11 minute read
Medefiskeri (s
Medefiskeri
Lav en polestang
Når du skal lave din egen polestang, er det vigtigt, at du overvejer, hvor lang den skal være. Med en lang stang kan du måske lettere nå ud, hvor fiskene står, men den er også tungere og sværere at håndtere end en kortere stang.
Materialer • Hasselgren eller anden lang lige pind på 2-4 meter • Et stykke fiskeline i en længde svarende til stangens med en diameter på omkring 0,20 mm • Korkpropper • Ventilgummi • Blomsterpinde eller grillspid af træ med en længde på omkring 25 cm • Små enkeltkroge i størrelse 12-16 • Splithagl som vægtbelastning (husk, brug aldrig splithagl eller anden vægtbelastning, der indeholder bly. Bly er en miljøgift og er skadeligt for både dig og naturen) • Kontaktlim
Værktøj Stor grensaks, almindelig saks, hobbykniv, elektrisk boremaskine, 2,5-3 mm træbor, groft sandpapir (korn 80) og måske lidt finere sandpapir (korn 120-180).
Sådan laves polestangen 1. Med grensaksen klippes en gren af i en passende længde. Den tynde ende må ikke blive for spinkel og tynd, så den skal helst være mindst lige så tyk som en lillefinger. 2. Et par centimeter fra den tynde ende af grenen skæres forsigtigt en lille rille hele vejen rundt med kniven. Skær kun et par millimeter ned i grenen. 3. Klip en passende længde fiskeline af og bind den ene ende fast omkring rillen. Brug gerne en spoleknude og husk at fugte linen inden knuden strammes helt til.
Sådan laves flåddet 1. Bor et hul på langs midt gennem korkproppen ved at føre boret en enkelt gang gennem proppen, så hullet ikke bores for meget ud.
2. Stik blomsterpinden gennem hullet, så spidsen af blomsterpinden kun lige akkurat stikker frem. Hvis det er lidt svært at presse pinden gennem hullet, har du gjort det hele rigtigt. Pinden skal nemlig gerne sidde stramt og næsten urokkeligt fast.
3. Proppen skal nu skæres groft til i begge ender, så den får form som en dråbe. Hold godt fast om pind og korkprop og skær den ”frie” ende til først. Korken kan være skrøbelig, så det er bedst og lettest kun at fjerne små flige ad gangen. Tag derefter proppen af og sæt den omvendt fast på blomsterpinden, så du kan snitte den anden ende til.
4. Puds forsigtigt korken med groft sandpapir, til du er tilfreds med formen. Hvis du har lyst, kan du pudse både kork og pind efter med finere sandpapir.
5. Tag korken af pinden. Fyld lidt lim i hullet og sæt blomsterpinden fast igen, så den rager omkring 3 cm ud i den nederste ende.
Fjern overskydende lim.
6. Klip to små stykker ventilgummi på 5 mm længde. Sæt et stykke ned over hver ende af blomsterpinden og rul dem begge helt ned mod korken.
Har du tid og lyst kan du dyppe de yderste 2-3 cm af spidsen af dit nye flåd i en farve, der gør det lettere at se flåddet på vandet. Gul og orange skiller sig ofte ud fra omgivelserne og ses derfor ofte tydeligt på vandet. Du kan også give hele flåddet en gang skibslak, så holder det lidt længere.
Tip: Med lidt fingersnilde og hjælp fra en kammerat kan du bruge bore- maskinen til at pudse korken. Sæt den ene ende af pinden fast i bore- maskinen, mens den anden ende holdes løst fast i et bræt med et lille hul. Mens boremaskinen kører på laveste hastighed, holdes sandpapiret for- sigtigt ind mod korken, som så slibes i en passende form.
Sådan rigges stangen til
1. Sæt først flåddet på linen ved at føre linen gennem de to stykker ventilgummi. Du kan enten tage ventilstykkerne af og føre linen igennem dem, inden du igen sætter dem på pinden eller eventuelt bruge en synål til at føre linen gennem dem. Under fiskeriet kan flåddet nemt flyttes op og ned på linen, så du kan fiske i den dybde, du ønsker.
2. Bind en krog fast i enden af linen. Brug gerne en halv blod-/clinchknude.
3. Klem et splithagl ad gangen fast på linen, indtil flåddet er balanceret, så kun spidsen rager op over vandoverfladen. Det nederste splithagl skal sidde omkring 15 cm over krogen. Pas på ikke at klemme haglene alt for hårdt fast, især hvis du bruger en tang. Klemmer du for hårdt, tager linen skade, og så knækker den nemt, når du får fisk på krogen.
Tip: For at holde styr på krog og line, når du ikke fisker, kan du vikle en elastik rundt om den nederste del af stangen. Placer elastikken så linen bliver strakt langs med stangen, når krogen hægtes fast i den.
Lav et sæt holdere til din polestang
Det kan godt blive lidt tungt at stå med en polestang i hænderne hele tiden, især hvis den er meget lang. Derfor kan det være en god ide at bruge et sæt holdere til at sætte stangen fast i. Så undgår du at blive træt i armene og kan lettere nyde tiden ved fiskevandet.
Materialer To fingertykke grene på omkring 50 cm længde med sidegrene
Værktøj Snittekniv og en stor grensaks
Sådan laves den forreste holder
1. Klip både hoved-grenen og de to sidegrene af, så de får en længde på 5-7 cm. Klip, skær og snit forsigtigt det sidste af hovedgrenen væk, så de to sidegrene danner et V. 2. Klip den anden ende af grenen over, så den får en længde på omkring 50 cm. 3. Brug snittekniven til at spidse den lange ende af grenen lidt, så den er nemmere at stikke ned i jorden.
Sådan laves den bagerste holder 1. Klip grenen over lige under sidegrenene.
Sidegrenene skal altså pege opad og væk fra grensaksen, der hvor du klipper. 2. Afkort nu det øverste stykke af grenen til omkring 50 cm. 3. Klip sidegrene af så de får en længde på 5-7 cm.
4. Brug snittekniven til at spidse den lange ende af grenen lidt, så den er nemmere at stikke ned i jorden.
Sådan bruges holderne Holderne stikkes i jorden med en afstand fra hinanden på omkring en meter. Når du har svunget flåd og krog ud i vandet, kan du lægge stangen ovenpå V’et i den forreste holder. Derefter vippes den nederste del af stangen ind under krogen på den bagerste holder. Nu sidder stangen godt fast i holderne, men kan stadig løftes fri med et snuptag, når der er bid.
Kasteøvelser med polestang – ”tør-træning”
At fiske med polestang kræver ikke ret meget. Alligevel kan det være en god ide, at du øver dig lidt på kaste-svinget, så du let og ubesværet kan håndtere stang og line, når du først står ved fiskevandet. Du kan bruge en lille græsplæne eller et andet åbent område, når du skal øve dig.
Kastesving med polestang Når du ”kaster”, bruges polestangen i virkeligheden til at svinge loddet ud over vandet som et lille pendul. Det kan gøres forsigtigt og meget præcist med lidt øvelse.
Udgangsposition: Hold stangen let skrå ud fra kroppen ved klokken 11, hvis du forstiller dig, at dine arme er viserne på et ur med linen hængende roligt ned fra stangs- pidsen.
Kastesvinget: Før i en rolig fejende bevægelse stangen skråt tilbage fra klokken 11 til omkring klokken 13. Linen vil nu svinge under stangen, forbi og om bag dig. Så snart linen hæng-er strakt nedad og bagud under stangspidsen føres stangen frem til klokken 11 igen. Bevægelsen skal stadig være rolig og fejende, men samtidig med lidt mere kraft end svinget bagud. Lige før linen passerer under stangspidsen, løftes spidsen ganske kort, hvorefter den i en flydende bevægelse sænkes til klokken 9. Times det lille løft rigtigt, får linen lidt ekstra fart på og kan så svinges længere frem.
Du kan træne dit sving ved at placere små spande, dåser eller lignende som mål på jorden foran dig. Tegn en streg eller læg en pind på jorden og sæt målene i forskellige afstande herfra. Bind et lille lod fast i enden af fiskelinen. Stil dig nu bag ved pinden/stregen og forsøg at ”dumpe” loddet ned i de forskellige spande og dåser.
Hvis I er flere, kan I finde på små konkurrencer. Sæt for eksempel pointtal på målene, så de mål der står længst ude, giver flest point. Hvem kan nu få flest point på fem kast? Eller hvem kan ramme én gang ned i hvert mål på kortest tid?
Tips og tricks til medefiskeri med polestang
Medefiskeri kan udøves på mange forskellige måder, men med en polestang i hånden er det mest oplagt at fiske med flåd. Her kan agnen nemlig serveres for fiskene i alle dybder på nær helt oppe i vandoverfladen. Som begynder er det også en klar fordel for dig, at du tydeligt kan se, når fiskene hugger. Flåddet giver dig klar besked om, hvad der sker under overfladen. Du er med andre ord ikke overladt til at skulle mærke eller fornemme, når fiskene bider.
Til fiskeri i stillestående vand rigges grej og stang til som beskrevet under aktiviteten ”Lav en polestang”. Under selve fiskeriet er det en fordel at trække linen mellem flåd og stangspids ned under vandoverfladen. Ligger linen på overfladen vil vinden trække i den, og det følsomt afbalancerede flåd vil trækkes ned i tide og utide. Efter et kast sænkes stangspidsen derfor ned i vandet og med et let træk presses linen ned under overfladen.
Ved fiskeri i stillestående vand behøver du ikke at flytte dig, når først du har fundet fiskene. Her er det blot at kaste agnen i vandet og så ellers væbne sig med tålmodighed.
Skal der fiskes i strømmende vand kan det være en fordel at montere det hjemmelavede flåd omvendt – altså med ”kroppen” øverst. Det kan også være en god ide at belaste linen med færre splithagl, så den øverste del af flåddets krop stikker op over vandoverfladen. På den måde øges opdriften, så flåddet ikke så let suges ned af strømhvirvler. Det omvendte flåd gør det også lettere at holde linen ude af vandet. Ved fiskeri i strømmende vand vil løs line mellem flåd og stangspids nemlig blive trukket med af strømmen. Trækket i linen vil
omgående få flådet til at dykke ned under vandet. Modsat tilfældet i stillestående vand, holdes linen altså fri af vandet, når der fiskes i strømmende vand.
I strømvand føres flåddet nedad med strømmen. Det betyder, at du er nødt til at bevæge dig nedstrøms langs med bredden for at følge flåddet hen over fiskepladsen. Så snart flåddet har passeret fiskepladsen, er du nødt til at løfte agnen ud af vandet og bevæge dig tilbage. Når du igen står opstrøms for fiskepladsen, kan du sænke agnen og lade strømmen føre den og flåddet hen over fiskepladsen en gang til.
Til medefiskeri kan du bruge alle former for naturlig agn. Hvis du har mod på at bruge levende agn, kan det være en god ide at bruge små kompost- eller regn- orme. Det er en god og alsidig agn, der kan bruges i både ferskvand og saltvand, og som kan fange såvel fredfisk som rovfisk. Ormene er nemme at grave op fra en kompost eller fugtig jord med en spade eller greb. Til at opbevare ormene kan du fylde et gammel marmelade- eller syltetøjsglas med lidt jord eller kaffegrums. Husk at banke godt med huller i låget med et søm, så ormene kan få luft.
Hvis ikke du har lyst til at fiske med levende agn, så er melklister, franskbrød eller majs gode agn. Melklister kan du nemt lave selv ved at blande en smule mel og vand sammen til en fast dej. Du kan endda eksperimentere med at tilføre smag og farve til dit melklister. Prøv for eksempel at putte vaniljesukker, en smule banan eller fish-sauce i dit melklister og giv det et farve-pift med et par dråber frugtfarve.
Når du sætter din agn på krogen, skal du sørge for at spidsen af krogen er fri. Hvis agnen dækker krogspidsen, er det nemlig svært at sætte krogen fast i fiskens mund, når du giver tilslag. Fisken bliver altså ikke kroget, men får blot hevet agnen ud af munden i tilslaget.
Hvis du ser fisk svømme rundt i overfladen, kan du prøve den mede-teknik, der kaldes dapping. Dapping går i al sin enkelhed ud på at dumpe en flyd- ende agn, for eksempel et stykke franskbrød, ned på overfladen lige foran næsen på fiskene. Det skal gøres forsigtigt, så fiskene ikke skræmmes væk og kan være et utroligt spændende fiskeri. Dapping kræver intet andet end en krog med en smule flydende agn for enden af linen. Der skal altså hverken monteres flåd eller splithagl, så det kan ikke blive mere enkelt.