LEDER
VI FØRER FAKLEN VIDERE
12
POLITIK
SAMLET OM STRENGERE STRAFFE
KYLLINGER
KOMMUNEN SOM STARTEDE ET OPGØR
3 4 8 10
UNDERHOLDNING
DEN MENNESKELIGE DYRLÆGE
PELS
GODE NYHEDER FOR PELSDYRENE
FRIE VINGER FAMILIEFORØGELSE
12 16 18 20
ÅRET NÆRMER SIG SIN AFSLUTNING, og det er tid til at reflektere over hvad, vi har opnået og sætte nye mål. Når vi ser tilbage, på året der gik, bliver det tydeligt, at alle de forandringer vi opnår skyldes mennesker der ser, at verden kunne være anderledes og tør kæmpe for det.
I år mistede vi et af vores trofaste medlemmer, der var en del af Anima fra foreningens tidlige år. Tommy Petersen var en pionér i kampen for dyrene, længe før de fleste andre. Han lavede film, der protesterede mod burhøns, da DR havde noget de kaldte båndværkstedet, hvor seere kunne lave deres egne film. Dengang var supermarkederne langt fra at have droppet buræg.
Gennem årene mødte jeg løbende Tommy, der ivrigt mødte op til protester og demonstrationer. Hans engagement var utrætteligt, og jeg ved, at det ville have glædet ham enormt, at vi i denne udgave af Dyrenes Stemme langt om længe kan annoncere, at Malene Birger har droppet pels. For Tommy fik mere end en enkelt gang kolde tæer foran en af butikkerne, mens vi viste billeder af dyrenes forhold og forsøgte
at overbevise dem om ikke at købe pels.
Da jeg talte med Tommy sidste gang i hans lejlighed, fortalte han om, hvorfor han havde valgt at oprette et testamente, hvor han betænkte dyrene. „Det vil fryde mig at tænke på, at selvom jeg ikke er her mere, så kan jeg fortsætte med at stikke til dem, som ikke behandler dyrene godt,“ sagde han med et glimt i øjet. Det tager jeg med mig ind i det nye år, og jeg vil tænke på Tommy, når vi taler dyrenes sag.
Burhøns var en af hans mærkesager, og i Danmark er vi heldigvis nået langt med at afskaffe denne barbariske måde at holde dyr på. Der er stadig en håndfuld farme, men de lever på lånt tid, indtil et forbud træder i kraft. I andre dele af Europa ser billedet anderledes ud, og Anima driver i lande som Polen og Frankrig kampagner for at opnå samme resultat. Målet er klart: hele Europa skal være fri for dyr i bure.
Når vi ønsker hinanden godt nytår, vil mit ønske også gå til alle de dyr, der lever i skjul bag industriens mure – dyr som ikke har noget at se frem til, når kalenderen skifter til
2025, hvis vi ikke ændrer deres verden.
Tommy viste mig, at én persons engagement kan gøre en forskel, og at kampen for dyrene er et stafetløb, hvor vi alle må bære faklen videre. Lad os ære hans minde ved at gøre 2025 til året, hvor vi tager endnu et stort skridt mod en verden, hvor alle dyr behandles med respekt.
Godt nytår til alle – mennesker såvel som dyr.
JOH VINDING DIREKTØR
Når dyrevenner går sammen, så fylder vi noget i bybilledet. Selv i hovedstaden hvor Anima arrangerede en stor demonstration i starten af sommeren på vegne af alle ofrene for dyremishandling. Vi krævede strengere straffe, og med skilte, bannere og balloner gik vi fra Rådhuspladsen til Slotspladsen foran Christiansborg, hvor talerne gav budskabet genlyd. Sidenhen har mange flere sluttet sig til os.
I DEN SENESTE TID har vi sat ekstra fokus på alle ofrene for forbrydelser, som ikke selv har en stemme til at kræve retfærdighed. Med et politisk program kræver vi retfærdighed for dyrene, og det fik forleden opbakning af 21 danske dyreværnsforeninger gennem DOSO, som Anima samarbejder med.
Derudover bakker flertallet af partierne i oppositionen nu fuldtonet op om at få retfærdighed for dyrene, og med hjælp fra SF’s dyrevelfærdsordfører Carl Valentin har fødevareministeren for nylig fået overrakt flere end 40.000 underskrifter for strengere straffe. Det markerede vi samme dag foran Christiansborg, hvor blandt andre Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti og Helene Liliendahl Brydensholt fra Alternativet besøgte os, og begge ytrede deres støtte.
Med det nuværende strafniveau ser vi desværre, at det nærmest er dyrene, som bliver straffet. Selv grove tilfælde af dyremishandling ender alt for ofte med blot betingede fængselsdomme og frakendelser. Det vil sige, at forbryderne altså både slipper for fængsel og kan fortsætte med at holde dyr.
Hvis vi udvider strafferammen, sender vi et stærkt signal til anklagere og dommere om, at der ikke skal tages så let på forbrydelser begået mod dyr. For at kunne udvide strafferammen skal vi have skrevet grov dyremishandling ind i straffeloven. Det alene vil også vidne om, hvilken alvor forbrydelserne bør ses i lyset af.
Bestemmelsen vil kunne formuleres således:
§ 196b. Med fængsel indtil 6 år straffes den, som under skærpende omstændigheder, jf. stk. 2, og i strid med dyrevelfærdslovgivningen
1) behandler dyr groft uforsvarligt eller
2) på særlig grov vis mishandler dyr.
Stk. 2. Som skærpende omstændigheder anses især tilfælde, hvor overtrædelsen er af systematisk eller organiseret karakter, eller
1) overtrædelsen har haft et betydeligt omfang.
2) der er opnået eller tilsigtet betydelig vinding.
3) mishandlingen har haft særligt farlig karakter.
Og der er mange gode grunde til at udvide strafferammen. Blandt andet vil politiet få flere værktøjer til at kunne opklare forbrydelser begået mod dyr, og det vil ikke mindst få os på linje med nabolandet Sverige, hvor grov dyremishandling siden 2022 har været at finde i landets straffelov med en strafferamme på fængsel i op til 4 år.
Vi vil fortsætte med at holde regeringen og fødevareministeren op på løfterne om at se på strafskærpelser, som blev givet i kølvandet på de forfærdelige hændelser med heste, vi har været vidne til på det seneste. Det skal aldrig nogensinde kunne betale sig at mishandle dyr. Sammen sætter vi foden ned.
Læs mere om kampagnen på
Det lyder næsten for grotesk til at være sandt, men i 2024 er størstedelen af danske kyllinger avlet til at vokse så hurtigt, at 3 ud af 4 ikke kan gå normalt. Men nu er forandringer på vej i de danske kommuner, og det skyldes ikke mindst din støtte til vores arbejde.
Da vi første gang rakte ud til politikerne i Aarhus Kommune, vidste vi ikke helt, hvad vi kunne forvente. Men én ting stod klart: De tusindvis af kyllinger, der hvert år blev serveret i kommunens institutioner og kantiner, fortjente bedre end et 35 dages kort liv fyldt med lidelse og smerte.
Og politikerne lyttede. Faktisk gjorde de mere end det de blev rystede. ‘Vi kan på ingen måde støtte den form for dyremishandling’, udbrød en af dem, da vi fortalte om kyllingerne, der vokser så hurtigt, at deres kroppe simpelthen ikke kan følge med. Om hvordan mange af dem dør af hjertestop, fordi deres organer er overbelastede. Om hvordan de dør af tørst, fordi deres ben ikke kan bære dem til vandet.
Det blev startskuddet til en historisk beslut
ning: Aarhus ville ikke længere være med til denne behandling af dyr. Et forbud mod indkøb af turbokyllinger blev vedtaget, og dermed var den første dominobrik væltet.
Det tog ikke lang tid, før Roskilde og Frederiksberg fulgte trop. Og tidligere på året vedtog Randers også en aftale om at give kyllingerne bedre velfærd. Nogle af de største kommuner havde nu sendt et klokkeklart signal til resten af landet: De ville ikke længere acceptere en produktionsform, hvor hjertestop bliver accepteret som en naturlig del af produktionen.
Det mest overraskende? De fleste kommuner ved slet ikke, at de køber turbokyllinger. Gang på gang møder vi lokalpolitikere, der bliver dybt berørte og chokerede,
når vi fortæller, at turbokyllinger med al sandsynlighed indgår i kommunens indkøb. For hvem ønsker, at der på plejehjem og børnehaver bliver serveret kød fra dyr, hvis kroppe bogstaveligt talt er ved at sprænges indefra?
Nu banker vi på dørene i hele landet. Og ligesom andre gange viser det sig, at forandring ofte starter med én, der tør sige fra. I kommune efter kommune møder vi politikere, der allerede har tilkendegivet, at de ønsker at følge trop.
Det handler ikke kun om dyrevelfærd. Det handler om, hvilket samfund vi ønsker at have, og tage ansvar for hvad vi serverer i vores offentlige institutioner. Når kommunerne dropper turbokyllinger, sender de et vigtigt signal til de virksomheder, der endnu ikke har taget stilling om, at produktionen af turbokylling ingen steder hører hjemme i dagens Danmark.
Hver gang en kommune siger nej til turbokyllinger, redder det tusindvis af dyr fra et liv i lidelse. Det er ikke kun en sejr for dyrene det er et skridt mod et mere etisk og medfølende Danmark.
Sammen kan vi sikre, at fremtidens generationer vil se tilbage på turbokyllinger som et dystert kapitel, vi heldigvis fik lukket præcis som med burhønsene. Det er på tide, at vi giver Danmarks kyllinger bedre forhold. Og med din hjælp er vi godt på vej.
For at kunne ændre dyrenes forhold så er du nødt til at arbejde med menneskene. Men nogle gange kan samarbejdet blive så udfordret, at du er nødt til at stoppe det. Efter 12 år som hestenes ombudsmand måtte Mette Uldahl gå i protest, fordi hun gentagne gange oplevede at få mundkurv på. Det betyder dog på ingen måde, at hun er færdig med at arbejde for at fremme hestenes velfærd.
DET VAKTE OPSIGT, da Veterinærkonsulenten i Dansk Rideforbund sagde op i september. Mette Uldahl forlod posten i protest, fordi hun oplevede, at forbundet fratog hende muligheden for at vogte hestenes velfærd. Hun fik flere gange mundkurv på, og hendes faglige rapporter blev overset.
“De seneste år var der et mønster, som opstod i forbindelse med optagelserne til Operation X programmet det der hed Hestemilliardærens hemmeligheder hvor jeg blev bedt om ikke at udtale mig. Første gang det skete, fik jeg ligesom løsnet mønsteret. Det gentog sig så i forbindelse med OL, da jeg skulle lave en vurdering af nogle billeder med ryttere, hvor den øverste ledelse i Dansk Rideforbund bad mig lade være med at udtale mig. Situationen var helt uholdbar, for så kunne jeg ikke udføre mit virke på vegne af hestene, som jo netop var at sørge for, at hestene havde en stemme”, fortæller Mette Uldahl.
Det var en svær beslutning at kaste håndklædet i ringen, for hun havde en vigtig rolle at spille, nemlig den som hestenes ombudsmand. For nylig tiltrådte Mette Uldahl så i stedet stillingen som chefkonsulent i Dyrenes Beskyttelse, og hun sidder stadig i ledelsen hos sammenslutningen af Europæiske dyrlæger, FVE. Så Mette Uldahl kæmper altså stadigvæk for hestene, selvom arenaen er skiftet ud. Også sin forskning fortsætter hun med.
Menneskeskabte
med skosværte på eliteplan. Også økonomiske interesser bærer en del af skylden. “Heste er generelt dyre at have, holde og ride. I det øverste lag kan hestene blive enormt dyre, og man kan tjene enormt mange penge på dem. Det betyder også, at hvis du står et sted, hvor dine næste årslønninger afhænger af at få en hest solgt videre, så gør det noget ved os som mennesker. Vi må bare erkende, at individuelt kan mennesket ikke håndtere det“, udfolder hun.
Mette Uldahl laver projekter med forskellige europæiske universiteter, der handler om at kortlægge hestens sprog. Såkaldte adfærdsmarkører. Formålet er at finde ud af, hvad der eksempelvis er mest almindeligt for en hest at sige, hvis den bliver presset mentalt eller fysisk i dressur, spring eller andre discipliner.
det kendskab, vi har til hestens sprog i dag”.
Hun mener desuden, at vi skal gøre os det helt klart, at heste aldrig nogensinde har meldt sig til nogen konkurrence. Det er rytteren, som vinder konkurrencer, og ikke hesten. Den er bare med. Så vi skal altså væk fra at tale om hesten som en vinder, for det er rytteren, vi skal have fokus på. Og så skal vi først og fremmest se på rytterens evne til at præsentere en hest, som er positivt accepterende.
Kan heste lide at blive redet?
Mange af ridesportens problemer har ifølge Mette Uldahl rod i den anerkendelse, som rytterne ønsker at opnå: ”Mennesket er jo en størrelse, som søger anerkendelse i en sådan grad, at vi selv slet ikke er i stand til at regulere det. Vi er et socialt væsen, og størstedelen af vores beslutninger baserer sig på følelser. Når vi så vil gå til sport, og der kommer konkurrence ind i det, så er vi faktisk ikke bevidstgjorte omkring, hvad der er på spil for os. Og hvis vi så tager en hest med ind i ligningen, så er der en stor risiko for, at dyret kommer i klemme i forhold til menneskets ønsker. Jo højere et niveau, man arbejder på, des større er risikoen, fordi der er mere på spil for mennesket”.
Heri findes forklaringen på, hvorfor vi ser heste med blå tunger, eller sår som dækkes
“Sådan så vi simpelthen kan nå hen et sted, hvor vi kan kigge på et dyr og få svar på spørgsmålet, hvad siger du selv om, hvordan du har det? Vi skal tage ansvaret på os, for dyr skal jo ikke bare lære vores sprog og vores kommandoer. Vi har også et ansvar for at lytte til dyret”, uddyber hun.
Når det gælder ridesporten, bør hestens signaler være selve omdrejningspunktet for bedømmelserne, mener Mette Uldahl: “Vi skal sætte ind i sportsformatet og se på, hvem der er den rigtige vinder. For hvis vi kan definere det sådan, at det er dem, som fremviser den mest positive, accepterende hest, der vinder, så er det jo netop det, vi tilskynder rytterne til at komme med. For nuværende skal det måles på, at hesten ikke udviser negative konfliktmarkører, for vi har svært ved at måle positiv accept med
“Når jeg bliver spurgt, om jeg går ind for og tror på, vi kan dyrke sport med heste, så er mit svar ja. Men det kræver virkelig nogle kulturelle ændringer, og det kræver også en enormt effektiv kontrol og regulering. Nogle folk siger, at vi bare skal lukke sporten. Og det kunne også være en mulighed, hvis man ikke kan finde ud af at gøre det på en måde, så dyret har det godt. Altså det er fair for mig. Det er ikke sådan, så jeg ønsker, at sporten skal være der”, siger Mette Uldahl optimistisk. Hun understreger dog, at der altid vil være tale om et uligeværdigt forhold svarende til mellem et barn og en voksen. “Det er ikke ligeværdigt. Og det vil sige, at man faktisk aldrig kan tillade sig at være skrap. Man kan tillade sig at være en lærer. Men det kan ikke nytte noget at skælde eleverne ud. Og så er vi tilbage ved at lytte til den svage part og spørge, er du komfortabel med det her? For når der skal læres noget, så er hesten nødt til ikke at være bange”, fortsætter hun.
Her til sidst bliver jeg nødt til lige at spørge hende om noget, som jeg altid har spekuleret på. Kan heste overhovedet lide at blive redet? Mette Uldahl tænker sig grundigt om, og så svarer hun: “Hvis man ikke har en meget stor respekt omkring at indgå i et partnerskab, så er der risiko for, at det bliver et overgreb. Om de decideret kan lide det, så kan det måske sammenlignes med at give en hund sele på. Men hvis du spørger mig, om jeg har mødt heste, som gav udtryk for, at de godt kunne lide at komme ud at ride med deres rytter, så har jeg virkelig det. Men man kan ikke ride på alle heste, der er helt klart nogle, som ikke ønsker det”, slutter hun.
PELSFRI MODE ER I DAG NORMEN. Men sådan har det langt fra altid været. Da Anima startede sin første pelskampagne for snart 25 år siden, var det faktisk præcis omvendt. Og i Danmark var situationen ekstra slem, da vi havde verdens største pelsindustri.
Af de mange kampe, der har ført os til, hvor vi står i dag, er kampagnen for et pelsfrit Malene Birger måske den længste. I over 10 år har vi afholdt talrige demonstrationer og lavet kreative events for at få budskabet ud.
Derfor er det en enorm glæde at kunne offentliggøre, at By Malene Birger nu er blevet officiel partner i vores Fur Free Retailerprogram og ser det som en hel naturlig del af deres ansvar ikke at bruge pels.
1581 mærker er en del af programmet, som nu også omfatter en ægte sværvægter i dansk design.
„Det er på høje tid, at vi lukker pelsfarme i Rumænien. Vi følger efter resten af EU, der også siger nej til denne gamle og grusomme industri“, sagde Gheorghe Pecingină.
I 2023 mødte jeg ham i Rumæniens parlament, hvor jeg var inviteret sammen med andre organisationer for at tale om et lovforslag, som skulle forbyde pelsfarme i landet.
Lovforslaget blev sat i søen, da Gheorghe Pecingină fra landets liberale parti så billeder af, hvordan chinchillaer lider i små bure. Chinchillaerne kan ikke springe eller klatre, og de lever i mørke og dystre stålbure. Gheorghe besluttede sig for, at han ikke kunne leve med, at det foregik i hans hjemland, og derfor tog han initiativ til at forbyde farmene.
Der var heldigvis stærk opbakning, og i parlamentet talte både modedesignere, kendte og dyrevenner om, hvorfor et forbud var helt nødvendigt. Pressen var også
til stede, og efter en offentlig debat om spørgsmålet viste en meningsmåling, at hele 67% af befolkningen ønskede et forbud.
Loven er nu vedtaget og vil lukke landets mink og chinchillafarme senest i 2027. Det vil redde omkring 115.000 dyr hvert år.
“Hvis vi forbyder farmene her, så flytter det hele bare til Rumænien!”.
Sådan har det ofte lydt, når der skulle argumenteres for, hvorfor ræve, mink og chinchillaer skulle holdes i små bure i Danmark for at fremstille modetøj med pels. Måske kunne man ikke helt forsvare forholdene her, men andre steder ville det bestemt være endnu værre.
I Danmark har vi fortsat pelsfarme, men det vil snart ikke være tilfældet i Rumænien.
Det er tragikomisk, at Rumænien har overhalet Danmark på dette punkt. Og det viser tydeligt, at den rigtige måde at udvikle dyrevelfærd ikke er at tilpasse sig laveste fællesnævner eller at lade sig styre af frygt. De lande, der turde gå forrest og skabe forandring, har inspireret andre, og Danmark er endt med at stå i skammekrogen.
Efter forbuddet indrykkede vi annoncer i danske aviser for at sprede budskabet. Nu må Danmarks regering indse, hvor galt afmarcheret den er i denne sag og bakke tydeligt op om et forbud i hele EU.
I takt med at stadig flere lande i Europa har forbudt pelsfarme, er der et tiltagende fokus på de lande, som fortsat holder hånden under industrien. Anima arbejder særligt i Polen, hvor der fortsat er mange farme. Her har vi stået bag redninger og afsløringer af dyrenes vilkår inde bag pelsfarmenes høje hegn. Et arbejde der over mange år har skabt stor folkelig modstand mod pelsindustrien.
Anima mødte polske politikere
Den modstand vil forhåbentlig snart udmønte sig i et forbud, og lige nu kigger landets politikere på et lovforslag. Forslaget kommer fra politikeren Małgorzata Tracz fra landets grønne parti.
Tidligere i år talte Sara Rasmussen fra Anima i Polens parlament under en høring om det nye lovforslag. Her fortalte hun om situationen i Danmark. Hun delte bl.a. information om, hvordan prisen på minkpels stadig er så lav, at produktionen giver underskud, at det havde været nemt for minkavlere i Danmark at finde andre jobs, og at næsten ingen af dem havde ønsket at vende tilbage til erhvervet, efter det igen blev tilladt.
Der bliver spredt meget misinformation om situationen i Danmark, og det var vigtigt at forklare politikerne i Polen, at når de forhåbentlig forbyder landets pelsfarme, så betyder det ikke, at produktionen bare flytter til Danmark.
Kort tid efter at forslaget om at forbyde pelsfarme blev fremlagt, havde politikerne i Polen mulighed for at underskrive det for at vise deres uformelle støtte. På kort tid underskrev 25% af alle politikere i parlamentet loven, og det tegner lovende.
Men politik kan være rodet og vanskelig. I 2020 blev et lignende forslag vedtaget i landets parlament, men strandede senere i landets senat. Her var et forbud mod pelsfarme blandet sammen med andre initiativer såsom ubedøvet religiøsslagtning, og den samlede pakke kunne ikke vedtages.
Forhåbentlig vil der denne gang være nok energi til at komme helt over målstregen.
De fleste ofre for pelsindustrien får aldrig et navn og bliver ikke husket af nogen, når de forlader denne jord. Men ræven Maciek blev en stolt ambassadør for dem alle. Også selvom han ikke vidste det selv.
Desværre er Maciek ikke længere iblandt os, men han vil ikke blive glemt, og så længe mennesker vil tale om, hvad vi har gjort mod dyrene på rævefarme, så vil han blive husket.
Maciek viste os nemlig, at der i hvert eneste bur er dyr, som er helt unikke. Både i deres lidelse og i deres glæde.
Livet var ved at løbe ud af ham, da han blev reddet fra en rævefarm. Dyrlægerne kæmpede heroisk. For at holde ham i denne
verden måtte hans ene ben amputeres.
Da han kom sig, nød han livet på 3 ben i fulde drag. Han elskede at lege med sin bedste ven, at få nyt legetøj han kunne splitte ad, eller at udforske ting han ikke havde set før. Da Maciek så sne for første gang, blev han helt vild, fyldt med lykke og forundring over verden.
For pelsdyravleren var det kun meningen, at Maciek skulle leve få måneder, indtil hans pels var modnet og kunne sælges. I stedet fik han 5 år, hvor han levede hvert øjeblik fuldt ud.
Æret være Macieks minde. Må hans historie blive en del af det fundament, som vi bygger en fremtid uden pelsfarme på.
Hvad sker der med Fur Free Europe?
I 2023 indsamlede vi 1,5 millioner underskrifter på 10 måneder til et borgerinitiativ, der krævede et forbud mod pelsfarme og import af pels fra farme.
December 2023 svarede EU, at man ville bede om en ny rapport om dyrenes velfærd fra en ekspertgruppe i myndigheden EFSA.
Marts 2025 skal rapporten fra EFSA være færdig og offentliggøres.
Et år senere i marts 2026 vil EU give et endeligt svar på, om man vil indføre et forbud, som borgerinitiativet bad om.
Caroline Herrera pelsfri
Med 17 brands i 32 lande er Puig-gruppen en sværvægter i den internationale modebranche. Efter at have solgt pels i brandet Carolina Herrera, blev firmaet mål for en kampagne fra dyreaktivister, og har herefter lovet at droppe pelsen helt. Det påvirker også kendte mærker som Dries Van Noten, Jean Paul Gaultier og Rabanne.
Redningstjenesten Frie Vinger repræsenterer håbet for tusindvis af burhøns, der har lidt under barske forhold i ægindustrien. Siden 2011 har Lina og hendes mand reddet høns fra livet i bur. Med over 1500 reddede høns bag sig, viser Frie Vinger, at der er håb for selv de mest udsatte dyr i vores samfund. De giver hønsene et værdigt liv, hvor de kan udfolde deres naturlige adfærd og personlighed.
Som medlem af Anima er du med til at støtte vores redningstjeneste Frie Vinger, som redder høns fra ægindustrien. Når hønsene bliver reddet, kommer de enten hjem og bo på Linas gård eller hos nogle af de mange frivillige, der hjælper med at give hønsene et nyt hjem.
I ægindustrien får høns kun lov til at leve i 1,5 år, fordi de begynder at producere færre æg, og det kan derfor ikke betale sig at holde dem i live. Men hønsene har mange gode år endnu. I de rigtige omgivelser og med den rette pleje kan de blive 510 år.
Når hønsene bliver reddet fra den intensive industri, sker der markante ændringer i både deres adfærd og deres udseende. I ægindustrien bor hønsene på så lidt plads, at de ikke engang kan sprede deres vinger. Stress og frustration over de elendige levevilkår fører ofte til, at hønsene plukker fjerene af sig selv og hinanden. De ser derfor ofte meget medtagne ud, når de bliver reddet fra industrien.
Men når hønsene flyttes til naturlige omgivelser, får de hurtigt deres smukke fjerpragt tilbage. Man vil efter kort tid opleve en helt ny høne med en personlighed, der
lige så stille begynder at skinne igennem. De vil langsomt begynde at udleve deres naturlige adfærd, såsom at støvbade, skrabe i jorden og finde orme og insekteroplevelser de aldrig har haft i deres liv som burhøne. Høns er små sociale væsener, der er nysgerrige og gerne vil interagere med mennesker. Høns nyder nemlig, ligesom så mange andre dyr, at blive aet og kælet af deres omsorgspersoner.
Den seneste nyhed fra hønsene hos Frie Vinger er, at der er kommet en lille sød kylling til verden. Hønen Peggy har hver sommer i flere år været skruk. Hun var så opsat på at få kyllinger, at hun en dag stak af for at lave rede. Lina troede først, at hun var blevet taget af en ræv efter at have ledt efter Peggy i flere dage uden held. Men til sidst fandt hun hende i busken, hvor hun lå og var skruk i en rede. Derfor skulle hun selvfølgelig have lov til at blive mor. Hun blev flyttet ind i et hønsehus, hvor hun kunne ligge i sikkerhed for rovdyr og ruge på sine æg.
Nu har Peggy endelig fået sin drøm opfyldt. Hun er blevet mor til Ellie, som kommer til at få en fantastisk start på livet. Han kommer til at vokse op med kærlighed og omsorg i skønne og trygge omgivelser sammen
med sin mor. Peggy viser sig allerede som en fantastisk og dedikeret mor, der passer godt på sin lille kylling.
Den hjertevarmende historie om Peggy og Ellie står i skarp kontrast til livet for hønsene i ægindustrien. De får nemlig ikke lov til at udleve deres naturlige moderinstinkter, da fokus udelukkende er på ægproduktion. Derfor kan vi glæde os over, at Peggy og Ellie får et liv hos Frie Vinger, som tilbyder et miljø, hvor høns får lov til at følge deres naturlige adfærdsmønstre.
AF: SARA RASMUSSEN
EU får for første gang en dyrevelfærdskommissær. Anima har talt med den danske EU-politiker Niels Fuglsang (S) om betydningen af at have en kommissær, der er dedikeret til dyrene.
SÆR. Det kan sammenlignes med, at der udnævnes en minister for dyrene. Men hvad kommer det til at ændre, Niels Fuglsang?
“For mig er det vigtigt med en dyrevelfærdskommissær, fordi det i første omgang er med til at sende et signal om, at dette område er vigtigt. Derudover har vi desværre også alt for ofte oplevet, at ansvaret for dyrevelfærden i Europa er faldet mellem to eller flere stole. Med en ny kommissær, som er direkte ansvarlig, vil dette forhåbentlig ændre sig”.
Ifølge Fuglsang vil der dog være behov for et massivt pres for at sikre, at den kommende kommissær leverer resultater:
“Selvom det grundlæggende er positivt, at vi nu får en dyrevelfærdskommissær, må jeg alligevel også sige, at der er grund til bekymring. Det er den ungarske kandidat Olivér Várhelyi, som er udpeget til posten, og der er indtil videre ikke meget, der tyder på, at han er den bedst egnede til posten. Det er derfor helt afgørende, at der bliver lagt et massivt pres på ham for at levere. Det vil jeg gøre alt, hvad jeg kan for!”.
I EuropaParlamentet har politikerne mulighed for at melde sig ind i grupper, som arbejder med emner, de synes, er særligt vigtige. For nylig valgte dyrevelfærdsgruppen Niels Fuglsang som dens nye formand.
“Som nyvalgt formand for dyrevelfærdsgruppen ønsker jeg at gå foran for at få dyrevelfærd til at fylde mere. Vi skal holde Kommissionen op på at levere de forslag, som skulle have været fremlagt i sidste periode. Forslag som handler om at forbedre forholdene for dyr i landbruget herunder udfasning af bure, og forslag om at indføre et dyrevelfærdsmærke så forbrugere i langt højere grad kan træffe oplyste valg”.
Og her spiller dyrevelfærdsgruppen en vigtig rolle i at sikre bred opbakning til ny politik på området.
“Dyrevelfærdsgruppen spiller en stor rolle i forhold til at sætte dyrevelfærd på den europæiske dagsorden og i forhold til at koordinere positioner mellem de politiske grupper. På nuværende tidspunkt er der 85 medlemmer med repræsentanter fra alle de større politiske grupper”.
Over halvdelen af Danmarks femten EU-politikere har valgt at deltage i dyrevelfærdsgruppen. Det er vi i Anima meget stolte over!
1. Stine Bosse (M)
2. Asger Christensen (V)
3. Per Clausen (Ø)
4. Sigrid Friis (RV)
5. Rasmus Nordqvist (SF)
6. Christel Schaldemose (S)
7. Marianne Vind (S)
8. Anders Vistisen (DF)
9. Niels Fuglsang (S) (formand)
Kan EU blive førende?
Tidligere på året vedtog Storbritannien et forbud mod dyretransporter ud af landet, en beslutning som Fuglsang bifalder og ønsker, at EU skal følge. “Jeg synes, det er rigtig positivt, at Storbritannien har valgt at gå foran på dette område. Stod det til mig, havde vi for længst gjort det samme i EU“, siger han. “Desværre er der stærke interesser i nogle EUlande, som stadig prioriterer økonomisk profit over værdige forhold for dyr“.
“Sagen er den, at der faktisk forhandles et forslag om bedre forhold for dyr under transport netop nu. Det er forhandlinger, som jeg følger tæt og virkelig håber, ender med et godt resultat for dyrene. Jeg kæmper selv bl.a. for at indføre en grænse på maks. 8 timer for transport af dyr, bedre plads samt temperaturforhold og for at forbyde eksport af levende dyr til lande udenfor EU”.
Hvad er en kommissær?
En kommissær er ansvarlig for et specifikt politikområde - ligesom en minister, men bare på EU-niveau. Hvert medlemsland har en kommissær, og tilsammen udgør de 27 kommissærer så EU-Kommissionen, som tyske Ursula von der Leyen er formand for. Kommissionen er den eneste institution, som kan stille forslag til ny lovgivning på EU-niveau, og derfor er den utroligt vigtig for Animas arbejde med at skabe politisk forandring for dyrene.
Et dyrevenligt julebud kunne være denne indbagte svampe-nøddesteg. Den er lækker sammen med al slags julemad og tilmed kold på en skive rugbrød, hvis der er rester. Den kan også laves på forhånd og fryses ned.
Ingredienser
• 3 spsk. chiafrø + 1 dl vand
• 150 g tørrede grønne linser
• 400 g champignoner, grofthakket
• 1 løg, finthakket
• 3 fed hvidløg, presset
• 1/2 dl sojasovs
• 200 g blandede nødder, hakkede (f.eks. mandler, valnødder, cashewnødder og solsikkekerner)
• 1/2 tsk. muskatnød
• 1/2 tsk. chilipulver
• 1 tsk. timian
• 1 tsk. rosmarin
• 1 tsk. tørret dild
• 2 spsk. citronsaft
• 1 pakke butterdej
• Evt. plantemælk til pensling
Fremgangsmåde
Start med at blande chiafrø og vand. Lad blandingen stå et par timer i køleskabet, indtil chiafrøene har dannet gelé. Kog de grønne linser i cirka 20 minutter, eller indtil de er møre.
Steg champignoner, løg og hvidløg i sojasovs på en pande ved middel varme, indtil al væden er stegt væk.
Bland det hele i en stor skål og blend farsen lidt med en stavblender, så den bliver mere sammenhængende. Smag farsen til med salt og peber.
Lad butterdejspladerne tø op på forhånd og placér dem på en bageplade. Tryk dem lidt mod hinanden i samlingerne, så de danner én stor plade. Skær skrå skiver i de yderste tredjedele af dejen. Fordel fyldet på midten, og fold skiverne af dej henover. Pensl evt. med plantemælk og bag nøddestegen ved 200 grader varmluft i 20-25 minutter.
Opskriften er af Mia Sommer. Se mere grøn inspiration på Mias Instagram: @miasommervegan
