Mod strømmen

Hugvillig. Nystegne fisk som denne har hugreflekserne hængende uden på sølvtøjet, og rammer du en sommerdag, hvor en flok friske fisk netop har indfundet sig, kan du opleve et sandt drømmefiskeri.

Sæsonen for havørredfiskeri i åerne er for længst overstået. Det er tid til at gøre status samt til med forventningens glæde at planlægge den kommende sæson. Har du mod på at blæse på traditionerne og gå imod strømmen, så følg med her.

Af Claus Bech-Petersen cbl@sportsfiskeren.dk

Der hænger et dogme over sommerens fiskeri efter havørred i åerne: Det skal foregå om natten, med kraftigt grej og store rørfluer, som helst skal bule i overfladen for at tiltrække fiskens opmærksomhed.

Sådan gør jeg ikke. Jeg gør faktisk på enhver måde det modsatte, og fanger så rigeligt de fisk, jeg har lyst til – og det endda midt på dagen, i lavt vand og ofte i høj sol.

Sjovt nok bliver jeg mødt af udbredt skepsis, når jeg fortæller om mit fiskeri. – Du har jo ikke testet det i Karup Å, lyder en indvending. Og nej, det er rigtigt. – Dit hjemmevand er helt specielt, lyder en anden indvending. Også det er sandt.

Jeg har dog testet metoden i en række vandløb – og alle steder har jeg haft godt fiskeri. Så nu bryder jeg altså dogmet og skriver artiklen om mit opstrøms havørredfiskeri.

Dogme-brud 1: Fisk om dagen Der er ingen tvivl om, at havørreder er mest aktive om natten, og at mange fisk trækker i skjul, når lyset bryder frem. I lang tid troede jeg ubetinget på, at det var umuligt at fange havørrederne om dagen. Jeg så dem stå frit fremme i Kongeåen. Jeg så dem jage rundt i Karup Å. Men fiske efter dem – det kunne man jo ikke, lød det fra eksperterne.

Dogmet blev først brudt en varm sommerdag, da jeg luskede rundt ved et vandløb og kiggede efter bækørreder. På et lige stræk fik jeg øje på en fisk, der stod fuldt synligt lige under overfladen. Stor bækørred, tænkte jeg. Men det var faktisk en fin havørred, som tog den nymfelignende vådflue, jeg sendte op til den. Den fangst ændrede mit fiskeri for altid!

De kunne altså fanges, dagshavørrederne. Og endda på en visuelt stimulerende måde, hvor man sniger sig langs vandløbet og kaster til enten observerede fisk eller forsigtigt præsenterer fluen ved lovende standpladser.

Midt på dagen kan man – ud over at nyde solen – præsentere sin flue langt mere præcist til gode standpladser, og det er naturligvis afgørende for succes. Der er ingen tvivl om, at der er flere havørreder fremme om natten – men til gengæld fisker man langt mere effektivt på hver enkelt fisk, når det er lyst.

Men dagens havørreder kan være ekstremt sky, og der skal sjældent meget til, før man skræmmer dem. Jeg fandt således hurtigt ud af, at det er klogt at vælge en strategi, hvor man bryder endnu et af havørreddogmerne.

Dogme-brud 2: Fisk opstrøms Personligt har jeg – med en enkelt undtagelse – ikke fanget en opgangsørred på nedstrøms fluefiskeri de seneste syv år.

Det er der to grunde til: For det første er det mest logisk at fiske til sky fisk fra en position nedstrøms for dem, hvor de har sværere ved at opdage fiskeren. Og for det andet, så er det ofte lettere at præsentere fluen lokkende ved at kaste opstrøms.

De fleste fluefiskere forbinder opstrøms fiskeri med tørfluer og nymfer, der driver stort set livløst i strømmen. Den teknik kan bruges til havørred, men i langt det meste af mit opstrøms fisker tager jeg fluen aktivt ind – i reglen med en hastighed, der er lidt hurtigere end strømmens. Det giver liv og bevægelse til fluen, og min erfaring er, at det virker bedre end en mere livløs præsentation.

Hugreflekser i behold Friske havørreder, der lige er ankommet fra havet, kan godt lide en hurtig præsentation af fluen. De har ofte deres hugrefleks i behold og reagerer instinktivt på en flue, der haster forbi dem. Det kan være svært at opnå med det klassiske vådfluesving, selv hvis man tager fluen hurtigt ind. Kaster man i stedet opstrøms og fisker fluen hjem med lange glidende tag i linen, kommer den hurtigt til fisken – og væk igen.

Som sidegevinst opnår man, at fluen – i forhold til vandet – ikke bevæger sig særligt meget, så de bløde fjer eller hår virkelig kan pulsere lokkende for fisken. Den effekt er svær at opnå med et hurtigt affisket nedstrøms kast, hvor fluens bløde materialer let klasker sammen, hvis det går for stærkt.

Mere vand, flere fisk Man dækker helt enkelt mere vand på en fiskedag ved at kaste opstrøms. Forestil dig en sivbræmme langs modsatte bred, som ser produktiv ud. Hvis den skal dækkes ordentligt under nedstrøms fiskeri, skal man måske lave et kast for hver meter. Fluen fisker godt ved modsatte side – men svinger så ud i strømmen og væk fra det produktive område. Og en strækning på 20 meter kræver måske 10-20 kast, før den er dækket.

Forestil dig så, at du fisker opstrøms. Når fluen lander ved modsatte bred, nøkker du den ind. Men der er ikke noget strømpres, som får den til at svinge ud fra brinken, og derfor kan hvert enkelt kast let dække fire-fem meter af sivbræmmen. Efter fire-fem kast er sivbræmmen affisket mindst lige så godt som ved de 20 nedstrøms kast, og du kan gå videre på jagt efter nye standpladser og nye fisk.

Under sommerens fiskeri med friske fisk i åen er en af de bedste genveje til succes netop at få dækket noget vand.

Længere ned Ofte stiller havørreder sig på åens lidt dybe partier om dagen, hvorfor man med fordel kan fiske fluen i nærheden af bunden. Det er svært med nedstrøms fiskeri, hvor selv en tung synkeline mange steder bliver presset op mod overfladen af strømmen. Faktisk kan man ofte klare sig med flydelinen, hvis man blot kaster opstrøms, og nøjes med at fiske fluen en anelse hurtigere end strømmen. Så er strømpresset stort set væk, og fluen falder meget lettere ned igennem vandsøjlen.

På de rigtig dybe steder kan det være en fordel at belaste fluen for at komme ned, men ofte kan man klare sig med

De jomfruelige pladser Ved at kaste opstrøms får man chancen for at dække nogle af de standpladser, som ellers aldrig bliver affisket. Det mest oplagte eksempel er en af de mest sikre standpladser i åen: En dyb og smal strømrende mellem brinken og åens vandplanter.

Her kan havørreden vælge en komfortabel standplads, hvor der både er skygge, strømlæ og let adgang til at skjule sig, hvis den bliver skræmt. Den slags pladser er ekstremt svære at affiske med traditionelle flueteknikker, fordi strømmen let presser linen ind i grøden, hvor fluen så sidder fast. Men med et opstrøms kast er det den enkleste sag i verden. Strømmen vil som regel holde linen væk fra vandplanterne, så fluen kan fiske effektivt i dybet. Og hvis fluen kommer tæt på grøden, så vil den ofte glide af i stedet for at sidde fast.

Et andet eksempel er de mange steder, hvor fiskene stiller sig ved trærødder – godt beskyttet af løvet, som hænger ned over vandet. De steder er næsten altid svære at fiske. Men ved at fiske en let flue på mere klassisk nymfemanér, kan man ofte have succes med at placere fluen et godt stykke opstrøms, lade strømmen bære den ned til fisken og så lige lave et par nøk i linen på det strategisk rigtige sted, så fluen hurtigt svinger væk fra fisken – hvis den da ikke bliver taget forinden.

Overraskelsesangreb Under klassisk nedstrøms fiskeri bevæger man sig systematisk ned mod fisken med kast efter kast. I klare vandløb betyder det, at fisken får tid til at vænne sig til fluen, mens den gradvist kommer nærmere. Dette kan svække fiskens interesse for fluen, inden den slutteligt når ind i „hugzonen“.

Det undgår man ved opstrøms fiskeri – og det er faktisk min fornemmelse, at det er en af metodens helt store forcer, da overraskelseseffekten bibeholdes.

Normalt affisker jeg åen på en af to måder: Enten med lange kast opstrøms, hvor jeg fisker tæt ind under sivbræmmer og grødekanter, eller ved præcise præsentationer direkte til udvalgte standpladser, der lige får et enkelt kast eller to, mens jeg arbejder mig opstrøms.

I begge tilfælde er effekten, at fluen er inden for rækkevidde, når havørreden ser den første gang: Enten fordi den kommer ha- »

Klart vand. Klart vand og stort lysindfald kræver letdressede fluer og stor forsigtighed – men så er der også mulighed for noget fantastisk og visuelt havørredfiskeri.

Dagsfisk. Der er ingen grund til at få ødelagt nattesøvnen i jagten på havørrederne. Med den rette fremgangsmåde kan fisk som denne nemt lokkes til hug ved højlys dag.

« Mod strømmen

stende direkte ned mod fisken fra en opstrøms position, eller fordi den plasker ned i vandet lige foran fisken. Og reaktionen udebliver sjældet. Efter at jeg er begyndt med opstrøms kast direkte til standpladsen, fanger jeg mange flere havørreder, som hugger med det samme. Og jeg har langt færre havørreder, der tøvende følger efter fluen. Det tager jeg som et tegn på, at den hurtige førstegangspræsentation faktisk er mere lokkende.

Pürschjagt efter havørreder De fem gennemgåede fordele er et forsøg på at opsummere den bedre præsentation af fluen, som opstrøms fiskeri giver. Den sidste fordel er af en helt anden karakter, men den er nok så vigtig: Man kommer helt enkelt tættere på åens bestand af havørreder, hvis man fisker opstrøms – især ved lav vandstand.

Når man går op mod strømmen – og dermed nærmer sig fisken fra dens blinde vinkel – har man i klart vand gode chancer for at se fisken i vandet, inden man selv bliver opdaget. Jeg får hvert år havørreder på den slags trout stalking a la New Zealand, og uanset størrelsen på fisken er det blandt årets højdepunkter.

Men der er langt imellem de stjernestunder. Og faktisk betragter jeg de skræmte havørreder som vigtigere for mit fiskeri. Og jeg skræmmer mange fisk ...

Nogle fisk stikker af med en ordentlig trykbølge efter sig, men langt de fleste skræmte ørreder opdager jeg kun på grund af en svag hvirvel i vandet foran mig, som en ophvirvlet sky af sand og mudder fra standpladsen, eller ved at vandplanterne svajer efter fiskens trykbølge. Det foregår typisk meget diskret. Og jeg opdager det kun, fordi jeg „kommer bag på fiskene“. Havde jeg stået 20 meter væk og skræmt fiskene, ville jeg aldrig opdage det. Og selv om det altid er træls at skræmme en havørred væk fra standpladsen, så er det nu rarest at vide, hvis man har gjort det. For så ved man, at der er fisk på strækningen. Og at man har opdaget en ny standplads, til næste gang man går på havørredjagt mod strømmen.

Opstrømsgrej At få succes med havørredfiskeri i høj sol kræver, at du ikke bliver spottet af havørreden før den spotter din flue. Solbriller og en skyggende kasket i kombination med en diskret påklædning er derfor det vigtigste grej til opstrømsfiskeriet. Desuden er det vigtigt, at ramme de rigtige dage, og her er meteorologiske sider, hvor man kan følge nedbørsmængderne og planlægge sine fisketure efter regn, vind og temperaturen i havet, en stor hjælp.

Når det gælder selve fiskegrejet, så bruger jeg grundlæggende to typer af fluestang. Den første er en 9,6 fods stang i klasse 6, der passer fint til størrelsen på ørrederne i mine åer – hvor jeg endnu har til gode at lande en sommerfisk over syv kilo. Den lidt lange stang giver desuden nogle fordele, hvis der er kraftig bevoksning langs brinkerne.

Mit andet stangvalg er også i klasse 6 men kun cirka 8 fod. Den kortere stang passer fint til de skovklædte stræk, hvor det kan være svært at svinge 9,6 fod, uden at man rammer grenene – jeg har således knækket en enkelt stang, fordi jeg overså en nedhængende gren.

Linen er som regel en flydende WF6. Jeg foretrækker liner med halvlange klumper, men de fleste modeller kan bruges, så længe at man kaster præcist med dem. Skyde

hoveder – som ellers dominerer mit eget fiskeri – kommer aldrig med til denne type fiskeri. Det skyldes helt enkelt, at man konstant skifter kastelængde, og så er samlingen, uanset hvor elegant den er lavet, et irritationsmoment, når den kører igennem slangeringene.

På meget blæsende dage kan det være en fordel med lidt ekstra vægt foran topøjet. Da kan man vælge en WF-line et nummer tungere end stangen – eller en intermediateline, som bedre kan skyde gennem vinden.

De yderste meter Friske opgangsfisk er sjældent forfangssky, og derfor kan man normalt slippe afsted med lidt tykkere forfang, end man ville bruge til de samme fisk på kysten. Mit førstevalg er et simpelt taperet forfang på halvanden til to gange stangens længde med 0,28 Drennan Double Strength i spidsen. Linen har en svag røgfarvet tone og er generelt temmelig refleksfri, så den syner ikke af meget i vandet. Det er en detalje, men når man ofte fisker i klart vand og høj himmel, er det værd at tænke over.

Af og til – typisk ved lavt vand og meget små fluer – går jeg ned i 0,23. Og en sjælden gang bruger jeg 0,20. Det sidste er kun tilfældet, hvis jeg bruger de allermindste nymfer i æsken og kaster til mindre havørreder, som jeg tydeligt kan se.

For at give fluen en livlig gang i vandet, kan man vælge at binde den på forfanget med en løkkeknude. Især med små fluer er det en god idé, da kombinationen af et tykt forfang og en lille flue ikke er optimal.

To helt forskellige fluer Jeg bruger flere forskellige fluer til mit opstrømsfiskeri efter havørred – fra små nymfer til store, kluntede kræ. Der er dog to mønstre som jeg vil fremhæve – ét til lavt, klart vand og ét til højt, grumset vand.

Opstrøms fiskeri efter havørred, når vandet er lavt og klart, stiller visse krav til fluerne. Det vigtigste er helt klart, at fluerne synker godt, så de kommer ned mod fiskenes standplads. Men en tungt belastet flue med masser af fjer og hår er sjældent det bedste valg i lavt vand, hvor den let kommer til at plaske overdrevet, når den lander. Under sådanne forhold vælger jeg næsten altid at fiske med en simpel krogflue, der er meget sparsomt dresset, og derfor synker ganske hurtigt for enden af et langt forfang. Førstevalget er helt klart Hugh Falkus' klassiske Medicine Fly, og mange dage har den bevist sit værd med både tre, fire og fem fisk.

Den voldsomste oplevelse med fluen havde jeg en forsommerdag med blæst og drivende skyer, hvor jeg var kørt til åen for at fiske et par timer efter frokost. På de første par hundrede meter virkede åen livløs, og jeg havde fisket mig forbi de mest oplagte standpladser, da jeg fik den første fisk – en fin blankfisk på omkring tre pund. Et par kast senere var der igen bud efter fluen. Og en gang til. Og igen. Jeg havde ramt en af de sjældne episoder, hvor naturen går amok. På en strækning af 300 m var der fisk på stort set alle de kendte pladser, og de næste timer var fyldt med kontante hug og vilde fights. Da jeg efter fire timer gjorde resultatet op, havde jeg genudsat otte blankfisk og ladet lige så mange få friheden igen ved at undlade modhugget eller give dem så meget løsline, at de smed krogen. Jeg havde udelukkende brugt en Medicine Fly i str. 6. Andre mønstre kunne sikkert også have fanget fisk – men Medicine Fly beviste noget så eftertrykkeligt, at den kunne fange hele flokken. Når åen er høj og vandet grumset, gør jeg i den modsatte grøft. Her vælger jeg en modificeret udgave af den verdenskendte Woolly Bugger. Egentlig ser den ikke ud af meget – men den sorte støvkost er de seneste årtier blevet en favorit til store ørreder overalt i verden. Jeg bruger den intensivt til alle mulige fiskearter, og selv om man sjældent ser woollyer ved havørredåen, er den også her et absolut fremragende valg. Ofte ser man fluen bundet relativt spinkelt. Det kan fungere fint – men jeg vælger i reglen at binde ret buskede versioner til sommerens opgangsfisk. Det fungerer i min optik bedre –især når vandet er højt og uklart efter regn.

En øjenåbner Jeg håber, at denne artikel har givet dig mod på, at bryde nogle af de fiskedogmer, der ofte hersker langs havørredåen. For mig har opstrømsfiskeriet i hvert tilfælde været en øjenåbner. Mit håb er således at inspirere andre til at gå mod strømmen og derigennem få et mere varieret og underholdende fluefiskeri i den kommende sæson. n

Fem gode tips

•  Fisk aktivt og lås dig ikke fast i bestemte forestillinger om præsentationer og havørreders standpladser. •  Hav et godt udvalg af forskellige fluer. Den ene dag kan der være brug for en stor busket Woolly Bugger – næste dag skal man måske have fat i små fine nymfer med gummiben for at lokke fiskene til at hugge. •  Det er vigtigt at kunne kaste præcist på skiftende længder. Det klarer de fleste lettest med en enhåndsstang og en WF-line, der også gør det meget simplere at variere indtagningen af fluen. Så lad den lange tohåndsstang blive hjemme. •  Kig på solen. Ofte kan det være en fordel at koncentrere sig om standpladser, der ligger i skygge. •  Find de populære fiskepladser ved åen –og tag et andet sted hen. Det er langt bedre at fiske en strækning med få uforstyrrede havørreder end et strækning med mange fisk, som hver nat får en parade af fluer at se.

Medicine Fly

Krog: Lowwater laksekrog str. 4-8 Bindetråd: Sort eller rød Krop: Flad sølvtinsel Hackle: Blå hane Vinge: Bronze mallard + eventuelt enkelte strå perlemors krølflash

Den blå farve i hacklet fungerer godt først på sæsonen. Når sensommeren nærmer sig, vælger jeg dog ofte en mere diskret udgave med sort hackle. Hvis man så tilføjer en lille kæk hale af guldfasan tippet, får man endnu et klassisk havørredmønster: Mallard & Silver.

Woolly Bugger

Krog: Langskaftet nymfekrog str. 4 og 6 eller vådfluekrog str. 6 Hale: Sort marabou og perlemorsfarvet Flashabou Rib: Tynd nylon Krop: Sort marabou Kropshackle: Blød sort hane Fronthackle: Blød sort hane og perlemorsfarvet Flashabou Belastning: Perle i messing eller tungsten i farverne guld, flou. rød eller chartreuse

For at øge synligheden binder jeg fluen med rigeligt med perlemorsfarvet Flashabou i halen – og ofte binder jeg nogle strå flash ind bag fronthacklet for at gøre effekten synlig fra så mange vinkler som muligt. Og så får fluen ofte et guldhoved – eller et i flourescerende rød eller chartreuse. Det færdige resultat af anstrengelser ved fluestikket er en ekstremt synlig flue, og når man fisker den opstrøms, kommer de bløde fjer for alvor til deres ret. Samtidig giver hovedet fluen en lokkende gang i vandet – og især store tungstenshoveder på 4-5 mm skaber samtidig en tung flue, der hurtigt kommer ned i selv temmelig dybe høler.