LEDER
KOMPLIKATIONER
En væsentlig grund til at læse dette nummers rundbordssamtale (side 40) med fire meget involverede hospitalsarkitekter er det lidet flatterende lys, den kaster over bygherren. Det offentlige. Regeringen, som sætter rammerne for regionerne. Hele forvaltningen af projekterne og deres processer. Det er eksempelvis ret uheldigt, at man som offentlig bygherre ikke på forhånd kan finde ud af at fastsætte budgetrammen for en opgave som i tilfældet udvidelsen af Skejby Sygehus, hvor budgettet et stykke inde i processen tilsyneladende fastsættes til 8,96 mia. og derpå reduceres til 6,35 mia., alt imens arkitekterne arbejder. Det er temmelig dårligt bygherrearbejde og udtryk for en uklædelig mangel på anerkendelse af og forståelse for arkitekternes arbejde. En tilsvarende ignorance manifesterer sig, når bygherren udarbejder helt specifikke rumprogrammer og dermed fratager arkitekterne muligheden for at udfolde en af deres grundlæggende kompetencer: At vægte og prioritere rumkrav i forhold til hinanden i udarbejdelsen af en planløsning. Ligesom det er temmelig dumt, når hospitalsarkitekterne fratages muligheden for at påvirke placeringen og hermed i vidt omfang muligheden for at arbejde med hospitalernes integration i forhold til også den lokale sammenhæng (en mulighed de nu får i tilfældet Bispebjerg, som det fremgår af artiklen side 52). Og grotesk er det, at det bygherren stiller krav om detaljeret dokumentation for alle mulige valg i konkurrenceforslagene. Dokumentation som selv 4
samme bygherre muligvis ikke når eller formår at forholde sig til. Problematisk er også den udbredte inddragelse af folk uden byggefaglig indsigt i det efterfølgende projektarbejde. Dermed kompliceres beslutningsprocesser og forvaltning, selv om det sker med den bedste hensigt om, at intet må gå galt. I stedet for at udvise tillid til folk der reelt besidder en faglighed og har forstand på byggeri og arkitektur, bruger man ressourcer på at kontrollere dem i alle ender og kanter. Ressourcer som i stedet kunne være anvendt til mere og bedre hospital. Vores rundbordssamtale efterlader ikke tvivl om, at hospitalsarkitekterne gør, hvad de kan for at bidrage til, at de kommende hospitaler bliver så gode som muligt i forhold til de givne betingelser. Spørgsmålet er, hvor stort deres beslutningsrum er. Og i forlængelse heraf følger så det spørgsmål, vi havde håbet at kunne besvare med dette nummers tema: I hvilken grad er de nye hospitaler formsat, allerede før arkitekterne kommer ind i billedet? I hvor vid udstrækning er de nye hospitalers skala, relationer til lokale sammenhænge, overordnede organisation osv. forudbestemt? Måske er det hospitalsarkitekternes ansvarsfølelse og fornemmelse af medejerskab, der forhindrer dem i at svare helt direkte på disse spørgsmål, men indirekte svarer de så langt, at der ikke er nogen tvivl: I forhold til hospitalernes design er deres beslutningsrum, deres faglige rum, for lille. De nye hospitaler er i høj grad formsat af andre fagligheder. Hvor godt det så er for hospitalerne, deres personale og ikke mindst deres patienter, tillader vi os at tvivle på. kv