Uddrag: Himmelsk føde og forbuden frugt by Bibelselskabet

Himmelsk fĂ¸de og forbuden frugt

Bibelselskabets HĂĽndbibliotek

Anne Katrine de Hemmer Gudme

Når sandheden skal frem, så er forfatterne til Det Gamle Testamente faktisk nogle forhærdede kødspisere, og generelt har de ikke høje tanker om grøntsager.

Himmelsk fĂ¸de og forbuden frugt

Anne Katrine de Hemmer Gudme Bibelselskabets Forlag

Himmelsk føde og forbuden frugt © 2018 Anne Katrine de Hemmer Gudme og Det Danske Bibelselskab Omslagsdesign og grafisk tilrettelægning: Bjørn Ortmann Sats, tryk og indbinding: Tarm Bogtryk A/S Forlagsredaktion: Simon Hansen og Karen Karmark Korrektur: Ninna Lange Bogen er sat med Founders Grotesk Text og trykt på Munken Print White 15 90 g 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-7523-882-8 Bibelselskabets Forlag Frederiksborggade 50 1360 København K www.bibelselskabet.dk Denne bog er udgivet med støtte fra Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond.

Indhold

8 Indledning: Mad i Bibelen 22

1. Bibelens spisekammer

2. I begyndelsen: Hvad spiste Adam og Eva?

3. Mad og minder: påsken og den sidste nadver

4. Måltidsfællesskaber

5. Spiseregler

6. Hvem laver sovsen? Mad og kønsroller

7. Mad og mirakler

8. Mad og metaforer

101

9. Monstrøs mad: når køkkenet bliver vendt på hovedet

108

10. Uden mad og drikke: faste og afholdenhed

118

11. Hvad ville Jesus spise? Bibelkogebøger

130 Tak 132 Forslag til videre læsning

Himmelsk føde og forbuden frugt er dedikeret til min mor, Kamma Houth. Hun er en forbilledlig kok og værtinde, hun laver verdens bedste frikadeller, og der er ikke noget, jeg ved om mad (i Bibelen og i det hele taget), der ikke kan spores tilbage til hendes køkken. Mine tidligste barndomsminder er om min mors køkkenbord og krydderurtebed, og de er fyldt med dufte og smag og kærlighed.

HI M M E LS K FØ D E O G FOR BUD EN F RUGT

Bibelens spisekammer

Bibelen og historien Det er ikke hensigten med denne bog at foretage en historisk undersøgelse af mad i middelhavsområdet på Bibelens tid. Jeg vil i stedet se på, hvordan mad bliver brugt af forfatterne i de bibelske tekster. Formålet med dette kapitel er at undersøge Bibelens spisekammer. Det vil sige de råvarer og tilberedningsmetoder, som de bibelske forfattere ville have været vant til, og for at gøre det bliver vi nødt til også at inddrage lidt historie og arkæologi. Derfor vil jeg undtagelsesvist i dette kapitel komme nærmere ind på forholdet mellem de bibelske tekster og middelhavsområdets oldtidshistorie. Bibelen hører hjemme i middelhavsområdet i perioden fra ca. 600 f.Kr. og frem til det andet århundrede e.Kr. Det Gamle Testamente er formodentlig nedskrevet i oldtidens Palæstina i løbet af rundt regnet 400 år, fra det

B I B EL EN S S PI S EKAMMER

Kort 1: Det Gamle Testamente – Palæstina. Det Gamle Testamente blev skrevet i oldtidens Palæstina i midten af det første årtusinde f.Kr.

HI M M E LS K FØ D E O G FOR BUD EN F RUGT

Kort 2: Det Nye Testamente – Middelhavsområdet. Bibelen hører hjemme i det østlige middelhavsområde i perioden fra ca. 600 f.Kr. og frem til ca. 150 e.Kr. Det Gamle Testamente er skrevet i oldtidens Palæstina, og Det Nye Testamente er skrevet i Palæstina og Lilleasien.

B I B EL EN S S PI S EKAMMER

sjette århundrede f.Kr. til det andet århundrede f.Kr. Det Nye Testamente blev til på kortere tid, formodentlig i perioden fra midten af det første århundrede e.Kr. til første halvdel af det andet århundrede e.Kr. Tabel 1 – Vigtige årstal

Historisk periode

Vigtige begivenheder

Jernalder I ca. 1200-ca. 1000 f.Kr. Jernalder II ca. 1000-ca. 600 f.Kr.

• Ca. 900 f.Kr.: Ældste eksterne bevidnelse af Nordriget Israel • Ca. 750 f.Kr.: Ældste eksterne bevidnelse af Sydriget Juda • 722 f.Kr.: Nordriget Israel falder til assyrerne • 612 f.Kr.: Det assyriske imperium falder til babylonerne • 587 f.Kr.: Sydriget Juda falder til babylonerne, og Jerusalem ødelægges

Persisk tid 539-333 f.Kr.

• 539 f.Kr.: Det babylonske imperium falder til perserne

Hellenistisk tid 333-63 f.Kr.

• 333 f.Kr.: Alexander den store erobrer Palæstina • 168 f.Kr.: Det makkabæiske oprør bryder ud i Jerusalem

Romersk tid 63 f.Kr.-ca. 400 e.Kr.

• 63. f.Kr.: Pompejus erobrer Jerusalem • 70 e.Kr.: Den romerske general Titus ødelægger templet i Jerusalem

Det gælder for begge testamenter, at de indeholder fortællende tekster, der kan klassificeres som en form for historisk fiktion. Det vil sige fortællinger, der skildrer fortidige begivenheder med en blanding af historiske fakta og en god portion digterisk frihed. Det er de fire

HI M M E LS K FØ D E O G FOR BUD EN F RUGT

evangelier i Det Nye Testamente et godt eksempel på. De fortæller alle fire historien om Jesus’ liv og død, men de gør det på hver deres måde. Hvis vi læser evangelierne med moderne historikerbriller på, løber vi ind i vanskeligheder, for de kan jo ikke alle fire have ret. Men hvis vi læser evangelierne, som det de er, nemlig som litteratur der formidler et teologisk budskab, står det klart, at evangelieforfatterne hver især fortæller en historie, der skal tjene deres respektive teologiske dagsorden. Det vil sige, at evangelierne er gode kilder til den enkelte forfatters teologi og mindre gode kilder til en rekonstruktion af historiske begivenheder i det første og andet århundrede e.Kr. Det samme gør sig gældende for Det Gamle Testamente. Teksterne er blevet til over en længere periode, og de beskriver også et længere handlingsforløb, der strækker sig helt fra verdens skabelse og frem til persisk tid (se tabel 1). Det Gamle Testamente fortæller om Israels tre stamfædre eller patriarker, Abraham, Isak og Jakob, og om deres efterkommere, Jahves udvalgte folk, Israel. Israelitterne ender i Egypten i slutningen af Første Mosebog, hvor de bliver tvunget til at arbejde som slaver. Jahve redder folket ud af Egypten og fører dem til landet Kana’an, som han i sin tid lovede Abraham, at hans efterkommere skulle få lov til at bo i. Folket Israel slår sig ned i Kana’an, og vælger sig en konge. Den første konge er Saul, og efter ham kommer David, Davids søn, Salomo, og mange flere. Efter Salomos regeringstid deles Israel op i to kongedømmer, Sydriget, Juda, og Nordriget, Israel. Folket Israel bor i Kana’an i

B I B EL EN S S PI S EKAMMER

mange generationer, men det ender med, at Jahve sender folket i eksil i Babylon for at straffe dem for ikke at adlyde ham. Senere vender de tilbage til Jerusalem og bygger Jahves tempel op igen, og det er noget af det sidste, Det Gamle Testamente fortæller om. Denne kortfattede skitse er historien, som de gammeltestamentlige forfattere fortæller den, men det er ikke nødvendigvis alt sammen noget, der faktisk er sket. Generelt er de gammeltestamentlige tekster blevet til væsentligt senere, end de begivenheder de beskriver. Dommerbogen fortæller eksempelvis om den periode i beretningen om folket Israels historie, der ligger mellem udvandringen fra Egypten og de 40 års vandring i Sinajørkenen og indvandringen i Kana’an og den senere indførelse af monarkiet (se Første Samuelsbog kap. 8-12). Men Dommerbogen er formodentlig først nedskrevet på et langt senere tidspunkt, og derfor stammer teksten selv ikke fra ’dommertiden’, som i grove træk ville svare til perioden mellem 1.200 og 1.000 f.Kr. Denne periode kaldes Jernalder I. Det betyder, at Dommerbogen ikke er en pålidelig kilde til begivenhederne i Palæstina i Jernalder I, men snarere er udtryk for en senere tids opfattelse af denne periode. De gammeltestamentlige forfattere fortæller simpelthen hele verdens og folket Israels historie med henblik på at komme med et bud på, hvordan Israel bedst forholder sig til sin Gud, Jahve. Forfatternes primære formål er ikke at skrive historie, men at bruge historiefortælling til dels at skabe en identitet for dem, der anser sig selv for at høre til det udvalgte folk Israel, dels at udlægge historiske begivenheder sådan, at de

HI M M E LS K FØ D E O G FOR BUD EN F RUGT

stemmer overens med forfatternes teologi og selvforståelse. Set med overklassens øjne De bibelske tekster kan fortælle os meget om, hvordan man spiste, talte og tænkte om mad på forfatternes tid, men der er også eksempler på, at Bibelen af og til giver os et lidt skævt indtryk af, hvad almindelige menneskers daglige kost bestod af. Det er der især to grunde til. For det første har Bibelen en tendens til at fokusere på de fødevarer, der har et symbolsk og teologisk potentiale. Det skyldes naturligvis, at formålet med teksterne netop er at formidle en lære om Gud, en teologi, og ikke at skrive en kogebog. For det andet må vi huske på, at forfatterne til Bibelen kom fra toppen af samfundet. Vi ved ikke så meget om, hvem de var, men vi kan regne med, at de kunne læse og skrive, og den information placerer dem i en meget eksklusiv gruppe. På Det Gamle Testamentes tid har op mod 95% af befolkningen været analfabeter, og det betyder, at forfatterne til de gammeltestamentlige tekster har tilhørt en ganske lille og privilegeret elite. På Det Nye Testamentes tid er der formodentlig flere, der har kunnet læse og skrive (10-15% af befolkningen er nok et rimeligt bud), men de nytestamentlige forfattere har stadig tilhørt et ganske privilegeret samfundslag. Det vil sige, at der med stor sandsynlighed er facetter af helt almindelige menneskers hverdagsliv og hverdagskost, som de bibelske forfattere ikke har haft indsigt i eller interesse for, fordi det var en hverdag,

B I B EL EN S S PI S EKAMMER

der var meget forskellig fra deres egen overklassetilværelse. Det er også sandsynligt, at forfatterne til Bibelen har været mænd. Det har været usædvanligt på Bibelens tid at kunne læse og skrive, og det har været meget usædvanligt, at kvinder kunne læse og skrive. Derfor er det en rimelig antagelse, at Bibelen er en samling af tekster, der først og fremmest er skrevet af mandlige forfattere, der først og fremmest henvender sig til mandlige læsere. Det har også betydning for, hvordan de bibelske forfattere fortæller om mad og madlavning, for der er med stor sandsynlighed aspekter af arbejdet med at tilberede mad, som falder uden for forfatternes maskuline verdensbillede.

Krydderier I Bibelen nævnes salt, kommen og koriander. Man har formodentlig også kendt til og anvendt spidskommen i Palæstina i oldtiden. Kanel og kassia nævnes også i Det Gamle Testamente, men de har formodentlig primært været brugt til forskellige former for aromatisk olie og parfume og i mindre grad i madlavningen.

Maden der forsvandt: øl og fisk Der er et par gode eksempler på mad og drikke, der er mere eller mindre fraværende i Bibelen, men som vi takket være arkæologiske udgravninger og information fra andre oldtidssamfund ved må have været en del af menuen i middelhavsområdet på Bibelens tid. Det første eksempel er øl. De bibelske forfattere nævner næsten al-

HI M M E LS K FØ D E O G FOR BUD EN F RUGT

drig øl, og derfor gik man i mange år ud fra, at man simpelthen ikke drak øl i oldtidens Palæstina. I stedet drak man vin, som de bibelske forfattere til gengæld nævner ganske ofte. I Bibelen bruges vin som et billede på blod, og vindyrkning bruges ofte som et billede på forholdet mellem gud og mennesker. Nyere forskning har dog vist, at det formodentlig ikke er rigtigt, at øl var så godt som ukendt i Palæstina. Øl var den mest almindelige alkoholiske drik hos Palæstinas naboer i Egypten og Mesopotamien (svarer i grove træk til vore dages Irak), og vin var forbeholdt overklassen. Der er talrige afbildninger af egyptere og mesopotamiere, der drikker øl af krukker med lange sugerør. Det blev man nødt til, for øllet var plumret og fyldt med bundfald. I Palæstina dyrkede man vin i højlandet, men man dyrkede også korn i lavlandet – især byg, som man kan bruge til at brygge øl. Det er sandsynligt, at man drak både øl og vin i oldtidens Palæstina, og at vin især var forbeholdt de velhavende. De bibelske tekster afspejler som sagt elitens verdensopfattelse, og derfor er øl enten blevet overset eller udeladt med vilje, fordi plumret øl slet ikke har det samme gode symbolske potentiale som blodrød vin. Et andet eksempel er fisk. I Det Gamle Testamente er fisk som mad så godt som fraværende (se dog kapitel 7), men det betyder ikke, at man ikke spiste fisk på Det Gamle Testamentes tid. Arkæologiske udgravninger fra Palæstina i jernalderen indeholder store mængder fiskeben og fiskeskæl fra både ferskvandsfisk og saltvandsfisk. Palæstina ligger godt nok ud til middelhavet, men kystområderne var beboet af andre folkeslag end dem, der

B I B EL EN S S PI S EKAMMER

skrev Det Gamle Testamente, og bortset fra Geneserat sø i Galilæa i det nordlige Palæstina er der ikke gode muligheder for at fange ferskvandsfisk. Derfor må vi gå ud fra, at fiskene primært blev fanget langt væk og blev konserveret ved hjælp af saltning, røgning eller tørring og siden blev solgt og spist. Derfor må vi også gå ud fra, at fisk har været en relativt kostbar råvare, fordi den netop ofte var en importvare, og det betyder, at fiskens fravær i Det Gamle Testamente ikke kan forklares med, at den ikke hørte til på elitens menu, for det ser det tværtimod ud til, at den gjorde. I forbindelse med udgravningen af det persiske guvernørpalads i Ramat Rakel, som ligger mellem Betlehem og Jerusalem, har man fundet anlæg, der godt kunne minde om fiskedamme. Det har været kostbart sådan at have sin egen private Put and Take sø, så frisk fisk har helt sikkert ikke været fattigmandskost i det Palæstinensiske højland. Men hvorfor skrev de gammeltestamentlige forfattere så ikke om at spise fisk? Det er svært at sige. Måske er det bare ikke faldet dem ind, måske har fisk efter deres mening ikke haft det fornødne symbolske fortolkningspotentiale, og måske har fisk virket som fremmed mad, fordi den netop ofte var importeret, og derfor har de ikke villet skrive om den.

Fiskeporten I Det Gamle Testamente kaldes en af Jerusalems porte for fiskeporten (se Sefanias’ Bog kap. 1 vers 10, Nehemias’ Bog kap. 3 vers 3 og kap. 12 vers 39 samt Anden Krønikebog kap. 33 vers 14). Det kunne tyde på, at byens fiskemarked har været i nærheden af denne port.

HI M M E LS K FØ D E O G FOR BUD EN F RUGT

I Det Nye Testamente er det anderledes. Meget af handlingen i evangelierne udspiller sig netop blandt fiskere, der bor ved Geneserat sø i Galilæa, og derfor beskrives fiskespisning og fiskefangst som en helt naturlig del af hverdagen. Hverdagsmad På Bibelens tid har helt almindelige mennesker, der levede i middelhavsområdet, først og fremmest spist sig mætte i korn. De to store afgrøder har været hvede og byg. Hvede var den fornemme afgrøde, man dyrkede både en form for durumhvede og en form for emmer, og byg var den almindelige og billige kornsort, der nok kun har kostet ca. halvt så meget som hvede. Korn har formodentlig udgjort op til halvdelen af det daglige kalorieindtag. Hvis man havde travlt, kunne man spise de friske aks, som de var (se Anden Kongebog kap. 4 vers 42), eller man kunne riste en håndfuld korn og spise dem (se Josvabogen kap. 5 vers 11). Men korn kunne også koges til grød eller vælling og bruges til at jævne en stuvning, og så blev korn naturligvis brugt til at bage brød. Man kunne enten bage brødet på en pande eller på en bagesten direkte i ildstedet, eller man kunne bage i en lerovn, en ’tabun’. En anden vigtig næringskilde har været olivenolie, som man har kunnet bruge både til madlavning og til at dyppe brødet i. Kød har også været en vigtig del af den daglige kost på Bibelens tid. Det er omstridt, hvor meget kød man har spist til daglig. Almindelige mennesker har formo-

B I B EL EN S S PI S EKAMMER

dentlig ikke spist kød hver dag, men de har dog spist kød med jævne mellemrum. Den mest almindelige kilde til kød var får og geder, men man har også spist kød fra kvæg og svin. Der er dog noget, der tyder på, at man i perioder har spist ganske lidt eller intet svinekød i oldtidens Palæstina. Det kan hænge sammen med en række kulturelt og religiøst betingede spiseregler, som vi skal se nærmere på i kapitel 5.

Olie Olivenolie blev brugt til mange ting i oldtidens Palæstina. Ud over madlavning brugte man olie til belysning i olielamper, og man lavede salver og parfumer af olivenolie, der blev tilsat dyre aromastoffer, såsom nardus, myrra og kanel.

Man har også spist kød fra ænder, gæs og duer og fra vilde dyr, såsom hjorte, gazeller, vagtler og agerhøns. Den mest almindelige tilberedningsmetode har været at koge kødet i en gryde sammen med for eksempel korn og bælgfrugter. Mælk og mejeriprodukter har også været en del af den daglige kost. Det har især været gedemælk. Geder giver mere mælk end får og kan malkes i en længere periode, og kvæg blev primært anvendt som trækdyr. Frisk mælk har naturligvis ikke kunnet holde sig, så man har lavet mælken til en form for langtidsholdbart mælkeprodukt, såsom klaret og tørret smør, ’ghee’, eller langtidsholdbar tørret ost. Bælgfrugter har med sikkerhed også været på menuen. Det Gamle Testamente nævner kun linser og bøn-

HI M M E LS K FØ D E O G FOR BUD EN F RUGT

ner (for eksempel Anden Samuelsbog kap. 17 vers 28), men man har formodentlig også spist ærter og kikærter. Romerne brugte bælgfrugter som rotationsafgrøde, fordi for eksempel kikærter forsyner jorden med kvælstof i modsætning til korn, der trækker kvælstof ud af jorden, så det er sandsynligt, at bælgfrugter blev en endnu mere udbredt afgrøde fra den romerske periode og frem.

Høns Det er omstridt, hvornår høns bliver indført som spisefugl i middelhavsområdet. Der er noget, der tyder på, at det først sker efter den hellenistiske periode, hvilket vil sige, at man har spist hønsekød og -æg på Det Nye Testamentes tid, men ikke på Det Gamle Testamentes tid. Høns blev indført i Mellemøsten relativt tidligt i det første årtusinde f.Kr., men i begyndelsen brugte man dem nok mest til fuglekampe og ikke som mad.

Grøntsager har sandsynligvis også været en del af den daglige kost, men det er desværre noget, vi ved meget lidt om, fordi teksterne stor set ikke nævner det, og grøntsager er svære at spore arkæologisk. Man kunne godt forestille sig, at grøntsager især har indgået i de meget velhavende og de meget fattiges menu. De fattige har formodentlig suppleret deres kost med vilde urter, rødder og frø, som de har plukket i det fri (se Anden Kongebog kap. 4), hvorimod de rige har haft råd til at anlægge haver, hvor de har kunnet dyrke forskellige former for grønt. I Palæstina var landbruget afhængigt af regnvand i oldtiden, hvilket gør gartneri vanskeligt i det tørre klima. Det var anderledes hos naboerne i Egyp-

B I B EL EN S S PI S EKAMMER

ten og Mesopotamien, hvor man kunne bruge flodvand til kunstvanding. Lige præcis denne forskel på Egypten og Palæstina er der en interessant beskrivelse af i Femte Mosebog kapitel 11 vers 10-11: For det land, du skal ind og tage i besiddelse, er ikke som det Egypten, I drog ud af, hvor man sår sit korn og må vande ved fodkraft, ligesom i en køkkenhave. Nej, det land, I skal over og tage i besiddelse, er et land med bjerge og dale; det får vand at drikke, når det regner fra himlen. Endelig har frugt også indgået i den daglige kost på Bibelens tid. De mest almindelige spisefrugter har været vindruer og figner. Man har kunnet spise dem friske, men det har nok været lige så almindeligt at tørre dem eller at lave dem til en form for frugtsirup, der i Det Gamle Testamente omtales som ’honning’. På samme måde har man spist granatæbler og dadler både i frisk og tørret form og som frugtsirup. Man har formodentlig også kendt til æbler, kvæder og abrikoser, men det ved vi desværre kun ganske lidt om. I næste kapitel skal det handle om Bibelens nok mest berømte frugt, nemlig den forbudte frugt, som Adam og Eva spiser af i Edens have.

HI M M E LS K FØ D E O G FOR BUD EN F RUGT

Opskrift:

Tahus lammestuvning En opskrift inspireret af lertavle nr. 4644 i Yale Universitetets samling The Yale Babylonian Collection. Oprindeligt skrevet på akkadisk med kileskrifttegn. Kan dateres til ca. 1750 f.Kr. 1 lammekølle 7 dl vand 2 spsk. olivenolie Salt efter smag 5 dl øl (evt. hvedeøl) 1 stort eller 2 små løg, hakket 1 tsk. korianderfrø 1 tsk. spidskommen 3 gule beder, kogt, pillede og hakkede (rødbeder eller bolchebeder kan også bruges, men retten får et smukkere udseende med gule beder) 4 fed hvidløg, hakket 1 porre i skiver Frisk koriander til servering Tag en stor gryde og brun lammekøllen på begge sider i olien. Tilsæt vand, salt, øl, løg, korianderfrø, spidskommen og de kogte beder. Lad ingredienserne simre i ca. ti minutter på moderat varme. Tilsæt hvidløg og porre, og bring retten i kog. Skru ned for varmen igen, og lad stuvningen simre i mindst en time. Rør i den fra tid til anden. Hvis du har en gryde, der kan komme i ovnen, kan du sætte gryden i ovnen på ca. 80 grader i små to timer. Det giver også et godt resultat. Fisk lammekøllen op, og riv eller skær kødet fra knoglen. Put kødet tilbage i gryden til de øvrige ingredienser. Server med drys af frisk koriander.

Anne Katrine de Hemmer Gudme (f. 1980)

– 190 mm –

– er ph.d. i teologi og lektor på Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet. Hendes primære forskningsområde er Det Gamle Testamente, med særligt fokus på religiøse ritualer, såsom gaver til guderne, og ritualiserede sociale praksisser, såsom gæstfrihed og måltider.

Hvad spiser man i Bibelen? Svaret på det spørgsmål kan gøre os en del klogere, for mad er ikke bare mad, men en alvorlig sag. Mad afslører, hvem vi er og hvor vi kommer fra, og ligesom i dag bruges mad i Bibelen både politisk, religiøst og som identitetsmarkør. Himmelsk føde og forbuden frugt er en kulinarisk rejse ind i Bibelens spisekammer. Undervejs serveres alt fra offerdyr og menneskekød til raw food og vin.

Bibelselskabets Håndbibliotek er en serie af små fagbøger, der udforsker væsentlige temaer og begreber i Bibelen. Forfatterne er eksperter på deres områder, og bøgerne er skrevet i et sprog, som man kan forstå.

978-87-7523-882-8