Nobelforelæsning af Jon Fosse 2023 by BATZER & CO

Et tavst sprog Nobelforelæsning af Jon Fosse

Da jeg gik i grundskolens sidste klasser skete det bare. Læreren bad mig om at læse op. Og ud af ingenting mærkede jeg en rædsel som helt overvældede mig. Jeg forsvandt ligesom ind i rædslen og var kun den. Jeg rejste mig og løb ud af klasselokalet. Jeg mærkede elevernes store øjne, og lærerens, følge mig ud af klasselokalet. Bagefter forsøgte jeg at forklare min mærkelige adfærd med at jeg skulle på toilettet. Jeg kunne godt se på deres ansigter at de ikke troede på mig. Og de tænkte vel at jeg var blevet skør, ja, at jeg var ved at miste min forstand. Denne rædsel for højtlæsning blev ved med at følge mig. Efterhånden fik jeg mod til at bede lærerne om at lade mig slippe for at læse højt, fordi jeg var så bange for det. Nogle troede på mig og lod mig slippe, andre troede at jeg på en eller anden måde drev gæk med dem. Det lærte mig noget vigtigt om mennesker. Og jeg lærte meget andet. Jeg lærte også noget som gør at jeg i dag kan stå her og læse højt for en forsamling. Og nu næsten helt uden rædsel. Hvad var det jeg lærte? Det var på en måde som om rædslen tog sproget fra mig, og at jeg så at sige måtte tage det tilbage. Og skulle jeg klare det, kunne jeg ikke gøre det på andres vilkår, men kun på mine egne. Jeg begyndte at skrive mine egne tekster, små digte, små fortællinger.

Og jeg oplevede at det at gøre det gav mig tryghed, gav mig det modsatte af rædsel. Jeg fandt ligesom et sted inde i mig selv som kun var mit, og fra det sted kunne jeg skrive det som kun var mit. Nu, omkring halvtreds år senere, sidder jeg stadig og skriver – og jeg skriver stadig fra det hemmelige sted inde i mig selv, et sted jeg sandt at sige ikke ved så meget mere om end at det findes. Den norske digter Olav H. Hauge har skrevet et digt hvor han sammenligner det at digte med at være barn og bygge løvhytter ude i skoven, og så kravle ind i dem, tænde stearinlys og sidde der og føle sig tryg i de mørke efterårsaftener. Jeg synes det er et godt billede på hvordan jeg oplever det at skrive. Nu – som for halvtreds år siden. Og jeg lærte mere, jeg lærte at der, i hvert fald for mig, er stor forskel på det talte og det skrevne sprog, eller på det talte og det litterære sprog. Ofte er det talte sprog en monologisk formidling af et budskab om at noget er på den og den måde, eller det er en retorisk formidling af et budskab som vil overtale eller overbevise. Det litterære sprog er aldrig sådan – det formidler ikke, det er betydning snarere end kommunikation, det har sin egen eksistens. Og derfor er god digtning og alle former for forkyndelse selvfølgelig modsætninger, om så forkyndelsen er religiøs eller politisk eller hvad den end måtte være. Gennem angsten for højtlæsning trådte jeg så at sige ind i det ensomme liv som er det skrivende menneskes – og der har jeg været siden. Jeg har skrevet en hel del prosa og dramatik. Og det der kendetegner dramatikken er jo at den er skrevet tale, hvor dialogen, samtalen, eller ofte forsøget på samtale, og det som måtte findes

af monolog, altid er en del af et digtet univers, er en del af noget som ikke formidler, men som har sin egen væren, som er. Og når det gælder prosa har Mikhail Bakhtin ret i at selve udtryksmåden, selve det at fortælle, indeholder to stemmer. For at forenkle det lidt: stemmen der tilhører den der fører ordet, den der skriver, og stemmen der tilhører den der fortælles om. Disse stemmer glider ofte ind i hinanden så det er umuligt at sige hvem der taler. Det bliver slet og ret en dobbelt skriftstemme – og den er selvfølgelig også en del af det digtede univers, af logikken i det. Hvert eneste værk jeg har skrevet er så at sige sit eget fiktive univers, sin egen verden. En verden som er ny for hvert stykke, for hver roman. Men et godt digt, for jeg har skrevet en hel del lyrik, er også sit eget univers – det relaterer hovedsagelig til sig selv. Og så kan den der læser det træde ind i det univers digtet er – ja, det er mere som en slags kommunion end en kommunikation. For resten gælder det nok alt hvad jeg har skrevet. Sikkert er det i hvert fald at jeg aldrig har skrevet noget for at udtrykke mig selv, som det hedder, men snarere for at komme væk fra mig selv. At jeg endte med at blive dramatiker – ja, hvad kan jeg sige om det? Jeg skrev romaner og digte og ønskede ikke at skrive for teatret, men gjorde det i sin tid fordi jeg – i et offentligt finansieret forsøg på at få skrevet mere ny norsk dramatik – blev tilbudt en for mig, fattig forfatter som jeg var, stor sum penge for et skrive åbningen til et stykke, og endte med at skrive et helt stykke, mit første og stadig mest spillede stykke, Nokon kjem til å koma. At skrive et skuespil for første gang var den største overraskelse i hele mit forfatterliv. For både i prosa og i digte havde jeg forsøgt at skrive det som almindeligvis – på almindeligt talesprog – ikke kan siges med ord. Ja sådan

var det. Jeg forsøgte at skrive det uudsigelige frem, ligesom det blev sagt i begrundelsen for at give mig Nobelprisen. Det vigtigste i livet kan ikke siges, kun skrives, for nu at lave lidt om på et kendt udsagn af Jacques Derrida. Jeg forsøgte altså at lade den tavse tale komme til orde. Og når jeg skrev dramatik kunne jeg bruge den tavse tale, tavsheden, på en helt anden måde end i prosa og digte. Jeg kunne bare skrive ordet pause, ja, så var den tavse tale der. Og i min dramatik er ordet pause uden tvivl det vigtigste og mest brugte ord – lang pause, kort pause, eller bare pause. I disse pauser kan der være så meget, eller så lidt. At noget ikke kan siges, eller at det bliver sagt bedst ved ikke at sige noget som helst. Alligevel er jeg temmelig sikker på at det der taler mest gennem pauserne er stilheden. I min prosa har alle gentagelserne måske en funktion der ligner pauserne i dramatikken. Eller måske tænker jeg at mens der i stykket er en tavs tale, så er der i romanerne et tavst sprog bag det skrevne sprog, og skal jeg skrive godt, så må det tavse sprog også skrives frem, for eksempel er det i Septologien dette tavse sprog, for nu at tage et par enkle, konkrete eksempler, der siger at den første Asle og den anden Asle godt kan være den samme person, og at hele den lange roman, på omkring tolv hundrede sider, måske egentlig bare er en beskrivelse af et udstrakt nu. Men mest taler en tavs tale, eller et tavst sprog, fra helheden i et værk. Om det er en roman eller et skuespil, eller en teaterproduktion, så er det ikke delene i sig selv der er vigtige, det er helheden, som også skal være i hver eneste detalje – eller måske vil jeg vove at tale om helhedens ånd, en ånd der taler ligesom både nært og fjernt. Og hvad hører man så, hvis man lytter godt nok efter? Man hører stilheden. Og som man siger, så er det kun i stilheden man kan høre Guds stemme.

Måske. For nu at komme tilbage til jorden vil jeg nævne noget andet det at skrive for teatret har givet mig. Det at skrive er som sagt ensomt, og ensomheden er god – så længe vejen tilbage til de andre er åben, for at citere et andet digt af Olav H. Hauge. Og det som greb mig første gang jeg så noget jeg havde skrevet blive fremført på en scene, ja, det var netop det modsatte af ensomhed, det var fællesskab, ja, at skabe kunst gennem at dele kunst – og det gav mig en følelse af glæde og tryghed. Denne følelse har fulgt mig siden, og har nok betydet at jeg med fred i sindet ikke bare har holdt ud, men også har haft en slags glæde selv ved dårlige opsætninger af mine stykker. Teater er jo egentlig én stor lytten – en instruktør skal, eller bør i hvert fald, lytte til teksten, ligesom skuespillerne lytter til den og til hinanden og til instruktøren, og ligesom publikum lytter til hele forestillingen. Og det at skrive er for mig at lytte: når jeg skriver finder jeg aldrig på noget, jeg planlægger ingenting, jeg lytter mig frem. Skal jeg bruge en metafor for det at skrive må det altså blive at lytte. Og dermed minder digtning nærmest om musik. Og i sin tid, i teenageårene, gik jeg så at sige direkte fra kun at være optaget af musik og til at skrive. Jeg holdt faktisk helt op med både at spille selv og at lytte til musik og begyndte at skrive, og i skrivningen forsøgte jeg at skrive noget af det frem som jeg oplevede da jeg spillede. Det gjorde jeg dengang – og det gør jeg stadig. Noget andet, måske lidt mærkeligt, er at jeg altid får en følelse af at teksten allerede er færdigskrevet når jeg skriver, at den findes derude et eller andet sted, ikke inde i mig, og at det kun handler om at få skrevet teksten ned før den forsvinder.

Af og til kan jeg gøre det uden at ændre noget, andre gange må jeg ligesom lede mig frem til teksten ved at skrive om, slette, forsigtigt forsøge at finde frem til den allerede færdigskrevne tekst. Jeg der ikke ville skrive for teatret endte med ikke at lave andet i omkring femten år. Og de stykker jeg skrev blev endda spillet, ja, efterhånden har der været en hel del opsætninger i mange lande. Jeg forstår det stadig ikke. Livet er ikke til at forstå. Ligesom det heller ikke er til at forstå at jeg nu står her og forsøger at sige nogle mere eller mindre begavede ord om det at digte i forbindelse med at jeg får tildelt Nobelprisen i litteratur. Og det at jeg er blevet tildelt prisen har, så vidt jeg forstår, både noget med min dramatik og prosa at gøre. Efter næsten kun at have skrevet dramatik i mange år føltes det pludselig som om det var nok, ja, mere end nok, og jeg besluttede mig for helt at holde op med at skrive dramatik. Men det at skrive er nok blevet en vane jeg ikke kan klare mig uden – måske kan man med Marguerite Duras kalde det en sygdom – så jeg besluttede mig for at gå tilbage til der hvor det begyndte, til at skrive prosa og et digt af og til, ligesom jeg havde gjort i godt og vel ti år før jeg debuterede som dramatiker. Og det er det jeg har gjort de sidste ti-femten år. Da jeg for alvor begyndte at skrive prosa igen var jeg usikker på om jeg stadig kunne. Først skrev jeg Trilogien – og oplevede det som en stor bekræftelse på at jeg også havde noget at komme med som prosaist da jeg fik Nordisk råds litteraturpris for romanen. Derefter skrev jeg Septologien. Og mens jeg skrev den oplevede jeg nogle af mine lykkeligste stunder som forfatter, som for eksempel da den ene Asle finder den anden Asle liggende i sneen og dermed redder hans liv. Eller slutningen, da den første

Asle, hovedpersonen sejler ud på sin sidste rejse, i en båd, en sjark, sammen med Åsleik, hans bedste og eneste ven, for at fejre jul sammen med Åsleiks søster. Jeg havde ikke tænkt mig at skrive en lang roman, men romanen skrev så at sige sig selv, og det blev en lang roman, og mange passager flød så fint mens jeg skrev at det hele blev rigtigt med det samme. Og det er nok der jeg er nærmest det man kan kalde lykke. Hele Septologien minder om meget af det jeg har skrevet før, men set i et andet lys. At der ikke er et eneste punktum i hele den lange roman er ikke noget påfund. Romanen skrev bare sig selv på den måde, i én strøm, én bevægelse, som ikke krævede noget punktum. Jeg sagde engang i et interview at det at digte er en slags bøn. Og jeg skammede mig frygteligt da jeg så det på tryk. Men senere læste jeg, til min store trøst, at Franz Kafka havde sagt det samme. Så måske – alligevel? Mine første bøger fik temmelig dårlig kritik, og jeg besluttede mig for at jeg ikke skulle lytte til kritikerne, jeg skulle stole på mig selv, ja, holde fast ved mit. Og hvis jeg ikke havde gjort det, ja, så var jeg holdt op med at skrive efter at min debutroman Raudt, svart udkom for fyrre år siden. Senere fik jeg mest god kritik, og jeg begyndte endda at få priser – og da mente jeg at det var vigtigt at holde fast ved den samme logik, hvis jeg ikke lyttede til den dårlige kritik, så skulle medgangen heller ikke påvirke mig, jeg skulle holde fast ved mit, blive ved med mit. Og det mener jeg at jeg har formået at gøre, og jeg tror, hvis sandheden skal frem, at jeg nok skal kunne blive ved med det selv efter at have fået Nobelprisen. Da det blev bekendtgjort at jeg skulle have Nobelprisen i litteratur fik jeg en masse e-mails og lykønskninger, det glædede mig selvfølgelig, de fleste hilsner var jordnære og glade, men nogle skrev at de havde skreget af glæde, andre at de var begyndt at græde. Det rørte mig meget.

Der er flere selvmord i min digtning. Flere end jeg kan lide at tænke på. Jeg har været bange for at jeg på den måde har været med til at legitimere selvmord. Så det der rørte mig allermest var dem der ærligt skrev at min digtning slet og ret havde reddet deres liv. Jeg har vel altid vidst at digtning kan redde liv, måske har den endda reddet mit eget. Og hvis min digtning også kan være med til at redde andres liv, ja, så kan intet glæde mig mere end det. Tak til Det Svenske Akademi for at have givet mig Nobelprisen i litteratur. Og tak til Gud.