Fiskens indre

Gæller Nyrer

Hjerte Lever Galde

Bagerst i fisken, lige over gattet, ligger to poser med kønsceller. Hos hunfisk er poserne fulde af æg, som i daglig tale kaldes rogn. Hos hanfisk er poserne fulde af sædceller, som lidt misvisende kaldes mælk.

Fra gattet bugter tarmen sig gennem fiskens indre hele vejen frem til mave og svælg. Midt på tarmen sidder et lille mørkerødt organ. Det er milten.

Under maven, helt fremme i fiskens bughule, ligger den store lever. På den sidder en lille pose med en gulgrøn væske. Det er galdeblæren. Den må du passe på ikke at stikke hul på, når du renser fisk. Galdevæsken har nemlig en meget bitter og grim smag, der hurtigt kan sive ind i kødet.

Hjertet ligger helt for sig selv fremme i brysthulen, der er adskilt fra bughulen af en tynd skillevæg.

Øverst i fisken lige under ryghvirvlen ligger noget mørkerødt, nærmest brunligt væv. Det er fiskens nyrer.

Med nyrerne hører lighederne med mange andre hvirveldyr op. Nyrerne er nemlig dækket af en lang, sej og ofte let skinnende pose. Det er svømme-

Svømmeblære Kønsorganer

Mavesæk

Gat

blæren. Den kan både fyldes med og tømmes for luft. På den måde kan fisken altid balancere sin opdrift. Lidt ligesom en ubåd.

Svømmer fisken mod dybere vand, stiger trykket omkring den. Luften i svømmeblæren vil presses sammen af det øgede tryk. Fisken kommer derfor til at fylde mindre i vandet, så den taber opdrift. For ikke at synke til bunds ”puster” fisken sin svømmeblære lidt op. Så fylder den igen lidt mere i vandet og vil opnå en passende opdrift.

Omvendt, når fisken stiger mod overfladen, så falder trykket omkring fisken. Luften i svømmeblæren vil udvide sig ved det faldende tryk. Fisken vil derfor fylde mere i vandet, så den får større opdrift. For ikke at blive tvunget op mod overfladen som en ballon, må fisken tømme noget af luften fra svømmeblæren.

Svømmeblæren er en klar tilpasning til livet i vand, men det er faktisk langt fra alle fisk, der har en svømmeblære. Faktisk er fraværet af en svømmeblære et kendetegn for hele gruppen af bruskfisk, som består af alle hajer og rokker.

Også flere arter af benfisk mangler svømmeblæren. Bundlevende fisk har for eksempel ikke rigtig brug for opdrift. For selv om de ofte jager i de frie

vandmasser, ligger de stadig meget af tiden på lur helt nede på bunden. Derfor mangler de ofte svømmeblæren.

Hurtige og stærke svømmere som makrel, tun og sværdfisk har heller ingen svømmeblære. Det er fordi, de ofte flytter sig hurtigt mellem forskellige dybder. Især når de jager, kan de søge meget hurtigt mod overfladen. Derfor ville det være livsfarligt for dem, hvis de havde en svømmeblære.

Den ultimative tilpasning til livet i vand er gællerne. De tillader så at sige fiskene at trække vejret under vand. Bag hvert gællelåg sidder fire gælle- buer. Hver gællebue består fortil af nogle gællegitterstave og bagtil af nogle meget fine og tynde gælleblade.

Hos fisk, der æder mikroskopiske smådyr, er gitterstavene ofte meget små og fine. De fungerer som en tæt si, der kan filtrere smådyrene fra det vand, som strømmer gennem gællerne. Hos rovfisk er gitterstavene grovere eller sågar blevet omdannet til små knuder.

Gællebladene er helt røde af det blod, der uafbrudt løber igennem dem. Når fisken ”ånder,” presses frisk vand hen over alle de tynde gælleblade. Vandet strømmer i den modsatte retning af blodet i gællebladene. Det kaldes modstrømsprincippet. På den måde kan fisken udveksle mest muligt ilt og kuldioxid mellem vandet og blodet.