Villy.” ”Jeg er også afmattet”, sagde Villy.

Så sagde Rune: ”Det er jo et lykketræf for os – jeg mener for Simon-Emil, Mogensen og de andre – at de tre, der har den stærkeste mave, når det kommer til at drikke, også er de tre, der allerede har givet op.

13

Vi andre kan alligevel ikke følge med jer. Her tæller jeg selvfølgelig ikke Anders med, han kan drikke, eller ikke drikke, det er altid det samme for ham. Så han kan jo være ligeglad, uanset hvad vi beslutter. Nå, men siden ingen her virker særligt stemt for at drikke med ildhu, så vil I ikke finde det trættende, såfremt jeg deler en indsigt omkring det at blive fuld: Da jeg skrev mine bøger om renæssancen og oplysningstiden, så studerede jeg også deres medicinske tekster indgående, og de tekster afslørede den sjældne visdom for mig, at fordrukkenhed er skadeligt for mennesker. Så hvis jeg kunne bestemme, så ville jeg ikke gå for langt, når det handlede om at drikke, og jeg ville ikke råde nogen andre til at gøre det heller, især ikke når de stadig var i pine efter den foregående aften.”

Så sagde Mogensen: ”Jeg følger som regel dine råd, Rune, især hvad angår tolerance og det ikke at gå for langt. Det vil resten af gæsterne også gøre, hvis de er forstandige mennesker.”

Derpå blev de alle enige om ikke at drikke igen­ nem til middagen, men blot at drikke et glas vin eller to – så meget, som den enkelte nu kunne bære. ”Nå da,” sagde Rune igen, ”nu er vi blevet enige om, at hver af os kun bør drikke et glas vin eller to, eller så meget som den enkelte nu kan bære, uden nogen form for tvang eller fælles pression. Mit næste forslag er, at vi sender Niels Hausgaard væk, som ellers er kommet for at underholde os, og at vi lader ham underholde sig selv et andet sted i huset, eller underholde tjenerne, nu de ikke har nær så meget at lave, her efter middagen.

14

Jeg foreslår i stedet, at vi tilbringer aftenen i samtale, og hvis I er villige til at lytte, så vil jeg også gerne foreslå et emne, vi kan diskutere.”

De indvilligede alle og sagde til ham, at han skulle komme med sit forslag. Rune sagde: ”Jeg vil begynde med at citere Michelangelo, thi ’dette hjerteblod, det er ej mit’ men Mogensens her. Han siger ofte det følgende til mig, når vi sidder inde i kontorerne ved Rådhus­ pladsen, og diskuterer landets politiske forfatning. Han siger: ’Er det ikke forfærdeligt, Rune, at aviserne hver dag er fyldt op med nyheder om den nyeste udvikling inden for politik, men at ingen nogensinde tager den større principielle diskussion om, hvad politik egentlig er? Og det på trods af, at politik er vigtigt, idet det afgør menneskers skæbne, og det selvom politik er så gam­melt som noget, jeg kan tænke på. Hvis du ser på vores bedste aviser, Weekendavisen, Information og vor egen Politiken, så skriver de hver dag mange sider om de politiske nyheder fra ind- og udland, de skriver om krig, sult, finanslov og sport, og ligeledes så kan du finde dækning af alle andre slags udvikling, men aldrig et svar på hvad politik egentlig er i-sig-selv. Det er forfærdeligt, at ingen har dedikeret sig til at besvare så vigtigt et spørgsmål, og givet politik en værdig definition.’

Personligt synes jeg, at Mogensen gør ganske rig­ tigt i at bringe det problem op. Og jeg vil gerne behage ham ved at komme med et bidrag i denne sag. Desuden virker gildet her som en oplagt lejlighed til at fejre det politiske, og hylde politik ved at give faget sin rette

15

definition. Hvis I andre er enige, så behøver der ikke være anden underholdning for os i aften end denne diskussion: Hvad er politik? Jeg foreslår, at I hver især hylder politik ved at komme med den bedste definition på politik, som I kan præstere. Vi lader turen gå på omgang, og Mogensen bør starte, nu det oprindeligt er fra ham, at emnet har fundet vej til os.” ”Ingen vil stemme imod dit forslag, Rune,” sag­ de Anders. ”Jeg ville i hvert fald ikke kunne afslå, da politik er det eneste emne, jeg hævder at forstå.

Hverken Villy eller nogen af de to Lars’er, der er her i aften, vil kunne afslå, eller Søren for den sags skyld, da hele den gode pastors teologi jo også er politisk. Ej heller ville nogen anden, jeg ser her til festen, kunne afslå. Godt nok er forslaget ikke helt retfærdigt bygget op, da dem, der kommer til sidst, vil få svært ved at tilføje nyt til de ting, andre allerede vil have nævnt på det tidspunkt. Men hvis I gør det godt, så må vi stille os tilfredse med, at vi i det mindste har hørt en række gode taler. God vind og Guds nåde til Mogensen, som nu vil give den første tale om politik.”

Resten af selskabet nikkede og opfordrede Mogensen til at gøre, som Rune og Anders havde sagt.

Selvfølgelig kunne Simon-Emil ikke huske alt, hvad hver af gæsterne sagde, men, Margrethe, jeg skal gøre mit bedste for at genfortælle talerne fra de vigtigste og mest betydelige gæster.

16

MOGENSEN Som jeg sagde, så fortalte Simon-Emil mig, at Mogensen var aftenens første taler. Han startede omtrent sådan her: Ved at sige, at politik var noget, som både høj og lav anså som noget stort og vigtigt, og at de højagtede det af mange grunde, men især på grund af politiks ophav og historie. ”Politik,” sagde han, ”æres så højt, fordi det er et af de ældste fag, hvilket bevises på følgende måde: Politik har ingen forældre. Hvor man kan sige, at fysikken er vokset ud af matematikken, eller at mennesket nedstammer fra aberne, så kan ingen sige, hvor politik kommer fra. Politik er så gammelt som mennesket selv, og før politik var der kun kaos. Det var derfor, Stauning sagde ’Stauning eller kaos’, for han mente ikke, at oppositionen havde en politik. Det var også det, mit idol Bruce Springsteen mente, da han sagde: Well, now young faces grow sad and old And hearts of fire grow cold We swore blood brothers against the wind Now I’m ready to grow young again ”I en sang, der handler om, at Bruce er klar til at lægge en indsats for sit lands politiske forfatning. Det er derfor, at han er klar til at blive ung igen; for der er intet, der er ældre end politik, og for at finde tilbage til rødderne må han altså være ung. Så der er bred

17

enighed om, at politik er meget gammelt, og det er en holdning, der nyder bred accept. ”Fordi politik er så gammelt, så giver det også ophav til vores største goder. Jeg vil hævde, at der ikke findes noget større gode for en ung mand, end at være en god politiker, og at der ikke findes noget større gode for den øvrige befolkning, end at have gode politikere blandt deres unge. Hverken uddannelse, introspektion eller belæsthed, eller noget som helst andet, er lige så vigtigt som det at være en god politiker. For at være en god politiker, giver én en livslang forståelse for, hvordan man bliver opfattet af andre, og hvordan man lever det gode liv. Det politiske instinkt er som en ledestjerne i alle livets facetter. – ’Hvordan det?’, tænker I måske? Jo, politik er et spil, og når man mestrer det, så ved man med sig selv, hvilke handlinger der får en til at føle skam, og hvilke der får en til at føle stolthed og være selvtilfreds (eller rettere: Mere tilfreds med sig selv, end man ellers altid er). Uden disse fornemmelser kan hverken personer, kommuner eller nationer blom­ stre, eller opnå noget stærkt og storartet. ”Tag et eksempel med en mand, som bliver fornær­ met på sin ære, eller som gør noget foragteligt og ikke får forsvaret sig selv. Jeg tror den mand ville føle større smerte, hvis han blev fanget i denne situation i sin politi­ ske karriere, end hvis han blev set i den blandt familie og venner (eller nogen som helst anden). Vi kan se det sam­ me hos vælgerne: De skammer sig også, når det kommer frem, at de har stemt på en politiker uden æren i behold.

Hvis der fandtes en mekanisme, med hvilken man kunne

18

skabe det perfekte samfund, ja, en mekanisme som overgik alle andre i at skabe den bedste sociale struktur for en by eller et land, så ville det være at have et samfund, hvor alle stillede op som politikere, og havde ambitioner om at være po­li­tikere: Ingen ville turde gøre noget foragteligt eller ulov­ligt, da det derved ville skade deres karriere som politiker. Tværtimod ville de alle kappes om at gø­re gode og ærefulde ting, som andre ville beundre dem for, da de alle konkurrerede om stemmer på valg­da­gen. Selv hvis der blot var tale om et lille land, så vil­le et samfund organiseret på denne måde, snart bli­ve så rigt og mægtigt, at det kunne overtage den globale fø­rer­position, militært, politisk og økonomisk. For den sidste person i verden, en politiker vil blive set gøre noget skammeligt af, er af en anden politiker, som straks vil bruge den skammelige handling til at ska­de ham i det politiske spil. Faktisk ville en politiker hellere dø, og det på en meget smertefuld måde, skal jeg sige jer, end han ville tages i at begå skam­ melige hand­linger, som kunne skade hans karriere. Og hvis man snakker om menneskers forskellige laster, så­ som grådighed og begær, så vil jeg blot minde om, at ingen er så upo­li­tiske, at de ikke ville kunne blive inspireret til po­pu­lære og folkekære handlinger. De gør det ud af omtanke for deres politiske image, og derved bliver de ledt til at udføre store, ærefulde og kløgtige handlinger på sam­me måde som en Churchill, en Stauning eller en Obama. Det er også det, Springsteen snakker om, når han synger ’I gotta get that feeling, Yeah I wanna get that feeling’, det er nemlig følelsen af at gøre noget ærefuldt, mens an­dre kigger på, og derved gavne sit omdømme. Det er præcis,

19

hvad Springsteen snakker om, og det gør han, fordi det er præcis den effekt, som politik har på mennesker. ”Desuden er det kun politikere, der er villige til at risikere noget. Det har vi masser af eksempler på i den vestlige verden. Churchill risikerede jo alt, da England stod tilbage som Hitlers eneste modstander, og han sagde nej til Hitlers fredstilbud, og det selvom England ikke kunne have vundet krigen alene. Men fordi han var politiker, var han motiveret og bekymret for sit omdømme, og gjorde sig derfor mere umage for at gøre et godt indtryk på den brede befolkning, end nogen ikke-politiker nogensinde kunne have gjort. Andre, der havde forsøgt at gøre modstand mod Hitler, blegnede i forhold til Churchills mod, og siden da har mennesker - både dengang og nu - set det som en ære­ fuld og værdig handling, og mange har beundret Churchill og håbet på at blive som ham. Selvom mange mennesker har bedrevet mange gode og fine handlinger gennem tiderne, så er det alligevel kun politikere forundt at blive husket med den ære og taknemmelighed, som vi nu husker Churchill med. Når vi husker dem på denne måde, er det som om, at de ikke dør, men lever videre i os alle sammen, og på den måde kan vi se, hvordan alle mennesker sætter pris på det mod og den ære, der findes blandt politikere. ”Men andre mennesker husker vi ikke: Kierke­ gaard kom med en modig og reflekteret samfunds­ kritik, men han var ikke politiker, og derfor er det eneste, han får, et lille grønt skilt, der peger mod hans gravsted på Assistens Kirkegaard. Han er ikke på no­ gen penge­sedler, og der er heller ikke nogen malerier af ham rundt om i landet. Han var ikke politiker, og

20

selvom han var modig, kan ingen være lige så modig som politi­kere. Derfor husker vi Kierkegaard som en mærkelig skikkelse, en voyeur og en navlepiller, mens vi stadig tænker varmt om den store Churchill på den måde, som vi alle gerne vil tænkes varmt om. ”I modsætning til Kierkegaard, så ærer vi alle­ rede nu Obama, vi kalder ham velsignet, og nogle sammenligner ham endda med Jesus. Obama lærte fra Carter, at hvis han trak USA for langt mod venstre, så ville det betyde enden på hans egen karriere, og muligvis at han ikke ville blive genvalgt. Men hvis han førte moderat midterpolitik og samarbejdede over midten, så ville han få otte år som præsident og bli­ ve husket som en udmærket præsident. Men som en rigtig politiker, så har Obama haft modet til at følge sine idealer og indføre statsbetalt sygepleje og belånt sig til enorme offentlige investeringer. Så Obama ikke blot risikerede noget for sine idealer; han risikerede sig selv med sine idealer, vel vidende at Carter aldrig fik sin anden periode. Derfor ser vi nu Obama som en særlig præsident, og vi giver ham særlig opmærksomhed, fordi vi forstår, hvor nemt det er for ham at gøre sig til centrum for alles opmærksomhed. ”Derfor er det også nonsens, når nogen siger, at Carter var en dårlig præsident: Selvom nogle selv­føl­ ge­lig husker ham for de tocifrede inflationstal, og for at man ikke kunne få benzin til sin bil, da han insiste­ rede på at forbyde importen af iransk olie. Men at politikeren altid skal sikre benzin og lav inflation for sin befolkning, er blot en ligegyldig borgerlig norm.

21

Hvem siger, at Carter ikke gjorde noget godt for sin befolkning, da han lod dem strande uden benzin? Om ikke andet kunne det vel få dem til at tænke i grøn vækst? Og langt væsentligere er jo, at Carters motiva­ tion udsprang af hans mod og politiske idealer. Det var også derfor, han opsagde USA’s alliancer med Shahen i Iran og Somoza i Nicaragua: De overholdt ikke menne­ ske­rettighederne og levede dermed ikke op til Carters idealer. Og ved at opsige alliancerne fik Carter endnu mere opmærksomhed, for der var ingen, der havde tro­ et, at han turde frasige sig realpolitik. Selvom vi selv­­ føl­gelig hylder politikere, der opnår verdslige re­sul­tater gennem realpolitikken, så giver vi vores hø­je­ste agtelse til de politikere, der sætter idealerne højest. Og derfor glemmer oplyste mennesker alt om de humanitære katastrofer, som opsigelsen af de før­nævn­te alliancer førte til, og husker i stedet Carter som en modig præsi­ dent, der fulgte sine idealer. Og når alt kommer til alt, er den opsigtsvækkende politik, der kæmpes for hjer­ tets idealer, så ikke væsentligere, end hvorvidt man kan få benzin? Det tror jeg nok, det er! ”Vi ønsker alle opmærksomhed og beundring, og der er intet fag, der kan sikre dets udøver disse ting i samme omfang som politik. Derfor siger jeg, at Poli­ tik er det ældste erhverv, det mest ærede og højest agtede, og det mest effektive og bedste redskab til at få mennesker til at opføre sig ærefuldt, modigt og med særligt fremsyn.”

Ifølge Simon-Emil var det nogenlunde sådan, at Mogensens tale var forløbet.

22

LARS Efter Mogensen var der nogle andre talere, som SimonEmil ikke kunne huske særlig godt eller ret meget af, så han sprang dem over i sin fortælling og gik i stedet videre til at fortælle om Lars’ tale. Men Lille-Lars var faldet i søvn med en fadbamse i favnen, og han var ikke til at vække, selvom de andre kaldte hans navn og puffede til ham. Og sådan hændte det, at Den anden Lars, som var så glad for frie ytringer, han påtog sig at være den næste taler.

Således rettede Den anden Lars på sine briller og sagde: ”Jeg synes ikke, at vores foretagende er blevet or­den­ tligt specificeret, Mogensen, forstået på den måde, at vi blot er blevet bedt om at definere politik. Hvis politik blot var én enkelt ting, så ville det være i orden, men det er det faktisk ikke, for der er faktisk to slags politik.

Jeg skal prøve at rede trådene ud for jer, og sidenhen give politik den definition, som faget fortjener. ”Vi ved alle sammen, at politik er uadskilleligt fra re­ligion. Hvis der blot var en enkelt religion, så vil­ le der kun være en enkelt politik, men siden der er man­ge re­ligioner, må der også være mange slags po­li­­tik. Og blandt re­ligioner, så er der med sikkerhed to religio­ ner, som er af yderste vigtighed for vort nærvæ­ren­de fo­re­­tagen­de: Den ene af disse religioner er ældre og kom­mer ud af jødedommen; vi kalder den kri­s­ten­­dom­ men. Den yngre religion er ud­sprunget af både jø­de­ dommen og kris­ten­dommen, og vi kalder den islam

23

eller muhamedanis­men. Det er vig­tigt, at vi prøver at skelne mellem de to ty­pers væsen. ”Vi diskuterer i aften, hvad politik er i-sig-selv.

Enhver aktivitet er hverken sømmelig eller forkastelig i-sig-selv. Tag blot vores aktuelle foretagende til gildet her: Vi kunne synge sange, eller vi kunne lade Niels Hausgaard underholde os. Ingen af disse aktiviteter er proper i sig selv; aktivitetens karakter afhænger af den essens, der ligger til grund for den: Hvis dens essens er ret og proper, så er aktiviteten også ret og proper; og hvis den bagvedliggende essens er fremmed og forkastelig, så er aktiviteten fremmed og forkastelig. Så ikke alle typer politik er sømmelige, og ikke alle typer politik fortjener at blive hyldet i festlige lag som disse. Kun den type politik, som motiverer os til at være moralsk retskafne og tro mod vor egen essens, bør omtales og prises her. ”Den muslimske politik praktiseres ikke blot blandt muslimer, men overalt hvor mennesker er jævne og udis­kriminerende i deres tankevirksomhed; den mu­­ slim­ske politik er det uskolede menneskes poli­tik. Blandt dis­se er således også sådanne mennesker, der ser sig selv som mangfoldighedens forkæmpere, de synes godt om alle ty­per religioner og kulturer, og dømmer dem ved at skrabe i overfladen, snarere end ved at se på deres es­ sens. De tolerer endda religioner med den værst tænke­ lige moralske habi­tus, for deres eneste hensigt er at få bekræftet sig selv i, at de er særligt tolerante og fremsynede mennesker. De tror, at alle kulturer og religioner kan være venner, og de er ligeglade med,

24

hvorvidt deres støtte til de fremmede er forsvarlig eller ej. Derfor er de også ligeglade med, om den politik, de står for, overhovedet er en ansvarlig politik, for de tænker ikke på landets ve og vel, men er kun optaget af at se sig selv som oplyste. Årsagen er, at deres syn på politik udspringer af den muslimske politik (selvom de ikke selv er muslimer), og da islam er en ung religion, så vil de folk, der støtter islam, nød­ven­digvis se på verden med unge, idealistiske øjne. ”Den anden type politik udspringer af den renere religion; kristendommen. Og da kristendommen kun har ét ophav, har den intet af bastardens blod i sig, og den er derfor kun rettet mod højmod og idealer. Denne religion er også ældre og i besiddelse af alderdommens mådehold, og derfor undgår dens udøvere at misbru­ge og voldtage deres døtre. Det er derfor, at de, der in­spi­reres af denne type politik, drages mod den vestlige ci­vi­li­sation, idet de føler affektion for det, der fra natu­rens hånd er sædeligt og gennemtænkt. Du kan også se et skel inden for de mennesker, der lader sig tiltrække af idealer: Der er dem, der udelukkende motiveres af den kristne tradition: De er nationalt indstillede, og de orienterer sig kun efter andre lande, når disse har samme religion og kultur som dem selv. ”Der burde være en lov imod at lade mennesker med anden politisk indstilling end den kristne stille op til valg i vort land og i vore byer. På den måde ville vi få stoppet det uønskværdige forhold, at vi bruger tid og ressourcer på at diskutere med

25

politiske kandidater, hvis hensigt og landsloyalitet er uklar. Når disse kan­didater snakker om ’accept’ og ’tolerance’, så får de nemt befolkningen med sig, men i virkeligheden er det uvist, hvorvidt det langsigtede udfald af deres politik er godt eller dårligt. Derfor laver kristne politikere den regel for sig selv, at de ikke vil acceptere fremmede indflydelser på deres land, men alene lade sig guide af den kristne politik.

De mennesker (det være sig både danskere og ud­­lændige), som lader sig føre til torvs af muslimsk politik, de burde ved lov blive tvunget til at følge samme slags regel, som de kristne frivilligt pålægger sig selv. Ligesom vi forhindrer dokumentfalsk og det, at man udgiver sig for at være en anden, end man er, således bør vi også forhindre mennesker, der styres af den muslimske po­li­tiks essens, at præsentere sig for offentligheden, så godt som vi nu kan. Det er nemlig kun de mennesker, der følger den muslimske politik, der får almindelige danskere til at tænke dårligt om politik og se ned på faget, sådan at de til sidst siger, at det at beskæftige sig med politik er korrupt. ”Men som jeg sagde, så er det ganske sikkert, at der ikke findes nogen handling, som er forkert i sig selv, og ingen handling som med rette ville kunne kriti­seres, hvis blot den blev udført på en proper og søm­m­elig måde, som i øvrigt lå i tråd med den vestlige tra­dition. Så politik er ikke korrupt, når blot der er tale om kristen politik. ”Konventionerne vedrørende politik i ikke-euro­

26

pæ­ iske lande er nemme at begribe, for de er ble­ vet fast­­lagt på en ligefrem måde. Men her i Europa er de mere komplekse. I USA, hvor der hersker en løs­slup­ pen tankefrihed, er reglen ganske ligefrem: Det er altid i orden at lade musli­merne komme til orde, at fejre muslimernes hellige måned, Ramadanen, og så videre, og ingen, hverken gammel eller ung, ville sige, at den slags var usædeligt. Når det er sådan, så er det uden tvivl, fordi denne løsslupne hold­ning sparer ameri­ kanerne for at vende blikket indad og analysere, hvad konsekvenserne af deres anarkistiske forhold til friheden egentlig er. Friheden er jo ikke sædelig i sig selv, men kun god hvis den bliver brugt til at fremme en bestemt politik; den kristne. ”I USA er holdningen altså for fri. Men i Kina og andre steder i Østasien er det reglen, at den mu­slim­ske tro er et problem, og at det altid er forkert at imødekomme dens ønsker og værdier. I Kina er det især på grund af deres tyranniske regering, at kine­serne fordømmer islam og forbyder Koranen. Men netop på grund af samme tyranni fordømmer de kristendommen. Og det er uden tvivl, fordi det ikke passer den kinesiske regering, at kineserne får store ideer eller udvikler et stærkt politisk og demokratisk sindelag – aktiviteter, som jo uværgeligt kommer ud af den kristne politiks essens. ”Så hvor det er en generel regel, at muslimen har lige så meget ret til at ytre sig, som den kristne, der skyldes det et anarkistisk frihedssyn hos lovgiverne.

Men hvor reglen er, at kristen og muslimsk politik er lige forbudt, så skyldes det, at lovgiverne er bange for

27

borgernes ideer og derfor sætter ind mod alt, hvad der kan inspirere. ”Her i Danmark er vores konventioner bedre end i både Kina og USA. Men som jeg har sagt, så er de ikke så nemme at forstå: I Danmark siger vi, at det er bedre at leve i frihed end i forbud, hvis ens politiske prospekt er sømmeligt. Hvis blot man er et propert menneske, så gør det ikke noget, at måden, man fremfører sin politik på, måske er en smule fanta­ si­forladt, ja endog pedantisk. Men desværre er det ikke sådan, at alt, hvad der frem­fø­res i Danmark, er propert, og derfor bekender vi os her i landet til en blanding af den amerikanske løs­slup­penhed og den kinesiske kontroliver. Derfor har vi her i Danmark et selskab, der garanterer friheden; – et Friheds­selskab der ledes af en viis nestor; en historiker, der ken­der til fortiden, og til vore egne skikke såvel som dem fra andre lande. Selskabet garanterer den danske fri­­ hed, fordi det véd, hvilke ytringer, der er rigtige, og også hvilke ytringer, der er forkerte. Og således kan selskabet sikre friheden ved at indskrænke friheden – især for muslimer – og så­ledes hjælpe den kristne politik på vej.

I Frihedsselskabet ved vi, at for at hjælpe friheden må man forbyde ytringer, beklædningsgenstande og ar­ kitekturformer, så længe de kommer af muslimsk po­li­tik.

Og selvom det kan være svært at forstå for almindelige mennesker, så ved Frihedsselskabets med­lemmer, og især dets vise leder, at for at sikre friheden, så må man spærre den inde. Normalt ligger den slags forbud ikke til

28

os danskere, men når de indføres i kampen mod islam, så vil de blive accepteret, og politi­keren, der indfører dem, vil blive modtaget med hæder og anerkendelse. ”På den måde kunne man så tro, at den muslim­ske politiks fortalere var helt ufarlige, nu hvor Frihedssel­ skabet trykkede dem ned. Men alligevel ser vi, at unge mennesker besnæres af den muslimske politik, på Nør­ re­bro, på RUC og på andre steder. ”Jeg tror, at sagen er som følger: Fortalerne for den muslimske politik er mennesker, der elsker alle kulturer lige meget. De er ikke tilregnelige eller loyale, for de el­sker socialistiske utopier mere, end de elsker Danmark. De er sværmeriske, fordi de elsker noget uvirkeligt, noget der er anderledes end den danske essens – kort sagt er de mennesker, der er Danmark utro med deres udenlandske bøger om islam, Marx, Hayek eller Ayn Rand. Det er alt sammen det samme, fordi det ikke er dansk, og selvom vor samfundsmodel har spillet fallit, så er det alligevel bedre at vente, til vi selv kan finde en løsning, end for­ræderisk at kigge i udenlandske bøger. Vi bringer blot Danmark i vanrøgt med vores leflen for det fremmede. Men den sædelige mand, som elsker Danmark gennem hele sit liv, han er trofast, da han har giftet sig med den nation, der har skabt ham, uanset hvordan det så går her­hjemme. Det er medgang og modgang til døden dem skiller. ”Det forklarer også, hvorfor vi ser ned på unge og uerfarne politikere: Deres politiske virke har endnu ikke kunnet måle sig med et ægteskab, men kun en affære. I alt, hvad en dansker gør, bør han udelukkende stræbe

29

efter ægteskab, og aldrig blot en affære. Det er den attitude, der kendetegner den kristne politik, og den er en kilde til stor værdi og velbehag for såvel Danmarks byer som danske borgere, for det er en tradition som befordrer, at hver ny generation gør det samme som den forrige. Alle andre typer politik kommer dybest set fra den anden politiks essens, nemlig den muslimske. ”Det er mit bidrag til definitionen af politik, Mogen­ sen”, sluttede han. ”Det er så godt et bidrag, som jeg kan give jer på stående fod.”

30

Vil du vide, hvad de andre har at sige om politik?

Køb bogen her: www.andersenske.dk/gildet

31