Sportsfiskeren nr 10 2011

Page 24

Hugvillig. Nystegne fisk som denne har hugreflekserne hængende uden på sølvtøjet, og rammer du en sommerdag, hvor en flok friske fisk netop har indfundet sig, kan du opleve et sandt drømmefiskeri.

Mod strømmen Sæsonen for havørredfiskeri i åerne er for længst overstået. Det er tid til at gøre status

samt til med forventningens glæde at planlægge den kommende sæson. Har du mod på at blæse på traditionerne og gå imod strømmen, så følg med her. Af Claus Bech-Petersen cbl@sportsfiskeren.dk

Der hænger et dogme over sommerens fiskeri efter havørred i åerne: Det skal foregå om natten, med kraftigt grej og store rørfluer, som helst skal bule i overfladen for at tiltrække fiskens opmærksomhed. Sådan gør jeg ikke. Jeg gør faktisk på enhver måde det modsatte, og fanger så rigeligt de fisk, jeg har lyst til – og det endda midt på dagen, i lavt vand og ofte i høj sol. Sjovt nok bliver jeg mødt af udbredt skepsis, når jeg fortæller om mit fiskeri. – Du har jo ikke testet det i Karup Å, lyder en indvending. Og nej, det er rigtigt. – Dit hjemmevand er helt specielt, lyder en anden indvending. Også det er sandt. Jeg har dog testet metoden i en række vandløb – og alle steder har jeg haft godt fiskeri. Så nu bryder jeg altså dogmet og skriver artiklen om mit opstrøms havørredfiskeri. Dogme-brud 1: Fisk om dagen

Der er ingen tvivl om, at havørreder er mest aktive om natten, og at mange fisk trækker i skjul, når lyset bryder frem. I lang tid troede

24 Sportsfiskeren

jeg ubetinget på, at det var umuligt at fange havørrederne om dagen. Jeg så dem stå frit fremme i Kongeåen. Jeg så dem jage rundt i Karup Å. Men fiske efter dem – det kunne man jo ikke, lød det fra eksperterne. Dogmet blev først brudt en varm sommerdag, da jeg luskede rundt ved et vandløb og kiggede efter bækørreder. På et lige stræk fik jeg øje på en fisk, der stod fuldt synligt lige under overfladen. Stor bækørred, tænkte jeg. Men det var faktisk en fin havørred, som tog den nymfelignende vådflue, jeg sendte op til den. Den fangst ændrede mit fiskeri for altid! De kunne altså fanges, dagshavørrederne. Og endda på en visuelt stimulerende måde, hvor man sniger sig langs vandløbet og kaster til enten observerede fisk eller forsigtigt præsenterer fluen ved lovende standpladser. Midt på dagen kan man – ud over at nyde solen – præsentere sin flue langt mere præcist til gode standpladser, og det er naturligvis afgørende for succes. Der er ingen tvivl om, at der er flere havørreder fremme om natten – men til gengæld fisker man langt mere effektivt på hver enkelt fisk, når det er lyst.

Men dagens havørreder kan være ekstremt sky, og der skal sjældent meget til, før man skræmmer dem. Jeg fandt således hurtigt ud af, at det er klogt at vælge en strategi, hvor man bryder endnu et af havørreddogmerne. Dogme-brud 2: Fisk opstrøms

Personligt har jeg – med en enkelt undtagelse – ikke fanget en opgangsørred på nedstrøms fluefiskeri de seneste syv år. Det er der to grunde til: For det første er det mest logisk at fiske til sky fisk fra en position nedstrøms for dem, hvor de har sværere ved at opdage fiskeren. Og for det andet, så er det ofte lettere at præsentere fluen lokkende ved at kaste opstrøms. De fleste fluefiskere forbinder opstrøms fiskeri med tørfluer og nymfer, der driver stort set livløst i strømmen. Den teknik kan bruges til havørred, men i langt det meste af mit opstrøms fisker tager jeg fluen aktivt ind – i reglen med en hastighed, der er lidt hurtigere end strømmens. Det giver liv og bevægelse til fluen, og min erfaring er, at det virker bedre end en mere livløs præsentation.

10 // December 2011


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.