3 minute read

Student med autisme

Student Student – med autisme

Af Matilde Lusty Sørensen

Advertisement

Efter 3 lange år på HF kunne jeg kalde mig student d. 22/6 og dermed afslutte endnu et kapitel i mit liv. At gennemføre en ungdomsuddannelse var en af de ting, som jeg ikke troede var muligt for mig.

Med en historie præget af flere perioder med skolevægring og angst, og grundet min autisme en til tider anderledes måde at være menneske på - så var det med en hvis tvivl, at jeg en sommerdag i august begyndte på HF. For at sikre at chancen for at gennemføre HF var så stor som mulig, valgte jeg en HF fordelt ud på 3 år. Det ekstra år gav mere tid og en mulighed for at mindske noget af den stress, som kan følge med en normal ungdomsuddannelse. Kravet for at starte på HF var en eller anden form for funktionsnedsættelse, som betingede brug for ekstra tid til at gennemføre. Det betød tre år i en klasse med rigtig mange forskellig menneske og endnu flere forskellige diagnoser. På den ene side skabte det en god forståelse for hinanden og hinandens forskellighed, og jeg følte mig aldrig rigtig anderledes. På den anden side bragte det også konflikter med sig, hvilket må betragtes som et vilkår, når så mange diagnoser blandes.

Systemerne krakelerede

Den første tid på HF var hård. Ny skole, ny vej til skole, nye fag, en helt ny måde at blive undervist på, fravær, nye lærere og en helt ny klasse, som man skal forholde sig til. Men faktisk var det ikke opstarten, som tog hårdeste på mig. Det var som om, jeg det første år var uovervindelig. Min krop kørte på adrenalin, og jeg mærkede ikke, at det var hårdt - i perioder måske endda lidt for hårdt. Alle de systemer som min autisme havde bygget op krakelerede, og jeg følte, kontrollen sev ud af mit liv, som luften ud af et punkteret cykelhjul. I et desperat forsøg på at genskabe kontrol, trådte en spiseforstyrrelse ind på scenen og tog styring med mit liv. Og igen havde jeg kontrol over noget - nemlig mad og min vægt. Spiseforstyrrelsen betød, at jeg i lange perioder var sygemeldt og havde rigtig svært ved at gennemføre hele min HF. Men inden i mig, aller inderst, derinde hvor Spiseforstyrelsen ikke kan trænge ind, og hvor jeg er uovervindelig - der vidste jeg, at jeg selvfølgelig nok skulle gennemføre min HF.

Du kan høre Mathilde fortælle om sin tid på HF, overvejelserne ved en ung- domsuddannelse, kampene og udfordringerne – og hvad fremtiden bringer på Specialkompasset. Den 23.9 kl. 10.30 holder Mathilde gratis oplæg – tilmelding er nødvendig. Skriv til jp@compassfairs.dk for at sikre dig en plads. fuldt booket!

Endelig student

D. 22/6 lykkedes det endeligt. Jeg blev student - og jeg har aldrig været mere stolt af mig selv. Igen i år har jeg fornøjelsen af at holde foredrag på Specialkompasset. Flere år har jeg talt om autisme og efterskole, og om de tanker jeg havde, inden jeg begyndte på HF. I år kommer det til at handle mere om det at gennemføre en HF, og hvilke tanker jeg gjorde mig, inden jeg valgte skole, imens jeg gik der, hvad jeg ville ønske, jeg havde vidst inden - og selvfølgelig tanker om mine fremtidsplaner med gennemført HF i rygsækken. Fordraget er relevant for både unge, forældre og fagfolk – og du behøver ikke skulle starte på HF eller en anden ungdomsuddannelse for at få noget ud af det. Jeg håber rigtig meget vi ses!

This article is from: