2 minute read
Nyheder fra dyrenes verden
from Dyrenes stemme 23.1
by Anima
Hos Anima ser vi ofte billeder, læser nyheder og hører historier om dyrs lidelser. Ikke kun i Danmark, men også i den store verden. Der er nemlig nok at tage fat på. Men selvom det til tider kan føles uoverkommeligt at skabe forandring, så skinner solen også på dyrene, og vi er her for at fortælle om den fremgang, der også sker i verden igennem små og store historier, der gør indtryk på os.
Kritiseret zoo lukker ned
Advertisement
Efter mange års klager over Puerto Ricos sidste zoologiske have, lukker den nu permanent ned. Stedet har gennem årene fået stor kritik fra dyreværnsforeninger på grund af stedets utilstrækkelige tilsyn og behandlingen af dyrene, og derfor har regeringen nu beordret stedet permanent lukket. Zooen har faktisk været lukket ned for besøgende siden 2017, hvor to orkaner ramte øen, men dyrene har fortsat levet der under samme dårlige forhold.
Der har tidligere været eksempler på flere dyr, der er omkommet på grund af manglende pleje, dyr der har gået rundt med ubehandlede skader, samt manglende vacciner og aktivering af dyrene. Den endelige placering af dyrene er fortsat ved at komme på plads, men i samarbejde med dyreværnsforeninger, vil de omkring 300 dyr blive flyttet til dyrefristeder, hvor de får helt nye liv.
Beskyttelse af verdenshavene
Efter mere end 10 år lange forhandlinger er FNlandene omsider blevet enige om at indgå en historisk aftale, der skal beskytte verdenshavene og skabe mere biodiversitet. Det er den første aftale af sin slags, og målet er, at 30% af verdens have skal være beskyttede områder inden udgangen af 2030. Det gælder i dag kun 1 %, på trods af, at internationalt farvand dækker omkring halvdelen af jordens overflade.
Aftalen skal beskytte og forbedre vilkårene for dyre og plantelivet og blandt andet sætte grænser for fiskeri og sejlruter, der er skyld i, at levesteder og økosystemer ødelægges.
Ny medicin uden dyreforsøg?
Millioner af dyr bliver hvert år brugt til forsøg, men i USA er det nu ikke længere et krav, at lægemidler skal testes på dyr, før de kan testes på mennesker. Det kunne den amerikanske fødevare og lægemiddeladministration (FDA) bekræfte tidligere i år, som en del af arbejdet for at få livsvigtig medicin hurtigere i brug og samtidig at mindske brugen af dyr i industrien.
Det betyder dog ikke, at dyreforsøg helt er forbudt i landet, men at virksomheder selv kan bestemme. Håbet er, at langt flere vil benytte sig af dyrefri forsøg, og det er den vej udviklingen går. Der bliver nemlig afsat millioner af dollars til at fremme og udvikle alternativer for at reducere brugen af dyreforsøg, hvilket giver mening, når den amerikanske fødevare og lægemiddeladministration tidligere har undersøgt, at op mod 90 % af de tests, der bliver udført på dyr, ikke virker i videre forsøg med mennesker. Det viser endnu en gang, at fremtiden er uden dyreforsøg.
Bjørne reddet fra galdefarm
Fem bjørne har fået nye liv, efter de er blevet reddet fra en grusom skæbne på en galdefarm i Vietnam, hvor de har siddet indespærret i mere end 20 år. Bjørnene har levet i fangenskab, fordi de får tappet galde fra deres maver, der blandt andet bruges til at lave traditionel medicin.
Det er en grusom industri, og derfor har det været forbudt at tappe bjørne for deres galde siden 1992, men det foregår desværre stadig ulovligt i landet, selvom der arbejdes for at få lukket det ned. Bjørnene indespærres i små bure, og får udtrukket galde fra deres galdeblære ved brug af en lang kanyle. Mange bjørne får store skader og dårligt helbred af at leve under de skrækkelige forhold, og de nedbrydes både fysisk og psykisk af de mange år i burene.
De fem heldige bjørne er gået fra et liv i lidelse og smerte til et nyt liv på et dyrefristed, som foreningen Animals Asia igennem mange år har varetaget for at give bjørne fra produktionen et nyt liv, og farmen, de sad indespærret på, er nu lukket ned.
HUSK hvis du ser eller hører historier om dyrene i Danmark og resten af verden både de gode og de mindre gode så er du altid velkommen til at kontakte Anima på info@anima.dk