J
ILLUSTRERET AF
Mikkel Straarup M ller
A KO B SVE N DS E N
s j o v
ILLUSTRERET AF Mikkel Straarup M ller
J A KO B SVE N DS E N
Bibelen for sjov Af Jakob Svendsen
Illustreret af Mikkel Straarup Møller © 2024 Det Danske Bibelselskab og forfatteren
Omslag og grafisk design: Alette Bertelsen, aletteb.dk
Tryk og indbinding: Tarm Bogtryk Sat med Charter, Cherily Blussom m.fl.
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven.
1. udgave, 1. oplag 2024
ISBN 9788772323268
Bibelselskabets Forlag Frederiksborggade 50 1360 København K www.bibelselskabet.dk
Til mor og far for at give det videre
Tak til Gud, Leander, Linus og Heidi for at være der
Indhold
DET GAMLE TESTAMENTE
Ingenting bliver til en have
Første Mosebog 1 ..... 21
I en stor båd
Første Mosebog 6-9 ..... 36
En god grund
Første Mosebog 11 ..... 56
Kommer ikke sovende til en dr m
Første Mosebog 37-50 ..... 70
Tag en stav med
Anden Mosebog 3 ..... 92
En gigantisk pejles jle
Anden Mosebog 14 ..... 109
Med hovedet i sky
Anden Mosebog 20-32 ..... 121
Planen går ... rundt
Josvabogen 6 ..... 136
En lille sten
Samuels Bog 17 ..... 154
Balle - challenge
Første Kongebog 18 ..... 169
Kæledyr
Daniels Bog 6 ..... 183
Sejltur uden båd
Jonas Bog 1-4 ..... 195
DET NYE TESTAMENTE
Uventede gæster
Lukasevangeliet 2 ..... 217
Vand i rkenen
Lukasevangeliet 1 ..... 230
At spise en banan
Lukasevangeliet 4 ..... 244
Det er min båd
Lukasevangeliet 5, 1-11 ..... 254
Bære en båre
Johannesevangeliet 5 ..... 263
En mand på en gren
Lukasevangeliet 19 ..... 272
En ukedelig dag
Mattæusevangeliet 14 ..... 283
I en lille båd
Mattæusevangeliet 14 ..... 296
Et æsel på en gren
Mattæusevangeliet 21, 1-11 ..... 307
Ikke ligegyldige duer
Markusevangeliet 11 ..... 321
En forfærdelig
fantastisk nat
Johannesevangeliet 18-20 ..... 333
Nærmere instruks
Apostlenes Gerninger 2 ..... 345
OK. Nye og nye?
Stadiggammelt(pænt) ... ... Psssst!
Det Nye Testamente
Ny i denne sæson: JESUS!
- indeholder vand, der ikke er vand, syge, der ikke er syge, og døde, der stopper med at være døde!
Afsløring: Guds søn set sammen med uperfekte mennesker!
Uventede gæster
Lukasevangeliet 2
Nogle gange har voksne et job, hvor de er nødt til at arbejde juleaften.
Det er surt, for de går glip af flæskesteg og har ikke en chance for at finde mandlen.
Og sådan var det for Andreas, Lukas og Filip. De fandt ingen mandel.
De var nemlig nødt til at arbejde juleaften. Det vidste de bare ikke endnu.
For lige nu koncentrerede de sig om at holde styr på 1352 får, der løb på en græsmark.
De kendte dem allesammen. Trine havde en lang hale, Sven havde ekstra krøllet uld, og Helmuth var en hund. Den slags vidste Andreas, Lukas og Filip alt om. De var nemlig fåreksperter. Eller fårmænd for græsrodsbevægelsen, som de plejede at kalde sig.
Alle andre kaldte dem fårehyrder. For det var det, de var.
Og nu sad de og nød den klare stjernehimmel, mens de så på deres 1351 får og ene Helmuth.
De brugte hver deres metode til at holde sig varme om natten.
Filips kone havde strikket nogle tykke sokker til ham.
Lukas lagde sig tæt ved bålet.
Andreas lå under et tykt får, der var faldet i søvn oven på hans ben.
Solen var for længst gået ned, og fårene snorkede.
Filip havde sagt: ”Godnat.” Lukas havde svaret: ”Sov godt.”
Andreas havde sagt: ”Jeg kan ikke mærke mine ben.”
Alt var, som det plejede.
De havde kun sovet ganske kort tid, da Andreas vågnede ved, at der blev sagt:
Han gad ikke engang åbne øjnene, men svarede bare: ”Det er stadig nat, Lukas. Sov videre. Vi tænder bålet igen i morgen.”
”Vågn op, Andreas.” Stemmen lød ikke som Lukas.
Andreas åbnede øjnene. Der var ikke mørkt. Der var lyst.
Meget lyst? Først blev han meget forvirret.
”Åh nej. Ikke igen. Filip! Vågn op! Der er ild i Lukas.”
”Vel er der ej,” svarede Lukas surt. ”Har det tykke får lukket for blodtilførslen til dit grødhoved?”
”Drenge, fokusér!” sagde stemmen pludselig så højt, at det rungede i hele dalen.
Alle tre satte sig op med et sæt.
Der var lyst overalt, og en kæmpe kvinde stod midt i bålet.
Filip blev så bange, at han gemte sig under sit tæppe, og
Andreas skreg så højt, at det tykke får luntede væk.
”For det første,” sagde kvinden, ”så skal I ikke være bange. For det andet, Filip, du gemmer dig under et tæppe?!
Hvad tror du, at du er? En struds?”
Andreas skreg stadigvæk.
”Men du ... du ... b ...”
”Rolig nu, Andreas,” sagde hun. ”Træk vejret.”
”Men det er vildt mærkeligt!” råbte Andreas højt. ”Hvorfor kender du vores navne?”
Kvinden kiggede undrende på ham.
”Er det dét, du synes er mærkeligt?
Jeg oplyser hele himlen. Selv mit sværd er større end dig. Jeg står i et bål! Jeg. Har. Vinger!
Og du synes, det ’mærkelige’ er, at jeg kan gætte, at du hedder Andreas?”
Andreas begyndte igen at skrige.
Kvinden sukkede og trådte ud af bålet.
Filip kiggede forsigtigt ud under tæppet. ”Jeg synes også, alle de andre ting er ret så mærkelige, hvis det er en trøst ...”
”Hvem ...?” Lukas stoppede sig selv. ”Eller ... Hvad er du?”
”Ah – endelig et ordentligt sp rgsmål.”
Kvinden satte sig til rette på en sten.
”Jeg er Herrens engel. Og jeg har en besked til jer. I dag er det . ”
”Hvaffor en aften?” Filip trak tæppet væk fra sit ansigt.
”Jul,” sagde englen. ”Gud vil redde alle mennesker, og måden, han vil gøre det på, er, ved at Guds egen søn bliver født. På jorden. Lige ...” Englen kiggede ned på sit venstre håndled. ”Nu!”
sagde Andreas og undrede sig over, hvorfor englen havde kigget på sin hånd.
”Hvor? Må vi se?”
Englen smilede. ”Det må I i hvert fald. Det er jo derfor, vi er her.”
”Vi?” sagde Lukas. ”Er du ikke bare dig?”
”Vi rejser altid nogle stykker sammen,” sagde englen og rejste sig.
”Men fordi I skreg og møgede jeres underbukser til bare ved at se én engel i et bål, så tænkte vi, at det nok var bedst, at resten holdt sig lidt i baggrunden.”
Englen knipsede, og med det samme var hele himlen fyldt af engle. Flere millioner engle.
De sang: ”Ære til Gud og fred til mennesker.”
Både Filip, Lukas og Andreas sad og måbede.
”Ja, de er gode, ikk’?” Englen smilede stolt. ”Vi øver hver tirsdag.”
”Vildt gode!” sagde Lukas. ”Men den her frelser? Hvor kan vi se ham?”
”Lige nu bliver Guds søn lagt ned i en krybbe inde i byen lige derovre.” Englen pegede med sit tunge sværd.
”Betlehem? Er du sikker?” Andreas kiggede lidt mistroisk på hende.
Englen sukkede: ”Så ... jeg oplyser hele nattehimlen. Jeg står i et bål. Jeg har et kor med 3,7 millioner engle med, og så tror du, at jeg tager fejl af byerne? Tror du virkelig, Andreas?”
Andreas kiggede ned. ”Nej.”
Englen smilede og begyndte langsomt at svæve op i luften.
Lige så snart hun forsvandt, blev alt straks mørkt igen.
Lukas rejste sig. ”Drenge, vi skal afsted med det samme!”
”Helt sikkert,” sagde Filip. ”Jeg ... skal bare lige skifte underbukser, så er jeg klar.”
Selvom det var midt om natten, bevægede tre hyrder, 1351 får og en Helmuth sig kort efter mod Betlehem, så hurtigt de kunne.
”Det ville gå hurtigere uden alle fårene,” sagde Andreas, da han for tolvte gang sørgede for, at et får ikke løb den forkerte vej.
”Ja, men vi kunne jo ikke bare lade Helmuth passe dem! Og pas lige på Ulla, hun er ved at løbe ind i en busk.”
Andreas puffede lidt til Ulla og fik hende uden om busken.
”Hvordan finder vi mon så den frelser-baby, når vi kommer derover?” ” I Betlehem? ” Lukas grinede.
”Det er en mikroby. Der er noget i retning af syv huse og et fælleslokum! Jeg tror, det bliver en ret overskuelig opgave at finde en nyf dt klokken 4 om natten!”
Og Lukas havde ret.
Der var kun et sted, hvor der var tændt lys, så der skyndte de sig hen for at banke på døren.
En mand åbnede. ”Ja? Hvem er I? Og hvad laver I her –midt om natten?”
”Vi er bare tre hyrder,” sagde Filip og bukkede.
”Og en hund. Den hedder Helmuth,” tilføjede Lukas.
Andreas kiggede bagud. ”Nå, ja ... og 1351 får. Må vi komme ind?”
Manden så både forvirret og rigtig træt ud. ”Øh ... det passer lidt dårligt. Det er nat, og min kone har lige født, og ...”
”Ja. Det er faktisk derfor, vi er kommet,” sagde Lukas og gik forbi manden.
Filip og Andreas fulgte efter. ”Her er dejlig varmt, hva’? Vi lader bare fårene stå ude på gaden. Kom, Helmuth.” Hunden løb ind mellem benene på manden.
Ved en krybbe sad en kvinde. Hun så mindst lige så træt ud som manden i døren.
Ingen sagde noget.
”Hvad hedder I så?” prøvede Filip.
”Jeg hedder Josef, og det her er Maria,” sagde manden og lagde sin hånd på sin trætte kones pande. ”Og ... lige én gang til: Hvorfor er det, at I er her ... klokken om natten?”
”Vi blev skræmt af en engel,” forklarede Lukas, mens han nussede en ko, der stod i hjørnet.
”Ja, og et kor af engle,” tilføjede Andreas. ”De var vildt gode.”
Nu så Josef både træt og forvirret ud. ”Altså, det forstår jeg slet ikke.”
”Jo jo ... det er, fordi de øver hver tirsdag,” sagde Andreas, mens han gik over mod krybben.
”Du skal ikke høre på ham,” sagde Lukas. ”Vi er kommet, fordi det er jul.”
Maria kiggede på Josef med øjne, der sagde, ’Hvorfor i alverden har du lukket dem ind?’, og så sagde hun højt: ”Hvorfor i alverden har du lukket dem ind?”
Lukas lod, som om han ikke hørte det. ”Jul er der, hvor Guds søn bliver født. Ham den lille i krybben.”
Filip kunne se, at Maria begyndte at smile, når de talte om hendes dreng. Men hun så også stadig rigtig træt ud,
så han slog sig på lårene og sagde: ”Nå, men vi ville også bare sige tillykke. Og så må vi også se at komme videre.”
rejste sig og vendte sig mod døren, da der pludselig
”Hvem kan det dog være?
Så sent om natten?” sagde Andreas.
Josef sukkede og gik over for at åbne døren. Udenfor stod tre mænd i utrolig pænt tøj.
”Lad mig gætte. I er her, fordi det er jul, ikk’?” Josef åbnede døren, så de kunne komme ind.
Den ene mand tog sin høje hat af. ”Jo, hvordan kunne du gætte det?”
”Det var bare noget, jeg havde på fornemmelsen.”
”Vi kunne ellers næsten ikke komme til,” sagde den anden. ”Der står tusind får ude på gaden.”
”1351 faktisk,” indskød Andreas lavt, mens han dikkede det lille frelserbarn, som Maria lige havde fået til at sove.
”Der er ikke helt stole nok. Vi havde jo ikke ligefrem regnet med at få gæster.” Josef lagde noget hø på gulvet. ”I kan sidde her.”
”Det er helt okay.” Den sidste fine mand gjorde sit bedste for ikke at få gjort sin kappe beskidt, da han satte sig. ”Her bor I ellers fint.”
”Vi bor her ikke.” Josef lagde mere hø ud. ”Vi er her på grund af folketællingen. Jeg er født i Betlehem.”
”Nåh, ja ... folketællingen.” Den fine mand prøvede at redde sin hat fra at blive gnasket i af en ko. ”Men hvorfor bor I så ikke på herberget?”
”Ja, Josef,” sagde Maria hurtigt, ”fortæl den rare mand, hvorfor det nu er, vi egentlig ikke bor på herberget!”
Josef sukkede. ”Jeg har sagt undskyld! Jeg prøvede at bestille i god tid. Men der var overfyldt! Jeg kan jo altså ikke trylle, vel Maria?”
Der blev meget stille, og ingen sagde noget i lang tid.
” hm ... Vi har gaver med. Til det lille kongebarn.”
Den fornemme mand kiggede over på barnet, der lige havde gylpet på Marias kjole. ”Eller ... Kristusbarn ... eller ... I ved, gylpemesteren der ... Guds søn. Vi har i hvert fald gaver med.”
De tre åbnede deres tasker.
Filip så over mod Lukas og Andreas. ”Gaver? Vidste I, at det var sådan noget, hvor man skulle have gaver med? Det kunne englen da godt lige have sagt!” hviskede han.
Andreas kiggede ned på hunden. ”Tror I, de vil have en Helmuth?”
”Nej, din bøv. Det er en fåre-hund. Det er godt nok pinligt, at vi ikke har noget med,” hviskede Lukas tilbage.
De tre fine mænd tog tre pakker frem fra deres tasker. ”Vi bringer kongegaver fra vores hjemland i øst. Guld, røgelse og myrra. Gaver, der er en konge værdig.”
hviskede Lukas til de andre. ”Guld er da okay. Men myrra?
Og så har de taget r gelse med herind? Der er fuld af h ?
Det er super- brandfarligt, hvad tænker de på?”
”Vi kan altså godt høre jer,” sagde den ene fornemme mand. ”Det er jo ikke ligefrem en kæmpestor sal, vi er i! Og det er faktisk ret fede kongegaver. Guld, røgelse og myrra skær.”
”Så har vi altså også gaver med,” sagde Filip, mens han rodede i sin taske. ”Uld,
pølse og tyttebær!”
”Vores madpakke?” Andreas rakte ud efter pakken med pølser, men Filip skyndte sig at give dem til Maria.
”Tak for alle gaverne.” Maria lagde dem ved krybben. ”De passer allesammen perfekt til en . ”
”Ja,
tak. Han skal nok blive glad for det hele.” Josef stod med det lille barn, der endelig var faldet i søvn. Det hele så meget fredfyldt ud. Fårene brægede lavt ude fra gaden. Men derudover var der helt stille. Ingen sagde noget.
Der var ikke engang nogen, der nævnte den store stjerne, der lyste lige over Betlehem. Måske betød den ikke noget.
”Det er underligt at tænke på, at den lille fyr er Guds søn,” sagde Lukas.
”Ja,” sagde den fine mand. ”Han ligner slet ikke en konge.”
”Men det er han,” smilede Josef.
”Hvad skal han egentlig hedde?” spurgte Andreas, mens han kløede Helmuth bag øret.
Josef kiggede stadig ned på sin dreng. ”Han skal hedde Jesus.”
”Det er et flot navn,” sagde Filip og havde slet ikke noget imod, at han havde været på arbejde juleaften.
”Moses! Jeg har udvalgt dig til at tage til Egypten og gå hen til Farao og sige, at han skal lade israelitterne rejse væk.”
“ Ej, hvor spændende. En selvmordsmission! Det må jeg nok sige,” sagde Moses, mens han trådte et skridt baglæns. ”Jeg ville rigtig gerne, men jeg kan desværre ikke. Du ved, jeg har får, der skal passes, og den slags. Så tak for tilbuddet, men jeg springer lige over.”
I Bibelen for sjov har Jakob Svendsen kastet sig over b gernes bog, drejet på knapperne, tilsat en krage, en klementin og en ged og fortæller bibelhistorier med tempo, glimt i jet og masser af respekt. Bibelen er nemlig lige så sjov at læse, som den er vigtig at kende til.
Bare vent, til du h rer den om de fem hjemmebagte boller og de to stegte torsk ...
