Børnelivet i velfærdsstatens hænder

Børnelivet i velfærdsstatens hænder

En kritik af samtidens opvækstvilkår for vores yngste børn

OLE HENRIK HANSEN

Ole Henrik Hansen

Børnelivet i velfærdsstatens hænder

En kritik af samtidens opvækstvilkår for vores yngste børn

1. udgave, 1. oplag, 2024

© 2024 Dafolo A/S og forfatteren

Forlagsredaktion: Astrid Holtz Yates

Omslag og grafisk opsætning: Simon Zander

Grafisk produktion: Jypa, Frederikshavn

Kopiering fra denne bog kan kun finde sted på de institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Forlagsekspedition:

Dafolo A/S

Suderbovej 22-24

9900 Frederikshavn

Tlf. 9620 6666

E-mail: forlag@dafolo.dk

www.dafoloforlag.dk

Varenr. 8264

ISBN 9788772343914

Tak til min familie. En særlig tak til min kone, Pernille, for hendes kloge og modige beslutning tilbage i 2018. Tak for, at du tog flere år ud af din karriere for at give Mads den bedste start på livet. I den tid åbnede du og Mads mine øjne for, hvor rig og mangfoldig en barndom kan være.

Og en kæmpe tak til alle jer forældre, som besvarede mit spørgeskema tilbage i 2022. Jeres svar har været en uvurderlig kilde til inspiration. De er en guldgrube af livsbekræftende fortællinger fulde af håb, vilje og kærlighed til jeres børn.

Ole Henrik Hansen, Værløse, foråret 2024

Indledning

Har vi sprængt børnenes verdensbillede, og lader vi mismodet og angsten gro hos dem?

I Danmark institutionaliseres flere børn end i andre lande,1 og det sker tidligt i børnenes liv.2 Hvilke konsekvenser har det for børnene? Og hvad fordrer de yngste børn af nærvær, opmærksomhed og stimulering for at vokse op som helstøbte mennesker med et solidt grundlag for trivsel? Selvom vores veludbyggede dagtilbudssystem potentielt har kapacitet til alle børn, oplever vi en stigende tendens til, at forældre fravælger dette tilbud. Det er dog uklart, præcis hvor mange forældre det drejer sig om og dermed stigningens omfang. I stedet vælger de selv at tage hånd om deres børns opvækst i de første, formative år.

Jeg har spurgt 601 af disse forældre for at få indblik i deres bevæggrunde for at passe deres børn hjemme. Hvem er de?

Hvilke fordele og udfordringer fører deres valg med sig?

Et gennemgående træk ved disse forældres beslutning er et barnesyn, der vægter samvær, nærvær, tryghed i familien og barnets iboende værdi højt. Derudover har de en tro på menneskelig frihed og værdighed. Deres udsagn peger mod et humanistisk perspektiv, hvor mennesket og de nære fællesskaber står i centrum for etiske værdier og for barnets sociale, mentale og kulturelle udvikling. Disse forældre værdsætter en tilværelse, hvor ethvert menneske anerkendes for sin egen værdi, uafhængigt af socioøkonomisk baggrund og status, race, køn og religion.

Deres tilgang til forældreskab og menneskesyn genfinder værdier fra vores nære historie. De fremhæver temaer som frihed, medfølelse, solidaritet, retfærdighed, kærlighed og ansvarlighed. En sådan humanistisk forståelse omfavner både videnskab og kritisk tænkning som midler til at fremme menneskelig velfærd, men forældrene oplever, at denne forståelse er gået tabt i det moderne samfund.3, 4

Ifølge disse forældre er den frihed, samtidens menneske stræber efter, ofte en psykologisk illusion snarere end en konkret virkelighed. De påpeger et paradoks i samtiden, hvor stræben efter uddannelse og karriere kan føre til ufrihed. Samtidig er en del småbørnsfamilier pressede af stigende leveomkostninger5, hvilket ifølge forældrene i denne bogs undersøgelse kan skabe en følelse af at være fanget i et økonomisk liv, der akkurat ikke hænger sammen. Samtidig kolliderer familiens fuldtidsjob med forældrenes instinktive ønsker for deres børns barndom. Som en mor beskrev det:

Følelsen af at skulle aflevere sit barn til en hverdag, som ikke er den bedste og ikke er bedre end det, som jeg selv kan skabe, denne grænseoverskridende oplevelse morgen efter morgen, hvor jeg går fra et grædende barn og sætter mig ud i den lidt for dyre bil med en knude i maven og kører på arbejde, vel vidende at jeg først ser ham sidst på eftermiddagen – dag ud og dag ind.

Langt de fleste forældre i landet finder dog stadig velfærdsstatens børnetilbud gode nok, og de gør som flertallet, der som en naturlig ting afleverer barnet til professionelle op til seks måneder inden barnets første fødselsdag og i gennemsnit et par måneder inden barnets første fødselsdag. For disse børn bliver den tidlige barndom en statsdrevet opdragelse, sådan som det har været for flertallet af landets børn i årtier. Forældrene gør det ifølge forældreundersøgelsen i denne bog, fordi de ønsker at realisere deres uddannelse og virkeliggøre deres faglige drømme, og fordi de skal yde deres bidrag til velfærdssamfundet. Vi er et af de lande i EU, hvor flest børnefamilier bidrager mest via deres indsats på arbejdsmarkedet.6

Lad mig som far til et yngre barn nævne, hvad vi som forældre har fået fortalt og forklaret af fortællinger om, hvad dagtilbud giver af gode ting til vores børn, imens vi arbejder. Her er et udpluk:

» Forskning viser, at dagtilbud har positive effekter på børns udvikling og læring.

» I dag går cirka 9 ud af 10 børn, fra de er 10 måneder, til de er 6 år, i dagtilbud. Dagtilbud er det første skridt i barnets uddannelse. De pædagogiske aktiviteter stimulerer børnene og giver dem mulighed for at arbejde både selvstændigt og sammen med andre.

» I dagtilbud får børnene gennem aktiviteter og samvær mulighed for at lære dansk, som er det sprog, de vil møde i skolen og senere i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.

» I dagtilbud kan alle børn mødes, lege og lære sammen. Leg har en central plads i al pædagogik – både børnenes spontane leg og den leg, som personalet initierer.

» Dagtilbud skaber interesse for læsning, naturfag, samfund, kultur og kreativitet på forskellig vis.

» Mange dagtilbud serverer desuden sund og nærende mad.

Samtidig har finske økonomer publiceret et arbejdspapir om konsekvenser af at give tilskud til hjemmepasning. Det mangler at blive fagfællebedømt og er således ikke verificeret af andre forskere, men jeg vil alligevel nævne det. I dette arbejdspapir præsenterer de beregninger, som de har foretaget af konsekvenserne af at belønne mødre, der bliver hjemme i stedet for at gå ind på arbejdsmarkedet, når deres børn er under 3 år.7 De viser, at børnepasningsstøtte reducerer mødres beskæftigelse både på kort og lang sigt. De finder, at børnepasningsydelser skaber større kriminalitet, påvirker børns tidlige kognitive testresultater i femårsalderen og øger

sandsynligheden for at vælge erhvervsrettet frem for akademisk ungdomsuddannelse.

Det er voldsomme konsekvenser, og spørgsmålet er, om deres beregninger kan vise sådanne kausale sammenhænge mellem fx ydelser til hjemmepasning og kriminalitet. Men det viser, at forskning peger i alle retninger, og det er som forælder umuligt at vide, hvad der er det bedste at gøre – både som borger i et velfærdssamfund og som forælder til et nyfødt barn. Hvad skal man tro på? Hvad betyder det finske studie i en dansk kontekst? Hvad er det bedste for vores barn?

Både som far og forsker (som har været med til at udforske og udbrede dele af ovenstående fortællinger) spørger jeg mig selv: Hvis det er sandt, at dagtilbud kan disse gode ting med børnene, hvorfor opstår der så stadig større mistrivsel og mentale helbredsproblemer blandt vores børn og unge, som næsten alle har gået i dagtilbud? Hvorfor oplever 16 % – eller ca. hvert sjette af alle børn – mentale problemer eller psykisk sygdom, inden de fylder 10? Og hvorfor er der ifølge Psykiatrifonden8 fra 2012 til 2021 sket en stigning på 37 % af børn og unge under 18 år, som får en psykisk diagnose? Angst, tristhed og forstyrrelser som ADHD er de mest udbredte lidelser, og ca. halvdelen af alle psykiske lidelser dukker op, inden barnet fylder 14 år. Hvorfor har 25 % af danske elever i 4. klasse svært ved at læse og forstå det, de læser?9

Denne bog løfter argumentet, at de yngste børn er afhængige af nærværende, opmærksomme voksne, som kan skabe vedvarende tætte og trygge relationer til barnet, for at barnet kan opnå en sund mental udvikling. Og bogen præsenterer forskning, som peger på, at forældre er vigtige i denne opgave. Ikke mindst

fordi kvaliteten af dagtilbud for de yngste børn generelt ser ud til at være utilstrækkelig, og fordi de politiske beslutninger ikke altid går børnenes vej.

Skiftende regeringer sætter mål og laver ny lovgivning, som ofte er presset af aktuelle debatter, nationaløkonomiske overvejelser, fagbevægelsens pression og professionsuddannelserne og velfærdsstatens behov.10 Dermed tager målene ofte udgangspunkt i dem, som har deres udkomme via børnene, og ikke mindst i omkostningerne knyttet til børn og familiers velfærd. Politikere får anerkendelse for at handle i højere grad end for indholdet i deres lovgivningsarbejde. Lappeløsninger giver også stemmer, bare det viser politisk handlekraft.11

Lad mig indlede bogen med inspiration fra Elias Bredsdorffs kronik i Politiken fra 195512 i en opdateret version: Der er brug for en vågen og modig tankegang, som bygger på respekten for mennesket, og som er belastet med en social samvittighed. Der er brug for et kætteri, som afslører vanetænkningen, hykleriet, fraserne og klichéerne, en åbenhed, der ikke nøjes med at se på etiketterne, men tager et uhildet standpunkt til realiteterne bag dem. Der er brug for en etik, som er frigjort af velfærdsstatens konventioner.

Det kan være fristende at udskifte sin elbil og hyggeligt at tage på yoga-retreat eller få sig et glas kølig Bourgogne på turen til Frankrig. Vi løber gerne efter velstanden. Men lader vi Vorherre om velfærden, så svigter vi børnene.

Demokratiet og humanismen, som skal udgøre rammen for vores børns velfærd, er blevet til et uigennemskueligt maskineri,

og barndommen er blevet til en statsdrevet industri. Denne industri drives frem af politikere, skrantende professionshøjskoler og universiteter, fagbevægelse og andre interessenter, guidet af centraladministration og serviceret af lokale børnerådgivningscentre, som skal tilpasse børn og forældre, der ikke passer ind eller kan holde til industriens krav om adskillelse og krav om børns normalfordelte vækst og udvikling. Som en mor skrev til mig:

Vi har både fået at vide, at vi skulle sende mere entydigt positive signaler til vores søn om børnehave/dagpleje, at vi var forvirrede, og at vi pylrede om ham, fordi vi var førstegangsforældre, når vi ikke ville gå fra et utrygt barn. At det var vores utryghed og ikke hans, der var problemet. At han ikke var trygt/normalt tilknyttet til os, siden han var skeptisk over for, at vi forlod ham.

I den dur. I det hele taget var det vores forældrekompetencer, der blev betvivlet, og vores søns normalitet – altså der måtte være noget galt med ham, siden han reagerede, som han gjorde i institutionen.

De centrale, offentlige retningsgivende stemmer i industrien er kendetegnet ved ikke at sige noget, som kan genere nogen af de andre i industrien, befolkningen eller forældre i særdeleshed. De har en forklaring på alt. Vi skal bare aflevere vores barn, når vi får tildelt en plads, og bøje os ind i systemet. Det skal nok gå alt sammen.

Medier sonderer godt nok lejlighedsvis stemningen og børnelivet. Men børnene, forældrene og befolkningen i øvrigt er

magtesløse over for denne industri og dens interessenters broderskab.

I det lys ser det ud, som om vi har pantsat frihedsbegrebet, afdemokratiseret demokratiet, afhumaniseret humanismen og erstattet omtanke og fornuft med blindt følgeskab og kynisme. Som velfærdsstat skubber vi forældre og børn forrest i denne proces. Men i processen risikerer vi at sprænge børnenes verdensbillede og lade mismodet og angsten gro hos dem. De vokser ifølge forældrene i bogens undersøgelse op i utrygge fællesskaber i skyggen af de voksnes egoisme og velfærdssamfundets behov for deres forældres arbejdsindsats –og børnenes kommende ditto. Børn bliver en metervare.

Hvor er det trist, at ”børnenes haver”, der startede som en fantastisk idé hos blandt andet Friedrich W.A. Fröbel,13 er endt på denne måde i Danmark. Så ja, kære Bredsdorff, der er stadig brug for en vågen og modig tankegang, som bygger på respekten for mennesket og er belastet med en social samvittighed. Der er brug for en humanistisk fordring.

Den humanistiske fordring #1

Hvad menes med den humanistiske fordring i denne bog?

Mange forskellige forfattere og tænkere har skrevet om den humanistiske fordring. Her er et par eksempler: Af de klassiske humanister kan nævnes: Erasmus af Rotterdam (14661536),14 der kritiserede den katolske kirke og argumenterede for en mere tolerant og humanistisk kristendom. Thomas More (1478-1535),15 der beskrev et utopisk samfund baseret på humanistiske principper i sin bog Utopia. Niccolò Machiavelli

(1469-1527),16 der analyserede magt og politik i et realistisk perspektiv, men også mente, at ledere skal have en humanistisk dannelse.

Af de moderne humanister kan nævnes: Martin Heidegger (1889-1976),17 der undersøgte den menneskelige eksistens og mente, at vi skal være åbne for ”væren” og forholde os autentisk til verden. Hannah Arendt (1906-1975)18 analyserede totalitære regimer og argumenterede for vigtigheden af frihed og politisk deltagelse. Jürgen Habermas (1929-)19 har udviklet en teori om kommunikativ etik, der betoner dialog og argumentation som grundlag for moral.

Af danske humanister kan nævnes: Georg Brandes (18421927),20 der var en af de førende fortalere for det moderne gennembrud i Danmark, og som argumenterede for en frigørelse fra traditionel religion og moral. N.F.S. Grundtvig (17831872)21 grundlagde folkehøjskolebevægelsen og mente, at alle mennesker har et potentiale for at blive frie og ansvarlige borgere. K.E. Løgstrup (1905-1981)22 udviklede en etik baseret på den etiske fordring, der opstår i mødet med den anden.

Dette er blot et lille udvalg af de mange, der har gjort oprør, tænkt, skabt nyt og skrevet om den humanistiske fordring.

I denne bog tænkes den humanistiske fordring som en nutidig henvisning til menneskelig værdighed, retfærdighed, medfølelse, forståelse, frihed, kritisk sans og solidariske værdier. Denne fordring bygger på videnskab og er kritisk over for måden, vi som velfærdssamfund har bygget fortællinger op om, hvad der er godt for barnet. Det er en appel til det bedste i mennesket, og det bygger på respekten for den

enkeltes rettigheder. Det er etiske værdier, som i denne bog stammer fra forældreundersøgelsen, som er refereret senere i bogen. Disse etiske værdier refererer til, hvorfor forældrene gør, som de gør. I min sammenskrivning af forældreudsagnene munder de ud i et ønske om at etablere et samfund, der bygger på disse principper. Fordringen er en forpligtelse til i et og alt at arbejde for at forbedre samfundet og verden som helhed – med fokus på individet såvel som fællesskabet.

Denne bog udforsker den humanistiske fordring med særlig vægt på nutidens yngste børn.

Barnet i centrum

Fra det øjeblik barnet undfanges, starter en proces, som ved fødslen resulterer i det, som i mine øjne er det smukkeste, vi mennesker kan frembringe. På én gang uendelig sårbart og uendelig robust. Barnet er et unikt menneske, hvis skæbne er fuldstændig afhængig af dets omgivelser – og af at dets omgivelser har evne til at træffe de rigtige valg for dette barn. De af os, som har oplevet dette, bliver aldrig igen de samme, som inden dette barn kom til verden. Vi påvirkes af alt ved barnet. Også af ting, vi ikke forestiller os. Tænk på, hvor mange forældre som snuser til barnets hovedbund og lyser op i et smil.

Vi påvirkes af barnets knirkende lyde. De første uger sover vi med ørerne på stilke, selvom vi er fuldstændig udmattede.

Vi bliver hurtigt bekymrede. Er alt nu, som det skal være? Vi glædes over livet, når det lille barn klemmer sine fingre om vores pegefinger. De første gange, neglene skal klippes, er vi bange for at skade de ufatteligt fine fingre. Barnet ammer eller får flaske og suger så at sige livskraft og overlevelsesevne i sig.

Vi er udmattede, men mærker disse glimt af lykke. En dybtfølt tilfredshed. Vi bliver forelskede i dette lille menneske, som ubønhørligt forlanger vores opmærksomhed og tærer på

vores fysiske overskud. Glæden ved barnet fortsætter, som barnet vokser. Dag for dag. Uge for uge. Måned for måned. Vi tager hundredvis af billeder af barnet. Og når det første gang løfter hovedet og lidt sitrende kigger rundt, fornemmer vi, hvor hurtigt barnet udvikler sig. Når de knirkende lyde bliver til agyyy-lyde, har vi svært ved at føre en samtale med andre, uden at vi stolt fortæller om de seneste fremskridt eller lufter bekymringer, som hele tiden ligger og gnaver i baghovedet. Det stikker helt af, når barnet siger de første egentlige ord eller tager de første vaklende skridt. Ja, der er samtidig ufattelig hårdt arbejde. Søvnløshed. Skrigen. Frustration. Og det kan være svært at bevare forelskelsen i partneren. Men det overskygges af dette lille vidunder.

For mig er noget af det mest fantastiske ved spædbarnet dets medfødte evne til – i overført betydning – at række en hånd nysgerrigt ud i fællesskabet og øve sig i fællesskab og de ting, som sker i fællesskabet, undersøge, lære og erfare at blive del af noget, som er større end barnet selv. I processen udvikler barnet sig via sin medfødte evne til at kommunikere og i processen skabe stærke bånd, som bliver centrum for barnets eksperimenteren med livet og naturens mange forunderlige elementer. Der sker hundredvis af interaktioner med forældrene og andre mennesker omkring barnet hver dag. Igen og igen. Udspil og respons. Aktion og reaktion. Hypoteser og svar. Nærværende, empatiske voksne fanger opmærksomt barnets udspil og omsætter dem til erkendelser for barnet. Alt sammen er funderet i total uskyld og endeløs kærlighed.

Det handler ikke om at kunne mest muligt så tidligt som muligt, men om at opleve sig tryg og som del af et trygt fællesskab.

Et sådant omsorgsfuldt fællesskab udvider samtidig barnets forståelser. At få lov at være trist og blive taget op og holdt tæt hud mod hud på en måde, hvor barnet så at sige optager trygheden og nærværet gennem sin hud. At grine og græde, så tårerne triller. At blive trøstet og altid tilgivet. At lære svære ting og glædes over til sidst at kunne. At lære ikke at give op. At gøre det i det tempo, som er helt rigtigt netop for dét barn og den familie. Ingen generelle udviklingstrin og test. At mor og far forstår, at noget kommer før noget andet, og det hele skal nok komme. Og i processen får barnet opbygget et solidt selvværd og forstår: Jeg er værdsat af mine omgivelser, og jeg skal ikke kvalificere mig for at opnå denne livgivende kærlighed og anerkendelse. Jeg er tilstrækkelig, som jeg er. Jeg bliver ikke forladt. Aldrig.

Alle de forskellige øjeblikke, de mange timer, barnet ligger i den voksnes favn, de mange gange, barnet stirrer ind i de voksne øjne. Titusindvis af situationer, hvor barnet bliver til og udvikler sig i favnen på sine forældre. Barnet i centrum.

Det næste, der så sker, er, at ca. 8-9 ud af 10 børn starter i dagpleje eller vuggestue inden deres første fødselsdag. Dette kan medføre en adskillelse, som vi næppe kender konsekvenserne af. Nogle forskere vil sige, at det gør vi, andre vil som jeg sige, at vi ikke kender det fulde billede. For nogle forældre er det en god oplevelse og en ønskelig proces, og for andre er det smertefuldt på et niveau, hvor de ikke kan leve med det.23, 24

Denne bog handler om alle børn, men først og fremmest om de yngste børn. Og bogen handler om, som en mor sagde til mig, ”at se barnet med hjertet”.

Hvad er bogen, og hvad er den ikke?

Bogen er ikke en kritik af dagtilbud. Den er på vegne af 601 forældre, som har fravalgt dagtilbud, en kritik af den måde, velfærdsstaten skaber og drifter dagtilbud på, en kritik af den måde, velfærdsstaten benytter dagtilbud på, og en kritik af den måde, familiepolitik drives på. I den forstand er bogen en samtidskritik. Bogen rummer også en kritik af kvaliteten af den forskning, som policy bliver skabt på baggrund af. Denne forskning er ofte ført frem af fagpersoner, som i medier kaldes forskere, men som måske ikke i alle tilfælde er det eller er aktive, og som desuden kan have interessekonflikter. Denne kritik omfatter også mig selv som forsker.

I forhold til forståelsen af dagtilbud er der mange forskellige typer. Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, og Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, har undersøgt kvaliteten af de 0-2-åriges dagtilbud.25 Undersøgelsen er baseret på data fra en repræsentativ stikprøve på 99 dagplejer og 170 stuer fordelt på 97 daginstitutioner.

Herudover bygger undersøgelsen på 20 interviews med pædagogisk personale og data om rammeforhold indsamlet fra de deltagende kommuner, Børne- og Undervisningsministeriet samt Danmarks Statistiks registre. Undersøgelsen viser, at der er stor variation i kvaliteten i både daginstitutioner og dagplejen. Undersøgelsen viser, at 13 % har god kvalitet, 49 % har tilstrækkelig kvalitet, mens 38 % har utilstrækkelig

kvalitet, og færre end tre stuer har ringe kvalitet. For dagplejen er resultaterne i undersøgelsen, at 8 % har god kvalitet, 39 % har tilstrækkelig kvalitet, mens 46 % har utilstrækkelig kvalitet i de undersøgte tilbud, og 6 % har ringe kvalitet. Ingen af de målte tilbud har fremragende kvalitet.

De gode dagplejer, vuggestuer og børnehaver kan i højere grad tidligt skabe nærvær mellem barnet og de voksne, de kan fange barnets naturlige nysgerrighed, dets stadige udforskning og de deraf følgende erkendelser om livet, sig selv, de andre i fællesskabet, om sproget, herunder at kunne udtrykke sig om naturen og barnets virkelighed. Og især i børnehaverne opstår uvurderlige venskaber børn imellem, som har et stort potentiale for børnene.

De gode dagtilbud kan i den forstand være en gave til børnene og til deres familier. Når det er sagt, så tænker forældrene, der får stemme i denne bog, grundlæggende anderledes. De ønsker børnehaver i højere grad end vuggestuer og dagplejer, og de ønsker børnehaver tilpasset, så de i højere grad fletter sig ind i familielivet og formår at bidrage til helhed og sammenhæng i barnets liv.

Bogen beskriver perspektiver på grundlaget for børns mentale, biologiske og sociale udvikling. Og bogen rummer nedslag i relevante forskningsområder om disse fænomener. Med disse nedslag anskueliggøres sammenhængen mellem børns biologiske ophav, børns opvækstvilkår og opvækstmiljøer, og hvordan disse påvirker elementer som fx børns sociale kognition, sprogudvikling og selvværd. I den forstand er bogen en forskningsbaseret debatbog.

Bogen henvender sig ikke mindst til kommende og nuværende småbørnsforældre, som måske kan have glæde af at få reflekteret over nogle tanker, de gør sig om deres barns børneliv, og få perspektiver på, hvordan forældre, som har valgt anderledes end flertallet, har handlet – og på hvilken baggrund. Så er bogen som nævnt mest af alt en kritisk kommentar til den måde, velfærdsstaten Danmark tænker og bruger dagtilbud på. Kritikken går på karakteren af den adskillelse, som rammer forældre og barn, når velfærdsstaten og markedskræfterne har brug for forældrenes arbejdsindsats. Det kunne givet gøres anderledes, og bogen kommer således med et bud på forlænget barsels- og forældreorlov og antyder deraf følgende omlægning af institutionsstrukturen.

Desuden er bogen på sin egen måde en kærlighedserklæring til det sociale læringsfællesskab, som en højkvalitetsbørnehave kan udgøre, hvis vi som samfund, politikere, professionelle og forældre åbner øjnene og tør se det, vi ser – og vi derefter handler konstruktivt på det.

Sådan en bog tipper let over og bliver en dommedagsfortælling, eller – måske endnu værre – gør den børnene til ofre, allerede inden de starter i skole. Det er ikke hensigten. Det har været målet at skrive en bog, som rummer et kritisk, konstruktivt og handleanvisende perspektiv i forhold til både betydningen af nærvær og opmærksomhed rettet mod barnet, hvordan det kan gøres i et dagtilbud, og hvordan det naturligt forekommer i hjemmet.

At forstå bogen fordrer et udførligt kapitel om kvaliteten i de danske dagtilbud. Bogen berører dette emne med reference

til en nyere undersøgelse af kvaliteten i danske dagtilbud, men erkender også, at der i Danmark mangler substantiel forskning, som kan kortlægge kvaliteten af en lang række perspektiver og temaer i dagtilbud. Som det er nu, er det i høj grad op til forældre selv at danne deres eget billede af kvaliteten i det dagtilbud, de har valgt eller har fået tildelt.

Til forældre, som er i tvivl om, hvorvidt de gør det rigtige for deres barn, tror jeg, at det kan være en hjælp at læse denne bog og ikke mindst læse kapitlerne om de forældre, som har valgt dagtilbud fra. Her kan den nysgerrige læser få et førstehåndsindtryk af fordele, ulemper udfordringer og gevinster ved hjemmepasning. Det er væsentligt for forældre, som overvejer hjemmepasning, at læse hele undersøgelsen, al den stund at det ikke alene er en dans på roser; der er også torne at forholde sig til.

Bogen indeholder resultaterne fra et digitalt spørgeskema, jeg har udsendt via de sociale medier til hjemmepassende forældre. 601 forældre besvarede spørgeskemaet. I bogen beskrives det, hvem de er, hvorfor de har truffet denne beslutning, og hvilke udfordringer og fordele de oplever. Af svarene fremgår det, at det ikke nødvendigvis er et valg, som gør livet lettere. Det er økonomisk svært, og det er fysisk og mentalt hårdt at være forældre på denne måde. Nogle forældre i undersøgelsen udtrykker, at det givet er mere bekvemt at aflevere barnet hver dag i en vuggestue og så gå på arbejde og slappe af. Men disse forældres valg handler ikke om at gøre det letteste, men om at gøre det, som de finder rigtigst for deres barn. Det gør, at de oplever tilfredshed med tilværelsen, efter at de har kvittet arbejdsmarkedet og vier hverdagen til deres barn. Der er også perspektiver på, hvad der skal til, for at disse forældre ville vælge dagtilbuddet til.

Undersøgelsen bliver brugt i bogen til at perspektivere velfærdsstatens dagtilbud. Det er vigtigt at forstå, at de 601 forældre er en gruppe mennesker, som alle har fravalgt dagtilbud af den ene eller den anden årsag. Det gør dem interessante som kritikere af samtidens dagtilbud, men det gør også i en eller anden udstrækning deres udsagn anderledes, end flertallet af landets forældre givet ville udtrykke sig om de samme spørgsmål. Bogens forældreudsagn kan med andre ord ikke generaliseres som gældende for alle forældre.

Jeg og min kone er selv del af denne gruppe forældre, og i den forstand er jeg i høj grad forudindtaget – og jeg har sammen med min kone truffet et aktivt valg for vores søns barndom. Desuden har temaet i forskellige grader været del af min forskning siden mit ph.d.-arbejde, som blev afsluttet i 2013. En del af det teoretiske indhold i kapitlerne 4, 5 og 6 kan genfindes i min ph.d.-afhandling, Stemmer i fællesskabet.26

Bogens opbygning, logik og sammenhæng

Bogen er opbygget i fire tematiske dele, der giver hvert deres perspektiv på børnelivet i velfærdsstaten: Første del er et bud på børnelivet i tal. Det er indledningen og kapitel 1 og 2. Denne første del adresserer det paradoks, der ligger i, at vi som velfærdsstat reproducerer en ulige start på livet, fordi vi alle lever i den samme forestilling om velfærd. Da jeg skrev denne del, fik jeg en tanke om, at denne velfærdsstat i den nuværende form måske har overlevet sig selv. Vi vil alle af et godt hjerte fastholde den, og vi vil alle vores fælles børn det absolut bedste. Men alligevel kan vi se, at selvom vi som samfund investerer mange midler i velfærdsmuligheder for alle, lever et barn født på Lolland seks år kortere end et barn

født i Gentofte,27 og vi kan se, at type 2-diabetes forekommer oftere blandt ufaglærte end blandt mennesker med lang uddannelse.28, 29 Vi kan se, at børns baggrund skaber en medfødt ulighed. Alligevel agerer vi som borgere og samfund, som om velfærdsstaten vil sikre alle. Et af de velfærdselementer, vi iværksætter for at skabe lighed, er dagtilbud. Det har været en formuleret dagsorden siden 2004, hvor vi indførte læreplaner i dagtilbud. Tanken er og har været, at dagtilbud af høj kvalitet skaber basis for lighed.

Det kan derfor synes som et paradoks, at et nyt dansk studie viser, at jo længere tid barnet er hos sine forældre, desto bedre er det for barnet.30 Studiet viser, at en længere orlov til forældre kan styrke et barns socioemotionelle færdigheder, herunder dets følelsesmæssige stabilitet. Studiet peger desuden på, at uligheden i trivsel og socioemotionelle færdigheder mellem børnene mindskes, når barsels- eller forældreorloven øges. Effekten var mest tydelig blandt forældre, som ellers ville have taget en kort orlov. Samtidig er vi ifølge Eurostat31 den tredjemest arbejdende befolkning i EU, og Danmark er dermed et af de lande, der levner mindst plads til forældrene til at være sammen med deres børn.

Jeg adresserer på vegne af forældrenes udsagn i bogen den kynisme, som ligger i, at vi som forældre, politikere og samfund forholdsvis ukritisk tænker, at det offentlige velfærdstilbud til vores børn bærer den nødvendige kvalitet, i og med at det er et offentligt velfærdstilbud. Den kynisme, der ligger i, at vi anerkender en professions kvalitet, alene fordi den er en offentlig uddannet velfærdsprofession. Også selvom virkeligheden kan være en anden, både kvaliteten af de offentlige dagtilbud og kvaliteten af pædagoguddannelsen.32

Anden del, kapitel 3, 4, og 5, præsenterer udpluk af forskning, som på forskellig vis beskriver perspektiver på betydningen af nærvær og opmærksomhed i forhold til barnets udvikling.

Det er nærvær, som principielt kan ydes af en forælder såvel som af en dygtig pædagog. Anden del giver også perspektiver på, hvordan børnelivet i velfærdsstaten påvirker barnets biologiske udvikling. Både i forhold til elementer som hormonerne kortisol og oxytocin samt epigenetiske forandringer og betydningen af forskelle i opvækstmiljøer i forhold til hjernens udvikling. Epigenetik er et nyere forskningsfelt, som viser, at barnets DNA er tilpasningsdygtigt i forhold til det miljø, barnet vokser op i.

Jeg beskriver barnets læring og udvikling som et stadigt samspil mellem barnets genetiske arv, barnets biologi, den omgivende kultur og de fællesskaber, som barnet er del af. Det er en opdateret kulturhistorisk forståelse, som udspringer af Vygotskys psykologiske tilgang.33, 34, 35 Rammen er barndommen.

I dette perspektiv kan barnets trivsel, læring, udvikling og dannelse ikke forstås uafhængigt af de sammenhænge, barnet er en del af; det gælder både politiske, sociale og kulturelle og ikke mindst de erfaringer, som barnet gør sig sammen med andre mennesker i det nære samspil. Grundantagelsen er, at barnets selvbillede, identitet, selvværd, selvtillid, sprog med videre formes og udvikles i takt med barnets deltagelse i fællesskaber i samvær med andre om hverdagens forskellige gøremål.

I en kompleks verden får disse vilkår betydning allerede fra før undfangelsen. Vi kender formentlig langtfra alle disse påvirkninger og deres konsekvenser for barnet. Vi kender heller

ikke alle måder, hvorpå disse vilkår eksporteres til barnet. Det er sociale, biologiske og kulturelle påvirkninger. Det er ukendte og kendte stoffer i miljø, luft, vand, jord, bygninger og kost. Det er stressfaktorer, utrygge opvækstmiljøer og adskillelse. Skældud, angstskabende fællesskaber, manglende opmærksomhed og manglende nærvær, tilpasning og overtilpasning. Det er karakteren af forældres forældreevne, karakteren af børnenes relationer til nære omsorgsgivere og andre voksne, børnenes forhold til andre børn, forældres uddannelse, deres økonomi, dannelse, kultur, kulturhistorie og de vilkår, disse kan medføre, kvaliteten af børnenes dagtilbud, kvaliteten af personalets faglighed, kvaliteten af deres uddannelse og karakteren af deres menneskelige egenskaber, deres evne til aldersnivelleret nærvær og opmærksomhed, deres evne til at skabe udviklende fællesskaber og trygge relationer – og mange flere vilkår og påvirkninger. Ikke mindst alle disse elementers komplekse samtidighed og måden, hvorpå de influerer barnets udvikling på godt og ondt. Alting i barnets miljø har betydning, herunder hvordan disse påvirkninger sætter sig i barnet, i dets mentalitet, i dets biologi og i måden, hvorpå dets genetik får udtryk i tilpasningsprocesser.

Bogens tredje del, kapitel 6, er et bud på kvalitet i samtidens dagtilbud for de yngste børn. Her præsenteres en nyere undersøgelse om kvalitet i danske dagtilbud for de yngste børn.

Den ukendte faktor i forhold til børnene og det liv, de lever, er barnets evne som individ og del af et fællesskab til at tilpasse sig hvad som helst. Og vi kan få dem til at eksistere – måske endda trives – i adskillelse. Vi kan få dem til at opnå et bedre sprog, og vi kan få dem til at tilpasse sig stress og en hverdag

i en atmosfære af voksne med manglende opmærksomhed. Spørgsmålet er, hvordan denne tilpasning påvirker barnet, og hvordan den influerer den ovenfor beskrevne kompleksitet.

Alting har betydning, og alting har konsekvenser.

Fjerde del, kapitel 7 og 8, præsenterer resultaterne fra en ny undersøgelse blandt hjemmepassere. Denne del beskriver, hvem der bliver hjemmepassere, hvad der kendetegner dem, hvorfor de har valgt dagtilbud fra, og hvilke fordele og udfordringer dette valg medfører. Denne undersøgelse perspektiverer bogens tre foregående dele og viser forældre, som på forskellig vis har besluttet at tage vare på deres eget barn, skabe trygge rammer og yde det nærvær og den opmærksomhed, som de føler skal til. For en del af dem gælder det, at de har gjort det på baggrund af vigende kvalitet i de dagtilbud, de havde mulighed for at benytte. Men for de fleste gælder det, at de selv ønskede at være de primære voksne i deres barns første leveår og sammen med barnet opleve alle de små og store erobringer, som barnet gør sig.

Kapitel 9 samler bogens dele og afslutter med nogle anbefalinger, som især er vokset ud af forældreundersøgelsen.

Bogen anlægger et kritisk blik på vores måde at skabe børneliv for de yngste børn på. Og argumentationen findes i alle bogens dele. De tre første dele er samtidig forskningsbaserede perspektiver på, hvorfor forældrene i bogens fjerde del har handlet, som de har, og tænker, som de gør.

Bogen er tænkt som et aktuelt blik ind i samtidens børneliv, og den kan bruges som refleksion og inspiration til

kommende og nuværende forældre og til praktikere inden for dagtilbudsområdet. Måske også som et politisk og fagligt diskussionsoplæg eller idékatalog.

Betegnelsen ”hjemmepassere” bliver brugt gennem hele bogen, og hver gang jeg har skrevet det, har ordet ærgret mig. Ordet er en konsekvens af normen i samfundet, at børn er i dagtilbud hver dag, alle børn. Men så alligevel ikke alle. De, som ikke opfylder normen, betegnes fejlagtigt som hjemmepasset – det modsatte af det normale. Ja, de er hjemme, og det er vel i virkeligheden normen. Men vi lever i en tid, hvor det normale er blevet det unormale – derfor ordet hjemmepasset. Jeg har ikke kunnet finde på et bedre ord. Måske kan du, kære læser?

Og så en undskyldning. I bogen benytter jeg betegnelser som mor og far, mødre og fædre, han og hun, drenge og piger –vel vidende at ikke alle forældre er mødre og fædre. Men det har ikke været muligt for mig at skrive mere kønskreativt. Jeg har forsøgt, men det gav ikke mening. Især fordi jeg refererer til forskning, som også anvender disse betegnelser. Så kære regnbueforældre – I må bære over med mig.

Et hvepsebo i et minefelt

Ét problem ved at skrive denne bog er, at både børnelivet og velfærdsstaten et langt stykke hen ad vejen er baseret på værdier. Ved at skrive bogen har jeg stukket hånden ind i et hvepsebo bestående af ofte holdningsbaseret uenighed om børns grundlæggende udviklingsvilkår, der er placeret midt i et værdipolitisk velfærdsminefelt.

Alle professionelle på børneområdet, politikere og forældre har en holdning til børnelivet. Samtidig er ingen børn ens, ingen hjem er ens, ingen dagtilbud er ens. I dagtilbud bygger meget professionel pædagogik på individuelle værdier.36 Forældre har forskellige drømme og mål med deres børn. Desuden er der stor forskel på, hvor fastlåst man er i den virkelighed, man lever i. Både på grund af privatøkonomi og på grund af forventninger fra velfærdsstaten – som statsminister Mette Frederiksen udtrykker det:37 ”Der er alle mulige mennesker, der mener, vi kan arbejde mindre. Glem det, venner, glem det.” Det kan derfor være svært rent økonomisk at træffe lige præcis det valg for sit barns barndom, man egentlig ønskede sig. Hvis man gerne vil vælge vuggestuen fra, kan det være svært for alle, men givet særligt for enlige forældre, for studerende og for familier, som er afhængige af to indkomster for at kunne klare dagen og vejen. I den forstand har fravalg af vuggestuen både social slagside og kan have uønskede konsekvenser.

Så er der hele ligestillingsdebatten. Hvem af forældrene er det, som bliver hjemme, hvis barnet ikke skal i dagtilbud? Hvem har barnet mest brug for? Hvem tjener mest og kan forsørge familien bedst? Hvem af forældrene vil sætte karrieren på pause? Denne bog forholder sig imidlertid ikke til ligestilling. Ikke fordi det ikke er væsentligt, men fordi det er en anden bog.

Der er desuden store forskelle i holdninger til børns opvækst. Nogle ønsker, at deres børn tidligt skal indgå i en større institutionaliseret børnegruppe med tanken, at de her lærer at begå sig sammen med andre børn. Andre vil se det som et overgreb og tænke, at det, de lærer dér, er at tilpasse sig, og

det ser de som noget helt andet end at opnå sociale kompetencer. Disse forældre vil måske vælge legegrupper, hvor de selv er til stede sammen med barnet og andre børn og forældre. Nogle tænker, at hvis barnet skal lære sprog, foregår det i en vuggestue. Andre tænker, at sproget lærer barnet primært af forældrene. Nogle tænker, at de har brugt hele deres ungdom på at uddanne sig, og nu skal de omsætte uddannelsen i et job og skabe sig en tilværelse, som det forventes af velfærdsstaten. I den proces må barnet i dagtilbud, uanset hvad andre ellers tænker om dagtilbud. Holdningerne og bevæggrundene er mange, og vi kan næppe blive enige om, hvad der gør et barn og dets forældre lykkelige på kort og længere sigt.

Endelig er der videnskab og forskning. Hvad ved vi, og hvad ved vi ikke? Her er der også værdier og holdninger på spil, men også økonomiske interesser fra universiteter, professionshøjskoler og professioner. Universiteter og professionshøjskoler skal have balance i indtægter og udgifter og har derfor behov for eksterne forskningsmidler. Særligt i disse år med nedgang i ansøgerantallet til velfærdsuddannelserne. Den humanistiske forskning er presset i Danmark i forhold til fx Sverige, der investerer ca. 50 % mere i humanistisk forskning, end vi gør i Danmark.

En anden udfordring kan være, at politikere og fagbevægelse kan have en tendens til at vælge forskning selektivt til, når denne forskning taler ind i deres politiske og ideologiske dagsorden.

Spørgsmålet er, om vi kan blive enige om, hvad vi ved om børn og deres generelle udvikling, og hvordan opvækstvilkår i forskellige sammenhænge påvirker barnet? Eller om

forskning fra ikke-nordiske lande kan bruges til at beskrive noget om nordiske børn og deres opvækstvilkår? På samme måde vil nogle betvivle, om forskning foretaget i de andre nordiske lande kan sige noget om danske børns børneliv, eller hvor stor betydning det har, at forskernes adgang til fænomenet fri forskning formentlig er en illusion? Betyder det i den forbindelse noget, hvem der finansierer forskningen?

Så er der kvaliteten af velfærdsstatens dagtilbud. Kan man overhovedet lave en generel kvalitetsvurdering af dagtilbud, som forældre kan navigere efter?38 Og er forskellene i denne kvalitet så på et niveau, hvor forældre kan opleve forskelle internt i den samme institution? Er fagligheden i dagtilbudssektoren på et niveau, hvor det giver mening at sammenligne kvalitet, eller er kvalitet i højere grad personbåren?

Så er der familielivet. Hvilke vilkår har familierne i velfærdsstaten, og hvilke vilkår giver det forældrene for at skabe et godt børneliv i hjemmet?

Alligevel begiver jeg mig ind i dette minefelt og stikker hånden ind i dette hvepsebo, vel vidende at jeg vil blive dyppet i tjære og rullet i fjer, så snart bogen udkommer.

Og kære læser, jeg er som sagt forudindtaget, både som forælder og forsker. De elementer, jeg løfter frem, er der mange holdninger til. Både det, jeg skriver, og alt det, jeg fravælger. Den forskning, jeg refererer til, og den, jeg ikke refererer til – og ikke mindst det, jeg har forstået, og alt det, jeg stadig ikke har forstået. Eller fagfelter, som ikke er mit eget, og som jeg ikke har overblik over. Der er således givet fejltolkninger og begrænsninger i bogen. I den forbindelse holder jeg af

filosoffen Louis Althussers ord: Synligt er ethvert objekt eller problem, som ligger inden for horisonten. Samme relation, som bestemmer det synlige, bestemmer også det usynlige som det synliges skyggeside.39 Underforstået, at det, jeg kan se, og det, jeg skriver i denne bog, er langtfra alt, hvad der er at skrive. Der er meget, som på grund af mine faglige og personlige begrænsninger er usynligt for min pen. Desuden kan denne type bog godt virke uhensigtsmæssig kategorisk. Det er ikke intentionen. Tværtimod søger den at skabe forståelser, som bygger bro og skaber sammenhænge frem for kategoriske forskelle.

Derfor, kære læser, skriver jeg ikke sandheder, og jeg skriver

ikke bogen for at formidle sandheder – sandheder, som jeg i øvrigt ikke kender, og som næppe findes. Men jeg skriver bogen, for at du som læser kan bruge indholdet til at reflektere over dine drømme og håb for dine egne og andres børn. Så stop op af og til, og tænk efter … hermed en opfordring til dig om at lægge bogen fra dig af og til og reflektere over, hvordan det, du lige har læst, relaterer sig til dine forestillinger og erfaringer, dine tanker om børn, og hvad du som forælder ønsker for dine børn. Dvæl lidt ved de forskellige kapitler, og tænk efter, og lad tvivlen råde dig.

Med fysiker og nobelprismodtager Richard P. Feynmans ord: ”Videnskab giver dig nøglen til himmeriget, men den samme nøgle åbner porten til helvede. Og vi har ingen instrukser om, hvilken som er hvilken port.”40 Så når vi udforsker børns levevilkår og på den baggrund laver policy-forslag, så kender vi ikke på forhånd omfanget af konsekvenserne. Når vi udvikler dagtilbud, så giver de god mening, men de har også en

skyggeside. Derfor sluttede Feynman af med ordene: ”Tvivl skal ikke frygtes, men bydes velkommen og diskuteres.”41

Vi kender ikke på forhånd konsekvenserne af det, som forskningen peger på. Men vi skal omfavne tvivlen og diskutere den. Lad os starte med at diskutere velfærdsstaten.