De glemte strækninger ARTIKeL

De g(l)emte strækninger

Succes med opgangsørrederne kræver ikke nødvendigvis det smarteste grej, eller de mest elegante fisketeknikker. der er et tip, der virker langt bedre, og som tilmed er lige til at gå til.

Af Kasper Rasmussen kr@sportsfiskeren.dk

De hvide midterstriber på den øde, jyske landevej stryger taktfast forbi. På engene hænger dugperlerne fortsat tungt i vegetationen, og reflekterer morgensolens første stråler. Trætheden er så småt ved at slippe sit tag i mig, godt hjulpet på vej af termokrusets faldende kaffestand. Det er midt i juli, det har regnet en del i ugens løb, det er højsæson for havørred – og jeg har hele dagen til min rådighed. Det bliver med andre ord ikke bedre!

Jeg er på vej mod et for mig forholdsvis ukendt vandløb. Jeg har derfor rådført mig hos en af åens flittige brugere og fået anbefalet en god strækning – faktisk en af åens allerbedste. Han kunne berette om fine fangster de seneste uger – ja, han kunne sågar navnene på flere af standpladserne. Allerede her burde mine alarmklokker nok have ringet.

Et slag i ansigtet Bilen svinger væk fra landevejen og ind ad en lille grusvej. Forventningen bobler i kroppen. Det er altid intenst, lige inden man kaster blikket ud over fiskevandet. Er vandstanden god, er vandet klart – spørgsmålene svirrer herligt i bilens kabine. Spørgsmålene bliver ikke færre, når der er tale om nyt vand, tværtimod.

Jeg runder det sidste sving inden P-pladsen, og så rammes jeg af en mavepumper, der får de før omtalte bobler til at forsvinde som dug for solen. Helt herude midt i ingenting og for enden af en flere hundrede meter lang bumlevej, holder tre biler. Tre biler en tidlig lørdag morgen midt i sommerferien. Det kræver ikke noget „stort kørekort“ at regne ud, hvad det betyder: Minimum tre lidelsesfælder er allerede i gang med at fiske den åstrækning, jeg havde drømt om i dagevis.

Jeg spejder udover ådalen og kan ane en enkelt skikkelse nogle hundrede meter opstrøms. Ellers er der øde. Det er med andre ord umuligt at vide, hvor der er blevet fisket og af hvor mange fiskere. Jeg sætter mig tungt tilbage i bilsædet – nu er gode råd dyre. Det eneste jeg med sikkerhed ved er, at jeg ganske enkelt ikke orker at fiske en „gennemtykket“ åstrækning.

En ny strategi Dagkortet omfatter en hel del fiskevand, og jeg sætter mig til at granske det medfølgende oversigtskort. Der er en del strækninger, hvor åen snor sig lokkende, og hvor der helt sikkert er fyldt med oplagte standpladser –

både for fisk og fiskere. Jeg har dog en helt anden taktik i tankerne. Mit blik falder til hvile på en P-plads, der ligger forholdsvist langt nedstrøms den næste. Bilen smides i bakgear, og snart ruller jeg mod mit nye mål.

Ved den udvalgte P-plads er en enkelt bil parkeret. En fisker er godt i gang med at fiske sig nedstrøms. Så der er sandsynligvis ingen, der fisker opstrøms. Og i den retning er der omkring tre kilometer til næste P-plads. Med andre ord har jeg én, to, ja måske endda hele tre kilometer havørredå liggende for mine fødder.

Når stien forsvinder, kommer huggene De første hundrede meter fisker jeg lidt for hektisk og ukoncentreret. Jeg bevæger mig opstrøms af en veltrådt sti, og på vegetationens beskaffenhed kan jeg se, at jeg ofte står og fisker præcis samme steder, som flere andre har gjort for ganske nylig. Nogle hundrede meter højere oppe skal et tæt pilekrat samt en lumsk grøft passeres. Jeg bander og svovler, da linen for gud ved hvilken gang får fat i pilenes grene.

På den anden side af pilekrattet er stien stort set forsvundet. Enkelte steder er der tegn på, at der har været andre fiskere, men der er ingen friske fodaftryk i mudderet. Åen er heller ikke helt vildt spændende, men »

Uberørt. Fisken huggede fluen midt i åen, midt på dagen og på et forholdsvis kedeligt vandløbsstræk. Men som brinkvegetationen antyder, så bliver strækket stort set aldrig fisket, hvilket gør det meget attrativt. gør det meget attrativt.

Opstrøms. Opstrømsfiskeri er oplagt, når man ikke kender åen. Herved kan man komme tættere på fiskene, før de skræmmes, og derudover får man også hurtigere dækket noget vand.

der er dog enkelte sving og huller samt en hel del udhængende brinkvegetation. Det er lige præcis under en sådan græstue, at det første hug falder. En letfarvet halvmetersfisk tumler rundt, indtil trætheden melder sig. Fisken bliver beundret et kort øjeblik, før krogen lirkes ud, og fisken returneres.

For at gøre en lang historie kort, så bliver det en herlig dag. Bortset fra et par rådyr, som jeg skræmmer til en elegant dans over engens høje græs, er jeg totalt „Palle“. Jeg fanger tre havørreder og misser et par stykker. Mange af fiskene står frit fremme, hvorfor jeg skræmmer en del fisk. Det er fantastisk bare at vandre ud i ådalen uden at ane, hvad der venter. Her har pladserne ingen navne, men fiskene synes ikke at bekymre sig om det. Jeg har på fornemmelsen, at samtlige oplagte pladser holder fisk.

Eftertanker Efter en lang dag ved åen vender jeg næsen tilbage mod bilen. Det er så vidt jeg kan se, den eneste ulempe ved at bevæge sig langt ud i engene – der er så dælens langt hjem, når dagen er omme. Mens svedperlerne danner minivandløb i min pande, vender mine tanker tilbage til dagens første plads – hvad mon der er blevet fanget der i løbet af dagen. Der er helt sikkert blevet landet fisk, men det er yderst tvivlsomt, at alle fiskere har fået fisk. Og var jeg hoppet ind i „køen“, havde jeg helt sikkert ikke haft fem kontakter samt skræmt masser af fisk – og enkelte rådyr. For én ting er de fisk, der bliver fanget. Noget andet er, at når en fisker har trasket gennem en strækning, så vil en del fisk trykke sig og være meget svært tilgængelige det næste stykke tid. Opsøger man øde strækninger, vil man selv i høj sol opleve havørreder, der står frit fremme over sandbunden. De har tilsyneladende ikke noget stort behov for tag over hovedet, så længe de føler sig trygge. De er dog på vagt, og er man lidt klodset, som jeg var, så forsvinder de lynhurtigt ind under brinkvegetationen – men det er nu også en fed oplevelse, selv om havørreden trækker det længste strå.

Tag eventyret med Ovenstående beretning blev lidt af en øjenåbner for mig. Jeg er sidenhen begyndt konsekvent at opsøge vandløb med lavt fiskepres og vandløbsstræk, hvor adgangsforholdene er ringe. Fra højsæsonen og sæsonen ud resulterer det i masser af fisk, og vel at mærke fra vandløbsstræk jeg slet ikke kender. Fiskeriet foregår stort set udelukkende opstrøms. Om det er med spinner, softbait eller flue synes ikke at være så afgørende – så længe man er først over fiskene.

Nogle vil sikkert mene, at det er mere fascinerende altid at fiske det samme stykke vand. At lære det at kende som sin egen bukselomme. At vide præcis hvor fiskene står, og under hvilke forhold de enkelte pladser fisker bedst. Denne fremgangsmåde er uden tvivl også spændende, og hatten af for folk, der gennem utallige timer ved åerne, har tillagt sig denne viden. Det virker bare ikke for mig. Tålmodigheden er ganske enkelt ikke til det. Der mangler nemlig en meget vigtig ingrediens: Eventyret. Ved at opsøge øde, „ukendte“ åstræk er hver tur et nyt, lille eventyr. Jeg aner ganske enkelt ikke, hvad der venter bag det næste sving. Forventningen, når en indbydende standplads åbenbarer sig, er altopslugende hver eneste gang. Derudover gør fremgangsmåden det muligt at komme vidt omkring i landet og opleve forskellige typer af vandløb og natur.

Nu fyldes åerne I Danmark er vi beriget med et hav af fiskerige vandløb – om end vandløbene geografisk er lidt skævt fordelt. Opgangen af fisk varierer en del de enkelte vandløb imellem. I nogle af de mest fiskerige såsom Kolding Å, Vejle Å og Karup Å, ligger opgangen sandsynligvis på 8000-10.000 ørreder. Men selv i knapt så fiskerige vandløb er der opgange på et par tusinde fisk – og her er fiskepresset oftest langt mindre. Det medfører, at der fra juli og resten af sæsonen stort set ikke findes længere strækninger, der ikke holder fisk. Det bevirker, at rigtig mange forskellige standpladser tages i brug. Man bliver ofte overrasket over, hvor lidt der skal til, for at havørreden finder en standplads egnet.

Med andre ord så er det lige nu, at åerne er ved at blive fyldt op af havørreder. Det gælder både de kendte og velbesøgte strækninger – men også de svært tilgængelige stræk, der ligger langt fra den nærmeste Pplads, og hvor ørrederne ikke har set fiskere i dagevis. Jeg ved godt, hvad jeg vil vælge. ■

Fjende nummer 1. Fjende nummer 1. Vil du finde de gemte strækVil du finde de gemte stræk- ninger, skal du helst undgå for mange skilte som dette. Fiskere er ofte magelige af natur, og pladserne ved P-pladsen er oftest de hårdest fiskede.