SIDELINJEN / AKTUEL KOMMENTAR

DET ER SVÆRT AT AFGØRE, HVAD JEG SKAL KNIBE: MIN ARM? - ELLER EN TÅRE?

Det er uvant og fantastisk og der er ikke noget at pille ved. Arsenal er som forvandlet - holdet er i spillemæssigbalance, væk er slattenfuss-spillet og ingen er faldet igennem.

Første ”halvdel” af sæsonen er afsluttet og 6 ugers VMpause er over os. Det eneste positive ved dén situation er, at Arsenal indtager førstepladsen i Premier League så langt øjet rækker. Og det er jo en både uvant og fantastisk ting, faktisk så uvant og så fantastisk at man ikke kan være helt sikker på, om man sover eller er vågen. Men når man så har knebet sig selv i armen og konstateret, at det ikke er en drøm – ja, så er det sgu lige før man kniber en tåre eller to.

Ikke noget at pille ved Selvom det ikke er en drøm, så er det ikke desto mindre en kende surrealistisk. Mens alle har haft travlt med hylde Manchester City og kanonisere Alf Inges søn, er det Arsenal, der ikke blot fører Premier League, men fører med 5 points. Og leverer det bedste spil. Af de 12 sejre kan man ret beset kun EN SKADET PARTEY ER stille spørgsmålstegn ved dén i Leeds. Og PROBLEMATISK omvendt kunne holdet let have fået en sejr i Southampton og mindst et point på Old Trafford. Alt i alt er der ingen – hvor intenst mange journalister og ’pundits’ end prøver – der kan pille ved det ganske fortjente ved Arsenals foreløbige triumftog.

Det er i sig selv vanvittigt, at et hold, som i den grad hakkede sig gennem sidste sæson pludselig klikker på den måde. Det har på ingen måde været fejlfrit, dét Arsenal har leveret, men sammenlignet med de seneste sæsoner har fejlene være få og små. Og når resultaterne kommer, så er fokus selvsagt mere på det, der lykkes, end på det, der går galt. Og ikke meget er gået galt. Den store joker VM-pausen er selvfølgelig en joker. Ingen sæson er nogensinde blev afbrudt på denne måde. Halvdelen af spilerne i Arsenal trup skal til VM, den anden halvdel skal gennem en slags preseason med ferie, genstart og træningskampe. Hvilken betydning det får for det betydelige momentum, som Arsenal har haft, er selvfølgelig ikke til at forudsige – men de øvrige (top-)klubber står jo i samme situation. Jeg har ingen forventninger om, at Arsenal vinder mesterskabet i denne sæson. Dertil er der for lang vej hjem for Arsenals noget tynde trup. Indtil videre har holdet haft ganske få skader, og heldigvis for det for truppen er ikke særlig bred. Kampene i Europa League har vist, at hovedparten af spillerne i andet geled ikke har et tilstrækkeligt niveau, hvis der kommer skader i større omfang. Og med 24 ligakampe og et ukendt antal kampe i FA Cup og Europa i løbet af foråret kan klubbernes bredde nemt blive afgørende. De oplagte problemer Januar-vinduet er derfor også vigtigt. Arsenal har ikke ressourcer til indkøb af endeløse forstærkninger, men spørgsmålet er da også, hvor meget der er brug for. I august var klubben angiveligt klar til at smide £20 mill. efter en midtbaneforstærkning; det blev som bekendt ikke til noget, men af samme grund må det formodes, at der er lidt på kistebunden. De oplagte problemer vil være skader til Partey og Jesus. Hverken Elneny eller Lokonga har kvalitet til at erstatte Partey gennem en længere periode; Nketiah har heller ikke ligefrem været prangende i sæsonen, så en længerevarende skadespause til Jesus vil også være stærkt problematisk. Det er før set, at mesterskaber er vundet af hold med en smal trup (Leicester 2016 f.eks.), så det er ingen umulighed. Men med kampe også i Europa kommer der ekstra pres på truppen og oplagt større risiko for belastningsskader – og

derfor ville det lune gevaldigt med et par fornuftige signings i januar til at imødegå worst case…

En fornøjelse Lige nu er der dog ingen grund til at fortabe sig i skrækscenarier – for det første er der ingen fodbold i de næste 6 uger (nej, VM er ikke fodbold, men blot rendyrket nationalistisk TV-underholdning), og for det andet er det bare at nyde at være – fortjent – top of the league. Det er noget mere udfordrende at følge kampene, når der pludselig står noget på spil hver gang; det tager mig som regel en times tid efter kampene at holde op med at svede! Men damn hvor har det hele været en fornøjelse.

Det er som om alt i og omkring klubben er løftet adskillige niveauer henover sommeren, det er virkelig svært at få øje på mislyde. Holdet spiller som en fryd, og der er ej heller nogen slinger i valsen på tilskuerpladserne. Stemningen på Emirates er absolut og med distance den bedste nogensinde – og introduktionen af den nye ”klub-hymne” har givet det hele en ekstra dimension. Når Emirates synger North London forever… går det lige i hjertet på enhver gooner og de små hår rejser på armene. Og der er mange, der synger med, for lægterne er tydeligt besat til sidste sæde.

Umuligt at være utilfreds Sideliniens læsere vil jo vide, at jeg ikke har Mikel Artetas største fan og har tvivlet på hans projekt. Dét der sker i øjeblikket, er det til gengæld umuligt at være utilfreds med. Én ting er resultaterne og topplaceringen, en anden ting er måden, tingene sker på. Der er tale om et hold i spillemæssig balance, væk er hjerneblødningerne og slattenfuss-spillet. Bortset fra den kollektive offday i Leeds er det svært at pege på en kamp, hvor en eller flere spillere ikke har leveret. Ingen er faldet igennem, og alle spillere kæmper r*ven ud af bukserne hver eneste kamp. Og det er jo ikke mindst Artetas fortjeneste…credit where credit’s due.

Mit gæt på en slutplacering før sæsonstarten var en 5. plads. Lige nu hælder jeg jo nok mere til, at der er rigtig gode chancer for en højere placering. Et mesterskab er for vildt at tro på, men sæsonstarten har trods alt vist, at der er en holdbarhed i holdet, som vi ikke tidligere har set. Man kan argumentere for, at Arsenal var bedst i sæsonens eneste nederlag, og indtil videre er der ingen af de gamle tegn på, at det hele braser sammen. Og der er trods alt spillet godt en tredjedel af turneringen.

Umuligt ikke at glæde sig Det vil komme til at føles uendelig tomt i de næste uger efter så intens en periode i oktober/november, men det er umuligt ikke at glæde sig til det hele fortsætter Boxing Day. Jeg har tænkt mig at minimere mit VM-kiggeri mest muligt – jeg vil helst undgå det hele, men kender mig selv godt nok til at vide, at jeg nok falder i, når abstinenserne bliver store nok.

Jeg vil håbe på personlig succes for alle Arsenal-spillere og på fiasko for deres hold, så de kommer tilbage i god tid til at være udhvilede og mentalt friske, når den rigtige fodbold starter igen. Og så vil jeg selvfølgelig håbe, at ingen af spillerne får varige men af at omgås spillere fra unævnelige klubber som Sp*rs…

Nummer et, fem points ned til nummer to…der er alt for længe til jul. //

COME ON YOU REDS!!!!!!!!!!!!!! // OLE OLSSON // AF SIDE linjen