FORBUNDETS FREMTID

FORBUNDETS FREMTID: EN ORGANISATION DER LÆRER AF SIN OMVERDENS UDVIKLING

Af Carsten Iversen, direktør for Beredskabsforbundet

I Beredskabsforbundet bør vi analysere, om vi har fulgt med tiden – og om vi har tilpasset os tilstrækkeligt i takt med de forandringer, som kommuner og beredskaber har været igennem.

Hvor skal vi hen, du? Det var det spørgsmål, den lille figur Hugo stillede i tv-programmet Eleva2ren for mange år siden. I en coronatid kan selv de bedste fremtidsforskere og sandsigersker sikkert komme til kort. Ingen af os ved rigtigt, hvilken fremtid samfundet står op til efter corona. Men vi skal gøre os nogle overvejelser over retningen, strategien og organiseringen efter corona.

Som en del af denne ledelsesberetning ligger det i mit lod at lave en beretning for året, der er gået, men også et forsøg på at forudsige, hvad der skal til, for at Beredskabsforbundet fortsat sikrer sin eksistens og fremtidige vækst.

Vi har et stort ansvar Mange organisationer overvejer i øjeblikket, hvordan de sikrer deres kerneydelse, og hvilken organisering der kan sikre kerneydelsen i tiden, der kommer. Beredskabsforbundets kerneydelse er at være ståsted for alle de frivillige i de danske beredskaber.

Vi kalder de frivillige for 112-frivillige: Frivillige som giver deres tid og energi for at medvirke til samfundets robuste beredskab. Netop derfor giver det mening at se på, om vi opfylder alle ambitioner for de frivillige i de kommunale og statslige beredskaber. Når vi har en god sag, og vi på statens vegne er sat til at motivere, hverve og fastholde beredskabsfrivillige, så har vi et meget stort ansvar. Et ansvar vi lever op til, men som samtidig kræver, at vi til stadighed indretter os, så vi giver dem optimale vilkår.

De kommunale og statslige beredskaber har været igennem en omfattende forandring efter en større sparerunde, som samtidig skulle give et mere robust beredskab. Det var et ambitiøst projekt, som måske

var mere realistisk på et stykke papir, end det var i virkeligheden. Skilsmissepapirerne er allerede underskrevet eller på vej til at blive underskrevet i et stort antal kommuner og beredskaber, hvor projektet ikke lykkedes. Så det er bestemt ikke alle steder, at det har været en ubetinget succes.

Stort uudnyttet potentiale I den komplicerede forandringsproces, hvor politisk enighed i vedtægterne og ikke mindst en meget vanskelig økonomisk proces var udfordrende medspillere, efterlades man med det indtryk, at frivillige ikke har fået det fokus og den opmærksomhed, som mange beredskaber egentlig gerne ville give denne samfundsnyttige ressource.

Derfor har vi som samfund ikke helt fået forløst det store uudnyttede potentiale i en befolkningsgruppe, som tilbyder sin tid og sine kompetencer i samfundets beredskab.

Hvis vi skal kigge indad, så vil vi se, at vi i Beredskabsforbundet ikke i særlig høj grad har ændret vores organisering i takt med de forandringer, som kommunerne ved kommunesammenlægningen var igennem, og som beredskaberne ved den sidste sammenlægning var igennem. For at kunne vejlede vores gode kolleger og sikre, at frivillige får de rette vilkår, bør vi se på, om vi har den optimale, den mest effektive og mest handlingsorienterede organisering for, at vi kan tale vores frivilliges sag i beredskaberne. Og især have fokus på de frivillige, som ikke kender Beredskabsforbundet.

I rammeaftalen med Forsvarsministeriet står der nævnt: ”Formålet er at bidrage til det sociale og foreningsmæssige sammenhold blandt frivillige i redningsberedskabet for derigennem at fastholde interessen for at være frivillig, og hermed medvirke til en øget nyttiggørelse af frivillige i det kommunale og statslige redningsberedskab.” Vi har således ikke kun en forpligtelse over for de mange, som har valgt et medlemskab, men altså over for alle frivillige i redningsberedskaberne.

Har vi den bedste model? Og der skal vi til stadighed følge udviklingen i samfundet og reagere som en lærende organisation, for at vi altid har fokus rettet det rigtige sted hen - helt ud i den spidse ende. Jeg kan forudse, at vi inden længe må tage initiativ til en analyse af alle vores veje i systemet. Vi må se på, om vi lige nu har den bedst mulige form for organisering – med tanke på, at det er flere årtier siden, vi ændrede den grundlæggende.

HVIS VI SKAL KIGGE INDAD, SÅ VIL VI SE, AT VI I BEREDSKABSFORBUNDET IKKE I SÆRLIG HØJ GRAD HAR ÆNDRET VORES ORGANISERING I TAKT MED DE FORANDRINGER, SOM KOMMUNERNE VED KOMMUNESAMMENLÆGNINGEN VAR IGENNEM, OG SOM BEREDSKABERNE VED DEN SIDSTE SAMMENLÆGNING VAR IGENNEM