Brobyggeren fra Tuse

Peter Henriksens visionære arbejde med Tuse Å har dannet skole og skabt resultater gennem tæt samarbejde mellem lokale myndigheder og engagerede foreningsfolk.

Biologen. Peter Henriksen undersøger smoltvandringen i et sydsjællandsk vandløb

Af Henning Pedersen hp@sportsfiskeren.dk

Vi parkerer i græsset og stiger ud af bilerne. På den anden side af vejen er det skov og krat, men lyden af det klukkende vandløb når over til os og fortæller, at her har Kalvemose Å sit løb. – Sådan var det ikke for 25 år siden, da vi lavede det første restaureringsprojekt her ved åen, fortæller biolog Peter Henriksen. – Dengang var vandløbet tavst, det var sandet og reguleret, men vi kunne se potentialet og tog fat på arbejdet.

Vi går over vejen og gennem krattet og finder åen, som snor sig varieret mellem træerne. Dybe huller afløses af lavvandede, stenede gydebanker, som taler deres tydelige sprog om en udvikling, der har gået i den rigtige retning.

Det var karussens skyld Peter Henriksens interesse for natur, fisk og lystfiskeri går helt tilbage til den tidlige barndom. Hans far fiskede, og det samme gjorde en lidt ældre kammerat, der tog den 6-årige Peter med ud til en lokal mose. Her blev han instrueret i at hive til, hvis proppen gik under vandet. Det gjorde den pludselig, og Peter fik en karusse på land, og så var han solgt. Det var spændende, hvad der gemte sig under den mørke vandoverflade, og udstyret med fiskestang, ketcher, spande og akvarier begyndte han at aftvinge søer og moser deres hemmeligheder. Fangsterne kom med hjem, og han var ved at drive sine forældre til vanvid med alle sine akvarier og spande med dyr, padder og fisk, især når disse indbyggere forlod deres tiltænkte opholdssteder og blev fundet under senge og sofaer.

– Jeg havde en stor frihed som barn. I dag ville børn nok ikke få lov til det samme, siger Peter og fortsætter: Forældre ville vel få nervesammenbrud ved tanken om børn, der står ude på den gyngende kant ved mosen, men vi kom ikke galt afsted og fik en naturlig respekt for naturen.

Det var ikke kun ferskvandet, der trak, for familien havde et sommerhus ved Sejerøbugten, hvor ferierne blev brugt til at gå på jagt med et rejenet på det lave vand. Senere fik de sommerhus ved Holbæk Fjord, og Peter fik en egen båd i gave på sin 7-års fødselsdag. Med den som udgangspunkt lærte han fjorden at kende, når han fiskede, sejlede, dykkede og satte garn og ruser. Sammen med faderen, der havde sin egen båd, dørgede de efter havørred og hornfisk. De fangede ål med glib og blussede dem i sommernætterne.

Fiskeglæden. Det glæder Peter, når indsatsen for naturen bærer frugt.

I teenageårene dalede interessen for fisk og fiskeri, men den genopstod i en bredere forstand, da han efter gymnasiet skulle vælge studie. Valget faldt på biologi ud fra den idealistiske betragtning, at han ville være med til at redde noget af den natur, der var så truet. – De første år var studiet dog en skuffelse, for de strengt faglige discipliner som systematik og støttefag i fysik og kemi levnede ikke meget plads til idealisme, fortæller Peter. Jeg holdt dog ud, og det hjalp, da jeg kom i gang med anden del, hvor vi blandt andet kunne tilvælge ferskvandsbiologi, marinbiologi og miljøforvaltning.

Da han skulle skrive speciale, faldt valget på ferskvandsbiologi med fokus på at vurdere effekterne af restaureringsprojekter i vandløb, og her valgte han meget naturligt at arbejde med nogle projekter i Tuse å, som han selv havde været med til at gennemføre.

Efter endt uddannelse stiftede Peter Henriksen sammen med sin specialemakker Knud H. Larsen firmaet Limno Consult. Limno kommer af det græske limnos, som betyder ferskvand, og hensigten var at tilbyde konsulentbistand til amter og kommuner.

Firmaet lå dog i dvale op gennem 90’erne, for Peter blev leder af Foreningen Holbæk Naturcenter. Det var et naturplejeprojekt, der i tæt samarbejde med Holbæk Kommune og Vestsjællands Amt havde som indsatsområde at restaurere og pleje kær, vandhuller, søer, enge og vandløb.

Får tingene til at ske Fra 1997 arbejdede Peter Henriksen fuld tid i Limno Consult med rådgivning og undersøgelse omkring ferskvand. Kunderne var i starten mest amterne, der var vandløbsmyndighed på de fleste vandløb. Med kommunalreformen overgik myndigheden til kommunerne, der nu også efter en famlende start er begyndt at efterspørge Peters ydelser. Private virksomheder og foreninger har også været blandt kunderne, når der skulle laves fx bestands- og effektundersøgelser eller planlægges natur for krybdyr og padder.

En særlig del af virksomheden har Peter været meget glad for, nemlig de kurser i fiskepleje og vandløbs- og fiskebiologi som han har holdt for en lang række lystfiskerforeninger rundt på Sjælland gennem Folkeuniversitetet. De har givet ham muligheden for at optræde som brobygger mellem de offentlige myndigheder og græsrødderne i de lokale foreninger, og det har været med til at opkvalificere foreningerne i de

Brænder for biologi

res miljøarbejde og dialog med myndig- »

hederne. Resultatet har været en række restaureringsprojekter ved vandløbene, og det var ikke mindst her, kimen blev lagt til det senere samarbejde på Sjælland om fiskepleje med vildfisk.

Som et led i brobygningen har han ofte prøvet at integrere lokale lystfiskere som hjælpere til feltarbejdet ved for eksempel elfiskeri og pasning af smoltfælder. I Næstved Kommune gik man i 2009 skridtet videre og dannede en gruppe på cirka 15 lystfiskere, som hver vinter siden har gennemgået kommunens vandløb for at registrere gydegravninger og bundforhold. En kold fornøjelse, der med Peter som tovholder har kastet lys over de lokale ørredbestande og deres vandrings- og gydemuligheder. Visionært arbejde Netop arbejdet med at genskabe naturlige forhold ved vandløbene har været drivkraften i Peter Henriksens virke. Både professionelt, men i høj grad også i det private liv, hvor han allerede i 1982 var initiativtaget til et projekt, hvis mål var at genskabe et godt miljø og en naturlig ørredbestand i Tuse Å-systemet. Det blev til Tuse Ås Ørredsammenslutning (TØS), som Peter var formand for i en årrække.

Sammenslutningen fik med Holbæk Kommune som visionær deltager gennemført en række restaureringsprojekter ved åsystemet. De første ved Kalvemose Å blev gennemført for over 25 år siden, og Peter anslår, at det var det andet projekt i landet overhovedet, og det er med slet skjult stolthed, han beskriver arbejdet i TØS, som kom til at danne skole for række andre projekter især på Sjælland. – TØS startede med opfiskning af moderfisk og etablerede klækkeri som nogle af de første på Sjælland, fortæller han. Visionen var at skabe en selvreproducerende ørredbestand, og allerede efter to år kunne vi udsætte fisk af egen avl.

I løbet af 1990’erne blev udsætninger af yngel i selve vandløbet nedtrappet i takt med, at fiskene klarede sig selv, og omkring 2000 ophørte de helt. Det var også en stor dag, da man kunne nedlægge klækkeriet, for i dag bliver æggene fragtet til Elsesminde på Fyn, og herfra kommer der hvert år 23.000 ørredsmolt, der bliver

Hjemmevandet. Den lokale Tuse Å har været udgangspunkt for mange af Peter Henriksens fisketure.

udsat i mundingen.

Effektfuld fredning En af de største knaster i forhold til at nå målene for Tuse Å-systemet var det omfattende garnfiskeri i Holbæk Fjord, for trods en stor smoltproduktion var opgangen ikke stor nok til at sikre en naturlig bestand. Det var amtets opgave at sikre, at vandløbet opfyldte målsætningen som gyde- og opvækstvand for ørreder. I forbindelse med sit arbejde på Holbæk Naturcenter påtog Peter sig den opgave at registrere omfanget af redskabsfiskeriet på fjorden. Det viste sig som forventet at være meget omfattende, og alle interessenter blev efterfølgende samlet i en arbejds

gruppe, der skulle komme med forslag til

nye fredningsbestemmelser på fjorden. Her gik bølgerne højt, men efter mange møder lykkedes det at få en omfattende fredning af inderfjorden igennem. Resultatet lod ikke vente på sig: Allerede året efter kunne der registreres en tredobling af gydebestanden i Tuse Å. Bredt natursyn Op gennem 1990’erne kom der gang i en proces, der flyttede fokus fra udsætninger til restaureringer samtidig med, at der var et ønske i mange udsætningsforeninger om at etablere egne ørredstammer, der var tilpassede de lokale forhold. Da andre foreninger fortsat udsatte dambrugsfisk, var der et ønske om at få fælles fodslag. Netop et nyt natursyn på vandløbene og en bæredygtig udnyttelse af fiskene har været en ledetråd gennem Peters arbejde, og han var en af initiativtagerne til dannelsen af Sjællands Ørredsammenslutning (SØS) i midten af 90’erne. Målet var omlægning til vildfisk og helst fra lokale moderfisk. Alle udsætningsforeninger gik med, og i løbet af to år var udsætningerne omlagt, så der udelukkende blev udsat vildfisk.

Ønsket om at sikre lokale vildfiskebestande førte senere til en omlægning, så udsætningerne blev flyttet fra de åbne kyster og ind i åmundingerne. Hensigten var, at alle fisk skulle præges på et vandløb, så man undgik, at for mange strejfere blandede deres gener med de lokale ørredstammer. – Alt det var vi godt i gang med i SØS, længe inden det blev et krav fra DTU Aqua. Det gav en del modstand, husker Peter, for det kolliderede med et natursyn, hvor fokus var på, hvad der gav nytteværdi. Her overfor stod vi andre, der havde et bredere natursyn. Vi fokuserede nemlig på, hvad der gavnede naturen som helhed og ikke på de helt snævre lystfiskerinteresser. Vildfisk er vejen frem – Der er dog ikke tvivl om, at kystfiskeriet på Sjælland er nede i en bølgedal lige nu, og det kan undre med de store mundingsudsætninger og de mange vellykkede projekter, der er gennemført, understreger Peter og fortsætter: Det er svært at forklare, men isvintre, skarver, alger og ændret fødegrundlag kan være mulige årsager.

Peter påpeger også, at man skal have fokus på de naturlige ørreders vandringsmønstre, og flere fisk vil givetvis være at finde i inderfjordene end på de åbne kyster i vinterhalvåret. Han ser gerne, at det bliver undersøgt nærmere, men det er under alle omstændigheder ikke vejen frem at vende tilbage til de tidligere kystudsætninger, da det vil påvirke arbejdet med de lokale stammer.

Peter er derimod ikke afvisende overfor at udsætte flere fisk i mundingerne, blot det sker med afkom af lokale vildfisk. Vejen til det er den alliance med turismeerhvervet og kommunerne, der er ved at blive skabt i projekt Havørred Sjælland, som Peter fra starten har været en aktiv del af.

Det kan skabe de økonomiske forudsætninger for både flere udsætninger og fortsat fokus på miljøforbedringer i vandløbene. Forudsætningen er, at der bliver skabt forståelse for, at lystfiskeri spiller en økonomisk rolle både i forhold til lokalbe

Kratluskeren. Peters fiskeri foregår som regel med elektrode og fangstnet, og med det formål at forbedre de sjællandske ørredbestande.

folkningen og i forhold til turismen. n

Peter Henriksen

• Født i 1958 • Uddannet biolog fra Københavns Universitet med speciale i miljøforvaltning og ferskvandsbiologi. • Driver firmaet Limno Consult • Initiativtager til Tuse Å’s Ørredsammenslutning i 1982 • Medstifter af Sjællands Ørredsammenslutning i 1995.