KONGRESSEN 2012
De nye kandidater Alle foreningsmedlemmer i Danmarks Sportsfiskerforbund kan stille op til bestyrelsesvalget på kongressen. Her kan du møde tre nye og entusiastiske kandidater til bestyrelsen. Af Ole Wisler ow@sportsfiskeren.dk
Alle opstillede kandidater til bestyrelsen kan blive præsenteret her i medlemsmagasinet Sportsfiskeren. I forbindelse med den kommende kongres kan vi her præsentere tre meget entusiastiske sportsfiskere, der ønsker at komme til at sætte deres fingeraftryk på Danmarks Sportsfiskerforbunds arbejde i årene fremover. Vi har taget en snak med Jesper Thykjær Andersen fra Sjælland, Claus Eriksen fra Fyn, og Peter Saabye Simonsen fra Fyn, der alle er opstillet til det kommende bestyrelsesvalg.
Om Claus Eriksen Alder: 39 år Bopæl: Nr. Broby, Fyn Civilstatus: Gift – 2 børn Uddannelse: Handelsuddannet Stilling: Adm. direktør Go-Fishing A/S
Claus Eriksen fra Fyn Claus Eriksen er måske kendt af flere som mangeårig ansat i Go Fishing, hvor han i dag er direktør. Andre kender ham sikkert også for sit store engagement i det fynske kystfiskeri og som medlem af foreningen Fynske Lystfiskere samt det lille fluefiskerselskab Fyggi-klubben. Claus Eriksen er først og fremmest fluefisker efter laks og havørred. Desuden rejser han gerne verden rundt med fluestangen i hånden – helst til varme lande med tropisk saltvandsfiskeri. Børnene har dog hjulpet med at genskabe barndommens glæde ved at mede aborre eller skaller i Odense Å eller en fladfisketur på molen i Nyborg. Claus Eriksen fortæller dog bestemt, at det fynske havørred-kystfiskeri er „rugbrødet“ i hans fiskeri, og at det ikke kan byttes for noget i denne verden. Hvad er din relation til DSF?
– Jeg er medlem af forbundet via Fynske Lystfiskere, men min kontakt med DSF har primært været via forbundets store engagement i Havørred Fyn, som har været en rigtig god og positiv oplevelse. Desuden har jeg, som en af initiativtagerne til arbejdet med at begrænse garnfiskeriet efter havørreder i Odense Fjord, arbejdet tæt sammen med forbundet, hvor vi har benyttet deres ekspertise på det fiskeripolitiske område. Hvad mener du om DSF anno 2012?
– Jeg mener, DSF anno 2012 gør et fantastisk stort og godt stykke arbejde indenfor de økonomiske og ressourcemæssige ram-
Marts 2012 // 2
mer, de har til rådighed. Forbundet består af ildsjæle, der virkelig kæmper lystfiskerens sag. Forbundet skal dog i mine øjne passe på med, at det ikke ender som en hellig miljøorganisation. DSF må erkende, at Danmark er et lille land med mange mennesker, der gerne vil benytte sig af naturens ressourcer. 100 % naturlige, selvreproducerende fiskebestande, der tåler et stort fiskepres, ønsker vi selvfølgelig alle, men det er bare ikke realistisk alle steder. Et godt eksempel er den danske bækørred. Tidligere – primært på grund af udsætninger – var det nok den fisk, der skabte flest nye lystfiskere og glæde langs mange åer. I dag er bækørreden stort set forsvundet. Den tåler i hvert fald ikke noget fiskepres nogen steder, i forsøget på at skabe selvproducerende ørredbestande. Et andet eksempel er den kraftige nedgang i kystfiskeriet, langs visse af vores kyster, grundet ændret udsætningspolitik. Måske står det ikke til at ændre, men DSF må erkende problemet og have en klar holdning til det. Hvad vil du arbejde for i DSF, hvis du bliver valgt ind i forbundsbestyrelsen?
– En af de vigtigste opgaver for DSF i fremtiden bliver at øge kontakten til de fiskegrupper, hvor et medlemskab ikke umiddelbart er nødvendigt, eksempelvis kystfiskere, P&T-fiskere og småbådsfiskere. Rigtig mange af dem er ikke medlemmer
i dag. De vil måske gerne, men forbundet har bare ikke markedsført sig overfor denne gruppe på den rette måde. Jeg vil gøre mit til at bringe DSF og lystfiskerne tættere sammen i gensidig respekt og forståelse. Samtidig vil jeg gerne bidrage til en øget politisk forståelse for, hvor mange arbejdspladser, skattekroner og borgerlig tilfredshed, der ligger i lystfiskeriet. I Danmark har vi kun kradset i overfladen af det potentiale, der ligger i vores fiskevande. Men vil vi høste af dette udbytte, så må vores politikere tage nogle beslutninger, der batter noget. Og vi lystfiskere må også indstille os på, at noget fiskeri måske bliver dyre – men så også bedre. Hvordan vil du arbejde for det?
Via min daglige kontakt med et bredt spektrum af lystfiskere vil jeg, måske mere end de fleste, have fingeren på pulsen med hensyn til lystfiskernes holdninger, meninger, fangster og lignende. Denne kontakt vil jeg bruge til at markedsføre DSF overfor lystfiskerne, men også til at markedsføre lystfiskerne overfor DSF. Et tæt samarbejde virker begge veje. Samtidig vil jeg, via forretningen og dens ansatte, være et praktisk eksempel overfor politiske beslutningstagere på, at lystfiskeri skaber arbejdspladser. Og at et bedre sportsfiskeri vil skabe endnu flere arbejdspladser.
Sportsfiskeren
11