3 minute read
VISIONEN FOR DANMARKS NATUR
Den danske natur er vidunderlig. Men naturen i Danmark er som i resten af verden i krise. Nationalt og internationalt har vi i årtier forsøgt at beskytte naturen, men trods succeshistorier er det ikke lykkedes. Tabet af biologisk mangfoldighed fortsætter med stor hastighed.
Derfor har vi alle et ansvar for at passe bedre på naturen.
Lykkes det ikke for os at vende tabet af biodiversitet, risikerer vi, at mange arter forsvinder for evigt. Vi vil dermed efterlade en langt fattigere natur til vores efterkommere og tabe den skønhed, som mangfoldigheden af liv i naturen beriger os med.
Vi har brug for naturen. Det er her, vi finder ro i en ellers travl hverdag. Det er her, vores sjæl næres, hvad end det er med en pause på en lille plet vild natur midt i storbyens ræs eller en vandretur i den urørte skovs forunderlige natur og uforudsigelige terræn.
Det er Danmarks Naturfredningsforenings vision, at arter og økosystemer – både på land og i havet – ikke længere skal være truede som følge af menneskelige aktiviteter. Vi skal alle kunne nyde en vild og mangfoldig natur, der udfolder sig i et smukt og varieret landskab.
Der er brug for stærke naturpolitiske ambitioner, fordi behovet for handling er akut. Den globale biodiversitetskrise vurderes at være mindst lige så alarmerende som klimakrisen. I Danmark har vi været ekstremt effektive til at udnytte hver en lille plet på landkortet, og det er den altoverskyggende årsag til, at naturen er så trængt. Store sammenhængende naturområder er fåtallige, og veje og anden infrastruktur fragmenterer landskab og natur.
Løsningen er enkel. Vi skal give noget af pladsen tilbage til naturen og genskabe store sammenhængende naturområder. Vi skal lade naturen være vild og lade den genforvilde der, hvor vi i alt for mange år har passet den ind efter vores behov og presset ressourcer ud af den.
Vi skal give plads til alt det unyttige i erkendelse af, at naturen har værdi i sig selv. Det vil skabe plads til vildere og mere robuste økosystemer, der også har positive effekter på klimaet, og som kan bidrage med klimatilpasning.
Vi har brug for ambitiøse mål for, hvor meget af Danmarks areal der skal gives tilbage til naturen. Vi skal have en stærk biodiversitetslov, som kan sikre en retligt bindende beskyttelse og effektiv forvaltning af de beskyttede områder på land og til havs.
Der er mange steder at tage fat. Vi skal bl.a. have nedbragt de store mængder næringsstoffer, som bl.a. landbruget i Danmark belaster vores natur med. En mærkbar reduktion af næringsstofforureningen vil have en positiv effekt på biodiversiteten på land, i søer, i fjorde og i vores øvrige havmiljø.
På de følgende sider præsenterer vi vores ønsker til den danske naturpolitik.
Danmarks Naturfredningsforenings Vision Og M L For Fremtidens Natur I Danmark
Det er DN’s overordnede vision, at Danmarks biodiversitet senest i 2050 skal være genoprettet til et niveau, hvor menneskelige påvirkninger og aktiviteter ikke truer vores arter og økosystemer. Det skal ske gennem opfyldelse af følgende overordnede mål for naturen på land og til havs.
MÅL FOR NATUREN PÅ LAND
Det er DN’s mål, at mindst 30 % af Danmarks landareal senest i 2030 er beskyttet. Heraf bør to tredjedele være "beskyttede områder" og mindst en tredjedel være "strengt beskyttet natur".
Senest i 2050 bør to tredjedele af det beskyttede landareal være "strengt beskyttet natur", mens en tredjedel bør være "beskyttede områder".
Den udpegede "strengt beskyttede natur" bør disponeres helhjertet til vild natur. Her skal der gives plads til naturens frie udfoldelse med et minimum af menneskelig indgriben. Mens der i de "beskyttede områder" er mulighed for samspil mellem natur og naturvenlige driftsformer.
MÅL FOR NATUREN PÅ HAVET
Det er DN’s mål, at 100 % af havarealet skal forvaltes bæredygtigt og økosystembaseret, så målet om god miljøtilstand i havet kan opnås og bibeholdes samtidig med, at vi sikrer et hav i balance med sunde fiskebestande uden iltsvind og overfiskeri.
En økosystembaseret tilgang til beskyttelse af livet i havet indebærer en helhedstilgang, hvor de menneskelige aktiviteter holdes inden for niveauer, der er forenelige med at kunne opnå en god miljøtilstand. De marine økosystemers evne til at håndtere menneskeskabte forandringer må ikke bringes i fare, når havets goder og ydelser udnyttes.
Senest i 2030 bør mindst 30 % af havarealet være udpeget som "beskyttede områder" i form af marine beskyttelsesområder. Dvs. områder, hvor man fortsat vil kunne fiske med skånsomme redskaber, men hvor f.eks. fiskeri med bundslæbende redskaber og råstofindvinding, havbrug og klapning er forbudt.
Senest i 2030 bør mindst en tredjedel af det beskyttede havareal, svarende til mindst 10 % af havarealet, være udlagt til "strengt beskyttet natur" i form af urørt hav, hvor enhver form for fiskeri samt råstofindvinding, klapning og byggeaktivitet, er forbudt.
HVAD ER BIODIVERSITET?
Biodiversitet er, kort fortalt, alt liv på jorden i alle dets former.
FN definerer biodiversitet som: "Mangfoldigheden af levende organismer i alle miljøer, både på land og i vand, samt de økologiske samspil, som organismerne indgår i. Biodiversitet omfatter såvel variationen indenfor og mellem arterne som mangfoldigheden af økosystemer."
Oplev Naturen
DN ønsker at forbedre mulighederne for adgang til naturen. Alle, der lever i Danmark, skal have gode muligheder for at komme ud og opleve naturen. Naturoplevelser er en del af et sundt liv. Naturoplevelser bidrager til at skabe et nært forhold til naturen og til at fremme forståelsen af, hvorfor det er nødvendigt at passe på naturen. Naturen skal samtidig bruges med omtanke. Adgangen til naturen skal altid ske under hensyn til sårbar natur og med gensidig respekt mellem de forskellige brugere af naturen. Beskyttelseshensyn skal altid gå forud for benyttelse. Det skal derfor fortsat være muligt at begrænse adgang, når det er nødvendigt for at beskytte sårbar natur. Se evt. DN’s adgangspolitik: www.dn.dk/politikker/