4 minute read

Pas på fiskene og deres levesteder

Next Article
Fluefiskeri (s

Fluefiskeri (s

Pas på fiskene

og deres levesteder

Bestanden af fisk er ikke alle steder, hvad den har været. Mange steder er fiskene trængte, og bestanden ligger langt under det naturlige. Oftest er det menneskeskabte ændringer af fiskenes levesteder, der presser dem. Forurening, overfiskeri eller direkte ødelæggelse af fiskenes levesteder er menneskeskabte problemer. Derfor har vi også en forpligtigelse til at rette op på de skader og ulykker, som vi gennem tiden har forvoldt. For fiskenes og naturens skyld, men mest af alt for vores egen skyld. Det er jo os, der har brug for naturen, og ikke den som har brug for os!

Forbedring af levesteder er den allervigtigste del af arbejdet med at genskabe og sikre sunde bestande af fisk. At især gyde- og opvækstforhold har afgørende betydning er næsten indlysende.

De voksne fisk må have mulighed for at gyde, det vil sige lægge æg og formere sig. Når æggene klækkes, må de små yngelfisk også have mulighed for at vokse sig store, og helst så store, at de også en dag kan nå at blive gydemodne. Så kan bestanden nemlig opretholde sig selv. På den måde hænger udvikling og forbedring af gyde- og opvækstforhold tæt sammen.

De kan dårligt skilles ad. Jo bedre gyde- og opvækstforhold desto flere fisk – meget kort fortalt.

Selvom der allerede gøres et stort arbejde med at forbedre leveforholdene, er der desværre stadig mange steder, hvor fiskebestanden ikke kan opretholde sig selv. Derfor kan det stadig være nødvendigt at sætte opdrættede fisk ud nogle steder. Det sker i håbet om, at bestanden kan hjælpes til at overleve, indtil en løsning med forbedring af leveforholdene gør udsætninger overflødige.

Uanset om der udsættes fisk, eller om bestanden kan klare sig selv, må vi alle være med til at passe på og værne om fiskene. Som lystfisker skal du derfor altid være opmærksom på og respektere de regler og love, som er med til at sikre et bæredygtigt fiskeri. Mindstemål, kvoter, fredningstider og –bælter er med til at sikre, at der altid er voksne fisk til at videreføre bestanden. Så du også kan fange fisk i morgen.

Ikke kun skrevne, men også uskrevne regler bør følges. Tag derfor aldrig flere fisk med hjem, end du har brug for og kan spise. I nogle fiskevande bør du overveje helt at undlade at tage fisk med hjem. Det kan være fordi, der kun er en meget lille bestand af fisk eller et stort fiskepres, altså hvor der kommer mange lystfiskere.

Udvis altid mådehold og hav respekt for naturen og dens goder. Hellere genudsætte en fisk for meget, end at tømme et helt fiskevand for fisk af bare grådighed. Den stolte lystfisker siger, at han har ”taget” en fisk. Den taknemmelige lystfisker forstår, at han har ”fået” en fisk. Den, og hele oplevelsen med at fange fisken, er en gave fra naturen. Husk det og glæd dig over dine fangster – store som små.

Når du som lystfisker køber fisketegn, er du med til at støtte den indsats, der gøres for at forbedre forholdene i de forskellige fiskevande. En del lyst- fiskere vælger endda at gå et skridt videre. De deltager nemlig frivilligt i selve arbejdet. De hjælper med at lægge sten og gydegrus ud, lave undersøgelser og optællinger af fisk, sætte fisk ud og meget mere. De gør en forskel, og det kan du også gøre.

Du kan sammen med dine klassekammerater og din lærer kontakte biologer, miljømedarbejdere eller naturvejledere i kommunen. Måske har de et projekt,

som I kan få lov til at deltage i. Det er både spændende, sjovt og lærerigt. Du kan også melde dig ind i din lokale lyst- og sportsfiskerforening. Her kan du møde nye kammerater, som du kan dele din interesse med. Sammen kan I deltage i fiskeplejen og mange andre spændende aktiviteter.

Når vi forbedrer levestederne for fiskene, gavner det ikke kun dem, men også alt andet liv i fiskevandet. Fiskene ligger nemlig øverst i fødekæden. Når de har det godt, er det kun fordi, at alle de andre levende væsner også har det godt og trives. For det er jo netop dem, som fiskene i sidste ende lever af.

På samme måde er det ikke kun lystfiskerne, der har gavn af gode fiskevande. Det har hele samfundet. Et fiskevand med en sund bestand af fisk fortæller os, at miljøet og naturen har det godt, men det tiltrækker også turister fra nær og fjern. Det gavner os alle, fordi turisterne ofte bruger mange penge under deres besøg i Danmark. Gode fiskevande er altså en gevinst for hele samfundet. Derfor må vi alle hjælpe til med at værne om dem. Samtidig må vi også forsøge at gøre forholdene bedre i de fiskevande, som stadig trænger til en kærlig hånd. Tilhørende aktiviteter • Tag aktivt del i fiskeplejen og lær noget nyt (s. 121)

This article is from: