6 minute read
Artikel F inlir til fiskesøen
Finlir
til fiskesøen
Strakte forfang, lange kast, diskrete flåd og bevægelighed. Det er alle vigtige finesser, som kan forvandle den dårlige og tomhændede fisketur til succes. Her får du tips og tricks, til hvordan du fornyer fisketeknikken i fiskesøen og fanger flere fisk.
Af Nikolaj Korsholm nk@sportsfiskeren.dk
De andre lystfiskere ved søen virker ikke begejstrede for dagens afkast. Ingen fisk på land. Klassiske metoder lader ikke til at virke. Spinneren i størrelse tre bliver lagt tilbage i boksen og en minibombarda monteres foran et let, blankt 4 g stripperblink.
Blinket flakser livligt i det brune vand, og allerede efter få minutters fiskeri hugger en ørred brutalt. Fisken springer fri af vandet og tager et par korte udløb. Medfiskerne ved søen kigger forbavsede på mit rig under landingen. Et par lystfiskere tager mod til sig og spørger, hvad medicinen er, mens andre i protest pakker deres grej sammen. I dag skal der bruges finesse for at få ørrederne i hugget.
Flere svirvler – tak Der er ingen tvivl om, at lette agn – der livligt bevæger sig gennem vandet på lokkende vis – er en super-effektiv teknik, som får mange ørreder til at gå i fælden. Men selv om man har brugt en svirvel, så kan linen stadigvæk sno de lange forfang og derved give problemer i kastet. Flere bevægelige led er en stor del af løsningen på de snoede forfang. Med en special-svirvel med tre sammensatte led undgår man stort set, at forfanget snoes.
Special-svirvel
Usynlig minibombarda De fleste bombardaflåd er lavet af plastik. Det er et stærkt og fleksibelt materiale, der er svært at slå i stykker. Almindelige, synkende bombardaflåd i plastik er store, selv om de har en lav vægt. Derfor er de meget synlige og danner store trykbølger nede i vandet, som fisken kan opfange. Når man
snakker om sky fisk, er det langt fra nogen fordel, da det kan skræmme fisken. Minibombardaerne - også kaldet Ghosts Tubes – er små rør lavet i glas. Lyset slipper nemmere igennem en glasgenstand, hvilket gør minibombardaerne næsten usynlige. Ydermere fylder de mindre i vandet, grundet den høje massefylde, hvilket giver mindre trykbølger.
Provokerende raslekugler Minibombardaer findes også i flydende modeller med raslekugler. De flydende modeller kaster ikke lige så lang som de synkende, men kan være medicinen på dage, hvor andre lystfiskere intet fanger. Den flydende minibombarda med raslekugler kan fiskes på flere forskellige måder. Skal der larmes igennem og laves vibrationer i vandet, fiskes minibombardaen hjem i hård, kontante ryk.
Spirotec
Fiskes der derimod langsomt med små spinstop, er vibrationer og larmen mere diskret.
Korte forfang – mere frihed Minibombardaen monteres ligesom et almindeligt bombardaflåd. Da minibombardaen bevæger sig uset gennem vandet og med meget mindre trykbølger, kan der fiskes med korte forfang. Det vil sige et forfang på 1,5-2 m. Med et kort forfang, opnår man mere kastefrihed.
Ligesom hos almindelige bombardaflåd er det en fordel at stoppe minibombardaen, inden den lander. Herved strækkes forfanget ud, og der kan fiskes effektivt fra start. Med korte forfang er fiskene også langt nemmere at lande, da afstanden mellem fisk og fisker er mindre.
Finlir på forfanget Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvad der kan parres med en minibombarda. Små miniblink – som svajer forførende gennem vandet - er en af de agn, der kan benyttes med stor succes. Et lille blink på 2 g dækker ikke særlig meget vand, men sammen med et bombardaflåd udgør det en farlig cocktail for ørrederne. » Minibombarda (Ghosttube)
Let og lækkert . Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvad man kan sætte sammen. En kombination af mini - bombarda og et let blink var medicinen denne dag.
Et sikkert valg. Der er altid en metode, som kan bruges uanset årstiden til at fange ørreder med minibombarda. Her har en bækørred hengivet sig til det lette ørred-spin nerforfang monteret bag en minibombarda.
Fra flåd til flåd. Med pilotkuglen og bobleflådet har man et rig, der både er fintfølende og langtkastende.
Spirotec er et livligt og lokkende værktøj til ørrederne. Det er en lille gummiplade, formet så den snor sig gennem vandet. Den snoede gang sender vibrationer ud i vandet, som provokerer ørreden til at hugge, mens den bløde krop kan lokke den mest snu ørred til hug. Spirotec monteres med en enkeltkrog, som føres igennem fra spidsen, så krogbøjningen stikker ud 2 ⁄ 3 nede på den flade del af gummikroppen.
En anden mulighed er et såkaldt ørredspinneforfang. Det er, i alt sin enkelthed, en enkeltkrog med et meget lille spinnerblad foran, som allerede er monteret på et forfang fra butikken. Der er ikke tilføjet noget vægt til forfanget og skal derfor fiskes efter for eksempel en minibombarda. På krogen kan man sætte orm, powerbait, maddiker, twisters eller andet interessant på. Det er i virkeligheden en tre-i-en fælde. Der kommer vibrationer fra spinnerbladet, duftspor sendes ud fra eksempelvis powerbait og farverne på spinnerbladet, gør denne lille finesse visuelt attraktiv for ørrederne.
Hurtig omskiftning Det er ikke kun aktivt fiskeri, som minibombardaen kan bruges til. Har man valgt den synkende model, er der flere muligheder gemt. Er vandet koldt, eller har man bare lyst til en pause fra det aktive fiskeri, kan man sadle om. Sæt en trekrog på, og lav forfanget i den ønskede længde til bundfiskeri. Her fungerer minibombardaen, som et usynligt lod. Da minibombardaen er lang og slank, kan den fiskes meget langsom henover bunden, uden den fanger en masse grøde. Det er en super-effektiv metode til ørreder, som svømmer langs søens skrænter i søgen på føde.
Et ekstra flåd Skal man fiske lige under overfladen, vil man gerne fiske med et diskret, lille flåd, som har en lille silhuet. Det begrænser dog ens kastelængde, så hvordan får man et flåd, som kaster langt, samtidig med at det er ultra-diskret? Ved at bruge et ekstra flåd. Det ekstra flåd kunne være en pilotkugle. En pilotkugle er en flydende kugle med en lille gummikerne.
Den trækkes på forfanget, og den lille gummikerne gør, at den kan flyttes op og ned på linen. Med et bobleflåd som vægt og pilotkugle som flåd, kan der fiskes meget tæt på overfladen på en meget diskret måde. Ligesom en fluefiskers hugindikator.
Brug hovedet Det er ikke kun i ørredsøen, at ovennævnte metoder kan bruges. Mange af metoderne kan videreføres til andre former for fiskeri. For eksempel på kysten efter drilske efterårshavørreder, som ikke lader sig lokke så nemt. Mulighederne er mange, og det er kun en selv, som sætter grænserne for, hvad der er muligt. n
Kinky på kysten. Finesserne fra fiskesøen, kan uden videre overføres til kystfiskeriet, når de sky efterårshavørreder skal overlistes. På vindstille dage kan de små, lette agn gøre udslaget, når de traditionelle endeagn syner og skræmmer for meget.