Indledning
Hvad skal vi med bibelhistorierne i dag? Mange præster vil svare, at de er til for at fortælle om evangeliet og Jesus. Jeg er bestemt ikke uenig, men denne bog handler om at se os selv i Bibelens historier og Bibelens mennesker. Her finder du ikke en skjult dagsorden om, at bogen skal omvende nogen eller få nogen til at tro. I stedet handler den i langt højere grad om at være menneske. For det er nok en af de ting, jeg elsker allermest ved Bibelen: at den er fuld af ægte, uperfekte mennesker, som får lov til at være med alligevel. Jeg er vokset op med alle disse historier, og hvor har der været mange gange i mit liv, hvor jeg har følt mig forkert og som en stor fiasko, men hvor jeg så har kunnet finde trøst og forståelse og håb i netop de historier. Hvis Bibelens mennesker kunne fejle så grundigt, men stadig fik lov til at være med i livet og komme videre, så må jeg også. Når jeg underviser konfirmander, så leger jeg tit en leg med dem, jeg kalder: “Find idioterne i Bibelen.” For der er så mange at tage af. Idioter. Måske tænker du, at kristne mennesker er sådan nogle fine, kedelige, ordentlige mennesker, der ser ned på alle andre for at synde. De findes garanteret også, og jeg har da også mødt en enkelt her og der. Men de står altså i komplet modsætning til de mennesker, som vi møder i Bibelen, for de er så uperfekte, som man kan blive.
Normalt plejer jeg faktisk at blive irriteret, når nogen citerer Søren Kierkegaard for mig, men nu gør jeg det alligevel selv, selv om jeg sikkert citerer ham alt for simpelt og uperfekt: Men ‒ sagen er, at da jeg var barn, så vi en tegnefilm om Bibelen, hvor Kierkegaard blev citeret for at sige: “Bibelen er som et spejl. Det handler ikke om at se på spejlet, men at se sig selv i det.” Det er ikke nemt at tage et billede af et spejl uden at få sit eget spejlbillede med på fotoet. Umuligt faktisk ‒ prøv bare. Eller tjek annoncer, hvor folk har sat spejle til salg. Der er virkelig mange sjove billeder, hvis man søger på det, fordi folk er fokuserede på at kigge på spejlet og glemmer at se deres eget spejlbillede. Der er fotografier af folk i undertøj i spejlbillede, fordi de kun kigger på spejlet. Det er et ret godt ’billede’ på, hvordan vi tit læser Bibelen. Vi ser kun på historien og opdager ikke, at den også spejler os. At vi har noget tilfælles med de her mennesker i Bibelen og kan opdage noget om selv, når vi læser om dem.
Nogle gange ryster jeg på hovedet af, hvor åndssvagt de opfører sig i Bibelen. Jeg får lyst til at råbe, at det er idiotisk, og at de skulle gøre noget andet.
Men hvis jeg er helt ærlig, så siger jeg tit og ofte det samme til mig selv: Hvorfor gør du dog ikke det, som du ved, du burde gøre, Krista? Hvorfor tager du dig ikke mere sammen?
Jeg skælder mig selv ud på fuldstændig samme måde og er meget taknemmelig for, at mit liv ikke er nedskrevet, så andre kunne sidde og læse det og dømme mig.
Det er dog lige her ‒ i dommen over mig selv ‒ at min kærlighed til bibelhistorierne virkelig kommer til sin ret og stikker hovedet frem. Hvis David måtte rejse sig igen efter at have snuppet Batseba
og slået hendes mand ihjel, så må jeg også få lov til at rejse mig igen. Hvis Peter kan bruges efter at have været et impulsivt brushoved, som dummer sig gang på gang, så kan jeg også.
Når kvinden med blødninger bliver kaldt ven i stedet for at blive skældt ud over at være en egoistisk kælling, så kan jeg tro på, at jeg kan være værdig til kærlighed, selv når jeg er en egoistisk kælling.
Og det kunne jeg ærlig talt fortælle flere skamfulde historier om at have været.
Det er ikke kun nåde, jeg finder i historierne. De fortæller også om, hvordan det faktisk er at være menneske. Noget, som jeg indimellem tror, vi som samfund har glemt, hvad vil sige. Det er, som om alle taler om mennesker, som var vi superhelte eller robotter eller noget i den retning. Ikke mennesker med de vilkår, som vi rent faktisk lever med her i verden.
Meget af mit arbejde foregår på sociale medier, og der bliver man bombarderet med budskaber om, hvordan vi kan fikse os selv, blive mere effektive, blive flottere, sundere, tyndere, elske os selv, vinde over alle negative følelser og generelt bare optimere alt. Samtidig møder jeg hele tiden dom over andre. Der er kritik for ikke at være pæn nok eller tynd nok. Kritik over ikke at være woke nok. Kritik over at være kedelig, fordi man er woke. Kritik for ikke at tage sig nok sammen.
Som om vi har fuld kontrol over alt! Som om vi kan alt, hvis vi vil. Eller den forfærdelige sætning: “Hvis jeg kan, så kan du også.” Næ, det er sådan set ikke rigtigt. For vi er ikke ens. Vi har ikke
de samme forudsætninger. Og vi har ikke nødvendigvis de samme muligheder.
Som modpol til alle de budskaber om at tage sig sammen og kontrollere alt er det skønt at læse om de meget ægte og uperfekte mennesker, man kan møde i Bibelen.
Denne bog er fuld af gætterier. Jeg gætter og gætter og gætter på, hvad Bibelens mennesker har følt og tænkt. Gæt er bogens fundament, simpelthen. Jeg håber, du vil gætte med. Og jeg håber næsten også, at du vil være uenig med mig her og der og lave dine egne gæt og teorier. For det handler ikke om, at du skal være enig med mig. Det handler om at se og føle historierne og se bagom dem.
Jeg fortæller, hvad historierne får mig til at tænke på. Så kan du måske gøre det samme. Hvad minder den her historie dig om? Har du prøvet noget lignende? Kan du forstå, hvordan de tænker og handler? Eller giver det slet ingen mening? Hvis det ikke giver mening, så er det stadig godt at læse. For vi vil møde en masse mennesker i vores liv, som ikke giver mening for os. Men de giver helt sikkert mening for dem selv. Så vi lærer så meget af at finde ud af, hvordan andre kan fungere helt anderledes end os selv.
Jeg har udvalgt nogle historier fra Bibelen til denne bog, men jeg kunne lige så godt have valgt andre af Bibelens historier, for der er nok at tage af. Jeg har samlet dem under overskrifter, der handler om nogle fænomener og grundstemninger, du godt kender: Sårbarhed og mod for eksempel, men også frygt, præstation, skam, depression, forandring og meget mere. Alle disse følelser optræder
nemlig i Bibelen, når man kigger godt efter, og det giver os mulighed for at spejle os i dem, for nogen ting forandrer sig aldrig.
Bibelens mennesker tog livtag med det hele, præcis ligesom du sikkert gør i dag.
Uanset er det mit håb, at bogen her kan være med til at inspirere til en lidt anden måde at læse bibelhistorier og historier på i det hele taget. At vi bliver mindet om ikke bare altid at læse linje på linje, men også sætter spørgsmålstegn ved og tænker over, om historien havde set helt anderledes ud, hvis vi selv havde været med. Hvem ved?
Sårbarhed Hanna
Historien om Hanna er en historie om at være ulykkelig, fordi man
ønsker sig noget så brændende, at det gør vildt ondt. Hanna ønsker sig et barn, men det sker bare ikke, selv om hun virkelig arbejder for det. Så her er historien om, hvordan hun håndterer den længsel og smerte.
Hvad ville du føle, hvis du sad med en positiv graviditetstest i hånden? Ville du være glad? Panisk? Vred? Bange? Lykkelig? Ulykkelig?
Hvad nu hvis jeg sagde, at testen var din mors? Eller din storesøsters? Ville dine følelser ændre sig?
Følelser er noget underligt noget. Vi kommer tit til at tænke, at det er en given situation, der giver os bestemte følelser, men det passer faktisk ikke rigtig. Det hele kommer an på vurderinger. Meget, meget hurtige vurderinger, som vi slet ikke opdager selv.
Måske det med graviditetstesten er et lidt mærkeligt eksempel, hvis du selv er i konfirmationsalderen. Så prøv i stedet at tænke på at skulle fremlægge for klassen. Er det noget, du elsker eller hader? Er der forskel på, hvilket fag det er i? Og om du har forberedt dig godt?
En kendt psykolog har beskrevet det på en virkelig god måde ved at bruge et billede af en bjørn, der kommer gående mod dig. Det er en konkret situation. Men det betyder ikke, at alle vil føle det samme i situationen. Hvis du var en mor ude i skoven med dine børn for at samle bær, ville du sikkert blive bange. Men hvis du var pelsjæger, der havde fulgt bjørnens spor i flere dage, ville du blive glad ‒ for så var det ensbetydende med, at du kunne tjene penge og overleve. Hvis du så tabte dit gevær, ville følelserne nok ændre sig igen.
Når jeg underviser og bruger eksemplet med graviditetstesten, er der meget hurtigt en, der svarer: “Jamen, det kommer jo an på så meget!” Og ja ‒ det er nemlig hele pointen her. Vores følelser kommer an på alle mulige ting.
Først og fremmest kommer det an på spørgsmålet: “Hvordan vurderer jeg situationen?”
Ser jeg situationen som noget godt eller skidt? Udfordrende? Forfærdeligt? Skræmmende? Måske ser du lige nu en positiv graviditetstest som en ulykke, men det vil måske ændre sig en dag i fremtiden.
Det næste spørgsmål er: “Hvordan vurderer jeg mig selv?”
Ser jeg mig som en, der kan klare udfordringer? Tror jeg, at jeg kan klare det? Tænker jeg generelt godt om mig selv, eller tænker jeg måske generelt, at jeg ikke duer til noget? Vores syn på os selv og vores evner påvirker vores følelser enormt meget.
Så følger et spørgsmål, som vores hjerne vurderer helt uden, at vi opdager det: “Hvilke erfaringer har jeg fra lignende situationer?”
Måske er du blevet bange for at fremlægge, fordi det gik virkelig dårligt en gang. Måske er du bange for hunde, fordi du engang blev bidt af en. Måske tænker du, at de andre bagtaler dig, fordi du har oplevet det før.
Det sidste spørgsmål lyder: “Hvad og hvem har jeg at trække på?”
Har jeg hjælp til de svære ting? Har jeg penge til at sørge for en baby? Har jeg tid til at forberede min fremlæggelse?
Alle disse ting vurderer vores hjerne lynhurtigt, uden at vi opdager det, og hjernen fungerer her ligesom en computer, der spytter et resultat ud efter at have gennemregnet en ligning. Resultatet er en følelse i vores krop og sind. Ville det egentlig være nemmere at være menneske, hvis vi i stedet faktisk tænkte over alle disse ting i stedet for bare at få en følelse? Ja, på en måde. Men vores hjerner er desværre ikke lavet til at hjælpe os med at have det godt; nej, hjernen er designet til at hjælpe os med at overleve. Det ville ikke være smart for moderen i skoven overfor bjørnen at stå og tænke en hel masse ting igennem. Hvis hun skal have en chance for at overleve, er det bedre, at hun bare bliver grebet af frygt og skynder sig at løbe væk, råbe om hjælp eller noget i den stil.
Følelser giver os det, vi i psykologien kalder handlings-tendens. En tendens til at handle hurtigt. Det er derfor, vi har følelserne. Vi kan ikke altid styre, hvilke handlingstendenser de giver os. Hvis vi bliver vrede, forbereder vores krop os på at kæmpe. Helt konkret foregår det ved, at den sender mere blod ud til arme og ben, så vi er
klar. Når vi bliver kede af det, kan vi begynde at græde uden selv at kunne styre det. Når vi bliver bange, har vi en tendens til at ville gemme os.
En af de personer i Bibelen, der udtrykker sine følelser og faktisk tager vurderingerne med, er Hanna. Hanna var gift med Elkana.
Elkana havde to koner, og den anden hed Peninna. For os er det vildt mærkeligt, at man havde flere koner dengang, og jeg må ærligt sige, at jeg stadig har svært ved rigtig at forholde mig til det, selv om jeg har læst teksterne mange gange. Men jeg kan jo ikke lave om på det, så jeg må bare kigge på teksten og prøve at forstå de mennesker, der er i den. Hanna har ikke nogen børn, men det har Peninna. Det er et stort problem for Hanna. Måske var nogle koner gode venner med hinanden sådan på “sister-wives-måden” dengang ‒ men sådan er det ikke her. Peninna bliver beskrevet som Hannas rivalinde, og Peninna er da også virkelig led ved Hanna. Hvert år tager de til Shilo for at tilbede på et særligt helligt sted. Elkana bringer et brændoffer, og det er lidt ligesom at sidde ude og grille kød, hvor familien så spiser det sammen bagefter. Elkana giver altid både Peninna og hendes børn flere portioner, men Hanna får kun en. Og ikke nok med det ‒ Peninna håner også Hanna ved hele tiden at mobbe hende med, at hun ingen børn har. Sådan går det år efter år, og Hanna bliver selvfølgelig ked af det. Et år får hun nok og bliver så ked af det, at hun ikke spiser sin mad, men rejser sig og går midt i det hele.
Lad os lige gå vurderingerne og følelserne igennem: Hvordan oplever Hanna situationen? Svær og trist, tror jeg. Hun ønsker sig virkelig børn. Hvordan vurderer Hanna sig selv i situationen? Magtesløs, tror jeg. Hun prøver og prøver at blive gravid, og det lykkes ikke. Måske føler hun sig også forkert. Hun er en kvinde, der ikke kan blive gravid i en kultur, hvor det nærmest var det vigtigste parameter for at have værdi. Så jeg tror også, at skamfølelsen er i hende i det her. Jeg tror også, hun er misundelig på Peninna. Nogle gange er misundelse bare vores sorg, der bliver spejlet i andre menneskers liv. Jeg ved godt, at der står i De Ti Bud, at man ikke må begære sin næstes ting, men det handler om, at man ikke skal tage noget fra nogen, så de ikke har det længere. Misundelse handler mere om at se noget, man selv ønsker sig, og at det gør ondt at blive konfronteret med det. Misundelse kan være vores egen sorg spejlet i andre. Hvilke erfaringer har hun med lignende situationer? Jamen det her sker jo igen og igen år efter år, og hun er stadig barnløs og bliver stadig mobbet for det.
Hvilke kræfter kan hun trække på. Hvad er hendes muligheder?
Hvis man gerne vil have børn, så er det jo ret vigtigt at have en at have ubeskyttet sex med, men det har hun allerede, og det har ikke givet det resultat, hun ønskede. Men eftersom Hanna er jøde, så vælger hun at søge en anden kilde: Gud. Midt i alle de her følelser af magtesløshed, sorg, misundelse og skam tænker hun: Måske kan Gud hjælpe mig.
Der er en præst, der hedder Preben Kok, der har sagt, at vi skal huske, at magtesløshed betyder, at vi er løst fra magten. At vi står
overfor noget, som vi ikke har magt over og derfor også må slippe. Han har sagt det i en bog, der hedder Skæld ud på Gud, hvor han taler om, at vi skal skælde ud på Gud, når det hele er for meget eller for svært. Både fordi Gud kan holde til det, og fordi vi ikke kan holde til at lade være. For vi er kun mennesker. Der er så meget, vi ikke har magt over, og som vi ikke kan holde til at stå med selv.
Hanna vælger i situationen at gå hen til templet for at dele sine følelser med Gud og bede om hjælp. Hun har ikke meget filter mellem sine tanker og sine ord. I templet beder hun: “Se, hvor ulykkelig jeg er! Hvis du giver mig en søn, vil jeg lade ham arbejde for dig hele livet. Jeg vil sørge for, at hans hår aldrig bliver klippet som et tegn på, at han tilhører dig.”1
På Hannas tid fik man ikke bare børn, fordi man havde lyst til det. Man fik mange børn, fordi der ikke var nogen prævention til at beskytte mod graviditet, men især fordi man gerne ville have børn. De var nemlig en vigtig arbejdskraft i familien, der hjalp med at videreføre familien og var med til at sørge for hele familiens overlevelse og den slags. Netop derfor er det noget særligt og et stort offer, at Hanna vil lade sin søn arbejde for Gud hele sit liv. Det er ikke en straf mod barnet. Det er et løfte til Gud om, at hun ikke selv vil få gavn af dette barn som arbejdskraft, men vil give det til Gud. Den del af Hannas bøn, der er skrevet ind i Bibelen, er ret kort, men der står også, at hun beder længe og bliver så optaget af det, at der ikke kommer en lyd ud, selv om hendes læber bevæger sig. I templet sidder præsten Eli. Han sidder og holder øje med Hanna, og i stedet for at forstå, hvad der foregår, så tror han, at hun er fuld, og skælder
hende ud for at være fuld i templet. Hanna reagerer ved igen ikke at have filter mellem tanke og ord. Denne præst skal ikke komme her og tro, at han kan dømme hende. Så hun svarer ham: “Herre, det er, fordi jeg er så ulykkelig. Jeg har hverken drukket vin eller øl; jeg stod bare og bad til Gud i min fortvivlelse. Du må ikke tro, at jeg er et dårligt menneske, herre; men jeg er så ked af det.”2
Kommer du nogensinde til at tale, før du har tænkt dig om? Sidder du nogle gange efter at have været sammen med nogen og tænker: “Åh, hvorfor sagde jeg også det?” eller “Shit, hvor er jeg bare en oversharer ”? Hvis det er noget, du kender, så skal du bare vide, at det har både sine fordele og ulemper. Den største ulempe er, hvis du nogle gange kommer til at sige noget, som du bagefter fortryder.
Enten fordi du fik delt mere af dig selv, end du havde lyst til, eller fordi du er kommet til at såre nogen. Fordelen er, at det sikkert er nemt at finde ud af, hvordan du egentlig har det, og at du først og fremmest er ærlig omkring, hvad du tænker og føler. Historien om Hanna er en af de historier i Bibelen, hvor hovedpersonen fortæller klart og tydeligt, hvad hun føler. Fordi Hanna ikke har det store filter, så sidder jeg ikke og gætter mig frem til, hvad hun føler. Næ, for det kan jeg jo læse direkte i teksten.
Præsten lytter til hendes forklaring og siger til hende, at hun skal tage hjem, og at Gud nok skal give hende, hvad hun beder om. Lige den kommentar ved jeg ikke, hvor han har fra, for det kunne han strengt taget ikke love. Kirkens historie er fuld af bønner, der ikke er blevet opfyldt, som vi ønskede, og hvor vi ikke forstår, hvorfor de ikke blev det. Hanna er måske nok lidt på samme side som mig her,
for hun svarer: “Jeg håber sådan, du får ret.” 3 Ikke det mest overbevisende svar. Men igen er det nok den herlige mangel på filter mellem tanke og ord, der gør, at vi ved, at Hanna ikke bare følte, at nu var det hele på plads. Måske har hun allerede bedt mange gange uden at have fået sin bøn opfyldt og har derfor svært ved at tro på det. Hendes erfaring fra lignende situationer har højst sandsynligt været, at det ikke hjalp.
Men Hanna stoler på ham, eller lytter i hvert fald og tager hjem. Nu er hendes appetit vendt tilbage, og hun spiser, og så står der, at hun bliver i bedre humør. Hendes følelser har simpelthen ændret sig i løbet af dette forløb. Det vil sige, at hendes vurderinger, som leder til følelserne, har ændret sig. Måske er hendes vurdering af situationen gået fra håbløs til håbefuld. Måske føler hun, at hun nu har Gud på sin side, og derfor er hendes vurdering af, hvad hun har til rådighed helt anderledes.
Og så er hun blevet mæt. Der er en grund til, at vi har udtrykket hangry fra engelsk. Kombinationen af hungry (sulten) og angry (vred). For igen er det sådan, at vores hjerne har funktioner, der handler mere om overlevelse end om at have det godt. Sult har altid været en fare for mennesket, da vi jo ikke kan overleve uden mad. Så når vi er sultne, så har vi en hurtigere adgang til store følelser, fordi vores system opfatter det, som om vi er i fare. Vi kan for eksempel nemmere blive vrede og bange. Og eftersom følelser skabes i hjernen via vurderinger, så vil sulten også påvirke vores følelser, fordi vores hjerne bliver indstillet på at være mere opmærksom på alt det negative. Alt det, der kan hindre os i at klare os. Under alle
omstændigheder tager Hanna hjem fra templet med et nyt håb. Et håb, der bliver opfyldt. For hun bliver gravid og får sin søn Samuel. Hans navn betyder på hebraisk at bede. Hanna siger: “Det skal han hedde, for jeg har bedt Gud om at få ham.”4
Nogle gange kommer jeg inde i mig selv til at kalde Hanna for ’Logiske Hanna’, fordi hun tænker og taler meget logisk. Hun er ulykkelig, ergo beder hun. Sønnens navn bliver noget med bøn, fordi han kom efter en bøn. Og da hun senere afleverer ham i templet for at overholde sin aftale med Gud, beder og synger hun det, der senere bliver kendt som Hannas lovsang:
“Jeg bliver lykkelig, når jeg tænker på dig, Gud, du har været god mod mig.” 5 Sådan starter den. Hun siger hele tiden først en ting, og så kommer hun med begrundelsen bagefter. Det er næsten, som om hun først nævner følelsen og derefter fortæller, hvilke vurderinger der ligger til grund for den.
Det ville være nemt at forstå andre mennesker, hvis de talte som Hanna. Fortalte, hvad de følte og hvorfor. Men nu skal jeg heller ikke gøre Hanna mere simpel, end hun er. For hun deler ikke de her følelser med sin mand Elkana og den anden kone Peninna i starten. Derfor har de nok ikke syntes, det var så nemt at forstå hende, dengang hun pludselig rejste sig og forlod deres aftensmad tidligere i historien. Hanna er logisk, når hun tør være sig selv. Når vi ikke er trygge i en situation, så kan vi nemt komme til at gøre noget andet end det, der egentlig ville være det naturlige for os.
Fuldstændig ligesom alle andre mennesker har Hanna en bestemt måde at være på, når hun er helt sig selv. Og det tror jeg,
kommer frem, når hun taler til Gud. Der tør hun være sig selv og sårbar og ærlig. For han er ikke en del af problematikken. Og lige her kan man jo godt forstå, at det er lidt sværere, hvis hun skulle dele det med sin mand og hans anden kone.
Men jeg håber, at det blev nemmere for Hanna senere i hendes liv. Især da hun senere fik sit største ønske opfyldt og ikke længere gik rundt med sorgen over sin barnløshed.
Hvert år besøgte Hanna sin søn Samuel i templet og havde en ny kappe med til ham, som hun havde lavet. Udover sønnen Samuel fik hun i øvrigt senere tre sønner og to døtre. Så Hanna gik fra at være ulykkelig over at være barnløs til at blive mor til seks.
