Bibel historier af Ida Jessen og Hanne Bartholin
D E T G A M L E T E S TA M E N T E
Begyndelsen side 10
Adam og Eva side 20
Kain og Abel side 34
Noas ark og tĂĽrnet i Babel side 44
Abraham og Isak side 56
Jakob og Esau side 66
Josef bliver slave side 80
Josef fĂĽr magt side 92
Moses side 100
Moses, Guds ven side 114
David side 126
Job
side 138
Jonas
side 150
Ventetid side 160
D E T N Y E T E S TA M E N T E
Guds søn side 166
Den kloge dreng side 182
I ørkenen side 190
Hjem til Nazaret side 200
Disciple side 208
Til fest side 218
Da Jesus gik på vandet side 226
Hos Martha og Maria side 240
Lazarus side 250
Den første sten side 260
Jerusalem! side 268
Døden side 284
En ny tid side 294
Helligånden kommer side 304
Paulus og kærligheden side 310
Jeru salem! Om verdens største svigt
J
esus!” råbte Peter. “Har du set så store huse før? Har du nogensinde set så store mursten?” Jerusalem! Der lå byen, højt oppe på Tempelbjerget, med sine tage og porte af guld og sølv og blændede i solen. Disciplene kneb øjnene sammen for alt det lys. De havde aldrig set noget, der var så stort og smukt. Inde i byens smalle gader vrimlede det med mennesker og får og geder. Folk var kommet fra alle egne af landet for at holde påske, og det var næsten ikke til at komme frem. Men da Jesus kom ridende op mod byporten, lød der et råb: “Han er på vej. Han kommer.” Råbet bredte sig som et brus gennem døråbninger og trange porte, videre fra gade til gade bølgede det. “Han kommer! Han kommer!” “Hvem kommer?” “Jesus fra Nazaret!” Nogle begyndte at knække palmegrene af og lægge dem på vejen, og da de andre så det, begyndte de også. I løbet af ingen tid blev byens palmer ribbet for grene. Folk, der ikke havde nået at få fat i nogen, tog deres kapper af og lagde dem på vejen i stedet for. “Du er vores konge,” råbte de. “Hyld vores konge, Jesus af Nazaret.” Disciplene gik så stolte ved siden af. “Der er da ingen her, der vil korsfæste Jesus,” tænkte Peter. Kun Judas gik for sig selv og så ikke glad ud. Han tænkte på fattigkassen, den, som han skulle passe på. Han var kommet til at låne af den. Først lidt, og så lidt mere, og så lidt mere, og nu var kassen tom. Det var kun et spørgsmål om tid, inden han blev opdaget. Hvor ville det blive pinligt. Han blev helt sort indeni, når han tænkte på det. Men han kunne jo også bare forsvinde, kunne han. Simpelt hen gå sin vej. Han behøvede jo ikke være discipel. Han kunne have det meget bedre uden. Men hvad så? Ville de andre ikke synes, han var en slapsvans, hvis han stak af? Og når de så opdagede, at kassen var tom, ville hans ære være ødelagt. Nej. Der var kun én ting at gøre: Han var nødt til at skaffe penge i kassen, og det skulle ske hurtigt. Det var mindst tyve sølvpenge, det drejede sig om. Måske flere. Hvordan skulle han skaffe så mange? Hvor skulle han få dem fra? Skulle han stjæle dem? Men hvad så, hvis han blev opdaget for dét?
26 9
De nåede op på tempelpladsen. I søjlegangene stod de handlende med deres boder og solgte røgelse og duer og offerlam. Geder og får brægede. Der blev vekslet penge. Store gryder fulde af mad stod og kogte. Der lugtede af røg og brød og hvidløg, og folk lo og snakkede og handlede. Disciplene så på det hele med store øjne. Men Jesus steg ned af sit æsel. Han var fuldstændig mørk i ansigtet. Med lange skridt gik han ind mellem de handlende og gav sig til at vælte bordene med pengestabler. Duerne baskede ud af deres kasser og steg op mod himlen. Lammene gav sig til at løbe rundt på pladsen. Handelsmændene råbte og skreg. Men Jesus råbte højere. “Det her er Guds hus,” råbte han. “Men I har gjort det til et gedemarked! Forsvind! Ud med jer og al jeres tingeltangel! Ud!” Da ypperstepræsterne og de skriftkloge kom løbende, var der allerede faldet ro over pladsen igen. Jesus stod omgivet af lamme og blinde og syge, som han helbredte, og børnene løb rundt på tempelpladsen og råbte: “Jesus er den største, Jesus er Gud!” Men da Jesus så ypperstepræsterne og de skriftkloge, sagde han så højt, at alle kunne høre det: “Pas på at I ikke bliver ligesom ypperstepræsterne og de skriftkloge. De laver en masse indviklede love, men de overholder dem ikke selv. De gør kun gode gerninger for at prale. De æder folk fra hus og hjem og beder lange indviklede bønner for at virke gode og fromme. Men de er kulsorte indeni. Hold jer fra de skriftkloge!”
270
“Vi må se at få skaffet ham af vejen,” sagde ypperstepræsterne til hinanden. “Det her kan ikke blive ved.” Og de blev enige om, at de fra nu af ville lede efter en god grund til at tage Jesus til fange. “De holder øje med dig,” sagde Judas til Jesus. “De venter bare på, at du provokerer dem nok til at de kan pågribe dig.” Men Jesus gik hen og satte sig ved indgangen over for den store indsamlingsbøsse, hvor folk puttede penge i sprækken. Mange rige lagde en masse penge i. Men en fattig kvinde lagde to små mønter i, der næsten ikke var noget værd. “Se hende der. Hun har givet mere end alle de andre tilsammen,” sagde Jesus. “De rige giver af det, de har tilovers. Men hun har givet alt, hvad hun ejede.” “Skal vi så ikke give hende noget fra fattigkassen?” spurgte Peter. “Nej!” råbte Judas højt, og de andre så forundrede på ham, for hans råb havde næsten lydt som et skrig. “Nej,” sagde han igen, mere roligt nu. “Det er ikke så godt lige i dag.” “Hvorfor ikke?” spurgte Peter. “Fordi jeg glemte pengene på hotellet,” svarede Judas. “Det var da dumt af dig,” sagde Peter. “Lad nu være med at skændes,” sagde Jesus. Og så tav både Peter og Judas. Men Judas trak sig lidt væk. For han havde fået en idé, han ville tænke over. En idé til, hvordan han kunne skaffe penge i kassen igen. Da de andre forlod tempelpladsen, blev han tilbage.
Ti minutter senere gik Judas gennem Jerusalems gader med tredive klirrende sølvmønter i lommerne. Han gik så let og glad. Alting var ordnet. Nu ville ingen nogensinde opdage, at han havde tømt fattigkassen. Han havde skaffet penge, og der var endda nok til, at han selv kunne få en god sjat. Nok til, at han kunne overveje at trække sig tilbage som discipel, købe et stykke jord et sted og blive bonde. Nu kunne han blive fri, hvis han ville. Det var en dejlig dag. Solen skinnede over hustagene, en kat legede med sine killinger i en døråbning. Judas fløjtede en melodi. Det var gået let. Ypperstepræsterne havde været flinke og forstående. Judas havde næsten ikke behøvet at sige noget. De havde bare bedt ham om at vise, hvor Jesus holdt til. Og så havde de aftalt, at Judas skulle give Jesus et kys, når ypperstepræsterne kom, så de kunne kende ham. Og et kys kunne han jo sagtens give ham. Det var der ikke noget mystisk ved. Det var ikke noget særligt.
272
D
et var en aften nogle dage efter. Overalt i hele landet var påskebordene dækkede. Det var det også på det hotel på Oliebjerget, hvor Jesus og disciplene sad og spiste. Lam stegt med urter og brød bagt uden surdej. Det var mørkt udenfor, men indenfor hos dem var der lys på bordet og varmt og hyggeligt. “Jeg har sådan glædet mig til at spise påskemiddag med jer i aften,” sagde Jesus. “Det bliver sidste gang jeg kommer til at spise her på jorden, for i morgen skal jeg dø.” Disciplene gispede. Ingen af dem turde sige noget. Jesus tog et brød og brækkede det i stykker og gav hver især et stykke. “Når I spiser sammen i fremtiden, skal I vide, at jeg husker på jer, og at jeg er hos jer, for brødet er min krop,” sagde han. Tavse og forvirrede puttede disciplene brødet i munden og tyggede og sank. Bagefter sendte Jesus et bæger vin rundt. “Når I spiser sammen i fremtiden, skal I vide, at jeg husker på jer og at jeg er hos jer, for vinen er mit blod.”
2 74
Disciplene tog en lillebitte mundfuld hver. De var bange. Sådan havde de aldrig før hørt Jesus tale. “Sådan skal I gøre, når jeg ikke er her længere,” sagde Jesus. “I skal vide, at jeg har sat jer fri. Jeg bærer al jeres skyld. I er fri. I er ALLE sammen fri.” “Men Jesus …” begyndte Peter. Jesus løftede sin hånd for at vise ham, at han ikke skulle spørge om noget lige nu. “Og så er det sådan,” fortsatte han, “at en af jer er en forræder, der vil sørge for, at jeg bliver taget til fange.” Der blev fuldstændig tavst ved bordet. En stilhed så svedende og bange, fyldt af urolige hjerteslag. Vidste Jesus ting om dem, som de ikke selv vidste? Også Judas blev bange. Var det da måske ham, Jesus mente? Men han var jo ingen forræder. Det var ikke derfor, han havde snakket med ypperstepræsterne.
275
Men hvorfor var det så? Judas blev helt sort i hovedet. Han kunne ikke tænke én eneste klar tanke. Så sagde Peter med rystende stemme: “Det er da vel ikke mig, Jesus?” Og straks begyndte alle de andre at spørge: “Det er da vel ikke mig, vel, Jesus?” “Det er da ikke mig, vel?” “Og heller ikke mig, vel?” “Sig jeg ikke er nogen forræder.” “Sig det.” Også Judas lænede sig frem over bordet. Sveden løb ned over hans ansigt. “Det er da vel ikke mig, Jesus?” stønnede han. Jesus så direkte på ham: “Du sagde det selv,” sagde han. Judas lod sig falde tilbage i stolen. Ja, han havde sagt det selv. Ja, han havde gjort det selv. Ja, han havde forrådt Jesus. Han tog en stor slurk vin og tørrede sig i servietten, og lidt efter begyndte hans hjerte at slå mere normalt igen. Måske var det hele ikke så galt alligevel. Han kunne i hvert fald ikke trække sig ud af aftalen med ypperstepræsterne, nu hvor han havde fået pengene. Han så op og opdagede, at de andre så på ham, bortset fra Jesus. “Hvad glor I på?” spurgte han. Ingen svarede. Han skubbede sin stol tilbage. “Ja, sid I bare der og glo,” sagde han. “Jeg går en tur.” Da døren faldt i bag ham, trak han vejret lettere. Det havde været pinligt inde ved bordet, men de havde overreageret alle sammen. Der var ingen grund til at lave så meget ballade over det. Han skyndte sig gennem gaderne op til ypperstepræsterne. Over ham lyste stjernerne, strålende klare. Alle folk sad inde og spiste påskelam. Han var den eneste, der var ude, han og så rotterne, der puslede i krogene.
Men inde ved bordet blev Jesus og disciplene siddende. “Jeg er hos jer lidt tid endnu,” sagde Jesus. “Der hvor jeg skal hen, kan I ikke komme med. Men I har stadig en opgave. I skal være gode ved hinanden. I skal passe på hinanden, som jeg passer på jer.” “Men vi kommer til at savne dig så forfærdeligt,” hviskede Peter. “I bliver ikke alene,” sagde Jesus. “Efter mig kommer der en ny.” “En ny? Hvad hedder han?” “Det er ikke et menneske. Det er en ånd. Den hedder Helligånden.” “En ånd?” sukkede Peter. “Kan man snakke med en ånd?” “Man kan mærke den,” sagde Jesus. “Lige nu er I kede af det. Men det er bedst, at jeg går bort. For hvis jeg ikke gør det, kommer Helligånden ikke.” “Men hvor går du hen, Jesus?” spurgte Peter.
277
“Du kan ikke komme med,” svarede Jesus. “Jeg skal dø.” “Så vil jeg gå med dig i døden,” sagde Peter. “Jeg vil dø for dig. Det ved du.” “Vil du dø for mig?” spurgte Jesus og smilede lidt. “Ja, DET vil jeg,” sagde Peter og slog i bordet. “Jeg vil dø flere gange, hvis jeg kan.” “Nu skal jeg fortælle dig noget,” sagde Jesus. “Inden hanen begynder at gale ved solopgang, har du tre gange sagt, at du ikke kender mig.” “Aldrig!” sagde Peter. “Så vil jeg hellere dø.” Lidt senere rejste de sig fra bordet. De gik ind i Getsemane have. I mørket duftede der friskt og grønt af blomster, af græs. Stjernehimlen var over dem. Der var så stille og så tyst, byens larm langt borte. Peter og Jesus satte sig for sig selv under et oliventræ. “Er det virkelig rigtigt, at du skal dø nu?” spurgte Peter. “Det siger min far,” sagde Jesus. “Han siger også, at jeg skal genopstå.” “Men tror du ikke, det går ligesom dengang han satte Abraham til at ofre Isak? Det nænnede han jo ikke. Hvordan skal han så kunne gøre det mod dig, sin egen søn, og mod sig selv, når han er far til dig?” “Gud kan alt,” sagde Jesus. “Men kan en gud også dø?” spurgte Peter. “Det troede jeg ikke.” “Det er kun en levende gud, der kan dø,” svarede Jesus. Der blev tavst. De sad og kiggede op i stjernerne. Jesus sukkede. “Nu vil jeg gerne være alene med min far, for jeg er så forfærdelig ked af det. Vil du holde dig vågen for min skyld imens?” “Ja,” sagde Peter. “Det kan du lige tro, jeg vil.” Han så Jesus forsvinde som en skygge mellem træerne. Og så var der ikke andet end mørket. Han mærkede efter under sit tøj. Inden de gik herud, havde han taget forskærerkniven fra bordet med. Han havde ikke vist den til nogen. Nu tog han den frem og holdt den i hånden. Stor og tung var den. Han havde skåret hovedet af mange fisk. Aldrig af noget menneske. Men det var han parat til nu. Nu skulle han bare vente på, at de kom for at hente Jesus. Vente. Vente. Vente i den mørke nat. Den var så mørk, den nat. Så mørk, som når man lå under sin dejlige dyne. Åh, så blødt, så mørkt, så blødt. Et øjeblik efter sov Peter.
2 78
Jesus satte sig på en sten lidt længere væk. “Far,” sagde han. “Du kan alt, det ved jeg. Lad mig slippe, Far, jeg er så bange.” “Jeg er også bange,” sagde Gud. Gud og Jesus blev tavse. Stilheden var så stor. Og over jorden var stjernerne. “Det kommer til at gøre så ondt,” sagde Jesus. “Somme tider skal man igennem så meget smerte og gå så store omveje. Du skal ud på den allerstørste nu,” sagde Gud. “Den som kun Gud kan gå. Og så skal du hjem til mig.” “Far,” græd Jesus. Lidt efter holdt han op med at græde og tørrede sine øjne. “Jeg er klar nu,” sagde han. “Ja,” sagde Gud. “Det er du.”
279
Peter satte sig op med et sæt. Kniven faldt ud af hans hånd. Jesus stod og ruskede i ham. “Faldt du alligevel i søvn, Peter?” sagde han. “Hør. De er på vej.” Peter sprang op. Henne ved porten lød der råb. Fakler blussede, og våben klirrede. “Løb,” sagde Peter. Men Jesus blev stående. Nu kom flokken hen mod dem. Judas gik forrest. Det sidste stykke løb han. “Jesus,” råbte han og kyssede Jesus. Peter samlede kniven op. I det samme var soldaterne og ypperstepræsterne over Jesus. De andre disciple kom løbende. Alle råbte, og Peter fægtede vildt i luften med kniven og huggede øret af ypperstepræstens tjener. “Hold så op,” råbte Jesus. Til Peter sagde han: “Læg så den kniv fra dig.” Han samlede øret op og satte det mod mandens hoved, og da han slap, sad øret på sin plads igen. “I kommer her med våben og køller,” sagde han til soldaterne og ypperstepræsterne. “Men jeg går med jer uden at slås.”
282
Døden
Da Jesus blev slået ihjel
S
oldaterne trak af sted med Jesus gennem gaderne på vej op til ypperstepræsten, og Peter fulgte efter på afstand. Det var en kold nat. Folk var gået til ro. En kat hvæsede efter ham i en smøge. Længere fremme lød der larm og rabalder, og soldaterne hujede. De førte Jesus ind gennem porten til ypperstepræstens hus. Peter fulgte efter og kom ind i gården, hvor der var tændt et bål. Der sad vagter og tjenestefolk ved ilden, og Peter trak hætten frem over ansigtet og gik hen til dem og rakte hænderne frem mod ilden og lod, som om han bare var kommet forbi for at varme sig. Men han kastede hele tiden blikke mod den åbne dør ind til ypperstepræstens hus. Derinde kunne han se Jesus, omringet af soldater. De gav ham et tørklæde over hovedet, så han ikke kunne se. “Hej, Guds søn!” råbte de. “Hej, profet!” En af dem slog Jesus. “Profetér!” grinede de. “Sig, hvem det var, der slog dig nu.” Han blev slået igen. “Hvem slog dig nu?” Peter kunne ikke holde det ud. Han ville ikke være der. Men han kunne heller ikke gå sin vej. Han var nødt til at sidde her og se det hele. En tjenestepige kom forbi. “Ham der var også sammen med ham,” sagde hun og pegede på Peter. “Vel var jeg ej,” sagde Peter og trak hætten endnu længere frem over panden. Men lidt efter var der en anden tjenestepige, der bøjede sig frem mod ham og sagde: “Du VAR da sammen med ham. Jeg er sikker på, at jeg har set dig sammen med ham oppe på tempelpladsen. Du er da en af hans disciple, er du ikke?” “Hvad snakker du om?” sagde Peter hidsigt. “Jeg har aldrig været i nærheden af den mand.” Men nu begyndte flere af de andre at blande sig. “Jo, du har,” sagde en stor tyk mand, en af vagterne. “Jeg har også set dig. Og du snakker på samme måde, som han gør.” “Det er vel ikke min skyld, at der er andre, der snakker som mig,” sagde Peter. “Jeg aner altså ikke, hvem det er, I taler om.” Den tykke bøjede sig frem og greb ham hårdt om kinderne. “Det er ham der, vi taler om!” sagde han og tvang ham til at kigge op mod den åbne dør, hvor soldaterne i det samme pillede tørklædet af Jesus. Morgenens første hvidgrå lys gled op bag Oliebjerget. Jesus vendte sig om og så på Peter. Og i dét øjeblik galede hanen.
285
Så huskede Peter, hvad Jesus havde sagt. Inden hanen galer, har du tre gange sagt, at du ikke kender mig. Og han huskede, hvordan han havde lovet, at han ville dø for ham. Peter rystede den tykke mands hånd af sig og rejste sig og gik udenfor. Han græd så meget, at han måtte støtte sig til muren. Tidligt om morgenen stod Judas i et hjørne og så ypperstepræsternes vagtmænd komme ud af porten med Jesus imellem sig. Han så træt og bange ud. De havde kurs mod Pilatus’ borg. Det gav et sæt i Judas. Pilatus var romernes øverste mand i Jerusalem. Det var ham, der gav tilladelse til dødsdomme. At de nu var på vej til ham betød, at Jesus skulle dø. Men det var jo slet ikke det, der havde været meningen, dengang han aftalte med ypperstepræsterne, at han skulle føre dem hen til Jesus! Det var jo ikke meningen, at Jesus skulle dø! Det var en misforståelse, alt sammen. Men han kunne stadig nå at gøre noget. Det var ikke for sent. Et øjeblik efter var han oppe hos ypperstepræsterne på tempelpladsen. Han hev efter vejret, han havde løbet hurtigt. “Det er forkert,” råbte han. “Der er sket en misforståelse.” “Hvad er forkert, min ven?” spurgte en af ypperstepræsterne. “Jesus er uskyldig. Det passer ikke.” “Det kender vi ikke noget til,” sagde en anden ypperstepræst. “Jo. I gav mig penge. Her er de. I får dem tilbage.” Judas lagde pengene på bordet. “De er alle sammen her. Jeg har ikke brugt en eneste. Værsgo.” “Men hvad skal vi da med dine penge, min ven?” spurgte en tredje ypperstepræst. “Så kan I sørge for, at Jesus bliver sat fri.” “Nej, det kan vi ikke sørge for,” sagde en fjerde ypperstepræst. “Men det er en fejl,” råbte Judas. “Det skulle du have tænkt på noget før,” svarede ypperstepræsterne i munden på hinanden. Judas gav bordet et spark, så pengene faldt på gulvet og trillede i alle retninger. Det sidste han så, var ypperstepræsterne, der kastede sig ned på knæ og gav sig til at samle op, inden han løb sin vej. Det var, som om en ild var brudt ud i ham. Han stønnede og rev i sit tøj. Han kunne ingen steder være. Han løb uden for byen, ud til afgrunden. I en tåge så han verden under sig. De klare floder, skovene, bjergene, ørkenen. “Alt dette kan blive dit,” var det, som om en stemme hviskede i hans øre. “Kast dig ud i det, kast dig ud.” Judas hævede sig op på tå og løftede armene, som en stor ørkenfugl løfter sine vinger. Så sprang han. Næste morgen blev han fundet død nede i dalen.
28 6
P
ilatus havde godt hørt om Jesus. Alt det han gjorde for folk. Alle dem han havde helbredt. Pilatus havde altid forestillet sig ham rank og smuk og strålende. Men nu stod han foran ham, forslået og blodig og sammensunket, omgivet af ypperstepræster, der råbte, at han skulle dø. Deres spidse ansigter vippede af ophidselse, og deres stemmer skræppede. De lignede ulykkesfugle. Pilatus var lige ved at komme til at smile. “Hvorfor synes I han skal dø?” spurgte han. “Han siger, han er jødernes konge. Og han siger, han er Guds søn. Og det er meget forbudt.” “Og hvad siger du til det?” spurgte han Jesus. Men Jesus svarede ikke. “Skal du ikke forsvare dig?” spurgte Pilatus. Stadig intet svar. Det var Pilatus ikke vant til. Normalt når han havde folk i forhør, forsvarede de sig da. Men ikke ham her. Han stod bare så underligt og så på ham. Som om han ventede. “Jeg kan ikke se, at han har gjort noget galt,” tænkte Pilatus. Men hvis han satte ham fri uden videre, ville ypperstepræsterne blive sure. Men han havde en anden mulighed. Hvert år til påske løslod han en dødsdømt fange. Nede i fængslet sad der en morder, der hed Barabbas. Alle var bange for ham, for han havde myrdet mange. Nu ville han lade folk vælge, hvem der skulle sættes fri. Så kunne ingen blive sure. Jesus eller Barabbas. På den ene side et monster. På den anden side en mand, der kun havde gjort godt. Pilatus kunne godt regne ud, hvem folk ville have løsladt. Barabbas blev hentet op fra fangekælderen og ført ud på balkonen sammen med Jesus. Pilatus stillede sig i midten.
28 8
På pladsen var der sort af mennesker. Alle stimlede sammen, alle ville være med til det, der nu skulle ske. Folk strakte hals for bedre at kunne se. Peter var der også. Pludselig stod der en ypperstepræst ved siden af ham. “Nu gælder det om, at vi vælger rigtigt,” sagde ypperstepræsten. “Hvad mener du?” spurgte Peter. “Jesus er en farlig type,” sagde ypperstepræsten. “God udenpå. Men han er en fupmager, der forstår at spille sit spil. I virkeligheden er han ude på at tage magten over os alle sammen.” “Gå din vej,” sagde Peter vredt og gav ypperstepræsten et skub. Men han så, at der var andre, der hørte på, hvad han sagde. Og pludselig gik det op for ham, at pladsen var fuld af ypperstepræster, der gik rundt og snakkede med folk. “I dag skal vi give en dødsdømt fange fri,” råbte Pilatus. “På min højre side har jeg Jesus fra Nazaret. På min venstre massemorderen Barabbas. Hvem af dem skal dø i dag?” Et sus gik igennem folkemængden. “Jesus af Nazaret,” var der en i nærheden af Peter, der råbte. “Hvem af dem skal dø i dag?” råbte Pilatus igen. “Jesus,” begyndte folk at råbe. “Jesus. Jesus.” “Men hvad har han gjort jer?” råbte Pilatus ud over pladsen. “Korsfæst ham,” råbte folk. “Skal jeg korsfæste jeres konge?” råbte Pilatus. “Vi har ingen anden konge end kejseren. Korsfæst ham,” råbte folk. “Korsfæst ham.” De stod og råbte fuldstændig taktfast. Som om der kun var én stemme, én krop. Hele pladsen bølgede. Korsfæst ham. Korsfæst ham. Korsfæst ham.
289
Kort tid efter kunne man se et optog bevæge sig igennem Jerusalems smalle gader. Først soldater. Så kom der en forslået mand, bærende på et trækors, der var næsten dobbelt så stort som ham selv. Efter ham fulgte flere soldater, og efter dem igen en stor gruppe mennesker. Mændene var ophidsede, mange af kvinderne græd. Langsomt bevægede optoget sig uden for byporten, ud til et sted, der hed Golgata. Det var det sted, hvor byens forbrydere blev henrettet. Den dag var der tre, der skulle korsfæstes. En tid lød der hammerslag, mens mændene blev sømmet fast. Så, et efter et, blev korsene rejst. Først en røver, så Jesus, så en røver til. Da det var gjort, satte soldaterne sig ned for foden af Jesus’ kors og trak lod om hans tøj. “Vis os nu, at du er Guds søn,” råbte ypperstepræsterne. “Hop ned af korset, så vi kan se, at du er Guds søn.” Jesus bad om at få lidt at drikke. Han havde mistet meget blod og var meget tørstig og træt. Men i stedet for vand rakte soldaterne ham eddike på en svamp, og da Jesus lugtede det, ville han ikke have noget. “Ja, hop ned af korset,” hånede den ene røver. “Og tag os med.” “Lad ham være,” sagde den anden røver. “Han har ikke gjort noget forkert.” Til Jesus sagde han: “Vil du huske på mig, når du kommer hjem til din far?” “Ja,” sagde Jesus. “Du kommer med mig i Paradis.” Så blev der stille i lang tid.
29 0
Midt på dagen blev skyggerne så underligt skarpe, og lidt efter blev lyset gråt. Skomageren, der sad og arbejdede i sit værksted inde i byen, tændte en lampe for at kunne se, hvor han skulle sy. Lammene på markerne søgte sammen. En uro, en gysen for igennem folk. Det blev hurtigt mørkere. Fuglene tav. Alle byens lys blev tændt, og folk løb indenfor. I gaderne kom rotterne frem. Ude på Golgata var der dødsens stille. De tre mænd hang på deres kors. Ingen råbte mere. Soldaterne klamrede sig til deres våben. Det var midt på dagen. Men det var nat. Time efter time gik. Pludselig råbte Jesus med høj stemme: “Far, nu har jeg gjort det.” Hans hoved faldt ned til siden. Han var død. I det samme begyndte jorden at ryste, og luften fyldtes af en buldren. Husene revnede, klipperne skælvede, og i templet revnede forhænget fra øverst til nederst, så indgangen til det allerhelligste, hvor ingen mennesker måtte komme, stod åben. ”Han VAR jo Guds søn,” råbte soldaterne angst og tabte deres våben og klamrede sig til hinanden. ”Hvad har vi gjort? Han VAR jo Guds søn.”
29 2
En ny tid Da Jesus stod op fra de døde
T
re dage efter at Jesus var død, kom Maria, Marthas søster, ud til den have, hvor han lå begravet i en klippehule. Hun ville bare sidde og tænke på ham. Hun havde grædt så meget de sidste dage, at hun næsten ikke kunne græde mere. Men det første hun så, var, at stenen, der skulle være rullet for hulen, stod op ad klippen et par meter væk. Forsigtigt stak hun hovedet indenfor. Inde i halvmørket sad en ung mand i hvidt tøj, og hun begyndte at ryste over det hele. “Du skal ikke være bange,” sagde manden. ”Han er stået op fra de døde. Han er her ikke.” Maria stirrede bare på manden. “Gå hjem og sig det til disciplene,” sagde manden. “Sig at Jesus er opstået fra de døde.” Langsomt bakkede Maria ud i det fri. Så vendte hun om og satte i løb. Disciplene sad tavse og spiste morgenmad, da hun rev døren op. “Han er stået op fra de døde,” råbte hun forpustet. “Jesus. Jesus er ikke død længere.”
295
“Hvordan er det, I ser ud?” spurgte Gud. “Ja, altså, vi har gjort det så godt, vi kunne,” sagde Eva. “Men det er svært at lave ordentligt tøj af figenblade.” “I har spist af æblerne,” sagde Gud. “Adam! Havde jeg ikke sagt til dig, at du ikke måtte?” “Jamen det var ikke mig, Gud,” sagde Adam. “Det var hende der. Hun fik mig til det.” Læs hvordan det går menneskene og Gud i denne rigt illustrerede genfortælling af Bibelen.
ISBN 9788775237777
9 788775 237777