2 minute read
"Vi kan se, hvad vi skal bruge det til"
// Modelfoto: Niels Brock
Den virkelighedsnære undervisning, tæt samarbejde med virksomheder som Apple – og så det der med pludselig at forstå begreber som BNP, er noget af det fedeste ved HHX, fortæller 2.g’erne Laura og Oliver. Og nå ja, så er det sociale liv altså heller ikke helt ved siden af – lyder det fra de to Niels Brock elever.
Advertisement
”På vores linje har vi mange projekter. Hver onsdag arbejder vi på projekter sammen med Apple. Vi laver fx podcasts om forskellige emner."
"Vi lærer at formidle noget og vi lærer det tekniske med at cutte det – og også det designmæssige, hvordan skal det fungere. Det er virkelig sjovt,” uddyber Laura Blædel Kirk Kirkegaard, der selv brænder for interaktionsdesign.
”Man samarbejder tit med rigtige virksomheder, nogle man kender. Det gør det lidt mere cool, og man føler ikke bare, at man er studerende. Virksomhederne tager os seriøst, og det giver os også nogle kontakter, som måske kan være fremtidens jobmuligheder.”
Også Oliver Lunde Larsen fremhæver de virkelighedsnære fag som noget af det, han er mest glad for ved sin ungdomsuddannelse.
”Vi har lige haft eksamensopgave i international økonomi, hvor vi skulle analysere Kroatiens økonomi. Det var virkelig spændende at dykke ned i, hvordan et andet land klarer sig. Hvad kunne man gøre for at gøre økonomien bedre? Der er pludselig også en masse begreber, der giver mening,” forklarer han.
”Når der bliver snakket om at øge det nationale budget og der bliver talt om BNP, forstår vi godt, hvad det handler om.”
Nye mennesker og nye muligheder
Med 4 gymnasier centreret i området omkring Nørreport og Frederiksberg, er der masser af mulighed for at møde nye venner. Og det er en mulighed begge HHX’erne har benyttet sig af.
”Jeg kommer fra Ishøj, og det har været fedt at lære nogle nye mennesker at kende. Nogle som minder mere om mig selv og som jeg passer sammen med interessemæssigt. Vi vil det samme i livet. "
De forskellige arrangementer er også højdepunkter.
"Vi har lige været på studietur i Nice og vi har haft gallafest. Fredagscafeerne er rigtig gode – det skal jeg sige, fordi jeg er formand,” griner 18-årige Oliver. ”Det blev jeg, fordi vi havde været til en fest, og dem der var med i festudvalget, de hyggede sig helt vildt og kendte lige pludselig rigtig mange, så det var en god måde at møde folk fra andre klasser.”
Laura fra Virum, ville gerne have en mulighed for at komme væk fra hverdagen i en mindre nordsjællandsk by og prøve noget helt andet.
”Højdepunktet for mig var måske at få årskarakterer sidste år. Det var et tidspunkt, hvor jeg viste for mig selv, at selvom fagene var helt nye, så kunne jeg godt lære dem. Socialt er det fredagscafeerne på skolen. Så er det også fedt at gå i skole herinde i byen. Jeg trængte til at møde nye mennesker.
Der er 3 andre gymnasier under Niels Brock, hvor vi også kender en masse, så der er altid noget at lave. Faktisk er jeg også begyndt at nyde min togtur herind hver morgen med musik i ørerne, hvor jeg bare kan sidde og slappe af,” fortæller den 18-årige 2. g’er.