Uddrag: Jesus by Bibelselskabet

Jesus

Bibelselskabets HĂĽndbibliotek

Kasper Dalgaard

Først efter lang tid forstår de (sådan næsten), hvad han er. Dette markeres ved, at disciplen Peter endelig bekender, at Jesus er Kristus (ham, der kommer med frelsen) … dog har han stadig ikke forstået, hvad det egentlig indebærer.

Jesus

Kasper Dalgaard Bibelselskabets Forlag

Jesus © 2018 Kasper Dalgaard og Det Danske Bibelselskab Omslagsdesign og grafisk tilrettelægning: Bjørn Ortmann Sats, tryk og indbinding: Tarm Bogtryk A/S Forlagsredaktion: Simon Hansen og Karen Karmark Korrektur: Philip Reitzel Bogen er sat med Founders Grotesk Text og trykt på Munken Print White 15 90 g 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-7523-878-1 Bibelselskabets Forlag Frederiksborggade 50 1360 København K www.bibelselskabet.dk Denne bog er udgivet med støtte fra Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond.

Indhold

8 Prolog

DEN KLASSISKE JESUS

1. Den menneskelige Jesus

2. Den guddommelige Jesus

3. Den himmelske Jesus

DEN HISTORISKE JESUS

1. Den farlige Jesus

2. Den kirkelige Jesus

3. Den kĂŚtterske Jesus

DEN HEMMELIGE JESUS

1. Den unge Jesus

105

2. Den mystiske Jesus

115

3. Den muslimske Jesus

122

Epilog

Til min mor: Ikke hellig, men herlig

D EN M EN N ES KEL I GE JESUS

Den menneskelige Jesus

Vores jagt på, hvem Jesus var, begynder med Bibelens fire evangelier – Markusevangeliet, Matthæusevangeliet, Lukasevangeliet og Johannesevangeliet. Selvom det ikke er de yngste skrifter i Det Nye Testamente, er det med evangelierne og deres tid, at de tidlige kristne virkelig begynder at sammenskrive de mange beretninger, legender og historier, som de efterhånden har knyttet til Jesus og de andre tidlige helte i kristendommen. Evangelierne er nemlig fortællende biografier. Eller rettere helte-biografier med relativt få detaljer om, hvem Jesus egentlig var, men med rigtig mange informationer og vejledninger om det at være kristen. For selvom evangelierne er Jesus-biografier, er det ikke sådan, som vi kender den genre i dag. For selv efter at have læst alle evangelierne (ja, efter at have læst alle Bibelens skrifter) så har vi ingen svar på selv simple spørgsmål, såsom hvor

J ESU S

høj Jesus er, hvilken hårfarve han har, eller om han er tyk eller tynd. Det første og ældste af de fire evangelier i Det Nye Testamente er Markusevangeliet. Hvilket egentlig er et misvisende navn, for oprindeligt er evangeliet skrevet anonymt, fordi forfatteren selv ikke er vigtig. Det centrale for forfatteren er budskabet i fortællingen og at guide modtageren til at leve et godt kristent liv. Igennem det meste af kristendommens historie er Markusevangeliet blevet set som blot en dårlig kopi af det længere Matthæusevangelium – og det er derfor, at det i danske bibler står og gemmer sig i skyggen af Matthæusevangeliet. Men de seneste 200 års forskning har vist, at Markusevangeliet faktisk er det ældste af de fire evangelier, mens både Matthæusevangeliet og Lukasevangeliet har kopieret størstedelen af deres indhold fra netop det lille, fine Markusevangelium. Og hvornår er evangeliet så fra? Ja, det ved vi endnu ikke rigtig, men de fleste regner med, at det omkring år 70 er færdigredigeret – resultatet af en lang proces, hvor mange forskellige større og mindre samlinger af skriftlige og mundtlige kilder tematisk stykkes sammen til et længere og længere skrift. Med Markusevangeliet har vi altså resultatet af et imponerende arbejde udført af mennesker, der nu for længst er glemt – hvilket gør en tolkning af dets indhold og især dets Jesusfigur ganske vanskelig. Dog er der nogle tydelige træk ved Jesus i evangeliet, der viser, hvordan de kristne, som evangeliet er tiltænkt, forestiller sig Jesus, en generation eller to efter at han døde.

D EN M EN N ES KEL I GE JESUS

Når vi er færdige med at rive, hvad hår vi måtte have tilbage på hovedet, ud i frustration over det irriterende faktum, at vi intet får at vide om Jesus’ udseende og lignende i skriftet, så bliver det dog klart, at Markusevangeliet ikke er interesseret i at fortælle om Jesus, nær så meget som det ønsker at fremstille ham som det perfekte forbillede for kristne. Jesus er rollemodellen for, hvordan en kristen mand eller kvinde bør leve sit liv for at blive frelst. Det er derfor snarere en vejledning for levende kristne, meget mere end det er en biografi om en død Jesus. En levemanual, der også kan tjene til at overbevise naboerne i landsbyen, eller omrejsende romere, om, hvorfor de da burde blive kristne – og en idylliserende, religiøs propagandamanual er nok en mere passende undertitel på Markusevangeliet end en decideret biografi. Så vi ved altså ikke noget om Jesus’ udseende, selvom vi dog måske kan tillade os at sige, at eftersom der ikke er nogen traditioner, hvori disciplene eller andre pludselig bemærker, at de sidder og spiser med en barbarisk udseende mand fra norden (bleg i huden) eller syden (mørk i huden), så betyder det nok, at Jesus lignede alle andre voksne mænd i Mellemøsten; med olivenfarvet hud og mørkt hår. Endelig har han nok været en lidt ældre mand at se på, for hvis han, som de senere traditioner fortæller, har arbejdet som tømrer inden dåben og er i trediverne, da begivenhederne i evangelierne udspiller sig, ja, så har han allerede været i nærheden af den forventede gennemsnitslevealder for en hårdtarbejdende mand i antikken.

J ESU S

Så Markusevangeliets Jesus har sandsynligvis lignet alle andre på gaden i Kapernaum eller en af de andre byer, han kommer til, men det er også lige præcis det allermest centrale ved Jesus i dette skrift! For Markusevangeliet har en meget speciel lære om, hvad Jesus’ natur egentlig er, i forhold til andre af Det Nye Testamentes skrifter og i forhold til, hvorledes kirken udvikler sig. For i Markusevangeliet har vi at gøre med det, der hedder adoptionsteologi – altså at Jesus netop er en helt almindelig jødisk mand – lige indtil dåbsdagen, hvor Gud adopterer ham som sin udvalgte frelser. Da Johannes Døber døber Jesus i Jordanfloden, sker der et eller andet epokegørende nyt. Dette ’et eller andet’ gør, at alle, der har kendt Jesus tidligere, nu, efter dåben, pludselig forbløffes, skræmmes eller forvirres, når de møder ham igen. Det kommer dertil, at hans gamle venner og naboer forarges over, hvad han påstår at være i stand til, og simpelthen nægter at høre på ham. Ligeledes med hans familie, for moder Maria og Jesus’ brødre og søstre mener, at han er blevet tosset og til fare for sig selv, og prøver derfor at få ham under kontrol igen. Hvad far Josef må have tænkt om sin søns nye idéer, ved vi ikke, for i Markusevangeliets univers findes han ikke – hvilket ses ved, at de tidligere venner og bekendte omtaler Jesus som ’Marias søn’, hvilket i antikken er lidt af en fornærmelse, fordi det indikerer, at Maria ikke helt ved, hvem der er barnets far. Alt dette skyldes adoptionsteologien i Markusevangeliet, som igen kommer fra den kernejødiske idé om, hvordan frelseren vil komme og redde alle jøder fra den

D EN M EN N ES KEL I GE JESUS

onde verden. Det centrale her er idéen om messias. Messias er den danske version af det hebraiske ord for den salvede – altså jødernes sagnomspundne konger fra Det Gamle Testamente, der, idet de indsættes, salves med olie af Guds præster. Resultatet af dette oliebad er, at kongen nu regnes for Guds adopterede søn – det centrale bindeled mellem mennesker og Gud. Efterhånden som jøderne med tiden mister enhver form for magt og får tæsk af persere, grækere, romere, og hvem der ellers kommer forbi området, så fødes idéen om, at snart – forhåbentlig meget, meget snart! – vil Gud indsætte en ny konge. En fremtidig frelser-konge, der med Guds englehære vil komme og give romerne alle de tæsk, som de jødiske sekter synes, magthaverne fortjener, og samtidig indvarsle den tid, hvor jøderne ikke længere er forfulgte, men som frelste regerer i en ny verden. Hvad har det så med Markusevangeliet at gøre? Meget, for den græske version af ’messias’ er netop ordet Kristus, der fungerer som Jesus’ titel. De gamle kongers oliebad bliver i den nye kristne fortælling til Jesus’ dåb: Jesus er den nye konge, der i begyndelsen af Markusevangeliet i kraft af dåben bliver adopteret af Gud. Ved dåben får Jesus Helligånden – Guds magt – i sig, og med den magt kan han fungere som Guds udvalgte repræsentant og talerør blandt alle mennesker. Jesus er i Markusevangeliet den frelser, som jøderne har håbet på, og det viser os, ’hvor jødisk’ den tidlige kristendom virkelig er, da den har næsten alle de samme håb om en snarlig bedre tid, der vil begynde, når messias, Guds frelser, kommer.

J ESU S

Så Markusevangeliet er udtryk for en adoptionsteologi – noget, som vi i Danmark ikke hører omtalt hver dag: Det er, fordi ’storkirken’ (altså den del af kirken, som dominerer den teologiske udvikling i kristendommens begyndelse – især de betydningsfulde kirker i Jerusalem, Alexandria, Rom osv.), meget hurtigt dømmer denne teologiske idé som det værste af alle kætterier. Samtidig gør de øvrige evangelier meget ud af netop at fjerne en sådan idé – det er blandt andet hovedårsagen til, at vi har de lange fødselsberetninger i Matthæusog Lukasevangelierne. Så på mange måder kan vi altså takke adoptions-forskrækkelsen for den sødere og mere børnevenlige begyndelsesmyte på Jesus’ liv i Lukasevangeliet, ’juleevangeliet’. I begyndelsen af kristendommens historie er der dog meget, der tyder på, at evangeliets idé om en meget menneskelig Jesus er ganske udbredt. I de første århundreder er der flere skrifter, teologer og udgaver af kristendommen, der fortsætter adoptionsteologien. Så til trods for at det i dag sjældent omtales, er den adopterede Jesus én af de tidligste Jesus-forståelser med Markusevangeliet som en glimrende fortaler herfor. Markusevangeliets budskab er med andre ord, at ’hvis mennesket Jesus kunne følge Guds plan og blive frelst, så kan du også!’ I Markusevangeliet er Jesus således et ganske almindeligt menneske, der opsøger Johannes Døber for at blive døbt. Hvornår denne begivenhed fandt sted, og hvorfor Jesus vælger at opsøge Johannes, er derfor ikke det vigtige for evangeliet, og af samme grund er der ikke

D EN M EN N ES KEL I GE JESUS

nogen tidsangivelse eller nogen beretning om, hvad Jesus render rundt og laver før dåben – for eksempel hører vi intet om engle, der fortæller Maria om, hvilket barn hun venter sig, eller om Jesus’ barndom. Derved er historiens fokus tydeligt på det helt almindelige men neske, der, af uvisse årsager, opsøger Johannes i ørkenen. Og som omgik helt almindelige mennesker. Langt de fleste af dem, der følger Jesus, er også almindelige arbejdere og repræsenterer den tidlige kristendoms medlemmer; de fattige og de undertrykte og dermed især kvinderne, der ikke har en alt for nem tilværelse i antikken. Jesus’ disciple er alle mænd, men det er nok en redigering af traditionerne til bedre at repræsentere den lidt senere og mere etablerede og dermed kvindefjendske kirke. Oprindeligt er det mere sandsynligt, at der er en noget mere progressiv ligestilling blandt Jesus’ første fans, som blandt andet de små overlevende bemærkninger om kvinderne, der ved korsfæstelsen pludselig kommer ind på evangeliets scene, tyder på. Men de disciple, der vælger at følge Jesus, er altså, ligesom deres læremester, helt almindelige arbejdende (mandlige) mennesker (som fiskerbrødrene Peter og Andreas, der efterlader deres forvirrede fader siddende tilbage i båden, straks de hører Jesus) eller toldere (som Levi), der i samtiden var et ganske forhadt arbejde. Hvad er så det vigtige for Markusevangeliet at fortælle om Jesus’ liv? Alt det, der siden skete den nu døbte Jesus, indtil han dør på korset, og det er netop her, evangeliet begynder og slutter – fra dåben til døden er den

J ESU S

tidligste fortælling om Jesus. Og Markusevangeliets Jesus er på mange måder en noget usleben diamant i forhold til de senere evangeliers. Dette ses for eksempel i den noget forskelligartede måde, hvorpå Jesus udfører sine helbredelser. Frem for en standardiseret fremgangsmåde har de mange traditioner bag evangeliet og den noget usystematiske redigering gjort, at vi kan læse om nærmest alle tænkelige former for helbredelsesmetoder. Disse strækker sig fra ekstremt overlegne helbredelser, hvor Jesus blot ved at udsige et par ord helbreder de syge, til tider endda på lang afstand. Andre steder skal Jesus i fysisk kontakt og røre ved patienten for at kunne helbrede ham. Endelig har vi de mere påfaldende og ’magiske’ fremgangsmetoder, hvor Jesus skal helt tæt på og derfor stikker sine fingre i den syges ører og mund, spytter omkring sig og fremsiger mystiske fremmedord eller lægger hænderne på patienten og spytter på den syges øjne. Derudover kan Jesus læse menneskers inderste tanker i deres hjerter, profetere om både nærtforestående og fjernere begivenheder og, selvfølgelig som en rigtig messias, udføre mirakler. Og Jesus udfører mange mirakler. Ud over helbredelserne er Jesus i stand til at kontrollere naturen, liv og død samt sørge for sit lille nye gudsfolk. De største af disse mirakler er samlet i ganske få kapitler, hvor vi præsenteres for Jesus’ mega-mirakler. Her stilner Jesus naturens faretruende kaos-magter to gange ved at beordre stormen til at lægge sig, og som disciplene beroliges af hans tilstedeværelse således også vandet. Metoden, han bruger over for vandet, er samme

D EN M EN N ES KEL I GE JESUS

fremgangsmåde som over for dæmonerne, han møder, og lige bagefter kommer også den største dæmonuddrivelse i evangeliet, som tjener som endegyldigt bevis for Jesus’ evner over Satans ånder. Midt i denne overflod af mirakler kommer også beviset for, at Jesus har nøglen til at kurere kvinders underliv og igen give dem evnen til at bringe liv ind i verden. Denne beretning er indsat i en fortælling med samme tema, men fortalt på en ny måde, hvor Jesus udfører Markusevangeliets eneste dødeopvækkelse, da han genopvækker en lille pige. De to historier beroliger således evangeliets målgruppe med, at Jesus, via Helligånden, også er givet magten over livet og døden. Som afslutning på denne ophobning af mirakler udfører Jesus det første af bespisningsunderne, hvor 5000 mænd er samlet på et øde sted, og Jesus har prædiket så længe, at det er blevet aftensmadstid. Fra ganske få materialer frembringer Jesus så meget brød, at der er nok til, at alle kan mættes. Dermed er Guds repræsentant også i stand til at sørge for sit folk selv på de allermest udsatte steder. At dette mirakel optræder to gange i evangeliet, er nok ikke et udslag af, at redaktøren har en dårlig hukommelse og har glemt, at han allerede har skrevet det, men snarere at den første beretning handler om, at Jesus er der for alle jøder, mens det andet, der foregår på hedensk landområde, viser, at Jesus skam også er frelseren for alle hedninge, der gerne vil være kristne. Dog er der som nævnt intet i evangeliet, der tyder på, at Jesus udfører noget bemærkelsesværdigt – hver-

J ESU S

ken helbredelser eller mirakler – før han får dåben af Johannes Døber. Hvad er det så, der sker, dér ved Jordanflodens bredder ifølge Markusevangeliet? Intet mindre end at Jesus som den nye konge, det guddommeliges repræsentant blandt mennesker, modtager Guds magt på jorden. På samme måde som en due daler ned fra himlen, sendes Guds magt ned til Jesus. I Markusevangeliet er denne magt Helligånden, og på græsk er det ordret den rene ånd – forstået i forhold til de mange urene ånder, Jesus ofte møder i fortællingen, det, vi normalt kalder dæmoner. Dette er vigtigt, for det er et lignende makkerskab, som der er mellem Jesus og så den ånd, der midlertidigt tager bolig i ham ved dåben. Det første, Ånden gør, efter at den således er dalet ned fra himlen og har ’besat’ Jesus, er nemlig at sende ham ud i ødemarken – med samme græske ord, som bruges, når Jesus uddriver dæmoner. Jesus uddrives altså af Ånden, der bestemmer, at det nu er tid til at bekæmpe Satan derude. Dette harmonerer med de andre steder i evangeliet, hvor det er tydeligt, at det er Ånden, der bestemmer, mens Jesus fungerer som den menneskelige beholder. Et godt eksempel er, da en desperat kvinde maser sig igennem skaren og griber fat i Jesus’ tøj, hvormed Ånden helbreder hende, mens Jesus forvirret må spørge omkring og først da finder ud, af hvad der er sket. Jesus’ helbredelser og mirakler viser, at han har Guds fulde magt, men at det hele tiden er Guds magt. Denne magt formidles af Ånden, og det er den, der sørger for, at den planlagte frelsesplan (det vil sige Guds plan for verden fra skabelsen og hele vejen frem til dom-

D EN M EN N ES KEL I GE JESUS

medag og oprettelsen af gudsriget) føres ud i livet ifølge Guds ønske og skubber Jesus frem mod korset. Det er nok derfor, at vi i Markusevangeliet får den lidt mystiske information om, at de fleste gerninger og tanker kan tilgives, men dog er det at håne Helligånden utilgiveligt til alle tider. For det er jo netop Guds magt og agt, hele frelsesplanen, man bespotter, når man bespotter Helligånden – uden den ingen frelse, og hvis ikke man tror på Guds plan og følger det budskab, som den udspreder i verden, ja, så er der ifølge Markusevangeliet ingen frelse. Når han ikke lige kastes rundt af Ånden, opfører Markusevangeliets Jesus sig dog mest som det, han er; et menneske. Dette understreges ved de mange men neskelige følelser, Jesus gennemgår i løbet af evangeliet: Han vredes over nogle af dem, han møder, ynkes over andre, han imponeres over de nye kristnes tro og skuffes over de gamle jøders misforståelser. Jesus’ begyndende popularitet gør, at han føler sig presset af de mange mennesker, der maser sig ind på ham og hans disciple i en sådan grad, at de ikke kan få plads og tid til at spise. Samtidig, eller måske af samme grund, føler han ofte et behov for at gå væk fra alle disse mennesker og bede til Gud. Desværre er kun én af disse bønner kommet med i evangeliet, hvor den dog udgør et af skriftets smukkeste passager, der på én og samme tid viser både Jesus’ viljestyrke og hans menneskelige frygt over for det forestående: Abba, fader, alt er muligt for dig. Tag dette bæger fra mig. Dog, ikke hvad jeg vil, men hvad du vil (Markusevangeliet kap. 14 vers 36). For mennesket Jesus føler

J ESU S

virkelig både frygt, fortvivlelse og forfærdelse over det, han skal gennemgå i de sidste hektiske dage i Jerusalem, hvor han både bliver ydmyget, tortureret, forladt og til sidst med et højt skrig dør på korset. Selv disciplene, der følger Jesus tæt igennem det meste af historien, forstår først langsomt, hvem Jesus er, hvilken magt han rummer, og hvad der skal ske ham i Jerusalem. Helt frem til midten af Markusevangeliet forstår de egentlig ikke helt, hvad Jesus er, og frygter ham, når han udfører mirakler, eller skriger i angst, når de ser ham gøre sådanne ting. Først efter lang tid forstår de (sådan næsten), hvad han er. Dette markeres ved, at disciplen Peter endelig bekender, at Jesus er Kristus (ham, der kommer med frelsen), dog har han stadig ikke forstået, hvad det egentlig indebærer, og prøver at overtale Jesus til at gå en anden vej end den, Gud ønsker – hvilket får en rasende Jesus til straks at kalde traditionens første pave for Satan. Lidt efter, da Jesus er faldet ned igen, kan han fortælle de forvirrede disciple, at vejen mod frelsen for ham (og dermed for alle kristne) indebærer risikoen for forfølgelser, ydmygelser og smerter. På samme vis er der forskellige måder at reagere på mødet med Jesus i Markusevangeliet. Den gruppe af mennesker, der ser og hører om Jesus og derfor ofte kredser om ham i stort antal, kaldes i evangeliet for ’skaren’. Det er den mængde af mennesker, der fascineres over Jesus i en tid, hvor der ikke er Netflix eller ’X Factor’ til at underholde masserne, og en omvandrende messias-prædikant derfor udgør månedens bedste oplevelse. Selvom menneskemængderne ofte forundres over

D EN M EN N ES KEL I GE JESUS

det, de hører og ser, er det også dem, der aldrig træffer det store og endegyldige valg om at skifte religion og blive én af Jesus’ disciple. Som sådan er de altid kun tilskuere, og ved at holde sig på afstand får de ikke frelsen. Den mest forkerte måde at reagere på er dog den, som Jesus’ primære modstandere vælger; at misforstå og forfølge ham. Og Jesus har mange forskellige jø diske modstandergrupper i Markusevangeliet med eksotiske navne som ’saddukæere’, ’herodianerne’ osv. De oftest forekommende er dog ’farisæerne’, der ligefrem ligger på lur i kornmarkerne for at kunne springe frem og fange Jesus i forbrydelser. Det, alle disse grupper dog har tilfælles, er, at de tilsammen repræsenterer den gamle jødiske forkerte tolkning af Guds vilje. For Moseloven og de andre jødiske regler er ifølge Markusevangeliet givet af Gud og dermed selvfølgelig korrekte. Men mange hundrede års forkerte tolkninger af lovene har fjernet jøderne fra Gud. Netop derfor forstår disse modstandere ikke Jesus’ budskab, men søger derimod at få ham til at være stille – først gennem diskussion og dernæst ved at få ham dømt til døden af de romerske magthavere. Markusevangeliet viser tydeligst misforståelse af Guds vilje med fortællingen om formålet med sabbatten, den ugentlige hviledag. Jesus viser gennem sine helbredelser, at man på denne dag skal tjene Gud og sin næste, så meget man overhovedet kan. Men de jødiske modstandere beslutter sig derimod for at få Jesus slået ihjel – netop på denne hellige dag, altså en diametral modsat handling og forståelse af Guds bud.

J ESU S

Disse forskellige grader af forståelse blandt dem, der møder Jesus (disciplene, der følger, skaren, der ser på, og modstanderne, der forfølger), understreger, at det kun er dem, der reagerer korrekt på Jesus’ budskab, der har en chance for at blive frelst. Dette er især tydelig i Markusevangeliet, hvor det kun er disciplene, der egentlig får den virkelige og ’hemmelige lærdom’, der er nødvendig for at kunne komme til frelsen. Igen og igen taler Jesus i lignelser til skaren, folket og alle dem, der ikke er en del af inderkredsen, men trækker sig derefter tilbage og fortæller den virkelige betydning for discipelkredsen. Lignelserne til skaren er snarere gåder og kan ikke forstås uden løsningen til dem. Det er kun disciplene (og skriftets tiltænkte menighed), der får løsningen, den hemmelige lære om vejen til Gud, og dermed muligheden for frelsen. Den kristendom, som Markusevangeliet udbreder, er altså kun for de særligt udvalgte – dem, der træffer det rigtige valg, straks de hører Jesus’ budskab, og smider alt og følger ham, som Peter og de øvrige disciple gør. Den korrekte måde at reagere på er således illustreret ved disciplene og gennem Jesus’ egne valg og fungerer som en kort kristen levemanual: Følg, frasig dig alt, hvad der afholder dig fra at følge, tjen Gud og næsten med alt, hvad du kan, og således vil du blive frelst og bytte det hårde, korte jordiske liv ud med det himmelske evige liv. Det lyder jo ganske simpelt, men i evangeliet er det kun Jesus, der klarer de ekstreme etiske fordringer, der bliver stillet kristne i Markusevangeliet: Selvom den kristne for eksempel må spise, hvad end man har lyst til,

D EN M EN N ES KEL I GE JESUS

uden at blive uren, så er det dog med den bagside, at det nu er alle onde tanker, der gør dig uren og altså vækker Guds misbehag. Selve livsførelsen for den sande kristne er nemlig ifølge Markusevangeliet simpel, men krævende; den kristne skal altid i tanke og gerning have fokus på at tjene Gud og sin næste og må derfor ikke fastholdes i de ting, der kan gøre, at man fjerner fokus herfra. Det betyder, at man ikke må lade sig holde tilbage af sin familie, hvis de er imod ens nye religion, søge karriere eller andre former for status og absolut intet ønske må have om at samle sig rigdom, da det af alle ting er det, der gør det vanskeligst at blive frelst. Den, der formår at leve på denne måde og gøre alt dette, er kristen og kan få frelsen. Alle andre må blot håbe på, at Peters angrende tårer, efter at han har forrådt og fejlet Jesus, betyder, at der er håb for resten af menneskeheden, da han specifikt bliver nævnt som stadig en del af de forhåbningsfulde til allersidst i evangeliet og dermed måske alligevel til trods for sine gerninger vil blive frelst af Gud. Hvad er det så for en Jesus, som forfatteren bag Markusevangeliet ønsker at præsentere sine tilhørere for? Ja, her er det netop centralt at forstå det adoptionsteologiske grundlag for Jesus; han er et menneske som alle andre, men netop som alle andre, og derfor er det så centralt for forfatteren at vise, at han kunne gøre de ting, som Gud kræver af det kristne menneske. Han er helten, der kan, så derfor kan den kristne, der hører om ham, derigennem hente inspiration til også selv at kunne.

J ESU S

Jesus er altså et menneske som du og jeg, og som sådan kan han skuffes, da disciplene alle svigter ham til sidst – fra Judas til selv den traditionelt vigtigste af dem alle, nemlig Peter – og af samme grund er Jesus’ klageråb på korset præget af en menneskelig følelse af ængstelse og fortvivlelse i ensomheden over for døden: Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig? (Markusevangeliet kap. 15 vers 34). Og det er netop dette fokus på det menneskelige, der er begyndelsen på evangeliernes popularitet, og som gør Markusevangeliet til sådan en glimrende læseoplevelse; disciplene er sjove og lettere langsomme i opfattelsen, mens fortællingens helt, Jesus, er mirakelmester i store dele af skriftet, men elskeligt menneskelig, når det virkelig gælder.

Kasper Dalgaard (f. 1976)

– 190 mm –

– er ph.d. i teologi og ekstern lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet, hvor hans primære forskningsområde er Det Nye Testamente.

Hvem er Jesus egentlig? Det lyder som et retorisk spørgsmål, men det er faktisk ikke så enkelt at svare på. For er han Gud i menneskeklæder eller blot en jødisk håndværker med lidt ekstra karisma? Jesus giver en guidet tur gennem tidernes skiftende forståelser af Jesus – fra jødisk messias og kristen frelser til kættersk helt og muslimsk profet.

Bibelselskabets Håndbibliotek er en serie af små fagbøger, der udforsker væsentlige temaer og begreber i Bibelen. Forfatterne er eksperter på deres områder, og bøgerne er skrevet i et sprog, som man kan forstå.

978-87-7523-878-1