Skoleledelsen skal insistere på leg

Leg sætter gang i en kædereaktion af trivselsoplevelser for de, der leger. Det gælder både børn, unge og voksne. Legen skaber stærke fællesskaber på tværs af generationer, fagskel og børnegrupper. Derfor har alle, der arbejder med pædagogisk og didaktisk ledelse, et ansvar for at tale legen op.

Når vi leger, fortaber vi os i nuet – vi bliver ét med fællesskabet, vi bliver ét med kroppens bevægelser. Vi bliver mere os selv. Legen styrker den mentale velvære, sundheden og fællesskaberne med andre mennesker. Mens stadig flere børn og unge har ondt i livet, har vi i nogen grad glemt en af de mest enkle, effektive og billige løsninger til at øge trivsel og sikre gode fællesskaber blandt børn og unge – nemlig legen.

Vi har i dag et børneliv og en legekultur i stor forandring, og vi må ikke tage legen for givet i institutionerne eller i barndommen generelt. Uden øremærket tid til leg og personale, der kan inspirere til mere leg, overtages fritiden af skærme, og børn stopper med at lege helt ned i 10-årsalderen (Winther-Lindqvist, 2020).

Legekulturen skal styrkes for ikke at gå i glemmebogen, og det er baggrunden for Levende Legekultur-indsatsen, som Gerlev Center for Leg & Bevægelse står i spidsen for med midler fra Lauritzen Fonden. Denne artikel formidler erfaringer fra indsatsen med at styrke legekulturen i dagtilbud, skoler, SFO og klubber i fem danske kommuner. Vi har sat lege i gang og oplært personalet i at blive bedre til at lege og skabe nye og bedre rammer for leg. Jeg er følgeforsker på indsatsen, som nu har været i gang siden 2019 og ude i fire af de fem planlagte kommuner (Helsingør, Esbjerg, Slagelse og Holbæk). I hver kommune har vi samlet erfaringer med indsatsen i forskningscirkelarbejde, hvor medarbejdere fra vuggestue, skole, SFO, klub og fritid har sat sig sammen og diskuteret virkninger, dilemmaer og muligheder i at lege noget mere. Et centralt fund er, at ledelsens opbakning til at skabe, styrke og bevare en levende legekultur er uhyre væsentlig for, at legen kan få så fremtrædende en plads i hverdagen, at den kan skabe mere trivsel og fællesskab. Den historie fortæller vi videre her.

Et centralt fund er, at ledelsens opbakning til at skabe, styrke og bevare en levende legekultur er uhyre væsentlig for, at legen kan få så fremtrædende en plads i hverdagen, at den kan skabe mere trivsel og fællesskab.

— Ditte Winther-Lindqvist

Ledelsens opbakning giver et boost

Erfaringer fra indsatsen viser tydeligt, at når vi sætter flere lege i gang, leger børn i alle aldre mere, og det øger trivslen hos både børn og personale. Den gode nyhed er, at legen skaber trivsel for mennesker og stærke fællesskaber på tværs. Og det er der hårdt brug for i dag. Men vi kan også se, at der er store barrierer, før legen kan fylde mere i børnenes liv, da både voksne og store børn og unge savner legemod, og personalet i høj grad mangler legedidaktiske færdigheder. For at vi kan styrke legekulturen, skal vi give legen et tiltrængt mandat, og det er ledelsens opgave. Desværre savner legen stadig status i praksis, og selvom vi ved, at den er vigtig, er det vanskeligt at prioritere tid, rum og anerkendelse af legen. Det svækker personalets legemod, som i forvejen er svækket, fordi legen knyttes til det barnlige og fjollede og derfor ikke tages særlig seriøst. Vi skal tage legens positive pædagogiske effekter seriøst, fordi det er en kongevej til større trivsel – for alle – når det lykkes. Når ledelsen ikke bakker tilstrækkeligt op om at styrke en levende legekultur, kommer indsatsen og kulturændringen til at hvile på nogle få bannerførere for legen i stedet for at blive en del af den fælles kollegiale praksis. Modellen nedenfor er udviklet som et resultat af den samskabende forskning mellem teoretisk og praktisk viden, som vi sigter efter i forskningscirkelarbejdet. Modellen illustrerer de centrale elementer i det, vi kalder legemod, og som ledelsen spiller en central rolle i.

For at vi kan styrke legekulturen, skal vi give legen et tiltrængt mandat, og det er ledelsens opgave. Desværre savner legen stadig status i praksis, og selvom vi ved, at den er vigtig, er det vanskeligt at prioritere tid, rum og anerkendelse af legen.

— Ditte Winther-Lindqvist

Legemod – ledelse, legedidaktik, følgeskab og makkerskab Som vist i modellen herover kommer legemod ikke af sig selv. Gennem tydelig ledelse, der prioriterer legen, sker det, at legen anerkendes for sin vigtighed, og herigennem bliver det oplagt, at vi må sætte gang i legen, hvis vi vil styrke en varieret legekultur. Det er ikke så nemt, som det lyder. Det kræver færdigheder og erfaring. Hvilke lege er fx gode til små og store grupper og til børn i forskellige aldre? Hvad kan man i det hele taget lege? I de her rum? Etc. Det bliver tydeligt, at nogle medarbejdere er rigtig gode til det, mens andre ikke aner, hvad de skal gøre med opgaven. Vi savner pædagogisk personale med legedidaktisk viden, og det er en af forhindringerne for legemod i dag. Af samme grund kan vi måske se, at legemodet kræver eller forudsætter, at personalet har stærkt følgeskab hos børnene. Og det er ikke alle ansatte, der har lige meget følgeskab. Det er lettere at få børnenes følgeskab i dagtilbud end i skolen, på SFO og i klubben. Det er en barriere for personalet, hvis de ikke kan regne med børnenes tilslutning til leg – de risikerer at tabe ansigt og miste kontrol med børnegruppen, hvilket giver legeangst fremfor legemod. Vi har diskuteret netop dette på en forskningscirkel i Helsingør: ”I SFO'en skal man virkelig være en god inspirator for at få børnene med og fastholde dem i den leg, man sætter i gang. Det er bare ikke for alle”. En lærer understøtter med følgende udsagn: ”Det kan være ustyrligt at starte en leg, når man ikke ved, hvad det sætter i gang i børnegruppen, og man fx er alene med børnene”.

Hvis der er opmærksomhed på udfordringer med følgeskab og legemod som den voksne, der leger, kan vi også bedre understøtte netop denne deltagelse. Igen kan vi se, at ledelsens opbakning spiller en vigtig rolle, for med ledelsen i ryggen opmuntres organisationen til at skabe mulighed for makkerskaber omkring legen og for gode strukturer for videndeling i hverdagen fx som et fast punkt på møderne. De voksne, der leger, har brug for makkere, der kan bakke op om legen – særligt i skolen. Den ene sætter gang i en leg, mens den anden er 'flyveren' (der tager sig af de andre opgaver). Eller den anden kan også være med i legen – det hviler ikke på den enkelte at få det til at ske.

Praksiskultur og pædagogiske mål

Både i dagtilbud og i skolen omtales arbejdet med en levende legekultur som en kulturændring og som et møde med forskellige kulturelle modstande. Deltagerne i forskningscirklerne brænder alle for legen, men taler også om kolleger, som ikke har det på samme måde. På dagtilbudsområdet har den ny styrkede læreplan givet legekulturen et gevaldigt løft, da den stadfæster, at legen skal prioriteres og være gennemgående i hverdagen. Men der er stadig udfordringer med at skabe gode vaner og rutiner for leg – og der mangler legedidaktisk faglighed i en personalegruppe, som i mange år har fokuseret på andre ting end leg og legekultur. Det er også fortsat den ansvarlige pædagog med overblikket og panderynken, som nyder størst faglig anerkendelse, mens legen kræver, at man opgiver overblikket og alvoren og i stedet fordyber sig i legens meningsproduktion og bevægelser (Winther-Lindqvist, 2023).

I skolen er modstanden mere omfattende og kompleks, da skolens selvforståelse er tvetydig, når det kommer til børnenes leg (Nissen, 2023). Skolens pædagogiske opgave handler om læring, og der er et udtalt ”stof-pres” og travlhed for at nå det fagdidaktiske indhold, som gør, at lærerne tøver i forhold til at prioritere tid til leg. På skolens område kan vi lære af børnehaveklassen, hvor leg er en selvfølgelig del af hverdagen og arbejdet med at skabe et klassefællesskab for de nye børn i skolen. Det er også kun i børnehaveklassen, at legen er skrevet ind i fælles mål og formål. Men i mellemskolen og udskolingen står det skidt til med legekulturen. Legen uddør, hvis ledelsen ikke foretager en tydelig prioritering af legen. Det kræver en kulturændring at få mere trivsel gennem leg, som peger ind i, hvordan vi svarer på følgende spørgsmål: Hvilke opgaver giver det faglig status at løse i personalegruppen? Og hvordan ser vi på forholdet mellem leg/læring/ trivsel hos os?

Ledelsen giver personalet legemod

Vi kan ændre kulturen og få en mere legende tilgang til læring, ledelse og børnefællesskab, men det kræver, at de voksne får større legemod, går forrest og prioriterer legen og de legende praksisser i børns liv. Når ledelsen bakker op, bakker de op om den del af personalegruppen som vover sig frem i legen og har brug for at blive bekræftet i, at legen er vigtig og skal anerkendes. Når først ledelsen sætter leg på som et punkt på personalemødet og sikrer rutiner for, hvornår der sættes lege i gang, bakker de også op om legemodet hos personalet.

Vi har i projektkommunerne gode erfaringer med at skabe nye rutiner for bevægelseslege og holdlege efter faste aftaler for, hvornår og af hvem legene sættes i gang. Det bliver en del af hverdagen og kulturen, og det forventes, at man leger til hverdag og fest. I skolen, hvor gårdvagterne ellers har måttet trøste børn og stå til rådighed for forskellige former for konflikthåndtering, kan vi se store ændringer, når de voksne skiftes til at sætte gode lege i gang og fx laver hulahoprings danseleg med indskolingsbørnene eller dødboldsturnering med eleverne på mellemtrinnet. Vi har haft gode erfaringer med "Store legedag", hvor skolens elever og ansatte leger sammen, og med forældremøder i børnehaven, der indledes med en leg, ligesom sommerfester og overgangsfester indeholder ritualer, hvor der leges.

I udskolingen, hvor de fleste børn desværre holder op med at lege fantasi- og bevægelseslege og andre fælleslege, kan vi se, hvor stor betydning det har, at voksne, børnene kender og ser op til, finder legemodet frem og sætter lege i gang. Når de voksne selv har det sjovt med at spille bold og lege med, smitter det af på de unge. Der, hvor de voksne ikke gør noget, uddør legekulturen, og de unge sidder med hver deres mobiltelefon i frikvarteret. Omvendt kan vi se, hvordan ledelsens store opbakning kan ændre situationen radikalt, som følgende udsnit fra et fokusgruppeinterview i en forskningscirkel afspejler:

Vi kan ændre kulturen og få en mere legende tilgang til læring, ledelse og børnefællesskab, men det kræver, at de voksne får større legemod, går forrest og prioriterer legen og de legende praksisser i børns liv.

— Ditte Winther-Lindqvist

En lærer forklarer, at der er problemer med at prioritere legemiljøet i hverdagen: ”Hvis det ikke bliver fulgt op eller sådan bliver til noget, hvis ledelsen ikke taler om det, og det er fast punkt på møderne, så bliver det ikke til så meget, synes jeg".

Det, der sker, når ledelsen ikke bakker tilstrækkelig op om at styrke en levende legekultur, er, at indsatsen og kulturændringen hviler på nogle få bannerførere for legen i stedet for at blive en del af den fælles kollegiale praksis. Omvendt fortæller en anden skolepædagog, hvordan ledelsens store opbakning booster hans engagement og mulighed for at være ambassadør for legen i skolen:

”Vi har jo ligesom sådan nogle teams i skolen med lærerne, og der er timer, hvor der både er en pædagog og en lærer sammen, og der tager jeg lige så meget styringen og siger: 'Jeg vil lave leg med børnene i de her timer' – for det er noget, vi skal. Og ellers må vi tage den med ledelsen… og jeg ved, at ledelsen bakker helt op om, at det er den vej, vi skal gå. Det giver mig ekstra mod på det, så jeg tror, det kan rykke noget. Der er nogle af mine kolleger, ved jeg, som ikke tør hoppe ind i den der, og det er så det, der er min opgave – at prøve at ruste dem, og det tror jeg, ledelsen er en enorm vigtig del af .”

På en skole i Esbjerg er de lykkedes med at skabe en levende legekultur – også i udskolingen, hvor selv 9. klasse-eleverne leger i frikvartererne og mellemtimer, fordi de voksne også deltager og dermed legitimerer legen. Ledelsens indstilling og opbakning spiller en vigtig rolle for, at skolepædagogen i ovenstående udsnit faktisk får mandatet til at arbejde didaktisk og systematisk med at styrke legekulturen, og det giver ham modet til at fastholde det i praksis.

Afrunding

Vi skal give mere plads til leg i børnelivet, og legen skal være en selvfølgelig aktivitet i den pædagogiske kultur gennem hele barndommen. Det er ikke kun børn, der trives bedre, også personalet trives mere, når legen bliver en større del af hverdagen. ”Det bringer os tættere på børnene,” siger medarbejderne i forskningscirklerne samstemmende. ”Det giver arbejdsglæde at være med til at styrke fællesskabet for alle børn". Det styrker relationen til børnene og giver en indsigt i børnenes verden og udfordringer fra nogle andre vinkler, som gør, at personalet bedre kan hjælpe de børn, som står udenfor eller på kanten af fællesskabet. Vi kan ikke løse komplekse problemer med simple løsninger – men legen er en simpel løsning, som hjælper os et rigtig godt stykke af vejen. Og i modsætning til mange andre trivselsindsatser, er legen gratis og altid lige ved hånden – hvis vi får øje på den og giver den videre til hinanden.

Men initiativet skal komme fra toppen. Ledelsen skal lege med, og i skolen kan man starte med at invitere børnehaveklasselederen til at fortælle om sin tilgang på det næstkommende lærermøde. Børnehaveklasselederne har typisk stort legemod at smitte med og legedidaktiske færdigheder, der kan inspirere andre dele af personalegruppen, da de er mere vant til at arbejde med legende pædagogiske tilgange.

Denne artikel er skrevet ud fra indsigter fra Levende Legekultur-indsatsen fra Gerlev Center for Leg & Bevægelse. Indsatsen har til hensigt at sætte leg i gang i fem kommuner i Danmark og dokumentere, hvad der sker, når vi leger mere. Indsatsen startede i 2019 og er i gang i fire kommuner (Helsingør, Esbjerg, Slagelse og Holbæk).

Ditte A. Winther-Lindqvist er UNESCO CHAIR på småbørnsområdet og ansat som lektor i udviklingspsykologi på DPU. Ditte er følgeforsker i Levende Legekultur-indsatsen, der inspirerer til legedidaktik og legemod i forhold til at styrke legemiljøet gennem voksnes deltagelse i leg. Her viser det sig, at ledelsen spiller en afgørende rolle for de voksnes legemod.

Litteratur

Nissen, M. (2023). Skolens drama: Leg som kilden til fællesskab. I H. Knudsen, J. E. Kristensen & J. Nielsen (red.), Leg på spil i pædagogik og uddannelse (s. 283-300). Akademisk Forlag.

Winther-Lindqvist, D. (2020). Kort og godt om leg. Dansk Psykologisk Forlag.

Winther-Lindqvist, D. (2023). Vi skal lege eller ska vi? I H. Knudsen, J. E. Kristensen & J. Nielsen (red.), Leg på spil i pædagogik og uddannelse (s. 175-192). Akademisk Forlag.

Se også mere her: https://levendelegekultur.dk/

Lene Heckmann