Foto: Søren Berg
MILJØ OG POLITIK
Helt sig selv. Der har i den seneste tid været debat om, hvorvidt snæblen er en selvstændig art. Men det er den ifølge landets førende fiskegenetiker.
Er snæblen en helt eller en skurk Snæblens status som art har på det seneste huseret i medierne. Sportsfiskeren har derfor opsøgt Danmarks førende fiskegenetiker for at få svar på, hvad der er op og ned i sagen, og hvorfor der pludselig bliver tvivl om, hvorvidt snæblen er en selvstændig art.
Af Michael Møller Hansen, professor ved Aarhus Universitet
Helt-fiskene, som snæblen tilhører, er en særdeles interessant gruppe af fisk, men de sætter også grå hår i hovedet på de forskere, der arbejder med at definere og bestemme arter. Helt-fisk har nemlig været gode til at tilpasse sig forskellige miljøer, og det betyder, at der findes et stort antal typer inden for samme art. Hovedpinen består i, at nogle af disse typer er på vej til at blive nye arter, og nogle er måske allerede blevet selvstændige arter, men hvilke? Kompliceret diskussion
Denne usikkerhed er årsagen til den diskussion, der har været om snæbelen i medierne. Den fremherskende vurdering har været, at snæblen tidligere var udbredt i hele Vadehavsområdet. På grund af forurening, overfiskeri, vandløbsreguleringer og spærringer var der til sidst kun én bestand tilbage, som med sikkerhed var oprindelig, nemlig snæblen i Vidåen. Snæblen er opført i EU´s Habitatdirektiv på listerne over truede dyr og planter. Danmark er derfor forpligtiget til
6 Sportsfiskeren
at bevare snæblen. Som følge heraf har man iværksat et stort program, støttet af blandt andet EU LIFE-programmet, med henblik på at forbedre snæbelens levevilkår i Vidåen og andre af de danske vandløb i Vadehavet, hvor den tidligere var udbredt. Diskus-
le gange finder man endda begge former i de samme søer. Man kunne så tro – og det har man traditionelt gjort – at former med mange gællegitterstave er beslægtet med hinanden, og at former med få gællegitterstave på tilsvarende vis er i familie. DNA-analyser
At helt og snæbel er splittet ud fra hinanden indenfor få tusinde år, betyder ikke nødvendigvis, at det er samme art sionen går nu på, hvad det er, man forsøger på at redde. Hvilken betydning har det, hvis det ikke er en art? Selv for fagfolk er det en meget kompliceret diskussion – og det er nok grunden til polemikken. DNA giver ny viden
Taksonomer – biologer, der arbejder med at bestemme arter – har traditionelt brugt morfologiske træk (udseende og andre fysiske kendetegn, red) til at definere arter. For heltgruppen har det især drejet sig om antallet af gællegitterstave. Her findes der former med mange eller få gællegitterstave, og nog-
fra en række videnskabelige undersøgelser giver imidlertid et andet billede. Har man for eksempel tre søer, som hver har to typer af helt med henholdsvis mange eller få gællegitterstave, så viser DNA-resultaterne, at de forskellige helt-typer fra samme sø oftest er tæt beslægtet med hinanden, mens tilsyneladende ens helt-typer fra forskellige søer er væsentligt fjernere beslægtet med hinanden. Udseende tæller ikke
Forklaringen er det fænomen, der hedder parallel evolution. Det vil sige, at der uaf-
4 // Maj 2012
