4 minute read
Der er brug for en ny finansieringsmodel
STU-alliancen – et samarbejde mellem 20 organisationer – arbejder hårdt for at forbedre STU’en og forholdene for de unge, der søger ind på uddannelsen. Blandt andet foreslår alliancen en ny finansieringsmodel, der skal sikre kvalitet i uddannelsen og bedre valgmuligheder for de unge.
Et samråd, der går over i STU-historien
Advertisement
I februar måned var der samråd mellem undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil og medlemmerne af folketingets Børne- og undervisningsudvalg. Det skulle vise sig at blive skelsættende for STU-alliancens arbejde. Gennem lang tid havde vi i alliancen udarbejdet og foreslået løsninger til STU’ens grundlæggende udfordringer. Og de løsninger var i månederne op til samrådet blevet præsenteret for både ministeren og alle partiers STU-ordførere. Og hele samrådet kom simpelthen til at handle om alliancens løsningsforslag, som både ordførere og minister kun havde ros og anerkendelse til overs for – og erklærede sig helt enige i. Vi var meget tilfredse over, at alliancens arbejde havde en så overvældende gennemslagskraft.
Forslag, der skal give de unge en bedre uddannelse
Ét af STU-alliancens løsningsforslag er blandt andet, at de unge skal have større indflydelse på deres egen uddannelse. I dag oplever flere og flere unge desværre, at deres valgmuligheder bliver begrænset i den kommunale visitation. Vi har i alliancen derfor foreslået, at det skrives ind i STU-loven, at de unges ønske skal følges. Og hvis visitationsudvalget ikke gør det, skal det fagligt begrundes. Et andet løsningsforslag er, at det skal gøres endnu mere tydeligt, hvilke uddannelsessteder de unge kan vælge imellem. I dag er der ingen, der ved, hvor mange STU-udbydere, der rent faktisk findes på landsplan. Derfor foreslår alliancen, at der skal laves en portal, hvor alle aktive STU-steder er opført og beskrevet. Derudover er det vigtigt, at kvaliteten af uddannelsesstederne sikres. Det mener alliancen, at et centralt uddannelsestilsyn skal gøre, så alle unge kan være sikre på, at dét, de vælger, er godt. Ja, løsningsforslagene blev taget godt imod i februar. Men nu er det efterår, og vi må erkende, at der ikke er sket noget siden. Der er endnu ikke gang i forhandlingerne mellem regeringen og partierne om, hvad en revision af STU’en skal indeholde.
En ny finansieringsmodel – mens vi venter på politikerne
Så vi venter fortsat på, at de politiske forhandlinger sparkes i gang. Men i STU-alliancen har vi ikke siddet med hænderne i skødet imens. I stedet har vi brugt tiden med at tage livtag med den måske allerstørste udfordring for STU’en: Økonomien. Mange af de udfordringer, unge og deres forældre møder i forsøget på at få det STU-forløb, de selv ønsker sig, kan spores tilbage til kommunale økonomihensyn. I dag betaler kommunerne for de unges STU-forløb. Men de bruger penge, de har fået af staten i bloktilskud, så det faktisk er staten, der betaler. Imidlertid er de penge, kommunerne får fra staten til området, ikke øremærket til STU, så kommunerne kan i princippet bruge pengene til andre formål. Vi håber ikke, det sker – men vi ved det ikke. Kommunerne kan også forhandle prisen med STU-udbyderne. Når de gør dét, kan kommunerne presse priserne og dermed spare penge. Det betyder, at vi over hele landet ser kommunale tiltag, der skal presse prisen for et STU-forløb, så det enten går ud over kvaliteten på STU-stederne, eller at kommunerne fortrinsvis vælger at visitere til det kommunale tilbud, de selv har mulighed for at fastsætte prisen på – men som ikke nødvendigvis er det sted, den unge ønsker at gå. Så de unge, der i forvejen ikke har andre uddannelsesmuligheder, bliver taberne og får indskrænket deres muligheder endnu mere.
En model, der sætter kvalitet og de unge forrest
I STU-alliancen foreslår vi en finansieringsmodel, hvor de unge kan være med til at vælge deres uddannelse, og hvor alle uddannelsestilbud er tjekket igennem af et kvalitetstilsyn. Vi mener samtidig, at der er en række krav, som en finansieringsmodel skal leve op til: Den skal sikre, at økonomien følger den unge. Den skal sikre, at pengene til området udelukkende går til den unges uddannelse og ikke kan bruges på andre kommunale opgaver. De mest anvendte modeller, der sikrer dét, kender vi som taxametermodeller. Det er derfor alliancens forslag, at der indføres taxameterfinansiering af STU’en. Modellen skal også sikre, at alle unge i den mangfoldige målgruppe får et kvalificeret uddannelsestilbud. I alliancen mener vi, at der er behov for en særlig opmærksomhed på de elever, der kræver ekstra ressourcer. Nogle unge har for eksempel et stort støttebehov under deres uddannelse. Derfor skal finansieringsmodellen kunne rumme, at selv unge med de største udfordringer kan få en kvalificeret undervisning. De nuværende lokalt forankrede ’forhandlingsmodeller’ kommer altid til at ramme de unge, fordi kommunens prispres over for STU-stederne enten kommer til udtryk som begrænsninger i de unges valgmuligheder eller som dårligere kvalitet, fordi STU-stedernes økonomi bliver for presset. Alliancen foreslår derfor, at den nuværende forhandlingsmodel bliver erstattet af en fastprismodel, der sikrer, at økonomihensyn ikke spiller ind, når den unge skal vælge uddannelse.
STU-ALLIANCEN
Sammen med 20 af de vigtigste organisationer og interessenter på området for den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (STU) har Foreningsfællesskabet Ligeværd dannet STU-alliancen. Organisationerne har samlet sig på tværs af interesser og holdninger for at sikre så gode uddannelsesmuligheder som muligt for unge med forskellige handicaps.
Finansieringsmodellen med i forhandlingerne i efteråret
I STU-alliancen har vi arbejdet hurtigt og effektivt med at udvikle den nye finansieringsmodel. Og når forhandlingerne om revisionen af STU’en går i gang – forhåbentlig her i efteråret 2021 – så er det alliancens ambition, at finansieringsmodellen er med i politikernes tanker. Der venter derfor alliancen et stykke politisk benarbejde efter sommer, så vi kommer rundt til alle ordførere med vores ideer, så de kan bære dem ind til forhandlingsbordet i ministerkontoret.