Er følsomhed en styrke?

Børn og unge er følsomme. Ellers kunne de ikke lære noget. I dette nummer af Ledelse i morgen fastslår klinisk professor Anne Amalie Elgaard Thorup, at følsomhed er ”den pris, vi betaler” for at have et stort lærings- og udviklingspotentiale.

Under gunstige betingelser er følsomhed ikke bare en uheldig følgeomkostning af læring og udvikling. Den er ganske enkelt grundlaget for, at vi kan udvikle et stadig mere åbent, nuanceret og reflekterende forhold til verden. Som sådan er den indbegrebet af dannelse, som med Humboldts ord handler om at udvikle ”den rigest mulige vekselvirkning mellem menneske og verden” (Humboldt, 1793/2021). Følsomhed og refleksivitet må være blandt de vigtigste personlighedstræk, som børn og unge har brug for at kultivere i en verden, som er smækfuld af brydninger og faretruende konflikter.

I et mindre gunstigt scenarie forvandler følsomheden sig til mistrivsel, som udgør en selvstændig og fremadskridende krise, som truer vores samfundsmæssige fællesskab. Det sker især, når børn og unges følsomhed mødes med alt for firkantede præstationskrav, konkurrence og perfekthedskultur.

Som ledere kan vi gå to veje:

Den ene vej er at tematisere mistrivsel som et særskilt problem, der skal løses ved siden af de faglige indsatser – eller måske endda som en forudsætning for, at børn og unge kan være tilstrækkelig læringsparate. Altså, vi underviser, som vi plejer, men appellerer til fritidspædagoger om at skabe åndehuller ved siden af skolen, og vi tilbyder psykologhjælp og kurser i coping. Med lån fra artiklen i dette nummer af Charlotte Riis Jensen og Mette Molbæk anlægger vi en koordinerende tilgang, hvor vi prøver at få parallelle faglige, sociale, kulturpædagogiske og sundhedsfremmende indsatser til at spille sammen.

Alternativt kan vi vælge at se trivselskrisen som et råb, der kalder på vitale dannelsesmiljøer, hvor vi har en sammenhængende pædagogik, der hjælper børn og unge med at kultivere og forfine deres følsomhed og refleksivitet – hvor trivsel udvikler sig gennem faglige og kulturskabende processer. Dette kræver et mere integreret samarbejde, som Charlotte Riis Jensen og Mette Molbæk kalder kollaboration. I artiklen af Ditte Winter-Lindkvist får vi gode og praksisnære bud på, hvordan vi kan give plads til leg som dannelsesform hos børn, unge og voksne i skolen. Og hos Lene Heckmann får vi forslag til, hvordan vi kan bruge trivselsmålinger til en mere helhedsorienteret dialog, der også inddrager børn og unge.

Typisk opstår kriser, når vi møder en kompleks verden med for simple forståelser. Når vi bruger naturen alt for instrumentelt egennyttigt, slår verden tilbage med klima- og naturkrise. Når vi skaber alt for præstationsorienterede miljøer for børn og unge, svarer verden med trivselskrise. Ledelse har stor betydning for, hvordan vi møder kriser. Gør vi unges følsomhed til et problem, der skal ”håndteres”. Eller ser vi de foruroligende tegn på mistrivsel som en indbydelse til at indtræde i en rigere og dannelsesorienteret dialog med børn og unge og til at tænke og udvikle pædagogiske miljøer, hvor følsomhed, refleksivitet og faglighed modnes i samspil.

Litteratur

von Humboldt, W. (1793/2021). Teorien om menneskets dannelse: Et fragment. I Cone, L. (red.), Pædagogikkens fundamenter: 25 tekster om opdragelse og undervisning (s. 64-70). Hans Reitzels Forlag.

Af Charlotte Riis Jensen ph.d. og lektor, KP