MARILYNNE ROBINSON FRA BEGYNDELSEN
AT LÆSE FØRSTE MOSEBOG
Fra begyndelsen
Marilynne Robinson
Fra begyndelsen
At læse Første Mosebog
På dansk ved Juliane Wammen
Bibelselskabets Forlag
Marilynne Robinson
Fra begyndelsen – At læse Første Mosebog
er oversat fra amerikansk af Juliane Wammen efter Reading Genesis
Copyright © Marilynne Robinson, 2024
All rights reserved
Dansk udgave © Det Danske Bibelselskab, 2025
1. udgave, 1. oplag
Forlagsredaktion: Mathias Anker Kure
Korrektur: Lone Østerlind
Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet Sat med Adobe Garamond af PBJ Grafisk
Trykt på 100 g Munken Print White af Tarm Bogtryk
Printed in Denmark, 2025
ISBN: 978-87-7232-325-1
Alle bibelcitater er, hvor andet ikke er angivet i slutnoten, fra den autoriserede oversættelse af Bibelen © Det Danske Bibelselskab, 1992.
Direkte danske oversættelser er af Juliane Wammen.
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder for eksempel, at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Tekst & Node.
Udgivet med støtte fra Statens Kunstfond
Bibelselskabets Forlag • Frederiksborggade 50 • 1360 København K www.bibelselskabet.dk
Indhold
Fra begyndelsen 7
Noter 277
Bibelen er en teodicé, en meditation over ondskabens problem. Fordi det er sådan, må den tage tingene i betragtning, som de er. Den må på en meningsfuld måde erkende de mørkeste aspekter af den virkelighed, vi erfarer, og den må forsone dem med Guds godhed, med selve det værendes godhed, der får mørket til at træde så tydeligt frem. Bibelen er i den forstand et teologisk værk, den er ikke blot en primærtekst, som teologien bygger på. Jeg vil vise, hvordan Guds fuldkomne skaberværk i de tidlige kapitler af Første Mosebog gennemgår en række forandringer; forringelser, der tillader den anomali, at midtpunktet for det hele er en fejlbarlig og fremmedgjort skabning, nemlig os selv – stadig hellig, stadig elsket af Gud. At hævde, at fortællingen fører os gennem disse forringelser – syndefaldet og det tabte paradis, derefter vandfloden og de love, der tillader drab på dyr og mennesker, derefter Babelstårnet med sammenbruddet af menneskeslægtens samhørighed – er ikke en udtalelse om, hvorvidt fortællingerne rent faktisk
fandt sted eller ej, men om, at rækkefølgen af dem sætter ord på et komplekst udsagn om virkeligheden. Den storslåede beretning om det værendes begyndelse og Guds skabelse af sit eget billede i mennesket står usvækket i alt det, der følger efter, trods bevægelsen væk fra den verden, Gud oprindeligt havde til hensigt at skabe – uanset at dette udsagn nødvendigvis mildnes af troen på, at han har en større og altomfattende hensigt, som ikke kan slå fejl. Inden for den endelige gåde om Guds formål findes profeternes og vismændenes lignelser. Historien og erfaringen er selv lignelser, der afventer sine profeter.
Uanset hvordan fortællingernes rækkefølge kom i stand, opstiller de som samlet helhed en dyb og uomgængelig forfægtelse af det gode som noget helligt, der gør smerte og slid og døden som straf til en sekundær virkelighed.
Denne virkelighedskonstruktion, det absolut gode overlejret med, men aldrig forringet eller forandret af verdslige tilpasninger til menneskets natur, giver plads til troskab mod dette større gode. Nåden mildner loven. Loven kan ikke indskrænke nåden.
Jeg vil tale om Mosebøgernes „forfattere“, eftersom disse tekster for mig at se er et resultat af refleksioner og forædling, som har fundet sted gennem generationer og århundreder. Men dette er ikke en variant af den såkaldte firekildehypotese, som hævder at finde forskellige, individuelt identificerbare kilder i bøgerne, dokumenter, der kan
tilskrives forfattere fra bestemte regioner eller fraktioner, og som er så dårligt forliget eller assimileret med hinanden, at teksten i realiteten er fuld af sammensyninger og uoverensstemmelser angående så ikketrivielt et spørgsmål som Guds beskaffenhed. For nogle kan alene antydningen af, at der skulle være tale om menneskelige forfattere, virke som en fornægtelse af Bibelens enestående hellighed. Men Bibelen selv nævner menneskelige forfattere til de fleste af sine bøger, hvilket måske bare betyder, at en bestemt samling skrifter delte slægtskab med tankerne hos en bestemt lærer eller skole. Med andre ord, hvad enten disse tilskrivelser afspejler forfatterskab på den måde, vi forstår det eller ej, er der i Bibelen selv ingen ængstelse over en forbindelse til menneskers sind, ord, liv og lidenskaber. Det er et tydeligt eksempel på, at vi tænker ringere om os selv, end Bibelen retfærdiggør.
Jeg forstår det sådan, at bibelteksterne i løbet af deres udvikling var genstand for indgående spekulationer fra de mennesker, der forfattede og tilrettede dem, og at dette skabte en grundlæggende sammenhæng, der stabiliserede vanskelige begreber og læresætninger i en sådan grad, at tidlige og sene tekststeder synes at kaste lys over hinanden. Jeg forestiller mig en kreds af fromme lærde, rabbier før ordet blev opfundet, der sammen erindrede, hvad deres bedstemødre havde fortalt dem, som fandt det herlige ved gamle minder i en usædvanlig vending, og som sammen indså, at disse sære fortællinger understøttede en
fornemmelse af Guds nærvær, som de til overmål følte fornyet gennem deres ærværdige drøftelser. Det er sådan, religioner lever i verden. Jeg forstår det på den måde, at deres drøftelser i en ganske enestående grad fandt vej til sandheden.
For moderne mennesker som os er der en form for tryghed i at finde en antydning af splittelse eller egennytte i alt, hvad mennesker har bedrevet. Mistænksomhedens hermeneutik dukkede op i læsninger af netop disse tekster allerede tidligt i attenhundredetallet. Hvis teksterne rent faktisk var flikket sammen af forskellige „kilder“, hvis forfattere kan udledes af deres sprog og vægtning, og hvis formål, når det kom til stykket, ikke var teologiske, men i stedet politiske eller chauvinistiske, er tusind års godtroenhed blevet gjort til skamme af en flod af tidsskriftsartikler.
Der er ingen, der har lyst til at blive opfattet som godtroende. Troen selv eksisterer i foruroligende nærhed af godtroenhed, og det er noget, der i generationer har hjemsøgt kirken med en slags lunken sjælekval. Min påstand er, at der findes en selvbeskyttelsens hermeneutik, som har diskvalificeret al fortolkning og er blevet generaliseret til, at metafysikken ikke længere er en legitim måde at tænke over verden på. Selv hvis de fire formodede kildeforfattere, af forskerne kendt som E, J, P og D, herunder alle deres statister, virkelig ikke tænkte teologisk, kan man så bare slutte deraf, at metafysikken i sig selv bør
opgives? Det svarer til at hævde, at universet ikke findes, hvis månelandingen rent faktisk blev filmet i Arizona. Det er slående, hvor meget tankens spændvidde er blevet indskrænket, efter at den seriøse teologi er forsvundet. En nutidig Kant eller Hegel ville finde meget lidt fodfæste i det tankevokabular, som vi i dag har adgang til. Uanset hvad kan det virke, som om de bibelske tekster generelt ligger i skyggen af en afmystificering, der blot endnu ikke har ramt dem. Men når det kommer til stykket, er de alt for strenge og usentimentale til at være produkter af almindelig, verdslig beregning. Denne egenskab ved tænkningen bæres videre gennem hele Bibelen.
Lige fra kristendommens tidligste historie er kollektive beslutninger angående trosretningers sprog, oversættelsernes nøjagtighed og så videre blevet taget imod som stærkt autoritative. Den hebraiske og den kristne bibels kanoner blev fastlagt af rådsforsamlinger. De store teologers tekster kan have nærmest bibelsk status, selv eller især når man glemmer, at en doktrin har en historie og en oprindelse. Jeg går ud fra, at forfatternes refleksion over de bibelske skrifter var af teologisk art, styret af trossætninger af altoverskyggende vigtighed – først og fremmest at Gud er én. Litteraturen må nødvendigvis have været afhængig af en dyb tiltro til, at det samfund, som skabte, studerede og holdt den i ære, gjorde det for at tjene et ganske særligt kald for i selve sproget at indlejre
en viden om Gud. Jeg formoder, at teksten som helhed udviklede sig med fuldkommen bevidsthed om teksten, som den var indtil det tidspunkt, og om de traditioner, tanker og begivenheder, der kunne assimileres med den. Gennem adskillige århundreder voksede bibelskrifterne frem fra dette grundlag, mens teksterne vedvarende reflekterede over sig selv og betragtede den igangværende historie som meningsfuld eller som en åbenbaring, præcis sådan som patriarkernes liv og den store udvandring havde været.
Ifølge Bibelen blev en klan af hyrdefolk med en fælles stamfar, Abraham, i århundreder holdt som slaver i Egypten og udvandrede så til landet Kanaan under ledelse af en mand ved navn Moses. Der blev de med tiden til et samfund, et folkeslag. Den tro, som forenede dem og gjorde denne samling af stammer til ét folk, var, at de var noget særligt i Guds omgang med menneskeheden, først og fremmest ved at de havde en viden om Gud, der udsprang af et forhold til ham, igangsat af ham. Gud havde indgået en pagt, som sikrede hans loyalitet over for dem gennem hans bånd med deres forfædre. Når Gud over for Moses præsenterer sig som „din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud“,1 påberåber han sig en meget fjern fortid, fire hundrede år før den generation, der foretog udvandringen. Tilsyneladende har der ikke været nogen kontinuitet fra patriarkernes pagtstyrede samfund, som man i den mellemliggende periode kunne
påberåbe sig, og ingen særlig levevis blev bevaret hos de mennesker, der opholdt sig i Egypten, efter deres migration – også selvom der var elementer af en social orden blandt dem, stammerne og de ældste. En erindring om Abrahams Gud må have overlevet blandt dem, eftersom Moses beder Gud om et navn, folket vil genkende, og han får JHVH, et navn, moderne forskere staver og udtaler som Jahve. (I Første Mosebog 4,26, på Kains tid, siges det, at man begyndte at påkalde Herren ved dette navn). I teksten bemærkes det, at Moses’ mor og far og hans bror Aron er levitter, som var en stamme af præster. Deres mor har et teoforisk navn, Jokebed, „Jahve er stor“. Og Moses tager Josefs knogler med til Kanaan for at opfylde hans sidste ønske. Det er kun disse få detaljer, der antyder en kontinuitet med patriarkernes tro og kultur.
Men hvor kommer de så fra, historierne om patriarkerne? Efter min opfattelse må Første Mosebogs fortællinger være blevet indsamlet samtidig med og efter udvandringen, på et tidspunkt, hvor det at denne frisatte menneskemængde havde en del af en historie og en identitet associeret med disse navne, ville have givet anledning til stor interesse for de gamle historier. Hvis Moses blev adopteret af en egyptisk prinsesse, ville han formentlig være blevet sammen med sin ammemor i en del år, i hvert fald indtil han havde nået at blive et sundt og robust barn. Så hans mor kunne have fyldt hans hoved med hebraisk lærdom, forestillinger om fortidens frihed,
indtil hans kulturelle tilpasning som egypter begyndte. På den anden side betragtes han som egypter, selv af andre hebræere. Moses og Aron er egyptiske navne, og der står intet om tidligere hebraiske navne. Moses begyndte først som voksen mand at identificere sig med sit folk, og da var det efter en pludselig indskydelse, der fremmedgjorde ham fra dem. Efter at han forstod, at deres Gud havde talt til ham og påkaldt disse ældgamle navne, Abraham, Isak og Jakob, har han sikkert lyttet med stor interesse til hver eneste fortælling om Israels stammer i generationerne før udvandringen til Egypten. Sammenlignet med de heltehistorier, der formodes at skabe forankring for identiteten i andre oldtidskulturer, er det værd at bemærke, at disse beretninger om patriarkerne er bemærkelsesværdigt menneskelige i deres skala, blide, endda hjemlige. Uanset hvad er fortællingerne grundstammen i en stærk litteratur og en stærk identitet.
Alt dette antager, at Moses selv er en historisk skikkelse. Der findes så mange store lovgivere i oldtiden, så mange helte og grundlæggere af folkeslag, at tvivlen på netop dette virker tendentiøs. Dido, Karthagos dronning, var en virkelig kvinde, en virkelig Pygmalions udstødte søster. Fordi de historiske konsekvenser af Moses’ liv har været og stadig er så ufatteligt store, er det nemt at glemme, at han, sammenlignet med en Kyros eller Timur Lenk eller Alexander, er en meget perifer skikkelse. Hvad angår erobrede lande, indsamlede rigdomme eller antallet
af døde var hans indflydelse både beskeden og fuldkommen troværdig. Jeg vil gå ud fra, at Moses – ham, som Herren talte med ansigt til ansigt – og hans tradition er en helt grundlæggende indflydelse på tilblivelsen af Første Mosebog.
Ihalvandet hundrede år har det været almindeligt, at de, der skrev om Det Gamle Testamente, sammenlignede de bibelske skabelsesberetninger med de omkringliggende kulturers myter. Lighederne mellem dem fortolkes generelt som et udtryk for lån, og disse lån som beviser på, at de bibelske tekster er afledte, at de tidlige kapitler af Første Mosebog, som er senere end myterne, er afledt af disse fortællinger, som er indlejret i et andet trosunivers. Jeg vil se på, hvordan teksterne er sammenlignelige, og hvordan disse sammenligningspunkter etablerer grundlæggende forskelle i opfattelser af selve det værendes system, udtrykt gennem disse fortællinger.
At vestlig tankegang er blevet grundlæggende påvirket af begreber som for eksempel skabelse ex nihilo og syndefaldet, gør det tydeligt, at beretningerne i Første Mosebog er en skatkiste af begavet begrebsligt sprog. Afgørende påstande bliver fremsat i teksten, for eksempel at den
virkelighed, vi erfarer, havde en begyndelse, noget som betydningsfulde videnskabsfolk bestred helt ind i det tyvende århundrede. Et univers, der opstår, giver grobund for utallige mysterier, både videnskabelige og teologiske. Hvorfor skete det? Hvordan vil det ende? Mysterier, som oldtidens mennesker både foregreb og adresserede på forskellige måder i et sprog, der er figurativt og derfor ladet med betydning.
Babylonien øvede stor kulturel indflydelse på sin region og tidsperiode. Fordi netop de to store babyloniske fortællinger, Gilgamesh og Enuma elish, er de mest diskuterede i forbindelse med Første Mosebog, og fordi de blandt alle de nærorientalske oldtidsfortællinger er de mest sammenlignelige, vil jeg afgrænse min sammenligning af de bibelske tekster med andre oldtidstekster til disse to, som findes i flere varianter over hele regionen. Andre byer overtog dem som deres egne og ændrede stort set kun navnene på de helte og guder, der optrådte. Første Mosebogs beretninger overtog eller tilegnede sig ikke blot den litteratur, de oftest sammenlignes med; de indledte snarere en samtale med de babyloniske tekster og overtog et bestemt billede eller ord, men forvandlede dets betydning inden for et fælles tankesprog. Vi har selvfølgelig ingen viden om disse fortællingers førskriftlige liv, eller hvor de helt oprindeligt stammer fra.
Enuma elish er egentlig en teogoni, en beretning om, hvordan guderne opstod, og hvordan én af dem, Marduk,
blev den dominerende. Der gøres et forsøg på at beskrive Marduk:
Hans sindrige skikkelse kan ikke fattes, er ikke til at forestille sig, vanskelig at begribe, fire er hans øjne, fire hans ører, når han bevæger læberne, springer flammer frem.
Hver af de fire (ører) var fuldvoksne i forstand, Og øjnene ligeså, de ser alting.2
Guderne i Enuma elish oplever sult, rædsel og søvnmangel. Der er flere generationer af dem, født af hinanden, og deres almoder er Tiamat, et slangemonster, som beslutter sig for at dræbe de yngre guder, fordi deres larm irriterer hende. Hun er så frygtindgydende, at den unge gud Marduk er den eneste, som kan besejre hende. Han sprætter hendes lig op som en fisk, bruger halvdelen til at skabe himlen, den anden halvdel til at skabe jorden, forvandler hendes to grædende øjne til Tigris og Eufrat og så videre. Det kunne næppe være fjernere fra den umådelige ophøjethed i „der skal være ... og det skete“.3
På baggrund af disse omgivende mytologiske universer er det bemærkelsesværdigt at erklære, at Gud er den gode skaber af et godt skaberværk. At Første Mosebog holder fast i netop dette, endda nævner godhed som en
Noter
1 2 Mos 3,6.
2 Enuma elish, tavle I, l. 93-98, oversat af Ulla og Aage Westenholz (Spektrum 1997).
3 1 Mos 1.
4 1 Mos 15,12.
5 1 Mos 17,4.
6 Luk 23,34.
7 Præd 3,10-11; 3,14.
8 1 Mos 14,19; 14,22.
9 Sl 110,4.
10 Rom 1,20; 1,22-23.
11 ApG 17,23-25.
12 ApG 17,27-28.
13 1 Mos 1,1.
14 Job 38,7.
15 2 Krøn 6,10; 6,14; 6,18.
16 2 Kor 12,2.
17 Sl 90,2; 90,4.
18 Sl 90,17.
19 Gilgamesh, tavle I, l. 42, oversat af Sophus Helle og Morten Søndergaard (Gyldendal 2019).
20 Enuma elish, tavle I, l. 142-143, oversat af Ulla og Aage Westenholz (Spektrum 1997).
21 ApG 17,26.
22 1 Mos 6,9.
23 1 Mos 6,5.
24 Sl 8,5.
25 1 Mos 2,9.
26 1 Mos 6,11.
27 1 Mos 6,9.
28 Sl 92,8; 92,13.
29 1 Mos 8,22.
„Et værk af enestående visdom og fantasi: en ægte model for, hvordan man læser den bibelske tekst.“
The Daily Telegraph
Tænk, at der fandtes en dag, hvor en menneskehånd for første gang nedskrev de berømte ord, der indleder Bibelen: „I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.“ Tanken fylder den anerkendte amerikanske forfatter Marilynne Robinson med ærefrygt.
I denne bog kalder Robinson de gamle tekster til live ved at fremhæve sigende detaljer og udpege de store linjer i det bibelske univers. Linjer, der alle har deres udgangspunkt i Første Mosebog. Her ser hun en overraskende nådefuld Gud og en samling af fortællinger, der insisterer på at bringe mennesket i centrum: på en gang ophøjet og egoistisk, skabt i Guds billede og fejlfuldt.
Fra begyndelsen er en medrivende læsning af bøgernes bog. En indsigtsfuld guide til grundlaget for, hvordan vi burde tænke om os selv.