Af samme forfatter på dansk:
Morgen og aften, 2001
Melancholia I-II, 2003
Bådehuset, 2007
Nej åh nej, 2009
Andvake, 2010
Olavs drømme, 2015
Kveldsvævd, 2015
Det andet navn
Septologien I og II, 2019
Jeg er en anden
Septologien III, IV og V, 2020
Et nyt navn
Septologien VI og VII, 2021
Oversat fra nynorsk af Jannie Jensen
og Arild Batzer
Roskilde Bogcafé
Jeg kørte hjemmefra. Det gjorde godt. Bevægelserne gjorde godt. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle hen. Jeg kørte bare. Det var en kedsomhed der havde ramt mig, jeg som ellers aldrig kedede mig var blevet ramt af kedsomhed. Intet af det jeg kunne komme i tanke om at lave gav mig nogen glæde. Og derfor gjorde jeg bare noget. Jeg satte mig ind i min bil og kørte og der hvor jeg enten kunne dreje til højre eller venstre drejede jeg til højre, og ved næste vejkryds hvor jeg enten kunne dreje til højre eller venstre, der drejede jeg til venstre. Og sådan blev jeg ved med at køre. Til sidst var jeg kørt langt ind på en skovvej hvor hjulsporene efterhånden var så dybe at jeg kunne mærke at bilen sank ned. Jeg kørte bare videre, indtil bilen sad fast. Jeg forsøgte at bakke, men det gik ikke, så jeg stoppede bilen. Slukkede motoren. Jeg blev sid-
dende i bilen. Ja nu holder jeg så her, sidder jeg så her, tænkte jeg, og jeg følte mig tom, som om kedsomheden var blevet til tomhed. Eller måske nærmere uro, for jeg følte en rædsel i mig mens jeg sad der og så frem for mig, tomt, som ind i et intet. Ind i et intet. Hvad er nu det for en talemåde, tænkte jeg. Der foran mig er skoven, kun skoven, tænkte jeg. Så det var altså ind i skoven at den her pludseligt opståede køretur havde ført mig. Og det var endnu en talemåde, at noget, et eller andet, førte, hvad det så end måtte betyde, til noget, ja til noget andet. Jeg så ind i skoven der foran mig. Skoven. Ja træer som stod tæt ved siden af hinanden, fyr, fyrretræer. Og mellem træerne var den brune jord, den så nærmest ud som tørvemuld. Jeg følte mig tom. Og så den her uro. Hvad var jeg bange for. Hvorfor var jeg bange. Var jeg så bange at jeg ikke magtede at stå ud af bilen. Ikke turde. Og her endte så denne skovvej jeg var kørt ind på, og altså var kørt fast i, omtrent der hvor vejen endte. Og det var nok derfor jeg følte den her uro, fordi min bil sad fast for enden af en skovvej, og her, for enden af skovvejen, var der ikke plads til at jeg kunne vende den. Og jeg kunne ikke huske at jeg, efter at jeg begyndte at køre ind på denne skovvej, var kørt forbi nogen vendeplads noget sted. Men kunne det være muligt. Ja, for hvis jeg var kommet til en vendeplads så havde
jeg helt sikkert stoppet bilen og vendt om da det jo ikke gjorde kedsomheden mindre at køre på en smal vej igennem det her landskab af lave åse, ja det gjorde nærmest kedsomheden større. Men jeg var ikke kommet til nogen vendeplads, det var vel det jeg hele tiden havde ventet på, ja på at jeg skulle se et sted foran mig hvor jeg kunne køre bilen ind til siden, bakke lidt, køre frem igen, måske gøre det nogle gange, ja indtil bilen var vendt selvfølgelig, og så køre tilbage ad skovvejen, ned til landevejen, og så køre hen til et sted, men til hvilket sted, til et sted hvor der var mennesker, hvor jeg måske kunne få købt mig et eller andet, for eksempel en varm pølse med brød, eller måske, det kunne jo være, kom jeg til en lille café langs landevejen hvor jeg kunne standse og købe mig noget aftensmad. Det var da muligt. Og jeg kom pludselig til at tænke på at der nu var gået flere dage, hvor mange kunne jeg ikke huske, siden jeg sidst spiste aftensmad. Men sådan går det vel gerne for os der bor alene. Det at lave aftensmad bliver nærmest noget man skal tage sig sammen til, ja det bliver vel næsten sådan at man griber til det første det bedste, en skive brød, hvis jeg da har brød i huset, med et eller andet pålæg, ofte bliver det mayonnaise direkte på brødet og så en totre skiver fårepølse. Men er det nu noget at sidde her og tænke på, som om jeg ikke havde vigtigere ting at
være optaget af. Men hvad skulle det så være. Hvor dumt kan man egentlig spørge, eller tænke. Min bil er kørt fast på en skovvej, langt fra mennesker, og jeg kan ikke få den fri, så jeg skulle vel have mere end nok at gå op i, ja det hedder vel gå op i, ja gå op i at få bilen fri. For bilen kan ikke blive ved med at sidde fast som den gør nu. Selvfølgelig ikke. Det er så selvfølgeligt at det er den rene tåbelighed at tænke sådan. Jeg står og ser på bilen, og den står der bare og kigger ligesom dumt på mig. Eller måske er det mig der står og kigger dumt på den. Og hvor ser den dum ud som den står der, kørt fast i en tue, må det vel være, der midt på skovvejen, som fortsætter nogle meter, til den ender og der går en sti lige ind i skoven. Hvad skulle jeg da også på den her skovvej. Hvorfor kørte jeg ind på den. Hvad var det nu for et påfund. Hvilken grund havde jeg til at gøre det. Ingen. Ingen grund overhovedet. Og hvorfor kørte jeg så ind på skovvejen. På må og få, måske. Ja, det kan vel ikke kaldes andet. Men på må og få, hvad er nu det for noget. Nej, nu må jeg ikke begynde på den slags tåbelige tanker. Det fører aldrig til noget som helst. Og det jeg må få gjort nu, ja det er hverken mere eller mindre end at få min bil fri.
Og så må jeg prøve at få vendt den. Men det. Ja for jeg kørte jo ikke forbi noget sted hvor jeg kunne få vendt bilen, havde jeg gjort det, så var jeg selvfølgelig
vendt om for længe siden, for en mere kedelig vej at køre på end den her skovvej kan man vel næppe forestille sig. Kun de svagt skrånende åse, ellers var der kun en fraflyttet gård at se, ja for den måtte være fraflyttet da flere af vinduerne i stuehuset havde plader af en eller anden slags sømmet fast. Og på stuehuset var malingen skallet af, mange steder var malingen helt væk. Og halvdelen af taget på laden var faldet ned. Det er trist med huse der står og forfalder, vanrøgtede huse. Huse som ingen tager sig af. Og hvorfor tager ingen sig af dem. For før det her hus forfaldt så var det jo, ja et smukt hus. Jeg ville gerne selv have boet i sådan et hus, ja altså gerne have boet i det hus jeg kørte forbi, men det skulle have været tidligere i livet, da jeg var ung, ikke nu. Og jeg ville selvfølgelig heller ikke have boet i huset så forfaldent som det var nu. For nu gik det selvfølgelig ikke an at bo i det, hverken for mennesker eller, eller hvad. Dyr, måske. Ja måske var nogle dyr af en slags flyttet ind. Og huset var nok fuldt af mus. Måske var der også rotter som var flyttet ind i huset. Eller, ja det kunne være det samme. Mennesker var der i hvert fald ikke i huset, det var helt sikkert, og det jeg havde brug for nu var mennesker, ja en eller anden med en bil, eller vel helst en traktor, som kunne trække bilen fri. Men i det stuehus jeg var kørt forbi var der ingen, det var helt
sikkert. Og så havde jeg kørt et godt stykke uden at se andet end de her åse før jeg så en hytte der lå oven for den her skovvej, den så ud til at være velholdt nok, men gardinerne var trukket for vinduerne, så heller ikke i hytten var der mennesker, det var helt sikkert. Og så, ja så måtte jeg altså helt ned til landevejen for at finde mennesker. Og når jeg tænker efter så var det heller ikke mange huse jeg var kørt forbi på landevejen, der var øde heromkring, ja efter at jeg sidst drejede til venstre eller til højre eller hvad det nu var. Var jeg overhovedet kørt forbi nogen huse på den sidste lange strækning jeg kørte på landevejen. Måske. Måske ikke. Det var i hvert fald en lang strækning, landevejen var sikkert endt lidt efter, og jeg havde måttet vende om der, hvis jeg da ikke var drejet til venstre og var begyndt at køre ind ad den her skovvej. For lå der huse, et eller andet sted langs landevejen, nej ikke det jeg havde lagt mærke til, hvad enten jeg drejede til højre eller til venstre, men jeg havde heller ikke været så optaget af at se efter huse. Eller huse havde jeg, hvis sandheden skal frem, ikke haft i tankerne. Det behøvede selvfølgelig ikke betyde at jeg ikke var kørt forbi et eller andet hus. Selvfølgelig ikke. Sandsynligvis var jeg kørt forbi flere huse. Og i de huse jeg må være kørt forbi måtte der bo mennesker. I hvert fald i nogle af dem. For hvis der ikke boede mennesker, hvorfor
skulle der så være landevej der. Selvfølgelig var der huse langs den landevej jeg lige, eller lige og lige, var kørt ad, ja før jeg drejede til venstre hvor jeg så at en slags skovvej gik, en slags skovvej ja, og jeg begyndte at køre op ad den. Men der var langt at gå ned til landevejen, og hvor langt jeg måtte gå langs landevejen før jeg kom til et hus, nej, det er ikke godt at vide. Og når jeg endelig kom til et hus var det ikke sikkert at der var nogen hjemme, og hvis de var hjemme ja så var det slet ikke sikkert at de havde bil, eller at den der havde bil så var hjemme. Men når man bor sådan et sted, ja så må man vel have bil. Eller måske ikke. Før i tiden var der ingen der havde bil. Og der gik nok en bus. Sådan var det måske. Og højst sandsynligt var jeg kørt forbi en lille gård, og der havde de måske en traktor, en lille traktor, måske en tohjulet traktor. Og en tohjulet traktor kunne helt sikkert let klare at trække min bil fri af den her tue som den nu sad helt fast i. Der var bare det at der var langt at gå fra skovvejen ned til landevejen, og der var nok, nej der var helt sikkert langt at gå langs landevejen før jeg kom til det første hus. Måske skulle jeg hellere prøve endnu en gang at få bilen fri ved at træde på gaspedalen og køre fremad, og så køre lidt tilbage. Frem, tilbage. Igen og igen. Frem, tilbage. Ja jeg måtte forsøge endnu en gang. Og jeg bliver siddende og ser lige frem, på en
måde som om jeg ikke ser noget overhovedet, men bare sidder der. Og lidt efter tænker jeg at det er begyndt at sne, jeg må jo have set det for længe siden, men det tog sin tid før jeg tænkte på det, lagde mærke til det, men det var altså begyndt at sne, ikke så meget, men lette snefnug faldt og faldt luftigt ned og ned og jeg sidder der og prøver at følge dansen, først det ene snefnug, og så det næste, så længe jeg kan følge et snefnug gør jeg det, først var det ikke så svært, selv om jeg ikke kunne følge et snefnug så langt, men efterhånden som det sneede mere blev det svært, ja umuligt, og så holdt jeg op med at prøve på det, og så sad jeg bare og så lige frem for mig og jeg tænkte at nu hvor det var begyndt at sne blev det endnu vanskeligere at få bilen fri, havde det indtil nu været vanskeligt var det nu helt umuligt. Så der var ikke andet at gøre end at jeg måtte få fat i en eller anden som kunne trække den fri. Men så kunne jeg ikke bare blive siddende i bilen, jeg måtte gå ud og finde nogen. Der var bare det at jeg ikke vidste hvor jeg skulle gå hen for at finde nogen, den gård jeg havde set var forladt, og der var ingen i den hytte jeg havde set, og der var langt at gå ned til landevejen. Og hvorfor havde jeg kørt så langt. Måske fordi jeg bare kørte og ikke tænkte mig om, ikke tænkte over hvor langt jeg egentlig var kørt. Ja, det var nok derfor. Men nu, hvad nu. Ja nu måtte jeg
simpelthen finde en eller anden med en traktor, eller en bil, som kunne trække min bil fri. Men det var jo netop det. Hvor skulle jeg gå hen for at finde nogen. Jeg måtte gå ned til landevejen igen, og så gå langs med den til jeg kom til et hus hvor der var mennesker der enten havde en bil eller en traktor, og dem der boede så afsides de havde sikkert bil. I hvert fald hvis det var yngre mennesker, de ældre havde ofte ikke bil, det blev vel aldrig til at de tog kørekort, og der går vel stadig bus nu og da også til den slags øde steder, for jeg havde kørt langt og der var blevet mere og mere øde, ja jeg drejede til venstre, og kørte til jeg kunne dreje til højre, så til jeg kunne dreje til venstre igen, sådan blev jeg ved indtil jeg kom hertil og ikke kunne komme videre. Ja sådan er det jo. Og nu må jeg ikke, kan jeg ikke, vente længere. Nu må der gøres noget, for nu sner det jo som bare pokker. Og jeg sidder bare og ser på sneen som falder og falder, eller daler og daler, hedder det måske. Og er det ikke lidt koldt. Jo, det er det. Men så kan jeg vel bare tænde for motoren, at jeg dog ikke har tænkt på det før, for der er jo et godt varmeapparat i bilen. Jeg starter bilen og skruer helt op for varmen. Det summer højt. Og der går ikke lang tid før der begynder at komme lidt varme blæsende mod mig, en jævn tydelig luftstrøm. Det gør godt at mærke varmen. Og nu går der nok ikke så
lang tid før jeg har fået varmet bilen op. Nu dækker sneen hele forruden, og jeg tænder for vinduesviskerne. Jeg ser at det er holdt op med at sne, og jorden foran mig er hvid, og træerne i skoven er også blevet hvide. Det er smukt at se på. De hvide træer, den hvide jord. Og nu er der varmt og rart i bilen. Men jeg kan ikke blive siddende i bilen. Jeg må finde mennesker. Og der gik vel en sti ind i skoven, og den må vel føre et eller andet sted hen, og der må vel være mennesker. Så måske skal jeg gå et stykke ind ad stien. For så møder jeg sikkert nogen. Det må jeg vel gøre. For så længe der er en sti, må der vel også være mennesker. Helt sikkert, tænker jeg. Inde i skoven, og måske heller ikke så langt inde i skoven, der er der nok nogen. Det gælder bare om at finde dem. Derfor kan jeg ikke bare blive siddende i bilen. Jeg må gå ud. Jeg må gå ind i skoven. Jeg må finde nogen. Det hjælper ikke noget bare at blive siddende i bilen. Jeg drejer nøglen, trækker den ud og putter den i jakkelommen. Så går vi, sagde jeg, og jeg rejste mig og stod ud af bilen, lukkede døren og tænkte at jeg skulle låse, men jeg kom hurtigt frem til at det ikke var nødvendigt, for hvis nogen ville stjæle bilen, ja så må de godt det, de vil alligevel ikke kunne røre sig ud af flækken, dem lige så lidt som mig. Godt nok. Jeg tog et par skridt frem og mærkede at jeg nu trådte i sne. For der havde lagt
sig et lille snelag. Jeg så at mine sko lavede spor i sneen. Jeg så at bilen var dækket af sne. Skovvejen var også helt hvid nu, og det var svært at se hvor stien gik, men den var vel sådan nærmest synlig, det håbede jeg i hvert fald. Jeg gik ind i skoven, ind på stien, ja for det måtte vel være stien jeg gik på, som snoede sig frem mellem træerne. Jeg måtte jo bare blive ved med at gå videre ind i skoven, indtil jeg kom til et hus hvor der boede nogen, en eller anden der kunne hjælpe mig med at få bilen fri så jeg kunne køre tilbage til landevejen. Men jeg måtte nok bakke bilen hele vejen tilbage ad den lange skovvej, men nej da, hvordan var det dog jeg tænkte, hvis ikke før så kunne jeg nok vende i indkørslen op til den hytte jeg var kørt forbi, selvfølgelig kunne jeg det. Og selv om der var et stykke hen til hytten hvor gardinerne var trukket for, så var der ikke så langt, ikke længere end at det ville være fint at bakke derhen, det var helt sikkert, tænkte jeg. Nu måtte jeg bare finde nogle mennesker. Nu var det den eneste tanke i mit hoved. Finde nogen så hurtigt som muligt. Finde nogen som kunne hjælpe mig, men hvordan var det da jeg tænkte, for det gav jo ingen mening at gå ind i den sorte skov for at finde nogen. Meget værre end det her havde jeg vel aldrig opført mig, først køre min bil fast og så gå ind i skoven for at finde hjælp, hvordan kunne jeg da komme på den
tanke at der var hjælp at finde i skoven, inde i den sorte skov, sikke en tanke, nej det ville være helt forkert at kalde det en tanke, det var mere en indskydelse, af en eller anden slags, et eller andet jeg bare havde fundet på. Skørt, var det. Den rene dårskab. Dumhed. Ren og skær dumhed. Og hvorfor jeg gør sådan noget har jeg aldrig forstået. Men jeg har da vel aldrig, i hele mit syndige liv, nogensinde gjort noget lignende, og hvordan kunne jeg dog finde på det når jeg aldrig før er gået ind i en skov sidst på efteråret, og endda så langt op ad dagen, og det bliver snart mørkt, snart kan jeg ikke engang se hvor jeg er, og så, ja så kan jeg jo ikke finde frem til noget sted, og jeg finder heller ikke min bil igen, nej hvor dum kan man være, nej det her er værre end dumhed, det her er, nej jeg har ikke ord for det. Og nu kan jeg jo næsten ikke se noget, så mørkt er det allerede blevet her mellem træerne. Og så den her sne. Og så den her kulde.
Hvidhed er oversat fra nynorsk efter
Kvitleik
© Det Norske Samlaget 2023
© Dansk udgave: BATZER & CO 2023
batzer@batzer.dk
Maleri på omslaget: Lars Hertervig
Omslag og produktion: Arild Batzer
Redaktion: Signe Gjesing
Daniel Nørlund Jensen
Stine Mulbjerg
Henrik Møller
Bogen er sat med ATGaramond 11/14,8
og trykt hos AKAPRINT
Printed in Denmark 2023 1. udgave, 1. oplag
ISBN 978-87-93993-36-5
www.batzer.dk
Udgivet med oversættelsesstøtte fra