Ord til alle sider læseprøve by Lene Andersen

Ord til alle sider © Lonni Krause og Det Andersenske Forlag, 2009 1. udgave, 1. oplag Printed in Denmark 2009 ISBN 978‐87‐92240‐07‐1 Udgivet af Det Andersenske Forlag Hammerensgade 1, 2. sal – DK – 1267 København K Tlf. 32 84 32 40 www.andersenske.dk Website knyttet til bogen: www.ordtilallesider.dk Omslag: Jakob Worm‐Leonhard Fotos: Maria Holm Iversen – Katrine Buchhave Andersen Maria Abel – Christoffer Gertz Bech Suste Bonnén – Suzanne Brøgger Ulla Voigt – Robert Zola Christensen Mew – Sebastian Dorset Amalie Harder Hesel – Thomas Harder Cecilie Lolk Hjort – Cecilie Lolk Hjort Peter Juhl – Claus Høxbroe Thomas Knoop – Svend Åge Madsen Ole Christiansen – Kenneth Thordal Tomas Ditlevsen – Milos Vendettas Tuala Hjarnø – Per Vers Robin Skjoldborg – Kim Fupz Aakeson Bogen er sat med Candara Trykt hos AKA‐Print Kopiering af denne bog må kun finde sted på institutioner og virksomheder, der har indgået aftale med COPY‐DAN, men kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Institutioner og virksomheder, der ikke har indgået aftale med COPY‐DAN, skal ved ønske om kopiering henvende sig til forlaget.

af Lonni Krause redaktør Lene Andersen

Ord til alle sider

Forord Koncept – ordtilallesider.dk Katrine Buchhave Andersen Christoffer Gertz Bech Suzanne Brøgger Robert Zola Christensen Sebastian Dorset Charlotte Inuk Hoff Hansen Thomas Harder Cecilie Lolk Hjort Claus Høxbroe Svend Åge Madsen Leo Nielsen Kenneth Thordal Milos Vendettas Per Vers Kim Fupz Aakeson Sådan blev interviewene til

7 9 11 17 27 35 41 49 55 69 79 89 109 115 125 135 141 152

Forord

De fleste ved, hvordan man kommer fra Roskilde til Køben‐ havn. Men de færreste er klar over kunstnerens vej til værket. Forfatterne og ordgøglerne i Ord til alle sider er kunstnere, der gerne vil dele deres gode historie med dig og mig. Fx fortæller en lyriker, hvordan hun åbner et digt, mens en tekstforfatter har det som en indiansk song‐ catcher, der fanger tekst og musik ud af himlen. Der er mesteren i freestyle, der fremhæver overraskelsen som kodeordet til en god rap, og så er der forfatteren, som ser sit forfatterskab som en kopernikansk omvæltning. Det er en bred skare af kunstnere, der medvirker i Ord til alle sider; fra de unge, som ikke har et hav af produktio‐ ner bag sig, men som til gengæld sprudler af sej energi; og til de garvede forfattere, der har været i gang i mange år, og som et stort publikum har kendskab til. Der er også musi‐ kerne, tekstforfatterne og filmfolkene. Vi følger dem i deres skabelsesprocesser – på deres vej fra hvidt papir til ord ud over alle sider. Lonni Krause, 2009

Koncept – ordtilallesider.dk

Ord til alle sider er ikke blot en interviewbog. Det er en samlet bog‐ og webudgivelse, der giver en helt ny læseoplevelse: I stedet for at ”læse bogen færdig og stille den hen i reolen”, bliver bogen aldrig helt færdig. For den fortsætter på net‐ tet. Her i bogen er der håndplukket 15 interviews, og de er redigeret stramt, så de fokuserer skarpt på ordene og skri‐ veprocessen. Bogen kommer altså ind under huden på en proces, som ellers er vanskelig at få hold på. På ordtilallesider.dk er interviewene længere og kom‐ mer bredere rundt om det enkelte forfatterskab. På nettet er der således rig mulighed for at lære hver af forfatterne bedre at kende. I bogen finder du forfattere, som ikke er på nettet end‐ nu, og på nettet vil du komme til at møde forfattere, som ikke er med i bogen. Vil du have det fulde udbytte af Ord til alle sider, må du altså benytte dig af både bog og net. Gennem hele 2010 vil der blive lagt nye forfatterinter‐ views på hjemmesiden hver 14. dag, skiftevis med nogen fra bogen og nogen, som ikke er med her. Og som om dét ikke var nok, så kan du oprette en profil på siden, så du kan skrive og kommentere og dermed selv bidrage til, at ordtilallesider.dk vokser og aldrig bliver helt færdig. Vi ses på nettet.

Et styk vestligt menneske med haps i munden

Jeg begyndte på min roman (EVA – et styk vestlig hjerne med kvaps i knolden fx), mens jeg stadig gik på Forfatterskolen, så mine dage var struktureret ud fra det, med undervisning mandag og tirsdag og et forsøg på at koncentrere mig om at skrive i hvert fald fire timer hver hverdag resten af ugen. Faktisk havde jeg skrevet en del inden jeg fandt frem til den struktur, romanen skulle have. Jeg havde en overord‐ net idé om bogens temaer, det jeg gerne ville undersøge, men mht. strukturen blev jeg nødt til ligesom at ”skrive den frem”, som man vist siger det. Og det var først da struktu‐ ren dukkede op, at Eva dukkede op, og så begyndte det at forme sig omkring hende med hendes familie fx for at vise hvem hun er og hvorfor. Katrine Buchhave Andersen er opvokset i Fjellerad, Nordjyl‐ land, og uddannet fra Forfatterskolen 2005. Hun var redaktør på Følgesvend til Verdens Tilstand (2005) og tidsskriftet Ba‐ nana Split. Hun debuterede i 2007 med romanen EVA – et styk vestlig hjerne med kvaps i knolden fx. Katrine Buchhave Andersen, du er forfatterskoleuddannet – hvordan tror du, det har påvirket din skrivestil? Er der ikke noget med, at man bliver ”formet” ganske eftertrykkeligt på sådan en skole? Forfatterskolen har hjulpet mig til at blive bedre til at læse hvad jeg selv skriver. Jeg synes ikke jeg er blevet formet af skolen, men det at gå på skolen har hjulpet mig til at finde min egen form fordi jeg har haft god tid og SU til forvirring og afsøgning.

Jeg fik nogle redskaber til at læse og forstå god littera‐ tur og blev dermed bedre til at læse og forstå det, jeg selv skriver. Og jeg blev udfordret til at bevæge mig ud i nogle genrer, jeg ikke normalt ville have leget med. Plus at indblik‐ ket i de andre elevers tekster gav spændende modspil til egne projekter. Men før dét var du på højskole...? Min skrivekarriere begyndte på Testrup Højskole hvor jeg meldte mig ind på skrivelinjen, fordi jeg troede det først og fremmest var en journalistisk størrelse. Det var det ikke – heldigvis – for så var jeg sikkert havnet et helt andet sted, og jeg kan meget godt lide hvor jeg er. Jeg var ikke udøvende forfatter, før jeg begyndte på højskolen, men jeg tror, (uanset om man er øvende eller udøvende) at et (høj)skoleophold, hvor man mødes med andre skriveinteresserede og modtager undervisning fra personer, der selv har erfaring med skriveprocesser, kan være god motivation og indgang til at komme i gang med sproget. Det var det i hvert fald for mig. Er der noget, du fik publiceret for tidligt – og hvad var det, der ikke holdt, og hvad ville du gøre om, hvis du skulle ud‐ give det i dag? Jeg tror på bevægelsen, ikke på fortrydelsen. Og har des‐ uden (måske grundet en snert perfektionisme og præsta‐ tionsangst) ikke publiceret så vanvittigt meget. Hvor har du ellers øvet dig i at skrive, og hvad røg fx ned i skrivebordsskuffen? Jeg har tidligere brugt det at skrive som en undersøgelse af, hvad der egentlig foregik i mine tanker. Hvad der lå til grund for mine handlinger, og hvordan jeg kunne ændre mig. En

slags socialrealistisk dagbogsting, som senere er poppet op som tekniske tanker i dét, jeg folder litteraturen ud af. Er der noget, du gør med ordene eller sproget, som ingen andre gør? Mit sprog er velsagtens en afspejling af den måde, jeg tæn‐ ker og forstår verden på, men jeg skal ikke kunne sige, om jeg er den eneste af min slags. Hvordan har du det generelt med skriveprocessen? Hvor meget kender du til hele historien, når du går i gang med at skrive? Arbejder du ud fra en synopsis, eller får manus lov til at udvikle sig selv og ”tage over”? Eller er det figu‐ rerne, der gør? Jeg har altid en idé om de overordnede linjer, noget jeg kan arbejde hen imod. Og når universet så ændrer sig undervejs i processen, stopper jeg op og leger læser og finder frem til, hvilken idé, der nu skal være styrende, inden jeg skriver vi‐ dere. Så en klar overordnet struktur, der hele tiden kan æn‐ dres, hvis det gør projektet mere interessant. Hvordan fik du ideen til bogen om Eva med kvaps i hjernen? Jeg havde nogle korte tekster, som jeg havde en idé om kun‐ ne skrives sammen fordi de på en eller anden måde kredsede om det samme tema. Og så opstod idéen til den overord‐ nede struktur undervejs i dét forløb. Planen blev i første omgang at skrive en roman, som kunne tiltale zapper‐men‐ nesket – en roman hvor der hele tiden sker noget nyt, så in‐ gen når at kede sig alt for længe ad gangen. EVA indledes med vise ord fra filosoffen Hans‐Georg Gada‐ mer: ”Al forståelse beror på forudforståelse”... Forudforståelse er det samme som fordomme, og fordom‐

me er det begreb, som jeg har været mest interesseret i at undersøge mens jeg skrev min roman om Eva, fordi det er vores fordomme, som er bestemmende for de valg vi træf‐ fer og de handlinger vi foretager os. Vi forstår de ting og mennesker vi møder, ud fra den vi‐ den, vi allerede har og handler ud fra de vaner og systemer, som vi er trygge med. Faktisk er vores fordomme eller forud‐ forståelse en betingelse for at vi overhovedet kan forstå og kommunikere med hinanden – uden fordomme skulle vi al‐ tid begynde ved nul og niks fordi intet ville være sikkert. Så fordomme er ikke kun negative, men – jeg tror – det er vigtigt at være bevidst om de processer og systemer som er bestem‐ mende for hvordan man lever sit liv og hvilke valg man træf‐ fer – om sine egne fordomme. Og om muligt helt fra nul og niks, så man kan være åben for at tingene måske kunne hæn‐ ge sammen på en anden måde end man hidtil har troet. Bortset fra filosoffen Gadamer, er der så nogle forfattere, døde som nulevende, du har stået i mesterlære hos? – Og hvad er det i deres forfatterskaber, der trigger dig? Jeg har ikke én eller anden forfatter, som er mit største idol. Men hvis nogle navne skal nævnes må det blive tidligere: Svend Åge Madsen, og senere: Samuel Beckett og Franz Kafka. Men hvad er det, der trigger dig, så du hæfter dig ved lige netop dem? Jeg synes, især Beckett og Kafka, er eksempler på forfatte‐ re, der oversætter virkeligheden til et sprog, som åbner op for et helt tredje univers, jeg ikke altid helt kan regne ud, men alligevel føler, jeg forstår ned til mindste detalje. De skildrer virkeligheden så klart og præcist, at det ikke kan siges anderledes.

Hvordan har du det med normalsproget? Rummer det de udtryksmuligheder, du har brug for? Fint og ja. Jeg kan fx TRYKKE PÅ CAPS LOCK OG TALE MED MEGET STORE BOGSTAVER, NÅR JEG BLIVER RIGTIG SUR! RÅBE: ARGH!! OG HVIS IKKE NORMALSPROGET RUMMER NOK MULIGHEDER FOR MIG, MÅ DET VEL FOR POKKER VÆRE MIN EGEN OPGAVE AT TRÆKKE NORMALSPROGET I RETNING AF DET, JEG SYNES, DET SKAL KUNNE!! Du har en hjemmeside; hvordan ser du generelt på nettet som medie? Er det en mulighed for, at smalle og originale ting får en chance, eller er det amatørismens triumf, fordi hvem som helst kan skrive, og ingen tjekker kvaliteten? Min hjemmeside er død og borte. Jeg er ikke god til det der med opdatering og promovering men synes helt bestemt, det er positivt, at så mange kan komme til orde uden om forlagenes økonomiske prioriteringer. Hvis du sad i et rum uden lyde, dufte eller farver, hvad ville du så skrive om? Når jeg skriver lukker jeg af over for de ting, som er omkring mig. Så på en måde sidder jeg måske faktisk inde i det rum, du tænker på. Jeg har brug for at komme ud af rummet, når hovedet er tømt, men har også brug for at tage virkelighe‐ den med ind i mørket, før jeg kan skrive den ned. Hvordan ser din forfatter ud, eller hvor befinder du dig i forhold til kategorien ”Forfatter”? Med andre ord: Hvad synes du, en forfatter er? En forfatter er vel en person som skriver. En form for hånd‐ værker, som fx en arkitekt eller en møbelsnedker, der har en kreativ frihed i sit arbejde men også former sit projekt ud fra rammer og regler, som kan styre og overholdes eller

ændres og brydes alt afhængigt af hvad projektet måtte være. Og hvad er forfatterens opgave(r)? Jeg tror det er vigtigt, at man gør sig klart hvad ens opgave er, før eller under sit arbejde med en bog. Men hvad opga‐ ven er, må være op til den enkelte forfatter. Forfattere skal læse megen litteratur, for det udvikler. Hvad siger du til den påstand? Det, tror jeg er meget rigtigt. Jo mere du læser des bedre bli‐ ver du til at læse det du selv skriver, og forholde dig kritisk til det. Og det er en god ting at kunne. Men jeg tror også at man nogle gange skal holde pause fra andres litteratur, og forsøge at finde sit eget projekt og sin egen tilgang til tin‐ gene.

Grøn for bouzouki og klarinet

Jeg har altid haft hang til ord, der var sådan lidt ud over det sædvanlige. Da jeg var to år, gik jeg og sagde ting som ”strømfordelerdæksel”. Det er måske ikke så poetisk, men det vidner da om en vis sans for at lege med sproget. Sådan rigtige digte, hvor jeg var bevidst om, at det var sådan noget jeg skrev, var noget, jeg begyndte at lege med i gymnasiet, hvor jeg var ung og følsom og syntes, at Tom Kristensen var noget af det sejeste. Det synes jeg i øvrigt stadig. Vi taler om digteren, ikke racerkøreren. Christoffer Gertz Bech blev født i Nordjylland og er en mand med mange talenter. Ud over at være cand.mag. i græsk og filosofi er han en habil billedkunstner, og sidst men ikke mindst skriver han digte. Da digtsamlingen Grøn for bouzouki og klarinet udkom i 2007, blev han sammenlignet med Emil Aarestrup. Desuden har han en svaghed for absint. Christoffer Gertz Bech, hvor har du øvet dig i at skrive, og hvad røg ned i skrivebordsskuffen? På den ene side har jeg aldrig bevidst øvet mig i at skrive. Jeg har øvet mig i at tegne, at spille klarinet og at skyde med bue og pil (og er blevet nogenlunde hæderlig til det førstnævnte), men jeg har aldrig sat mig ned og tænkt: Nu vil jeg blive bedre til at skrive, og så øvet mig. På den anden side har jeg altid øvet mig i at skrive. I skolen skriver man jo, og når man som jeg endte med at havne på gymnasiet og siden hen på universitetet, kan man jo ikke undgå at skrive en masse, og det er jo sådan set alt sammen øvelse. En af‐

handling om Kants etik sat i forhold til Platons forestilling om det godes idé gør ikke nogen bedre til at skyde med bue, men skidtet skal jo skrives, og dermed kan det ikke undgå i en eller anden grad at skærpe ens sans for sproget. Der er langt fra Kant til lyrik, men det er stadig sprog. Hvad skrivebordsskuffen angår, har den vel set nogenlunde det samme som så mange andre skrivebordsskuffer – dårlige digte, dagbogsnotater og den slags. Er der noget, du gør med ordene eller sproget, som ingen an‐ dre gør? Uha, det tør jeg ikke sige, om der er ... der er jo ret mange skrivende sjæle derude. Men én ting, som jeg nok har dyr‐ ket mere end de fleste, er rim. Gode, gammeldags enderim. Jeg synes i almindelighed, at jeg skriver bedst, når jeg på‐ lægger mig selv nogle ret skrappe regler for formen. Det hænger nok sammen med, at jeg egentlig finder selve skri‐ veprocessen temmelig kedelig, og hvis jeg i bund og grund må gøre, som jeg vil, lader jeg mig selv slippe for nemt. Hvis jeg har en stram form, jeg skal overholde, er der ingen nem udvej, og jeg er tvunget til at gøre noget ud af det. Fornemmelsen, når det går op, er også meget bedre, det er virkelig sådan en "JA! Der sad den sgu!" Er der noget, du fik udgivet for tidligt? Når jeg en sjælden gang drister mig til at kigge i min digt‐ samling, har jeg to reaktioner. Den ene er: Hold KÆFT, hvor er det dér godt, hvorfor kan jeg ikke skrive sådan længere??? Den anden er: ARRRGH, noget lort, hvordan kunne både jeg og en forlægger dog få den sindssyge idé at belemre andre mennesker med sådan noget. Hvis jeg skulle gøre det om, ville jeg nok undgå alt det, der på en eller anden måde handler om ulykkelige forelskelser. Det

er selvfølgelig godt stof for lyrikere, sådan noget, og det har det været alle dage, men jeg synes ikke, at jeg er sær‐ lig god til det. Det har sådan en snert af et princip om at "Oh, nu skal jeg skrive mine følelser ud", frem for noget, der virkelig er min stemme. Jeg skal helst skrive om noget, der er andet og mere end bare mig selv og hvordan jeg nu lige har det. Mange billedkunstnere har det sådan, at enhver person, de tegner, i en eller anden grad kommer til at minde om dem selv. Det er sådan noget, man her i navlepillealderen gerne synes er en god og fin ting, for så udtrykker kunstneren rig‐ tig sig selv. Min tegnelærer i Paris gjorde kort proces med den idé – hvis det altid kommer til at ligne én selv, er det fordi, man ikke er god nok. God kunst tager mere ind – den handler om verden som sådan. Hvad digte angår, har jeg i øjeblikket en del liggende, som vist er udmærket, men der er ikke nok til at fylde en bog. Hvis jeg skulle gøre det hele om, ville jeg nok luge om‐ kring halvdelen af digtene i min bog ud og erstatte dem med noget af det, jeg har nu. Måske ville jeg også finde på en anden titel – jeg synes stadig selv, at den egentlig er ret fed og meget sigende, men når jeg skal fortælle den til folk, lyder den mere mystifistisk og kringlet, end jeg rigtig bryder mig om. Og så er der illustrationen på forsiden – den kunne jeg lave meget bedre i dag. Nå, men noget af det absolut mindst konstruktive, man kan gøre her i verden, er, at spekulere på, hvor meget bedre et eller andet kunne have været, hvis et eller andet havde været anderledes. Alt, hvad jeg har gjort og skrevet, er jo immervæk i bund og grund noget, der er en del af mig lige dér, hvor det skete.

I Grøn for bouzouki og klarinet kan jeg som læser mærke musik, ord, elversyn og livsglæde. Fortæl lidt om bogens tilblivelse… I første omgang som en overspringshandling, mens jeg i 1999 sad i Athen og forsøgte at skrive speciale. Jeg sad dér på et bibliotek med min bærbare og kunne ikke gøre andet end at skrive, så når jeg bare ikke orkede at være akademisk og systematisk, begyndte jeg at pleje mere løsagtig omgang med sproget. Det blev til det ene digt efter det andet, og jeg begyndte at få den tanke, at der måske hen ad vejen kunne blive nok til at fylde en bog. I 2003 eller deromkring var der rent faktisk nok, og så sendte jeg hele dyngen til Samlerens Forlag. Ventede pænt på svar. Ventede længere, rykkede, fik at vide, at de nok snart skulle svare, og der skete ikke en skid. Et år efter var der stadig ikke sket noget. En af mine gamle venner fra Århus, Jeppe Sandvej, hav‐ de på det tidspunkt også skrevet en pæn håndfuld digte, og den idé opstod, at vi skulle udgive en bog i fællesskab – en art ”to‐i‐en‐digtsamling”. Jeg tror at det var vores fælles ven, Rune Engelbreth Larsen, der fik idéen – det var i hvert fald ham, der forelagde den for Claus Clausen, redaktør på Ti‐ derne Skifter. Rune har udgivet et par debatbøger dér og mødte ind imellem Claus, og han ville meget gerne se på vores manuskripter. Han fik dem og var mægtig begejstret. Efterhånden blev den dér idé med en dobbeltbog opgivet, det skulle i stedet være to separate digtsamlinger. Udgivelsestidspunktet blev sat til september 2005. Det tidspunkt både kom og gik, uden at der skete noget. I april 2006 fik jeg et afslag fra Samleren. Tre år efter at de havde fået det. Det kunne jeg jo være pænt ligeglad med, efter‐ som Tiderne Skifter havde sagt ja. Jeppe var i mellemtiden blevet træt af at vente på, at

hans digtsamling så tryksværte – han trak den tilbage og lagde i stedet hele molevitten på sin hjemmeside, jeppe‐ sandvej.dk. Lidt en skam, synes jeg. Hans digte havde for‐ tjent en bog. Nå, men alt godt kommer til den, der venter, siger man jo, og i efteråret 2007 kom den så endelig, min bog... Hvad er der med den titel? Hvorfor lige ”Grøn for bouzouki og klarinet”? Den er inspireret af Nis Petersens digtsamling ”For tromme og kastagnet”. En fantastisk titel, synes jeg. Jeg fik næsten – næsten – lyst til at stjæle den. Jeg kunne jo snildt gøre det ved at ændre lidt på instrumenteringen, vupti, så havde vi en lige så fed titel, og hærskarer af litterater kunne jo klap‐ pe i deres små hænder over den smarte reference til en dansk digter, der ellers ikke er så meget i vælten i øjeblik‐ ket. Det ville nu være lidt for let sluppet, synes jeg trods alt. Hvis jeg skulle trække på Nis Petersen, skulle der lidt mere til, så jeg ikke bare hængte en anden farve frakke på hans skelet. Løsningen var ligetil: Den skulle ikke bare være ”for dit og dat”, men derimod ”Etellerandet for dit og dat”. Nu ville jeg stadig ikke stjæle hans instrumentering, og når nu han havde leveret rytmegruppen, ville jeg i stedet slå mig på melodiinstrumenterne. Når det lige blev bouzouki og klarinet, hænger det sammen med, at det er to fremtræ‐ dende instrumenter i græsk musik, og det passer i alminde‐ lighed til den stemning, jeg gerne vil slå an. Jeg kan huske en tegneserie, hvor forfatteren anbefalede, at man hørte Mike Oldfield, mens man læste; hvis jeg skulle komme med et tilsvarende fingerpeg, ville det blive noget med folkemu‐ sik fra Epiros. Hvad skulle det så være, der var ”for bouzouki og klari‐ net”? Ja, det kunne selvfølgelig være en symfoni eller en

sonate eller en improvisation eller noget andet musikalsk, men altså, det ville sgu være en tand for gumpetungt. Der‐ udover vil det være forbrugervildledning – det er trods alt en digtsamling, ikke et musikstykke. Det kan godt være, at Gud er død, alting flyder og renten stiger, men man kan altså ikke med nogen rimelighed kalde den smule ord, jeg har skrevet ned for en symfoni. Den slags er for ånds‐ svagt. Men hvorfor lige farven grøn? Det slog mig – at det var et tillægsord, der skulle til. Det var det da! Det ville give sådan en fin lille skævhed til det hele, sådan noget, som vi digtere er så forfaldne til. I den forbin‐ delse var det nærmest selvindlysende, at det skulle være ”grøn”. Og tro det eller lad være, jeg tænkte overhovedet ikke på absint. Jeg fandt på titlen engang tilbage i 2002, på et tidspunkt, hvor jeg endnu ikke havde beskæftiget mig synderligt med denne herlige drik. Nej, grøn var min ynd‐ lingsfarve, dengang man skulle have sådan én, og det var efter sigende det første ord, jeg lærte på fransk (som fire‐ årig, af en jødinde fra Paris). Det var med ordet grøn, at Federico Garcia Lorca for alvor gjorde indtryk på mig (”Grøn, hvor jeg elsker dig, grøn,” som det lyder i hans ”Søvngængerballade”). At man så også kommer til at tænke på absint, er bare en bonus, der passer helt fint ind. Omslaget på bogen har du selv skabt. Hvorfor var dette motiv nødvendigt for digtsamlingen? Det, der først og fremmest var ”nødvendigt” var, at jeg selv lavede tegningen. Jeg kunne slet ikke forestille mig, at an‐ dre skulle finde på et eller andet at binde mine digte ind i. Motivet som sådan er egentlig bare et ret ligetil forsøg på at samle forskellige temaer op, som dukker op i digtene. En

speciel kvinde – noget lidt krigshærget, der leder tanken hen på Jugoslavien, noget grønt, en bouzouki, en klarinet ... Var der en barndomsoplevelse, der indikerede, at du en dag skulle blive digter? Da jeg var fire år, stod jeg på et tidspunkt og sagde et eller andet spøjst ud i luften. Min far syntes, at det var så påfal‐ dende, at han skrev det ned. Det er jeg ham ganske taknem‐ melig for – det endte med at komme med i bogen, fuld‐ stændig som jeg sagde det dengang, som et selvstændigt digt. Jeg siger ikke, hvad det er for ét, det må folk selv gæt‐ te på. Jeg har taget det med, fordi jeg synes, at det holder – ikke for at lave et stunt med, at man kan få noget udgivet, som er skrevet af en fireårig. Har du stået i mesterlære hos nulevende eller afdøde for‐ fattere? De, der direkte har påvirket mig til at skrive lyrik – som har givet mig den dér ”sådan noget vil jeg også lave”‐fornem‐ melse, er først og fremmest romerske digtere som Catul og Horats, og den herlige, svenske 1700‐tals drukkenbolt C. M. Bellman. Vores hjemlige Tom Kristensen har også haft en finger med i spillet dér. Det er dem, der fik læsset til at rulle. Andre er sådan en slags åndsbeslægtede. Det er dem, jeg læser, når jeg har skrevet noget, jeg selv synes er godt. Så læser jeg åndsfællerne for at se, om mit eget beskedne hø stadigvæk ser bare lidt tåleligt ud i lyset af dem. Det er sådan noget, der sætter tingene i perspektiv. Det er f.eks. Federico Garcia Lorca og Fernando Pessoa. Der er også en hel del nyere, græske digtere, som jeg er me‐ get begejstret for – Kavafis, Seferis, Elytis m.fl.

Skal en forfatter læse meget litteratur for at udvikle sit talent? Det er vigtigere at læse godt end at læse meget, men grund‐ læggende er jeg da ganske enig – det er godt at læse noget, det gør ens verden større. Også større end det, der kaldes ”den virkelige verden” gør det. Hvis man færdes ude i virke‐ ligheden, møder man alt det, vi alle sammen kan blive enige om i dagens Danmark, og det udvikler ikke én til andet end en veltilpasset møtrik i maskineriet. Hvis man derimod bliver hjemme i sofaen og læser Homer, Dante, Poe, Nietzsche, Joyce, Lenin, Hitler eller hvem man nu måtte have stående i reolen, så bliver man konfronteret med helt andre opfattel‐ ser af tingene. Det bliver man temmelig sikkert en mindre effektiv samfundsborger af, men til gengæld nok en bedre digter. Der må man så vælge, hvad der er vigtigst ... Man påstår, at der ikke er flere nye ord under solen? Det er ren matematik. Hvor mange bogstaver er det nu, vi har i vores alfabet? 28? OK, hvor mange kombinationsmulig‐ heder er det nu lige det giver? Selv hvis vi holder os til en bette tynd skid af en bog som min egen, den er på firs sider, så er der noget der siger mig, at der er en del kombinationer at prøve af endnu. Og selv de ord, der er skrevet sytten trilliarder gange – jamen, hvis jeg siger ”bøf med løg” eller ”jeg elsker dig”, så er det sgu stadig noget helt nyt og dugfrisk, for det er mig, der siger det, lige dér, og ikke en eller anden nød i Gundsø‐ magle i forgårs. Det dér postmoderne fis med, at ”de store fortællinger er slut” og ”alt er allerede sagt” – det er en yn‐ kelig slavementalitet hos nogle æggehoveder, der ikke tør tage sproget i deres mund og gøre noget med det. De er bange for, at nogen skal grine, og så prøver de at komme dem i forkøbet ved at sige, at det jo bare er ironisk.

Så du er altid i gang med ord? Ja. Det er vi alle sammen, sproget er der jo. Men det er langt fra altid, at jeg tænker i digte. Ret sjældent, faktisk. Det er mere sådan nogle pludselige anfald. Skriver du ved siden af, mens du maler? Stort set ikke – jeg kan kun samle mig om én af tingene ad gangen. Jeg kan også godt have svært ved at tegne, ved siden af at jeg maler. Jeg har på det seneste haft nogle illustrations‐ opgaver, hvor jeg skulle lave små stregtegninger. Jeg var ellers vældig godt i gang med at male, med oliefarve, hvor jeg rigtig kunne tvære rundt i det og tænke i bløde overgan‐ ge og gennemskinnelige farvelag og hvad ved jeg, og så har jeg virkelig svært ved at forlige mig med at sidde og lave tynde tuschstreger på et stykke papir. Det er lidt det samme med at skrive, bare endnu værre – ord føles så kluntede i forhold til alt det, man kan med en pensel fyldt med farve. Jeg skriver helt klart bedst, hvis jeg får mig selv anbragt i en situation, hvor jeg bare ikke kan andet. Et tog er helt perfekt, man sidder bare dér, og det er ikke verdens bedste sted at tegne, fordi det ryster, men på den anden side suser indtryk‐ kene ind gennem vinduerne og fra de sære folk, der udgør ens medrejsende. Du har både blogs og myspace. Ser du nettet som en mu‐ lighed for, at smalle og originale ting får en chance, eller som amatørismens triumf, fordi hvem som helst kan skrive hvad som helst, og ingen tjekker kvaliteten? Nettet er amatørismens triumf, og det er netop det, der gør, at det også giver det smalle, skæve og originale en chance. Enhver form for kvalitetstjek kan betyde to ting: At lortet bliver sorteret fra og overgivet til den glemsel, som det

rettelig fortjener, eller at et guldkorn aldrig får en chance. Det ville være herligt, hvis det kun var det første, der skete, men vi er trods alt i den ulykkelige situation, at mennesker – selv redaktører og lignende smagsdommere – er fejlbarlige. Vi kan ikke sætte vores lid til, at de høje herrer på redak‐ tionerne og i censurkomitéerne kan pille det ud, der giver os lige det stød i mellemgulvet, som vi er på jagt efter. Be‐ klageligvis betyder det, at vi kan blive nødt til at pløje os gennem endeløse mængder af lort for at finde det enkelte guldkorn. Sådan har det jo nok i grunden altid været, men med nettets muligheder er mængden af lort steget eksplo‐ sivt, og jeg har desværre en grum mistanke om, at mængden af guld ikke helt er fulgt med. Ikke på grund af manglende kvalitetskontrol, men simpelt hen fordi det er så pærelet at få noget ud. Dengang hvert eksemplar af et digt skulle skri‐ ves i hånden eller læres udenad, krævede det en noget stør‐ re indsats at kaste sig ud i at skrive, og det begrænsede im‐ mervæk mængden af poeter til dem, der virkelig VILLE det. De malede generelt også bedre billeder dengang, hvor far‐ ver ikke var noget, man kunne købe på tube hos Søstrene Grene, men skulle rives med håndkraft. Det kan man så sætte sig ned og surmule over. Man kan også lette røven (i overført betydning – man sidder som re‐ gel ved en computer) og begynde fra en ende af med alt det, der er derude. Jeg synes efterhånden, at man får et vist instinkt for, hvordan man finder det, der er værd at bruge sin tid på. Hvis noget er godt, skal det såmænd nok markere sig – før eller siden, et eller andet sted. Hvad er en digters opgave(r)? At være en fisk, der lever på 42 demeters dybde i Skyernes Hav, og som taler flydende solresol med guderne.