Bibel historier af Ida Jessen og Hanne Bartholin
D E T G A M L E T E S TA M E N T E
Begyndelsen side 10
Adam og Eva side 20
Kain og Abel side 34
Noas ark og t책rnet i Babel side 44
Abraham og Isak side 56
Jakob og Esau side 66
Josef bliver slave side 80
Josef f책r magt side 92
Moses side 100
Moses, Guds ven side 114
David side 126
Job
side 138
Jonas
side 150
Ventetid side 160
D E T N Y E T E S TA M E N T E
Guds søn side 166
Den kloge dreng side 182
I ørkenen side 190
Hjem til Nazaret side 200
Disciple side 208
Til fest side 218
Da Jesus gik på vandet side 226
Hos Martha og Maria side 240
Lazarus side 250
Den første sten side 260
Jerusalem! side 268
Døden side 284
En ny tid side 294
Helligånden kommer side 304
Paulus og kærligheden side 310
Jonas
Da Jonas blev slugt af en hval
M
uggen, tvær og helt igennem mopset: Profeten Jonas var en gnavpot. Han kunne blive så hidsig, når tingene ikke gik, som HAN syntes, de skulle. Og nu bad Gud ham om at rejse til den store by Nineve. “Råb ud over den, at jeg har opdaget deres ondskab og vil ødelægge byen,” sagde Gud. “Gud altså,” sagde Jonas. “De er jo ikke engang israelitter. De tror jo ikke på dig. De har en eller anden møggud, som de har lavet en statue af, og som de danser rundt om og putter mad ind i. Dem behøver du altså ikke tage dig af.” “Du er min profet,” sagde Gud. “Så du gør bare, hvad jeg siger.” “Jamen,” begyndte Jonas. “Ikke noget jamen,” sagde Gud. Og så måtte Jonas af sted. Men i stedet for at tage til Nineve, gik han ned til havnen og fandt et skib, der skulle i en helt anden retning, købte en billet og gik om bord. Gud og alle hans fjollede ideer. Jonas gik ned i sin kahyt og lagde sig til at sove. Men Gud var klar over, at Jonas var stukket af. Da skibet var kommet langt ud på havet, lod han en mægtig storm komme fejende. Søfolkene sprang omkring på dækket for at redde, hvad reddes kunne. Men de nåede ikke engang at rebe sejlene, inden de var flænget. En mast knækkede. Søfolkene tumlede rundt og faldt over hinanden og begyndte at råbe til deres guder. Hjælp os, red os, råbte de. Men Jonas lå i sin kahyt og snorksov. Da stormasten knækkede, gik det op for sømændene, at deres guder ikke ville hjælpe. De kom i tanker om Jonas, der var den eneste passager om bord, og kaptajnen gik ned og vækkede ham.
151
“Hvordan kan du ligge her og sove midt i en orkan?” råbte kaptajnen. “Stå op og bed til din Gud. Vores hjælper ikke, men det kan være, at din kan gøre noget.” Han trak Jonas ud af køjen. Oppe på dækket slog mændene ring om ham. “Ved du noget om det her?” “Jeg tror, det er min gud, der er blevet vred på mig,” sagde Jonas, “for jeg er stukket af fra ham.” “Hvad skal vi gøre?” spurgte sømændene. “I bliver nok nødt til at smide mig over bord,” sagde Jonas. “Det er mig, han er vred på.” “Det kan vi da ikke,” sagde mændene. Sejlene var ødelagt, og masterne var knækket, men de tog årerne og prøvede at ro ind til land. Umuligt. Båden blev kastet rundt på havet, som om det var en valnøddeskal, og himlen var helt sort. Til sidst var der ikke anden udvej end at gøre, som Jonas sagde. Fire søfolk løftede ham op over rælingen og slap. Plask!
I det samme lød der en svag fløjtelyd i luften – så var blæsten borte. Solen begyndte at skinne, himlen blev klar og blå. Selv bølgerne, der jo ellers er længe om at lægge sig efter et uvejr, var forsvundet. Søfolkene så på hinanden. Det her var ikke almindeligt. “Hans gud må være en meget stærk gud,” sagde de til hinanden. De faldt på knæ og takkede Gud og ofrede til ham. Og imens sank Jonas ned gennem havet. Han kunne ikke svømme. Han sank og han sank.
Gud sendte en hval gennem det mørke hav. “Slug den lille spirrevip, der er på vej ned på havets bund,” sagde han til hvalen. Hvalen åbnede sit gab og slugte Jonas. Han blev skyllet gennem en tunnel og ned i en sort, blød grotte. Han anede ikke, hvor han var. Han rev tang ud af håret og følte sig frem i det, han var landet i. Det var blødt og slimet. Han skyndte sig at tage hånden til sig. Og de lyde. Hvad var det? Noget sivede ganske stille, et andet sted var der brummelyde og en susen. Og hvad var det? En banken, der blev ved og ved. Som af et kæmpehjerte, der slog og slog og slog og slog. Jonas sprang op. “Luk mig ud,” skreg han. Han gav sig til at trampe rundt. “Det er for dårligt,” skreg han. “Jeg forlanger at komme ud lige på minutten!” Det var anstrengende at gå i alt det bløde slimede. Han var hele tiden ved at falde, og han blev træt i benene. Til sidst satte han sig ned og lyttede til de tunge hjerteslag. “Er det dig, Gud?” spurgte han. Der lød en bøvs – ellers intet svar. “Jeg er ked af, at jeg stak af,” sagde Jonas. “Det må du undskylde. Jeg gør det aldrig mere.” En ny, lidt mindre bøvs. “Hvis jeg kommer ud herfra, så skal jeg nok tage til Nineve og fortælle dem alle sammen, at du vil ødelægge byen.” Tunge tunge hjerteslag. “Får jeg dig ikke at se igen?” spurgte Jonas med lille stemme.
154
S
å sagde Gud til hvalen, at den skulle svømme ind til land og kaste Jonas op igen. Og Jonas landede i vandkanten, våd og fuld af plankton og halvspiste ansjoser. “Nu skal du tage til Nineve,” sagde Gud til ham, “og råbe det ud over byen, som jeg har sagt til dig.” Nineve var en kæmpestor by. Det tog tre dage at gå igennem den. Da Jonas nåede byen, gik han en hel dag, før han standsede op på et torv, hvor der var marked. Han stillede sig op på en kasse og gav sig til at råbe ud over de handlende: “Gud har sendt mig. Om fyrre dage bliver Nineve ødelagt.” Og folk stimlede sammen om ham. Måske havde Jonas været bange for at få tæsk, men folk troede på ham. De sendte bud til kongen, der bestemte, at alle skulle bede til Gud og ikke til deres gamle guder, og at vold fra nu af var ulovligt. Det fik Gud til at fortryde, at han havde sagt, at han ville ødelægge byen, og han bestemte sig for at lade være. Det gjorde Jonas rasende. “Sagde jeg det ikke nok!” skreg han. “Det var derfor, jeg ikke ville tage til Nineve, da du første gang bad mig om det. Du holder jo aldrig, hvad du lover. Nu har jeg sagt, at byen skal ødelægges, og så kommer du bagefter og siger, at du ikke gør det alligevel. Det kan du ikke være bekendt! Jeg vil ikke være din profet mere.”
“Hvordan vil du slippe for det?” spurgte Gud. “Du ER min profet.” “Jamen så vil jeg dø!” skreg Jonas. “Og så kan du have det så godt.” Han gik ud i ørkenen og satte sig med armene over kors og gav sig til at vente. “Nu dør jeg nemlig bare, og så kan han sejle sin egen sø,” tænkte han. “Tilgive og tilgive. Hvad skal det til for? Næ nej, sådan leger man ikke med mig. Nu sidder jeg her og venter på, at han smadrer Nineve. Og jeg bliver siddende, til jeg rådner op.” Solen bagte. Det var midt på dagen. Det flimrede i ørkenens gule sand. Først tænkte Gud, at Jonas nok blev træt af at svede.
157
Men Jonas blev siddende. “Jaja, din lille mugne knold,” tænkte Gud. “Nu har du været i hvalens mave og nu steger du i ørkenen, og lige stædig er du.” Han kom til at le. “Jeg vil vise ham noget,” tænkte han. “Så kan det være, han bliver i bedre humør.” Gud fik en olieplante til at spire i sandet. Lynhurtigt voksede den op og blev til en høj busk, der skyggede for Jonas. Og Jonas BLEV virkelig i meget bedre humør, nu hvor han sad i skyggen. Men næste morgen sendte Gud en orm, der gnavede olieplanten over. Så var det slut med skyggen og Jonas’ gode humør. Solen stak ham i hovedet, så han var ved at besvime. “Hvorfor lader du mig ikke bare dø?” råbte han til Gud. “Så er du jo af med mig. Det er jo alligevel det, du er ude på.” “Hvad er du så vred over?” spurgte Gud. “Jeg er ikke vred,” skreg Jonas. “Jeg er rasende! Først giver du mig en dejlig olieplante, og så lader du den gå ud. Hvorfor ødelægger du det, du lige har skabt?” Så lo Gud igen. “Ser man det,” lo han. “Hvad så hvis man har skabt en hel by? Skal man så ødelægge den og dræbe alle menneskene?” “Ja, bare væk med dem!” råbte Jonas. Han tav lidt, tænkte sig om. “Jeg forstår dig ikke, Gud,” sagde han så. “Hvad er der sket med dig? Hvorfor er du pludselig blevet så mild?” “Det ved jeg såmænd ikke,” sagde Gud. “Måske er jeg bare blevet træt af at være vred. Det hjælper jo ikke alligevel. Folk opfører sig ikke anderledes, fordi jeg er rasende og sur. Jeg har lyst til at tilgive og se, om det virker. Det kan jo være, menneskene bliver bedre af det. Du kan jo se, det gik jo meget godt med folk i Nineve.” “Tilgive?” sagde Jonas. “Skal jeg så aldrig mere ud og råbe til folk, at de skal dø, fordi de har fortjent det?” “Det tror jeg ikke,” sagde Gud. “Det er sandelig nye tider,” sukkede Jonas. “Skal du blive siddende her og stege og sure?” spurgte Gud. “Nej, jeg kan vist lige så godt gå hjem,” sagde Jonas og rejste sig og gik gennem det brændende hede sand. Men Gud blev siddende i dybe tanker. “Men åh, det er svært at være mild og tilgive,” tænkte han. “Det er jo faktisk det sværeste af alt. Jeg tror, jeg får brug for hjælp.” Og så fik Gud en idé.
159
“Hvordan er det, I ser ud?” spurgte Gud. “Ja, altså, vi har gjort det så godt, vi kunne,” sagde Eva. “Men det er svært at lave ordentligt tøj af figenblade.” “I har spist af æblerne,” sagde Gud. “Adam! Havde jeg ikke sagt til dig, at du ikke måtte?” “Jamen det var ikke mig, Gud,” sagde Adam. “Det var hende der. Hun fik mig til det.” Læs hvordan det går menneskene og Gud i denne rigt illustrerede genfortælling af Bibelen.
ISBN 9788775237777
9 788775 237777