3 minute read

Dedikation #Motivation

Drømmen er at blive ejendomsmægler. Og selvom Christian i dag er godt på vej, lå det ikke lige i kortene, at det skulle lykkes dengang i 9. klasse. Planen var at søge ind på HHX på Niels Brock, men med et gennemsnit på 3,2, kom Christian selvfølgelig ikke ind. Til gengæld sikrede han sig en plads i 10.kl. på en innovations- og handelslinje. Og trods fordomme og forudindtagede ideer om alle andres grunde til at være det samme sted, blev året et virkeligt vendepunkt for Christian.

”Jeg betragter 10. kl. som der, hvor jeg begyndte min karriere, for jeg begyndte at gå efter det, der interesserede mig,” fortæller han. ”Det var faktisk her jeg lærte, at man kan lære noget og få noget positivt ud af næsten alle situationer. Jeg valgte simpelthen, at 10. kl. skulle være mit år! Hvordan får man så vendt sig selv fra klassens klovn til en stræber. Det handler om, hvor meget man brænder for sit mål. Mit mål var at blive ejendomsmægler.”

Advertisement

En karriere som ejendomsmægler er ikke noget, man bare lige får. Så Christian, der i dag er finansbachelorstuderende med studiejob hos en ejendomsmægler, valgte at fokusere fuldt ud på sin drøm. Fodbolden blev droppet til fordel for mange og lange timer på aftenskole med ekstra dansk, matematik og engelsk.

Da det blev tid til at søge praktikplads, var der ingen vej tilbage. Det skulle være hos en ejendomsmægler, var Christian fast besluttet på.

”Jeg brugte Google og fandt ALLE ejendomsmæglere på Østerbro, Frederiksberg og i København K. Der var 23, og så cyklede jeg ud med en ansøgning, som jeg afleverede personligt til dem alle sammen. Jeg fik kun et opkald tilbage. Fra danbolig. Og jeg havde en fantastisk praktikperiode. De havde virkelig tænkt over deres ansvar, så jeg var med til både fremvisninger og vurderinger.”

Den praktikplads og den indsats Christian lagde i det, skulle vise sig at blive en billet videre flere år senere. Han holdt kontakten, kørte forbi en gang imellem bare for at tjekke ind – og det førte til et job som flyer bud. Ikke det fedeste job, som Christian selv siger, men alligevel fortjente det dedikation og motivation.

Den mindste ting kan føre til noget stort

Selvom 10. kl. ikke var drømmen fra starten, sluttede Christian året af, klogere både fagligt og på sig selv. Valget til ungdomsuddannelse faldt på EUX Business på Niels Brock – og gennem de to gymnasieår gik søndagene med at arbejde som receptionist i Danbolig.

Dedikationen og motivationen gennemsyrer alt, hvad Christian foretager sig. Og han kunne da også vinke farvel til Niels Brock med et gennemsnit på 8 og en kåring til årets elev. ”Jeg blev årets elev, fordi jeg virkelig var dedikeret til at skabe en god skole og også være med til at udvikle den. Så jeg startede et tutorteam, som man kender fra andre uddannelser, og var også med til at starte et festudvalg op. Jeg var også blevet rollemodel i løbet af den her tid og brugte mine foredrag på at fortælle, hvor god en skole, det er,” uddyber den 22-årige.

Når man er færdig med de første 2 år på EUX, kan man enten tage job som elev eller læse videre.

Christian valgte at søge direkte ind på CPH Business – og det var derfra, det hele for alvor tog fart. I 5. semester er man i praktik i 6 måneder. Og her gav den fortsatte kontakt til den gamle praktikchef bonus igen. Seks måneders praktik, hvor Christian for alvor oplevede ejendomsmæglerjobbet, blev til et fast studiejob 2 dage om ugen.

”Pointen er, at dedikation og motivation hele vejen fra en uges praktik i 10. kl. førte mig til et professionelt job. Man skal virkelig gøre en indsats, også selvom det kun er en uge. Og så skal man turde at sætte ord på sin drøm."

"Vær dedikeret og motiveret uanset om det er som tjener eller flyersbud eller noget helt andet. Selv den mindste ting eller kontakt kan føre til noget større,” fastslår Christian.

// Christina Qvistgaard

De to ord dedikation og motivation er omdrejningspunktet, når 22-årige Christian Lind Højer Hinnerskov holder oplæg for folkeskoleeleverne i Københavns Kommune. Christian er en del af kommunens rollemodelkorps – og det er han, fordi hans egen store drøm nu er inden for rækkevidde. Netop fordi han selv lever efter de to ord.

This article is from: