8 minute read
Er snæblen en helt
Helt sig selv. Der har i den seneste tid været debat om, hvorvidt snæblen er en selvstændig art. Men det er den ifølge landets førende fiskegenetiker.
Er snæblen en helt eller en skurk
Snæblens status som art har på det seneste huseret i medierne. Sportsfiskeren har derfor opsøgt Danmarks førende fiskegenetiker for at få svar på, hvad der er op og ned i sagen, og hvorfor der pludselig bliver tvivl om, hvorvidt snæblen er en selvstændig art.
Af Michael Møller Hansen, professor ved Aarhus Universitet
Helt-fiskene, som snæblen tilhører, er en særdeles interessant gruppe af fisk, men de sætter også grå hår i hovedet på de forskere, der arbejder med at definere og bestemme arter. Helt-fisk har nemlig været gode til at tilpasse sig forskellige miljøer, og det betyder, at der findes et stort antal typer inden for samme art. Hovedpinen består i, at nogle af disse typer er på vej til at blive nye arter, og nogle er måske allerede blevet selvstændige arter, men hvilke?
Kompliceret diskussion Denne usikkerhed er årsagen til den diskussion, der har været om snæbelen i medierne. Den fremherskende vurdering har været, at snæblen tidligere var udbredt i hele Vadehavsområdet. På grund af forurening, overfiskeri, vandløbsreguleringer og spærringer var der til sidst kun én bestand tilbage, som med sikkerhed var oprindelig, nemlig snæblen i Vidåen. Snæblen er opført i EU´s Habitatdirektiv på listerne over truede dyr og planter. Danmark er derfor forpligtiget til at bevare snæblen. Som følge heraf har man iværksat et stort program, støttet af blandt andet EU LIFE-programmet, med henblik på at forbedre snæbelens levevilkår i Vidåen og andre af de danske vandløb i Vadehavet, hvor den tidligere var udbredt. Diskussionen går nu på, hvad det er, man forsøger på at redde. Hvilken betydning har det, hvis det ikke er en art? Selv for fagfolk er det en meget kompliceret diskussion – og det er nok grunden til polemikken. DNA giver ny viden Taksonomer – biologer, der arbejder med at bestemme arter – har traditionelt brugt morfologiske træk (udseende og andre fysiske kendetegn, red) til at definere arter. For heltgruppen har det især drejet sig om antallet af gællegitterstave. Her findes der former med mange eller få gællegitterstave, og nogle gange finder man endda begge former i de samme søer. Man kunne så tro – og det har man traditionelt gjort – at former med mange gællegitterstave er beslægtet med hinanden, og at former med få gællegitterstave på
tilsvarende vis er i familie. DNA-analyser fra en række videnskabelige undersøgelser giver imidlertid et andet billede. Har man for eksempel tre søer, som hver har to typer af helt med henholdsvis mange eller få gællegitterstave, så viser DNA-resultaterne, at de forskellige helt-typer fra samme sø oftest er tæt beslægtet med hinanden, mens tilsyneladende ens helt-typer fra forskellige søer er væsentligt fjernere beslægtet med hinanden.
Udseende tæller ikke Forklaringen er det fænomen, der hedder parallel evolution. Det vil sige, at der uaf
hængigt af hinanden er opstået typer, som ligner hinanden, men som ikke har den samme nedstamning. Det skyldes efter alt at dømme, at antallet af gællegitterstave er tæt knyttet til fødesøgningen. Er der for eksempel masser af plankton i en sø, kan der foregå en naturlig udvælgelse hen imod former med mange gællegitterstave, som kan filtrere de små fødeemner. Hvis heltene i søen omvendt spiser større byttedyr, vil det være en fordel med en mere grovmasket si, altså få gællegitterstave. Da de samme former kan opstå uafhængigt af hinanden, følger det også, at gællegitterstave ikke er gode til at definere arter; de siger jo netop ikke noget om slægtskabet. Det giver problemer for den traditionelle taksonomi, som baserer sine vurderinger på helt-fiskenes morfologiske træk – altså deres udseende.
Kontroversiel artikel I 2005 publicerede nogle tyske forskere en artikel, hvor de undersøgte nogle morfologiske træk i fisk fra heltgruppen for at finde ud af, hvilke fisk der tilhører hvilken art. De baserede blandt andet undersøgelserne på fisk, opbevaret i museumssamlinger i formalin og sprit gennem årtier, hvilket gav dem mulighed for at undersøge fisk fra bestande, som senere er blevet udryddet. I sidste ende var antallet af gællegitterstave – sammen med „næselængden“ – den faktor, som de drog deres konklusioner på baggrund af. De konkluderede derfor, at den „rigtige“ snæbel – med det latinske navn Coregonus oxyrhynchus – havde et højt antal gællegitterstave og levede i Rhinen og i nabovandløb, men at arten nu var uddød. Snæblen i Danmark var derimod ikke en „rigtig“ snæbel, den havde samme antal gællegitterstave som danske helt, og i undersøgelsen slås danske helt og snæbel derfor sammen til én art med det latinske navn Coregonus maraena. Det er denne undersøgelse, som i de danske medier gav anledning til påstanden om, at snæblen er uddød, og at det er en „forkert“ art, man er i færd med at redde. Denne undersøgelse er imidlertid problematisk, fordi hovedkonklusionen netop er baseret på antallet af gællegitterstave. Som forklaret tidligere, foregår der en masse parallel evolution for netop denne egenskab, som derfor ikke kan bruges til at sige noget om slægtskabet mellem Rhin-snæblen og den danske snæbel. Dette er dokumenteret i en række videnskabelige artikler, men er tilsyneladende ikke taget i betragtning i den tyske undersøgelse.
Er helt og snæbel samme art? Med andre ord, så kan der stilles et meget stort spørgsmålstegn ved historien om, at den „rigtige“ snæbel fandtes i Rhinen, men at den nu er uddød. Desværre vil det være meget svært at analysere DNA fra den nu uddøde snæbel fra Rhinen, da fiskene er opbevaret på en måde, som ødelægger det meste af DNA’et. Måske vil det dog være teknisk muligt på et senere tidspunkt at analysere DNA fra disse fisk og sammenligne dem med snæbel fra Vidåen. Tilbage står spørgsmålet om, hvordan helt og den nulerigtigt saltvand vende, danske snæbel er beslægtet med hinanden. Hvornår er de splittet ud fra hinanden, og er der tale om to forskellige arter? Ny, dansk viden gør os klogere Vi har undersøgt danske helt og snæbler i flere omgange ved hjælp af DNA-teknikker. Senest har vi, via et samarbejde mellem forskere fra Aarhus Universitet, Københavns Universitet og DTU Aqua, lavet en meget grundig undersøgelse, baseret på helt nye metoder. Konklusionen er:
Helt og snæbel i Danmark er nært beslægtede og fjernere beslægtet med helt i Østersøen. Danske helt og snæbel ser ud til at have en fælles stamform, som er indvandret til regionen efter sidste istid, det vil sige indenfor de seneste cirka 13.000 år. søgt at datere, hvornår Vidå-snæblen og den nærmeste heltbestand fra Ringkøbing Fjord er splittet ud fra hinanden.
Der vil altid være en vis statistisk usikkerhed, men det ser ud til, at det er sket på en tidsskala på ganske få tusinde år, måske i sammenhæng med, at Vadehavet opstod. Snæblen er derfor splittet ud fra helten for ganske nylig, set med evolutionære briller. 3 I Varde Å har man udsat snæbel fra
Vidåen, men det viser sig, at der ligeledes er foregået udsætning af helt. DNAanalyser viser, at der faktisk foregår krydsning mellem helt og snæbel, og tilsyneladende kan krydsningerne også få afkom med de oprindelige „rene“ helt og snæbler. Hurtig evolution Hvad siger resultaterne om snæblens artsstatus? At helt og snæbel er splittet ud fra hinanden indenfor få tusinde år, betyder ikke nødvendigvis, at det er samme art. Der er flere eksempler på, at artsdannelse nogle gange kan ske meget hurtigt. Folk, der holder akvariefisk, vil måske vide, at flere cichlider fra de store, afrikanske søer Victoria-, Tanganyika- og Malawisøen er eksempler på meget hurtig artsdannelse.
Art under udvikling At helt og snæbel kan få afkom med hinanden, og at afkommet også kan krydse til
1
2
Vi har ved hjælp af DNA-metoder for
bage igen, tyder imidlertid på, at der ikke er tale om adskilte arter. Her skal man dog være opmærksom på, at der findes adskillige artsbegreber i biologien, og ikke alle vil give de samme svar. Det er også vigtigt at slå fast, at arter er noget, vi mennesker definerer, og ofte er naturen meget mere kompliceret end de „kasser“, vi prøver at putte den i. I de senere år er man blevet meget mere opmærksom på, at der nogle gange kan foregå krydsning og overførsel af gener fra en art til en anden, samtidig med at arterne alligevel opretholder deres særpræg. I følge nogle artsbegreber, der tager højde for dette, kunne snæbel og helt godt vise sig at være forskellige arter. Den bedste måde at opfatte snæbelen på er som en art under udvikling, hvor artsdannelsen endnu ikke er helt færdig.
Unik snæbel Hvis snæblen endnu ikke fuldstændigt er blevet en selvstændig art, betyder det så, at det ikke er vigtigt at bevare den? Nej, det er en misforståelse. Snæblen er den eneste kendte fisk indenfor helt-gruppen i Europa, som tåler rigtigt saltvand. Der findes helt i Østersøen og helt, der vandrer ud i fjorde såsom Ringkøbing, Nissum og Randers Fjord, men her er der kun tale om brakvand. Snæblen har således unikke tilpasninger til livet i havet. Hvis snæblen uddøde, ville man ikke kunne bytte den ud med en heltbestand, og man ville derfor have mistet en uerstattelig del af mangfoldigheden indenfor helt-gruppen og en fisk med særlige egenskaber, tilpasset livet i Vadehavet. Derfor er EU-LIFE projektet, der skal redde snæblen, meget vigtigt. At det samtidig vil blive til stor gavn for andre truede arter, såsom laks, stavsild, havlampret og i det hele taget en lang række fisk og andre dyr i vandløbene, gør bare investeringen endnu mere relevant.
Fascinerende hovedpine Så alt i alt er snæblen en fisk, der på den ene side giver biologerne hovedpine, når de prøver at definere arter, og på den anden side er et dybt fascinerende eksempel på, hvorledes evolutionen foregår – og vi er så heldige at have det lige her, i Danmark. n
