3 minute read
"Det hele startede jo bare som et skoleprojekt"
Hvad har ukrudt og business egentlig til fælles? Ret så meget, hvis man spørger EUX Business eleverne Caroline, Emmeli og Sophie. De 3 17-årige har nemlig opfundet en miljøvenlig ukrudtsbrænder, som er så gennemtænkt, at de har kvalificeret sig til DM i Innovation – og så endda i kategorien Science og Technology, hvor det normalt er htx’erne, der dominerer
At det lige blev en ukrudtsbrænder, der på mange måder kommer til at definere Caroline, Emmeli og Sofies skoletid – er lidt et tilfælde. Det er det til gengæld ikke, at de har opfundet noget brugbart. For innovation og fag, der straks kan oversættes til praktisk brug, er noget af det, der kendetegner EUX Business, fortæller eleverne fra NEXT Business i Ballerup.
Advertisement
De 3 piger er alle i gang med Grundforløb 2 – hvilket samtidig betyder, at det første år i Ballerup nærmer sig sin afslutning. For EUX Business er bygget sådan op, at man gennem de første 2 år blander gymnasiale og erhvervsrettede fag. Ved afslutningen på andet år skal eleverne til eksamen i en lang række gymnasiale fag og er derefter klar til at gå direkte ud i elevplads – eller læse videre.
Hverdagsproblematikker
Men tilbage til ukrudtsbrænderen – og til virksomheden Sustainable RemoWeed, hvor eleverne har konstitueret sig med Caroline som direktør, Sofie som økonomichef og Emmeli som marketings- og salgschef.
”Da vi gik på Grundforløb 1, havde vi et fag, der hedder innovation. Det havde vi meget af. Vi blev sat i grupper og skulle finde et problem, som så skulle løses med et nyt produkt eller på en ny måde. Vi bestemte os for at fokusere på miljø og bæredygtighed, og så fandt vi en masse hverdagsproblematikker, der passede ind i det tema. Vi fandt ud af, at mange husejere bekæmper ukrudt med gift eller gasbrændere, og det er virkelig skadeligt for miljøet. Så vi fandt på at lave en miljøvenlig ukrudtsbrænder, der fungerer med kogende vand,” forklarer ledelsesteamet fra Sustainable RemoWeed, som ikke er deciderede miljøforkæmpere, men alligevel gerne vil være med til at gøre en forskel. ”Det med miljøet påvirker os måske ikke så meget i vores hverdag, men vi hører så meget om det – og vi er jo en del af det store billede.”
Som sagt så gjort og gjort så godt, at de vandt de regionale mesterskaber i Fonden for Entreprenørskabs innovationskonkurrence for unge iværksættere. Det gav dem billetten direkte videre til DM. Og det endda uden et fysisk produkt at fremvise.
”Det var rigtigt fedt at vinde de regionale mesterskaber,” lyder det fra Caroline, Emmeli og Sofie. ”Vi har lagt så meget arbejde i det. Men vi har ikke et færdigt produkt endnu, for der er rigtigt mange elementer i det. Vi har 3D tegninger, men det færdige produkt skal både have en elektriker og en smed ind over, så det skal koordineres.”
Virksomheden skal videreføres
Tanken er, at virksomheden skal videreføres også efter DM. På 2. år som også kaldes studieåret kommer innovation tilbage på skemaet, og her har eleverne mulighed for at arbejde videre med projektet med sparring fra underviserne og deres netværk. Og det glæder pigerne fra Sustainable RemoWeed sig til.
”Det er en fed følelse at have fundet på noget, vi kan mærke, virkelig kan noget. Og samtidig føles det lidt underligt, for det hele startede jo bare som et skoleprojekt,” fortæller de.
Caroline: jeg valgte EUX Business, fordi jeg vidste, at jeg ville have en gymnasial uddannelse, men syntes det var fedt at kunne blande den med en erhvervsuddannelse og en elevplads. At det blev Business, er fordi det passede ind i mine tanker om min fremtid. Jeg tænker på at læse videre til indretningsarkitekt. Sofie: Det var meget det samme for mig. Både i forhold til fagene og det med at få både en gymnasial og erhvervsuddannelse på samme tid. Jeg har længe vidst, at jeg gerne ville noget med event, og da jeg fandt ud af, at der var en linje, der hed event-koordinator på EUX Business, var det et oplagt valg for mig. Emmeli: Jeg startede på en HF men følte ikke rigtig, at det var det rette for mig. På EUX Business kunne jeg koble fagene til noget som interesserer mig, og jeg kunne se, hvad jeg skulle bruge dem til med det samme. Jeg får mere lyst til at lære, når jeg kan se en kobling med det samme.