No limit læseprøve by Lene Andersen

Mehran Vahman

No Limit

No Limit Roman © Mehran Vahman og Det Andersenske Forlag, 2007 Bogen er sat med palatino linotype og trykt hos AKA-Print Omslag Michael Lindahl Foto Leslie Rabuchin Printed in Denmark ISBN 978-87-92240-01-9 1. udgave, 1. oplag, 2007 Bogens handling tager afsæt i sommerens retssag ved Byretten i Lyngby om hasard. Referencen til Holeby udspringer ligeledes af virkelige begivenheder. Den øvrige handling og alle personer er opdigtede, og enhver eventuel lighed med nulevende eller afdøde personer en utilsigtet . Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.andersenske.dk 4

”Det var på tide, at han kom bort fra den barnagtige forestilling om lykken som noget, der dumpede ned over hovedet på folk ligesom en lotterigevinst. Der gaves i hvert fald ingen anden pålidelig eller fuldt værdig lykke end den, man selv fravristede skæbnen. Som et vilddyr, et krumtandet bestie, en eventyrets gyldenbørste skulle lykken jages, fanges og bastes... et bytte for den snareste, den stærkeste, den modigste!” Henrik Pontoppidan Lykke-Per

Kære Janet Jeg skriver ikke til dig for at bede om tilgivelse, så lad være med at slette denne mail før du har læst den til ende. Jeg ved at det er forbi mellem os og selvom jeg ønsker at det hele skulle vise sig at være en drøm eller et mareridt, selvom jeg stadig inderst inde et sted ønsker at vi kunne begynde forfra, at jeg igen kunne holde Jonas i hans lille hånd, ja, så ved jeg, at det nok ikke vil ske. Jeg har forstået, at jeg har brændt alle broerne bag mig og jeg gjorde det af min egen fri vilje. Ikke forstået som, at jeg gjorde det hele bevidst, men jeg traf nogle valg, som ændrede min, din, Jonas´ og mange andres skæbne. Du sagde til mig, at jeg har valgt sprut og poker frem for jer. Jeg indrømmer det, jeg klokkede i det, og jeg var som en slave af alkohol og kort. Men hvorfor? Vi havde da en lykkelig familie, eller hvad? Det er nemt at give poker eller sprutten skylden for al det onde, som jeg har gjort ved dig og Jonas. Men poker er jo kun et spil, Janet. Disse 52 farvede kort er ligesom alt andet vi fodrer vores sjæle med, narko, sprut, religion, penge, magt osv., ingenting i sig selv, har ikke deres egen vilje og kan ikke bestemme noget. Det er de hænder der blander kortene, der bestemmer. Det er de hænder der fixer heroin, slår barnet, ødelægger, myrder, det er de hænder jeg skriver med, det er disse hænder, som har ført os her, hvor vi er. Det er disse hænder der har forseglet vores skæbner. Men hvem bestemmer over disse hænder? Jeg har ikke noget svar, Janet. Nogen vil påstå, at det er Gud, Allah eller hvad man nu kalder det fantasivæsen, som vi gennem tusinder af år har skabt i vores eget billede. Andre vil sige, at det er tilfældigheder eller held, som bestemmer hvem vi er blevet til, hvordan vi tænker og handler. Og tilfældigheder og held er igen ikke 7

andet end resultatet af andres handlinger og tanker osv., altså ligesom en ond cirkel, hvor der ingen start og slut er og hvor alt gentager sig i det uendelige. Jeg ved det ikke, jeg har tænkt meget over det, men har ikke fundet svaret. Men nu er vi altså her, hvor vi er. Du og Jonas er langt væk og jeg har forstået og accepteret, at jeg intet kan gøre ved det. Jeg vil dog forsøge at gøre livet lidt behageligere for jer. Jeg sætter i dag nogle penge til dig og Jonas i min bankboks – du husker vel stadig koden? Jeg ved ikke om det kan bøde for det jeg har gjort mod jer, men jeg håber, at du tager imod det. Det eneste jeg ønsker til gengæld er, at du fortæller Jonas, at hans far er ked af det han har gjort, at han elsker ham meget og aldrig vil glemme ham.

1 Jeg bliver sgu aldrig en god pokerspiller. Mine svedkirtler er ikke bygget til det. Det næstvigtigste i poker – efter reglerne selvfølgelig – er psykologi. De professionelle spillere kan læse din hånd, ja de kan se, hvilke traumer, du har fra barndommen, bare ved at studere de mindste ændringer i den måde, du holder dine kort på eller bevægelserne ved din mundvig. Og så sidder jeg her som en anden idiot og sveder, så alle rundt om bordet kan se, at jeg er pisse nervøs. Det er jeg fandeme også. Og der er en god grund til det: jeg har tabt fire store, og jeg har kun meget lidt foran mig. Okay, det er stadigvæk en rigtig dejlig hånd, og der er 10.000 kroner i potten, så jeg kan måske doble min stak. Dealeren lægger floppet. Ikke andet end små lortekort ligger på bordet: 5-6-10! Jeg sidder med et par konger og tænker, at nu har heldet tilsmilet undertegnede. Jeg smiler og skubber alle mine jetoner over i puljen. Min modstander, Thai-the-Kicker kigger op på mig, og jeg fryder mig allerede over hans nærtstående nederlag, da jeg siger all in. Klokken er tre om natten, og vi har været i gang siden kl. 12, da jeg kom her direkte fra vagten. Hvor skulle jeg ellers gå hen? Jeg skal på stationen igen om seks timer og har ikke sovet det sidste døgn. Men hvad fanden, det er jeg vant til. Luften herinde kan skæres med en brødkniv. Jeg kan dårligt se Kicker på den anden side af bordet. Der er kun os to tilbage, os to gamle gode ”venner”. Han må elske mig højt. Ingen andre herinde har gennem tiderne skyldt så meget som mig til den gamle, skævøjede lort. Kicker stirrer længe på mig med sit berygtede, overlegne smil. Han løfter et hjørne af sine kort og tjekker igen, 9

hvad han har. Det er bare skuespil, ved jeg, og han har garanteret allerede bestemt sig. - I am all in too, man! siger han og viser hele sin gule tandrække. - Er du helt sikker på dét, Kicker? Jeg vil nødigt ruinere dig, siger jeg og griner alene af min dårlige joke. Han putter en tusse ind, men foran sig har han et bjerg af sedler. - Okay, lad os se, hvad du har. Jeg vender mine kort og ser triumferende op på ham. To konger, siger jeg meget indlysende. Han trækker lidt i mundvigen og vender sine kort: ruder 9 og ruder 6. Et suk af lettelse fra mig og et, tror jeg, medfølgende suk fra Kickers venner rundt om bordet. - Jeg sikker... du sikker? siger han stadig med et stort smil, som om han havde vendt to esser! - Tager du røven på mig, Kicker? Har du set, hvad der ligger på bordet? - Ja, jeg satser min stak. Men du ikke nok med penge. Vil du låne penge, Danny? spørger han. Hvad fa´en mener han med dét? - Du låner, hvad jeg har, så sætter du ind alt, ok? siger han kækt. Jeg sveder ikke mere. Jeg må være fuldstændigt dehydreret. - Lad mig nu forstå dig rigtigt: du vil altså låne mig det, du har foran dig – hvad er det? ca. 30-40 store – og så skal jeg gå all in med dem... er det rigtigt forstået? Er det dit alvor? spørger jeg og ser nok så dumt på ham, på hans venner og tilbage til ham igen. Han tager sig god tid til at svare. Rejser sig så og går mod sin private bar med et hav af flasker på rad og række og hælder en stor dobbelt whisky op til sig selv, kigger over skulderen på mig og hælder også en ordentlig whisky op til 10

mig. Han slentrer tilbage mod bordet og rækker glasset til mig, kun langt nok til, at jeg skal rejse mig og tage det. Først nu mærker jeg, at begge mine ben ryster under mig og er lige ved at vælte mig selv og glasset. - Meget rigtigt, siger han kort, stadig smilende, denne så høflige gangster. Jeg kigger på de tre kort på bordet, så på ham, så på floppet igen. Jeg tænker, at han ikke har en eneste chance for at få flush eller straight. Mit par konger er meget højere end hans par seksere, så hvad fa´en satser han så for? Han kan selvfølgelig trække en sekser til, men jeg har sgu lige så store chancer for en konge til, som han har for en sekser! Jeg ved ikke meget om statistik, men hvis der er en mikro-milliontedel af retfærdighed til, så må jeg være tæt på at slå ham af pinden. - Hvor meget har du, Kicker? siger jeg og tager en slurk af whiskyen, mens jeg kigger intenst på ham og ser ham tælle og tælle. Han tæller i en evighed, sikker og uden den mindste rysten på hænderne: - Excactly 67.000 kroner, my friend. Jeg tænker mig om igen, mens jeg stirrer på ham sidde dér og smage på sin maltwhisky. Han er sgu ligeglad med de her penge, de er peanuts i forhold til, hvad hans håndlangere samler ind til ham fra andre skide asiater hver eneste dag som gengæld for ”beskyttelse” af deres forretninger og restauranter. En indre stemme siger: lad være med det, sig til det gule svin, at du vil nøjes med de 20.000 kroner, du kan vinde med dine konger. Men en anden stemme siger: han skal fandeme ikke gøre dig til grin foran alle sine forbrydervenner! Den sidste time er det kun gået ned ad bakke for mig. 11

Efter de andre otte spillere var ude, havde jeg en pæn stak foran mig, men Kicker fik den ene gode hånd efter en anden, ud over alle de gange, som han selvfølgelig bluffede sig til; små og store potter. Han blev ved med at forhøje, lige meget om jeg satsede eller checkede ham. Og indrømmet, der skal store nosser til at spille mod denne gule djævel. Men nu må det være nok, nu er det min tur, makker, nu må heldet flytte på min side af bordet! Alle de forbandede bøger jeg har læst om poker! De siger ikke en skid om, hvad man gør i denne situation. Du har et højt par, og din modstander har oven i købet set dem, men han er fræk nok til at forhøje din indsats og ikke nok med dét, han vil låne dig penge til, at du kan sige all in. Jeg spørger mine pokerguder om, hvad man gør i denne penible situation. Svaret kommer ikke fra oven, fra himlen eller hvor fanden disse guder ellers befinder sig. Svaret kommer et sted langt nede i min egen bevidsthed, fra selve maven: ”Du skal selvfølgelig gå med. Ellers er du en kylling, ja, og du bliver kaldt en bøsserøv resten af dit forpulede kedelige liv”. Jeg tager imod hans tilbud, jeg vil se ham ødelagt, se ham sidde tilbage fuldstændigt knust med sine to skide seksere, mens jeg selv går hjem med 50-60 store! Nej, det er ikke pengene, slet ikke, det er forfængelighed, stolthed. Jeg vil bare ydmyge ham eller rettere sagt, jeg kan ikke tåle at blive ydmyget. - Okay, jeg tager imod dit fyrstelige tilbud, siger jeg og ved, at han ikke forstår, hvad det betyder. Han har sgu aldrig gået til dansk-for-begyndere-kursus eller på kom-hinanden-ved-integrationsarrangementer. Han har heller aldrig løftet en finger for at tjene rene, hæderlige penge. Men hvad kører han i? Mercedes. Hvor bor han? På Strandvejen. Han kan ikke engang udtale ”rødgrød med 12

fløde” korrekt, men at hvidvaske sine blodpenge i danske obligationer og på de officielle kasinoer, dét kan han finde ud af. Statsministeren, integrationsministeren, Pia Kjærsgård, Helle Thorning-Schmidt og resten af de svagpissere af politikere i Tinget står garanteret i kø for at få lov til at slikke Kicker i røven, fordi han har klaret sig så godt og er faldet så fint ind i det danske samfund og ikke har behov for offentlige ydelser! Han skubber sit ocean af pengesedler ind i puljen, som nu ser farvestrålende flot ud med alle de 100-, 500- og 1.000 kronesedler. Så siger han til dealeren: - Lad os se the turn, man! Og hvad er det fjerde kort? En sekser! Et skide kort med seks prikker formet som hjerter, et kort der ser så fattigt ud i forhold til de flotte paint kort, konger, damer og knægte i al deres forpulede pomp og pragt med kors og bånd og det hele. Dette fattige, usle kort er dog nok til at ruinere mig. Først nu tænker jeg på min økonomiske situation – eller snarere, på den manglende økonomi. Min kassekredit har vist minus foran et femcifret tal de sidste mange år. Jeg tjener ikke engang nok til at fylde dette sorte hul. Jeg har ikke betalt huslejen, selvom det snart er midt i måneden, og mit køleskab har aldrig været så tomt som i øjeblikket. Hvad fanden har du tænkt dig, mand? Hvorfor gik du med? Hvordan vil du betale ham? spørger den fornuftige stemme i mig. Men jeg har lært at være positiv, eller rettere sagt, jeg er altid blevet tvunget til at se positivt på mine chancer og muligheder. Selvom jeg har fået at vide, at en meteorit befinder sig kun et par meter over mit hoved. Du skal være positiv, du klarer dig nok. ”Always look on the bright side of life” sang det i mit hoved, da Janet tog Jonas i hånden og rejste væk og ikke engang ulejligede sig til at skrive eller sende 13

en besked om, at hun havde forladt mig. Jeg skal nok klare mig! Nå, men det er ikke tid til at tænke på familietragedier nu. Vær positiv mand, du har stadig en chance til, river-kortet kan ændre alt. Giv mig en enkelt konge for Guds skyld. Jeg løfter hovedet fra den forbandede sekser og ser over på Kicker, der sidder med et smørret grin over hele sit kuglerunde ansigt. Hvad skal man gøre ved sådan én? Man skal vride hans hænder om på ryggen, så de næsten knækker, slå lortet ud af ham med et par slag de rigtige steder og aflevere ham på stationen. Men hvad sker der så? Vil de takke dig for det? Vil din chef blive stolt af dét, du har gjort? Vil de hylde dig som en helt? Nej, min bare røv! Du kommer selv i fedtefadet, bliver suspenderet eller fyret for hasardspil, magtmisbrug, for grov vold mod sagesløs, ha! sagesløs, det lyder sært her i selskab med én af Danmarks værste gangstere. Og hvad sker der så med Kicker? Han slipper ud efter et par timer, med en undskyldning og erstatning for svie og smerte! Okay, det er vilkårene, det er mine arbejdsbetingelser. De skulle snakke om psykisk arbejdsmiljø, dem der sidder med benene strakt ud på bordet dagen lang. De der kontorrotter, der tror, at samfundet har betalt deres uddannelse, bare for at se dem stikke næsen op i skyerne og spille fine over for os almindelige dødelige. Jeg kunne godt tænke mig at se deres ansigter, når de har tisset i bukserne af skræk over, at Kicker skal skære deres pik af efter en omgang god gammeldags tortur. - En sekser til, mit Kicker-kort, ha, ha, griner han og læner sig mageligt tilbage. Let’s see the river, man. Dealeren slår sin flade hånd på bordet og vender det femte og sidste kort. En knægt! 14

Det er afgjort, Thai-the KICKER HAR VUNDET! Mere end afgjort! Det er selve dommedag nu. Jeg kan høre basunerne. Men ingen Messias, ingen tolvte imam, ingen Jesus, ingen fucking Hare Krishna, eller hvem de ellers har lovet de sidste 5.000 år vil komme og redde os på den yderste dag. Jeg er færdig. Jeg kommer i lommerne på Kicker for resten af mit miserable liv. Han vil kunne presse mig til alt, bruge mig som stikker eller pusher eller håndlanger. Og det hele er udelukkende min egen skyld, mit eget forbandede valg! Vi vælger, ergo er vi mennesker. Ja, min bare røv, vi vælger altid det forkerte, og vi er færdige som mennesker! Jeg kigger op fra den skæbnesvangre sekser til Kickers ansigt. Hans brede smil er væk. Det ellers så venlige, venskabelige udtryk er forsvundet. Han stirrer på mig med sine mørke, dybe øjne og venter på min reaktion. Men hvad gør man i denne situation? Man stirrer tilbage på ens ulykke. - Du skylder mig 92.000 kroner, siger han nøgternt. De 67.000 på bordet plus 25.000 fra sidst. Kan du skrive en check? Nej, må jeg meddele. Nej, jeg er flad, fuldstændigt ruineret. - Ikke godt. Ikke godt, gentager han i én uendelighed og kigger op på sine håndlangere, der rykker tættere på min stol. Jeg kan mærke varmen fra deres kroppe blandet med deres deodoranter og after shave lige bag min nakke. Så mærker jeg en hånd på hver af mine skuldre. Hænder, der har lyst til at slå, til at smadre. Men jeg er hurtigere. Uden at vende mig om, trækker jeg i en af hænderne, så ejermandens hoved lander på pokerbordet lige foran mig, samtidigt med at jeg sætter min tjenestepistol lige på hans tinding. - Hvis de rører mig, så skyder jeg hjernen ud på ham 15

her, Kicker. Sig til dine gorillaer, at de skal fjerne sig, siger jeg, mens jeg presser pistolløbet endnu hårdere i skallen på manden. Kicker vinker afværgende med sin venstre hånd, og jeg kan mærke, at hans folk fjerner sig. - Jeg har tabt, og du skal nok få dine skide penge, men jeg skal have tid. Er vi enige, eller skal jeg plette dit bord med hans og dit beskidte blod? spørger jeg helt afklaret. - Nej, nej, ingen grund til panik. Helt i orden, vi ikke uciviliseret, vi finder løsninger, siger Kicker igen smilende. Jeg slipper ikke abekatten, som prøver at komme fri, men presser pistolen endnu hårdere. Kicker ærgrer sig grumme over, at han ikke har afvæbnet mig, da jeg satte mig ved bordet. Ligesom de gode gamle dage på de der Western-salooner, hvor man hængte revolverne, før man satte sig ved pokerbordet, for alle tilfældes skyld. - To uger, du får hele to uger, samme tid samme sted, men med 92.000 kr. i lommen, er vi enige? Hans dansk er pludselig meget mere flydende, når det drejer sig om penge. - Hør lige, Kicker, jeg er en politimand, ikke børsmægler, jeg får fandeme ikke 90.000 kr. i løn vel? Kan vi ikke lave en afdragsordning? Jeg er sikker på denne gorilla her er enig med mig, siger jeg og presser igen pistolen hårdere ned i den karseklippede nakke på bordet. Kicker tænker situationen igennem et øjeblik. Jeg tror, at han også tænker på, at det er den bedste løsning for os begge, jeg går ikke fallit, og han får sine skide penge tilbage, ikke? - Okay, i orden, men du skriver under på et gældsbevis til mig, ok? Det gør jeg selvfølgelig. Det er fandeme mig selv, der 16

har bragt mig i denne situation, og anger har ingen effekt på Kicker. Pengene skal falde, ellers... - Ellers kan jeg ikke garantere for dit helbred, min ven. Du skal forstå, at jeg også har omkostninger. Alle mine folk skal have løn, de har også kone og børn, ligesom du også har haft engang, ikke, stirrer han som en medfølende bedstefar på mig. Hvor fanden kender han mit privatliv fra? Kender han også navn og adresse på dem? Kan han få fat i dem, hvis han ikke får pengene? Mens disse spørgsmål tygger på min hjerne, rejser jeg mig, slipper gorillaen og sigter på Kickers hoved. - Det her er en sag mellem dig og mig, la´ min kone og barn være i fred, Kicker, du skal nok få dine skide penge, er vi enige? Han kan ikke være andet end enig med mig lige i denne situation, men jeg har sgu ingen illusioner om Kickers samvittighed og om, at han holder ord. - Ja, ja, bare rolig, min ven. Vi skal nok klare det. Du skal ikke miste modet, Danny Boy. Hvis han også begynder at fable om ”Always look on the bright side of life” så skyder jeg et hul i panden på ham og skider på, om jeg skal tilbringe resten af livet bag tremmer. Men det gør han ikke. Han rejser sig og rækker fandeme sin højre hånd mod mig for at vi skal trykke hånd til farvel og hu hej, hvor vi har det godt. Nej, du kan tro nej. Jeg smiler hånligt af hans hånd og går baglæns mod hoveddøren, mens jeg holder øje med ham og hans lakajer. Da jeg er ude af huset, slår et panorama af solopgang i bredformat – speciel arrangeret for de rige – mig lige i hovedet, og selvom jeg har en gæld på over 90 store, så liver jeg lidt op. 17

En enlig gammel motionsløber spurter af sted lige forbi mig og råber med hovedet helt bagvendt: - Herlig dag, hva’? Jeg vender mig om uden at svare ham, men inderst inde vil jeg gerne tro på, at det er en herlig dag, at alle mennesker er glade i dag, og at der måske findes håb ét eller andet sted. Ingen tid til sentimentalitet. Jeg spurter af sted til min bil, som jeg fornuftigvis har parkeret udenfor, langt væk fra Kickers private parkeringsplads for alle tilfældes skyld. Men jeg behøver ikke at være bange for Kicker eller hans folk. De blev temmelig forskrækkede, da de opdagede min pistol. Jeg sætter mig lettet i bilen og kører med over 100 km i timen på Strandvejen. Jeg kan mærke, at det sidste glas whisky river og kradser langt inde i min hjernes kontrolcenter. Hvorfor fanden skulle jeg også komme her i dag? Eller rettere sagt, i går. Jeg må indrømme – og det er ikke første gang – jeg er LUDOMAN, en poker-ludoman, og jeg har ikke andre muligheder for at slukke min tørst efter spænding end hos Thai-the-Kicker. En person i min stilling og med min historie kan sgu ikke troppe op på et normalt kasino. Alle de hel- og deltidsforbrydere, der kommer på den slags steder for at vaske deres penge, kender mig sgu. Det går ikke. Lidt anstændighed er der tilbage! En kriminalassistent har fandeme intet privatliv, hvis man altså samtidig er ludoman! Man er nødt til at nøjes med Kickers hjemmekasino med alt tilbehøret. Først da jeg er helt inde i byen, kommer jeg i tanker om den hånd, jeg havde tabt til Kicker. I henhold til alle sandsynlighedsberegninger så er der minimale chancer for, at Kicker skulle få sin tredje 6´er! Så kommer jeg i tanker om dealeren. Han er selvfølgelig ansat af Kicker, og jeg kunne 18

godt tænke mig, at han måske havde en finger med i spillet. Den forbandede Kicker har nok fået dealeren til at fuske med kortene, mumler jeg for mig selv og slikker mit sår. Men det er under alle omstændigheder for sent nu, der er ikke noget at gøre, der er ingen fortrydelsesret hos Kicker.

2 Efter sådan en nat med et nyt tab på næsten 70.000 kroner tænker jeg på, hvordan jeg kan muntre mig selv lidt op. Der er tre muligheder: Ét: en ordentlig kæp i øret. To: en ordentlig omgang Dansk hos Hanne og Lone – i Ekstra Bladet annoncerer de med ”betal for én og få to udløsninger” i denne uge. Tre: en ordentlig røvfuld til én af mine ”forretningsforbindelser” Løsning ét går jeg hurtigt væk fra, da jeg skal på arbejde om et par timer og ikke vil lugte af sprut om morgenen ligesom gamle Svendsen, der gemmer flaskerne i arkivet og prøver at skjule lugten med en masse tyggegummi og andre kreative påfund. Løsning to er også hurtigt opgivet. Jeg er sgu flad. Selvom Hanne og Lone er de rette til at trøste mig, så gør de det nok ikke for min flotte piks skyld. De skal have betaling her og nu, før jeg overhovedet er færdig med at tørre mig efter resterne af deres safter og min egen sæd. I de gode gamle dage havde de respekt for os ”uroer", og vi ku’ få gratis kusser, men ikke mere! Løsning tre er dermed vedtaget. Denne løsning er helt i tråd med resten af en dårlig nat, så jeg skal nok komme ovenpå igen og oven i købet være stolt af det, når jeg har banket en af mine professionelle forbindelser gul og grøn. Så jeg kører ind til centrum, nærmere bestemt Hovedbanegården og dens hyggelige baggårde og legepladser for alskens godtfolk. Mit gamle distrikt, dengang jeg var på Station 1. Desværre er der ikke mange perkere på gaden så tidligt om morgenen. Men ingen panik. På hjørnet af Istedgade og Absalonsgade ser jeg en masse pushere. Næsten alle sam20

men sorte, rigtige negre fra gode gamle kolonier. Men skidt med det, de duer lige så godt til mit formål. De tilbyder deres varer til de unge, der lige er kommet ud af et eller andet dansested, og som ikke har fået det nødvendige kick efter ti hotshots og vil gerne supplere rusen med lidt stærkere sager. Ved Dannebrogsgade vender jeg bilen rundt, kører et par hundrede meter til Maria Kirkeplads og parkerer bilen foran massageklinikken med de to store rødglødende vinduer. Der er altid plads. Ingen parkerer lige foran sådan et sted for at fortælle hele verden, at han skal ind og have røvbalderne smækket mørkerøde eller have andre hjælpemidler til at få den op at stå. Jeg tænder en cigaret og går stille og roligt væk fra Hovedbanegården mod de mere stille sidegader. Ved Gasværksvej går jeg over gaden og dér, ved skolegården på hjørnet af Gasværksvej og Eriksgade, ser jeg min mand. En ikke så høj somalier, som jeg har banket flere gange før. Han er i gang med at vise en lille pakke af sølvpapir til to unge mænd, da han får øje på mig. Han skynder sig at putte pakken i lommen, og ungerne, som er ret hurtigtopfattende, skynder sig væk, forbi mig. Fornuftige unge mænd. De skal nok blive til noget! - Vel vel vel, hvem har vi så her? siger jeg højt. Det er min egen gamle ven, Abu Salem, som han kalder sig nu. Han har ændret sit afrikanske hulabula-navn til et lidt mere hørevenligt, men stadig eksotisk navn, efter han er konverteret til islam. - Hej, siger han bare og kigger ned i fliserne, fuld af dårlig samvittighed og angst. Nej, makker, du kan ikke slippe i dag. I dag er Daddy her, og han er i rigtigt legehumør! I dag skal du betale din gæld til det danske samfund tilbage. Dagpengene, arbejds21

løshedsunderstøttelsen, sygedagpenge, hele lortet! Alt dét, som du har sendt til dine forpulede efterkommere, så de kan bygge store flotte huse for at prale over for de andre negre. Alt skal tilbagebetales med renter og renters renter. - Nå, så er du tilbage på gaden igen, kan jeg se; en ny sending af cola, ikke? Er Hassan tilbage igen? Eller sidder han stadig inde? Hassan er hans bagmand, det er ham der forsyner ham med hash og ”cola”, som de humørfyldte forbrydere kalder kokainen. Abu Salem svarer ikke og bliver ved med at kigge ned. Og det gør mig endnu mere arrig. - Hvad?! Hvad var det, du sagde? Hørte jeg rigtigt? Står du der og kalder mig et strissersvin? Han kigger forskrækket op på mig. - Nej nej, sir, ikke mig, ikke mig, siger han og ryster allerede over det hele. Jeg bliver endnu mere varm på en omgang klø til ham, dette dødens sendebud, som missionerer for sin religion, det hvide pulver, så alle unge, ja hele verden skal blive som ham selv. Hvorfor have medlidenhed med ham? Jeg tager fat i hans krave og trækker ham med længere ind i baggården. Et herligt miljø netop til mit forehavende. Jeg kaster ham med al kraft mod muren, og han knækker sammen og bliver siddende på hug. - No, sir, no... I beg you, sir, beder han mig, hans nuværende Allah, hans Muhammed. Men forgæves. Han kan ikke undslippe sin skæbne. Hehe... det siger Allah jo i sin bestseller, Koranen. Din skæbne er forseglet, bestemt i forvejen, så hold kæft og ta´ imod mine slag. Menneskesønnen er kommet for at frelse de fortabte, og helligånden er i hopla. Jeg løfter ham op i kraven og giver ham et par venlige, 22

men bestemte knytnæver i maven. Han knækker sammen, grædende, og slipper noget luft og vand i sine bukser. Herregud sikke en grædekone! Vi er ikke engang begyndt endnu, min ven. Han jamrer og stønner, mens jeg holder ham oppe og giver ham tid til at føle smerterne fra de slag, han allerede har fået, og angsten for de slag, der venter ham. - Så, du er på arbejde igen, hva’? Hvem sælger du for nu? Er Hassan tilbage i kvarteret? Jeg havde advaret jer, ikke i mit kvarter. Fortæl mig noget, ellers er der mere af samme skuffe, driller jeg ham, og han ved, at uanset hvad, så er der flere tæv på vej. - Nej, mig ikke sælge... I have nothing, sir, lyver han mig lige op i mit ansigt. - Okay, det var måske bare legetøj, du ville sælge til de unge, hva’, dit sorte svin? Jeg fisker flere små plastikposer op af hans lomme, river dem op én efter én og tværer indholdet ud i hans ansigt. Han hoster og græder med ansigtet hvidt af kokainen. Han ligner klovnen Pjerrot, jeg kommer rigtigt i Bakken-humør! Jo mere han skaber sig og beder mig om tilgivelse, desto hidsigere bliver jeg. Sådan fungerer altså samfundet, eller sådan beroliger jeg i hvert fald min samvittighed. Vi er begge produkter af det samfund, vi lever i, vi er begge to uden skyld. Det er samfundets skyld, som TV2 synger. Dét, der foregår her, kan ikke, kunne ikke forhindres. Allah havde ret, vores skæbner er fastlagt, fra vi fødes til vi kreperer. En gammel, afdanket luder kigger ud af vinduet fra en af lejlighederne på første sal og spørger, hvad fanden der foregår hernede. Det skal hun overhovedet ikke blande sig. - Det er politiet... gå ind og luk vinduet, ellers tværer jeg dit grimme fjæs ud på dit vindue, siger jeg og sigter med 23

min pistol mod hende. Hun skynder sig klogeligt ind og lukker vinduet. Abu Salem, som er kommet sig lidt i løbet af vores korte pause, prøver at gøre sig fri. Jeg giver ham et slag med pistolen i ansigtet og hører hans i forvejen bredde næseben knække og blive endnu mere flad. Blodet sprøjter på pistolen og på min hånd. Hvis der er noget, jeg ikke kan tolerere, er det netop deres beskidte Aids-befængte blod på mine hænder. - Hvad fanden er det for noget svineri? Kan du ikke holde dit snot for dig selv, din forpulede neger? Et knæ i maven og et slag med pistolen i nakken, og så slipper jeg ham. Han falder som en tøjbamse ned på asfalten. Men jeg er ikke færdig med ham endnu. Lad ham slappe lidt af, komme til bevidsthed, så skal han nok få flere af samme skuffe. Man må passe på ikke at miste forbryderen, ikke lade ham dø, men dosere tilstrækkeligt med tæv til, at han er villig til at slikke hundelortet af på dine skosnuder. Jeg har også selv brug for en lille pause. Det er hårdt at tæve et menneske af kød og blod uden at blive forpustet. Jeg kan mærke, at min kondition ikke er, hvad den har været. Jeg sætter mig på hug ved siden af ham og tænder mig en cigaret og trækker lidt frisk luft igennem filteret. Der er stadig stille i gården, og undtagen oppe på førstesalen, hvor luderen har lyset tændt, er der mørkt i andre lejligheder. Mens jeg pulser løs på cigaretten, undersøger jeg hans lommer. Ikke mere end 1.250 kroner og en lille notesbog med nogle telefonnumre, garanteret på andre narkomaner og pushere. Jeg river telefonbogen i stykker og konfiskerer pengene. Abu Salem er ved at komme sig, jamrer og vrider sig i fosterstillingen. 24

- Færdig, sir? Ikke mere... ved Allah, ikke mere, trygler han grædefærdig. Hvordan tør han bede til Allah foran sin banemand, stående foran broen til helvedet? Allah er død, Gud er død, Muhammed, Jesus, Moses og alle andre svindlere, der lovede guld og grønne skove til deres efterfølgere, er døde. Det er mig, der fører dig gennem alle himlens og helvedes pinsler. Men vær ikke utålmodig, min søn, dit endeligt er her straks. Jeg løfter ham op og slynger ham mod midten af baggården og råber op mod de lukkede vinduer på den femetagers gamle og grå bygning: - Kan I se ham, kender I ham ikke... det er ham, der sælger jer døden, sælger jer drømmen om en anden verden... nu skal han selv opleve helvede. ”Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdighed.” kommer jeg i tanker om et citat fra Biblen. Men jeg tror sgu ikke, nogen af dem her i opgangen kender eller tror på Biblen overhovedet. Abu Salem står og vakler og prøver at tørre sig i ansigtet. Jeg går mod ham, og han trækker sig tilbage og krymper sig sammen som en rotte i fælden. Han kan dog ikke flygte, og jeg er over ham med ét. Jeg retter et perfekt slag mod hans mave, og så rammer jeg hans ansigt og hans allerede brækkede næse. Han falder ned på jorden igen, siger ikke mere, ligger bare dér og spjætter som en anden åndssvag kylling, der lige har fået hugget hovedet af. Jeg har fået det berømte kick og er rigtigt høj nu. Det her er sgu bedre end hash og kokain eller alle de åndssvage boligprogrammer i DR, TV2 og TV3, eller hvad de nu hedder alle sammen. Man bliver hevet ud af virkeligheden, slapper af, og er igen klar til alt det lort, vi kalder for arbejde. Alt hvad der ikke bare kan males og renoveres, alt hvad der ikke 25

kan gemmes under smukke, blomsterrige klatreplanter. Man er igen klar til at tage imod slag efter slag, man er klar til glemme alt det, man engang ejede og havde kært, alt det, der nu er tabt på gulvet, som er væk for al evighed på grund af en enkelt fejlbeslutning. Jeg tænker på Jonas og også på Janet. Det er skræmmende, hvor meget poker minder om selve livet. Det hele handler om de rigtige beslutninger på de rigtige tidspunkter, og når man først har kludret i det, så er der ingen vej tilbage. Du har tabt hele din indsats. Jeg er fast besluttet på, at Abu Salems ”endelige løsning” skal være her og nu, i denne baggård, hvor mange af hans ofre sælger deres kroppe for at få råd til at købe stoffer fra ham, så han selv kan få råd til at købe stoffer af sin boss, og så videre og så videre. Åh Gud, slutter det her ikke snart? Hvor længe skal vi blive ved? Hvor længe skal mennesker deles op i grupper af forbrydere og grupper af politibetjente, gode og onde, tabte og frelste? Hvor længe skal vi bekæmpe hinanden i den tro, at én af parterne nok skal tage over, selvom vi ved, at der står generationer efter generationer i kø for at gå gennem deres dannelsesrejse for enten at blive til forbrydere eller til lovens håndhævere, til gode eller dårlige samfundsborgere, til hvide eller sorte? Hvor længe skal dette show starte forfra? Jeg løfter mit højre ben bagover og er lige ved at give ham endnu et spark i maven, da jeg hører politisirenen. Den gamle luder har alligevel tilkaldt politiet. Hun kan vente sig, jeg ved, hvem hun er. Jeg sætter mig ned og hvisker i Abu Salems øre: - Hvis du siger det mindste om mig, Abu, så ved du, hvad der venter dig og dine kære, ikke? Hils Hassan og sig til ham, at jeg besøger ham, så snart han er ude igen Så løber jeg ud af baggården og ud på Istedgade. Da 26

jeg krydser Viktoriagade, ser jeg lige en politibil med to af kollegerne suse forbi. Der mangler aldrig arbejde hos os. Ikke mere end et par skridt fremme kan jeg dufte nybagt morgenbrød. Det kan jeg ikke stå for. Jeg går ind i det lille, snuskede bageri, hvor en fed, ubarberet fremmedarbejder står med en bageplade og lægger rundstykker og håndværkere på hylderne. Nu er de satanedeme også ved at overtage vores bagerier! - Gomorn min ven, siger han. Frisk brod, ja? Rundstok? Voor mang? Mandens øjne stråler, og de tykke kinder bliver endnu tykkere, når han smiler over hele femøren. Han er god nok. Jeg smiler tilbage og betaler for et par rundstykker, smurt med et tykt lag smør. Efter en lang nat med poker og den efterfølgende motion, bliver man sgu rigtigt gennemsulten. Ved Pladsen står min bil, og indholdet er stadigt intakt. Det er alt for tidligt, selv for biltyvene. Et enkelt narkovrag sidder tilbage på kirketrappen og snapper efter vejret, som en fisk uden vand. Gennem vinduet til massageklinikken kan man se en halvnøgen buttet brunette sidde med benene over kors, i gang med at strikke. Hun kigger tilbage på mig og smiler. Luder og husmor på én gang! Køn er hun ikke, men det kan gå an. Jeg tygger løs på brødet og spekulerer på, om jeg skal ned ad trapperne til en omgang svensk, eller om jeg skal over til Hanne og Lone for at få både dansk og svensk? Den strikkende luder lægger strikketøjet fra sig på det lille glasbord, læner sig tilbage i stolen og skiller sine lår fra hinanden, mens hun smiler liderligt til mig. Jeg kan mærke testosteronet pumpe løs, ta´r en sidste bid af brødet, smider posen fra mig og går ned ad trapperne.

3 Der er stadig lidt tid til jeg skal møde på stationen. Jeg kører langs Søerne, langsomt og med alle bilruder nede. Solen skinner på de sammenhængende husfacader og varsler en varm dag. Ved Sortedamssøen drejer jeg ned ad Sølvgade og kører mod Kastellet. Volden her og de sirligt anbragte militærbygninger har altid tiltrukket mig. Her var det som et helle for mig, dengang jeg var i Uroen. Jeg tilbragte mange af mine fritimer her med et par bajere og ellers bare stilhed, langt fra voldens og stoffernes verden, kun et par kilometer herfra. Efter en tur igennem Kastellet går jeg over til min veninde, der trofast sidder på sin sten. Ingen turister endnu, ingen japsere med de obligatoriske fotoapparater hængende om halsen. Jeg sætter mig på en bænk lige foran hende og tænder mig en cigaret. Hun blinker ikke, spreder ikke benene og smiler ikke liderligt som min strikkende luderveninde. Det er, som om hun gi´r mig syndsforladelse. Jeg føler mig ren i sjælen, i hvert fald mere ren end for en halv times tid siden, da jeg trak mig ud af den ikke så trofaste, der skyndte sig ud på toilettet for at gøre sig klar til den næste kunde. Jeg ryger færdig, indånder endnu en mundfuld frisk luft og føler mig fuldstændigt renset i sjælen. Nu er jeg parat til at ta´ på stationen og gi´ den som den gode politibetjent. Jeg finder min bil og kører op ad Strandvejen og sluger endnu mere af den friske luft gennem de åbne ruder. Ved Hellerupvej drejer jeg til venstre og kører gennem den vågnende by mod endnu en kedelig arbejdsdag. Alt er ved det gamle, da jeg kommer ind på stationen, undtagen de øjne, Gitte sender mig. Gitte er receptionist med beføjelser, som rækker langt ud over undertegnedes og alle mine kollegers tilsammen. Hvis hun ikke kan lide dig, så er du på den. Sådan er det altid med sekretærer og receptionis28

ter. Når de bliver ansat, er de som små, angste rålam. Efter bare seks måneder har de på en eller anden mystisk vis fået så meget magt, at de kan æde dig levende i én mundfuld – eller i hvert fald sørge for, at du havner på chefens sorte liste over folk med samarbejdsvanskeligheder, hvis du ikke makker ret efter deres luner. - Du skal ind til Buhl – med det samme! siger hun, uden at kigge op på mig. Jeg går forbi Gitte, som følger mig som en høg fra sin rede bag ved skranken. - Goddag, Gitte, hvordan har vi det så i dag? Hun ignorerer mig totalt. Det er efterhånden et velkendt hadespil, der foregår mellem Gitte og mig. Hun kan ikke fordrage mig, fordi jeg ikke fedter for hende eller for cheferne. Indrømmet, jeg har aldrig brudt mig om hende. Hun er lunefuld, falsk, slesk og slikker cheferne hudløse i røven. Derfor har hun magt, og det ved de andre vatnisser, mine ærede kolleger her på stationen. ”Du ser godt ud, også i dag, Gitte”, ”sikke en flot kjole”, ”det klæder dig med den nye frisure", deres fedteri kender ingen grænser. - Har Buhl sagt, hvad det handler om? spørger jeg en smule ængstelig, mens jeg roder i brevbakken på skranken. Hvis det er noget, Gitte ikke kan lide, er det netop, at man roder i hendes ting. Hun kommer op til skranken, hamrer sin højre hånd på brevene og slår min hånd væk. Enten har hun en dårlig dag, eller også får jeg en dårlig dag. - Nej, det har han ikke, gå du bare ind nu, siger hun endnu mere skarpt. Buhl, Nils Buhl, chefen på stationen og en af de mest hemmelighedsfulde skabninger her på jorden. Jeg tager mig god tid og trækker en kop kaffe fra den 29

nyligt installerede kaffeautomat med mulighed for alverdens fancy drikke; cappuccino, wiener melange, caffé au lait osv. Automaten står ikke så langt fra Gitte, og jeg kan fornemme, at hun syder og bobler indvendigt og sender mig øjne og spørger sig selv, hvorfor fanden i helvede jeg ikke er fyret endnu. I det samme kommer Claus, tillidsmanden for alle røvslikkerne, ind med en mappe i hånden. Claus er kriminalassistent som mig, men han sætter næsten aldrig sine ben uden for stationen. Han elsker sin computer, sit skrivebord og sin kontorstol med masser af indstillingsmuligheder. - Nå, der er du, hvad går du og laver? Vi hører mere om dig, end vi ser til dig, siger han og slår mig broderligt på ryggen. - Hvad har du så hørt, lille Claus? Før Claus overhovedet når at tænke over mit spørgsmål, eksploderer Gitte bag sin bastion af et skrivebord: - Du SKAL ind til chefen altså, NU. - Så så, Gitte, ikke så skrap mod vores lille kæledægge her. Chefen holder meget af ham, at du ved det, siger Claus og blinker til mig. Jeg drikker en mundfuld kaffe og stirrer en ekstra gang på den mokke til Gitte, blinker til Claus og går ind i gangen mod Buhls kontor. Hvis det mest kedelige kontormiljø i Danmark skulle præmieres, så var det her sted en sikker vinder. Ironisk nok minder det utroligt meget om de steder, hvor de kriminelle opbevares; lange mørke gange med lukkede døre på begge sider. En gang imellem åbnes én af dørene og så kommer der lidt lys ind på gangen, ellers er 60 watt-pærerne i loftet ikke til megen hjælp. Jeg tror sgu, jeg melder det ind til et af de der reality programmer, så de kan komme og rive det hele ned og sætte lidt mere farvestrålende kulisser op i stedet for. 30

Jeg banker på Buhls dør og åbner den, da jeg tror, jeg kan høre hans dæmpede stemme sige ”kom ind”. Men jeg tror ikke, han ænser mig overhovedet, da jeg er inde på hans kontor. Han sidder fordybet i en eller anden mappe med rødt omslag. Hans bord er ryddeligt – i hvert fald mere end mit – og man kan se billedet af hans kone og to børn, der rager op over den bunke af sager, som han formentligt skal igennem i løbet af dagen. Jeg står og drikker min kaffe, lænet op ad væggen ved døren, og han lader som om, jeg ikke eksisterer. Jeg giver ham tid og siger ikke noget. Efter en evighed løfter han hovedet og kigger på mig, som om han har set mig for første gang. - Nå, der er du Danny Boy, sid ned, sid endelig ned, siger han med et distræt blik. ”Danny Boy.” Nå, det er med den på! Nu bliver jeg alvorligt bange for, at han har hørt et eller andet om mine natlige eskapader. Jeg sætter mig ned uden at tage blikket fra ham. - Det er længe siden Danny, hvordan går det? Hvordan har din kone og Jonas det? Jeg kigger ham lige i øjnene og siger uanfægtet: - Godt, de hilser. - Tak, men er det ikke længe siden, du har haft Jonas med herinde? Har han mistet interessen, vil han ikke være politimand mere? Fandens også, han ved garanteret, at Jonas ikke mere er hos mig. Man kan heller ikke have noget privatliv eller hemmeligheder for politiet. Buhl er alvidende, kender medarbejdernes privatliv, i mindste detaljer. Jeg besvarer derfor ikke hans spørgsmål og siger bare: - Gitte sagde, at det var en hastesag. 31

- Årh, Danny Danny Danny, sukker han og kigger medlidende på mig. Du er ikke meget socialt anlagt, hva’? konstaterer han med et skævt smil. Jeg stirrer på ham uden at svare. Politimester Nils Buhl er en tætbygget, firskåren mand med lange, grånende bakkenbarter, pindsvinehår og hans kendemærke, et 3 centimeter langt ar, der starter ved det venstre øje og fortsætter tværs over kinden mod øret. Han har aldrig fortalt mig eller nogen overhovedet, hvordan han har erhvervet sig et sådant sår. På grund af arret ser han ud, som om han er ved at græde, og jeg prøver altid ikke at kigge direkte på det, mens vi taler sammen. Han har arbejdet sig op igennem systemet. Først som almindelig politimand, så kriminalassistent, så kriminalkommissær, et smut omkring Uropatruljen i to år, derefter Rejseholdet og endelig chef for stationen her. Men han er ved at blive gammel, den gode Buhl. Han må være over 60 nu, alt for gammel til dette job. Politimænd skal finde sig andre indtægtskilder, når de er over 30, ligesom fodboldspillere, som ikke mere har deres fysik i orden. Det gælder også undertegnede her, jeg er da ikke en undtagelse: 45 år og ældgammel! Gamle politimænd bliver patetiske, bedrevidende og kyniske. Når de kommer op i Buhls alder, tror de, at deres viden om os andre dødelige er ubegrænset, at de kan kigge lige igennem vores sjæl, ja, de tror, at de har en direkte forbindelse til Vorherre selv. De taler til dig, som om de kender dig ind og ud, som om de kender dine mest intime hemmeligheder. Jeg tror, det kommer af deres daglige omgang med private oplysninger om forbryderne, deres personnumre, lægelige journaler, seksuelle vaner, opvækst, holdninger, hele smøren. Efterhånden kommer de også til at betragte 32

almindelige borgere som forbrydere. De kigger på dem og taler til dem, som om de kender de samme fakta om dem. Men tiden er ved løbe ud for de stakler, de mærker det selv, og de prøver at undgå det uundgåelige, at de også er kommet fra jord og skal blive til lort igen. Han kigger intenst på mig med sine hænder foldet foran munden. - Du ved formentlig godt, at vi har en sladrehank iblandt os, ikke? Én, som holder øje med, hvad vi foretager os. Han udspionerer dig, mig og alle andre for at finde den mindste fejl hos os, noget som han kan fodre formiddagsaviserne med for at svine os til foran borgerne... Det skal han ikke have lov til, vel, Danny? Jeg siger stadigvæk ikke noget, men stirrer blot lige ind i hans koparrede fjæs med en masse huller fra dengang, han som dreng i pubertetsalderen pressede bumserne mellem neglene. Jeg undgår dog at kigge på arret. - Hvis jeg må sige det med et eksempel, så skal vi her på stationen spille rollen som de gode og retskafne politimænd, de rigtige helte, som i gamle amerikanske politifilm, du ved, dem der er på lovens side, retfærdighedens vogtere. Vi skal ikke efterabe de der brutale typer, som fylder hovedrollerne i nymodens tjubang-film, hvor man ikke kender forskellen mellem hvem, der er forbryder, og hvem, der skal håndhæve lov og orden. Det skaber forvirring, Danny, det sender det forkerte signal til almindelige mennesker om, at de kan gøre som de har lyst til, at der ingen konsekvenser findes for forkerte handlinger. Danny, vi skal være rollemodeller for folk, vi skal være renere end de hellige, vi skal... Vorherre på lokum! Hvad fanden fabler manden om? Har han virkelig allerede hørt noget om mit lille sammenstød med Abu Salem eller den strikkende luder?! 33

- Vi skal alle sammen værne om vores ry, det ved du godt, det behøver jeg ikke at minde dig om. Der skal ikke kunne sættes en finger på os, det skal ikke hedde, at vi misbruger vores position, vores magt, vel? - Næ, nej... samtykker jeg dumt. Og så kommer det: - Vesterbro. Det er jo dit gamle distrikt, ikke? spørger han og fisker en mappe op af sin bunke og bladrer i den. - Hmm, siger jeg bare og er sikker på nu, at han har hørt om Abu Salem. - Der er her til morgen kommet indberetninger om et overfald på en småpusher, en somalier åbenbart, han ligger på Riget nu, i koma. Han kigger op af sin mappe og løfter sine briller for at kigge mig i øjnene med et mørkt udtryk. - Kender du noget til dét? Ved du, hvem der kunne have interesser i den slags? - Næ... nej, det har jeg ikke hørt noget om; bandeopgør eller sådan noget, siger jeg afværgende og spekulerer på, hvor hurtigt jungletrommerne går, her i vores lille andedam. - Der er nogen, der har set en mand med langt, lyst hår tæve ham der somalieren, siger han og kigger ned i mappen igen. Manden havde angiveligt viftet med et politiskilt. Forestil dig, et skilt! Hvem fanden skilter med, at man er fra ordensmagten, når man er i gang med at tæve en forpulet pusher? Han må selv have været påvirket, den mand… Han kigger mig igen lige i øjnene, mens han smider mappen over i den øverste skuffe og lukker den. Han har igen foldet hænderne sammen foran munden som til en bøn og stirrer stadig på mig. Det føles som en evighed, så løsner han sine knudrede hænder. - Og nu til noget helt andet, siger han, mens han tager en ny mappe fra bunken. 34

Jeg slapper lidt af. Nu er den sag med Abu Salem formentlig ude af verden, gemt væk i Buhls skuffe for senere at komme over blandt alle andre henlagte sager, de sager, politiet selv har undersøgt ”nøgternt” og ”nøje”, men ikke fundet anledning til bemærkninger om overhovedet. Buhl har gjort mig en tjeneste og har demonstreret sin loyalitet på den bedste ”jeg-skal-nok-holde-hånden-over-dig”-manér, akkurat som i de gode gamle dage, hvor Buhl holdt hånden over alle i Uropatruljen og fejede alt skidtet ind under gulvtæppet. Hvad mon han nu vil forlange til gengæld? - Jeg har en lille sag til dig Danny. Du spiller stadig poker, ikke? Jeg trækker på skulderne og prøver at virke oprigtig nok. - Næh... har ikke spillet meget på det sidste... jeg er blevet en rigtig afholdsmand. Jeg hverken ryger, drikker eller spiller poker, lyver jeg ham lige i øjnene, vel vidende at han nok allerede ved, at jeg har spillet hos Thai-the-Kicker i nat, at jeg både ryger og drikker ad helvedet til, og at jeg gokker den af inde i luderen i stedet for min egen kone, som har forladt mig for altid. Jeg kan se, at han kender til det hele, det kan ses på hans smørrede grin. - Ja, ja, jeg ved det. Du havde mange problemer, den gang du spillede, ikke? Jeg mener, der skal vel en solid økonomi til for at blive ved med spille og være med de steder, hvor det virkelig rykker, ikke? Solid økonomi? Ja, det tør man rolig sige. Men ikke i starten. I starten er det bare en uskyldig hobby, du bliver lokket ind med små håndører, en hund her, en hund der. I starten holder du regnskab med, hvor meget du bruger hver dag, hver uge, hvor meget du er i plus, hvor meget i minus. Men spilledjævlen sniger sig stille og roligt ind i dit sind og 35

gør alt andet end selve spillet ligegyldigt og uvirkeligt. Så begynder du at spille mange steder på én gang, i spillebuler, på nettet, i private klubber og snuskede, mørke indvandrerklubber. Du kan spille en hel dag, flere dage i træk uden at spise eller sove, uden at vaske dig, uden at tænke på andet end de 52 kort, der skal vise dig lykkens ansigt. På nettet er det mest farligt, det går hurtigt, og på en dag kan du sagtens bruge en månedsløn og meget mere. Jo mere du taber, desto mere ivrig bliver du for at vinde dine penge tilbage og satser endnu flere tusinder. En skrue uden ende. Så har du pludselig ikke styr på det mere, og når du næsten har brugt hele din kassekredit, går du i panik. Du vil vinde dem tilbage, lover du dig selv konstant. Du har ikke tid til at se venner og familie, fordi hvert eneste minut, hver eneste time, skal bruges til at tjene penge, så din bank-roll går i positiv. Du kan snart ikke mere huske dine aftaler, og når dine venner ringer for at høre, hvorfor du ikke dukkede op til den ene eller anden sammenkomst, finder du på nye undskyldninger. Jeg tænker uvægerligt tilbage til dengang, jeg startede. Det var sjovt og spændende. Selv Janet var med på den. Vi sad og spillede Texas Hold’em No Limit hele aftenen i stedet for at se TV-avis eller de åndssvage amerikanske film og serier med dåsegrin. Det var som om, vi endeligt havde fundet noget, vi kunne være fælles om, endelig efter lang tid, hvor vi havde hver vores separate adspredelser. Selv Jonas blev grebet af det. Allerede som 9-årig kunne han vinde over os to! Han bluffede fandeme godt, den lille bandit. Jeg savner ham. Jeg savner de knus, han skulle give mig hver morgen, og hvis jeg glemte det, så skældte han mig ud. Hvor er han nu? Hvem er han sammen med? Har Janet allerede fundet sig en ny mand, som Jonas skal kalde far? - Kender du noget til Pokerforeningen 2000? spørger 36

Buhl og vækker mig. De holder til på den gamle kommuneskole. Det gør jeg, men kun af omtale, jeg har aldrig været i foreningen. Jeg føler mig ikke hjemme i disse samlingssteder for håbefulde unge løver, der tror på, at deres pokergud har tiltænkt dem en karriere i World Poker Tour i LasVegas på førsteklasses hoteller med TV-dækning og hele svineriet. Jeg foretrækker små, stille steder med højst 10 forbrydere samlet rundt om et enkelt bord, hvor man i ro og mag kan narre og blanke hinanden af. Det siger jeg selvfølgelig ikke til Buhl. - Nej, det gør jeg ikke, siger jeg bare. Han stirrer på mig med sine mørkebrune øjne – det brune er omkranset af grålige ringe. Han tror ikke på mig, men det er også ligegyldigt for ham, kan jeg se. - Kasinoforeningen har lagt sag an mod pokerforeningens formand. De mener, at dét, de foretager sig i Pokerforeningen, er brud på monopolloven, de mener at Pokerforeningen faktisk er et ”forklædt” kasino. Sagt med andre ord, mener de altså, at dét, der foregår i foreningen, er hasardspil, som kun må foregå under kontrollerede forhold med statens velsignelse på de anerkendte kasinoer! - Ja…? siger jeg utålmodig i min kedsomhed. - Et par betjente fra Politigården har været i foreningen i sidste uge, men de kunne ikke se noget alarmerende, ingen penge på bordene, intet spil med rede penge, kun muligheden for at vinde en præmie, altså intet alarmerende, gentager han sig selv. - Så er den sag vel ude af verden? spørger jeg og slår ud med hænderne. - Betjentene går altså i fuld uniform og midt på dagen op i foreningen; i spillesalen står der en pige og gør rent i baren, så spørger betjentene hende: ”Foregår der hasardspil 37

her?” Pigen kigger på dem, som om de kommer fra månen, og siger til dem: ”Nej da, vi spiller kun med jetoner,” og viser dem en masse sølvgrå bokse med jetoner på rad og række. Vores kolleger smiler genert til hende og går deres vej! Kan du forestille dig det, Danny, midt på dagen og i fuld uniform! Jeg kan ikke lade være med at smile. - Et solidt politiarbejde, må jeg medgive! Han bryder ud i latter, som dog virker, som om den ikke kommer helt fra hjertet. - Jeg må indrømme, at det ikke var særligt smart; man spiller ikke poker midt på dagen, og man vil vel heller ikke skilte med, at her spiller vi hasard, vel? - Nej, du har ret Buhl, poker spilles bedst i mørke. Men så kan du jo bare sende nogen derover om natten, Buhl. Det er vel ikke så svært. Han smiler hånligt ad mig. - Tak for rådet, Danny... men jeg tror ikke, at de er så dumme derovre. De har nu fattet et og andet, ja, måske har de deres kilder her hos os oven i købet og ved, hvornår vi sender folk derover igen, og jeg tror heller ikke, at det ulovlige nødvendigvis foregår ved bordene i selve spillesalen. - Mener du, at der sker ting og sager ud over poker? f.eks. handel med narko? - Det kunne tænkes, det kunne tænkes, bliver han ved med at gentage. Der foregår måske ting, som burde interessere os. - Narko altså? spørger jeg igen. - Hør lige her Danny, jeg er bedøvende ligeglad med monopolloven og økonomisk kriminalitet, det har vi sgu de der mappedyr fra Gården til at tage sig af. Han holder en lang pause, stadig med sit borende blik 38

på mig. Jeg siger med vilje ikke noget, for at han selv skal buse ud med dét, han har på hjerte. Buhl smider den røde mappe foran mig og folder igen hænderne foran sin mund. - En eller anden, nok én som er raget uklar med formanden, har sendt os en lille hilsen, siger han og peger mod den røde mappe. Jeg tager den op og finder et stykke A5-papir. Teksten på papiret er skrevet med blokbogstaver og er tydeligvis skrevet med fuldt tryk på blyanten: ”Pokerforeningen er ikke andet end en svindlerklub, hvor unge og uvidende mennesker bondefanges og blankes af for alle deres penge. Luk den rotterede.” Der er ikke meget mere i mappen. Ud over den lille seddel er der også et notat om en telefonisk henvendelse – sikkert til Buhl – med en klage over pokerforeningen for salg af hash, hasard, hvidvaskning af penge, hæleri og alt andet godt fra underverdenen. Jeg kigger op fra papiret og på Buhl. - Hvorfor skrider vi så ikke bare ind, hvis vi ved, hvad der foregår? Han rejser sig og går mod vinduet med hænderne knyttet på ryggen. Han siger højtideligt, mens han kigger ud af vinduet: - Sagen er lidt speget, Danny! Officielt er der kun sagsanlægget fra Kasinoforeningen om brud på hasardmonopolet, som vores kolleger fra Gården tager sig af. Men ærlig talt, Danny, jeg tror ikke, vores kolleger får heldet med sig, jeg tror ikke den sag holder i retten. Ifølge loven er det forbudt at udbyde hasard på offentlige steder, men her er der jo tale om en ganske almindelig foreningsvirksomhed, hvor de spiller med et fastsat startbeløb og en fastsat pengepræmie, på papiret altså. Den er ligesom alle de andre tusinder af foreninger, 39

vi er så gode til at oprette her i landet; foreningen for det ene og foreningen mod det andet, du ved. Vi har kun denne klage på en lap papir, som vi ikke kan bruge til ret meget. Man vil bare påstå, at der sikkert er tale om en eller anden, der har tabt sine penge og er sur på foreningen. Vi kan ikke bare gå ind og ransage det hele eller lukke biksen på grund af et smædebrev. Han vender sig mod mig og smiler bredt. - Det er her, du kommer ind, Danny. Jeg vil gerne have, at du infiltrerer foreningen, snuser lidt til, hvad de laver dér, siger han, mens han sætter sig på bordkanten lige over for mig. - Når først retssagen går i gang, så kommer den i medierne, og har vi først journalister rendende, så skal det ikke pludselig vise sig, at rygterne taler sandt, og vi er de sidste i politikredsen, som finder ud af det! Hvis der foregår ulovligheder, så vil jeg være den, der ved det først! – Du spiller selv poker, Danny, og du kan komme ind i inderkredsen, det er jeg helt sikker på. Så bukker han sig frem mod mig og kigger mig dybt i øjnene. - Jeg ved, at du elsker at spille, det ved jeg jo. Ja, mon ikke, din gamle bavian! Jeg siger stadig ikke noget og kigger ned på mine hænder. Jeg har lige sat resten af mit liv over styr hos Kicker, og nu sender Buhl mig tilbage i skærsilden. Oven i købet, ser det ud til, med skatteborgernes penge som indsats. - Lad nu være med at se ud, som om du ikke bryder dig om opgaven, Danny! Jeg ved, at du er vild med at spille. Med denne her opgave får du rigelig tid til det. Og ved du hvad, du får oven i købet lidt spillepenge, så du rigtigt kan boltre dig på de grønne borde. Det skal for en gang skyld være sjovt at arbejde i politiet! Det er mit nye motto. 40

- Spillepenge? Hvor meget? siger jeg så køligt, som det overhovedet er mig muligt. - Ja, det ved jeg ikke... jeg har ikke tænkt over det endnu Danny... men hvad siger du for eksempel til et par tusinde? Ha, et par tusinde! Det rækker ikke engang til en enkelt buy in på de rigtige spillesteder. Nej du, du skal punge mere ud, meget mere! - Det er ikke nok, slet ikke, jeg skal bruge mindst 20 store, meddeler jeg. Han bliver helt bleg og tager sig i hovedet. - 20 store? Tager du pis på mig, Danny? - Overhovedet ikke, jeg taler bare af erfaring. Hvis de spiller om rigtige penge, og jeg skal ha´ en chance for at være med, der hvor det rykker, så kan jeg jo ikke dukke op med indholdet af en 3-årigs sparegris. Hvis du synes, det er for meget, så kan du spørge nogen af de andre i afdelingen, om de kan tage sig af opgaven. - 20 store! Det må jeg nok sige, Danny, det tog simpelthen pusten fra mig, det kan jeg simpelthen ikke forstå, Danny... kan vi ikke nøjes med det halve? Hvad siger din erfaring til dét? Jeg kigger længe på ham, stift og med mit bedste pokerfjæs, som om jeg er ved at granske min hukommelse og beregner omkostningerne. Men jeg svarer ham ikke og ser bare tænksom ud. Jeg har en masse omkostninger, blandt andet min gæld til Kicker, tænker jeg og smiler for mig selv. - Okay, Danny, okay... lad det ikke skille os ad. Vi siger 20.000, men så skal du også være hurtig, meget hurtig, forstået? Jeg nikker tilfreds. Måske er der alligevel en pokergud, som holder hånden over mig? Hvis de spiller om rede penge, hvis skattefar låner mig 20 store, hvis der er bare en smule 41

retfærdighed til i verden, så kan jeg måske slå to fluer med ét smæk… - Fint, Danny, jeg er glad for, at du vil tage denne sag. Her er mappen... Pengene sørger jeg for, at du får hurtigst muligt. Du henter dem bare hos Gitte. Og for øvrigt, Danny, gå lidt stille med dørene, det skal helst ikke rygtes alt for hurtigt, at vi er begyndt at snage i en sag, som Gården allerede er i gang med, forstår du. Han smiler mod mig og venter lidt på min reaktion. - Nå, har vi en aftale, Danny? - Det har vi vel, du er chefen, Buhl, jeg gør, hvad du siger, siger jeg. Jeg skynder mig mod døren og åbner den, men han er ikke færdig endnu. - Danny, må jeg ikke lige give dig et godt råd, ja, et faderligt råd, om du vil, du er jo næsten på min søns alder... - Sig bare frem, Buhl, du ved, at jeg sætter stor pris på dine råd, siger jeg smilende. Han rejser sig og kommer mod mig, skubber døren i igen og hvisker mig næsten i mit øre: - Du ved godt, at jeg har de samme følelser for narkomaner og pushere, som du har, ikke sandt, Danny? Satans også, nu vil han trække Abu Salem frem igen. - Jeg har også tit haft lyst til at slå én af dem fuldstændigt sønder og sammen. Men vi skal passe på, Danny. Der er mange, der betragter os gamle fra Uroen som forbrydere, de beskylder os for at benytte os af forbrydernes egne metoder til at bekæmpe dem, ha ha, sikke noget vrøvl, griner han mig lige i fjæset. - Du ved godt, at jeg støtter dig og altid har gjort det, men lad være med at overdrive det. Det er efterhånden vanskeligt at tilbagevise alle anklagerne mod dig. - Ja, det ved jeg godt, chef, siger jeg oprigtigt. 42

Buhl har den samme baggrund i Uropatruljen som mig, han har også været ude blandt rosset og stået på hovedet i skraldespanden. Han er god nok. Han var også min leder i Uropatruljen, han var altid på vores side og afviste alle klagerne fra dem, der følte sig uberettiget anholdt eller slået ned. Og indrømmet, det er på grund af ham, jeg er her i dag og stadig har et job. Buhl holdt hånden over mig, beskyttede mig, og modsat mange andre af kollegerne blev jeg ikke nedgraderet til færdselsbetjent eller kontormus. - Giv dem et lag tæsk en gang imellem, det har de godt af, og de vil respektere dig for det. Du vil ikke høre et ondt ord fra mig, men man skal fare med lempe. - Ja, ja... selvfølgelig, chef, siger jeg, som om jeg ikke ved, hvad han taler om. - Godt, Danny, jeg ved, at vi to forstår hinanden. Ja ja, Buhl, vi forstår hinanden, og du skal ikke være bekymret, vi skal nok samarbejde fortræffeligt fremover, og jeg skal nok være loyal, Buhl. - Lad være med at ødelægge det for dig selv. Du er stadig ung og har mange muligheder, ikke sandt, siger han og slipper mig endelig. – Og for øvrigt Danny, klip det hår, du ligner efterhånden en skide hippie! Nej, værre, du ligner sgu en Christianit, mand! siger han og smiler. Jeg nikker bare og går ud ad døren og trækker først vejret rigtigt igennem, da døren er lukket bag mig. Puha, det var en ordentlig omgang! Selv om han er blid og forstående, skal jeg fandeme passe på min røv! Flere fejl fra min side, og så slår han ned. En fejl til, og så vil han ikke kendes ved mig overhovedet. Da jeg åbner øjnene, kigger Gitte på mig med et hånligt smil – synes jeg selv, i hvert fald. Jeg står stille et øjeblik og stirrer på hende, og hun skynder sig at kigge ned i sit skri43

vebord. Jeg mærker, at varmen forlader min krop, og mine hænder begynder at ryste. Jeg har ikke taget blikket fra Gitte, som nu nynner et eller andet for sig selv uden at kigge op fra bordet. Jeg mærker, at min hals snører sig sammen, og svælget er blevet som en sandkasse. Jeg har brug for en drink, mand... en fucking tredobbelt whisky!