f. 1966, er sognepræst ved Apostelkirken på Vesterbro. Han har skrevet flere bøger, senest Taknemmelighed, og i 2019 modtog han Bibelselskabets Pris for sit diakonale arbejde blandt byens indvandrere. Både som forfatter og præst er han kendt som en jordnær og lyttende stemme.
For mange mest pressede bliver den bønnen, er startpunktet inviterer
Ifølge kontrol med en tilværelsen. forvandlet vej er ikke leve dagliglivet
Bønnens konkrete med
© 2024 Niels Nymann Eriksen
og Det Danske Bibelselskab
1. udgave, 1. oplag, 2024
ISBN 978-87-7232-332-9
Forlagsredaktion: Mathias Anker Kure
Omslag og grafisk tilrettelægning: Sune Ehlers/River
Tryk og indbinding: Specialtrykkeriet Arco
Sat med håndtegnet typografi, Plantin og Futura og trykt på 100g Munken Print Cream
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder for eksempel, at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.
Bibelselskabets Forlag
Frederiksborggade 50 1360 København K
www.bibelselskabet.dk
Det archimediske Punkt uden for Verden er et Bedekammer, hvor en sand Bedende beder i al Oprigtighed – og han skal bevæge Jorden. Ja dersom han var til denne rette Bedende, naar han lukker sin Dør, det er utroligt hvad han formaaer.
Søren Kierkegaard 1848
Indgang
Spontan
Kristen
En vej er som bekendt en strækning, nogen har gået før os. De, som har gået vejen, har efterladt sig et spor, og efterhånden er der af disse spor opstået en sti, som har gjort området farbart for eftertidens rejsende. Det er denne betydning af ordet vej, som ligger i denne bogs titel. Bøn er et spor, hvori vi kan finde fodfæste både i livets store afgørelser og hverdagens mange små skridt. Det handler ikke om at finde en afklaring eller oplysning, som kan løfte os op
og sætte os fri fra det jordiske menneskelivs friktion, men om at få mod til at leve dagliglivet på en mere helhjertet måde.
At skrive en bog om bøn i en sekulær tid indebærer den opgave at finde spor af en vej, som ikke længere er kendt og knap nok farbar. Engang var bøn en naturlig del af folkelivet og samfundets institutioner. Der er stadig spor af dette, for eksempel i de daglige ringninger med kirkeklokken morgen og aften, som med de afsluttende bedeslag skal minde os om at vende os til Gud ved dagens begyndelse og afslutning. Eller i traditioner som folketingets åbningsgudstjeneste. Men disse institutioner er i dag ikke kanaler, hvorigennem særligt mange menneskers åndelige søgen finder vej. De er snarere spor af en tilgroet vej. Jeg er selv vokset op med bøn og har fra min tidlige barndom fundet styrke og fred ved at gå denne vej. Bøn var i mit barndomshjem en naturlig del af rytmen både i forbindelse med måltider, hvor vi sang bordvers, og ved sengelægning, hvor der blev bedt aftenbøn. I en del af min barndom, hvor jeg havde angst, når jeg skulle sove, lærte min far mig at sige “din vilje ske”, når de uhyggelige
forestillinger begyndte at komme. Jeg gentog denne sætning for mig selv igen og igen og fandt nogle gange en fred, som ikke bare var søvnens hvile, men en kraftfuld, vågen bevidsthed om Guds gode tilstedeværelse, som fordrev al angst.
Siden har bøn på forskellig vis været en fast del af min hverdag. I perioder lidt rutinemæssigt, til andre tider, når jeg har følt mig presset, som en dybtfølt overgivelse til Gud, inden jeg forholdt mig til dagens krav og opgaver. Filosoffen Ludwig Wittgenstein (1889-1951) sagde engang, at hans tænkning handlede om at tage de spørgsmål, som han stillede som barn, alvorligt. Måske handler min gerning som præst og som forfatter til denne bog – uden sammenligning i øvrigt – om at tage min barndoms indsigter og erfaringer alvorligt. Man behøver imidlertid ikke blive barnlig af at tage sin barndoms erfaringer alvorligt, og der er forskel på at gå i barndom og at blive barn på ny. Det sidste handler netop ikke om at vende tilbage, men om at tage barndommens indsigter med sig ind i voksenlivets komplekse virkelighed. Dette gælder både individuelt og kulturhistorisk. Jeg ønsker i denne bog kun at opholde mig ved tidligere
tiders individuelle eller kollektive bønserfaringer i det omfang, det kan tjene som vejmærker, der giver retning for bønnen i vor tid. Det handler så at sige ikke om at grave fortidsminder op af jorden, men om at lære at læse nattehimlen som tidligere generationer og dermed få mod til at fortsætte, når vi mister orienteringen.
Noget kunne tyde på, at mange mennesker også i dag har sådan en orientering mod bøn.
Det hidtil største studie over danskernes åndelige behov, offentliggjort i det anerkendte medicinske tidsskrift The Lancet Regional Health – Europe i marts 2023, viste, at 80 procent af de 100.000 deltagere inden for den sidste måned have haft et “stort” eller “meget stort” åndeligt behov. En af artiklens forfattere udtalte i den forbindelse:
“Danskere taler ikke meget om deres overbevisninger og personlige værdier og har også en lav grad af religiøs praksis. Men som undersøgelsen viser, har vi i Danmark præcis de samme behov for indre fred, mening, tro og håb, som man ser i mere religiøse lande.”1 Efterfølgende udsendte han og en række andre forskere nogle retningslinjer for åndelig omsorg i det danske sundheds-
væsen, som sigter mod at hjælpe personalet til at varetage dette behov.
Men hvad er så mere specifikt danskernes åndelige behov? Blandt de ca. 25.000 respondenter var topscoreren behovet for “at fordybe sig i naturens skønhed.” Men også bøn figurerer højt på danskernes åndelige ønskeliste. Top-20-listen inkluderede således fire udsagn, som har med bøn at gøre: “at bede for dig selv”, “at vende sig mod en højere magt”, “at nogen beder for mig” og “at bede sammen med nogen.” Det fremgår ikke af undersøgelsen, hvorvidt respondenterne oplever, at disse behov tilfredsstilles. Men på spørgsmålet: “Beder du?” svarede kun hver femte bekræftende. Noget tyder altså på, at der er behov for at genfinde bønnens vej i det landskab, som vor tids mennesker rejser igennem. Hvis de følgende sider kan hjælpe nogen i denne proces, har de opfyldt deres formål.
Bogen er opdelt i tre kapitler. Det første tager udgangspunkt i den spontane bøn og forholdet mellem bøn og erfaringer af afmagt. Andet kapitel omhandler, med udgangspunkt i Jesu undervisning om bøn fra Bjergprædikenen, det særlige ved
den kristne forståelse af bøn. Det sidste kapitel forsøger at give inspiration til, hvordan en bønspraksis kan tage form. I et appendiks bagerst, “Ord til bøn”, har jeg samlet nogle af de bønner, som jeg selv har brugt i min personlige bøn eller i forbindelse med gudstjenester. God vandring.
HVORDAN TALER VOKSNE MENNESKER MED GUD?
For mange bliver bøn først en del af tilværelsen i de allermest pressede situationer. Når der er styr på tingene, bliver den hurtigt glemt igen. Det er denne spontane bøn –bønnen, som man nærmest kan tage sig selv i at bede, der er startpunktet for den vandring, Niels Nymann Eriksen inviterer læseren med på i denne bog.
Ifølge Nymann Eriksen handler bønnen ikke om kontrol eller om at bemægtige sig verden. Bøn begynder med en smertefuld erkendelse af, at vi ikke har magt over tilværelsen. Men gennem bøn bliver oplevelsen af afmagt forvandlet til en erfaring af frihed. At slå ind på bønnens vej er ikke en genvej til et lettere liv, det er en hjælp til at leve dagliglivet på en mere helhjertet måde.
Bønnens vej er en personlig bog om bøn med konkrete råd til, hvordan man kommer i gang med at bede.